Blind date...very funny! (Camilles veninde)

Musikken, var langsomt gledet hen til noget hurtigt, og ikke de stille og rolige som en sjæler, der efter Alítheias mening var alt for sødt, så det hurtigt var godt.
Det var underligt som hun egentlig synes aftenen havde været rar og hyggelig. Den var langt fra hvad hun havde regnet med… Hun havde ikke regnet med alle de smil, at hun ville grine, nej det var ikke noget der skete tit, medmindre det var et falsk eller et hånligt smil… hun lod det ligge i et stykke tid og ignorerede bare de mærkelige fornemmelser i hendes krop.

Hun lagde straks mærke til da et smil viste sig i Seans mørke øjne, det var kønt, og det gjorde at hans øjne fangede hende(selvom hun prøvede at kigge væk og lade som ingenting, for det kunne ikke passe, det var jo bare øjne, ganske vist kønne, men det var så det)

Alítheia ville mere end gerne tage Seans hånd, men hun kunne ikke, det var den forbandede fornemmelse når hun rørte ved nogle, eller de ved hende, den slimede fornemmelse, der altid fik hende til at gå i panik.
Hun håbede ikke at han tog det som en fornærmelse, men hun rakte ham ikke sin hånd, dog sendte hun et undskyldende blik og smil, i håb om at han ikke ville tage det som en fornærmelse… *Jamen Alítheia sådan noget er du da ligeglad med… at støde og fornærme folk* Sagde en stemme inde i hendes hoved, hun valgte bare at ignorere den.

Igen kom han med sine udfordringer, og jo hun skulle nok danse, og det gjorde hun så, hun begyndte langsomt at bevæge kroppen forsigtigt til den hurtige musik. Overfor Sean, og sendte ham så et udfordrende smil igen. ”Ja, lad mig se dig danse” Grinte hun, og havde stadig sit udfordrende smil på læben.
Hun var begyndt at danse, så manglede han bare.

Alítheia vidste godt at det måske ikke var det kønneste syn at se hende danse, men lige nu, var hun ligeglad, ikke det mindste rørte hende.

Hun tog den ikke. Han viste ikke hvorfor og i mangel af bedre, slog han det hen som en stolthed. Noget typisk dæmonisk. Han tog hånden til sig, men så ikke det mindste fornærmet ud. Faktisk havde han forventet det. Hendes undskyldende blik fangede han dog og det fik ham til at tænke...

Hun virkede ikke som en dæmon der undskyldte sig. Hun virkede som en bestemt dæmon, der ved hjælp af sin egen lille taktik, fik de oplysninger hun skulle bruge. Lidt som ham selv. Men...Betød det så hun havde godkendt ham? Så ham som en ligemand? Han gik ud fra det. og det var dejligt at vide.

Han ventede til hun startede dansen og begyndte selv at danse. Han hørte hendes lille kommentar og grinte lidt af den. Åh ja, de var på bølgelængde! Og hvor var det rart bare at slappe af igen...Og nyde en aften, som han ikke havde gjort længe. Det måtte han huske at takke Camille for næste gang.
For han slappede af...mere end han havde troede han kunne. Normalt kunne han aldrig slappe af og sov ikke mere end nogle timer af gangen, i det tilfælde af nogen var efter ham og havde fundet ham.
Om han ville holde en pause? Og se om folk glemte ham? Han havde overvejet det, men han viste ikke hvad han skulle lave imens. Desuden var det hans egen skyld, han havde valgt sit job fordi han manglede spænding i livet...Dette var bare en ubetydelig bivirkning!
Men det var alligevel rart...

Det var tydeligt at se han ikke var den bedste danser. Men han var stadig god nok til at bevæge sig med rytmen, og ikke blive til grin.
De omkringstående lod sig i hvert fald ikke bemærke med noget.
Han lod sine øjne glide over Alitheía da han endelig var færdig med alle sine tanker. Og sendte hende et raskt smil.

Han var ikke blevet fornærmet over hun ikke havde taget hans hånd, og det var altid noget, det lettede en del på hendes samvittighed, hun ikke vidste hun havde før nu.
Hvad end der skete, havde Sean simpelthen fået til at tænke mere over hendes handlinger, hun følte sig ikke overlegen, hun ville ikke fornærme, nej alt hun drillede med var mødt på en venlig måde (kærlig ville andre dog sige).
Selvom Sean ikke var blevet firnærmet, ville han aldrig forstå hvorfor hun havde gjort det, normalt ville det være stolthed hos folk, men han ville ikke finde ud af dette, medmindre hun rent faktisk fortalte det, hvilket hun ikke brød sig om, da hun var bange for at nogle måske kunne finde på at udnytte det.

Alítheia lagde mærke til hvordan Sean slappede mere og mere af i løbet af aftenen. Hun mente ikke at han havde virket anspændt, måske var det fordi hun ikke selv var den mest afslappede, men jo han virkede bestemt mere afslappet.
Hun havde svært ved at tage øjnene væk fra Seans blik, der var noget ved det der fangede hende, noget hun ikke kunne forklarer.

Alítheia kunne godt se Sean heller ikke var en trænet danser eller noget, men han dansede heller ikke dårligt, og det gjorde hende mere tryg ved selv at danse.
Hun var selv blevet mere afslappet nu, og slog sig mere løs med dansen, uden at tænke på hvordan hun så ud. Dette gjorde at hendes blå øjne strålede, som et hav solen skinner på, jo lige nu ramte ingen bekymringer hende, hun var tryk i dette øjeblik.

Det raske smil Sean sendte hende, fik hende til at le en smule, der var simpelthen noget over det, der gjorde at hun ikke kunne lade være med at le en smule.
Hun sendte ham et lille kækt smil igen. Hun studerede mens hans dansede, hver bevægelse han lavede, uden egentlig at vide hvorfor. ”Du er da ikke helt ringe danser” skød hun ud i luften, og lo let.

Musikken var nu blevet meget hurtigt, på kort tid, så Alítheia blev lettere rød i kinderne af at bevæge sig til musikkens rytme, men musikerne vidste også godt at den var hurtig nu, og havde været det et stykke tid, så der derfor var brug for et langsommere nummer, og det kom der.
Da det langsomme nummer kom, stoppede hun helt med at danse, af en eller anden grund, kunne hun bare ikke danse til denne musik, den var for stille.
Der stod hun og blomstrede ude på dansegulvet, stod helt stille, og så en smule tåbelig ud, ville andre mene.

Hendes øjne drog hans egne til sig. Og han så mere på hende, end han ville indrømme. Han bemærkede hun begyndte at slappe af og det fik hans eget smil til at vokse.
Den måde ikke bare hun smilede, men også hendes øjne og snart den måde hendes krop bevægede sig, på en løs og...ja, glad måde. Det hele fik ham selv til at grine lidt.
Der var noget specielt over det. Noget han ikke kunne, ikke ville, sætte ord på. Men mon ikke alt var som det skulle være?

"Tak...Du er selv god" smilte han tilbage. Da musikken kørte helt op, gav han den selv gas og fik endelig brugt noget af sin opsparede energi. Han var ikke i dårlig form, alle hans opgaver og det at han måtte flygte ret ofte, fik opbygget hans muskler. Han havde slet ikke tid til at træne, som han havde gjort tidligere. Men heldigvis blev han ikke svagere af det.
Men efter musikken kørte ned igen og blev mere rolig, stoppede han til sidst op selv, da han så hun stod stille og vist ikke rigtig viste hvad hun skulle...
Åh, han var ikke færdig med sine udfordringer! Men...Han havde ikke tænkt sig at tvinge hende.

"Er du træt?" spurgte han med et lille smil. Stille musik var nok ikke hende.
"lidt roligt musik kan være ganske godt en gang i mellem...tør du?" spurgte han, han ville tilbyde hende en hånd igen, i stedet holdt han bare sin hånd sådan at hun kunne tage den hvis hun havde lyst, men uden at det ville ligne hun afviste ham hvis hun ikke ville.
"vi kan selvfølgelig også sætte os tilbage...Eller finde på noget andet" han blinkede drillende til hende.

Da musikken havde været hurtig, og han gav hende et kompliment, var hun som en lille pige, med julelys i sine øjne, det havde virkelig gjort hende glad, et sådant simpelt kompliment, men for hende kunne man se det betød meget.

Alítheia kunne høre på Seans kommentarer at han langt fra var færdig med denne udfordring, og at det ikke skulle blive for let for hende, nej at stikke af fordi musikken var langsom, skulle ikke blive alt for let for hende.
”Mig træt, hvorfor skulle jeg være det” Svarede hun grinende igen. Igen kom Sean med det, han vidste der ville få hende til at accepterer udfordringen. At spørge om hun turde var ikke det dummeste hvis man ville have hende til noget så selvfølgelig svarede Alítheia ”Om jeg tør, selvfølgelig gør jeg da det” og sendte et udfordrende smil, nej så let gav hun ikke op.
Hun ville ikke, men en del af hende gjorde det bare, lagde sin hånd i Seans. Hvorfor og hvordan det skete vidste hun ikke, for en del af hende skreg at hun ikke skulle gøre det, men den del af hende der havde magten, gjorde det, så der stod hun med hendes hånd i hans, og kiggede lidt undrende på det.
”Lave noget andet, nej så let slipper du ikke fra det her, det skal du ikke regne med” Sagde hun nu leende og glemte alt om hånden, der stadig lå i hans. Og smilte flabet til ham, for hun vidste godt, at det var ment til hende, fordi hun havde stået stille og blomstret, uden at gøre noget før. Alítheia havde bare kastet hans bemærkning tilbage på ham.

Igen begyndte Alítheia at bevæge sig til musikken, men denne gang, var det rolige bevægelser. Hendes hånd havde ikke sluppet hans, og det mærkeligste af det hele, var at den slimede fornemmelse ikke var dukket op, hvor blev den af, den kom altid ved berøringer, eller kom den måske bare ikke, når det kun var hænderne der rørte ved hinanden?

han viste at det hun tog og lagde sin hånd i hans, var et bevis. Bevis på hvad, viste han ikke helt. Men et bevis. på at hun stolede på ham? i hvert fald lidt?
igen viste han det ikke helt og han havde mest lyst til at ryste på hovedet. Men da han viste hun holdt øje med ham, endte det i et smil, mens de trådte ud på dansegulvet igen.
han grinte sagte af hendes kommentar.
"åhh...Det håbede jeg heller ikke" svarede han i stedet. hans stemme var stadig drillende, men det var også som om...Han faktisk mente det.
Han fandt igen takten og holdt den sammen med hende, da de dansede en noget roligere dans. Denne gang hånd i hånd.

han kunne dog ikke lade være med at undre sig. Hun havde set overrasket, måske en smule lettet ud, da hun lagde sin hånd i hans. Havde hun frygtet noget? Skete der normalt noget når hun rørte ved folk? Han måtte spørge om det...på et tidspunkt. Lige nu var ikke det rette. Lige nu ville han...nyde nuet.

Musikken fortsatte stille. De var omringet af par der dansede lidt tæt eller venner der nød en tid sammen. Måske andre der selv var lidt på date?
han nød enlig bare at se på hende, som hun stod der foran ham og dansede stille til musikken...Sammen med ham.
"Igen må jeg sige du har en god tendens til at finde den rette rytme" smilte han. Det var ikke ren dril.
Han havde måske ikke gjort det helt nemt for hende. Måske udfordret hende lidt, prøvede hende...Noget han desuden holdt af at udsætte folk for. Han ville se hvor langt de ville gå og hvilken reaktion han fik ved det.
Men nu skulle han nok stoppe.

Og da musikken gled ud, stoppede han også. Med dansen i hvert fald.

Denne gang, denne dag var der ingen slimede fornemmelser, mere en varm brændende en, der bredte sig behageligt i hele Alítheias krop, hun havde det godt.
Sean fik hendes tanker til at køre rundt i hendes hoved, det han sagde, fik det til at kilde let i hendes mave, hun forstod ikke hvorfor hun var så glad og forvirret, og det med fornemmelsen forvirrede hende også, men alligevel oversteg glæden i hans kommentar forvirringen. *Så helt slem er jeg åbenbart ikke at være sammen med, han vil gerne danse* tænkte hun og et smil dukkede op på hendes læber.

Da de stod der og dansede roligt hånd i hånd, var hun tryk, normalt havde hun behov for at være sikker, men ikke lige nu, af en eller anden sær grund, hun ikke kunne finde følte hun sig bare sikker, for første gang i mange, mange år.
Et kort øjeblik så hun noget der lignede Undren i Seans blik, hun kunne bare ikke komme frem til hvad det var… om det var hende, om det var ham selv… eller om det var noget helt tredje.
Men alt i alt, nød Alítheia dette øjeblik, den rolige dans, de rolige bevægelser, og stilheden.
Hun rødmede let, da han kom med endnu et kompliment til hende, og da hun ville svare, var hun en smule hæs”Mange tak skal de have, og jeg må da indrømme at de er en god danser” sagde hun og sendte et smil, og lo så let.

Musikken var standset nu, og ligeså var de med at danse, men Alítheia stod stadig hånd i hånd med Sean, og bare kiggede på ham.
Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre eller sige, hun vidste ikke engang hvad det var for en følelse det var der boblede rundt i hende lige nu, det eneste hun kunne gøre var at smile.
Efter et stykke tid med bare stilhed tog hun sig endelig sammen og sagde noget ”Nå… så er musikken stoppet… hvad nu…?” spurgte Alítheia og hørte ordene der blev hængene i luften et stykke tid.

hun stod og studerede ham, hans kønne mørke øjne, hans muskuløse krop. Og så var der den mystik ved ham der ikke kunne ses, men kun fornemmes…

*Du er ved at blive svag, glem ikke at du kun kan stole på dig selv, ingen andre…” Sagde en stemme inde i hendes hoved, faktisk blev hun ret forskrækket, man kunne bare ikke se det på hendes ydre.
Men den anden del af hendes indre var ved at vågne, den del der ikke brød sig om følelser…
Hendes kolde jeg var ved at vågne, og dette gjorde hende bare mere forvirret, faktisk lettere panisk.

Han smilte til hende. Det var rart, bare at holde hende i hånden.
åh, hvor var det hele på vej hen?
Selv så hun ret forvirret ud. Hun nød det, men var forvirret. En tro kopi af hans følelser lige nu!
*Hvad med Alane?* Tanken var dukket op før, men nu kraftigere end før.
Det var sandt. Hvad dette end betød, måtte han først selv tænke over...hvad han ville. Og hvad han ville risikere...Og se hvad der ville ske.
Dette kunne gå mange veje, det fornemmede han...Og han fik en pludselig trang til at passe på, til ikke at udsætte sig for mere smerte end nødvendig...For følelsernes smerte var være end de fysiske. Det vidste han.

Han smilte lidt til hende, da de begge vist havde stået i deres egne tanken endnu en gang.
Han slap blidt hendes hånd, selv om det var med en vis modfølelse. Han ville gerne være blevet ved...
"Nu...Kan vi vende tilbage til vores samtale" smilte han og virkede mest som en der ikke lod sig mærke med...Noget.
Han havde husket deres samtale. om at de ikke skulle forvente noget af den anden og aftenen mest skulle gå med lidt snak og hygge.
Og det ville han holde sig til. Hvis han fik lov....

Han så lidt på hende, men trådte så, som en gentleman, til siden for at lade hende komme til.
Han huskede ingen af dem længere havde noget at drikke, hvad man eller godt kunne bruge oven på en dans.
"Forresten...Kunne jeg byde en ny drik? Efter en dans som disse kan det være påkrævet" smilte han til hende.
Man kunne ikke se hans indre tvivl. Lige som hun, gemte han den væk. Han lignede stadig den Sean der havde nydt en behagelig dans...

Nej Alítheia var ikke den eneste der var forvirret… over denne… situation. For hende var det mærkeligt, dette var ikke noget der ville ske for hende, en at vise en blødsøden side af hende, hvad var det han gjorde ved hende, den måde han kunne gøre hende så tryk og glad på, den måde han gjorde at hun ikke holdt øje med noget og slet ikke passede nok på. Men såre ham kunne hun ikke, selvom hun havde gjort det ved mange andre så let, kunne hun ikke ved ham, nej det var for svært.

Hun mærkede da deres hænder slap taget fra hinanden, på den ene side følte hun sig lettet, på den anden, ville hun ønske at han stadig holdt hende i hånden, bare lidt endnu, det havde været så rart.
Hun hørte lidt fraværende hvad han sagde, men fik hurtigt revet sig tilbage. ”Samtalen, ja det ville være fint at vende tilbage til den” Sagde Alítheia, stadig en anelse fraværende, da hun var fanget af sine egne tanker og spekulationer…
Da Sean trak sig tilbage så hun kunne komme forbi, gik hun begyndte hun bare roligt at gå hen til bordet.
Igen tilbød han en drink… en sand gentleman ”Er Du sikker på jeg ikke skal give, jeg kan godt” Sagde hun til ham og sendte et smil. Hun mente det ville være fait hvis de begge gav en, men det var jo aldrig til at vide om han ville tage imod tilbuddet.

Siden deres hænder havde sluppet hinanden, havde Alítheia været fraværende, da hun var fanget i sine egne tankers spind, der var meget indviklet og svært at komme ud af, og for at gøre det værre forvirrede de hende mere og mere. Hun kunne ikke engang finde ud af sin egen logik mere, hvad end var sket på dansegulvet, havde det slået hende helt ud af balance. På hendes ydre, skulle der dog meget til at finde ud af dette…

og som hende, havde Sean også bygget sine parader op. og de holdt endnu. Ve den, det lykkedes at fjerne dem! Om hvilken verden de som kom ind til...
Camille havde fået lov til at se ind af vinduet og det havde først til det her...Han rystede svagt på hovedet, om det var til ALitheías spørgsmål eller sine egne tanker.
"Nej, jeg insistere!" smilte han til hende. Selv om det havde været specielt før, føltes det næsten som om de var lige så fjerne nu, som før de begyndte at danse. Det var nok bedst sådan...Selv om det på et punkt, gjorde ham trist.
"Det samme som sidst?" mens han spurgte gik han med hende hen til bordet. Deres tomme glas var blevet fjernet, sikkert af kromanden som gik og fjernede tomme krus med mellemrum.

Men bordet var stadig ledigt og det var godt. Han skulle lige til at sætte sig, da han kom i tanke om han skulle hente drinks til dem. Hans forvirring var at se et øjeblik, før han igen gled ned i sit normale jeg og sendte hende et hurtigt smil.
Hans øjne røbede ham dog, men kun fordi han selv tillod det. De vekslede mellem den samme varme som før, og den rolighed han havde startet aftenen med.
Mest af alt kiggede han efter hvad som helst...der kunne fortælle ham om Alitheía følte det samme eller om det bare var ham...

Sean havde insisteret på at købe drinks, så hun sparede penge, normalt havde hun ikke engang forslået at bruge dem, men ved ham var det som sagt anderledes.
Hun nikkede bare ufraværene, da han spurgte om hun ville have det samme som sidst. De opførte sig egentlig igen som om de lige havde mødt hinanden, som om det på dansegulvet ikke var sket, for engang imellem, kom der et lille glimt af de følelser der havde været der frem.
Hun lagde faktisk første mærke til at de var ved bordet, da Sean var ved at sætte sig ned, og havde glemt elt om de drinks, og den forvirring, vækkede hende, og fik hende til at sætte sig ned på stolen. Hun smilte til ham og kiggede ham endelig ind i øjnene. Da hun så ham ind i de mørke så hun det, hun havde set på dansegulvet, og da hun så det, afslørede hendes egne øjne det også i den grad, de afslørede faktisk nærmest alt det der kørte rundt i hovedet på hende i dette øjeblik.

Da hun fjernede blikket fra hans igen, kom et lille smil frem på hendes læber, hun var ikke den eneste der var forvirret over denne situation, hun var ikke den eneste der ikke forstod sine parader helt nu og da. Hendes parader dukkede op og forsvandt hele tiden lige nu, hun vidste faktisk ikke helt hvornår de var der og hvornår de ikke var der længere.
*Hvad er der med mig, hvad er det der sker* Sagde en desperat stemme inden i hende.
Hun så ham gå hen at hente deres drinks… igen… og ventede så bare på han kom igen, så de kunne begynde deres samtale igen…
Denne gang vidste Alítheia faktisk ikke helt hvad hun ville vide om ham, den samtale der havde været før, kunne ikke blive som den nu, for der var sket noget, som ingen ville indrømme for sig selv, eller hvad vidste hvad var…

Det hele var vendt lidt på hovedet. Han brugte turen over til baren, til at tænke over det. Over hvordan han ville opføre sig og føre det videre derfra. Han bestilte en ny øl og en cognac, lagde pengene på bordet mens han ventede. Han kørte en hånd gennem sit hår. Og sukkede svagt for sig selv.
De havde begge mærket det...så at lade som ingenting kunne ikke bruges. Men hvor meget...følte hun? Det gik op for ham at han kun kunne reagere efter hvad han selv følte. Det ville være fuldstændigt umuligt andet, han viste jo heller ikke hvor meget hun følte eller havde tænkt sig at tillade.
Og lige nu...
hvad følte han enlig?
*Det skal jeg sige dig!* Stemmen i hans hoved var hans egen. om end den vist nok blev kaldt en samvittighed.
han huskede engang spørgsmålet om, hvorvidt han var skizofren som sin bror. han havde sagt nej. Måske var han det lidt alligevel? han smilte svagt...Nu kom han vist væk fra emnet.
*Pigerne sværmer om dig, nogen gange med vilje, andre ikke! hvem eller hvad vil du lade styre dit liv? Vil du blive ved dit job eller anlægge familie?*
Han kendte svaret. Hvad der end skete, kunne han ikke tillade det gik videre. Han ville gerne, men for hendes sikkerhedsskyld...Og hans egen...

Han tog imod de forskellige drikke og gik ned med dem. Han stilte cognacen foran hende og satte sig selv med sin øl. Han smilede til hende, men virkede mere rolig og afklaret nu. De havde jo lavet en aftale, havde de ikke?
"Nuvel...Lad os genoptage vores samtale. En ting kan vi da snakke om, uden at det røber for meget. Vores evner" hvis hun altså var med på den. han tog en tår af sinøl, som måske var lidt for stor. Skide være med det! Blev han fuld...var det jo sådan! Hun blev nok ikke skræmt af at se hans mere dæmoniske jeg, som Camille var blevet...Han smilte endnu mere ved tanken.

*Det dur ikke du lukker nogle ind, og det ved du udmærket også godt selv. De vil udnytte dig og din krop ikke andet* kørte en stemme rundt og rundt inde i Alítheias hoved konstant, for at overbevise hende mere og mere om at det der var sket ikke var noget, bare et tilfælde, ikke noget af betydning.
Hun blev mere og mere tryk igen og mindre og mindre usikker, som altid blev hun enig med sig selv at følelser ikke var noget hun skulle begive sig med, de gav bare folk problemer og ingen penge.
Igen som før kom han hen med et glas øl i den ene hånd og et glas cognac i den anden. Nu virkede alt som før, begge to dæmoner der ikke røbede for meget, men stadig røbede ting… et stort spil, hvor hvis man lavede en lille fejl, ville det give domino effekt.
En ting der også var sikkert var ingen følelser, ikke her i aften, det var aftalen, ingen af dem ønskede det. ”Samtalen…” hun smagte på ordet et stykke tid før hun fortsatte.”Ja, jo den skal vi jo fortsætte, og det lyder som et meget fornuftigt sted at begynde med evne…” Hun sad længe og tænkte om hun nu skulle sige ’begge’ evner… den ene kendte hun ikke meget til, men hun vidste den var der… hun vidste heller ikke hvordan den fungerede, hun vidste kun lidt om den. ”jo… min evne er ikke så spændende eller vild… jeg kan betvinge metal…” besluttede hun sig at svare på hvad man kunne kalde spørgsmålet, og han ville jo alligevel ikke vide hvis der var mere…

Tanken dukkede op igen, som et lyn der slog ned i hende, han gad ikke hende, var hun så frastødene? Havde han bare ladt som om, for at prøve at knække hende, det var det sikkert, ingen ville prøve andet end dette… sådan ville det altid være…
Med disse tanker blev hun hurtigt mere kold, for at rejse sine parader, som altid.
”Hvad med dig, hvad er din evne?” spurgte hun med en rolig stemme, og fik endelig taget sig en tår af sin cognac, for derefter at læne sig tilbage.

Han smilte lidt og tog endnu en tår af sin øl. Måske gik det for hurtigt...måske skulle han drikke langsommere...Men han havde ikke så godt styr på det lige nu. I dag. I denne time. Han ville have styr på det!Ingen skulle tro de kunne...hvad?
"Nej da. Slet ikke spændende. Især ikke i en by, der er lavet af træhuse!" smilte han og lænede sig selv tilbage, prøvede at virke afslappet, venskabelig. Det lykkedes vist...gjorde det ikke?
Hans ene hånd lå dog hele tiden ved øllen, afslappet.
"Men en yderst magtfuld evne, hvis man kan bruge den ordentligt og har noget metal i nærheden, går jeg ud fra" han blinkede kort til hende. Hans egen måde at drille folk på. eller udfordre dem. En af de to ting. Piger misforstod det dog ofte. De troede han ville charmere sig ind på dem. Og kunne han betænke dem i det? overhoved ikke. For ofte var han ude efter deres sjæl...
som hans tanker dog kørte rundt!

Han studerede hendes udtryk, ned til mindste detalje, som om han ville finde noget...se noget, som han bare ventede på, som han måske håbede på...Men da hun bare lænede sig afslappet tilbage, lige så lukket som i starten, lod han sit blik vandre, så hun ikke skulle tro noget forkert.
Han havde ingen ide om hvilke tanker der kørte i hendes hoved...Og han havde ingen ide om hvordan han skulle tolke eller reagere på dette møde.
Camille måtte have vist det! Vist at det ville blive sådanne her! Han sukkede svagt og så på Alitheia igen, med et lille smil.
"Åhh...min evne..." Også han havde to. Han kom fra en magtfuld dæmonfamilie, hvor det ikke ville blive accepteret hvis man ikke fik udviklet en anden evne også. Og for ham, var det evnen til at forvandle sig hvis han ville. Noget uhyre smertefuldt og energitagene!
"...Nuvel. Jeg kan manipulere med sindet" smilte han og tog endnu en tår af sin øl. Faktisk var det medfødt...Ja, det hørte næsten til den dæmon han var! For som Incubuc kunne man automatisk manipulere lidt med andre følelser eller snyde dem, med ens udseende.
Men han havde så fået en lidt mere udviklet evne, til alt dette. Og han nød det normalt.

Han var afslappet, ikke en anelse smule interesseret i hende, det var ligesom i starten, var her kun på grund af tvang. Alítheia ville ikke have at det gik hende på, men det gjorde det altså, selvom hun stadig ikke indrømmede det overfor sig selv.
Hun lagde meget mærke til hvordan han hele tiden drak øllen i store hurtige slurke, måske ønskede han at blive fuld, for at kunne slippe lettere uden om dette her, væk fra hende. Intet virkede for hende nu, hendes tanker fløj rundt i en stor strøm.

”Ja det kan du vel have ret i, men hvem siger der kun er træ i byen, man kan jo aldrig vide.” svarede hun ham… og tog et nip af cognacen. ”Yderst magtfuld… ja det er det vel, og praktisk i visse tilfælde” svarede hun ham igen og sendte et kækt smil. Hans blink havde hun ikke kunne finde ud af, på den ene side var det virkelig provokerende, på den anden side, som Sean selv havde fået frem i hende denne aften var det måske flirtende. Denne tanke lukkede hun dog hurtigt ud, så som man kunne høre svarede hun bare igen.

Mens der igen var stilhed, kom tankerne igen, dem hun havde fået gemt væk for kort tid, og i det korte glimt hun ikke havde kunne holde det tilbage, ville man kunne se et glimt af de følelser der kørte rundt, dem hun frygtede og hadede. Men han havde da kigget kort på hende, og smilet til hende, måske skjulte han det også bare…

*Interessant evne, og farlig… Kunne han finde på at bruge den mod mig, måske var det, det der skete ude ved danse gulvet.* tænkte Alítheia ved sig selv da han fortalte sin evne, og derfor begyndte hun igen at studere ham nøje, for at se nogle tegn på om han måske kunne gøre det igen. Muligvis ville han misforstå at hun kiggede så meget på ham, men lige nu tog hun ikke notits af det.
”spændende evne du har, praktisk og farlig for dem den bliver brugt imod” sagde hun med et tænksom smil, og lo så let klukkende.
Hun sad stadig og holdt en anelse ’øje med ham’ og var derfor lænet ind over bordet nu.



//Se lige hvor hurtigt jeg fik svaret denne gang:I nu burde du være stolt:DD//

//pavestolt //

Sean sad lænet tilbage og gengældte hendes let intense blik. Hvad ledte hun efter? Hun virkede pludselig så...nysgerrig. Som om hun ledte efter noget, og det var efter han havde nævnt sin evne...troede hun måske han brugte den imod hende? åh gud, i et øjeblik havde han glemt hvor mistænksomt et samfund han enlig levede i for tiden. Bare et ord forkert og fanden var løs. Og det var lige før halsbåndet var gået løs, kunne han mærke. Men han havde vist endnu kontrollen. God hund.
Han nikkede til hende med sit lille smil.
"Javist. Hvis man kan styre den..." han lod det hænge i luften der. Og med vilje. Han kunne styre den, og temmelig godt, men han var mere spændt på at se hendes evt. reaktion på dette...For måske tænkte hun netop at han ikke kunne styre den?
Det kunne i hvert fald ikke skade...hvis hun så troede hun kunne bruge det imod ham, ville hun blive overrasket.

Han grinte let.
"åhh, nej, jeg har aldrig sagt den kun bestod af træ. Men meget af den er" han skulle lige til at nævne sin gamle verden, om hvor meget metal de havde der, da han kom i tanke om han nok burde lade være. Han kunne lige så godt lade være med at tro, der var noget som ikke var der.
Hvad gemte sig der, i hendes blik, i hendes kropssprog? Hvilke tanker skjulte hun, hvilke følelser? Han havde set en kort blottelse...Og havde hungret efter at gengælde den. Han havde haft lyst til at læne sig ind over bordet, lige som hun, se hende i øjnene og snakke med hende. Fortroligt. Bare de to.
Han havde lyst til at være tæt på hende...Tanken lammede ham næsten.

Hvad han så end havde lyst til, måtte det ikke ske! Det ville være en skade! Ikke bare for hans job...For det hele...For svaghedens skyld...Det var også for hans egen skyld. Nogle regler han havde sat op for sig selv.
Han kunne ikke få en familie, han havde afskrevet det for længst. Lige siden havde han helt holdt sig fra at forelske sig i nogen som helst. Og hvis der endelig var et lille frø, spiste han sjælen på personen. Så var det problem ude af verdenen...Men det kunne han ikke gøre nu.
Han var i tvivl om hun havde set noget. Han prøvede at holde alle disse ting inde. Han tog endnu en god slurk af sin øl.

//I know jeg er dyyyygtig :3//

Hele tiden måtte det skjules, følelsen, frygten for at være svag, det at være magtesløs i situationen. Få gange ville det frem og intet kunne skjules, for andre ville det være svært at holde inde i kort tid… ikke for Alítheia… på nær netop nu. Men hvorfor var det sådan nu, hvad var det, der var sket, hvorfor havde hun det netop sådan nu?
At vise det ville være så let, og alligevel helt umuligt, stred mod hende selv, altid havde hun sagt at hun ikke ville beskæftige sig med følelser, og havde derfor lagt det på hylden for mange år siden, dog at lade som om de var der havde hun kunnet… når det gjaldt om penge, men at holde dem tilbage kunne hun ikke.

Alítheia så hans blik, det… jo det var et intenst blik han sendte hende igen, hvor ville det bare være let at… *Du ved udmærket godt at det ikke kan lade sig gøre* sagde en stemme inde i hende.
Alligevel prøvede hun denne gang at skubbe den væk, bare et lille… men nej intet skete, hun kunne ikke, hun sad bare og så på ham med et længselsfuldt blik, hun som før prøvede at skjule.
Det var som om Sean ønskede kontrol, over hende situationen, alting. Havde han kontrol, hun vidste det ikke, hendes sind var forvirret men hun så helt afslappet ud.
”Ja kontrol og at kunne styre det, er alt det kræver.” Sagde hun og sendte ham et kækt smil, bare for at se hans reaktion, om det var kontrol han ønskede.

Hans latter virkede beroligende, lettende og fik hende selv til at klukle, men hvorfor skete dette, normalt lo hun kun hån fuldt, eller når nogle var kommet til skade, ikke denne latter.
Hun så det igen, det samme som kørte rundt i hende, men aftalen, hun kunne ikke bryde den, hun MÅTTE ikke afsløre sig selv, det kunne være han ville tage hendes ting, muligvis få hende meldt og spærret inde.

Så kom frygten for hans evne igen, den evne der kunne manipulere med hende. Måske var det derfor disse tanker kørte rundt inden i hende.
Det måtte være det, han havde manipuleret med hende, det var grunden, men når hun vidste det var derfor, kunne det vel ikke være grunden til… dette.

Hvis hun nu bare lænede sig hen til ham og så… det ville være så let bare at kysse ham. Nu kom det, det en del af hende ønskede, og det en del af hende sad og fik brækfornemmelser over bare ved tanken, men hvad skulle hun gøre, intet, intet kunne hun gøre.

”Evner, både nyttesløse og på den anden side frygtindgydende” mumlede hun, både til sig selv, men også som en kommentar til Sean.

Det var som om deres samtale ikke rigtig eksisteret. Der gik lang tid mellem deres svar, der skete mange ting mellem deres svar. Det var som om deres samtale var sat op, for at skjule noget de alligevel ikke kunne skjule.
Måske skulle han gå. inden det her endte galt. Han havde afskrevet sig alt...der indeholdt både kvinder og følelser. kombineret. Og nu var der pludselig to kvinder...nej, vent...han viste jo ikke hvad alitheia følte...Men han viste hvad han selv følte. Og nu skulle han vælge. Eller skulle han? hvis han holdt sig til aftalen ville der intet ske...intet...vel?
han tog endnu en tår, mens stilheden voksede imellem dem og til sidst blev akavet. et drama. tre kvinder, hvoraf han kun følte noget decideret for de to...hvorfor? hvorfor nu? hvorfor nogensinde? Det var skidt.

Han lænede sig lidt frem, for at mødes med hende, på en måde. Rakte næsten ind over bordet...da han placeret en hånd midt på bordet. Umiddelbar i en afslappet gestus. Men det var mest en afprøvning. Han ville se hvordan hun reagerede. og alt efter hendes reaktion, ville han enden rejse sig og gå hjem...opslugt af forvirrede tanker og følelser...eller blive lidt længere.
Men havd han skulle sige viste han ikke. For en gangs skyld

Samtalen var gået i stå nu, der var kun stilhed, og så de følelser der ikke var til at vide noget om. Alítheia ville gerne, men kunne ikke, så hun sad bare der helt fortabt i den del af verden der aldrig før havde voldt hende nogle problemer, og hun aldrig havde regnet med, skulle volde hende problemer.
Hun tog et enkelt lille nip af sin cognac og så en større slurk, hun mærkede hvordan det påvirkede hende nu, hvordan hun blev mere omtåget, og mindre forvirret.

Forvirringen skulle dog snart komme igen, hans hånd, da han lagde den der midt på bordet, som en gestus til noget, men hvad, var det til hende, eller var det indbildning.
Kunne det ikke være lige meget, der ville jo ikke ske noget… *jeg kan da godt bare gøre det, der sker jo intet ved det* tænkte hun kort for sig selv, men tanken kunne være lige meget for samtidig med, havde hun ubevidst lagt hånden lige ved siden af hans, og nu rykkede hun den langsomt tættere på, så nogle få fingre lå oven på hans.
hun kiggede op, lige ind i hans øjne, de mørke øjne, som indfangede hende helt. Alítheia kiggede dog væk igen, inden at hun viste for meget, faktisk var hun blevet flov over at vise følelserne. hun rykkede langsomt sin hånd, så langsomt, at vis nu Sean ville kunne han tage fat i den, og så kunne hun jo se om der bare noget helt galt med hende, og så bare stikke af, som altid.

Han var spændt til bristepunktet. han ventede, tålmodigt som en jæger, på et byttet skulle reagere...Selv om han ikke ville kalde Alitheia for et offer. Et bytte. Hun var kommet selv. åh, jamen hvis Camille havde været her nu, ville hun havde smilet for sig selv, velvidende hun havde haft ret. Hendes lille plan var vel lykkedes...var den ikke? Men hun viste ikke hvor problemer hun havde givet ham nu...Han brød sig om hende, gjorde han ikke? men hvad med...Alane...
åh, hvordan kunne det være sådan et stort problem? hvorfor skulle han sidde og bryde sit hoved, med noget der slet ikke lå i hans kort? nej!
Og dog...som hendes hånd så langsomt bevægede sig...Måske skulle han slet ikke tænke? ville det ikke være meget lettere? At give sin hjerne et velfortjent pause, den havde trods alt kørt længe! altid i gang...Pludselig virkede det som den bedste løsning. ikke at tænke, men bare gøre det...

Hans hånd bevægede sig pludselig også. Langsomt...som om han ikke selv styrede den. Måske var det hans ubevidsthed? Han turde ikke sige noget...tænk hvis dette så ville blive ødelagt...eller forsvinde...det var allerede sket en gang.
Men hvad hvis hun enlig ikke brød sig om ham? åh, det var jo en kvindes måde at tænke på! Tænk hvis han misbrugte mig, tænk om han overhoved bryder sig om mig!
Men alligevel sneg tankerne sig ind. Hun var også en dæmon, en dæmon der var god til at skjule visse ting og snakke i koder...Mon hun gjorde det nu? skjulte hvad hun enlig ville opnå?
Han studerede hende...så på hende...
Men hans tanker forsvandt pludseligt, da han mærkede hendes kølige fingre mellem sine...Det var sket...

Fingrene, der rørte hendes, var mellem dem. Da det skete forsvandt alt omkring hende det var kun Sean hun så, men hvorfor? Havde Camille vidst at dette ville ske? Måske, men lige nu kunne det være lige meget.
Følelsen fra dansegulvet var vendt tilbage. Ikke den slimede fornemmelse som andre gav hende ved en berøring, nej den brændende behagelige.

Langsomt igen uden at tænke, lænede hun sig stille frem, og lige så stille gav Alítheia ham et forsigtigt kys på den ene kind.
Først efter hun havde gjort det, begyndte hun at tænke igen, og da det skete, kom det hele som noget af et chok. Hurtigt trak hun sit hoved væk fra ham, og tog langsomt sin hånd til sig, hun havde brudt aftalen, hun havde brudt sig mod hendes regler. Hvad hun skulle gøre nu vidste hun ikke. Sean havde sikkert ikke ønsket hun havde gjort dette.

Glasset blev ført hurtigt, og en smule klodset op til hendes mund, kort efter var det tomt. Alkoholen bruste nu rundt i hendes krop. Alítheia var ved at være beruset, men hun glemte stadig ikke hvad der var sket, eller hvad der skete.
Efterhånden blev hendes plan at stikke af, men hvis Sean nu faktisk havde det på samme måde med hende, ville det såre ham, som det altid sårede folk når man stak af, før havde hun ikke bekymret sig.
*Hvorfor sker dette, hvorfor kan jeg ikke bare være kold som før* tænkte hun sørgmodigt for sig selv, da hun stadig i stor grad frygtede disse følelser.
*Fordi du er blevet svag, du glemmer hvad du står for, du glemmer hvem du er* kom et svar igen i hendes tanker.

Alítheia vidste nu hvad der muligvis skulle gøres, efter den lange stilhed hun havde siddet i. ”Det… det må du undskylde, jeg ville ikke have brudt vores aftale… undskyld…” fik hun mumlet frem, og så op på Sean med bedende øjne, og den skjulte længsel.

Tingene gik hurtigt. I det ene øjeblik rørte deres fingre hinanden, i det andet var Alitheia faretruende nær...Og i det tredje mærkede han den...bløde og enlig rare fornemmelse af et kys mod sin kind.
Han trak lynhurtigt sin hånd til sig og lænede sig en smule bagud igen. Det var ikke hans mening at virke som en person, der nærmest flygtede...Men hvordan kunne han andet? Han havde aldrig...ja, aldrig...rigtigt...nej. Han kunne ikke engang sætte ord på det. Det var forvirrende og så irriterende ude af kontrol!
Og nu var det på tide at finde kontrollen igen og opføre sig lidt mere voksent.
Han drak hurtigt det meste af sin øl, selv om han viste det ville give bagslag. Men han var ligeglad om han endte fuld, i det mindste havde han så en undskyldning...
*Undskyldning for hvad? At føle?* tanken ramte ham hårdt og han skammede sig næsten.
"Du..." hans stemme forsvandt næsten.
"Du skal ikke undskylde" han sendte hende et hurtigt smil.
"Jeg tror jeg selv lagde op til det..." han var klar til at feje det hele væk. Væk fra bordet med en hurtig bevægelse og give sine ubevidste evner skylden. Ingen kunne...holde af ham, når han var det uhyre han var! De måtte ikke!
Men han havde heller ikke lyst til at såre hende. Han så godt hendes...undskyldende, men alligevel tilbedende blik...som om hun ønskede det skulle fortsætte.
"Jeg tror...Jeg tror jeg må gå for i aften" røg det ud af ham. Og et øjeblik så han selv skyldbevidst ud.
"Undskyld...Det er ikke for noget...Jeg har bare brug for at...tænke. Analysere i aften og...finde ud af hvad der enlig sker..." For meget. Han havde sagt for meget! Han havde mest lyst til at bide tungen af sig selv.
"Ingen det går helt i fisk..." den vending plejede han aldrig at bruge! aldrig!
Han rystede svagt på hovedet og gjorde mine til at ville rejse sig op...

//undskyld undskyld undskyld at jeg er så håbløs til at svare på emner, her er det så endelig...//

Han var blevet chokeret, netop som hun havde regnet med, og han havde selv hurtigt trukket sig væk.
Det var nu, netop i dette sekund burde hun løbe sin vej, og slette denne del fra hukommelsen, hvorfor hun så ikke gjorde det, fordi Alítheia blev nødt til at høre hvad Sean sagde.
Som hun selv havde gjort, blev hånd og hoved hurtigt trukket væk, og langsomt voksede afstanden mere og mere. Alt begyndte at blive lige meget, hun følte hun blev kvalt, mast inde i en lille kasse, og hun kunne ikke slippe fri.
Sean var begyndt at tale, om selvom Alítheia ikke helt ønskede at høre, hvad han sagde, kunne hun ikke lade være. Hun hørte hvad han sagde, at hun ikke skulle undskylde. Den undskyldning var den kun til ham, eller også lidt til hende selv. Den havde også været lidt til hende selv, den del der ikke kunne fordrage følelser.
Nu begyndte de at komme, hans undskyldninger og hans blik der sagde at han mente alt skylden var hans. Men var det overhovedet nogens skyld, eller var det bare noget helt naturligt.
Alítheia ville ikke sige til sig selv det var en naturlig ting, hun mente det var hendes skyld, og hun havde brudt en aftale, og ladet det gå alt for vidt.
Hun mærkede en form for sky lægge sig om hovedet på hende da Sean ville gå, og den pressede sig længere og længere ned, lettede en smule da han kom med de sidste kommentarer, for der kom tankerne i Alítheia i sving. *tænke over hvad, og i fisk, hvad mon* hun forstod mindre, for de følelser der havde været havde hun været ved at gemme væk, og det skete langsomt. Først blev de lagt godt ned i en lille kiste, som blev låst, langsomt ville nøglen forsvinde og til sidst ville kisten være forsvundet, dette skete altid, og ville sikkert også ske denne gang.
Alítheia rejste sig elegant op, havde bare et tomt udtryk i blikket, og et falsk smil kom frem i hendes ansigt. ”Det er okay, jeg tror også… jeg må hjem og tænke…” sagde hun bare til ham, men tænke, tænke over hvad. Processen med at få følelserne til at forsvinde gik i stå da hun sagde den sætning, men begyndte kort efter igen. *Du skal ikke bruge de følelser til noget, kom af med dem, inden du ender om et håbløst fjols, der ikke kan bruges til noget* sagde en del af hende.

//Det er i orden. kan næsten ikke huske detaljerne i emnet længere, så bliv ikke utilfreds over mindre fejl //

Han tog sit overtøj og fik det på. Han lagde ikke helt mærke til omgivelserne lige nu, for tingene hvirvlede rundt i hans hoved, til han endelig kunne få dem til at fokusere. Men de fokuserede på Alitheia.
"Det har hun gjort godt" røg det ud af ham, i et sidste forsøg på at få en lettere stemning frem, lette alt det her og de kunne gå ud af døren som civiliserede folk.
"Camille mener jeg..." han så lidt på hende og kunne ikke lade være med at smile lidt. enlig ville han jo ikke gå, han ville blive og se hvad der skete, hvis de blev sammen...bare lidt længere...
Men så gik samtalen i stå lige der. Der og ikke længere. Og han tvang sig igang igen.
"Men tak for i aften, det har været hyggeligt...Interessant møde" han smilte svagt og nikkede kort ved sin egen lille rettelse, men mest for at overbevise sig selv om at det var det rigtige at sige.
Og hvorfor var hun så tæt på...Så tæt på, at han bare kunne gribe ud efter hende...

//baaah det gør skam ikke noget... kan heller ikke selv huske det så godt (: så dem lægger jeg slet ikke mærke til, hvis de er der //

Alíthea stod bare og kiggede tomt ud i luften, med kølige øjne, der gemte på så mange følelser. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre med sig selv, eller a sig selv. Hun så ham så tydeligt, Sean, men alligevel, var hun som en blind person.
Alítheia forstod ikke til at starte med, hvad Sean mente, hvem havde gjort det godt, og hvad var blevet gjort godt. Camilles navn blev nævnt og nu forstod hun sammenhængen mellem det der var godt, og hun måtte jo indrømme. ”Det kan man vel kun sige hun har” Sagde Alítheia med et sørgmodigt smil på læberne. Endnu engang ville alt slutte… de ville begge gå og så ville det være slutningen, det var det altid. Måske var det bedst sådan.
Alítheia ville så gerne bare opleve noget hun ikke stak af, noget der ikke handlede om penge, men hun vidste at det ikke var til, for binde sig kunne hun ikke.
Hun kiggede på ham i lang tid, Sean der stod med overtøj og det hele, og ord kom ud a hendes mund, hun vidste ikke hvordan. ”Selv tak for i aften, og det har det” sagde Alítheia i et høfligt tonefald, stort set ingen havde hørt før.
Alítheia ville gerne være i nærheden af Sean, gerne have det var som da de dansede, men det ville ikke ske, han ville gå og de ville snart være svage minder for hinanden. *Lad ham gå det er det bedste, du ved det… glem ham inden det går galt*.

Alítheia tog selv sin enkle sorte rakke hen over sig, og gjorde mine til at ville forlade kroen, og lægge alt bag sig, flygte fra fortiden og lade den ligge gemt væk, medmindre noget stoppede hende.