.. Birds... ~ Kira

Kira var ude for at samle urter, som havde den største virkning ved nattetid, hun viste at hun skulle være ekstra forsigtig her ved fuldmåne, men det var også her at nogle af de bedste urter, blomster og rødder skulle fanges. Hun havde som sædvanligt sin støvblå kåbe og sit urtebælte i kløerne, imens hun fløj rundt. Hun sad netop og hvilede sig en kort stund, da hun hørte en kvindestemme tale til sig. Hun drejede hovedet og så undrende på kvinden.
Der var et eller andet ved kvinden som killerede til et minde, som hun næsten havde glemt. Men mindet ville ikke komme frem, hvilket irriterede Kira. Hun besluttede sig for at følge efter kvinden for en stund, for at se om det kunne udløse mindet.
De var nået et stykke længere ind i skoven og fuldmånen lyste ned på dem, da kvinden gav et skrig fra sig. Kira skælvede ved skriget, som fremkaldte et minde om at hun selv lå såret i sin seng og en mand stod bøjet over hende, imens han fjernede de to pilespidser. Endnu et skrig lød og Kira så hvordan kvinden faldt ned på alle fire. Kira gispede. Ord kom frem i hendes hoved.
"Og du vil nok aldrig se en varulv som mig, jeg er ikke just som alle andre. Og lad vær med at komme tæt på mig i den form, især ikke hvis det er fuldmåne. Omkring fuldmånen mister de fleste af os en del kontrol over os selv, fleste bliver forvandlet, mens andre bare bliver som dyr i menneskekrop. Sætter alle midler i brug for at finde føde og en mage." Mindet kom i fuld styrke, imens hun fløj højre op og længer væk fra kvinden.
Den gang hun var blevet ramt af pile med modhager. En mand, Saroganis, som viste sig at være varulv, hjalp hende med at fjerne pilene fra kroppen og blev hos hende til hun var kommet sig nok til at kunne klare sig selv. Hans ord var dem hun huskede. Men han havde ikke skreget den gang han forvandlede sig, men det kunne tænkes at det var fordi det ikke havde været under fuldmånen eller fordi han var ældre end kvinden her, og derfor var blevet vant til smerterne. Kira viste bare at det galt om at holde sig væk fra varulve under fuldmånen, så hun lagde sin kofte og urtebælte fra sig på en gren nær toppen på et træ, hvorefter hun fløj over og satte sig i et andet træ, så hun havde vinden i hovedet. På den måde håbede hun at varulven ikke kunne få færten af hende. Hun skubbede sig helt ind i stammens skygge og sad muse stille, imens hun holdte øje med kvinden.

//Det er perfekt //

Hun sad og rystede af frygt imens hun kunne se og høre hvordan kvinden vred sig i smerte. Hun huskede svagt, hvordan Saroganis havde forvandlet sig fra varulv til menneske, og det havde set ud som om det var smertefrit. Men denne kvinde var i store smerter. Kira følte med kvinden, og ville ønske at hun kunne gøre noget for at hjælpe hende igennem det.

Da kvinden havde forvandlet sig, var Kira meget forsigtig med at bevæge sig. Det kunne godt være at vinden skjulte hende, men hun viste intet om varulve og deres væremåde, ud over den smule som Saroganis havde fortalt hende..
Men efter lidt tid blev nysgerrigheden for stor til at hun kunne holde sig i skindet. Hun fløj længere ned og landede på en gren to meter over jorden, for at se tingene tydeligere. Fuldmånen lyste hendes snehvide fjerdragt op, hvilket ville fange de flestes blikke.

// Det er helt fint //

Kira flyttede sig uroligt, da varulven fik øje på hende og besluttede sig for at jage hende. Da den satte af for at kommet op i træet til hende, lettede hun og fløj et par træer væk. Hun så sig hurtigt om, men alle andre dyr var flygtet. Hun huskede Saroganis' ord, om at hun skulle holde sig væk, da varulve kun tænkte på mad og at finde en mage.
Hun gennemgik skoven i sine tanker og fandt frem til en rute, som ville holde dem væk fra de fleste af skovens to-benet beboer.
Hun gav sig til at flyve og landede med jævne mellemrum for at sikre sig at varulven var med hende. På et tidspunkt fløj hun længere op imellem træerne for at overskue et større stykke af området. Hun så en lysning hvor en gruppe jægere sad omkring et bål. Så vidt hun kunne se var fælderne tomme. Hun smilede indvendigt og dykkede ned, så varulven igen kunne se hende og føle at den havde en chance. Herefter ledte hun den hen til jægernes lejer, som hun fløj lige igennem og satte sig et stykke oppe, for at se hvad der nu skete.. De ti jægere så alle op efter uglen, imens de undrede sig over hvad der fik den til at gøre som den havde gjort.