Det uventede møde. (Camille)

" Nej Elyas...du skal have et fast sted at bo...vi skal bare finde ud af hvor.Jeg bor selv hos en dæmon...men...han øhm...er ikke så meget..for at have andre boende end mig, så jeg kan ikke komme slæbende med en anden ung dæmon,det ville aldrig gå" sagde hun med et stort smil og ikke foruden humor i stemmen....
" men vi har et par andre valg...min kæreste er ...øhh...todligere jæver, men ikke længere, han kan lære dig om kamp og selvforsvar...så er der en fyr, en dæmon...hos man kan du måske lære mere dæmon agtige ting? Måske du kender deres navne fra deploratus...Tristan og Rafael? ....de vil være mine bud, hvis de vel og mærke vil hjælpe os ?" forklade hun.
Hun havde en svag ide om at han ville trække mod dæmonen, selv om hun allerhelst ville have ham under Tristans opsyn...men ...åh gud...hun ville jo ikke få en nat af søvn sålænge Elyas var i Underworld.

Han grinte svagt. vel et udtryk for han slappede lidt mere af i hendes selskab.
åh gud...så han skulle overvåges? Han kunne altså godt klare sig selv!
Han bemærkede dog at Camille virkede en smule...nervøs...over noget.

De kom udenfor, men da Elyas ikke viste hvor de skulle hen, lod han hende føre an.
Hans blik gled over deres omgivelser, hungrende efter at se og forstå sine nye omgivelser.
"Så...lad mig forstå dette rigtigt...jeg skal lære kamp af din...kæreste? Og lære dæmonting af en dæmon du kender?" smilte han
"Jamen så lyder det alligevel som om jeg har noget at lave!" hun havde ret. hans tanker gled straks over på dæmonen...hvad var han for en? Hvad kunne han lære ham?
Han kom i tanke om sin far, igen...han havde sine egne...forestillinger, om hvordan man var en rigtig dæmon. ville han nogensinde blive god nok? han var jo ikke uden samvittighed...endnu i hvert fald...Han gruede lidt for fremtiden...
Men en anden dæmon forstod det vel?
og en gammel jæger...som nok helst så ham død enlig...eller hvad?

Camille trak på skuldrene.." Det er frivilligt Elyas, men jeg tror det ville være både sjovt og nyttigt- og noget din far ville sætte pris på.Hvis du er med mig hele tiden, ender du op med læbestift og slangekrøller" smilede hun.
Det var så ikke ligefrem den hele sandhed, Camille levede et ....ret så broget liv...med hendes landevejsrøverstunts...og hendes køb og frisættelse af slaver.
Hvad mon Elyas ville sige , hvis han vidste at Camille ar en af de mest efterlyste personer lige for tiden...med en klækkelig dusør over sit blonde hoved?
Han ville nok blive overrasket.
De nærmede sig det store kulørte marked, og Camille tog ham derhen hvor hun selv have fået syet tøj....dengang med Aleck.

blablabla...det var hvad det blev til i hans hovedet. han var på det punkt i sin udvikling, hvor han mest af alt mente han kunne klare sig selv. Havde ikke brug for dumme råd om dit og dat...
Men hun havde vel ret. lære noget kunne man altid. han ville være fri for at kede sig og hans far ville have det.
Han lod en hånd glide gennem sit hånd, en gestus som lignede hans far næsten for meget.
"Fint nok" svarede han så bare og så endelig på hende igen.
Markedet var...stort og forvirrende. hvordan kunne folk finde rundt? Eller holde det ud?
Larmen var uhyggelig...well, intet i forhold til festerne derhjemme, men stadig...dette var ikke lige frem musik.
Han fulgte dog efter hende.

"Det tøj de laver...vil det så blive af kedeligt læder eller har de også nogle mere...brugbare materialer?" han var mest nervøs for at ligne en idiot. lige meget hvor god de så var til at sy...
Han lod blikket glide over hendes tøj et øjeblik, bare for at se hvor galt det enlig var...hvis det da var noget af det hun havde fået syet.

Hun beamede af glæde...det gik jo bed end forventet.
Elyas viste sig at være ganske sød og positiv indstillet , herligt.
" Du kan få det syet lige som du vil...hva er der i vejen med læder...du vil da være...hot" drillede hun.Han kunne jo ligeså venne sig til hun måske ikke var...helt så traditionel, som han måske havde en ide om. Hun så han tjekkede hende ud...eller...det var hvad hun troede og hendes første dumme fejl med fyren,desværre.
" Elyas!... Helt ærligt" sagde hun en smule halv flov...havde hun vidst hvor meget hun tog fejl....havde hun været hel flov lige med det samme !

Han så på hende med løftede øjenbryn.
"Hvad? Jeg bliver da nød til at se om han kan lave bare nogenlunde tøj" svarede han forsvarende. hun havde åbenbart troet noget forkert...Og han kunne ikke andet end ryste på hovedet på det.
Han regnede med hun viste ham hvor de skulle hen og fulgte derfor bare stadig efter hende, som en lille hund nærmest.

Hans blik gled over omgivelserne, men nu var tingene ved at blive ret ensformigt...forskelligt, men alligevel ensformigt.

" øh..ja..selvfølgelig, men de laver nu ret tjekket tøj...hvis du kan beskrive hvordan du vil havde det" sagde hun hurtigt og vinkede Elyas med ind i en lille lurvet krog, men så snart man drejede om hjørnet , bar der et eldorado af stoffer og kulørte båbd og tråde.
Camille der snart havde været der en del gange, smilede og sagde til den lille dværg med det røde skæg. " Hej Hagbart....jeg har en ny kunde med til dig....og han skal have en komplet garderobe. Efter hans eget valg." hun kastede et blik mod Elyas, nu kunne han vel styre det?
" Og hvis jeg må betale i rater...som jeg plejer, vil jeg være rigtig glad?" spurgte hun høfligt og Hagbart hostede og spyttede ud på gaden , fra et lille åbent vindue.
" jajajajaja...Mrs.Mackinley...det må de gerne"
Om han virkelig troede på at hunnvar Aalecks hustru, anede hun ikke.Men hun havde ikke turde bruge sit eget navn...specielt fordi hun fik de kutter syet der, som hun brugte når hun legede landevejsrøver, og nu hvor hendes navn var under lup....var det fint at benytte et alias.
Henvendt til Elyas, sagde hun...." jeg øder dig her om en times tid...der burde du være klar... Du vil få lidt med dig allerede og resten vil til afhentning om nogle dage" forklarede hun, og Hagbart gryntede som samtykke.

En...dværg? Han tvivlede ærlig talt på det her...Han følte ikke rigtig han kunne stole på disse fyre...
Men han måtte vel hellere gå med til det. han kunne se de havde en masse stof og mange farver...bare de også havde de mere mørke af slagsen pangfarver var ikke lige ham!

Han nikkede lidt til hende og trådte ind af døren. Straks blev han vist hen i "værkstedet" hvor de tog mål og modtog ønsker.
De målte ham på alle mulige kanter og studerede også hvordan hans tøj, som han havde på nu, var lavet, før de spurgte om han ville have noget af samme stil og hvordan det skulle være.
Han gjorde sig umage med at beskrive det hele, helst ned til mindste detalje, selv om de nok viste mere om tøj end han gjorde.
Først da han var helt sikker på de forstod det, modtog han endelig en lille pose. Nogle ting han kunne prøve, men ellers noget han kunne bedømme om det var hans stil. Og til sidst, også nået han kunne have på til de var færdig med resten.
Han takkede, som det sig jo bør, og gik udenfor. Han følte sig lidt mere tryg ved at komme ud igen...han viste ikke hvorfor, men stedet havde været så mørkt...kun oplyst af stearinlys...

Han lænede sig op af muren og ventede mest på at Camille kom tilbage. Hvis ikke hun allerede var der?

" Elyas..Elyyyas" kaldte hun og vinkede ham over mod sig.
Selv fra god afstand havde hun nemt kunne kende ham, han havde sin fars holdning..åh gud hvor ville dette blive svært.Han mindede hende jo om Zean hele tiden, og ....ja...det var da ingen hemmelighed at hun kunne savne ham , meget.
Zean havde været en kæmpe grundsten i hendes liv, og den manglede på en måde.
Camille smileðe til Elyas og nikkede mod en af de fyldte sække, hun havde sat ned.
Det var kun lige akkurat at hun havde kunne slæbe dem, og allerede var hun radbrækket.
De var spækket med kam,børste,sæbe,shampoo, skrive ting så han kunne sende beskeder afsted, sterinlys og ild, et par øger og blade, avisen fra i dag, en cologne som Camille selv elskede duften af, og barber grej og tusind andre ting, som hun mente,troede eller håbede Elyas ville gøre brug af....og ville få ham til at føle sig lidt bedre tilpas.
" Kan du bære den ene?" Spurgte hun forpustet...og skimtede til den sæk af tøj som Elyas allerede havde fået med sig at starte ud på.
En tanke dukkede op...mon han skulle have et våben af en slags? Til at forsvare sig med...han var jo trods alt ikke så gammel?
Argh...for helvede...han var næsten ligeså gammel som hun selv. meeeen han har levet et langt mere beskyttet liv, mon ikke?? Hviskede en stemme i hendes hoved.
Det var svært at bedømme Elyas , dreng eller ung mand?
" Hmm...behøver du noget...våben...en kniv eller noget?" Spurgte hun lidt forlegent og så op på ham.

han så over mod hende, da han hørte hendes stemme. Han smilte lidt svagt. Han tog sin sæk med tøj og gik over til hende. Han kunne godt se sækken var lidt for tung for hende. Og som en ung dreng ville han godt bevise han var stærk nok. Han var jo den der burde beskytte hende, enlig. Eller det blev vel hans fremtidige job, at beskytte...
*hvis jeg overhoved får noget at beskytte* han viste ikke hvor tanken kom fra. den var der bare.
"Selvfølgelig kan jeg bære den!" smilte han, selv om han endnu ikke havde prøvet at løfte i den. Men en af dem skulle vel gøre det.
"våben?" han så lidt på hende
"Er det virkelig nødvendigt? Det er vel mest bandemedlemmer er folk med dårlig morale!" det var det i hvert fald derhjemme fra. Folk der ikke kunne styre sig selv.
Han tog fat i den anden sæk, og ja, den var lidt tung. Han blev måske nød til at skifte arm på et tidspunkt, men han kunne godt bære den tilbage til kroen. Og det var netop den vej han satte kurs mod. Han regnede ikke med de skulle mere.

Hun smilede lidt til Elyas...og til hans 'selvfølgelig kan jeg det'.
Hn havde sikkert ikke haft mage sorger i sit liv- endnu- og det var jo skønt.
De stunder hvor man er sorgeløs, dem burde man værne langt mere om, burde man ikke? Det var jo ikke en af de tider for Elyas nu, det vidste hun godt...men den ville komme igen.Zean ville hente Dawn ....og fører hende sammen med sin sin igen.Det tvivlede Camille slet ikke på.
" Tak Elyas" sagde hun og et skælmsk blik glimtede i hendes øjne, da hun overlod ham sækken.
" Nej...det er absolut ikke nødvendigt, jeg...vidste bare ikke hvad du ehm...sådan var van til?" Sagde hun lidt tøvende.
De gik mod kroen igen...og Camille følte hun måtte bekende kulør...i et eller andet omfang.
" Du Elyas....siden sin far var her sidst er tingene...skærpet lidt til...jeg øh...har en del folk på nakken af mig, og hvis du er uheldig vil de se mostwantet plakater ...efter en Camille med blond hår" hun gestikulerede ned af sig selv og lavede en lille grimasse.
" Det er nok ikke så smart du render rundt og siger du kender Camille St.Clair...bare så du ved det, ik"

sorgløse stunder...kaldte hun virkelig det her for sorgløse stunder? hans mor var i fare! Selv var han endt op et sted, hvor han ingen kendte eller viste hvad han skulle!
Men det var jo typisk...han var ung...selvfølgelig kunne han ingen problemer have! Var det ikke sådan folk tænkte om teenagers?
Han smilte til hende, da han kastede den tunge sæk over skuldren, så den kunne tage det meste af vægten for ham. Han kom til at tænke på julemanden...holdt de enlig jul her?
Han rystede svagt på hovedet af sin tanke. Det virkede absurd, surrealistisk, at tænke på noget så normalt nu.
"Van til? Jeg er van til at vis der endelig er nogle idioter, så kæmper man med hvad man har i øjeblikket! Jeg har sloges...en gang...sikke en idiot..." han rystede på hovedet.
"...Men jeg har nu aldrig lært rigtigt at slås. Det holder jeg mig lidt fra. Er der virkelig så farligt her?" Han viste hans far gik meget op i det og snakkede om de fremtidige problemer...han havde endnu svært ved at tro det.

Han grinte svagt og så på Camille med nye øjne.
"Så kvinden der burde sørge for min sikkerhed, er selv på røven?" grinte han let.
"Jamen det er jo fantastisk! Hmm...Jamen jeg skal da nok holde inde..." Han viste ikke hvor mange problemer det kunne give ham at kende hende...Men det var lidt sejt alligevel.
Kroen begyndte at komme til syne...godt, hans arm gik vist også snart i krampe!

Camille sukkede " Elyas min skat...du har ingen ide om helt hvor mange problemer man løber ind i her..og din far må have fortrængt det" smilede hun og betragtede ham slæbe afsted på sækken.Han havde fået den der var ekstrem tung, så knægten måtte have en del kræfter.
" nogen ting er meget som hjemme...andre igen er...anderledes.." Hun opgav at give eksempler, uanset...måtte man gøre sig sine egne erfaringer og Camille glimrede i at fejle ustandselig.
" Ja...sådan kan man sige det" smilede hun og rankede ryggen.." Man kunne også fristes til at sige at kvinden der skal sørge for din sikkerhed er modig og kæmper for det hun tror på...og beskytter det der er vigtigt....så du er i trygge hænder" så hun drillende på ham.Gud ved hvordan han havde det at hun skulle passe på ham....hun var trods alt kun få år ældre....og en kvinde.Hun hyggede sig lidt ved tanken.

Han grinte svagt. hun var god til at vende tingene, så de lød bedst fra hendes side af. Det skulle ikke undre ham at hun nok også var god til at overtale folk til forskellige ting!
"Og hvad er denne ting, som du kæmper for da?" spurgte han.
de nåede endelig kroen og da de var kommet indenfor og gået op til værelset igen, slap han først sækken med tøj, for at bruge begge hænder til den tungere sæk. Hvad havde hun lige proppet i den? Mursten, så han kunne bygge sit eget hjem eller hvad? Hun kunne sikkert godt finde på det!
Han slap den tungt på gulvet og rankede ryggen. Han kunne svagt mærke han havde båret den. Arm mest. god han havde trænet med vennerne derhjemme! Vennerne...gad vide hvornår han så dem igen? Gad vide havd de troede han lavede?
pludselig, ud af det blå, følte han sig sulten. Han sukkede svagt. selvfølgelig, han havde heller ikke spist i...2 døgn? nu.
Og han brød sig ikke om det. han havde udviklet sin sult langsomt og havde endnu ikke vænnet sig til det...I det helet taget gjorde det ham ked af det...Han huskede da hans far tog ham med på de første jagter...
Han skubbede tanken væk. Han ville vente, han ville ikke spise nu. Han ville sulte sig selv hvis det skulle være, for han var virkelig ikke i humør til det!
Han så lidt på Camille.
"Hvad har du enlig proppet i sækken?" spurgte han, men uden at hentyde den havde været lidt tung.

Camille mente der var både for og imod at fortælle ham om den del af hendes liv.
Men hun kunne nok ikke holde det væk fra ham, anyway, li længden...og h is han røg i selvskab med de forkerte, ville han sikkert høre forskellige historier om hende, hvor langt fra dem alle havde et drys af sandhed over sig.
" Slaver...her sælges mennesker i nød til andre med penge.De lever et liv hvor andre har bestemmelsesret og råderet over dem.De knokler og bliver oftest misbrugt...på alle måder...dette være børn,kvinder og mænd....det er min sag Elyas...jeg kæmper mod dette, køber og sætter dem fri"

Hun satte sig på hans seng, efter at have ladet den anden sæk, falde tungt fra sig...
"Oh....bare de vigtigeste ting du vil kunne bruge her i starten..så måske skal du have ro til at pakke ud, så kan du se? ...eller vil du have mad eller noget at drikke?"
Hun anede ikke om han kun spiste...sjæle..som sin far eller hvad?

" Du...hvis øhm...du spiser sjæle som din far....så må vi lige tale lidt om 'bordskikken' jeg gerne ser du tager lidt alvorligt" hun kunne jo ikke have han bare kastede sog over alt og alle...men...nu virkede Elyas nu ikke til at være sådan, men hvordan var hans spise vaner mon så?

Slaver? Havde de virkelig slaver her? Hvor vildt! hans mørke blik var rettet mod Camille, for at se om hun faktisk mente det. Tanken om slaver lå ham ret fjern.
"slaver? Det er jo som at gå tilbage i tiden!" han rystede svagt på hovedet. en fra hans klasse...gamle klasse...havde hele tiden snakket om at i fortiden var tingene bedre, uden forurening og alt det der og at hun i hvert fald hellere ville være født nogle 100 år tidligere...han havde svært ved at tro det...Men nogle var jo bare født i den forkerte tid, hvordan det så end virkede. Og nu var han jo næsten endt i...ja, middelalderen vel.
Han lynede op for sin trøje og tog den af. på den ene underarm sad en tatovering. en tekst.
They hunt you,
The Lucifer's Angel.
Never lived, never died
Your life has been denied,
They call you,
Lucifer's Angel.'
Det stod med småt.

han smed trøjen på en af sækkene og gik hen til den nærmest vindue for at se sin udsigt.
Og for at skjule sig. Hendes næste emne...Var ikke et emne han brød sig om.
Hans far havde tvunget ham til...det. Da han var 5 år var de gået på jagt og han havde været så stolt..Men Elyas havde aldrig kunne forstå over for hvad.
for at...dræbe? Han skulle leve et evigt liv og for hvad? At se sine venner dø og selv dræbe!
Han knyttede ubevidst sin ene hånd ved tanken. Men slappede så af og vente sig om mod Camille og sendte hende et lille smil.
"Jeg...Lever på sjæle...det lære man tidligt, fordi...det er sådan man skal leve..." svarede han lidt tøvende. Hans blik gled rundt i rummet, selv om han enlig havde bestemt sig for at være fast...Dette var bare et punkt han endnu ikke...var klar til.
Han endte med at trække på skuldrene. Han viste ikke hvad han ellers skulle sige. Hans arme gled over kors, mens han lænede sig op af vindueskarmen. Hun behøvede ikke gå...han var faktisk bange for at føle sig alene...Men han viste jo godt det ikke kunne undgås.
"Men hvis du tror...Jeg ser det som en leg...Tager du meget fejl" hans stemme virkede så alvorlig...

Det føltes underligt...hans øjne ...hans blik på hende.
Ikke på den ubehagelig eller dumme måde, men det hele var gået så stærkt og hun var nok stadig ved at skulle justerer sit billed af den lille baby Elyas, til den næsten unge mand foran hende.- hvis blik nu lå undersøgende på hende.
" Jo...det er sådan det er her...slaver er normalt, de bliver budt ud på et marked, og folk byder ind.Der har jeg efterhånden fået lidt af et ry.De ved ikke hvordan jeg ser ud, da jeg altid har et stor kutte med opslået hætte på, men at jeg er kvinde og blond, har de fået slået fast...og også mit navn. men det var nu mere mig selv...jeg tænkte at hvis jeg brugte Camille, kunne det være de ikke troede det var mit rigtige navn?" ...hun holdte en lille pause..." måske var det dumt gjort" sagde hun stille og rystede lidt på de lyse lokker.
Hun smilede svagt og på Elyas ,der tog sin trøje af...der brændte hendes øjne fast på hans arm.Den inskription....hun kendte den! Havde set den før! ....hendes fingre havde undersøgende og kælende spadseret op af en , helt identisk med den på Elyas.
Hun vidste hvad den betød....men..?
Imens hun tænkte lidt over hvordan hun skulle spørge ind til den, uden at virke anmasende, forsatte hun samtalen om mad.
Elyas var ikke glad for emnet, slet ikke.
Og Camille mærkede et stik i hjertet, da hun med det samme opfangede følelserne der lå bag...og hvor stort en skod lod hun vidste det var.
Hun gik stille over til Elyas...og lod to fingre glide over hans arm, den arm med inskriptionen på, da hun blidt sagde.." Elyas....det tror jeg slet ikke.Jeg har været nok blandt dæmoner til at vide...at det kan være meget svært og man kan have mange tanker og følelser omkring det at skulle tage sjæle."
Åh gud...hun stank til det er....hvad pokker skulle hun sige? Hun følte sig dum og klodset, men nu var det ikke hende...men Elyas der skulle tænkes på!
" Elyas...bare tænk over hvem du spiser ...så du ikke...ja du ved..." Hun viftede afværgende med hånden, for at stoppe sig selv, inden hun kom ud hvor hun ikke kunne bunde.
Men...så igen...forsatte hun ned af en anden stenet vej.
" Din arm her....inskriptionen....hvad ved du om den? " spurgte hun sagte og havde et vågent blik på Elyas ansigt.

Hans blik lå på hende hele tiden. Hun viste tingene, hun kendte til dæmoner, hun viste hvordan de levede...Han viste ikke hvorfor, men det var rart. At kende en der...viste det, men som ikke selv var dæmon. End til videre havde han troet at kun andre dæmoner kunne forstå ham, hvis de havde lyst, hvis de stadig kunne huske hvordan det var, hvis de overhoved selv havde haft det sådan....
Han lyttede til det med slaverne. Det lød...forkert. at sælge mennesker, folk...han kunne ikke rigtig forstå det faktisk skete...Men at han kendte en dæmon der selv arbejdede med det, overbeviste ham alligevel om det.

"Tænk over hvem jeg spiser?" han så opgivende på hende. Han havde lyst til at fortælle om hvordan det var, hvordan han normalt plejede at sulte sig selv fordi han ikke havde lyst, for til sidst at miste styring og dræbte et menneske på stedet...Det var lettere for den vej...Han behøvede ikke selv at tænke, før bagefter...Men han kunne jo heller ikke styre det. Men han lod være. Hun ville sikkert ønske han skulle styre det og det ville han ikke...
Han trak sin arm næsten chokkeret til sig, da hendes kølige fingre gled over den. om det var fordi huden på indersiden af armen var specielt følsom eller fordi han frygtede noget...Måske havde hun bare overrasket ham...Han var selv van til tatoveringen, han havde haft den så længe han kunne huske, men han var ikke van til at folk spurgte til den.
Folk derhjemme ignorerede den. Mest fordi de troede Dawn havde givet ham tilladelse til at få den, i så ung en alder. han havde jo haft den altid. og det mente folk ofte var ret forkert.
Men det var ikke Dawns skyld. Det var ingens skyld, ud over måske...hans far.

Han så ned på den, gentog ordene inden i sit hoved. Hvad han viste om den? Han viste han var blevet drillet med den, indtil han mistede sit temperament og slog igen...Åh ja, det havde givet ham en del problemer. Men tanken fik ham bare til at smile. De havde fortjent det. Hans mors snak om retfærdighed, hvornår man burde slå, prallede af på ham.
Han så nysgerrigt på Camille.
"Hvad ved du?" han havde kun hørt hvad hans far havde at sige. Men det lød så fremmedartet i hans hoved, at han ikke viste om han troede på det.

Camilles læber krusede op ad i et lille smil.
Ja... Du skal tænke på hvem du spiser , altsår hvis ser er mulighed for det.
Det er vel bedst at spare på de gode , du ved ... Og du må ikke spise nogen i vores omgangskreds eller venner .... Og heller ikke mig når du bliver træt af at høre på mig " sagde hun halvt i sjov og lidt i alvor.
Omkring hans tattoo var hun mere alvorlig .
Hvordan kunne hun havde misset den på Zean ?
For hun mente det hang sådan sammen, den gik i arv.... Og noget med tvillinger men hun huskede det ikke helt. Hun havde en tildens til at negligerer al set overnaturlige når hun var sammen med Aleck, men hun ønskede hun havde lyttet bedre efter lige nu.
" det er noget med sin afstamning ... Fra nogle stærke dæmoner eller noget.... Det er vist ret vildt, Elyas .... Det gør sig særlig " så meget kunne hun da huske.

Han smilte svagt, selv om emnet gik ham en del på. Hvordan viste han hvem der var venner? Han kendte jo ingen!
Men at spise hende var nok en dårlig ting...hvis bare han ikke slap styringen...på et forkert tidspunkt. Pludselig blev han bange for om han overhoved kunne styre det nok, til ikke at æde...ja, hvem som helst. Normalt kunne han ikke.
Men da Camille fortsatte samtalen, opgav han lettet tankerne...Det kunne han tænke over senere.
Han så lidt på hende og hans smil voksede lidt.
"Ikke dårligt" han trak lidt på skuldrene.
"Jeg ved kun hvad far siger...At den kun viser sig på dæmoner, som stammer fra den reneste og stærkest forfader. Altså, dæmonernes forfædre. Han påstår en dæmonskikkelse, kaldet Lucifer, har givet os den. Men det tror jeg mere er overtro. " han rystede lidt på hovedet og så på tatoveringen. Han forstod den ikke. havde aldrig gjort det. Måske kom det med alderen? ellers også lavede man sin egen fortolkning...
"men jeg har ikke lyst til at være særlig. Jeg har ikke lyst til at vide. Ligesom jeg heller ikke vil være dæmon. Eller her...Men det er åbenbart mit lod" hans smil forsvandt igen og han trak på skuldrene.
Hans far havde været meget klar. han skulle være stolt over det. Men set fra hans side var det bare endnu et pres...et pres om at han skulle være en god og stærk dæmon...Og han tvivlede på han kunne blive det. Han ville blive en fiasko...
Hans far havde også haft den. Folk sagde den sad på armen af de dæmoner der havde den. men den var begyndt at flytte sig. Den kunne snart sidde hvor som helst. Hans far havde fjernet den. Tro det eller ej. For nogle hundrede år siden skar han simpelthen der hud af, hvor tatoveringen sad. Elyas viste ikke hvorfor, hans far gad ikke snakke om det...Vist nogen med en klan og en kvinde...Om at han blev udvalgt begrund af den...Han viste det ikke. nu havde hans far kun et ar...

"Forresten..." han så op på Camille igen, efter at have været i sine egne tanker.
"...Jeg har hørt noget om jeg har en anden person der er eftersøgt. Måske endda mere end dig?" han spurgte ret nysgerrigt. Måske kendte camille ham, hvis de begge flygtede fra det samme?
"han hed vist Sean eller noget...dværgene snakkede om det i butikken" sagde han forklarende, hvis nu hun undrede sig.

Camille smilede i et forsøg på at berolige Elyas lidt.
" Jeg tror godt du kan stole på din far, Elyas...jeg kender ham kun som en mand af ære og en der holder sig til sandheden."
Ja...det var ikke fordi hun troede at Zean ville have skrupler ved at lyve , ikke på noget måde...han var bare så tilpas ligeglad hvad folk tænkte, at han ikke gad lyve, han sagde og gjore vel som det passede ham.Sådan havde Camille set ham.
Og så havde han så mange andre egenskaber, meget dejlige og tiltrækkende, men dem skulle hun nok ikke stå og underholde hans søn med.

" Elyas...vi må snakke om det med mad.,,på et tidspunkt, du skal jo ikke sulte og heller ikke bare slå dig løs uden omtanke.Og al det med at være stolt...og leve op til nogen?"
Camille strøg en hånd over hans skulder.." du skal bare være dig...søde skat..bare dig, du er god nok precis som du er, forstår du ikke det? Det er et spildt liv at forsøge være som andre ønsker"
Camille lød en smule træt der...men samtalen tog en anden retning, hvilke var både godt og skidt...
" Åh...Sean! ... Ja...øh...ham kender jeg jo." Hun kløede sig lidt i nakken, uvist om hvor meget hun burde oplyse.
Fandens...det havde hun ikke nået at spørge Zean om! men hvis Elyas mødte Sean..så ville han jo se med det samme, den storslået lighed med hans far, sååå hellerer forberede ham, mente hun.

" Elyas....den mand Sean...,jeg kender ham...og det gør din far også...han er din farbror, din onkel..men...forholdet er ....anspændt...." Hun så på Elyas...ville gerne vide at var okay inden hun forsatte.." møder du ham en dag, så gå lidt stille med døren, vær lidt ydmyg...Sean er god nok, men...ja...som sagt er din far og onkel ikke på talefod.
Møder du ham, så husker du at sige at Camille har ansvaret for dig, g at gøre noget ved dig, er det samme som at gøre noget ved hende!"

Camille så lidt forfjamsket ud....hold op hun var dårlig til det her, stakkels Elyas....at have hende som protector .

Han så lidt på hende. Hendes berøringer var...mor-agtige. omsorgsagtige. Bekymrende...Og de irriterede ham faktisk. Han havde ikke brug for omsorg! Han kunne og skulle klare sig selv!
Men alligevel lod han hende gøre det.
"Min far? Stolt? Tænk, har du også opdaget det!" et smil spillede på hans læber ved det. Hans far var meget stolt...Men hvor meget han løg...var nok diskutabelt. Visse punkter gjorde han jo nu...når han ville undgå noget, eller ville have andre undgik noget.
Men da Camille fortsatte, følte han større og større uvilje.
"Hvad ved du om det? Om det at spise? Du er jo ikke dæmon, er du vel? Du skal ikke lade som om du forstår det og du skal ikke lade som om du kan hjælpe mig! Jeg skal spise sådan, sådan er mit liv bare!" han følte sig vred i et øjeblik...et ukontrolleret temperament, som tit bølgede igennem ham. Men nej, han viste ikke hvordan han skulle styre sin sult...Ikke på nogen måde. Han ønskede det heller ikke. Tanken om at slå ihjel mere bevidst...Han gad ikke tænke på det!

Han så mere interesseret ud, da emnet faldt på Sean.
Og dog...Onkel? Var de ligefrem i...Familie?! Han nægtede at tro det...hvordan kunne han være i familie med nogen der levede i en anden dimension? Var han rejst fra den gamle verden da? Hvad lavede han enlig her? desuden...
"Far har aldrig nævnt det. Når han snakkede om familie nævnte han kun kort Farmor og farfar...eller rettere ved deres navne, de havde vist ikke noget godt forhold. Men han har aldrig nævnt noget med en bror! Aldrig! Hvordan skal jeg kunne være i familie med en der bor her?" spurgte han mistro.
Men det var også...spændende. og han ønskede at møde manden...bare for at se.

Camille fornemmede hans modvilje mod hendes berøringer, og måtte lige forsøge at huske på det.Elyas mindede bare så meget om hans far. En hurtigsmuttur til de dejlige minder, hvor hun et utal af gange havde strøget en hånd over Zean...eller i tilfælde af hendes barnlige begejstring over et eller andet, havde ville give ham et kram og Zeans reaktion af modvilje...hans krop næsten frøs fast , hver gang....i hvert fald i starten.
Det var svært ...ikke at røre...hun tænkte jo ikke over det, det var bare sådan hun var.
Lidt nedtrykt i stemmen sagde hun blot til Elyas , der nu var igang med at skænde på hende om uvidenhed, da hun ikke selv var dæmon.
" Ved du hvad...jeg har flere dæmoner i mit liv, som jeg elsker...som jeg villle bytte mit eget liv ud med, hvis deres blev skånet...tror du ikke jeg er i stand til at føle med dem? Kære....lille dreng...så er det vist dig der viser sig som den uvidende."
Hun valgte sine ord omhyggeligt....bare for at tirre ham lidt... Måske det var fjollet, det handlede jo om at bygge bro mellem dem lige nu...ikke placerer landminer.
" Det hedder Empati...slå det op" sagde hun tørt...

Hun overvejede kort, hvad fanden Zean havde haft i tankerne, da han kom med Elyas...
Ja ja..Zean vidste kun al for godt, netop at hun var typen der ville dø for dem hun holdte af, var det derfor? Elyas var en del af Zean...selvfølgelig ville hun gøre alt , for dem begge.Men hvis det forsatte sådan her, så burde bekymringen nok snarre gå på, hvem der skulle holde liv i Camille, omkring Elyas....

" De taler ikke rigtig sammen....man kan vel sige at der er kold luft mellem dem.
J-jeg ved ikke helt hvorfor faktisk, men ....du skal have et åbent sind, men udvise Sean respekt, hvis du en dag møder ham.
Hen a vejen, kan jeg introduserer jer, men ikke nu....du skal først falde til, og slå lidt rødder her, Elyas.Ellers bliver det hele så....voldsomt.

Hun kastede et stjåldent blik på ham.
Hvad pokker skulle hun stille op med hans mad?
Hun så ned på sine fødder..
." Hvorofte skal du spise.....og hvornår har du gjort det sidst?"
Camille turde dårligt se på ham, han ville sikkert blive vred og opleve hendes spørgsmål som hun invaderede hans privatliv.....men...hvad skulle hun ellers gøre? Hun var ikke interesseret i han kom ud af kontrol, og pludselig hang over hende....eller en anden uskyldig.

Hun irriterede ham og han fornemmede det var med vilje. Fedt! Og hende skulle han omgås, passes på af? Hans far kunne tro det var løgn!
Han havde lyst til at gå, forsvinde, bare være sig selv om tænke over tingene...
Han fjernede sig fra vinduet, gik forbi Camille og længere ind i værelset, mens hans blik gled over omgivelserne.
"Åh ja, sorry...Glemte at når KENDER dæmoner, ved man straks alt om dem!" knurrede han vredt tilbage.
"Du kan føle alt det du vil! Jeg ville bare ønske jeg kunne lade være!" han havde faktisk overvejet om det var en ting hans far ikke havde fortalt ham, en knap dæmoner kunne trykke på så de intet følte...
"Men kom ikke og sig du forstår det!" han satte sig tungt på sengen, med ryggen imod hende. Han lænede sit hoved op af en af sengestolperne og sukkede svagt.
Resten svarede han ikke på. Han gad ikke snakke om det mere, ønskede ikke at snakke om det eller tænke på det. Han ville bare gerne...være alene.

Camille sukkede...hvorfor skulle alting være så svært.
Hun var jo mildest talt elendig til at bygge bro mellem Elyas og hende.
Hun forsøgte dog igen, fra en anden vinkel...." nej...man ved ikke hvordan det er, at være andre...ligesom du intet aner om mig , Elyas og om mit liv...men når man har oplevet ...ting...kender til sorg,smerte og fortvivelse så er man bedre i stand i at sætte sig ind i andres svære ting.Ikke fordi man ved hvordan det er at være dæmon....men fordi man kender...og har følt...tilsvarende føleser, så man kan identificerer sig med dem, i et eller andet omfang."
Hun gik over og dumpede ned på sengen.
" Undskyld....jeg før et lousyt job her...men det er jo ikke fordi jeg just havde fået forbedelsestid af din far.Og en ting finder du ud af.....jeg jokker i spinaten all of the time og laver mange dumme fejl....men ..,du kan stole på mig....jeg vil være en rigtig god ven Elyas....en du altid kan komme til" sagde hun ærligt.