Blind date...very funny! (Camilles veninde)

S: det vilde svin
O: folk af en masse, både fulde og ædru.
T: aften, kl. 20.00
V: overskyet, let regn.

Sean havde modtaget brevet for en time siden. Fordi denne verden ikke var helt så teknisk som hans gamle, kunne man ikke altid stole på hvornår et brev nåede frem.
Men han havde accepteret det. Men kun fordi han alligevel ikke havde andet at lave.
Et lille smil gled over hans ansigt...Faktisk havde han jo allerede en i kikkerten. Men det forhindrede ham ikke i at afprøve noget nyt, møde nogle nye.
Denne aften var han trukket i nogle mørke bukser og en sort skjorte, som sad kun lige stramt nok til at vise hans muskuløse overkrop.
Bare fødder, som altid. Hans mørkebrune hår var redt tilbage, men pandehåret gled ned over panden som altid.

Han trådte ind på kroen, lige som klokken slog 20.00. Og kiggede sig omkring. stedet lignede sig selv. En masse mennesker. om en time ville næsten de alle være stærkt beruset.
Noget han nok hellere måtte holde sig fra...Man kunne jo ikke have han skræmte denne kvinde væk, som han skulle møde.
Han lod blikket glide gennem rummet efter en tegn på hvem denne mon kunne være...hvor hun var, vis hun var dukket op endnu.
Han var rolig, som altid, men alligevel tænkte han på hvordan hun måtte være. Hvad Camille havde valgt.

Da Alítheia først læste brevet kunne hun ikke tro sig selv, hun fandt det Camille havde skrevet yderst morsomt, hende på en date, med en person. Nej hun havde aldrig været den store kærligheds type, og normalt ville hun ignorer brevet og lade det gå i glemme skuffen, det skete bare ikke denne gang.

Dengang hun havde mødt Camille inde på en kro, og var faldet i snak med hende, havde hun været meget hemmelighedsfuld omkring alt om hende, hun kunne sagtens tale om sine problemer, men at gå i detaljer og sige de mere basale ting som navne, og steder, kunne man slet ikke få ud af pigebarnet.
Og da Alítheia senere havde læst Artikler om en der havde løsladt slaver, set ind i fremtiden og meget mere, havde Alítheias nysgerrighed været ved at koge over, for selvom hun var sikker på at det var Camille, kunne hun aldrig få det ud af hende lige meget hvor meget hun spurgt.
Så da det var en ven af Camille tænkte Alítheia at denne person da måtte vide noget mere om pigebarnet end hun selv gjorde. Og da hun heller ikke havde så meget at lave, kunne hun lige så godt kaste sig ud i det.
På den anden side var hun en lille smule spændt på hvad der ville ske, og hvad det var Camille ville få kastet hende ud i, og hvordan det mon måtte ville ende…

Hun sad ved et lille bord i et svagt belyst hjørne af kroen, og havde siddet der et stykke tid, da hun som så ofte sørgede for at være i god tid.
Hun sad i en stram sort, stropløs kjole der gik hende til knæene. Den fik hendes allerede blege hud, til at se endnu blegere ud. Hendes lange røde hår var sat op i en elegant og enkel knold.
Hendes skinnende grønne øjne spejde roligt rundt i lokalet, for at se om der var en der muligvis skulle være denne ’Blind date’.
Men nej hun havde stadig ikke fået øje på en, de fleste vare pare nogle der kom i små grupper, hvor de enten gik op til disken og begyndte at drikke, eller også sad de og stak hovederne helt tæt sammen og hviskede om hemmelige sager.

På slaget da klokken var 20.00 som var den aftalte tid, trådte en nydelig klædt herre ind af døren, hun kiggede lidt nysgerrigt på ham, da han selv stod og spejdede rundt. * kan det mon være ham hun vil have mig til at se, nu må vi jo se…* tænkte hun lidt for sig selv, men faldt snart hen i en anden tankestrøm.

Han spejdede gennem rummet og fandt til sidst en kvinde...en nydelig kvinde, der sad for sig selv i et hjørne. som den eneste.
Han besluttede sig for det måtte være hende. Dette var ikke stedet hvor man normalt var alene.
Han masede sig igennem nogle dansende masser og nåede til sidst hen til bordet. Han stoppede dog op ved det, uden at sætte sig. Han måtte jo lige være sikker først.
Han sendte hende et rolig smil og et venligt blik.
"Miss?" smilte han
"Det er sjældent nogen er alene sådan et sted her...Du skulle være ikke være viklet ind i Camilles ideer og planer, et stort net som har hevet mig med i købet?" han havde for længst opgivet kærlighed og forhold. For en dæmon som ham...gik det ikke. Men udfordringer kunne han ikke stå for. Og så var han nysgerrig. Hvem tænkte Camille dog ville være god nok til ham?
"Jeg er Sean. Ven af Camille" præsenterede han sig og da han var sikker på at det var hende, lod han sig glide ned på stole over for hende.

Han lod blikket glide over hende, men uden at det virkede hverken stirrende eller ubehøvlet. Det røde hår, kjolen...interessant. Og dæmon som ham.

En mørk og rolig stemme rev Alítheia ud af hendes rolige tankstrøm, der havde ført hende mange steder hen. Hun kiggede stille og roligt op på personen, som havde talt til hende, og om det minsandten ikke var den mand, hun for kort tid siden havde set stå og spejde rundt i lokalet, henne ved døren.
Hendes dybe havblå øjne begyndte langsomt at studere ham nøje, imens hun selv bare sad der og sendte ham en venligt smil.
Han begyndte igen at tale med sin rolige dybe stemme, mens hun bare sad der og så ham ind i øjnene. Og da han havde talt færdige begyndte hun med en rolig og overraskende mild stemme (Meget overraskende, da men sjældent hende tale i et mildt tonefald… Hun havde dog besluttet sig at af en eller anden grund at opføre sig venligt til aften, for Camilles skyld)
”De har ret, man sidder ikke alene sådan et sted. Og jo jeg er også viklet ind i en af Camilles idéer og planer” det hun sagde, blev efterfulgt af en lille kluklatter og rystede let på hovedet, da hun kom til at tænke på hvilke andre planer Camille mon kunne finde på at lægge for andre, og for hvad.
”Jeg er Alítheia, og som du nok kan regne ud, også ven af Camille”

*Han var klædt nydeligt, havde velfriseret hår, og virkede helt rolig, men gad vide hvad han var bag det, om han var sig selv, eller havde klædt sig fuldstændigt anderledes end normalt, som hun selv havde gjort, og hvorfor havde han egentlig sagt ja, for han virkede ikke helt som typen der bare sagde ja til sådanne ting.* Tænkte hun stille ved sig selv, mens hun havde blikket slået ned og så på bordet.

Alítheia begyndte langsomt, at studere lokalet, og folk i det, hun studerede lokalet meget nøje, for alle mulige flugtveje, folk der kunne være en mulig trussel, og hvilke der var ligegyldige. Der var egentlig ingen grund til at hun gjorde dette, for der ville sikkert ikke brug for noget viden om det denne aften, det var bare en simpel vane hun havde fået sig.

Alítheia havde regnet ud at denne såkaldte Sean var en dæmon, men hvad hun gerne ville vide var hvor han kendte Camille fra… Så efter lang tid hvor ingen sagde noget, tog hun sig endelig sammen. ”Nå… Hvor kender du så Camille fra?” spurgte hun lidt forsigtigt, da hun varen smule genert af sig… Og sendte ham så et kort smil bagefter.

Til forskel fra Alitheia, havde han ikke brug for at se sig omkring. han havde set mere end rigeligt af dette sted. flere gange. Dette var et af hans ynglings steder at lede efter mad. og da de begge var dæmoner, var det klart de ikke skulle dele et måltid som mange mennesker nok gjorde på en blinddate.
Han besluttede sig dog for at indgå i gentlemans rollen.
"Noget drikkelse er vel på sin plads. Kan jeg byde noget?" spurgte han, henvendt til hende.

Stilheden havde været der, men han fandt den ikke ubehagelig. Han brugte den på at læse hende, dog uden at lignede han så på hende hele tiden.
Det var tydeligt hun også gjorde sig nogle tanker om dette her. Hendes blik som gled gennem lokalet, blev stående nogle steder, mens det gled forbi andre...Vidende om en mistænksomhed til alt og alle. Eller i hvert fald var hun vågen og ville ikke overraskes af pludselige fjender.
"Trappen ovre i hjørnet føre op til nogle værelser man kan leje. For enden af gangen er der en ekstra trappe ud" smilte han roligt. Han viste ikke om han ramte rigtigt...om end, kunne han vel redde det med en ny kommentar, hvis hun stirrede underligt på ham.
Hendes spørgsmål var dog interessant. Og der gik et øjeblik før han svarede.
"Selv om Camille vel er det eneste vi har tilfældes i øjeblikket, tror jeg ikke det var hendes ønske at vi skulle diskutere hende. Jeg kan dog sige at vi mødtes tilfældigt i en park, hvor hun ønskede sig nogle penge" smilte han, let hemmelighedsfuldt. Han virkede dog langt fra fjendtlig.
At ønske sig nogle penge kunne betyde mange ting....
"Og nu, jeg giver den første drik" svarede han og havde næsten allerede rejst sig. Dog ventede han på hendes bestilling.

Hun kunne mærke på Sean han var meget mere rolig end hende, kendte stedet og havde styr på situationen… *Tjekker han aldrig folk, er han mon forberedt på de ting der kan komme? Hvem er han?* sad hun og tænkte mens hun prøvede at finde ud af noget ved at studere hans kropssprog, og øjne, for at finde nogle tegn på om der var noget han skjulte.

Sean opførte sig som en sand gentleman overfor hende, ikke uhøflig, opvartende og hvis han ville gå udenom visse taleemner gjorde han det høfligt. Det var anderledes, Alítheia var ikke lige just en der omgav sig med mænd der opførte sådan, nu var det heller ikke sådan hun opførte sig som en dannet ung dame, så der var måske grunden.
”En drink lyder dejligt, det er yderst venligt af dem…” sagde hun med en høflig og venlig stemme og sendte så et venligt smil. Da hun ikke nåede at gøre sætningen færdig da han sagde noget

Han havde opdaget den måde hun studerede rummet på, selvom hun havde gjort det så diskret som muligt, var hun så let at tyde, når hun gjorde noget, eller var han bare god til det. ”Det er jo altid praktisk at vide…” sagde hun med en med en munter stemme. Hun var lidt flov, over han havde gennemskuet at hun havde kigget efter alle muligheder… og det irriterede hende bare mere at hun blev flov.
Han havde tydeligvist ikke tænkt sig at tale om Camille kunne hun hurtigt regne ud på hans kommentar om det og det mystiske tonefald, der bare gjorde hende mere nysgerrig, for det måtte betyde, at han vidste noget mere om hende, men at få det ud af ham nu virkede overhovedet ikke muligt. ”Du har sikkert ret i at det ikke, er det hun ønsker.. Det lyder da interessant” Svarede hun bare med en venlig stemme, selvom hun ærgrede sig en del.

”Det er venligt af dem, og hvis det ikke er til for meget besvær ønsker jeg et lille glas cognac” sagde hun, og kiggede op på ham et stykke tid.
Kort efter rettede hendes blik sig dog mod den slidte blyant og det papir der lå lidt skrabet væk for den ene ende af bordet. Alítheia rakte forsigtigt udefter det, fik fat i det, tog forsigtigt blyanten i hånden, og begyndte så at tegne en lille fed mand med en utrolig spids næse, unaturlig stor mund og et alt for alvorligt udtryk i øjnene der sad henne ved disken, og drak et stort glas fadøl. I ny og næ kiggede han kort rundt, men opdagede aldrig Alítheia der sad og sendte ham hurtige blikke for at se ham nøje an, mens hun tegnede ham. Hun kunne ikke helt lade være at le inden i da hun så på manden, der var et eller andet komisk over ham, det ansigt passede slet ikke sammen med udtrykket i hans øjne.

Han nikkede og gik op til baren. Dette var nu meget hyggeligt. Han kunne se han overraskede hende lidt. Og gjorde hende...flov? eller i hvert fald en smule forlegen. Gad vide om camille havde forudset det?
Han bestilte en cognac og en øl. Han måtte passe på han ikke fik for meget i aften...Sikke et indtryk han måtte gøre, hvis han pludselig tog livet af en igen...Camille kunne ikke lide det, men hvad med hende her?
Hun var lidt klodset til at lege venlig, hvilket også sagde en ting eller to...
Han betalte manden og tog drikkene med ned til bordet. Han stilte cognacen foran hende, og satte sig selv med sin øl. Han tog en lille tår af den, før han stilte han ved siden af sig, på bordet.
Han lod blikket glide ned over hendes lille tegning. Han så den vej som hun hele tiden kiggede mod og fik snart øje på den fede mand.

Hun havde tydeligvis talent med at tegne. Hun fik mange gode ting med. Ud over hans store korpus, fik hun hans specielle ansigt med.
Han studerede hende lidt mens hun tegnede...
"Du har talent. Du fanger ham godt" smilte han roligt og lænede sig lidt ind over bordet for at studere tegningen.
"Faktisk...Han har lidt ekstra hår ved det ene øre her og et lille ar...Du ser det nok ikke så godt, det er fra den side af hans ansigt som vender væk fra os..." smilte han og pegede på tegningen hvor han mente.

Han lænede sig tilbage igen og lod sit blik hvile på hende.
"Nå...Har du nogen ide om hvorfor hun lige valgte dig til i aften?" spurgte han. De kunne lige så godt få en samtale i gang. Camille ville blive skuffet hvis de allerede skiltes uden at snakke rigtig sammen.

Alítheia lagde ikke rigtigt mærke til at han satte cognacen foran hende til at starte med, da hun stadig var dybt optaget i sin tegning af den mystiske mand, indtil hun mærkede Seans blik hvile på sig, hun hævede langsomt blikket og så ham i øjnene.
Igen var han venlig overfor hende, der havde ikke været en eneste ting han gjorde der ikke var venlig faktisk overraskede det hende. ”Tak skal du have” sagde hun med en glad stemme, og kunne ikke helt lade være med at smile af hans efterfølgende kommentar. ”Ja det må jo med, vi kan jo ikke have at det bliver glemt” sagde hun med en latterfuld stemme, begyndte så at tegne det på han havde beskrevet for hende. ”Sådan der?”sagde hun så, og sendte et smil igen.

Alítheia nippede forsigtigt til cognacen og lod den varme hende stille, så en ro bredte sig stille i hendes krop.
Hun havde ladet tegningen ligge for nu, da det nok bar bedre hvis hun talte med Sean, i stedet for at sidde at tegne…
Det næste han sagde undrede hende en smule, men nok mere det med hvorfor hun var blevet valgt… Hun havde egentlig ikke selv tænkt over det, men det var en smule sært at det netop var hende. Hun begyndte med undrende stemme at svare ham ”Nej jeg har ingen anelse om det, så jeg er ikke den der kan give dig svar, der må du have fat i hende selv… Ved du hvorfor hun valgte dig til det her?” sluttede hun og så spørgerne på ham, med store blå øjne.
indtil videre gik det ret godt, de var begyndt en samtale, og Alítheia fandt ikke sig selv totalt håbløs angående hendes opførsel, hendes venlighed var blevet en anelse mere oprigtig. Hvad andre så mente kunne hun jo ikke vide…

Han smilte og nikkede af det. Hans blik gled gennem lokalet, men uden rigtig at ligge mærke til omgivelserne.
"Åh ja...Det har jeg faktisk" han så smilende på hende og lænede sig afslappet tilbage i stolen, mens han så på hende med sine mørke øjne. Gad vide hvor gammel hun var? altså, dæmonisk. kroppen gik jo i et stå på et tidspunkt.
"Jeg må nok hellere tage skylden for dette...Jeg fortalte hende nogle ting om dens slags dæmon jeg er og hun kunne ikke leve med tanken.
Kombiner hendes evige iver og min svaghed for udfordringer..." han trak lidt på den ene skulder
"...og bum! Nu sidder vi her. ideen var dog hendes. Jeg håber ikke jeg skuffer dig, når jeg siger jeg faktisk ikke leder efter en at være i forhold med?" spurgte han en anelse prøvende.
han havde hele tiden regnet med at aftenen skulle være hyggelig, måske lidt snak og dans, men intet forhold. Intet kærlighed. uanset hvilken pige Camille mente hun havde fundet til ham.
Og det ville gøre ham lidt lettere om hjertet, hvis hun var med på det. Havde hun håbet på noget, måtte han dog skuffe hende.
Han tog en lille tår af sin øl...

Til Alítheias overraskelse vidste han rent faktisk hvad det var Camille havde gang i, så måtte de tydeligvis kende hinanden godt, eller i det mindste bedre end Alítheia kendte hende, på den anden side var det ikke til at vide, det var jo Camille der var tale om…
”Ja det kan jeg godt se det, Camille er ivrig, og hvis du som jeg så kan regne ud, holder lidt for meget af udfordringer giver det begrundelsen for hvordan vi endte her” Sagde hun og rystede let på hovedet da hun kunne se Camille for sig, der prøvede at overtale ham, og alle hendes grunde til de.
Den næste kommentar undrede hende, men lettede noget fra hendes skuldrer, der skulle ikke blive nogle scener og at hun ikke skulle lege den kolde person der afviste, og det gjorde hende betydeligt mindre anstrengt. ”Du skuffer særdeles ikke mig, det har jeg det helt fint med” sagde hun med et stort smil på læben.
Hun behøvede måske ikke lege så sød mere, han havde det måske på samme måde med kærlighed… Hun mente jo bestemt at det intet var værd, og at man stod bedst selv, for så kunne intet skade hende (og så var der hendes opvækst hvor der havde været en del mangel på kærlighed, det ville hun bare ikke tale om)
eller også havde han bare opgivet det, hvad vidste hun.

Alítheia tog en større tår af sin cognac, og mærkede dens berusende effekt på hende. Hendes humør var steget efter hans kommentar.
”Nå, hvad er du egentlig for en person…?” spurgte hun en anelse nysgerrigt, da der stadig var nogle ting der undrede hende omkring ham, på den ene side virkede han som den rolige gentleman han var nu, men på den anden side, var der noget mere vildt og voldsomt gemt ved ham, hun kunne ikke lige sætte fingeren på hvad.

Han grinte svagt og følte sig selv lettet. Godt. ingen problemer der så. ingen alitheia der måtte gå skuffet hjem. De var enige på det punkt. Han gad godt se Camilles ansigt for sig, hvis hun havde været der og hørt deres aftale...Hun ville nok protestere.
Men hun var her ikke og de var begge selv herre over deres liv og deres valg.
"Hvilken person jeg er?" smilte han
"Åh, det kan jeg virkelig ikke svare på. Jeg ser eller oplever trods alt ikke mig selv og kan derfor ikke sætte mig selv i en bås" smilte han.
"Men hvis du fortæller mig lidt om dig selv, kunne det være jeg vidste hvad du enlig spurte efter at vide?" foreslog han. Enlig prøvede han hende lidt...hvor villig var hun til selv at åbne sig? Med et svagt løfte om selv at få lidt informationer til gengæld? Og evt. hvor meget ville hun fortælle?
Alt i alt var de jo fremmede til hinanden...Og det var ikke sikkert de ville se hinanden mere, efter denne aften.
Han tog en tår af sin øl, mens han studerede hendes reaktion, og allermest, ventede spændt på hendes svar.
Hvad hun så end havde i tankerne om hans person...havde han ikke tænkt sig at gøre det let for hende.

Han var ikke en af dem det var let at få noget ud af, endnu… Nu måtte Alítheia se det an, at plapre ud om sig selv, til en hun knap nok kendte var ikke noget hun gjorde, og nogensinde ville gøre, og hvis det skulle ske, skulle der en del alkohol til, og der ville man ikke få meget ud af hende. ”Du har vel ret ingen ved vel hvordan de er… Det kommer jo an på personen der ser på den” svarede hun ham bare roligt, og nippede til cognacen
Hun så bare roligt på ham da han ville have hende til at fortælle om sig selv. Der var tre muligheder, den første var den mest brugte af hende, direkte at stikke en lodret i ansigtet på ham, der var mulig at tro på… Men da han også var ven af Camille var der en chance for at han hurtigt ville finde ud af at det var en løgn, eller måske ville vide det med det samme, så den idé var ude af verdenen. Mulighed to var at begynde at fortælle om sig selv men holde det simpelt, så han ikke ville få for meget info… men den droppede hun også da det ikke skulle være så let at få at vide hvem hun var, det gik jo lige så godt for hende med at holde det skjult. Så var der trredje mulighed simpelthen at spørge hvad han ville vide og så se om hun ville fortælle det, men til gengæld også have svar på den samme ting af ham. Og det var så netop denne mulighed hun valgte at benytte sig af, ’hvis du får svar får jeg svar’.

”Hvad kunne du tænke dig at vide om mig” svarede hun ham roligt, mens hun lænede sig roligt tilbage i stolen og studerede hans ansigt, hun ville have vær lille detalje med, hun ville vide hvordan han reagerede på hendes svar, og rolige holdning.

Han smilte bare. Kom hun med...en udfordring? Også selv om det bare var en lille en?
han nød det. Hun føjede sig ikke bare og fortalte plaprende om alt mellem himmel og jord. Godt.
Han nikkede svagt, som om hun havde opført sig rigtigt.
"Først...Er jeg ret interesseret i hvor længe du har vandret omkring her på jorden?" spurgte han. Han mente kort sagt hvor gammel hun, som dæmon, var.
"Der ud over..." han smilte svagt til hende
"...Vil jeg også gerne vide hvad du laver til hverdag. Men skulle dette være hemmeligt, af en grund sikkert du kun ved, er dette acceptabelt" han lagde en hånd om sin øl mens han selv lænede sig afslappet tilbage.
Hans mørke øjne lå på hende. Hvilken reaktion havde hun håbet på?
Han så det mere som...om hun slappede af i hans selskab. Og det var også det han ville frem til. afslappet kørte samtalen som regl bedst.

Det smil der kom efter hendes svar, kunne ikke lade være med at more sig en smule over, og da han kom med sit svar, stod det klart at han havde taget det som en udfordring (hvilket det måske også var)
Hans første spørgsmål, var ikke et hun ligefrem havde regnet med at få... Men han måtte åbenbart være interesseret i det siden han spurgte. Hvad han ville bruge denne viden til kunne hun ikke se og derfor ingen grund til ikke at svare. ”Nå så du vil have en kvindes alder at vide... Jeg troede ikke en mand burde spørge om sådan nogle ting...” startede hun en smule drilsk. ”Men jeg kan sige så meget som at jeg var forlovet med en for lidt over to tusinde år siden, og dengang havde jg været gennem mange ting” svarede hun ham bare, Hvor gammel hun helt præcist var vidste hun ikke helt, hun havde aldrig taget sig af 'Menneskeenes tid'. Selvom hun svarede ville hun også havesvar, og den bedste måde var vel bare at spørge ham igen om nøjagtigt de samme spørgsmål, Alítheia svarede dog på det næste inden hun selvspurgte hun ham.
”Hvad jeg laver i min hverdag, år du ved det sædvanlige, tjener penge til føden, spiser... og sådan” svarede hun med en mystisk stemme og sendte så et smil. Som altid nævnte hun ikke helt i detaljer hvordan hun skaffede pengene... men det var jo heller ikke nødvendig. Sean havde trods alt ikke spurgt konkret nok.
”Hvad med dig selv, hvor mange år har du så gået rundt, og hvad laver du i din hverdag?” spurgte hun nysgerrigt, og lænede sig stille frem mod bordet.
Alítheia ærgrede sig en del over at der ikke var en eneste ting at spore i hans ansigt, han holdt masken som hende, ville ikke vise et eneste tegn på noget, alt skulle lokkes frem.
Begge sad de bare der med en maske på der altid viste det samme, ingen ændringer... endnu.

Hvem sagde det var en maske? Havde hun slet ikke tænkt tanken at nogen faktisk var...sådan her?
Han lod blikket glide over hende mens hun snakkede. Det var tydeligt hun drillede ham og ikke ville svare præcist. Hun viste han havde spurgte efter hendes job, men hun havde undgået det på en fin måde. Og hvad hun selv gav, fik hun vel selv tilbage.
Hendes alder overraskede ham dog. Han viste dæmoner levede længe, men selv havde han aldrig mødt nogen over 1000. Selv hans forældre havde kun været omkring de 900 år da de fik ham.
Okay, de måtte også være på vej de 2000 nu...
Han turde næsten ikke tænke over hvad tiden ville gøre ved en, når man levede så længe. Det overraskede han faktisk at han stadig kunne se noget...menneskeligt ved hende. uanset hvad dæmoner sagde om dem selv, bar de stadig noget menneskeligt i dem. De kunne føle visse af de samme ting, have humor eller være grusomme...Alt som et menneske også kunne. Omend nok i en anden dimension.
Men efter så lang tid, at følge mennesket i den vej gennem evolutionen...
Han blev næsten mere nysgerrig...
"Jeg har lige rundt 756 år" smilte han roligt. Han var ikke ked af sin alder. Selv om mange dæmoner så de ældste for de stærkeste, betød alderen jo ikke alt.
Han var bare glad for han stadig kunne tillade sig at kalde sig "ung"
"Og som dig, spiser jeg, sover...Tjener penge til føden" han blinkede drillende til hende og tog en tår af sin øl og gav hende en chance for at dreje samtalen den vej hun ville have den.

Alítheia havde fået lige så meget ud af hans svar, som han havde fået ud af hendes. Sean spillede det samme spil som hende. Hvis der skulle komme info frem skulle det hives ud…
Hun var dog en anelse i tvivl om han bare gjorde det samme som hende, eller om han normalt var så svær at finde ud af, at få noget af vide om ham var stort set det samme som at spørge en nyfødt baby ud.

Alítheia kunne egentlig godt tænke sig at komme mere specifikt ind på ting omkring ham, da han jo trods alt ikke kunne fortælle hende hvad han var for en, så mon ikke et par (mange) spørgsmål kunne hjælpe en anelse på det.

Hun opfangede hurtigt at det var hendes tur til at stille spørgsmål, kunsten var bare at stille de rigtige på den rigtige måde, så man kunne få de svar man ville have. Hun kendte det fra sig selv, det med at sno sig uden om et spørgsmål gang på gang, netop fordi man let kunne dreje det til sin egen fordel.

”Hvad arbejder du med, hvordan tjener du dine penge…” startede hun, lagde sine ben over kors, lænede sig så frem og foldede sine hænder. Hun sad lidt med en tænksom mine et stykke tid. Hun kunne egentlig godt tænke sig at vide mere om hvor han kom om, og hvad hans historie var. Jo mere Sean brugte Alítheias måde at ’spille sine kort på’ jo mere nysgerrig blev hun, det var de færreste der gjorde det.
”Hvis det ikke er for personligt, kunne jeg godt tænke mig at vide hvor du egentlig kommer fra…” Startede hun en anelse tøvende, men hun smagte på hvert enkelt ord. ”og hvis du nu vil fortælle mig det… kunne det være jeg kunne lokke dig til at fortælle mig noget af din historie” Sagde hun prøvende, og håbede på at få nogle svar, hun kunne bruge til noget.

Han grinte og så på hende med et skinnende blik. Hun ville ikke selv svare på samme spørgsmål, men forlangte svar for sine egne! Nænæ...Den leg legede han ikke.
Men måske havde hun ret. Måske tilpassede han sig ved at lege med på andres små lege. Han elskede lege, som oftest. Hvordan man kunne skjule eller fortælle ting på specielle måder...
Men det hele kom altid an på andre folk. Fortalte de ham noget, fortalte han dem noget. dog ikke altid sandheden.
Han overvejede det et øjeblik. Men valgte så at lege videre. Det gik jo lige så godt og han havde tydeligvis vækket hendes nysgerrighed.
Han sad afslappet, med et lille smil, da han endelig sagde noget.
"Sikke mange ting du forventer svar på! Når jeg selv ingen får..." han smilte drillende til hende.
"Der er mange måder at tjene penge til føden på...De fleste af tingene har med andre folk at gøre. Og jeg har også et job, som har med folk at gøre..." svarede han en smule kryptisk. Det skulle ikke være for nemt for hende.
"Derudover kommer jeg mange steder fra, jeg har boet og opholdt mig mange steder og set mange ting..." nu var det ham der lænede sig ind over bordet igen, mens han så lidt på hende. Og grinte så svagt.

"Svarene kan du nok ikke bruge til meget. Omend de indeholder det samme som de svar du giver mig. Vil et direkte spørgsmål giver større mulighed for et brugbart svar?" spurgte han og undgik at svare på det sidste spørgsmål, om hans historie. Foregav at have glemt det, selv om det ikke var tilfældet.
"Hvis jeg spørger dig om hvad du arbejder med, om hvad du tjener penge på og hvor du kommer fra, hvilket land du er født i...Vil du så give mig et svar?"

//undskyld det lidt langsomme svar, har haft en del at lave på det sidste//



Alítheia kunne ikke lade være med at grine da han begyndte at svare drillende og en smule flabet, men hun måtte give ham ret i hvad han sagde… ”Du har ret, jeg er ikke den der giver svar let fra mig…” Svarede hun mystisk og smilede skævt.
Han legede med, og var desværre alt for god til dette spil, normalt ville det være let at vinde for Alítheia, men han var desværre alt for vant til spil og udfordringer, og også sådan nogle som disse.
Igen svarede han som hun ville have svaret ham, ærligt… ved at undgå meget af sandheden, den mest praktiske måde… og hver gang det skete vakte han en større del af hendes nysgerrighed, og hvis det blev ved, kunne det hurtigt ende med at hun ville vide ALT.
”Ja interessant, så du arbejder rent faktisk med andre mennesker… så er spørgsmålet hvordan du arbejder med andre…” Svarede hun ham, som om hun faktisk havde fået en del ud af hans hemmelighedsfulde spørgsmål.
”Så du er ikke en der bor fast kan jeg forstå…” mumlede hun egentlig mere til sig selv end til Sean.

Denne gang talte Sean mere ud af posen til hende, han havde regnet hendes taktik ud, det var måske ikke så smart hvis hun ville have svar ud af ham, så måske skulle hun ændre det til, noget for noget.
”De giver mig da en lille ledetråd, og mine giver også en anelse hjælp…” startede hun med at svare og lo let. ”Det er et godt spørgsmål, men problemet ved spørgsmål, er at der altid er flere måder at svarer på, og om hvor præcist det er” endte hun sit svar og sendte et skævt, flabet smil til ham.

Hun lagde mærke til at Sean bare sprang elegant over hendes sidste spørgsmål, men lod det bare være.

”tjo… jeg ville nok give dig et svar… og svaret ville nogenlunde svare noget i denne retning…” startede Alítheia en anelse tøvende, for at overveje hvad hun egentlig ville svare…
”Jeg ville nok sige jeg arbejde med at finde, sælge og købe ting… på en måde, og at jeg kommer fra min mors mave, og der hvor jeg sidst var… det landjeg er født i… tja det er sjovt nok dette land…” svarede hun ham helt ærligt, uden at fortrække en eneste mine…

Hun overvejede lidt at komme med et forslag, så de egentlig begge to kunne få nogle flere svar, da hun simpelthen, måtte vide mere, hendes nysgerrighed var trods alt blevet vagt, i den grad, så der var ikke meget andet at gøre. ”Jeg har en idé, sådan at vi begge får svar… noget for noget, jeg giver et svar, du giver samme svar…” Sagde Alítheia en anelse spørgende, og håbede han var med på idéen.

Hvor meget hun fik ud af hans svar, var op til hende selv. Hvad hun tolkede hans svar som, var også op til hende selv. Selv om det var interessant at høre hvad hun var kommet fra til.
Han havde faktisk et fast sted at opholde sig...Men han gjorde det sjældent. Og det behøvede hun jo ikke at vide. Og at arbejde med mennesker...betød jo mange ting. Bla, som hun selv var kommet frem til, hvordan.
Men han havde dog fået noget for noget, de samme slags svar som han selv havde givet. Han ville dog ikke blive ved med at besvare hendes spørgsmål.
Selv om de ville have hele natten sammen, ville han ikke sidde og fortælle hende alt muligt, i den tro hun selv ville fortælle noget. Han viste jo heller ikke hvor hendes grænse gik.
Selv gik hans grænse til de mest almindelige informationer. Og selv ikke dem gad han svare på.
Han lænede sig tilbage og tog en tår af sin drik.
"Der er forskel på at bo fast og arbejde ude" smilte han, men uden at fortælle hvad han dog mente med det. Selv om det nok var klart, hvis man tænkte lidt over det.

"Jeg giver dig ret. Man kan svare på mange måder. Du bestemmer selv hvor meget du vil fortælle mig. Det bedste er som regl at modparten jo ikke kan vide om man har fortalt alt, om man har fortalt en løgn...Eller om man overhoved har fortalt noget" smilte han let, mens han studerede hende mindst lige så meget som hun studerede ham.

under hele deres lille...Date...Havde hendes navn...Givet genklang et sted bagerst i hans hoved, men han kunne ikke huske fra hvad.
Det havde været en af de mange oplysninger han havde fået gennem tiden, noget han jo i den grad samlede på da han tjente på det.
Han kunne stadig ikke huske hvor fra, eller i hvilken sammenhæng. Han viste kun han havde hørt bare lidt af hendes navn...Hvis ikke han blandede det sammen med en andens.

Han lod hendes sætninger glide gennem sit eget net af analyser og fortolkninger. Selvfølgelig kom hun herfra. han ville nok også blive overrasket hvis hun havde sagt hun kom fra en anden dimension, lige som han. hvilket var en grund til han aldrig nævnte det. Folk ville ikke forstå det alligevel.
"Så...Jeg skal sådan set bare lege videre på den leg vi i forvejen køre. Jeg røber selv så meget, som du tør" smilte han til sidst, da han hørte hendes spørgsmål. Jamen hvis hun begyndte...

Der var altid mange hemmeligheder at gemme på, selv det der for andre ville virke som helt normale ting at svare på, og tale om, arbejde boplads, men sådan var det ikke for alle, og ville aldrig blive. For nogle ville verden være en kæmpe gemme- og gåde leg, et skjul for fortiden og følelser, og sådan var Alítheia i den grad, og hun havde på fornemmelsen Sean måske også kunne være en af denne slags type, der havde alt for meget at gemme på, til at sige særlig meget.

Alítheia lænede sig tilbage i stolen, greb udefter sin cognac, og tog en lille tår, mens hun sad og undrede sig over hvad Sean havde talt om ’Der er forskel på at bo fast og arbejde ude’ længe sad hun fanget i denne ene sætning, og var dybt koncentreret om dette, og hvad han dog mente med det. *måske har han rent faktisk et sted han bor… men arbejder bare ude, og derfor er det at han siger dette… det kan også være at han taler om noget helt andet…* tænkte hun for sig selv, og undrede sig stadig meget, indtil hendes tanker blev afbrudt af Seans stemme.
”Det er den letteste måde nogle gange, at få andre til at tale… men den virker så åbenbart ikke på alle…” Sagde hun med en ærgrende stemme, da hun hentydede til ham, og sendte så et skævt smil.
Alítheia havde lagt mærke til, at han også sad og studere hende, mindst lige så meget som hun studerede ham. Hvad hun så ikke kunne vide var hvilke tanker han havde, og alle de ting, der er private for enhver person, og nogle gange hemmelige for dem selv.

Hun havde egentlig ikke tænkt meget over at det var den de legede den leg allerede nu, da hun kom med forslaget, men kunne godt se det, da Sean nævnte det. ”Ja det er vel det jeg vil have… Men måske at der blev røbet lidt mere” sukkede han en smule opgivende, det virkede ikke som om, der nogensinde ville komme noget ud af det her, men give op var ikke hendes stil, så hun blev ved.

Hun havde godt fornemmet at han forventede at hun skulle begynde, men hvad ville han egentlig vide, mere om hende, end det han vidste… eller rettere sagt, vidste en smule om.
Hun kunne se, der var noget han sad og overvejede, så hvorfor ikke bare spørger ham om hvad han ville vide, så kunne hun jo finde ud af, om det var noget hun ville svare på til den tid…
”hvad vil du vide om mig… kom med det og du får svar…” sagde hun og kiggede ham i øjnene og mumlede kort efter et lille”måske…”

Han grinte svagt af hendes svar. Måske? Nej. sådan var legens regler vist ikke...
Han læende sig frem, foldede hænderne og hvilede hovedet på sine foldede hænder.
"Faktisk...troede jeg du ville fortælle om, hvad du selv gerne ville vide om mig" smilte han. Han så ud til at drille hende, for hans øjne glimtede på en speciel måde. De mørke, måske lidt for opmærksomme øjne.
Efter lidt tid rettede han sig op igen. Åhh, dette kunne være meget sjovt, men mon ikke de skulle komme lidt videre? De kunne jo ikke blive ved med dette her. Lige meget hvor meget han elskede en sjov ordleg, blev de kedelige i længden. Han lod blikket glide over rummet. Det var sikkert heller ikke hvad Camille havde forventet, at de skulle sidde og drille hinanden på den måde. Eller var det?
Han bemærkede nogle folk der dansede til musikken. Det kunne være en fin pause fra deres lille leg og en måde at lære lidt om hinanden på.

han så på hende igen med et lille smil.
"Jeg er træt af at sidde ned. Jeg syntes vi skal lave andet, end sidde og afprøve hinanden som to hanner der vil have et territorium" smilte han.
"En aktivitet du finder passende?"

Alítheia havde åbenbart ikke forstået hans hentydning ordentligt… for det var lige modsat af hvad hun havde troet…
og nu, hvis hun ikke tog meget fejl, drillede han hende, men hun blev ikke vred over dette, for det var ikke noget der ydmygede hende, hun fandt det faktisk selv morsomt (mod hendes vilje) ”Tja… måske mente jeg at jeg vidste nok… og du måske gerne ville have mere info” svarede hun ham bare igen, og sendte et lidt for flabet smil, og hendes øjne skjulte på den latter, og de drillerier, der gemte sig i hende, og der havde været i det hun sagde.

Alítheia havde mærket at denne samtale var ved at dø ud, og hendes ben, var også ved at blive en anelse stive af bare at sidde ned, i forhold til at gå rundt, løbe (være i slåskamp, flygte sejle på skibet) så at lave noget andet var ikke noget hun ville have spor imod lige nu, og som Sean tit sagde og tænkte, var det sikkert ikke dette Camille ønskede de lavede hele aftenen.

Da Sean begyndte at tale om noget andet sad hun og nikkede forstående og var helt med på at lave noget andet, for hun kunne ikke lide at sidde stille i længere tid altid, det kunne gøre hende rastløs.
”Det lyder fornuftigt at lave andet end at sidde og afprøve hinanden som du sagde…” Sagde hun og smilte igen.
En aktivitet hun fandt passende, ifølge hende lige nu, ville være at lave noget aktivt, noget der ikke inkluderede at sidde ned, men hvad mere specifikt, kunne hun ikke sige. ”En aktivitet der er aktiv, er passende for mig, hvad end det så er, har jeg det fint nok med det” Sagde hun så endelig til ham, da hun ikke havde kunnet komme på noget at lave, og det kunne være han havde noget han meget gerne ville.

Alítheia rejste sig let og elegant fra stolen, og stod lidt og så på ham med store øjne, og afventede hans svar, på hvad de skulle lave nu…

Han smilte, mens han så på hende. De mindede om hinanden på forskellige måder. han kunne godt forstå Camilles valg. Igen tænkte han over det, hvordan det passede sammen i aften. Håbede Camille på at to dæmoner, bare fordi de mindede lidt om hinanden, virkelig kunne få et forhold? han viste det ikke. Men han fik helt lyst til at afprøve om det faktisk kunne lade sig gøre, om de kunne få et tættere forhold...Camille havde jo udfordret ham og han ville ikek skuffe hende. på den anden side det var de bare blevet enige om at...snakke. Eller andre aktiviteter, men intet af det andet.

Han rejste sig op og drak samtidig resten af sin øl. Han ville ikke risikere nogen proppede noget i sin øl imens.
"Tja...vi kunne jo jage sammen" smilte han.
"Men da jeg har en ret...grotesk måde at få mit måltid på, kan vi også vælge en mere sikker aktivitet, som en dans? Hvis du tør?" smilte han. Han havde hurtigt opfanget at hun også var en person der tog imod en udfordring. Ville hun det også denne gang? Eller var en dans under hendes værdighed? Det ville han snart finde ud af...Og han glædede sig til det.

Mens hun stod og ventede på hans forslag til hvad de skulle lave, tog hun den sidste lille chat cognac, og lod den beruse hende let og varme hendes krop godt igennem.
I et stykke tid så hun bare på Sean der sad at tænkte, indtil at rejste sig op, drak sit sidste øl, for så endelig at komme med et forslag.
Hun morede sig lidt over hans første forslag, og begyndte så at undre sig over hvordan han egentlig fik sit måltid på… Han var så ikke sjæledæmon vidste hun nu… ”Mad er altid godt, men når du nu får det på en grotesk måde… kunne det jo være en god idé at lave noget andet” sagde hun grinende til ham, med smilende øjne (et sjældent syn, at se et smil i hendes øjne)

Så Sean havde udfordret Alítheia nu, den udfordring kunne hun jo ikke afslå, hun havde jo selv sagt hun ville lave noget aktivt… og hun kunne bare ikke afslå den.
Og den sidste kommentar gjorde hende helt sikker i hendes svar, Åh jo hun turde, det skulle han ikke gå at tro, nej at danse frygtede hun ikke, hun var måske bare ikke den bedste til det…
”Du kan lige tro jeg tør, hvorfor skulle jeg ikke det? så dans bliver det” Svarede hun ham tilbage med en fast stemme og et lille grin, og var straks efter på vej mod det sted hvor de andre stod og dansede.
Der var nu noget ved ham Sean der virkede anderledes fra så mange af de andre mænd hun kendte, at han drillede hende, udfordrede hende var ikke det samme, men at få hende til at få hende til at forstå hvorfor kunne straks blive noget af en stor udfordring, selv for dem der var vant til udfordringer, og de svære af slagsen.

Alítheia stoppede op efter at have taget nogle skridt, for at se om Sean fulgte med. Hun kiggede sig over skulderen og sendte et ventende smil, for at han skulle komme *Han skulle ikke bare stå der, når han selv var kommet med udfordringen.* Tænkte hun muntert for sig selv… og ventede så.

han grinte og ventede lidt, men gik så efter hende. Selv var han ikke den største danser, men mon ikke de nok skulle få det sjovt alligevel?
Hun var bestemt og hans lokkemad havde virket.
Han gik over til hende, forbi hende med et lille smil og hen til de andre der dansede.
Musikken der kørte var lige nu en rolig en, men lidt efter skiftede til en af dem der var lidt mere livlige. Godt. Det passede ham helt fint. Faktisk virkede det som om hele aftenen var kørt efter hans hoved, hvilket var sjældent.

Han så på hende og tilbød hende en hånd, så de kunne danse. så måtte hun jo tage den eller lade være. Han smilte til hende, mens han så på hende med sine mørke øjne. Hendes smil ramte hende øje og det slog ham...Det slog ham hvor...Nej. Ikke noget. Han kunne ikke tillade sig sådanne tanker om en dæmon, som ham selv. Eller næsten som ham selv. Men det var et rart syn.
Og uden han rigtig kunne gøre for det, gled smilet også over hans egne øjne.
"Så lad os danse" smilte han udfordrende.