Det uventede møde. (Camille)

S: portalerne
O: flere gamle og nye portaler, nogle ødelagte, andre hele.
T: aftenen
V: let overskyet, men ikke koldt.

Der var stille. Fuldkommen stille. Som altid. Portalerne blev ikke brugt særlig tit og når de gjorde, viste ingen det.
Mørket herskede, dræbte alt lys, dækkede den ene portal efter den anden og truede med aldrig at lukke lyset ind igen.

Og på denne ellers normale dag, lyste en portalerne op. Den åbnede sig, udvidede sig, blev større...Og pludselig endte to skikkelser midt på jorden, mens portalen lukkede sig igen.

Den ene var en fuldvoksen mand. Han var høj, muskuløs. Klædt i en T-shirt og nogle jeans, med med bare fødder.
Den anden var ung, mindre...højst sandsynligt på stadiet mellem barn og voksen. Han var lidt tynd, fordi han havde vokset meget på det sidste, men alligevel kunne man se hans muskler var ved at udvikle sig.
De havde begge det samme uregerlige, mørkebrune hår og mørke øjne, hvilket fik en til at tænke på om de kunne være i familie.
Drengen var klædt i en Tshirt, men med en trøje ud over. Nogle jeans og kondisko.

Elyas rejste sig op og børstede støvet ud af sit hår. Der var sket...mange ting, det sidste døgns tid og selv om han var bekymret for sin mor, var dette dog nok det mest forvirrende.
Han så på sin far og lagde armene over kors på en måde, som han kun kunne have fået fra sin far.
"Hvor er vi? Fortæller du mig ikke snart hvad der sker?!" forlangte han, med en stemme der knak nogle gange, da den var i overgang.
Manden, Zean, så på sin søn og smilte let til ham.
"Undskyld min dreng. Denne dimension hedder...ja, ved faktisk ikke hvad den hedder. Men vi er ikke længere i den samme verden. Dette er det eneste sted jeg ved du er i sikkerhed. Mens jeg finder din mor igen. Jeg henter dig igen, når jeg ved i kan få en tryg hverdag derhjemme igen...Men lige nu skal vi finde en kvinde, som skal se efter dig..."
Elyas kunne slet ikke tro det! Hvad bildte hans far sig ind? At bestemme hvad han skulle? Han ville med tilbage og finde sin mor!
"Anden dimension? En anden verden?" han så tvivlende ud, selv om omgivelserne godt nok ikke lignede noget han havde set før.
Zean nikkede og skubbede ham fremad.
"Jep...kom, lad os finde hende..."

Camille var på vej mod det store marked.
Det var en tid på døgnet hun var kommet at holde meget af.I luften hang en tung parfumeret duft, fra blomster og planter, hvis navn hun ikke var bekendt med.
Hun havde haft en dejlig eftermiddag, med Aleck, men han havde ...ting...han skulle tage sig af nu.
Ting? sikkert noget den gamle dame havde sat ham til at klare, et job af en art.
Hun undlod at spørge ham...og han undgik at fortælle, på den måde skulle hun ikke forholde sig til al den....brutalitet...som hun ikke var i tvivl om også var en del af hans liv, Aleck.
Nå....men hun havde besluttet at tage ned til de kulørte boder og standere....måske finde noget spændende at købe til Mira ? For en gang skyld havde hun fri og ingen planer om at arbejde....ingen overfald at skulle varetage som landevejsrøver.
Hun nærmede sig markeds pladsen, da et flash pludselig kom til hende.
Først var der bare sort omkring hende ,men så begyndte der at danne sig billeder bag hendes lukkede øjen låg.
Zean....det var Zean...her i underworld? Det kunne da ikke passe?! Og ved hans side en nydelig ung dreng.Ikke en Camille kendte, og dog....han så bemærkelsesværdigt bekendt ud, mindede om Zean, ik?
Et nyt billed af Zean kom til hende - ud af det blå...denne gang stod han her, her på pladsen.
Og så fadede det hele ud , billedet aftog som en røgsky der opløste sig selv- og Camille kunne igen åbne sine øjne , og langsomt genfinde sit syn.

Så Zean var her? Hun så sig omkring med et noget bekymret skær i hendes øjne.
Hvis han var kommet hertil, så var der problemer af en eller anden slags, men hvad?
Og kunne hun hjælpe?

Han anede faktisk ikke hvor hun boede. Kun at hun boede...ja, sammen med en anden person.
De var nået til byen og Elyas havde sat tempoet ned, for at studere sine omgivelser lidt bedre. De så lidt malplaceret ud, fordi mange andre havde andet tøj på.
"Far...Det er et sejt sted, det her. En simulator for middelalderen?" han tillod sig at sende sin far et lille smil.
"Det kan vi godt sige" Zean havde endnu ikke vænnet sig til hvor stor Elyas var blevet og selv om han havde oplært ham i at være en dæmon, kunne han stadig godt finde på at behandle ham som et barn.

De gik gennem nogle små gader, til de nåede en plads af en art. Larmen fra en masse mennesker, en masse underlige dufte...
"Helt ærligt...hvad laver vi her? Kan vi ikke tage tilbage?" Elyas var blevet færdig med at studere nogle af sine nye omgivelser og sendte sin far et surt blik. Han tænkte på sin mor igen. Han ville ikke efterlades her! Hvad skulle han enlig også gøre?!
Zean svarede ham dog ikke, men viste ham ind i menneskemylderet. Et marked af en art. Viste han overhoved hvor de skulle hen? Fædre!

Camille blev straks opsat på at finde dem.
Zean....hvorfor var han mon vendt tilbage? Hun huskede kun al for godt, deres sidste møde...alle de følelser der havde hængt i luften der omkransede dem.Nogle blev sagt højt , imens andre igen forblev i det usagte, hvilke dog ikke gjore de betød mindre.Tværtigmod...det var farligt at sige dem højt.
Hun blev noget rasteløs og begyndte at flakke rundt mellem boderne, uden et mål ,uden en retning....bare med udkig efter den så velkendte skikkelse af hendes mentor og ven.
Camille lignede en almindelige pige dog i lidt arparte tøj , efter denne verdens smag, da hun havde sin sorte knælange kjole på , med en enkelt strop og en skrå udskæring som efter lod den ene Skulder helt bar, men i hendes lille rygsæk var både kniv og heckler, i tilfælde af der skulle opstå tumult af en art.
En stærk indskydelse drev hende at gå mod boden der solgte reb.
Hvorfor vidste hun ikke, men noget sagde hende at Zean ville være nær den bod.

Zean stoppede op.
Hvad tænkte han enlig på? At efterlade sin søn, sit eneste familiemedlem som han faktisk elskede, i en fuldkommen fremmed verden!
Men han viste at dem der var efter hans familie, ikke ville finde ham her.
Boden han stod ved var fuld af reb og snore af alle slags. skørt.

"Elyas..." han vente sig om mod sin søn, som stod ved siden af ham.
Men hvad ville han enlig sige? Han viste ikke hvor de var på vej hen, hvor de ville finde Camille...Og han måtte skynde sig tilbage.

Elyas der imod stod ved siden af sin far og sendte ham et ikke så venligt blik.
"Drop legen! Mor er i fare og det eneste du tænker på er at lege middelaldermand!" knurrede han vredt.
Zean så vredt på ham.
"Lege middelaldermand? Jeg leger aldeles ikke! Du skal blive her, mens jeg tager tilbage og finder hende!"
"Ja, klart! Som om jeg bliver siddende stille og roligt når jeg ved min mor er i fare! Tak for omsorgen, men jeg har ikke brug for den længere!"
Et skænderi som nok tiltrak sig lidt for meget opmærksomhed.

Camille nærmede sig boden, men fra den modsatte side af hvor Zean og Elyas havde taget plads. Hun vidste ikke hvad hun skulle mene og tænke om dette, måske havde disse syner været...forkerte? Eller hunnhavde fejl tolket på dem? Imens hun gik og roede rundt i disse forklaringer, fik hun øje på ham....på dem begge.
Åh..Zean... Han lignede sig selv, fuldkommen.Et smil gled over hendes ansigt og ramte de blå øjne også.Et fyldt med varme og hun satte sit tempo op, i bar iver for at nå til ham.
Hun var nogle meter fra Zeans ryg, da hun stoppede op , hans sætning havde fundet vej til hendes øre, så den første reaktion...de første ord fra hendes før så smilende læber, blev nu udtalt i en bekymret tone..." Dawn....er der sket noget med Dawn?"

Selv om der var mange stemmer, mange folk og megen uro, og selv om hans søn stod og råbte af ham, hørte han alligevel Camille.
Han vente sig om og da hans mørke øjne endelig fandt hendes, lyste han op i et stort smil. Han havde savnet hende...Åh hvor havde han enlig savnet hende! Dette ustyrlige, irriterende kvindemenneske.
Han masede sig fordi nogle folk for at komme tættere på, og til sidst stod han foran ham, mens Elyas bare fulgte stille med. Han viste jo ikke hvem denne kvinde var.
"Camille!" smilte han og lagde sin hånd på hendes hoved og nussede hende venskabeligt.
"Alt for længe siden...Desværre..." hans øjne havde før været så glade, men en underlig sørgmodighed gled over dem et øjeblik.
Han var ikke kommet for at gøre krav på hende....på det punkt havde han for længst tabt.
*Selvfølgelig. Og det er kun godt!* Hvornår han end blev venner med sine indre stemmer!

"Dawn...Ah..." han så sig omkring.
"Lad os finde et mere...afsides sted, hvor vi kan snakke privat...Men først..." han trådte et skridt tilbage og skubbede Elyas frem med et faderligt smil.
"Elyas...Dette er Camille. Camille, dette er Elyas, min søn" han så afventende på hende for at se hendes reaktion.

Elyas fandt sig ikke i sin far, men fulgte dog med ham da han skyndte sig over til denne fremmede kvinde. Hun betød åbenbart meget for far...Var det hende der havde fået ham til at forlade mor?
Han lyttede bare til deres samtale, da hans far pludselig skubbede ham frem.
Han sendte Camille et lille ungkarlesmil og rakte hånden frem.
"Elyas McGivens!" sagde han. Han havde ikke brug for sin fars præsentationer!

Hun kunne jo ikke gøre for det.Ved synes af Zean og hans stemme ,sprang hendes hjerte et slag over.Han var så....Skøn. Hendes ven, mentor og meget mere end det...havde omstændighederne været anderledes, var hun sikkert endt op med Zean i hans lejlighed....dengang...men Tristan havde været den mest direkte årsag til dette ikke var sket.Ham..og så det faktum at Camille egenlig aldrig havde troet på at hans hjerte tilhørte hende.Sidenhen vår tvivl dog blevet sået stærkt, da Zean havde fortalt hende ...ting. Nå, men nu....hvor dejligt at se ham , vidunderligt faktisk.
Hun slog armene omkring hans hals og trykkede sig kort ind til ham, imens han klappede hende på hovedet, hvorpå hun slap ham igen." zean! Jeg troede ikke du kom igen...lige ...nu?" sagde hun varmt og solede sig bare ved at være ham nær, sålænge det nu måtte vare.
Hun skulle netop til at spørge hvem hans ven var, da Zean begyndte at præsenterer Elyas ?! Camille ville se meget forvirret ud et kort øjeblik, at udregne tidszoner og intervaller mellem de to portaler havde hun opgivet , men.....ham her....var jo en ung mand og ikke et lille kært tumlingebarn, som hun egenlig havde forventet.
Inden hun fik en chance for at kommenterer, trådte han frem Elyas...selvsikker som sin far , og hvis hun ikke tog helt fejl, havde knægten samme grad af selvstændighed som daddy?
Hun rakte ud og gav et fast håndtryk, stadig næsten rystet over at det var hans søn.
Billeder af Zean, Elyas og hendes selv....hjemme hos Zean og på legeplads poppede frem og hun huskede den lille varme guldklump hun havde holdt i hendes arme.
" Elyas? Åh Gud... Er det virkelig dig?" hendes øjne optog alle de fællestræk han havde med sin far...og også hans lille charmerende smil. " Jeg er Camille....men jeg er ret sikker på du ikke husker mig" sagde hun med et smil og kiggede dernæst tilbage på Zean.
"jo...lad os gå hen på krogen så jeg kan få historien fra starten af" sagde hun lettere rystet.
Det var nok at hylde hende ud, bare at se Zean igen...sådan lige ud af det blå, men at han havde Elyas med, at Dawn var i problemer gjore hende meget bekymret.
Hun kastede et blik efter Elyas....for fanden da, han så ikke ud til at være meget yngre end hun selv....kun lidt, ik?

Elyas sendte hende et undrende og alligevel et nysgerrigt blik.
Huske...Hende? Han viste stadig ikke helt hvor de var, hvad denne dimensions snak var for noget, hvad dette sted var...Men hvis de virkelig var et andet sted...hvordan kunne Camille så kende ham? Måske var hun rejst hertil en gang? Alle disse tanker kørte rundt i hovedet på ham, da han fulgte efter sin far og hende Camille.

Zean smilte til dem begge og lod hurtigt blikke glide omkring sig.
Så nikkede han stille og fulgte med hende mod den nærmeste kro. Historien fra starten af...Ja, de havde nok mange ting at snakke om!
Han så ned på Elyas som gik ved siden af ham. Det slog ham hvor meget han lignede ham af udseende, mens han vist mest havde sin mors sind. Måske lidt af hans eget temperament?
Han huskede godt at han ikke havde forventet at få børn....

"Hvordan går det så?" spurgte han Camille, da han holdt døren åben for dem alle, så de kunne gå ind i kroen. Rummet lugtede af alkohol og sved. Folk.
Og der sad også flere folk over det hele. Men der var ikke prop fyldt.

Hun ledte dem hen til et frit bord, og slog ud med hånden til de skulle sætte sig.
Camille tog også selv plads og så på Zean.Hvor detaljeret skulle hun mon fortælle om tingene, når hans søn sad med til bords? Nok ikke så meget, mente hun.
Krofatter møvede sig ned til bordet, i dagens anledning og gryntede noget der skulle lyde som han var interesseret i hvad de ville drikke..." To krus øl og...øh..noget saft?" fik Camille sagt, og kiggede på Elyas, om det var fint nok....han så for gammel ud til mælk, men man kunne jo aldrig vide.
" Det går...fint nok Zean" sagde hun en anelse kejtet.Hun ville ikke udpensle hendes privatliv, for selv om hun nu havde fundet sammen med Tristan officielt, rendte de ikke hinanden over ende og kunne for eksempel ikke bo samme, da hun have en kontrakt med Aleck.Og så var der hele blod tingen....DET kunne ikke helråt forstille sig at fortælle Zean om...eller Elyas da, så de emner der optog hende...blev pakket væk og hun gav istedet fyrene et lille oplyftende smil.

De satte sig ved bordet, Elyas ved siden af sin far, som sad over for Camille.
Elyas lod blikket glide over det underlige sted, men sendte så Camille et helt-ærligt blik. Han var jo ikke noget barn!
"En øl, tak" smilte han. Tydeligt at han afprøvede hende. Hans far var ligeglad...eller havde lært at være der. så lod han en hånd glide gennem sit hår, mens han bare ventede på de skulle begynde samtalen. Noget der nok skulle tage lang, kedelig tid!

Zean så lidt på sin søn, da han svarede. Men sagde ikke noget. Drengen havde en alder til selv at vælge. Desuden havde han nok været fuld flere gange...I et øjeblik var det faderlige tanker der fyldte ham, man da han hørte Camilles tøven, så han direkte på hende.
Han kunne mærke der var mere...Mere end bare fint. det var der tit med Camille og han hoppede ikke på den. Han var dog ikke i stand til at hjælpe hende...længere...Og at blive for involveret ville sikkert også bare give nye smerter...
Han ignorerede det derfor.
og nikkede lidt. Med et lille smil der fortalte han skam godt viste der var mere end det.

"Nuvel. Jeg vil gerne spørge om mange ting, Den irriterende dusørjæger, din evne...Men jeg er bange for vi ikke har tiden denne gang.
Som du vist fandt ud af, er Dawn i fare. Grunden er min. Jeg burde have været mere forsigtig...." begyndte han prøvende. Men hvordan skulle han enli begynde på det?

Elyas lyttede nu lidt mere interesseret på sin far. Selv var han forvirret over de ting der var sket og ønskede også en forklaring.

Camille sendte Elyas et blik igen ' for real?'
Havde hun haft noget at sige, havde knægten højest fået en cider, men med Zean ved siden af, kunne hun jo ikke så godt insisterer på det.
Det var jo heller ikke fordi hun ikke selv have driåukket en øl i den alder, vel...det virkede bare mere som en forskel på 100 år og ikke tre imellem dem.
Hendes øjne mødtes med Zeans og hvis et blik kunne tale ville hendes erklærer ham en underlig form for uforløst kærlighed, men ikke desto mindre ville hun nok altid elske ham, på sin egen undertrykte og usamarbejdsvillige måde.Hun bidste han ikke var til hende.Men nu....nu galdte det Dawn, og hun kikkede på Elyas.
Han var heldig han tog efter Zean....det var muligt hans mor var en engel overfor ham og Zean, men Camille have en ganske anden opfattelse af kvinden Dawn, en langt mere...usmuk en.
" Fortæl mig hvad jeg behøver at vide og hvordan jeg kan hjælpe" sagde hun blidt til Zean.Deres drikkelse blev sat på bordet, dejligt de ikke behøvede vente længe.
Hun skubbede et krus over til Zean....og meget modstræbende et til Elyas, hendes øjne fik et trodsigt skær, som om hun var den mutte teeen der skulle gøre noget, hun absolut ikke havde lyst til.

Elyas sendte hende et udfordrende smil og tog imod sin øl, da han øjeblikkeligt tog en god tår af den. Det var tydeligt det ikke var første gang han stiftede bekendtskab med sådan en.

Zean så lidt på camille, mens han stille tog imod sin drikkevarer. han ville gerne have betalt, men han havde ikke de penge der hørte til her.
"Jo...Jeg har rodet mig selv ud i nogle problemer...og lidt uopmærksom...åh, jeg ved faktisk ikke hvor jeg skal begynde! Men min familie, Dawn og knægten her..." han nikkede mod Elyas, men med et faderligt smil.
"Var i fare. jeg prøvede at få dem i sikkerhed, men opdagede det hele lidt for sent. De overfaldt os på vejen. Jeg viste Dawn altid ville sætte Elyas´ liv højere end sit eget og det samme gør jeg også, for den sags skyld. Desværre kunne jeg ikke redde dem begge...." han så ud til at være opslugt af sine egne tanker et øjeblik.
"..Nå, men nu vil jeg finde hende og få afsluttet de ting her" han så på Camille med sit mørke blik. De var en anelse kolde, som de plejede at være, men også lidt åbne som han normalt var sammen med Camille. noget havde hun da fået forandret ved ham...

"Men jeg kan ikke både lede efter Dawn, redde eller beskytte hende, rode mig ud af disse problemer en gang for alle...og passe på Elyas. Han vil meget gerne være med...Men jeg tillader det ikke. Og her ved jeg at ingen vil lede efter ham og at han ikke selv kommer efter mig. Jeg beder dig kort sagt om at tage dig af ham til jeg kommer og henter ham igen!" sagde han hurtigt, som om han var bange for hun ville sige nej inden han fik snakket færdigt. Hun havde jo sikkert nok at se til...Men hun var også hans eneste håb.

Elyas sukkede og rullede med øjnene. Han følte kort sagt de snakkede over hovedet på ham.
"Far...Helt ærligt! som om jeg får brug for en barnepige!" udbrød han, mens han så vredt på sin far.
"Du kan jo alligevel ikke klare det hele selv, hvorfor skal jeg så sidde her og kukkelure?" det var tydeligt han ikke var blevet spurgt til råds om dette.
Zean så mod Elyas et øjeblik.
"Jeg er din far Elyas! Så længe du er under 18 bestemmer jeg hvad du skal! Og dette er for dit eget bedste!" Svarede han bestemt. Han orkede ikke flere besværligheder...hvorfor skulle dæmonbørn være så besværlige?
Elyas var dog ikke tilfreds.
"Så det er hvad du har at sige? påkalder dig retten til at bestemme? Helt ærligt! Jeg bliver snart 18! Lad vær med at se på mig som et barn!" svarede han vredt. Nogle folk der sad tæt ved så kort i deres retning.

Åh...den dreng! Hun så udmærket det smil han sendte til hende, og havde det ikke været for Zean, så havde hun flået øllen ud af Elyas' hånd, og givet ham gedemælk!
Thank god, det ikke var hende der havde en unge i den alder....de var dog betydelige sødere som små.Og Mira...hun ville aldrig få lov at drikke en øl ...eller ihvertfald ikke før hun var voksen. Hmm...hun låtte da vist snart lige sikre sig at også Eric havde helt styr på det, for godt nok var Mira bare 6 år.....men det Elyas havde også lige siddet på Camilles arm....dét kunne han sku ikke længere, men hun kunne sikkert på hans, om ganske kort tid, som han dog voksede.

Zean stjal hendes opmærksomhed, og nu gik den udelukket til ham.
Hun betragtede ham, hans ansigt , øjne og mund...alt imens han forklarede.
Okay...så,mogle badguys var på sporte af Zean.Hun blev naturligvis obervældetvaf bekymring, og havde stor lyst til at vælte over ham og tigge ham om at blive her, hvor også han var sikker.Men ...med Elyas siddende her, kunne hun jo ikke fratage drengen hans eneste håb om at se sin mor igen, vel.
Hun tog en slurk af sin øl, for lige at skylle det hele ned.Zean kendte hende...meget godt...og han ville sikkert kunne aflæse hendes desperation i ansigtstrækkende på hende.
Men så hostede hun da lige og fik øllen i den gale hals....
" den skal jeg lige have igen...du vil have mig til at ...babysitte... ham ?" hun nikkede mod Elyas.
Alt i hendes hviskede at det var nok en meget dårlig ide, men hun ville jo aldrig afslå Zean, så hun skubbede det væk og så noget alvorligt ud. Men så huskede hun Elyas' smil og blik fra før, og en barnlig lyst til...hævn? Skød op i hende..." Zean...naturligvis vilmjeg datage mig af...drengen....jeg skal nok passe godt på ham, kan du tro"
hun sendte Elyas et triumferende blik. " På en betingelse....jeg bestemmer suverent over ham i den tid! Jeg gider ikke skulle diskuterret med over at du ville have sagt noget andet...holder jeg øje med ham, er mit ord det afgørende...vil det være okay Zean?"

deres diskussion stoppede, da Camille tog ordet. Zean så spændt på hende og kunne godt se det ikke var hvad hun havde...ventet at høre.
"Jeg håber ikke det er til for meget besvær...Ellers finder jeg på noget andet" smilte han undskyldende.
Men hans øjenbryn gled dog et tur op i panden, da han hørte hendes andre ord og så hendes triumferende smil. De var vist...kommet skævt ind på hinanden. Og det ønskede han ikke.
så hans øjenbryn gled nu ned i en bekymret rynken.
"Camille...Og Elyas også, for den sags skyld..." han så fra den ene til den anden.
"Hvis dette skal fungere, må i enes. Elyas, du skal lade være med at opføre dig, som om du bestemmer det hele. Du skal opføre dig ordentlig og hjælpe Camille hvis du kan. Hun er slet ikke så slem. i skal bare vænne jer til hinanden...Og Camille..." han så fra den ene til den anden.
"...Selvfølgelig skal han leve på saftevand sammen med dig. ingen grund til bekymring..." han sendte Elyas et alvorligt blik, før han så på Camille igen.
"...Men han er teenager og på vej til at blive voksen. Jeg beder dig, vise dig fra en tålmodig side men rette ham hvis han tager helt fejl. Tro mig, han er faktisk en dejlig dreng." det var tydeligt Zean ikke bare lod sin søn være hos hvem som helst...At han ville have at han havde det så godt som muligt.

Elyas følte en stor uvilje. ikke bare mod at være her, istedet for at hjælpe sin mor, men også fordi kvinden jo...behandlede ham og så ham som et barn!
Han følte vreden stige op i sig og var det ikke for sin far, og det fact at han intet kendte til stedet, var han gået.

"Camille, du skal også være sød. Lad os sige en ting. En ting Elyas er vokset op med. Man lytter kun til dem man respektere, resten kan være lige meget. Så hvis vi beder Elyas om noget på en respektabel måde, kræver vi han reagere ligeså" han så smilende på hende.
"så kan du bestemme på den måde..." blinkede han.

Hun trak vejret dybt, helt ned i maven og holdte det lidt dér, inden hun pustede ud igen.
Der var ingen tvivl om at hun ville blive presset i tid med Elyas i sit liv...oven i alt andet hun jonglerede med, men hun bare ikke forstille sig at andre skulle træde til istedet.
Hun kendte Zean, måske bedre end de fleste...og nu da Singal ikke var til at opspore længere, ville hun aldrig svigte ham...eller Elyas, for sagens skyld.
" Jeg skal nok gøre mit aller bedste Zean, og jeg er sikker på det også gælder for Elyas?" sagde hun og det sidste var mere en opfordring til Elyas om at give hende ret, og dermed sin far fred i tankerne.
Der var ingen tvivl om at Zeans beslutning om at Elyas ikke måtte deltage stod fast, så de måtte få det bedste ud af situationen her og nu .
" Jeg skal nok bise mig fra min allerbedste side" smilede hun skævt til Zean...og spillede bolden videre til Elyas.." Så...hvad siger du til at hænge lidt ud med mig, den næste tid....det kunne da blive...hyggeligt" hun havde et drillende skær i de blå øjne men et meget imødekommende blik.

Han studerede Camille ret intenst. Hun brød sig ikke om det...og faktisk fik han dårlig samvittighed. Det var ikke...fair...pludselig at møde op og spørge om hun ville tage sig af drengen.
"Camille...Hvis du ikke vil, finder jeg på noget andet. Virkelig" sukkede han en anelse træt. Han tog en god tår af sin øl, før han lod blikket glide over rummet. Han var træt...det bemærkede han nu.


Elyas så fra den ene til den anden et øjeblik.
"Far, jeg kan altså godt komme med..." prøvede han en sidste gang, da han også havde bemærket Camille ikke virkede helt glad for ideen. Og hendes...imødekommenhed bagefter virkede falsk på ham da hun før havde virket...mindre glad for det.
"Hvis ikke det kan være anderledes skal jeg nok...forsøge...Men jeg vil gerne med. Jeg er ikke så svag som du tror! hun er min mor!" han så på sin far og denne gang virkede han ikke vred. Han virkede så sært alvorlig.

Hun lod sine øjne hvile lidt i Zeans.
Han måtte da vide hun ikke ville afslå? Helt ærligt, han var komme til en anden dimension, bare for at holde sin søn...den han elskede mest i hele verdenen...i sikkerhed.
Og han ønskede at Camille ville hjælpe.Naturligvis ville hun det.Hun var jo bare blevet chokeret over at se Elyas...så stor...i hendes tanker var han stadig en lille tumling purk.
" Zean...hold nu op, selvfølgelig vil jeg hjælpe dig....jer begge to." sagde hun stille.
Det ville blive svært, for det var ret tydeligt at Elyas ikke kunne lide hende.Overhovedet faktisk.Var det hende som person? - eller var det hans vrede mod at blive efterladt her hos hende, og ikke måtte tage med sin far, der nu blev projekteret over mod Camille?
Hun anede det virkeligt ikke.Men naturligvis ville hun føre hvad hun kunne for Elyas, og hun kendte jo efterhånden mange.Mon ikke han ville elske at kæmpe lidt...for sjovt...og lære et par triks af Luck og Tristan?

Han smilte til hende.
"Tak..Det er jeg glad for. Det sætter jeg pris på..." han så ud til at ville sige nogle andre ting, men så ombestemte han sig og tog i stedet en tår af sin øl.
Han så lidt på Elyas, hans søn som så indtrængende bad...
"Min søn...du minder om mig" smilte han til ham.
"Jeg syntes du skal blive her og træne. Træn i nogle forskellige ting, kamp, våben...dine evner. Hvis du gør det, vil jeg lade dig hjælpe" Det var uvist hvor meget han enlig mente det...i hvert fald det sidste, men det var godt at give ham noget at lave. At tænke på.
Han så lidt fra den ene til anden...

"Jeg ville gerne snakke...spørge hvordan det går, hvad du laver...Om Tristan...Men jeg må nok hellere tage tilbage. Jeg er glad for det du har gjort, virkelig!" han drak hurtigt resten af sin øl og rejste sig op. Elyas gjorde lige så.
Zean så fra den ene til den anden. og smilte så drillende til Camille.
"Du skal nok få nogle nye udfordringer med ham her...selv om jeg ikke håber de bliver for store" han lagde en hånd på Elyas´ hoved og nussede. Tydeligvis var han en typisk forældre...som ikke mente hans søn var ved at blive voksen endnu.
Elyas trak irriteret sit hoved til sig.
"Du har bare at få fat i mor!" den sætning måtte betyde, at han vidste han ikke kunne komme med...lige meget hvad.

Hun rystede afvisende med en hånd foran sit ansigt.
Der var ingen grund til han skulle takke. Hun ville ikke være meget af en ven, hvis hun afviste, ville hun?.
En mærkede en tristhed begynde at tage plads i hende, var det over at deres opbrud var nær nu, at Zean skulle gå?
Sikkert.
" Forståeligt nok Zean...bare se at få bragt tingene i orden....og pas godt på dig selv" mumlede hun med lidt grødet stemme.
Hun kom også på benene, efterlod dog en halv øl bag sig, og kiggede lidt på far og søn.
" Naaa...vi skal nok komme helt fint ud af det med hinanden" konkluderede hun med et lille smil." Zean...siger vi farvel her, eller...?" hun vidste ikke helt hvordan en ung fyr som Elyas ville havde det med at skulle sige farvel til sin far, ikke under omstændigheder som dette.Hun kiggede på Elyas, forsøgte at se små tegn på hvad han ønskede...hvad han havde brug for nu?

Han smilte lidt til Elyas, men uden at love noget. Han så på Camille, som pludselig havde fået en grødet stemme.
"Næste gang...bliver jeg lidt længere. Så vi kan snakke" han gik over og lagde armene om hende....Hendes duft, fornemmelsen af hende, vækkede nogle gemte følelser, han ikke ønskede at mærke lige nu. Og derfor varede krammet måske også lidt for lang tid.
Han slap hende igen og så let smilende ned på hende.
Så vente han sig om mod Elyas.
"Opfør dig ordentligt. Og få trænet lidt, vær den dæmon du skal være" Elyas trådte et skridt baglæns, da hans far viste tegn på måske at ville kramme ham.
"Du snakker til mig som om vi ikke ses igen!" udbrød han. Faktisk viste han ikke helt hvad han burde føle...Lige nu følte han mest at...han blev forladt. Og det ville han ikke.
Og hans utilfredshed var tydelig.

Zean sukkede svagt, men så ikke ud til at insistere.
"Nuvel...Vi ses senere" han så lidt på Camille, men så gik han mod døren. Lidt efter var han væk.

og her stod Elyas så. I en anden verden, med en fremmed kvinde. Uden at vide hvordan hans mor havde det...Forladt af sin far. Hvordan han havde det? Han var vred. Vred på sin far for at gøre det her.

Hun gled ind i hans favn...og resten af verden gled væk...om end i al for kort tid.
Camille satte et kys på halsen af ham, hun måtte bare have en smule nærhed...men turde ikke mere end det.." Ja...vær sød at bliv længere næste gang" mumlede hun følelsesladet ind mod ham, og så var krammet forbi.
Hun så lidt væk imens far og søn fik taget deres egen afsked, og da Zean var inde for synsvinkel sidste gang, sendte hun et stort,kærligt og opmuntrende smil efter ham.
Han skulle nok løse prøblemerne for Dawn...og hente Elyas igen.Hun skulle nok få ham at se igen !
Camille vendte sig tøvende om mod den unge mand.Han så mildest talt ikke tilfreds ud med situationen, så noget måtte hun finde på....for at bløde ham lidt op.
" det ret skod det her, hva? " forsøgte hun at vise hun godt kunne følge ham...bare lidt.
Elyas havde jo ikke ønsket noget af det her, på nogen måde.
Og nu var han strandet med hende, stakkels fyr.
" Ehm....Elyas....du kommer til at hjælpe mig lidt her....j-jeg ved ikke helt hvordan vi griber det her an? .... Men jeg tænker...hvis vi nu starter med at booke dig et værelse på kroen? ...og så får skaffet lidt tøj og ting til dig?.... Og så kan vi snakke lidt undervejs, vil det være ok for dig?"
Camille var pludselig ekstremt nervøs, hvilke sikkert kunne både ses og høres på hende.

Da hans far var gået, viste han ikke hvad han skulle.
Han så sig usikkert omkring, men slappede dog lidt mere af, da han bare kunne give Camilles sin opmærksomhed. Som om han skulle kunne falde til og slappe af her!
Han så lidt ned af sig selv. Noget tøj? først troede han det var fordi han så...forkert ud, i forhold til stedet her, men kom så i tanke om at det nok var fordi han intet andet havde med. Great! Dette sted havde jo nok ikke J&J bukser eller noget andet! Så skulle han gå og ligne en idiot...Han sukkede svagt.
"Jo, fint, jeg ved ikke hvad man skal sådan et lousy sted som her!" svarede han en smule opgiven.
"Det er ikke første gang far gør noget dumt, men dette er nok det dummeste" tilføjede han.
han så lidt på hende.
"Nå, men du kommer til at vise vej. Desuden har jeg ingen penge" han klappede kort på sine lommer for at vise det.
Ja, hvad skulle hans hverdag enlig gå med? har var sikkert ingen skole, hvilket var positivt. igen kedelige teoritimer! Matematik, dansk...alt det ubruglige stof. Men...så igen, hvor skulle han møde andre i samme alder? få nogle at snakke med? Han kunne jo ikke, og ønskede ikke, at hænge på Camille hele tiden.

Camille følte sig en smule lost.
Her stod hun med en ung fyr, han var praktisk talt næsten hendes alder, det hele var lidt...spøjst.
" Hør Elyas... Du behøver ikke mig til at fortælle dig din far en en vidunderlig mand, vel... Måske han har tildens til at ...ja.øh...få lidt problemer, men han ville aldrig udstte hverken du eller din mor for fare, hvis det kunne undgåes.Og nu...nu sørger han for tingene bliver...gode igen" hun trak i Elyas ærme.. Kom vi lejer et værelse til dig, så kan du bo her indtil vi finder noget bedre..."
Camille gik over og fik lejeaftalen i hus hos krofatter, og kunne gå ovenpå med Elyas.
" Det er nummer 16... Og hey...jeg kender et sted de kan sy tøjet, lige som du gerne vil have det..." hun trak lidt i hans bukselår..." De kan arbejde udfra det du har på....og penge har jeg som vi kan starte dig på " sagde hun med et smil, og fik døren åbnet og rakte Elyas nøglen... " Dit hjem de næste dage" sagde hun med et lille smil.
" Elyas...hvis vi følges ad ned til marked...så kan du få taget mål og bestilt tøj...imens jeg suser rundt og finder lidt ..ting...til dig, hvordan lyder det ?" spurgte hun forsigtigt.
Han skulle selv have lov at bestemme...hvornår og hvordan...men han manglede jo alt i personligt grej, og hun kunne hurtigt samle en lille kuffert fuld.

Tja, hans far havde ikke tænkt over om han skulle bruge noget...og faktisk, var han heller ikke praktisk nok til at tænke over det. Men han kunne jo godt se det smarte i det.
den måde hun tog i hans bukser på, var dog en anelse irriterende...alt for...moragtigt, faktisk. Selv hans egen mor ville ikke gøre det! længere...
Hans blik gled over værelset, da han trådte ind af døren...var dette deres værelser? Ingen...elektronik...overhoved?! Hvordan skulle han overhoved overleve det her, uden at dø af kedsomhed?
Han vente sig om mod Camille.
"De næste par dage? så jeg skal skifte sted hele tiden?" det blev det til i hans hoved. Hvem skulle dog ville have ham boende? En fremmed dæmon...ikke lige frem den bedste kombination!

Han tænkte over tingene et øjeblik...det hele var stadig alt for forvirrende...og den samme tanke vendte hele tiden tilbage...hvornår kom hans far igen? dage? uger? måneder?...ligefrem år? Han håbede det ligefrem ikke.
"Jo...okay..." han sukkede svagt. han måtte vel hellere...slappe lidt af. Han havde næsten helt ondt i hovedet af dette!
"jo fint...øhm...ja. Lad os det..." han gik ud af værelset igen, lukkede døren og låste.
Hun havde ret...de måtte vel hellere få styr på tingene...
"Hvad skal jeg enlig få min hverdag til at gå med?" spurgte han, hun måtte vel vide havd der var...?