Blind date...very funny! (Camilles veninde)

HAn fulgte hende over til døren, som den gentleman han nu var opdraget til at være. Da de trådte udenfor, viste han at dette ville være sidste gang de rigtig havde noget med hinanden at gøre, sidste gang de så hinanden måske, snakkede...Var sammen. Det gjorde ham trist. Men han kunne vel ændre det, kunne han ikke+ Lave om på det, hvis hun ville? men det var imod deres aftale og han var en mand af ord...
Alligevel fik noget ham til at tage hendes arm.
"Jeg vil gerne bede om en undskyld for dette. Det er imod vores aftale...Men..." han så kort på hende, så gled hans hånd om bag hendes nakke og hans hoved nærmede sig hende...Og mødte hendes læber i kun et brøkdel af et sekund. så trak han sig tilbage, inden der kunne ske noget slemt. Han forventede næsten at mærke smerte. let. dejligt...en let følelse havde fyldt ham. så smilte han svagt.
"...Jeg ville ikke gå uden at vide hvordan det var. godaften, alitheia. Må vores veje mødes igen" han bukkede let og gjorde mine til at forlade stedet for i aften.

Sean var en gentleman, og havde været det hele aftenen over for Alítheia. Hun var vant til gentlemen, men normalt irriterede de hende, fordi hun følte de så ned til hende, men ikke med Sean, noget ved ham var så anderledes.
De stod et stykke tid bare ude foran kroen, og lod det varme lys inde på kroen lyse ud på dem. Alítheia hungrede efter at komme lidt nærmere på Sean, hun ville ikke forlade ham nu, og den forbandede kiste der skulle forsvinde var længere end normalt om det.
Alt gik så hurtigt da Sean talte til hende, hun huskede aftalen, men bryde den, hvordan, hvorfor. Men mere nåede hun ikke at tænke før hans læber rørte hendes, men det var så kort. Han havde været tæt på, så tæt på hende, kysset hende og lidt efter stod han trukket tilbage igen. Hun mærkede en summen i sin mave og kisten var blevet åbnet og følelserne gled frit rundt i hende igen.
Alítheia havde ikke lyst til at lade Sean gå nu, ikke efter han havde kysset hende. ”D… du skal ikke undskylde, det er helt okay” sagde hun med en let flyvende stemme.
Da Sean gjorde mine til at gå, kom panikken igen, lade ham gå ville hun ikke, hun greb hurtigt hans hånd og holdt fast i den, og kiggede ind i de dybe mørke øjne og vidste ikke hvad hun mere skulle gøre eller sige, Alítheia var som frosset fast.

Han mærkede hendes hånd lukke sig om sin, holde ham tilbage, tikkende om opmærksomhed, om at han blev. Han så tilbage på hende med sine mørke øjne, som så ind i hendes, varme, blide...Hungrende.
"Er dette rigtigt, Alitheia?" spurgte han, men blev hos hende lige nu.
"Er dette det rigtige at gøre, mig som er jagtet af mange? Er det værd at trodse den følelse af, ikke at ville lade nogen svigte en igen? Jeg har gjort fejlen nogle gange og jeg vil ikke gøre den igen..." han tog hendes hånd mellem begge sine, gik helt hen til hende og så hende ned i øjnene.
"Er du lige som alle andre? Der bare venter på et tidspunkt til at stikke af fra mig, når du først har fået en plads, som enlig er reserveret til ganske få personer? Og efterlader den varm, men tom...Til den til sidst må køles og fyldes med noget andet.?" det var et dybt spørgsmål. Og kunne skræmme hende. Men han var blevet svigtet to gange for ganske nylig. Og han ville ikke lade det ske igen. Han var træt af svigefulde personer!

Alítheia havde stået et stykke tid helt frosset indtil Sean var begyndt at tale, omkring dem. Hun vidste ikke om det var det rigtige langt fra, men en brændende følelse inde i hende, ville ikke lade Sean gå væk. Hun hørte hans ord, hvert og et, han var ikke et menneske der levede i sikkerhed, og såret var han blevet. Alítheia var derimod altid personen på den anden side, ville hun mon kunne ændre sig, og binde sig til en, bare for en gangs skyld. Måske var det noget andet med Sean for hun var ikke interesseret i andet end bare Sean, ikke hans penge status eller hvad der kunne minde om det.
Hun mærkede hans hænder omkring hendes, og så direkte ind i hans øjne, der kiggede tilbage, det var som om de kiggede lige ind i hende, og så hvem hun var, og hvad hun havde gjort.
Alítjeia vidste ikke hvad hun skulle svare, for hun havde altid været den person, og alligevel kunne hun ikke se Sean gå… ikke efter han havde kysset hende, hun følte sig som et stort rod af håbløshed, hun var i en situation hun aldrig kunne have forudset, for den havde aldrig været der før… ikke rigtigt, den lille følelse der gjorde så meget.
”det rigtige… jeg ved det ikke, jeg har aldrig været god til at gøre det rigtige” startede hun tøvende og mumlende. ”Jaget mennesker, er vi vel alle… eller også bliver det… og jeg ved ikke om jeg bliver en af de personer der svigter… jeg har vel altid været det… aldrig ture binde mig til et menneske… men dig kender jeg knap nok… men prøver at binde mig til, mere end jeg har gjort til min egen mor… men du har nok ret jeg er ikke den person og det er nok heller ikke det rigtige…”
Alítheia lod stille sin hun glide ud af hans, og skjulte diskret sit ansigt, mens en enkelt tåre trillede ned af hendes kind. Hun tørrede den hurtigt væk, rettede ryggen og så på Sean.

Han så lidt på hende mens han nikkede svagt. Havde han forventet andet? Hvis hun havde sagt nej...Ville han så havde troet på hende? Hun var ærlig. det beundrede han hende for. han lod sine hænder falde ned langs siden igen og så lidt på hende, som de begge stod der. To dæmoner, forladte og ensomme, men følelser de prøvede at skjule og tanker de ikke viste om de skulle sige højt. åh...en kvinde han troede var hans ven, havde svigtet ham for kort tid siden. en mand, som han troede han kunne stole på, havde svigtet ham. Der var kun en tilbage som stadig betød noget, som endnu ikke havde svigtet ham...Og han forventede det hvert øjeblik. Var det virkelig det værd? At prøve igen? Åh, hans hjerte, metafor for følelserne, sagde det ene og hans hjerne, metafor for fornuften, sagde noget andet. Nej og Ja.
Han endte med at nikke svagt.
"Hvad gør vi så?" spurgte han. han havde aldrig mødt nogen som alitheia. Hun var lidt som ham selv, virkede som en der kunne forstå ham på visse områder. Og hun var dæmon, en der selv levede evigt...Der var alt sammen...for stor en klump til bare at smide væk.

Sean gik ikke bare sin vej som hun havde forventet han ville gøre efter hendes svar, han spurgte ligefrem hvad de skulle gøre. De var sikkert ens, han var dæmon, og dæmoner var aldrig de sødeste væsner, eller dem der var gode til at binde sig på nogen måde, men hvorfor havde Alítheia denne følelse a sommerugle der fløj rundt i sin mave, denne uendelige lykke og stadig dybe sorg, hun forstod det ikke.
Hvilke svigt Sean havde oplevet i sit sikkert meget lange liv kunne Alítheia ikke vide noget om, men hun havde ikke lyst til at svigte ham, og se ham såret, så måske skulle hun bare lade en anden få den specielle plads, selvom hun inderligt ønskede bare at være hans.
”Hvad vi skal gøre, jeg ved det ikke… jeg vil gerne slippe det fri … men… jeg… det… jeg vil ikke såre dig” Alítheia lod sine følelser slippe ud, hun var ærlig, hun ville ikke, men det kunne bare ikke stoppes. Alítheia var blevet forelsket, selvom hun ikke kendte til følelsen, ville hun måske en dag finde ud af, at det var netop det der forvirrede hende så meget nu. Sean var en hun var forelsket i, en hvor intet andet end hans tilstedeværelse gjorde hende glad, han havde rørt hende og i stedet for den kværkene slimet fornemmelse, var det en varm brændende og livlig fornemmelse.

han smilte svagt og så lidt på hende, mens han prøvede at holde sin stolthed som en dæmon intakt, selv om det næsten var for sent nu. Nej, dette var intet let spørgsmål. Han ville gerne binde sig til hende. Men de levede evigt, til noget fjernede dem herfra...Ville noget kunne holde så længe? Selv for dæmoner?
Hvis ikke...var de jo dæmoner! De ville bare vende ryggen til hinanden og ignorere hinanden, eller slå hinanden ihjel. Og ærlig talt...var det noget han godt kunne leve med. Problemet var bare...Alane...
Åh, han følte sig draget til Alane, alane som var den første der havde vækket disse følelser i ham. Gjort ham lidt for blød igen. Men med alitheia var det anderledes, som om deres...eksistens, deres samværd, var på et helt andet plan, som om de var højere hævet end alt andet. Og han kunne lide det.
Han lod en hånd ligge sig mod hendes kind, lod en finger glide ned over hendes købe og følge knoglen til hagen, med et lille smil, mens han studerede hendes ansigt, centimeter for centimeter.
Tingene var så meget større end bare dem.
"Tingene er meget mere forvirrende" sagde han så bare.
"Jeg ønsker så forskellige ting...At blive din, omend bare for et øjeblik. Men der er en anden som har krav på min hengivenhed og omsorg, da hun kom først og trods hun er dødelig, kan jeg ikke bare overse det. Men jeg er så bange for...at miste det jeg har lige her. Med dig. Lige nu. For det er noget jeg ikke har oplevet på samme måde før..." sagde han lavt.

Alítheia kunne se på Sean at han prøvede at virke lidt mere rank end normalt, som om han havde en stolthed, og hun kendte til det, den der stolthed man altid vil prøve at holde oppe.
Et let smil spillede på hendes læber, for lige nu kunne hun se sig selv i Sean, der med hans stolthed.
Skulle de være sammen, de ville først dø, hvis nogen dræbte dem, alderdom kendte ingen af dem til, Alítheia havde set så meget i alle de år hun havde levet, og hvem kunne vide om hun ville dø. Ville hun være sammen med en i så lang tid, hvis ikke hvad ville der så ske?

Sean var begyndt at tale igen, om dette ene problem at de ville være sammen, men om de overhovedet kunne. Han var begyndt at tale… og alt var forvirrende og besværligt, selvom nogle ikke kunne se problemet. Alítheia forstod endnu mere hans problem da han fortalte om den anden pige, der havde været der før, og denne kvinde ville dø, men hvorfor sagde han det.
Hun blev dog også glad og lidt overrasket da han sagde han var bange for at miste det de havde, det de havde fået på så få timer. Men hun forstod også hvad Sean sagde om den følelse, aldrig at have oplevet noget på samme måde som denne før, for hvordan havde hun Alítheia Ignotus kunne forelske sig, og så på så kort tid.
”Jeg forstår dig, og jeg vil heller ikke miste dette… men hende den anden var der før… og” sagde hun og sank en klump i halsen ”hende den anden pige var der før… du har ret det er ikke retfærdigt… men vælg hende, det er det bedste for dig selv… jeg er ikke en solid person at binde sig til…” sagde hun med nu en stor klump i halsen af sorg, for hun ville ikke af med Sean, men for en gangs skyld, ville hun ikke være egoistisk.

Han så lidt på hende. Det var ikke let det her, at være splittet endnu en gang. og altid var valget svært og først bagefter fandt man ud af hvad man skulle have valgt eller ikke.
"Det behøver ikke betyde vi aldrig har en chance. Det ved du godt, ikke?" sagde han let og ønskede mest at fjerne hendes sorg og se hende...være gladere. få hende til at virke gladere.
Men hvad skulle han sige? Han kunne ikke have dem på begge tid...
"Vi lever evigt. Vi har stadig mulighederne...Selv om de skulle blive forsinket" han havde lyst til at holde hende tæt, undersøge og mærke den verden alitheia kunne hive ham ind i...men det ville være moralsk forkert, grundet han allerede var optaget. af denne kvinde som han også holdt af. Han ville ikke holde på hende...men ville heller ikke have hun forsvandt.

Et sørgmodigt smil kom over hendes læber, Sean prøvede at muntre hende op, selvom det nok ikke hjalp meget, for det der gik igennem hende, kunne ikke bare sådan forsvinde, hun følte meget for Sean, ville have ham, ikke lade andre få ham. Alítheia gjorde det ikke fordi hun ikke ville gøre det mod den anden pige, og det ville være forkert overfor Sean. Hvis de skulle være sammen, ville tiden komme, men måske var det bare ikke nu.
”Du har ret, måske kommer der en dag, og… det er okay” fik Alítheia sagt i et nogenlunde normalt tonefald, men inden i kæmpede hun for ikke at græde, ikke at lade følelserne koge over.
”Mulighederne har vi… og måske skal vi bare vente og se” sagde hun igen, denne gang ikke lige så kontrolleret og hun måtte synke for at løsne klumpen. Alítheia ville så gerne holdes i Seans favn, føle hun var hans og de kunne være sammen, men hendes skæbne skulle nok aldrig bindes sammen med en andens på den måde, og for første gang ville hun ønske det var omvendt.
”Du skal tage hende den anden, jeg kan se du holder af hende, og hun er sikkert bedre at binde sig til, end jeg er… du skal ikke tænke på mig… jeg klarer mig, som jeg altid har gjort” Fik hun sagt, da hun så Seans udtryk, der sagde han ikke ville holde på hende, og Alítheia ville ikke binde ham, for hun vidste ikke noget værre selv, det var hans valg. Hun gav Sean valget, og hun vidste at det ville gå til den anden, for hun havde skubbet ham i den retning for hans egen skyld, hun var sikkert ikke den person i hans liv, der skulle fylde ham med kærlighed.

Han så lidt på hende. hvor kom alle disse følelser dog fra? Hvorfor endte han altid med at såre en person, ofte en han ikke ønskede at såre? Åh han havde været igennem dette drama...og det var endda knap nogle dage siden. Han fornemmede hvad der lå bag Alitheias ord. Forlad mig ikke. Lad os blive sammen, lad os leve sammen. For jeg holder mere af dig end jeg troede jeg ville.
Han sukkede svagt.
"Alitheia..." mumlede han og tog et dristigt valg. Han lagde armene om hende i et lettere spontant kram og så måtte hun jo skubbe ham væk hvis hun ønskede det.
"Der er så mange ting du ikke ved om mig, så mange ting der ikke kan forklares, om du så gad lytte eller ej. At jeg er incubuc gør det ikke lettere. Men jeg har, jeg vil, love dig mit hjerte, så snart jeg har levet den tid jeg skal, med min dødelige kæreste" han brød krammet let, medmindre hun havde skubbet ham væk, og lagde hænderne om hendes ansigt, for at være sikker på hendes øjenkontakt...Åh, hendes øjne fik ham næsten til at smelte.
"Vi er hævet over dette, over problemet. Jeg havde aldrig troet det muligt...Men vil du tro på, hvis jeg lovede dig mit hjerte?" spurgte han let

Kærlighed havde aldrig været let og ville aldrig blive let for nogen, for kærlighed havde og ville altid være et mysterium, selv for de højere magter.
Hun hørte ham mumle hendes navn, men ikke med had eller frygt som så mange andre. Snart mærkede hun hans hænder om sig, og krammet kom, hans krop var så forbandet tæt på, men så betryggende. Hun hørte hans dybe rolige stemme, og bare hørte til hvert et af Seans ord, hun ville så gerne vide mere om ham nu, for hendes hjerne virkede ikke som normalt når hun var nær ham. Alítheia var ligeglad med at vente, for når han var i nærheden var det som om alt var lyst og godt.
Hun havde ikke skubbet ham væk, hun havde ladet ham holde om hende, for at mærke hans kontakt, og imens havde hun lagt hendes hoved mod hans bryst, for at lytte til at hans hjerte. Første gang han lovede ham hendes hjerte, var hun ikke sikker, for han talte om så meget andet, og den anden dødelige kæreste, så om hun ikke ville leve i lang tid, og når det ikke gik, ville han sørge og nægte alt andet kærlighed. Hun var ikke sikker på om det overhovedet ville kunne lade sig gøre at der var noget af hans kærlighed til hende. Det ændrede sig dog da hun så i hans øjne, de mørke øjne hun blev opslugt af, da hans hænder lå om hendes ansigt.
Sean lovede hende hans hjerte, og nu var hun blind, dum og døv over for alt, for hun kunne ikke frasige dette, selv hvis hun skulle vente i milliarder af år, dette løfte betød mere end noget andet. ”J.. Jeg tror dig, og jeg vil vente.” Fik hun sagt med en hæs stemme af lykke, for en dag ville de kunne være sammen, for han havde ret. Deres kærlighed, denne komplet vanvittige kærlighed var hævet over andre ting. ”Ville du så også tro hvis jeg lovede mit hjerte væk til dig” mumlede hun lidt efter ind i øret på Sean,c og håbede så inderligt han bare ville stole på hende.

Det faldt prompte. Denne sten inde i ham, den faldt og faldt, og den stemme den havde blokeret, hviskede noget inde i hans øre. Den bad om at han ville tro den, vente på den, være dens. der var en underlig stemning over alt dette, over de to, sammen her i aften og de ting de snakkede om. Sean gav ikke sin kærlighed til hvem som helst, ville faktisk slet ikke give den til nogen. Og dæmonen her foran ham, havde vundet den på kun en aften. På kun timer. Hvordan? hvorfor?
hvad var ideen bag dette? han smilte svagt ved tanken om Camilles triumpferende ansigt.
Endnu en gang gled hans arme rundt om hende og kyssede hende let på halsen
"Lige så vil jeg vente" svarede han som svar, svagt og blidt, kun for hendes øre.
Jamen hans kærlighed til Alane var ikke forsvundet. Han havde en tendens til at...elske for mange, på en gang. Men denne gang så det ud til at ville blive mindre dramatisk, mindre...ustyrligt. Denne gang virkede det som om det ville blive kontrolleret, som han altid havde prøvet at kontrollere det. og det var rart.
Men nu nærmede tiden for deres afgang sig også. Han mærkede det, men ønskede det ikke. Men var det klogt at forblive sammen resten af natten?
åh, en nat for hvad der kunne ende med flere år i den anden ende? Til sidst ville de havde hinanden...hvis hun stadig ville til den tid.
"Lad os drille Camille, skal vi? hun vil sikkert afhøre os, måske mest dig da du er hendes veninde, om hvordan det er gået. Lad os drille hende og sige vi hader hinanden. Bare i starten. Jeg vil nemlig gerne se og høre hendes reaktion" han så på hende igen og smilte svagt. Følte sig...som sig selv. han følte ikke han skjulte sig, han følte ikke han måtte manipulere sin partner for at skjule ting eller få denne til at gøre som han ville. han slappede faktisk af.

En aften fyldt med så meget kærlighed, dette skete kun i eventyr, drømte hun mon. Alítheia var ikke sikker på noget mere, hun havde altid været modstander af kærlighed og alt det indebar, men netop nu, oplevede hun den selv, hun åndede den, og nød det.
Hun mærkede igen hans stærke arme omkring hendes spinkle krop, og så det blide lette kys mod hendes nakke, det sendte en varm strøm igennem hendes krop, og hun nød vær lille del af det. Så kom hans dybe hvisken til hende, og kun hende, den var til ingen andre. Deres ’aftale’ var blevet lavet, vente var hvad de begge ville gøre.
Deres historie var som så mange kærligheds historier hvor den ene ville vente… disse historier endte dog altid tragisk, dette ville Alítheia ikke lade ske med denne.

Da Sean begyndte at tale om at drille Camille, kom en let kluklatter frem, en mild og rolig en, for hun kunne se Camilles nedtrykte ansigt for sig, hvis det var hendes svar. ”Jo lad os gøre det, ville elske at se hendes reaktion” svarede hun ham muntert.
Hun lagde mærke til hvor meget mere afslappet Sean virkede nu end, da de havde mødtes tidligere på aftenen. Hun kunne ikke vide hvad det var der havde gjort det ved ham, men hun følte sig selv meget mere fri.
Tiden løb ud for dem begge, snart ville deres aften være forbi, og hvornår ville de mon så ses igen, ville det først ske når hans andet forhold sluttede. Alítheia havde ikke lyst til at slutte det af så hurtigt, når hun sikkert skulle vente i så lang tid. Hun kunne ikke holde på ham og vidste det, hun havde lovet at vente og sådan måtte det være, selvom det ville det hårdeste hun nogensinde skulle vente på.
Alítheia gav Sean et hurtigt hårdt, intenst kys på munden og trak sig så væk, så ind i hans øjne, havde den mine, der sagde at de højest sandsynligt skulle skilles nu.
Hendes hjerne og hjerte skreg efter ham, men hun stod bare der og Kiggede på Sean og ventede, vidste ikke på hvad, men ventede bare.

Han nikkede let med et lille smil. Ja, det måtte se sjovt ud. Dog havde han ikke set hende længe og det undrede ham. Men sådan var verdenen vel bare. De var jo heller ikke tætte og blev det aldrig, da hun havde haft et tæt forhold til hans bror...
Han ville ikke tænke på sin familie lige nu. Det ville ødelægge det hele. I stedet trak han vejret roligt for sig selv og nød øjeblikket...Da Alitheia var alt for tæt på og pludselig, dette hårde, intense kys, næsten hungrende. Hans krop reagerede instinktivt ved at presse sig mod hendes krop, omend han næsten ikke nåede at reagere før hun var væk igen. Han havde bredt sådan en behagelig, varm følelse i ham. En afslappet...elsket følelse. Og han smilte svagt. Hvor ville han gerne kysse igen! Tage hende i sine arme og nyde resten af aftenen. Men endnu en gang tænkte han på hvor klogt det var...Men ville han fortryde det senere, hvis han ikke tog chancen?
Han ville så gerne lære hende bedre at kende...
En lille stemme indeni ham fortalt ham at de kunne mødes igen, lære hinanden at kende der...men ville det være det samme og hvornår ville de mødes?
Det var hen af morgen næsten. midt om natten, på den anden side af 12. Han burde komme hjem og sove og når han vågnede, skulle han tage sig af alle sine opgaver, som han havde...
"Du skal vide en ting...Vores kære leder har givet mig stillingen som High inquisitor. Kort sagt kan jeg...tilbageholde andre dæmoner og lege lidt med dem, med en grund selvfølgelig. Hvis du nogensinde skulle få problemer...værende dæmoner eller ej...Vil jeg være der" ikke fordi han regnede med hun havde sådanne, hun mindede for meget om ham selv, en der tog sig af sine egne problemer. Men nogen gange kunne det være brug for en andens side af sagen...Eller en god undskyldning for at se vedkommende.
"Jeg må hellere trække mig tilbage nu...."

Det ene kys hun havde givet ham, å hurtigt havde været vidunderligt, men i det korte blik hun mærkede ham presse sig mod hendes krop, var alt perfekt.
Hun havde ikke haft lyst til at trække sig væk der, men vidste det var bedst, hun måtte gå, hun måtte lade Sean komme tilbage til hans ting, sådan måtte det være og blive. Der var så meget ved Sean, hun kunne se den stolte person som ved sig selv, en person der skjulte på en masse den ikke ville have ud, og så den der lille forvirrende del, der var i hende selv, kærligheden.

Alítheia kunne ikke lade være med at smile da han talte om at han ville være der til at hjælpe hende, hvis hun fik brug for hans hjælp, da han var højt hævet. Hun havde ikke tænkt over dette før, men fandt det sødt at han tilbød den, selvom hun nok ikke ville spørge om den, da hun helst selv ville ordne sine ting.
Alítheia så kærligt ind i hans øjne og sagde mildt; ”Jeg skal nok spørge om din hjælp hvis det bliver nødvendigt, men jeg vil heller ikke have dig blandet ind i mine problemer, især ikke hvis det kan skade dig.” Hun forsatte sætningen lidt efter, ”Måske kunne det være jeg en dag fik utroligt meget brug for din hjælp” sagde hun med et glimt i øjet, og tænkte på at de så måske ville kunne komme til at se hinanden igen.

Alítheia accepterede at Sean måtte gå nu, som hun selv havde nogle sager, der skulle ordenes måtte han vel også have noget, og klokken var mange.
Det tog lidt tid ør hun kunne får sagt farvel, men til sidst kom det. ”Det må jeg nok også hellere…” hun vidste ikke hvad hun mere skulle sige, det eneste hun gjorde var at begynde at bakke baglæns, mens hun så ham kærligt i de mørke øjne. Hun var længere og længere væk, gik så i stå, og stod der og kiggede på ham, hun ville se Sean gå, se hans blik en sidste gang, inden ventetiden, på de kunne være sammen.

Han nikkede let. han havde haft ret, men var tilfreds med svaret. For det var hvad han havde forventet. han så lidt på hende, men da hun også trak sig tilbage, viste han at det var sådan det ville blive denne gang. i hvert fald denne gang.
han blev stående et øjeblik, men begyndte så at gå den anden vej, som taget ud fra en film eller bog. Og han drejede hovedet og sendte hende et smil, da han så hun også så sig tilbage. han løftede hånden til en svag hilsen. Han håbede de snart så hinanden igen. Og så kunne de snakke.
Og så vendte han sig og gik.

//Out.
Tak for et fantastisk emne! du er så god at emne med. historien kommer helt af sig selv //

Alítheia stod i lang tid og bare så på ham, så Sean vende sig om, gå ned ad gaden, præcis som en film, og så det ene øjeblik, det ene fantastiske øjeblik, hvor han vendte sig om, så på hende og sendte et dejligt smil, der gjorde hende varm i hele kroppen. Alítheia sendte et kort og kærligt smil tilbage og vendte sig så om. Hun begyndte at gå den modsatte vej af Sean ned ad den svagt belyste gade, ned mod sit skib, hvor hun som altid ville opholde sig.
Mens Alítheia gik, kunne hun ikke tænke på andet end denne fantastiske aften og Sean, Sean med de mørke øjne og rare dybe stemme, og hun tænkte at lige meget hvad, ville hun altid vente på ham.
Hun tænkte på hvornår og hvordan de mon kunne ses igen.

/out

//Jeg kan da kun sige ilm du er helt fantastisk og skrive med... og jeg får bare idéer lige pludseligt . ved godt jeg er totalt elendig til at få svaret nogle gange(det meste af tiden) men det var sjovt //