I am Your Hope? I dont understand. -Luciana-

S: Gågaden.
O: Få væsner som traver rundt på gågaden, eftersom det små regner og er meget overskyet.
V: Små regn og overskyet.
T: Solnedgang.
P: Profilbilled.

Han luntede igennem gågaden uden den mindste ide om hvor han skulle gå hen. Støvregnen havde så småt gjort hele hans hættetrøje våd og det nyttede ikke noget at tage hætten over hovedet, i håb om at den ville hjælpe ham med at holde sig en lille smule mere tør. Men, det var som at sige at man ikke blev våd af at gå igennem et vandfald med en hullede paraply. Selvfølgelig blev han våd, selvom han havde en hætte til at dække sit ansigt og hår. Hætten var jo af stof, ikke af stål.
Han sukkede og fortsatte med at lunte igennem gågaden, ignorede de få væsner som stadig stod ude på gaden og snakkede, dog var der en samtale som fik ham til at stoppe op og kigge op på dem som snakkede. Det var to ældre kvinder, som gemte sig under en paraply og et ordentlig lag regntøj, men det var nu ikke det som interesserede ham, det var snarer deres samtale.
"Hun sagde at hun kaldte ham for Hope," sagde en af dem til den anden.
"Håb? Hvorfor kalde sit barn for Hope?" sagde den anden forvirret og kløede sig under næsen.
"Det ved jeg ikke, men den søde kvinde inde i butikken, sagde at hun ledte efter en dreng med navnet Hope, som muligvis kunne være hendes søn,"
Det sidste ord gav et spjæt i Hope, som havde nogen sat tiden i stå og han bare stod der i regnen, imens han langsomt blev mere og mere våd.. Hope.. Søn.. Det måtte han undersøge nærmere.. Han luntede forbi damerne og ind i den butik, som den ene dame havde nikket imod, da hun havde snakket om kvinden som ledte efter sin søn. Det var rart for ham at komme et tørt sted hen, så han fjernede sin hætte og kiggede rundt i butikken.