gå aldrig alene// samanthacatalina// privat

tid: kl 1 om natten
vejr: fuld måne
omgivelser: en lege plads og meget koldt

Damian sad der hjemme og kiggede rundt i stuen, "suk". Han kig rundt og var lidt forvirret *hvad skal jeg tag mig til* han gik hen til sin stol, hvor der lå en jakke og et langt gråt halsterklæde. Han tog det på og gik ud af døren. Han tog det første bus der kom forbi. han stoppede da han nåde en til en park. Det var fuld måne og stjernerne lyste klart. dov var det en smule tåget i parken.. han kunne mærke tågens kolde arm, holde ham tæt. han gik hen til en bænk og satte sig "suk" enu en nat hvor han ikke kunne sove, eller finde på noget og lave.. Bare gå rundt få sig selv...

Catalina gik langsom hen ad stigen, iført en hvid kjole, hendes lange lyserøde hår blæsede i samme retning som vinden. *En og to og tre* Tænkte hun mens hun gik.
Hun så op nogle få sekunder og sukkede svagt da hun så en gynge, *Fire, fem og seks* Hun gik hen imod gyngen og satte sig på den.
Mens hun svejsede frem og tilbage på gyngen, kiggede hun sig omkring og fik øje på et menneske. Hun smilede til sig selv og sukkede en ekstra gang.

Damian så at der kom en pige, med lyserødt hår gående *hvad er det for en hår farve*tænkte Han. Han så hun satte sig på en gynge. Han rejste sig op. han to bække hender op til hoved og prøvede og puste varme på dem. Han gik hen mod gyngen og prøvede og fange hendes andsig.. men kunne intet se bortset fra det lange hår, og en hvid kjole. Han trækede været et par gange, ind og ud... før han sagde " hej,? hvad laver du her ude så sent?" han satte sig på gyngen og gyngede, frem og tilbage, men, hoved kiggede ned, på hans sorte sko. han kunne mærke kulden i luften prøvede og slå hans hænder ihjel..

Hun kiggede på ham og smilede, "Det samme som dig, kunne jeg forstille mig" sagde hun stille med en rolig stemme. Hun kiggede sig omkring og stoppede med at gynge for at side og lytte til hvad han havde at sige.
Vinden blæsede hendes hår frem og dækkede hendes hoved.
Hun tog sit hår væk fra øjnene og kiggede på ham.
Hun undrede over hvorfor han var herude så sent.
*Han må føle sig utilpas* Tænkte hun.

Han stoppede op da hun begyndte og tale... *smuk stemme det har hun da* tænkte Damian... "øhhmm" han hørte ikke rigtig hvad hun sagde. han kiggede på hende. * Hun ser da meget sød ud* han fik lidt farve i kinderne.. "såå kommer du tit her?" Det fløj bare ud af munden på ham.. han kiggede ned i jorden igen og gyngede så lidt videre. *hvordan kan hun mund være her ude så sent... ville hun bare væk fra noget, eller bare ikke sove?* "får rasten heder jeg DamianDean" Han stoppede gyngen og smilede til hende. varmen kom lidt igen i hans krop, forgrund af nervøshed. han kunne ikke lade være med og kigge på hendes ansigt.

Hun fnisede, da han spurgte hende om hun kom tit her, "Nej, det er min første gang her" svarede hun. Hun rakte hånden frem, "Hyggeligt at møde dig DamianDean, Mit navn er Samantha Catalina, men bliver nu mest kaldt Catalina." Smilede hun.
Hun kiggede ham dybt i øjnene, *Han virker sød* tænkte hun med et svagt suk, som blev båret væk af vinden, uhørt.

* Catalina sødt navn* tænkte han og rejste sig op, og gik op forand hende. "vil du gå en tur med mig?" han smilede og kiggede ned på hende.. *bare ikke sig nej bare ikke sig nej* tænkte han.. det ville være så pinligt vis det slo fejl. "Såå.. har du lyst eller? " han kunne mærke der voksede en klump i hans hals.. og hans nervøsitet blev værtfald ikke mindre... af vente tiden...

Hun tænkte sig om, *Det kunne blive hyggeligt, eller det kunne gå galt*.
Hun sukkede og smilede mens hun rejste sig op. "Meget gerne," sagde hun i glæde men også i frygt.

Han tog hånden tilbage igen... "tror ikke jeg fik et svar før..men uhm hvorfor var det lige du er ude så sent?" .... tågen er næsten gået væk og det ikke så koldt som før... Damian gik lidt forand hende og ud på stien. Han kiggede tilbage og så hun var var på vej. " hey smil det er vejen frem til et smukkere ansigt " han smillede og forsatte.. "såå har du nogle ide, om hvor vi er.. har aldrig være her før.. Jeg tog bare den første bus, der kom forbi.. Den førte mig så her til" Han kunne kun høre sine ejen trin.. så han kiggede lige tilbage for og se om hun var der.

"Natten er smuk," sagde hun.
Hun gik bag ved ham og nynnede lidt for sig svagt, til han begyndte at snakke igen.
Hun smilede til det han sagde og gik op siden af ham.
"Jeg har ingen idé, men man lærer jo noget nyt hver dag," sagde hun.
Hun tog hans hånd og gik derudad, *Dette kunne blive en hyggelig tur*
"Hvor bor de egentlig Damian?" Spurgte hun, mens hun kiggede ned.
Hun følte sig varm og tryg. Trygheden med at have en anden person tæt ved hende, hun var jo vandt til at gå alene.

Det ga et sæt i Damian, da hun tog hans hånd. *uhmm ja okay* tænkte han... han blev lidt rød i hoved... * hvorfor ville hun vide hvor jeg bor? når ja hvad kan sådan en nuttet ting dov kunne gøre* han tog den anden hånd i lommen... "hvordan kan din hånd være koldere end min?" han stoppede op og tog hende end til sig.. "fryser du?" i noget tid var der bare stil hed.. og man kunne kun lige høre vinden...

Uden at nå at få et ord indført, kunne hun mærke hans varme krop, hun holdte om ham og smilede, hun følte sig varm. "Tænk ikke så meget over det jeg klare mig," sagde hun fortabt i krammet. Hun kunne mærke hans hjerte slå, og blev lidt væk, væk som om der kun var ham og intet andet omkring dem end tomrum. "Må jeg komme hjem til dig og sove i nat?" spurgte hun lavt, så lavt at hun ikke kunne forstille sig nogen hører det. *Hvorfor spurgte jeg nu også om det? Jeg håber ikke at han hørte det* Tænkte hun lidt genert.

Han kunne mærke hun holde fast hans jakke. "ja det må du da... men.. har du da ikke selv et sted og bo?.. " Han kunne mærke hun hade det godt hos ham. Han tog hendes hoved op... " er du okay? " han lænede hoved ned til hendes og lagede panden på hendes panden.. " er du syg du hel kold ? " han tog hoved op og kiggede tilbage til bus stop stedet * burde jeg tage hende med hjem.. uhmm.. men jeg kan ikke bare lagede hende blive her.. * tænkte han. Han ventede hoved tilbage igen og kiggede på hende.. med et lille smil.

"Jeg har ingen steder at tage hen.." Sagde hun trist.
Hun rødmede da han løftede hendes hoved. Den føelse af at nogen holder af hende havde hun helt glemt hvordan føltes. Hun hev lidt i hans jakke, ikke hårdt men blidt og holdte hendes hoved på hans brystkasse. *Den her følse, den er gammel og savnet*.
Hun smilede til ham og lukkede øjnene og lagde sit hoved tilbage på hans brystkasse igen. Varme... Varme fra hans krop.

* Jeg kan da ikke bare lade hende blive her i kulden, så folder hun jo om på et tidspunkt. * han tog hendes hånd. " kom så tag vi med den næste bus" han gik stilleroligt, hen mod busstopstedet. Da de var kommet der over, ga han slip på hendes hånd.. og kiggede på bus planen. Der køre en om ikke så længe. Han ventet sig om mod hende, og smilede.. " er du sikker på du vil hjem til mig ? Du kender mig jo ikke. " han gik hen imod hende og stillede sig lige forand hende.

Hun kiggede op på ham, "hvis jeg ikke må er det okay," smilede hun.
Hun kiggede ned på jorden igen og tænkte på hvordan hun nu skulle finde sig et sted at sove. Hun blev forvirret af tanken og havde mere eller mindre bare lyst til at forlade ham der ved busstop stedet. *Mon han ville have noget imod det?* Tænkte hun med et stort suk. *Jeg kender ingen omkring her, men alle steder er der altid et eller andet forladt sted man kan bryde ind* Hun forsatte tanken med hvor det kunne være og om hun ville gå eller løbe. Hun blev træt af tanken og kiggede op på ham igen for at hører hans ærlige svar.

" ville da ikke ha noget imod, sådan en smuk pige som dig i mit hus " han smillede til hende og tog hendes hånd.. enlig kom bussen, og han hev hende med ind i bussen betalte for dem begge, og satte sig ved et sted hvor de kunne side to. Han sad inderst , og lægnede sig op af vindduet. han var blevet en smule små træt. Han kunne mærke hun ikke havde det særlig godt, ude på bustopstedet.. " er der noget der plager dig?" han kiggede på hende.

Hun kiggede på ham, de sad side om side og hun lagde sit hoved på hans arm. "Det er ikke så vigtigt endnu, lad det endelig lægge til en anden god gang," sagde hun med et suk. Hun lukkede øjnene, ikke fordi hun var træt, ikke fordi hun nydt det, hun havde bare for mange tanker igang til at kunne fokusere på kun ham, og ham alene.
Hun havde mere eller mindre lyst til at torturere ham for at få det bedre med sig selv, men hun kunne ikke få sig selv til det, ikke nu hvor hun havde en dejlig tryghed.
*Jeg mangler et dyr* Tænkte hun ondskabsfuldt. *Et lille sødt dyr som jeg kan torturer til døde og spise bagefter* Der kom et langt suk fra hendes læber og hun prøvede at berolige sig selv, men tanken blev ved med at hænge der, som røg på tøj, hun kunne ikke få det ønske væk.

Han ga et lille suk fra sig.. og begyndte og rejse sig op.. han hoppede ud, og tog hånden frem mod hende.. "kom vi skal af" han ventede sig om, og gik ud af bussen, og gik ned af stien, ned til lejlighederne.. uden og vene sig om. han låsede døren op og tråtte ind i elevatoren, og trykkede på knappen op til hans etage, som var helt øverst.. Han sagde ikke et ord. Han kunne mærke hun ikke hade det særlig godt, for det svar han fik af hende.. det kørte bare rundt i hoved på ham.. Han kunne ikke tænke på andet end det. Han kunne ikke lig folk ikke hade det godt i hans nærværd.

Hun sukkede lavmælt da de stod i elevatoren, inden de var noget helt op på øverste etage, gav hun ham et kram uden videre og uden at sige et ord, hun kunne fornæmme at han ikke havde det godt. Hun kiggede på ham og prøvede at frembringe et smil.
Smilet var ikke særlig opmuntrende men hun prøvede.
Da de steg ud ad elevatoren holdte hun blot fast i hans jakke, for tryghedens skyld, så hun ikke skulle føle at han ville forlade hende. *Undskyld* tænkte hun inderligt.
Men undskyldningen kom aldrig ud fra hendes tanker. Hun blot følgede efter ham som en trofast hund.