Im dying.... im seeing.... Gray?

Von Umbra huset lå stille hen. Hvidt som en perle, eller en blotlagt knogle mod den mørke aftenhimmel, en utilgivende og ugæstfri struktur, hvor de færreste ville vove sig ind uden en invitation uden at være desperate. Og i denne glinsende rene fæstning af et hus sad fruen og følte sig, på trods af den sikkerhed hun var blevet fortalt, at hun havde, kun at murerne var bygget for at holde hende inde. Der var stille i nat. Det var der i øvrigt som regel her i huset. Ikke engang kun når Sigfred og Allan var på forretningsrejse. Det var ikke en afslappet stilhed, men snare som om at selve huset og alt der levede her holdt vejret af frygt for ved et uheld at begå den synd at fornærme nogen og i særdeleshed husets herre. Lenore fandt ingen ro i denne stilhed. For hende der var vokset op med skovens evigt foranderlige lyde som baggrund til den barndom, hun måske ikke i sandhed havde følt sig lykkelig siden, varslede stilheden ilde. Hun burde have sovet. Havde for længst lagt sig med den halve intention herom, men som det så ofte skete blev hendes krop overmandet af en uro, hvis kilde dæmonen ikke kunne placere, men som havde været en så konstant følgesvend, at hun ikke længere undredes herved. Måske havde hun, når sandheden skulle frem aldrig reelt undret sig over den. Lenore var, om ikke andet ret hurtig til at acceptere de ting, som hun oplevede som sin version af virkeligheden. Ligegyldigt hvor langt væk fra den reelle virkelighed, hendes egen opfattelse så nogle gange var.
Hvor om alting var, var Lenore stået ud sin ensomme seng, hvad var i det hele taget pointen, når Edgar manglede? Og vandrede i disse forladte gange, som var de hende ligeså fremmede, som dengang hun flyttede ind. Ravnene fulgte hende på vej, Den ene siddende på hendes skulder, endnu en fløj forud, en tredje cirklede konsekvent over hendes hoved og den sidste fulgtes med hende på et niveau, hvor den stoppede op og slog sig ned på møblerne, en vase eller andet i nærheden, når Lenore selv standsede som om, hun havde glemt at gå. For enhver der så hende måtte hun være et mærkværdigt, hvis ikke decideret foruroligende syn som hun kom gående en lille smule usikkert, som forsøgte hun at skåne sin krop for en forventet smerte, der i mørket i den lange hvide natkjole med den høje blondekrave, der var lettere gulnet af ælde og det jetsorte hår i en fletning der nåede hele vejen til hendes knæ. Kære læser, du vil næppe fortænke kvindens stakkels søn i til tider at tro sin mor et spøgelse, eller diverse bønder i at læse dødsvarsler ind i hendes blotte tilstedeværelse.
Det var først da ravnen skrappede op at Lenore vendte tilbage til virkeligheden fra hvad end sted, hun ellers mentalt havde befundet sig og hun fik øje på den døende person ved hoveddøren.
Det tågegrå blik var langt væk. Ravnene samlede sig om, hvad der næsten var et lig og satte sig på hende. Et øjeblik blev Lenores perspektiv forvredet, som hun i stedet delte deres perspektiv, samtidig med at Agatha forsøgte at prikke kvindens øje ud, så hun kunne æde det.
Det varede dog kun et glimt, før Lenore var tilbage i egen krop.

”Er du virkelig eller er du et tegn på, hvad der vil komme?” spurgte hun med hvad der mest mindede om en særegen nysgerrighed, der kom fra et sted langt borte.

I et øjeblik undrede det hende at hun kunne høre fugle lyde. Var hun ikke gået indenfor? Men da hun så ravnen lande på hende, gav det vel mere mening. Den sidste Gray hun havde stødt på, havde en evne med katte, og havde nogen hængende omkring sig, den første nat de mødtes. Måske den her Gray havde en lignende evne med ravne?
Så snart ravnen prøvede på noget, blev den stoppet med det samme. Noget metal fra hendes rustning var blevet flydende, og var straks fløjet op, og havde formet en metal ring rundt om næbet på Agatha, så hun blev holdt fast. Imens havde Ren siddet og kigget hende lige i øjnene, med et blik der fortalte mere end nok. Hendes dræber instinkt var trådt i kræft, og selv med en skadet krop, kunne hun stadig bruge sin evne til at dræbe med.

"Jeg... er virkelig! Du er en Gray.... korrekt? Jeg har en stående.... aftale med Madelena Gray! Jeg vil ikke skade..... en Gray.... så længe en Gray.... ikke gør mig noget!"
Hendes vejrtrækning var tungere når hun talte, hvilket gjorde at hun var nød til at holde en pause undervejs, når hun prøvede at snakke. Med en anstrengt bevægelse lagge hun en hånd på Agatha. Hendes instinktive reaktion fra før var forsvundet, hendes intention var nu blot at flytte ravnen fra sin krop til gulvet, hvilket hun gjorde forsigtigt, for ikke at skade fuglen. Derefter brugte hun sin evne til, at fjerne metal ringen fra hendes næb, så hun var fri igen. Skulle en trussel dog ske igen, ville hun ikke holde tilbage næste gang. Død ville følge, hvis Ren følte sig truet, om det så inkluderede hendes egen eller ej.

"Jeg ved.... det er meget at bede om.... når nu.... jeg allerede er brudt ind... men er det.... muligt jeg kunne få.... lidt hjælp?"
Hun så op på denne Gray der stod foran hende. Ingen frygt kunne spores i hendes øjne, ej heller nogen andre negative følelser, rettet mod synet af denne kvinde. Hendes blik så på Lenore, som var hun blot en kvinde, med alt mulighed i denne verden, til at vise Ren hvem hun var, eller hvem hun ville fremstå som, overfor denne fremmede vampyr. Ren var ikke lige frem typen der dømte folk, før de havde vist hende deres sande natur, eller som minimum, hvordan de ønskede at putte sig selv frem i verdenen omkring dem.

Måske ville man have forventet en anden reaktion end den der nu kom fra Lenore. At hun skulle være blevet rasende. Have kastet Renta mod den nærmeste væg, fuldstændig ligeglad med, hvilken smerte, hun så påførte vampyren, der lå og var i færd med at bløde ud på hendes mands fine hvide mamorfliser. Lenore gik i stedet i baglås. Denne vanærelse. Denne krænkelse af alt hendes væsen og af ravnens fik det til at sortne for øjnene af hende. Ikke siden faderens brutale mord på hendes daværende ravn, en højtelsket og fritlevende fugl med navnet Prospero, havde hun oplevet noget så ækelt. Hun vidste det ikke selv, men hun var faldet sammen på gulvet. Havde grebet Agatha med vilde desperate før denne voldsperson kunne nå at gøre mere skade. Lenore stirrede vildt og ordløst på hende. Hev efter vejret. For hendes blik flød minderne om faderen og denne kvindes døende ansigt sammen, et øjeblik kunne de ligeså godt have været den samme. Havde han sendt hende fra hinsides graven mons tro? Det kunne ligne hans genfærd, kunne Lenore ikke lade være med at tænke. At hade datteren nok til stadig at ønske at gøre skade på hende, selvom han for længst var død.
Hun sagde intet vendte sig blot bort fra hende for i stedet at stryge Agatha over fjerene. Hun vidste ikke helt om det var ravnen eller sig selv, hun forsøgte at berolige, men liget, som hun så Renata som ragede hende mindre end en høstblomst. I virkeligheden havde Agatha jo blot reageret naturligt. Renata havde ikke nogen plus. Ikke nogen reelle livstegn som sådan. Hvad var hun så? Blot et ådsel, selvfølgelig og hvad var de for en ravn, hvis ikke mad?
Dette halve væsen, denne der ikke engang havde nogen familiar selv og havde gjort det værst tænkelige af alt. Rørt en familiar uden hverken dens eller den tilhørende Grays tilladelse. Lenore havde ondt af hende i princippet. På en fjern og indpakket måde. Renata kunne ligeså godt vandre omkring uden et hoved og hun var ikke engang selv klar over, hvor meget hun manglede.
Alligevel ville hun ikke have lyttet overhovedet, hvis Ikke Renata havde nævnt Madelena, hvilket trak Lenore ud af sine egne tanker. Hvad hendes niece skulle med dette ubehøvlede lig, forstod Lenore ikke, men hun spurgte ikke. Alligevel var det måske det, der i stedet for bare at lade Renata bløde ud, fik Lenore til at hjælpe hende op at stå. Lenores krop var skrøbelig, men hun besad trods alt en vis dæmonisk styrke (Måske havde det været årsagen til at hendes fødsler ikke havde slået hende ihjel i sidste ende), så at slæbe vampyren af sted henad gangene var nok hårdt, men ikke umuligt.
Og hun slæbte Renata til Sigfreds værelse og dermed hendes ægteseng. Hvor hun havde født to børn og to gange næsten havde måtte lade livet. Var hun sig mere bevidst ville hun måske have ladet af det næsten tematiske i situationen. Hun fik bukseret Renata op på sengen, kaldte på Xenia og bad hende finde sit sysæt. Xenia der var for træt og havde oplevet for meget latterligt i sin tid som Gray-tjener til at stille spørgsmål, gjorde bare som hun blev bedt om. Og Lenore tilså sår med en morbid interesse. Havde Renta været noget mere levende end en vampyr, ville det måske være et større problem, men Lenore havde syet i en død person før. Udflugter med hendes yndlingsonkel, Ambrose Gray, var trods alt ikke helt traditionelle. Ikke at hun var sikker på, hvordan hun skulle gå til det, men som hun tilså såret og prikkede i det for at se, hvor dybt det var henvendte hun sig alligevel til liget, der for hende ikke havde noget navn.

”Denne seng er der mange der flere der har blødt i før dig, men hvis du røre mine ravne igen, så bliver du den første, der bløder ud i den,” sagde hun luftigt, roligt og næsten…whimsical, som fortalte hun et eventyr. Det var ikke en advarsel, men et løfte.

Selv i sit halvdøde stadie, kunne Renata se på Lenore, at det hun havde gjort mod ravnen, havde påvirket hende meget negativt. Omend hun ikke vidste hvad der lå bag, kunne Ren genkende smerte, og det så ud som om, der lå meget smerte under overfladen, sådan som hun holdt ravnen ind til sig. Magisk forbindelse eller ej, Ren kunne se at denne Gray, havde et stærkt forhold til sin ravn, og sikkert et underliggende traume, der gjorde hende så beskyttende. En undskyldning, ville sikkert være på sin plads, når hun fik chancen for det.
Da Gray valgte at hjælpe hende, situationen der lige var forekommet til trods, brugte Ren sin evne til at lette byrden, så meget hun nu kunne, ved at løfte sin rustning, samt noget af hendes egen vægt. Ren kunne mærke Grays spinkle krop, som hun fik hende ind på sengen. Hun havde haft fingrene i mere end nok kroppe, gennem hendes tid, til at genkende en svag krop, når hun blev båret af en, og det undrede hende, hvad der mon havde sket i hendes liv, der kunne have ledt til denne figur?

"Det betyder måske ikke meget.... når det kommer fra mig... men giv venligst min undskyldning..... til deres ravn! Jeg reagerede måske instinktivt.... men det undskylder ikke.... hvordan jeg behandlede hende!"
I alt for lang tid, havde overlevelse blot været en instinktiv handling for hende. Renata havde allerede i sin barndom accepteret døden, som var han en kærkommen ven, men når det kom til stykket, var det som om alle hendes instinkter havde valgt det modsatte. Hun havde dræbt sin ejer, der endte med at gøre hende til en vampyr, i stedet for at dræbe hende, hun valgte at dræbe for mad, i stedet for at lade sig dø af sult, og mange gange igennem sit liv, havde hun valgt at bringe død over andre, for egen vindings skyld, på den ene eller anden måde, i stedet for at lade døden komme til hende, og bringe hende fred.
Det var dette underlige dræber instinkt, der fungerede som hendes overlevelses instinkt, igennem hele hendes liv, der havde bragt hende foran denne Gray i dag, og som havde ført hendes hånd, da en ravn prøvede at spise af hende. Hun forstod det måske ikke var det bedste, at agere på så instinktivt, men det var nu engang det, hendes krop bød hende. Overlev til en hver pris, man kunne altid undskylde senere.

Nu hvor hun lå på sengen, skildte hun dele af sin rustning fra resten, for at gøre det nemmere at komme til de værste sår. Hun lod delene lande blødt på gulvet, så det ikke gjorde nogen unødig skade, før hun lod sig behandle af denne fremmede. Omend det gjorde ondt, kom der ikke så meget som et pip fra hende undervejs, hun bed smerten i sig, da den ikke var lige så slem, som smerten ved at få såret til at starte med.

Der gik lang tid, hvor Lenore ikke sagde et ord. I stedet koncentrerede hun sig om at rense sår og syg dem sammen. Det var ikke engang for at hjælpe Renata. Kvinden i hendes ægteseng var, når alt kom til alt for Lenores øjne slet ikke en kvinde, men bare en genstand, hun syede i. At Renata kunne gå hen og dø rørte i det store hele Lenore meget lidt. At hun hjalp var mere, fordi kvinden, som koncept og ikke som levende væsen havde vækket dæmonens særegne interesse. Hende s ankomst var noget nyt og anderledes i en ellers monoton og drænende livsførelse som adelsfrue, ufrivillig hustru og mor. Hun som brugte så lang tid på stillesiddende håndarbejde savnede afveksling og hvad var Renatas ankomst, hvis ikke det? At hun kæmpede mod tiden, der, hvis der gik længe nok, sandsynligvis ville slå Renata ihjel, var bare endnu et element i det spil, som Lenore så hele dette scenarie som. Hun gik ihærdigt til den med nål og tråd uden at ænse nogen som helst tegn på ubehag fra sin patient. Ja, som Lenore handlede kunne dette nye iturevne stykke legetøj, der nu skulle lappes sammen, lige så godt være dødt i forvejen. I stedet for at tage sig synderligt af sine omgivelser nynnede hun for sig selv. En gammel vise. Nogen havde skrevet den om hende og Edgar for længe længe siden. Børnene sang den for at holde dem på afstand, mindedes hun. Hun huskede ikke længere ordene, men det havde kun moret de to søskende dengang, smigert måske endog, til trods for sangens lidet beundrende intention. Eller måske nærmere netop på grund af den. Der var noget evigt sjovt i at blive set som noget så magtfuldt og potentielt frygteligt at folk skrev sange om det.
Dæmonen havde et drømmende udtryk i ansigtet, et lille smil formåede at give liv til det ellers lidt sygtudseende ansigt og en let rosenglød var at finde i hendes kinder. Thi forstår De, med dette ukonventionelle håndarbejdsprojekt hyggede Lenore sig rent faktisk.
Da Renata endelig talte, jagede Lenore nålen hårdt i hende af ren og skær forskrækkelse, følte et øjeblik, at hun havde vækket liv i noget dødt og var imponeret over sin egen bedrift. Hvad ville Edgar mon sige til det? At have en søster, der kunne vække de døde? Så kom hun dog i tanke om situationen.

”Du kan selv sige det til hende. Bare fordi din forstand er for indsnævret til at forstå hende, betyder det ikke, at hun ikke forstår dig,” sagde hun ligefremt.

Renata kom med "Argh" og spændte i kroppen, for at undgå at hun flyttede sig for meget, da hun mærkede nålen stikke dybbere i hende, end den burde. Hun havde godt nok holdt sine øjne på Lenore, så meget hun nu kunne, mens de havde siddet her, så hun havde godt lagt mærke til, at Lenore virkede til at drifte andet steds hen, i hendes sind, mens hun havde siddet og syet Ren, men hun havde ikke regnet med, at kvinden havde glemt, hvad der foregik omkring hende, i sådan en grad at lyden af Rens stemme, ville ende med at give hende et chok.
"Jeg har ikke lige frem haft æren af, at snakke med nogen dyr før, så jeg vidste ikke de forstod noget, jeg kunne finde på at sige! Siden jeg ikke forstår hvad hun siger, ville det så være for meget at bede om, hvis du kunne oversætte hvad hun siger til mig, skulle det endelig ske, at hun har lyst til at snakke til mig?"
Spurgte hun roligt. Nu hvor hun havde haft tid til at trække vejret, og så vidt muligt falde til ro, mens hun blev syet sammen, havde hun nemmere ved at snakke. Omend det ikke lige frem var den mest behagelige situation, at være halvvejs død, var det da bedre at kunne sidde ned og komme sig, end det var at snige sig gennem gaderne, i forsøget på at undgå vagter, der sikkert ville gøre en ende på hende.

”Det er ikke det samme som at forstå et sprog. Ikke på nogen måde du ville forstå det,” sagde hun og blev tænksom et øjeblik, fordi hun aldrig rent faktisk havde forsøgt at forklare det særegne bånd til en udenforstående. Lenore holdt sig trods alt mest af alt for sig selv eller med sin familie, der i forvejen forstod evnen og de fleste andre var blot uinteresserede. Selv Sigfred havde aldrig spurgt, hvad skulle han have ud af det? Man havde ikke hustruer for at spørge dem om ting.

”Det er mere…tanker og følelser…jeg er ikke nogen oversætter. Højst sandsynlig, vil hun være ligeglad med, hvad du har at sige. Du betyder ikke noget. Du var bare mad der kæmpede tilbage. Det er vel ikke fremmed for dig som vampyr,” konstaterede Lenore halvt spørgende, da hun havde syet færdig, studerede kvindens ansigt for første gang og fandt at hun var skuffet. Ikke fordi kvinden ikke var køn, måske faktisk snare tvært imod. Hun lignede ikke et varsel om noget som helst, ikke en kriger, ikke et tegn. Bare en køn rødhåret kvinde med et ungt og harmonisk ansigt. Og det var jo ikke ligefrem fordi, hun var den eneste af dem i verden. Således var den eventyrlige følelse af at sy hende sammen og en fornemmelse af, at der foregik noget i Lenores liv altså ret hurtigt forduftet igen.
Og sammen med den var resten af den restløse energi der ellers netop havde plaget hende tidligere på aftenen. Pludselig følte hun ikke længere, at hun kunne stole på, at hendes kunne bære hende. Så hun satte sig på gulvet og trak benene op under sig, så hun sad helt krøllet sammen. De enorme grå øjne studerede Renata med nogen forvirring.

”Du valgte et mærkeligt sted at bryde ind,” sagde hun så.

"Der er en chance for, at jeg ikke kan forstå det! Lige som der er en chance for, at jeg måske kan! Man kan aldrig vide den slags, medmindre man giver folk chancen for at prøve! Men det er selvfølgelig op til dig, om du synes folk.... eller jeg, er det værd overhoved at give en chance!"
Disse ord kom fra et personligt i hendes hjerte. I lang tid, efter hun var blevet forvandlet til en vampyr, havde Renata levet alene. Hun havde holdt alle på afstand, siden de ikke var meget anderledes end dem hun spiste, hvis hun blev sulten nok. Det var først efter hun mødte en bestemt draconianer, at hun havde lært ting, såsom at åbne mere op overfor andre, skabe venskabelige bånd, og det hun snakkede om her, at give andre en chance, om det så var generelt, eller en chance for at forstå ting om hende.

"Hmm! Hvis situationen er for hende, som jeg har det med mad der kæmper imod, kan en undskyldning vel være lige meget! Jeg beskylder ikke min mad for noget, hvis de prøver at forsvare sig, så jeg kan vel antage at hun har det på samme måde! Men så igen.... hvad der fik mig til at tro, at en undskyldning var på sin plads, var din reaktion på situationen! Jeg kunne se det berørte dig dybt, at jeg kunne finde på at gøre noget ved din ven!"
Hun så lidt på Lenore, nærmest iagttog hende, for at se hvordan hun reagerede. Det var ikke fordi Ren prøvede at ophidse hende, eller på anden vis bringe følelserne frem i hende igen, men hvis emnet hun nærmede sig, bragte disse følelser frem igen, og det endte med at hælde i en skidt retning for Ren, ville hun foretrække at være så forberedt på det, som hun nu engang kunne være, i hendes nuværende situation.
Nu hvor hun var syet sammen igen, brugte Ren sin evne, til at gøre noget af det rustning hun stadig havde på, flydende, så hun kunne styre det ned omkring såret, og skabe en form for bandage, der kunne holde syningen på plads, når hun bevægede sig. På den måde hun styrede metalet, kunne det for andre næsten ligne, at metallet var et levende væsen, der kunne ændre form efter behag, og gjorde hvad hun bad om. Metalet hærdede igen, da det sad som Ren ønskede, før hun så på Lenore, som hun sad der på gulvet, og kiggede på hende.

"I mine øjne, var der intet andet sted, der gav mere mening!" svarede hun med hovedet lidt på skrå, mens hendes blik mødte de store grå øjne.

”Min ven,” gentog Lenore med noget, der kunne minde om et fnys. For det var så lidt det det handlede om. Vampyren fattede intet, men hvad kunne man også forvente. Der var en grund til at Grays primært holdt sig for sig selv, så længe, de kunne komme til det. Bevares, i dem lå en iboende fornemmelse af overhøjhed overfor alle andre væsner. Selv overfor andre dæmoner. Du kunne troppe op og være en ærkedæmon og Huset Gray ville da behandle dig med den respekt en sådan titel bar, men i det skjulte ville du blive ynket. Denne fornemmelse kom ind med modermælken og selv Lenore, der var af familiens varmere kaliber, kære læser, det har De måske fornemmet, hvis ikke De som så mange andre har travlt med at ynke hendes tilstand, besad den også, Men der var også en anden ting, de blev inprintet helt fra fødslen. At de var så unikke, så exceptionelle, at ingen andre nogensinde i sandhed ville forstå dem. Så hvorfor så prøve? Lenore havde for det meste fundet dette statement sandt og vampyrens ignorante udtalelse var kun yderligere bekræftelse herpå.

”Er dine arme dine venner? Er din fod? Dit hjerte? Dine lunger?” spurgte hun i et luftigt tonefald, imens hun strøg ravnene over fjerene.

”Hvis jeg huggede begge dine arme af, ville du så fungere, som du gør nu?” Det var ikke en trussel. Blot et hypotetisk spørgsmål, stillet i nøjagtigt det samme drømmende langt borte tonefald, som resten af hendes ord blev leveret i.


”Måske ville du sige, at du er stærk. Konstruere arme til dig selv af metal, en svag imitation af det, der engang var dig, men det ville ikke helt være det samme, ville det? Mine ravne er ikke mine venner, De er mig og jeg er dem. Selv du kan vel forstå at en sådan voldshandling er…ja en vanhelligelse.” Hun holdt Renatas blik ufortrødent fast, trak nonchalant på de spinkle skuldre.
Hun betragtede metallet forme sig efter vampyrens anvisninger. Undrede sig over, hvor hurtigt kvinden var kommet sig og tænkte et øjeblik, at Ambrose, ville have elsket at have hende i kælderen, for sikke et utal af eksperimenter, hun kunne have overlevet.
Et langt øjeblik syntes den indespærrede lady tabt for omverden igen.
”Vi får så sjældent gæster her. Endnu sjældnere uindbudt. Du er vel heldig, at du ikke har en sjæl,” sagde hun så endelig.

Renata lyttede til, hvad dæmonen havde at sige. På den ene side, gav det hun sagde mening, i form af at deres forbindelse, i bund og grund gjorde, at den ene var en forlængelse af den anden, men så igen, denne forklaring var vel ikke helt dækkende i Rens hoved, når denne forbindelse, var mellem 2 levende væsner, i stedet for et levende væsen og et dødt objekt, som foreksempel Renata og hendes metal. Renatas evne var når det kom til stykket, en ensidig evne, der var kun hendes vilje, såvel som hendes rækkevidde. Men når en evne besad en relation mellem 2 eller flere væsner, handlede den så ikke mere om gensidighed, når nu der var flere sind indbefattet?
"Jeg må give dig ret i, at jeg ikke lige frem er venner med mine kropsdele, eller mit metal for den sags skyld! Og jeg kan forstå din ideologi om, at i er en forlængelse af hinanden, da min evne gør metal til en forlængelse af mit sind, på samme måde som min krop allerede var, før jeg fik min evne! Men med denne forklaring du giver mig, lyder det næsten som om din ravn, er næsten lige så selvstændigt et væsen, som hvad end metal jeg finder på gaden! Ville det ikke være mere sandt at antage, at i er 2 individer, der fungere som en forlængelse af hinanden?


Hendes mulighed for at kunne kontrollere sin evne, efter de skader hun havde påtaget sig, kom vel tildels af at hun havde fået noget at spise, på sin vej hertil, og nu havde haft lidt tid til at slappe af og komme sig, siden hun var kommet herind. Det var måske ikke særdeles lang tid, hun havde haft til at komme sig, men Renatas mentale styrke, var en styrke der rakte langt udover hendes fysiske form, og var nok hoved årsagen til, at hun overhoved var kommet hertil, samt stadig var i stand til at bruge hendes evne, så flydende.
"Hvis jeg stadig havde en sjæl den dag i dag, ville jeg højest sandsynligt være omkommet, for flere århundrede siden! Og hvad sjov ville der have været i det? Foreksempel, ville jeg aldrig have oplevet, den venlighed du har vist mig ibdtil videre!"
Situationen og Lenores spøjse personlighed til trods, var hun stadig kommet ind som uindbudt gæst. Renata havde godt noteret sig af, at noget havde ændret sig, da hun nævnte Madelena, men Lenore havde stadig udvist mere gæstfrihed, end man kunne regne med, i bytte for kendskabet til et familie medlem.

”Sikke et tomt liv du lever, hvis du ikke kan forestille dig den fuldstændige samhørighed med et andet væsen uden at den ene af jer ophøre med at være et selvstændigt individ. Jeg har ondt af dig,” ,” sagde Lenore i ramme alvor, men også i et tonefald, som om det egentlig ikke rigtig gik hende på. Renata mistede gradvist mere og mere af hendes interesse jo mere hun snakkede og det var ikke fordi Lenore ikke var vant til at blive misforstået. Snare tværtimod, men at forsøge at sætte de helt forkerte år på en Gray og deres familiars bånd var alligevel et længdespring henover en usynlig grænse. Renata lod til med vilje, fra Lenores synspunkt, at misforstå alt, hvad hun lige havde forsøgt at illustrere for hende. Netop det at ravnene var lige så vigtige for hende som en del af hendes krop ville have været, at hun ville forbløde og dø, hvis en af dem på unaturligvis blev fjernet. At indikere, at hun lige havde erklæret sine ravne for værende utænkende døde genstande på samme måde som en arm eller et ben….tanken gav hende kvalme. Som om hun nogensinde ville sige noget sådant. Det grå blik var fjernt og glasagtigt, havde mere lighed med mosaikvinduet i Agnes’ hus end et levende væsens. Selv fra sin plads på gulvet så dæmonen pludselig ud som om selskabet var langt under hendes værdighed.

”Du var mere charmerende, da du var døende. Døde væsner udtaler sig så sjældent om ting, de ikke har forstand på,” sagde hun og et øjeblik var der et glimt af faderen i måden hendes mundvig trak opad på i en trækning, der var for sardonisk kølig og blottet for ægte glæde til i virkeligheden at kunne beskrives som noget i nærheden af et smil. Det var et glimt, som Lenore selv ville have hadet at anerkende, men dog et Gray-søskendeflokken i hendes generation ikke helt kunne undslå sig at genkende i egne ansigter fra tid til anden.
Hun virrede et øjeblik med hovedet, som om hun skulle klare tankerne og huske, hvor hun var henne, Som at ryste fornærmelsen af sig.
For stadig at bevare den høflighed en af dem dog trods alt måtte udstråle, bad hun distræt Xenia bringe te. Hun kunne vel passende røre gæstens op med den rest blod, der var tilovers fra Merefort-familiens sidste besøg, hvis hun kunne finde det.

”Du har en underlig definition af sjov, hvis det inkluderer at blive stukket i stykker,” sagde Lenore så til sin ubudne gæst. Som om, at hun ikke netop selv havde moret sig ganske fint med at sy Renata sammen. Ind til hun talte altså.
Først nu kom hun i tanke om, hvad Renata tidligere havde sagt.

”Du kendte Lena?....Forhåbentlig har du ikke også gjort hendes katte noget…” mumlede hun og blev ligbleg da det gik op for hende, at så havde hun muligvis også mødt Edwin, nej i Guder, hvis kvinden her havde generet den af hendes brødre der praktisk talt mere var hendes søn (til trods for, at han var ældre end både hun selv og Edgar, der havde adopteret ham), så ville hun da først være nødt til at begrave hende under gulvet. Lenore stirrede stift på Renata, som for at udlede en eller anden usagt overtrædelse, men beroligede dog til sidst sig selv med, at hvis en ubehøvlet vampyr var brudt ind hos Edwin, og i den proces kun forværret hans angst, så ville han have sagt det.

"Fortolker du mine spørgsmål, som et tegn på at jeg ikke forstår, hvad du prøver at forklare mig? For indtil videre har du ikke sagt noget jeg ikke forstod, men siden jeg er mere nysgerrig, end hvad der til tider er godt for mig, så har jeg det med at stille flere spørgsmål, end jeg måske er berettiget til! Om alting er, har jeg mere respekt for den forbindelse, der er mellem dig og din ravn, nu hvor jeg bedre forstår hvad der ligger i det!"
Svarede hun roligt. Renata havde efterhånden levet længe nok til at vide, at der fandtes flere forskellige måder at opfatte evner på, end der fandtes evner i denne verden, så det undrede hende ikke, at hun var støt på nogen, der havde en lidt mere særlig måde, at opfatte sin evne på. Men hun måtte dog indrømme, at det var ved at være irriterende at høre, på de små kommentare om hendes liv. At bedømme hele en persons liv, basseret på hendes forståelse af et specifikt emne, eller manglende forståelse deraf, ville normalt have været en fornærmelse i Renatas øjne, der kunne have medført død. Men siden Lenore virkede til, at være noget anderledes end normale væsner, den aftale Renata havde med Madelena, og på grund af den situation de befandt sig i, var det nok bedst at lade det ligge.

"Og du var mere charmerende, da du glemte at jeg var i live tidligere! Der bedømte du i det mindste ikke hele mit liv, basseret på min nysgerrighed for din evne! Så på det punkt står vi vel lige!"
Svarede hun med et skævt smil på læben, i forsøget på at lave lidt sjov. Hun var nød til at prøve nogle forskellige tilgange, for at få en bedre fornæmmelse af, hvem Lenore var som en person, og desuden ville det være rart at bevæge sig væk fra hele evne snakken.
"Jeg indrømmer der nok er sjovere ting, jeg kunne finde på at lave, end at blive stukket halvt ihjel, men det er stadig bedre end ingenting i mit hoved!"

Hun lagge hovedet lidt på skrå, da Lenore spurgte ind til Madelena. Den nat de havde mødt hinanden, var blevet til lidt af en anderledes oplevelse, grundet omstændighederne, og hvordan det hele var endt, men i sidste ende havde den nat, hjulpet hende lidt på vej, siden hendes navn, havde ledt denne Gray til at være mere hjælpsom.
"Jeg har ikke gjort Madelena eller hendes katte noget! Jeg fik en bestilling på at dræbe hende, men siden jeg fandt situationen mærkelig, endte det med at jeg ville snakke med hende først! Det ene ledte til det andet, vi kom frem til en anden løsning, og desuden har vi en stående aftale, angående Gray familien!"

Lenore lyttede til Renatas ord i takt med at hendes ansigtsudtryk blev mere og mere forvirret og tilbagetrukkent. Et eller andet sted var dette også en fornærmelse. Denne insisteren på, at hun havde forstået noget, som Lenore netop havde pointeret, at hun ikke gjorde. For hvordan skulle hun nogensinde kunne det, når hun ikke havde oplevet det selv? Men Lenore trak bare på skuldrene, energiløst. Hun magtede ikke at skændes. Kunne faktisk knap nok huske en tid, hvor hun havde magtet den slags, selvom hun vidste, at hun havde for længe siden. På nogle punkter forstod hun ikke længere den del af sig. Hun var død for længe siden. Så Lenore resignerede sig til folks manglende forståelse uden ret mange klager. Hvor ville det være dejligt ikke at være så træt, men det sad i hendes knogler og i hendes sjæl. Tanken om at overkomme trætheden var omtrent lige så sandsynlig som det ville være at lære at gå på vandet.
Det var med en vis lettelse at Lenore registrerede, at Xenia kom tilbage med den te, som hun for lidt siden havde bedt om. Xenia gav en tekop med tilføjet blod til Renata uden at sige så meget som et ord, før hun vanen tro trak sig tilbage til et hjørne, hvor de færreste ville lægge mærke til hende ind til der ville blive behov for hende igen. Lenore for sin del ænsede knap nok tjenerinden, der uden tvivl var en trøstende og velkendt tilstedeværelse i dæmonfruens liv, men kun på den måde et gammelt møbel eller en anden særlig ejendel besad sin egen form for affektionsværdi.


”Du fik den hjemsøgte ske,” sagde hun til Renata i stedet for at svare på vampyrens kommentar. Renata var hverken den første eller den sidste, der fandt Lenore langt mere charmerende, når hun holdt mund, så hvad nyt var der at tilføje til den diskussion? Sigfred selv havde trods alt valgt hende på falske forudsætninger ud fra, at hun knap nok havde talt til ham første gang de mødtes. Hun havde åbenbart lykkedes med at virke tilpas underdanig i stedet for blot at fremstå uinteresseret, som havde været den reelle årsag til hendes mutte tavshed.
Den hjemsøgte ske, var for sin del i dette selvopfundne eventyr, som Lenore brugte til at overleve sin evindelige kedsomhed, slet ikke en hjemsøgt ske. Blot en ske der var så bøjet ved et eller andet uheld, at Von Umbra husets ordensstringente tjenestefolk, ville have smidt den ud, hvis ikke det havde moret Lenore at få sin egne tjenestefolk til at lægge den tilbage i skeskuffen, hver gang de endelig slap af med den.

”Mange ting er bedre end ingenting. Nogen ville sige at døden ikke høre med på den liste, men det er fordi, de ikke ved, hvad det i sandhed vil sige at blive reduceret til ingenting,” konstaterede Lenore og holdt om sin tekop med lange, tynde og næsten gennemsigtige fingre. Hun drak ikke. Duften af te forekom dog beroligende. De blomstrerede noter mindede hende om hjem.

”Dog er det måske kontraproduktivt at flygte fra hvem end der gjorde dig ondt, kun for at kravle ind i et bur. Jeg advarer dig. Dette hus er ingenting,” konstaterede Lenore alvorligt.
”Angående Lena ville vi have hørt det, hvis du havde gjort hende noget. Men det er mig vel en form for glæde, at du ikke har generet hende.”

Renata så på Lenore med et tænkende blik. Hun havde aldrig mødt en person, der virkede så.... fraværende? Afvisende over for andre? Nedladende? Hun kunne ikke sætte ord på det, men det virkede som om, lige meget hvad Renata kunne finde på at sige, ville det være forkert på den ene eller den anden måde.
Igennem hendes levetid, havde hun oplevet en del forskellige væsner, lige fra dårlige forældre og slave ejere, til forkældede kunder og egoistiske ofre, så hun havde haft mulighed for at lære og håndtere dem, i takt med at hun interagerede med dem. Men som hun sad her foran Lenore, kunne hun ærlig talt ikke komme på noget som helst at sige, der kunne bringe en mere glat samtale på banen. Det føltes næsten som at snakke med nogen der, om det så var bevidst eller ubevidst, gjorde alt hvad hun kunne, for at ende med at bryde sig mindre og mindre om hende.

"Den hjemsøgte ske?"
Gentog hun lidt spørgende, efter hun havde taget imod te koppen. Om historien bag denne ske var interessant eller ej, kunne den måske fungere som en måde, at bryde den blokade, Renata følte hun var støt på.
"Er der noget specielt ved denne ske, der gør den hjemsøgt?"
Hun kunne sagtens lugte blodet der var blandet ind i hendes te, men da hun ikke ønskede at være uhøflig lige nu, satte hun blot koppen fra sig, uden at sige noget om det. Hun havde trossalt allerede spist, på sin vej hertil, og desuden hadet hun både smagen af dødt blod, såvel som fortyndet blod, blandet op med andre smags stoffer.

"Et bur siger du?"
Hun kiggede sig kort omkring, men det virkede ikke som om hun kiggede på lokalet i selv, men mere på huset som helhed, da hun brugte sin evne, til at sanse metalerne i huset, for at få en ide om husets opbygning.
"Hvad gør dette sted til et bur?"


"Lena virker til at være en sød ung dame! Nu hvor jeg har haft mulighed for at møde hende, kunne jeg ikke finde på at gøre hende ondt!"

”Den er ikke perfekt,” forklarede hun med henvisning til, at skeen var bøjet.

Det er der ikke meget andet i det her hus, der får lov at slippe af sted med, men den insisterer. Jeg holder af ideen om, at der bor noget i den. Noget der ikke lader sig røre af resten af atmosfæren her.” Hun vidste godt, at det ikke var sandt, ligesom hun vidste, at der ikke boede en familie af bittesmå mennesker i den lille sprække i hendes soveværelsesvæg, som hun brugte til at forklare bortkommende ejendele eller mystisk opdukkende genstande. Men det var disse små historier, som hun holdt sit sind levende i denne dødlignende dvaletilstand, som Von Umbra huset i sin ildevarslende uforanderlighed ellers indbød til. Hun tegnede sine små karakterer og uddybede deres livshistorier alt, imens hun på ydre siden kunne bruge timer på bare at stirre ud i ingenting. Sådan var det vel, når hun fandt måder at holde sig beskæftiget på og måder der tillod hende at glemme, hvordan hendes virkelighed så ud, så hang hun fast i dem.
Nu smilede hun lidt til Renata. Det var den slags smil, der lå til så mange Grays uden, at de selv vidste det. Ser De, selv denne indavlede dæmonflok havde, på trods af visse interne stridigheder, så havde mange af dem en del tilfælles. Her ser De et naturligt Gray træk, en vis sardonisk form for humor.
”Du kan være ganske rolig, det er ikke et bur for andre end dem der bor her. Det ville blive sådan et rod, hvis vi var nødt til at putte alle vores gæster i kælderen,” sagde Lenore luftigt. Fjernt.

Næh, hvis folk blev her for længe, ville det gå op for dem, at dette er huset, hvor tiden ophører at eksistere. Den kommer ikke engang til suppe,” fortsatte Gray-ladyen. Det var tvivlsomt om hun talte mest til Renata eller sig selv. Eller slet ingen af dem.

”Jeg har levet den samme dag i treogtredive år. Det er hvad der er gået ude i verden, eller det siger man mig. Måske lyver de, for her ændrer ingenting sig.” Nu fikserede Lenore Renata med et vildt næsten stormfuldt blik i de sølvgrå øjne.

”I går var jeg en pige, der stod på skøjter på søen med mine brødre, men i går var over tredive år siden og mine brødre er den halve verden borte.”

"Hmm I see! En uperfekt ske, perfekt til at skabe en smule underholdning, for et ellers understimuleret sind!"
Sagde Ren eftertænksomt, da hun efterhånden havde lagt mærke til et mønster, når det kom til denne dæmon, der sad ved hendes side. Omend Ren nu kun havde mødt 2 Gray familie medlemmer, var hun lige så stille begyndt at få en fornemmelse af, hvordan medlemmer af denne familie fungerede. Omend hun ofte foretrak ensomhed, var Ren selv begyndt at finde flere bekendtskaber, der gjorde hendes liv bedre, så måske hun kunne gøre noget lignende for denne Gray?

"Det lyder.... ja ikke for at lyde ond eller noget, så lyder det virkelig deprimerende, og ærligt talt umådelig kedeligt! Om end det måske ikke lyder af meget, hvad siger du så til at komme lidt ud af huset, sammen med mig engang imellem, når ellers jeg er kommet på fødderne igen? Få lidt afvæksling fra det her tidsløse hus?"
Omend tilbudet ikke lød af meget, indeholdte det langt flere muligheder end som så. Om de så valgte bare at gå en tur gennem byen, gå på shoppe tur eller sågar rejse til nabo byen for at lave ballade, på et lokalt drikke sted, mulighederne var der masser af, når det kom til at tage en tur hjemme fra, med et bekendtskab.
Og når det kom til stykket, kunne det ikke lige frem være særligt sjovt, bare at sidde her, dag ud og dag ind, mens man følte at tiden var gået i stå. Hvis ikke Lenore allerede var blevet sindssyg af det, ville det da sikkert ende der, hvis ikke der var nogen, der greb ind og rakte en venskabelig hånd ud. Det var i hvert fald den tanke Ren gjorde sig, som de sad og snakkede, da hun godt kunne forestille sig, at hun selv ville miste forstanden, hvis hun blev anbragt i samme scenarie.

Lenore havde ærlig talt svært ved at finde på noget konstruktivt at sige til Renatas kommentar om, at hendes sind måtte være understimuleret, for fortrinsvis havde vampyren vel ret. Lenore kedede sig lige så jammerligt, som en sjæl i dødsriget, der gradvist glemte sig selv ville have gjort, men på den anden side havde hun altid været udmærket til at finde måder at underholde sig selv på. De fleste af dem fastlåst et sted i hendes eget hoved. Når verden omkring hende ikke kunne tilbyde hende noget, forskansede hun sig i stedet bag sine indre porte sammen med de efterhånden utallige karakterer og væsner, hun havde fremmanet for sin egen underholdnings skyld, nogle baseret på hendes egne idealiserede versioner af folk, hun i korte glimt havde kendt, andre fremtryllet af intet. Renata, mente Lenore, havde ikke rigtig grobund for at blive hverken det ene eller det andet. Måske havde det været anderledes, hvis vampyren ikke havde indrømmet til chikane af hendes familiemedlemmer, der var en vis mystik i en kvinde med flammerødt hår iført rustning, der pludselig uventet dukkede op i ens hjem en sen aften. Men alt intrigen var forduftet hurtigere end Lenore kunne få et ord indført og tilbage sad hun nu bare med et improviseret håndarbejdsprojekt, der lod til at tage livet omkring sig mere end blot en anelse for bogstaveligt til Lenores smag og i øvrigt lod til at være…ja et blankt lærred, hvis Lenore skulle gætte.
I stedet for at svare på Renatas kommentar, trak hun lidt på skuldrene og børstede ikke eksisterende støv af sin lange gulnede natkjole. Lignede mere en afbillidning på et tragisk maleri end noget, der var levende.
Renatas næste ord fik dog en uventet reaktion fra Lenore. For kære læser, hun lo som om det kom bag på hende selv. Som de mennesker, der har glemt, hvordan man ler, så når det går op for dem, at de stadig har evnen, bliver de selv overrumplet af lyden. Hendes latter var hæs og næsten metalisk, ravnene sluttede sig snart til den. Det var svært at sige, om Lenore lød som en ravn eller omvendt. Måske var der reelt tale om en slags sammensmeltning af begge dele.
Det var ikke af ondskab over for Reneta, at dæmonfruen lo, et eller andet sted var det næsten rørende at se hende forsøge, men det absurde i forslaget, lod til at være gået hendes næse forbi, skarpe sanser til trods.

”Åh det ville de elske. Hvad skulle vi lave? Tage på pigetur og slog nogen ihjel? Måske kunne de endelig få mig låst inde.”