Where the 'H', am I? ~ Sean

Han nikkede stille.
"Det er jeg ked af...Hvordan var dine forældre, husker du det?"
Han rettede sig lidt på gravstenen så han sad bedre. En kold sten var ikke den bedste stol, men det bedste der var på en forladt kirkegård. Forældrene måtte have været døde i noget tid...kirkegården her havde ikke været brugt længe.

Hun så stille ned og sank en klump, og rystede stille på hovedet "Jeg husker kun deres skrig, og så da jeg lagde på hospitalet..." sagde hun stille, og så ned i jorden, hun sank en lille klump, og undgik at se på ham, hun kunne ikke få sig selv til at se på ham lige nu...

Hun huskede altså overhoved intet om sine forældre, andet end deres død. Hvor...trist.
"Ved du så hvem der gjorde det? Hvem du skal give skylden for det?" han havde sine grunde til at spørge om disse ting...men han holdt det endnu for sig selv.


//Argh...undskyld, har ikke kreativitet nok til at skrive så meget :///

hun så stille på ham og rystede på hovedet "Men når jeg finder ud af det.. vil jeg tage hævn.." sagde hun stille, og så stille ned og sank en klump, hun bed sig hårdt i læben og rystede svagt, hun kunne ikke lide at hun ikke vidste hvem der havde taget hendes familie fra hende, men hun skulle nok finde ud af det.. det var hun sikker på...

// det okay //

Han nikkede og smilte endelig en lille smule.
"Det lyder godt..." sagde han
"Og jeg tænker også på noget andet. Vel skal der være plads til sorg...Men hvordan tror du dine forældre helst vil se dig? Som den du er nu, eller som en stærk dæmon, der ud over at søge hævn over dem, også kan vise andre hvem hun er? En der tør vise sig og ikke vender ryggen til i frygt? Hvad ville de være mest stolt af?" han sagde det på en rolig måde så hun ikke skulle tolke det forkert...han prøvede bare at trykke på de rigtige knapper for at åbne op for en mere...ja. stærkere person, som han viste gemte sig inde i hende.

Hun bed sig stille i læben mens hun så på ham "De... de ville være mest stolte hvis jeg var en stærk dæmon, der ud over at søge hævn over dem, også kan vise andre hvem hun er, En der tør vise sig og ikke vender ryggen til i frygt.." sagde hun stille, og så lidt ned inden hun så på ham igen, og sank en lille klump mens hun smilede meget svagt, men det var ikke noget man rigtig lagde mærke til.

Nej. Men ville ikke ligge meget mærke til det, hvis ikke det var fordi han var så opmærksom. Det var svært at se her i mørket, men han fornemmede det.
Og nikkede svagt, mens han selv sendte hende et lille smil.
"Det tror jeg også" sagde han og rejste sig op fra gravstenen igen.
"Giv dig selv den tid du har brug for. Til at tænke og til at mindes hvad du kan. Men rejs dig så" han kunne selvfølgelig ikke bestemme det. Men det var et forslag.

Hun så stille på ham, og nikkede stille, hun sank en lille klump, og rejste sig stille da han sagde det "Tak.." sagde hun stille, og smilede stille til ham, hun bed sig lidt i læben, og stak hænderne i lommerne mens hun så på ham, hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige eller gøre, så hun blev bare stående lige så stille uden at sige noget.

han nikkede kort og slap til sidst sin sidste evne. Den der gjorde hende mere rolig. For han stolede på hun nok skulle være det selv nu.
Han så sig lidt omkring.
"Nå, jeg må videre med arbejdet" smilte han svagt. han havde stadig en halv kirkegård at kigge efter, for at se om han kunne finde det navn.
"Men jeg håber det hjalp dig...på en eller anden måde" han sendte hende et lille smil.

Hun sukkede stille, og så roligt på ham, hun slappede en hel del mere af nu, hun sukkede og nikkede kort "Hvad er det egentlig du arbejder med?" spurgte hun undrende mens hun så på ham, efter alt det hun lige havde stået og fortalt ham mente hun godt hun kunne spørge ham om det, hun bed sig stille i læben, og lagde hovedet lidt på skrå mens hun så på ham, hun kunne ikke lade være, det var blevet en vane for hende når hun undrede sig over ting...

Han så på hende et øjeblik, før han smilte svagt.
"Af sikkerhedsmæssige årsager kan jeg ikke sige det præcist...Måske vil du selv opdage det, med tiden" svarede han, på en let mystisk og dragende måde.
det passede. Han var eftersøgt flere steder. Af fjender, men også af folk der ønskede hans tjenester. Det var grunden til han havde bredt sine opgaver lidt ud og givet nogle folk sine opgaver. så han selv kunne få en pause og så han ikke længere var så eftersøgt.
men det var alt sammen noget som kun havde med ham at gøre.

Kimi så stille på ham og nikkede roligt da han sagde det, hun forstod ham godt… nogle gange var man bare nød til at passe mere på dig selv end normalt, hun så nysgerrigt på ham, og bed sig lidt i læben, hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige eller gøre så hun stod bare lidt og så på ham med et nysgerrigt blik, og et meget svagt smil.

Han så lidt på hende og mærkede hvordan samtalen faldt til gulvet og næsten gik i stykker og stilheden bredte sig, en smule akavet. Men hvad ellers?
han lod blikket glide omkring sig, før han endelig trak sig lidt tilbage.
"Men det var hyggeligt at møde dig, trods alt. håber din hævn lykkes. Jeg håber du får fundet din indre dæmon og bliver din race værdig" smilte han let.
"Ellers...skal jeg gerne guide lidt nærmere" han blinkede kort til hende.

//Sorry hvis der er nogle detaljer jeg har glemt, og som måske ikke giver mening i mit indlæg. Det er længe isden emnet har været aktivt og derfor har jeg glemt visse ting^^//