I don't understand you, why help a vampire! Why help me?!//Shay//

Sted: Doomsville Rotten Root District - Gyderne
Tid: 00:00
Vejr: Styrt regner
Tøj: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Isobel gik stille og roligt rundt i gyderne.
Helt alene og tilpas, mørket samlede sig rundt omkring hende.
Heldigt for hende at hun havde et godt natte syn.
Solen var gået ned for lang tid siden, og selvom hun kunne gå i solen så var det stadig mørket hun bedst kunne lide.
Hun kunne dog ikke forstille sig ikke at kunne gå ude i solen, uden at brænde op, det ville rent ud sagt være et helved for hende..
Isobel lænte sig forsigtigt op af muren og lukkede øjnene i et kort øjeblik.
For en gangs skyld slappede hun af, til en stor forandring..
Men der gik ikke lang tid før det hele var ødelagt..

Et skingert skrig rungede i hele gyderne.
Det var Isobels..
En pil dybbet i helligt vand var blevet sendt af sted, og havde ramt hende lige i skulderen..
Isobel var ikke forberedt på det, og gispede efter vejret.
Hun tog hurtigt fat i pilen og rev det ud imens hun gav et lille skrig fra sig.
Det gjorde ondt.. Og det sved stadig i hendes arm..
Hun så sig lidt omkring, men hun kunne intet se lige der hvor hun var.
Endnu en pil blev sendt afsted, men denne pil greb hun inden den ramte hende.

Hun havde set hvor pilen kom fra og løb så hen imod det.
Gyden var ret så snoet, og der var hjørner overalt..
Hun løb hurtigt rundt om et hjørne, men til hendes overraskelse var der en der greb ud efter hende, og holdt hende for munden.
Det var Uriel.
En meget gammel vampyr som var efter hende, og havde været efter hende i flere år hundrede...
Han havde fanget hende et par gange, og første gang han fangede hende lod han hende gå, men der fortalte han hende også at det ville han aldrig gøre igen..
Men man kunne vel have lov at være heldig..

Uriel tyssede sødt på Isobel og aede hende forsigtigt over kinden.
''Tag det roligt mit barn.. Når denne nat er over vil smerten være væk.. Helt væk...''
Hans stemme var kold og hjerteløs, selv den modigste dæmon ville løbe sin vej og aldrig komme tilbage..
Et ondskabsfuldt grin slap forbi hans læber..
Han gav forsigtigt slip fra Isobels mund, men havde et fast greb rundt om hendes hals så hun næsten ikke kunne bevæge sig.
''Nå Uriel..Hvor er dine vagter?''
Hendes stemme var svag, da han jo næsten kvalte hende men den var høj nok til at man kunne høre den..
Et lumsk smil foldede sig ud som en sommerfugl på hendes bløde læber.

Uriel fandt en flaske frem med helligt vand i.
Han åbnede den forsigtigt og hældte det ud over hendes ben..
Hun skreg af sine lungers fulde kraft..
Hun vred sig og prøvede at komme fri, men intet hjalp.
Hun var fortabt..

Shay havde hørt skriget, og ville hjælpe. Ha løb så hurtigt han kunne, hans sunde fornuft hjalp ham med at overbevise ham til at han måtte hjælpe. Shay løb igennem de snoede gyder, hans vinger var trukket ind.
Skriget stoppede kort, han holdte en pause. Og gik lidt nærmere, han var sikker på at der ville komme endnu et. Han var engel, meget ædel og meget ung. Det var hans elskede søster også.

Endnu et skrig fik Shay til at sætte i løb. Måske var dettte mellem liv og død. Han måtte hjælpe! Han kom frem, der stod to vampyre. En ældre end den anden, Shay vidste man ikke måtte hjælpe vampyrer. De var djælvelens skabninger. Men hun skreg, Shay sprang på vampyrer manden. Og borede en spids træpind hans lår.

Han rejste sig op, og kunne se den smukke vampyr pige var hårdt såret. Han gik hurtigt hen til hende, og løftede hans arm op til hendes læber.
"Her drik, du har brug for det."
Shay vidste udemærket hvad der ville ske ved dette.

Uriel brummede lidt da han fik stukket en træ pæl i sit ben..
Han kunne godt havde klaret de to, især når Isobel var såret men alligevel lod han vær.
Det ville koste ham dyrt, han ville muligvis miste meget blod, især uden hans vagter..
Han rev hurtigt pælen ud af benet og løb, løb som vinden..
Han ville vente, vente til hans vagter var der, så var han en sikker vinder det var han sikker på!

Isobel pustede forsigtigt ud mod mandens arm..
En engel, selvfølge var det en engel..
Men hun var da sikker på at engle ikke måtte hjælpe vampyre, det var hun sikker på...!
Hun rev hurtigt fat i hans arm, og borrede hendes fingere lidt ind i hans arm.
Hun bed hårdt til rundt om hans håndled, og sugede så meget blod til sig som muligt.
Efter lidt tid gav hun slip med tænderne, hun skulle ikke dræbe sin redningsmand..
Hun satte sig halvt op, og så lidt ned af sin krop..
Sårene var væk, hendes hud var så hvid og ren som før.
Intet blod, intet sår..
Bare ren og skær blød og smuk hud..

Hun så forsigtigt op på manden som havde reddet hende fra Uriel..
Det eneste hun kunne få frem var en lille hvisken..
''Hvorfor..?''
Hun så på ham med nogle funklende øjene og ventede på svar..

Shay blev en smule svagere, men rettede ryggen. Han kiggede over på vampyren som havde angrebet hende. Han vidste godt hun var vampyr. Men noget i ham ville redde hende, ik fordi Han ville udnytte hende efter eller noget. Han syntes bare at der var noget specielt over hende.
"Fordi jeg vil ikke leve resten af mit liv ordenligt, og Det kan jeg kun ved at redde dig."
Hans stemme var dyb, Men med en smuk stemme.

Han kiggede over på vampyrmanden, Han ventede på nogen. Men hvem?