I didn't think that I will meet you here //Ribanalon

T: 00:37
V: Sorte skyer der dækker himlen.
S: Humvita lige ude foran det højhus Akuma bor i.
O: Gaderne ligger øde.
P: Profilbillede.

Akuma lænede sig op af muren til højhuset.
Det han for et par måneder siden havde overtaget med magt.
Det han holdte til i.
Og det som ingen ud over hans chef vidste hvor var.
Denne penthouse-lejlighed var noget... Noget...
Nej det var egentlig bare det sted han lagde hovedet når han nu engang sov.
For grunden til at han fik det var at han skulle give Mitzá de bedste forhold som hun kunne leve under.
Han ville beskytte hende.
For hun var som den lillesøster han mistede den nat i kælderen...
Eller hun var meget ældre da hans lillesøster kun var 12 da hun blev dræbt.
Men Mitzá var på en måde som hende.
Akuma huskede ikke noget om sin rigtige søster men det virkede som en teori...

Og så var der Wanes hans anden slave...
Han var begyndt at vise sit værd for Akuma.
Men Akuma manglede stadig at afprøve ham.
Man ved jo aldrig hvem man kan stole på.

Den sidste der boede derinde var Rafael... Akumas bodyguard.
Eller ikke ligefrem bodyguard... Mere dørmand eller den der passede på stedet.

...

Akuma lod sine tanker glide.
Der skete så meget i denne verden...
Hans evner havde taget ændring.
Hans leder var væk eller død.
Og nogle af de andre Shadowangels var begyndt at gå amok for at hævne deres leder.
For alle ville have en ende på denne krig.
Problemet var bare at man aldrig viste hvem der holdte med hvem.

Og så var der nok det mærkeligste i Akumas liv...
Han havde fået stærke følelser for vampyrkvinden Ribanalon.
Hun havde på en måde fået ham til at føle sig levende igen.
Eller han kunne aldrig forklare noget i denne sammenhæng men alligevel betød hun meget for ham.
Selvom han havde været ved at dræbe hende engang.
Men det var ikke ham.
Det var skyggen inde i ham...
Akuma var begyndte at spekulere om han skulle give den et navn.
Skyggen var næsten blevet ved med at overtage ham for tiden...

Men det mærkeligste ved Ribanalon var at...
Hun var så mystisk.
Altid så forsigtig, hemmelighedsfuld og stollede vist ikke rigtig på nogen der ikke kendte til hendes klan.
Akuma så hende som en dronning for en hær af vampyre.
Det var alt dette han kunne lide ved hende... Denne mystik der tilhørte hende.
Og at hun var frygtet i alle de byer der kendte til hendes familienavn...

Akuma kikkede lidt rundt.
*Du tænker for meget din svans!* lød det i hovedet på ham.
"Hold kæft Zagan" sagde Akuma stille mens han lukkede øjnene.
Han åbnede dem igen og der var atter stille...

Denne nat var som alle andre for hende, hendes tanker havde været på så meget andet i de sidste 2 måneder, hun tånsede rundt i denne menneskeby med menneskemænd der ikke havde lært forskellen på et levende væsen og så på hende. Hun gik sammen med 3 rigere menneskemænd som havde forvildet sig ud i byerne som de troede var helt fri for alle disse farlige væsner. Men man skulle aldrig skue hunden på hårende, den ene af de 3 mænd holdte om hende talje og de 2 andre snakkede og snakkede og snakkede om alt muligt der alligevel bare var pral. Hun havde hørt det før. Det beste var nok at de snart ville være døde...eller den ene af dem ville ihvertfald. Manden som holdte om hende, holdte godt fast og holdte hende også tæt ind til sig, han brød sig om hende, han syntes vel hun var smuk? Bedårende og indbudene som den skønhed nogen syntes hun var. Hun kiggede kort ham i øjnene da han blev ved med at stirre på hende da han havde noget helt andet end kun det at hun var smuk i tankerne, hun smilte let til ham som var hun hans meget gode ven. Hun kunne mærke hvordan blodet i ham flød. De mærkerøde læber kiggede han nu istedet på, han var stadig ung kun de ca 25 år. Hun smiklede lidt mere til dog stadig med lukket mund så hendes bytte ikke skulle genkende hendes sande jeg. Manden som holdte om hende tørstede efter hende som ´hun tørstede efter hans blod. Dog tørstede han efter noget helt andet end bare blod, han tørstede efter det som alle mand havde brug for.

Akuma rejste sig op da han hørte nogle få stemmer i det fjerne.
To mænd kom gående og snakkede mens en sidste mand gik med en kvinde i armen.
Han snusede til luften.
*Ynkelige mennesker* tænkte han svagt og smilede men der var noget med lugten...
Den genkendelige lugt af død.
Han snusede igen med hovedet vendt mod folkene.
Akuma spærrede øjnene op da han opdagede det.
*Ribanalon!* han kunne ikke selv fatte at hun var kommet til menneskenes by.
Det må da alligevel være et godt jagt-sted men der var mange ork-vagter...
Men hvad pokker hun var jo hurtig som ingen anden kom han i tanke om.

Akuma lod skyggerne trække sig op af ham så ingen kunne se andet end de røde øjne der førte med.
Øjnene havde taget farve efter hans lyn så de var det eneste som ikke var sorte på dette tidspunkt.
Han trådte ud på gaden foran den lille mængde på tre mænd og Ribanalon.

Der var omkring tyve meter imellem dem.
"I er i det forkerte hjørne af byen De herre! Og hun er vist ikke noget for jer!" sagde han med en kraftfuld stemme som kunne komme fra mørket selv.

Akuma slog armene let ud til siderne med fingrende spredt.
"Men sig mig nu når i er så selvsikre at komme her OG være sammen med denne kære kvinde her... Er i bange for mørket?"

Alle 3 mænd stoppede brat op go faktisk også Ribanalon, hun havde ikke regnet med dette og da hun med det samme kendte væsnet der var foran dem selvom hun ikke havde set Akuma i denne form så hun forbavset med de metalliske grå øjne på det der var foran hende. De mørkerøde læber stod svagt åbne fordi hun var så overrasked over Akumas pluselige fremtræden, hun havde virkelig ikke været ops på sine omgivelser siden at hun kunne lade hans luft passerer, eller var det hendes sind der prøvede at glemme ham? "Akuma" kom det lavt fra hendes læber så lavt at ikke selv menneskerne kunne hører hende.

Mændene greb i det samme ud med deres magiske sværd, der var indsmigret med lysetsmagi, dette mennesker var ikke blot kriger de var også magiske kriger altså paladiner! Ribanalon havde gjort alt denne aften for disse mænd ikke skulle finde ud af at de kunne tilintetgøre hende blot ved at sige nogen få ord. Men nu var spillet taget en drejning. Akuma var her og det hugede ham åbenbart ikke at hun var sammen med dem. Manden som holdte om Ribanalon havde sværdet i den ene hånd og knuede Ribanalon ind til sig. "Hvad vil du her skyggevæsen"

Akuma kiggede på disse herre som den sande fjende.
Dem havde han ikke mødt før.
De ynkelige mennesker så faktisk ud til denne gang at kunne være en trussel.
Han kunne føle den lys-magi der kom fra deres sværd.
Det skar i hans sjæl som om det var selve englene fra Guds rige der havde forhekset sværdene.
Men han ville ikke flygte.
Alene denne tanke ville ikke engang være normal for ham.
Men disse krigere kunne fradrage ham alle hans kræfter...

Akuma stirrede stadig fast på dem.
Dette ville blive interessant.

Man kunne let se hvordan de små orange lyn begyndte at komme frem fra hans skuldre mens de kørte op og ned af hans arme.
De blev kraftigere og kraftigere.
Akuma grinnede ondt da lynene næsten havde nået det punkt at de ville kunne svitse et træ på stedet.

"Jeg syntes ikke at i svarede mig?... Er i bange for mørket!?" nærmest råbte han imod dem.

Lynene farrede nu rundt om hans arme og gik næsten ind i alt det andet elektriske i denne by.
Hvis han lod lynene slippe nu ville de svitse stort set alle de elektriske ting omkring ham og skabe mere mørke.

Akuma satte i løb mod mændene mens han havde armene bagud.
Da han var tæt på den første kastede manden sværdet efter ham.
Akuma nåede at hoppe til højre og lave et rullefald.
I det at han kom op på knæene efter faldet så strakte han sin ene arm fuldt ud og lod den anden hånd placeres på skulderen af den strakte arm.
Mindre end et sekundt efter så sendte Akuma alle de lyn han havde ud igennem sin håndflade der var rettet mod manden der havde kastet sværdet.

Lynene farrede ud og gik lige ind i manden.
Manden skreg af smerte mens han indvendigt blev ristet.
Der kom et kraftigt orange lys fra hans lyn og fra manden da han spjættede over alle de tusinde volt der blev sendt igennem ham.

Akuma kikkede fast på manden indtil det var slut.
Manden faldte om og Akuma rejste sig hvorefter han nu kiggede på de næste to.

"Svar mig!"

"Aldrig" råbte 1 af mændene den anden som Akuma havde givet volt var dødeligt såret men lysmagien holdte ham stadig svagt i Live. Ribanalon blev forbavset over Akuma voldsomme frembryd, men i det næste kom hun til sig selv. Manden som prøvede at beskytte hende slog hun lige midt i ansigtet uden nogen form for advarsel, han faldt sammen imens han begyndte at bløde ud af øre mund og næse.
Ribanalon så tilbage på AKUMA imens hun slikkede blodet hurtigt af sin hånd. Nu var der kun 1 tilbage som Akuma selv kunne tage. Den sidste mand som havde råbt aldrig gav ikke op han ville kæmpe til det sidste skønt at hans venner var hårdt såret, han stod klar med sit sværd og havde faktisk ikke set at Ribanalon havde smadret sin ene ven med kun 1 enkelt slag, så han var faldet til gulvet. Han viste ingen frygt skønt at han var bange det var hans pligt som lysmagiker at passe på og dræber væsner som Akuma. "Kom an" sagde Manden og holdte stramt om sit sværd. Ribanalon stod med forbavsede øjne og så på hele situationen. Dette var ikke det bedste, hun skulle bruge disse mænd til noget og nu ´var det ødelagt. Det sorte hår skinnede i lyset fra gadelygten der var tættest på hende. Hun var tavs imens hun lignte en der ikke viste hvad hun helt skulle.

Akuma stillede sig ret op og havde armene ned langs siden.
Han stirrede på manden med de flammerøde øjne.

Akuma kunne se at manden havde frygt i sig selvom han skjulte den meget.
Der var denne fornemmelse over at nogen holdte øje med dem men greb ikke ind.
Denne by havde mange indbyggere der havde set lidt af hvert men ingen af dem prøvede at gøre noget ved det.

Akuma grinede nu svagt mens han brugte en af sine stærkeste teknikker.
Alle skyggerne der var omkring dem blev nu meget kraftigere.
De fik liv, de bevægede sig, de trak sammen, alt blev nu mørkt.
Skyggerne trak sig op af alt omkring dem i en radius af 15 meter.
De klumpede sig sammen som loft over dem og de var nu alle tre inkabslet i mørke.
Man kunne stadige se... men ikke længe.
Akuma stirrede fast på manden inden han lod skyggerne trække sig så dybt at ingen af dem ville kunne se en hånd for sig.

Man kunne kun høre mandens hjerteslag igennem mørket.
Ikke andet.

Men Akumas stemme lød nu igennem mørket som et ekko.
"Jeg skal nok lære dig at frygte mørket..." lød det.
Da Akuma kontrollerede skyggerne kunne han få sin stemme til at lyde som om den kom fra alle vegne.

Hjerteslaget fra manden lød nu kraftigere.
Den svage latter fra Akuma kunne nu høres igen...

Der gik nogle sekundter med stilhed inden Akuma stod bag manden og havde trukket sin Gerber Gator Machete Pro.
Han holdte den over mandens hoved og svingede den nu ned imod ham for at flække mandens hjerneskal på langs.

1....2.....3 I det Akuma prøvede at svinge den efter manden kom et sprudlende lys. Krigeren havde svunget sit svær og havde ramt klingen og da hans sværd var af lys magi var dette et stærkt våben mod Akuma. Krigere bed tænderne sammen" Du får mig ikke uden kamp" råbte han imens han sagde en besværgelse hvor et stort lys kom ud i mørket dette ville både gøre ondt på Akuma og Ribanalon. "NEJ nejnej" Skreg Ribanalon da hun så alt dette i det samme kom et dyrrisk skrig fra hende. Magien havde ramt hende og hun skreg af smerte. Denen krigere var en af de stærkeste i hele underworld og det var derfor at Ribanalon havde prøves at lokke ham så hun nemt kunne slå ham ihjel. Men hun blev ved med at skrige og skrige af smerte!!! "argh""" argh" Hendes hud begyndte at svulme op i væskende sår på grund af magien. Hun kunne ikke tåle det. Det var så stærkt den magi at selv en vampyr som hende havde svært ved at styrre sig. Det var forfærdeligt. kunne hun havde grædt gjorder hun det. I det samme imens hun skreg begyndte hun at løbe over mod manden som var blevet forbavset over at Ribanalon faktisk var en vampyr der havde været så tæt på ham.

Smerten flød igennem ham som tusinde af nåle der blev stukket ned i ham og derefter revet brutalt ud så hans hud ville blive revet af.
Men dette skete ikke ligefrem.
Det var bare det eneste han kunne sammenligne med.

Mørket og lyset havde en stor kamp igang over hvad der skulle dominere i området.
Men da de begge var stærke så var det som om at kampen ikke ville ende.

Smerten fra lyset blev nu stærkere.
"Aaaaaaarrrrggggh!!!!!!!!!!!!!!!!" begyndte Akuma at skrige i det at han lod alle sine evner booste sig selv og lod lyn gå igennem klingen på hans våben.
Alle lynene strømmede igennem stedet og der slog lange gnister ud fra ham.
Dette var ikke noget han kunne hamle op med til daglig.

Men da han hørte Ribanalons skrig var det ikke bare en kamp længere.
Han kunne høre at hun led i smerten fra lyset.
Dette fik det til at slå klik i Akumas sind.
Man kunne se Akumas ansigt i lysglimtene. Og det var ikke normalt.
Hans øjne var helt hvide og hans tænder var alle som en sylespise.
Dette var en sindsyg forvandling... Han blev mere og mere besat af sin skygge og fik mere styrke for hvert sekundt.

Akuma tog nu sin chance og twistede sit våben så han fik revet sværdet ud af hænderne på manden ved hjælp af krogen der var i Macheten.
Under et sekundt efter hvor sværdet havde forladt mandens hænder og havde landet på jorden så slog Akuma Macheten lige ind i siden på manden og sendte nu alle sine kræfter af lyn igennem den så manden også fik flere tusinde vold igennem sig.

Akuma blev ved med at udsende lyn.
...
Lige indtil der blev stille for mandens skrig og rædsel.
Først der forsvandt mørket og lyset som havde kæmpet så inderligt om døden.
Mørket havde også forladt Akuma og man kunne nu se ham igen.

Smerten var forsvundet fra magien og Akuma rejste sig op.
Han kiggede kort på Ribanalon men nåede ikke at snakke før han faldte på knæ og ømede sig af smerte.
Magien havde gjort stor skade på ham.
Det var slemt...

Man kunne se at blodet flød fra hans arme og bryst... Der kom også blod fra hans mund.
Denne smerte havde han ikke følt længe...

Ribanalon som havde prøvet at løbe over mod manden for at angribe, lå nu stille på jorden. Der var ingen bevægelser fra hende eller lyde for dens sags skyld. HUn var muse stille. Stilheden begyndte at spræde sig. Mørket omkring dem som Akuma før havde lavet var væk. Der var slet intet fra Ribanalon, kroppen lå slaps på jorden og ben og arme lå tilfældigt som om at nogen lige havde skydt hende og hun var faldet sammen ved 1 enkelt skud. Alle folk havde flygtet fra stedet da de ikke ville miste livet. og da ingen kunne hjælpe noget af alle de folk der lå altså de 3 mænd, akuma eller Ribanalon. Så ville de alle muligvis dø. hendes hår lå flat på jorden og hvis man så godt efter kunne man svagt se den ene kind. alt huden var fyldt med sår og skaldede af .

//sorry kort svar//

Akuma stirrede ned i jorden noget tid mens han hostede blod op.
Han tog sig til armen og prøvede at rejse sig op.
Da han stadig manglede kræfter til det så gik det noget langsomt med at komme op.

Efter et par forsøg kom han op og gik over imod Ribanalon.
Han holdte hånden på sin ene skulder og haltede lidt på det ene ben.
Kræfterne manglede han stadig men de skulle nok komme igen.

Da han var ovre ved hende satte han sig på knæene ved siden af hende.
Han lod sin ene hånd placere på hendes ryg og løftede hende roligt op i siddende position.
Han støttede hende med det ene ben og lagde armen bag hende.

"Er du okay?" spurgte han og havde nu lidt ro i stemmen.

//lidt kort herfra ogs...//

Hele hendes ansigt var forbrandt og de ellers så røde læber lignte 2 røde svulmende og væskende hævelser som var på vej til at falde af. Hun havde lukket med øjnene åbnede men der var intet liv i hende. ikke engang øjnene reagerede på at han havde taget hende i sine arme og snakket til hende. Hun stirrede bare direkte ud i luften som en død person. Her blev mere stille som om at døden var på vej eller allerede havde været der. Folk var bange og havde lukket døre og vinduer så hvis en skreg på hjælp ville ingen haved hjullpet. Ribanalon reagerede ikke på Ákumas ord eller berøring. Hendes ansigt lignte mest af alt et helt igennem forbrandt ansigt og resten af hendes krop der hvor der ikke havde været lidt stof til at besytte havde også kraftige forbrændinger. Det var svært at sige om hun var død eller ej. Men man ville nok sige at hun var død. En vind begyndte at trække og og fik blidt hendes hår til at røre på sig. En lille tot faldt af...så en til og endnu en. forbræningerne var så kræftige at hun også haved skoldet der var hendes hårrødder sad. Dette var i sandhed et forfærdeligt syn og situatuin

Akuma kiggede svagt på hende.
*hun har brug for hvile...*
Han kiggede rundt omkring for at sikre sig at alle var væk.
Da han ikke så nogen så løftede han hende op og havde hende i hans arme.

Han gik imod den bygning hvor han ejede penthouse lejligheden.
Han gik igennem dørren og op af de mange trapper.
Ribanalon manglede ro og hvile.
Og Akuma ville sørge for det.

Da de kom helt op af trappen gik han hen til den forsejlede dør.
Dog havde han ikke låst den så han kunne bare gå ind af den.
Derinde kunne man se et stort glas bord imellem en lang hjørne sofa.
Det var der Akuma sov normalt.

Der var et sted til madlavning og en masse døre.
En til Akumas rum, en til Wanes', en til Mitzá, en til Rafael og et indtil videre tomt rum.

Det var nok et lille kollektiv men Wanes og Mitzá var hans slaver så de boede der. Dog under lidt ringere forhold.
Rafael var hans dørmand så han blev betalt for at bo der.

Akuma gik over til sofaen og lage Ribanalon ned i den lange ende af den.
Han puttede en pude under hendes nakke så hun var støttet og ikke lå dårligt.

Akuma kikkede op og ud af de store vinduer som var bag sofaerne.
Udsigten over det mørke landskab strakte sig i evighedder.
Han håbede nu kun på at hun ville vågne snart.

HUn lå bare på sofaen helt stille og livløs, sårene i hendes ansigr healede ikke og heller ikke dem på kroppen. Der var intet tegn på at der var nogen form for liv i hende. Hendes arme og ben hang fladt ned fra hende og hendes mund med den mørkerøde farve stod åben som om at hun var lam. INGEN reagtion og ingen bevægelse. Det sorte hår lå blødt i pudderne i sofaen, det skinnede smukt som var et nyvasket og ny friseret. Men der var intet LIV! intet LIV!


//sorry kort svar, men din besked passede ikke helt med det jeg skrev før //

Akuma stod nogle sekunder og tænkte over på hvad fanden han kunne gøre...
Til sidste kiggede han ned af sine arme.
*Blod...*
Han gik over til køkkenet og kiggede efter de nødvendige materialer.
"Årh fuck det!" sagde han og greb den første køkkenkniv der var.
Han småluntede nu over til Ribanalon og satte sig ved siden af hende.
*Blod fra skyggevæsner healer på en eller anden måde* tænkte han og gjorde sin arm fri fra det ødelagte tøj.
Der gik ikke mere end et sekund så tog han kniven og jog spidsen af den ned i underarmen.
Kniven blev stoppet af knoglen og efterlod sig et dybt sår.
Han kastede nu kniven fra sig.
Akuma lod sin ene hånd holde hendes mund mens hans anden arm blev hold over hendes hoved så blodet flød ned i munden på hende.
Han holdte hendes hoved så halsen på hende stod åben for at blodet løb direkte ned i hende som om hun drak det.
Nogle ville måske sige at dette var alt for dumdristigt at gøre for at rede en man holdte af.
Men lige nu tænkte han kun på at rede hende.

I det at de første bloddråber løb igennem hendes halsrøre slog hun øjnene op med et sæt, de fokuserede ikke på noget så bare ud i det blå luft, som om at alt det omkring dem ikke betød noget. Noget af blodet var løbet forkert og var faldet ned på hendes kinder og en dråbe ned af hendes hals. I det næste tog hun hårdt fat om Akumas håndled og rev hans arm hen mod hendes mund, selvom der allerede var et åbent sår bed hun ham alligevel hårdt ind i armen. Hun tog også fat med den anden hånd men det var istedet ved hans albue, hun holdte fast som om hun var bange for at give slip. Øjnene var stadig stoppe og direktede bare lige ud i luften, hun kiggede hverken på akuma eller på armen som hun havde fat i. Dette var måske ret så dumt af Akuma. De store brandsår ville snart begynde og heale og de kolde øjne ville snart blive ´til de smukke grå øjne som de 3 Klusisska søskende besad. HUn borede neglede ned i hans hud for at han ikke skulle undslippe. lige nu var det det dyriske indstingt i hende der styrede hendes væsen og person. Faktisk var hendes øjne næsten helt sorte, eller man ville mere sige helt mørkegrå som udbrandt aske. Tegnet på at det ellers så engang levende træ nu hvad dødt og forbrandt.

Akuma vred sig af smerte og klemte sine nerver sammen.
Denne kraft af modstand havde han aldrig følt før.
En vampyr af sådanne gener kunne jo gøre det af med ham på ingen tid.
Dog havde han sindsygt meget blod i sin krop så det ville ikke være et problem hvis hun stoppede halvejs.
Det var et talent han havde fra sine skyggevæsengener.
Dette blod der flød i ham flød næsten uendeligt.
Han tog sig til skulderen og klemte hårdt op den så blodtrykket blev lavere og derved ville hun snart kunne mærke at det ville stoppe.
"Rinna! Kom til dig selv!" råbte han og vred smerten igennem sin krop.

Dette senarie var nu mærkeligt.
For egentlig så var det smerten der holdte ham igang.
Den der fik ham til at føle sig selv i live...
Og denne smerte gav ham dog en fryd men det kunne blive for meget.
Han ville ikke risikere at gå i koma.

Efter nogle sekunder med mere smerte tog han hende op med den anden hånd og placerede hende i siddende position.
Han kiggede hende nu dybt i øjnene for at se efter om hun kunne genkende ham.
Akumas uendelig sorte øjne gav et lille skær i det at de mødte hendes grå øjne.
Han længdes efter de metalliske grå øjne.
Dem der engang havde slået ham omkuld.

I det han satte hende op og kiggede hende direkte i øjnene fik hun pludselig et midt blik, hendes øjne så helt anderledes ud i dem. Livet var kommet tilbage i dem, eller hvad man nu kaldte det. I det samme skubbede hun ham hårdt væk imens hun slap bidet om hans håndled. Det sprøjtede med en lille blod sprøjt ned af hende for hun så overrasked på hendes hænder der først var i gang med at heale. Efter noget tid så hun oppe på Akuma igen, "Du skulle ikke have blandet dig" det pinte hende at hun måtte sige det så hårdt og fast. Hun skulle have haft en vigtig infomation ud af den lysmagiker og nu var det hele tabt, hele denne 8 timer lange arbejde var nu gået ud på blod, hun lod sine hænder falde ned i sit skød imens hun bae så på dem, de var fyldt med blod og hun kunne nu se at der var dryppet blod ned på hans sofa. Hun så op på sofaen og hen på hans håndled, hun stirrede enb tid. Smagen af blod overvelede hende næsten. Hun havde bidt ham uden at tænke på om han overlevede eller ville få skade af det. Så stirrede længe på han håndled som hun havde skubbet væk. Men hurtigt vendte hendes øjne mod ham igen. Mørkegrå små gnister flød rundt i den mere metalliske grå farve som var grundfarven for hendes øjne.

Da hendes ord om at han skulle blande sig uden om ramte ham kiggede Akuma ned i jorden af skam.
Han vidste jo ikke ligefrem hvad det var han måtte og ikke måtte.
Det var bare de pokkers følelser i ham som tog overhånd.
Blodet flød stadig fra hans arm og det snorede i nerverne.

Akuma rejste sig op og gik over mod køkkenet igen.
"Hvad havde du tænkt dig at gøre? Efter du havde fået hvad du ledte efter i de mænd?"
Han tog nu sin overtrøje af og stod i en flænset sort t-shirt med de blåsorte jeans indsmurt i blodet fra hans arm.
På køkkenbordet lå der en lang klud som han viklede om sin arm for at lukke blødningen så han kunne heale hurtigere.
"Havde du bare tænkt dig at dræbe dem en efter en? Tror du ikke at Paladiner af deres grad ville have lugtet lunten efter den første af dem var væk? Du har jo lige selv følt hvor stærke de var..."
Han strammede kluden hårdt om armen og gik over imod hende igen.
"Jeg ved godt at du har dine talenter Ribanalon..."

Blodet dunkede stadig mod det åbne sår og fik hans arm til at ryste svagt.
Han greb straks fat om armen for at skjule nervernes urolighedder.

Hun rejste sig op og stod lidt vakelvognet før hun fik sin fulde ballance tilbage i kroppen, hun prøvede at fidne den ved svagt at holde hænderne lidt ud til siden. Hun lukkede øjnene igennem hun mærkede den smag af skyggevæsenblod, det var ikke den bedste smag, men man kunne overleve på det. Akuma var gået ind i hans køkken imens han talte til hende, men hun kunne sagtens høre hans ord. Hun åbnede øjnene igen og så hvor hun nu var, i en fin dyr lejlighed i menneskebyen. Det var nyteknologisk og smukt, hun blev svagt overvældet selvom hun havde set sådan noget før. Hun gik med langsomme skridt mod køkkenet imens hun studerede alt omkring hende. Der var blod på gulvet, og det duftede også af det. Det var som parfume, kunne man vel beskrive det. Men ikke lige så god som menneskeblod eller engleblod. Og så den anden duft. Akuma. Hele rummet var fuldt med hans mandige duft. Hun stoppede op i dørkammen og stod lidt med lukkede øjne for hun igen åbnede dem og så blidt mod Akuma, "Som sagt har jeg mine talenter Akuma" mænd var noget hun havde forstand på. Hun lod sin tunge glide hen over sine mørkerøde læber der var farvet af Akumas blod. Hun havde fået blod ned af sit tøj og krop, men lod ikke til at bemærke det da det var en naturlig følelse for hende. Hun vandrede nu over mod Akuma imens hun så ham direkte i øjnene, en smil voksede på hendes læber. Hendes hofter vrikkede blidt i takt med hendes gang

Akuma så op imod hende da han hørte hendes fodtrin komme nærmere.
Kort efter ramte hans øjne igen hendes.
De metalliske grå øjne han plejede at kunne forsvinde i.
Før havde de været sorte og grumset.
Men de havde igen indtaget den bedårende og lokkende metalliske farve.

Akuma lod sine øjne studere hendes krop mens hun gik imod ham.
Han fulgte hendes bevægelser og kiggede derefter op på hende igen.
*For fanden hun er smuk*
Selv hans tanker flød nu bare.

Han pressede nu lidt hårdere mod sin arm med fingrene.
Ikke fordi at den dunkene fornemmelse var blevet værre men fordi han prøvede at styre sine tanker.

"Lad høre?" sagde han og fik et smil frem på sine læber idet at hun nævnte sine talenter.
Hans uendelige sorte øjne slog en kort gnist i det at han gik et par skridt tættere på hende.

Hun stoppede op foran han og så op mod hans ansigt da han var højere end hende, hun tog blidt sin hånd op ved hans ansigt men rørte ham ikke, men lod istedet hånden svagt føre sig op og ned ´kun få cm væk fra hans hud, han ville sikkert kunne mærke den kulde hun udstrålede. Hun lagde derefter hånden på hans skulder gik om bag ham imens hånden kørte var hans skulder om på ryggen og over på den anden skulder, hvor den sårede arm var, alt imens hun begyndte at tale. "Det ved du vist allerede, Akuma"hendes stemme var sensuel og pirrende. Og hendes øjnene gav et svagt glimt fra sig Hun lod sin hånd der nu lå på hans anden skulder føre sig ind på hans rygsøjle hvorefter hun kørte hånden blidt ned af hans ryg hele vejen ned til hans bukse kant. HUn lod derefter hånden falde ned af hendes side hvorefter hun rykkede sig helt tit på hans side som hun nu stod ved og hviskede. "Du kan måske ikke mærke mig, Akuma?" Hun rykkede sig ikke, lod blot sine øjne lukke og sine læber svagt være adskilte imens hun duftede til ham. HUn havde sagt hans navn med en svag gispen.

Akuma rystede lidt ved hendes berøringer.
Ikke på grund af kulden.
Men på grund at hendes måde at gøre det på.
Hans tanker for afsted.
Hvad pokker var det hun prøvede på?
Dog selvom han havde tanken til hvad det kunne være.
Men hun havde altid været så afvisene når de havde været i sådanne stille situationer...

Da hun nu rykkede sig helt tæt på ham smilede han og lod et lille grin komme fra sine læber.
"Jeg kan mere end mærke dig, jeg kan røre dig" sagde han og vendte sig om, hvorefter han lagde armene om hendes liv og holdte hende tæt ind til sig mens han kiggede hende i øjnene.

Der gik nogle sekunder inden han lænede ansigtet frem og lod sine læber møde hendes i et kys.

Hun lod sine hænder hvile på hans overarme imens hans kyssede hende, hun kyssede med, og kunne mærke hans indofiner begyndte at cirkulere i hans krop eller var det bare stemningen der fik disse kemiske reagtion til at påbegynde. Efter lidt tid lod hun sine arme hænge svagt ned af sidder så godt de kunne nu hvor hun blev holdt om livet. FArven fra hendes læber ville sikkert smitte af. Hun havde fået blod på¨hånden og armen da hun havde rørt ved den skadede arm, der sikkert snart var færdig med at heale. Hvis han kyssede hende lidt hårdere ville han sikkert kunne mærke hendes længe tænder bag læberne. Det var lang tid siden hun havde set ham, og hun havde svanet ham på sin helt egen usevandelige måde som kun Ribanalon kunne. Hun trak sit hoved tilbage og stirrede ind i hans sorte øjne med sine øjne metalliske grå øjne der havde små flydende gnister i den grå farve som blev omfarvnet af en sort kraftig ring. HUn blinkede langsomt et par gange og ham kunne tydeligt se hvor lange og mange øjenvippe hår hun havde som fik hele hendes ansigt til at virke endnu mere kvindeligt. "AKuma" hviskede hun og bukkede så hoved svagt så hun så ned på hvor deres kroppe mødtes, hendes brystkasse var svagt presset mod ham i det sorte tøj hun havde på.

Akuma nød hvert sekund som kysset varede og ville have det skulle vare ved.
Det var så længe siden han havde følt dette.
For de havde ikke set hinanden i noget tid.
Så han havde savnet hende rigtig meget.
Selv hans psyke var vendt op og ned på grund af hans tanker om hende.
Uanset hvor meget han havde fokuseret på en opgave så havde hun været i hans tanker.

Endorfiner i armen var nu ved at forsvinde og blodet havde allerede efterladt sig en skorpe på såret så dette var ikke noget problem for ham mere.
Så idet at det ikke gjorde ondt mere brugte han nu begge arme til at kærtegne hendes ryg og sider.

Men han stoppede alle bevægelser da hun nævnte hans navn.
"Ja?" spurgte han stille og kyssede hende blidt på hendes pande da hun havde bukket hovedet.