Daddy and son bonding ~ Rowan

Tid: Eftermiddagstid
Sted: I Rowans værksted
Vejr: Det er en anelse overskyet, men ellers er det godt vejr.

Jacob havde besluttet sig for at hjælpe sin far ude i værkstedet. Og det betød at han sad på en høj skammel og læste, mens han far arbejde. Han havde faktisk tænkt sig at hjælpe ham, problemet var bare, at Rowan arbejde på noget, som Jacobs mangel på finmotorik og evner gjorde besværligt at hjælpe med. Han kunne godt prøve, men Jacob var ikke meget for at kaste sig ud i noget, som han ikke kendte til, bestemt ikke noget, som han vidste, at han ikke ville være god til. Desuden havde han fået en masse lektier for. Hans lærer mente, at Jacob godt kunne læse sig frem til at stige et klasseniveau før de andre, og derfor fik han ekstraarbejde for derhjemme, hvilket han egentlig ikke have noget i mod. Han elskede at læse. Han elskede at lære. Det var nogle gange hårdt at følge med, når han ikke havde haft lige så lang tid til at lære at læse som sine klassekammerater, da de havde været i skolen siden de var seks og Jacob... Ja, han var seks for et år siden. Derfor brugte han det meste af sin fritid på at læse, ligesom nu - Han havde endnu ikke fået klædt om, så han sad stadig i sin skoleuniform, bestående af skjorte og slips og håret fint lagt ned. Hans fødder var trukket op på fodlænet, og han var fuldstændig forgabt i en bog om forskellige urter, som han skulle læse til den næste dags biologitime. I hans skød lå en notesblok og en blyant, og den ville han nogle gange løfte op for at skrive et nyt ord eller brugbart information ned. Ja, han var en stræber.

Jacob var så forgabt i sin bog, at det faktisk tog ham tid at løsrive sig selv fra sin bog og se op på sin far. Et lille smil gled frem på hans læber, og selvom han lagde bogen i sit skød, sørgede han for ikke at lukke den helt. ”Jeg læser om liljekonval. En løvfældende giftig urt, som vokser i tempereret klima, ” Han sagde ikke mere, da det gik op for ham, at hans far ikke kunne være mere ligeglad med hvad en liljekonval var. Men det var alligevel dejligt af ham at spørge. Jacob var ikke så god til at starte samtaler selv, kun med sin far, Ka, Caroline og Elena turde han faktisk gøre det, så det at hans far viste interesse for noget, som Jacob viste interesse for, hjalp en del med at komme i gang med en samtale, og måske var det heller ikke helt synd at blive så opslugt af lektier. Han lo så med sin fars humor, selvom det selvfølgelig var umuligt. Rowan var den klogeste mand, Jacob kendte. Han havde svarene på alting, og vidste altid hvordan han skulle tackle svære situationer. Hvis det ikke var for Rowan ville Jacob aldrig turde gå i skole med sin hurtigvoksende evne. Nu lagde Jacob også bogen fra sig, for han havde lyst til at tale med sin far. Lektier kunne vente, desuden var han alligevel snart færdig, og med hans læsehastighed kunne han sagtens nå det som lidt aftenlæsning.
”Det gik fint nok,” svarede han, han var aldrig en der gik meget i detaljer om sin dag medmindre flere spørgsmål kom, ”Og Hr. Bridgeman var her ikke i dag. Det var noget med at han skulle passe sin syge datter.”
Jacob rynkede kort næsen ved tanken om at Hr. Bridgeman faktisk kunne have et barn. Han brød sig bestemt ikke om den mand. Han elskede at håne elever og finde deres svaghed. Unødvendig disciplin var hans læringsmetode. Så lyste han op igen. ”Men Frk. Cerda var vikar. Hende jeg også har til avanceret matematik. Og hun lod os arbejde for os selv.” Jacob hadede gruppearbejde. Det var det værste, for enten han tvunget til at snakke med andre eller også brugte han hele tiden på at stirre ned i bordet.
Han foldede sine hænder sammen i skødet og lænede sig frem i skamlen for at se på Rowans arbejde. ”Hvad laver du egentlig, far?” spurgte han med reel nysgerrighed. Blot fordi han ikke kunne finde ud af det, betød ikke, at han ikke fandt spændende. Det var lidt sejt, at hans far kunne skabe ting med sine bare næver og lidt ild.

Nej, man skulle bestemt ikke lave en te ud af linjekonvallen. Den var dødsensfarlig at indtage, selv blomstervandet var giftigt. Alligevel var den før blevet brugt til medicin. Folk var vel klogere i dag. Men intet af dette sagde Jacob højt. Han gjorde altid sit bedste på ikke at komme med unødvendig information som ville kede andre. Og selvom han ikke vidste om det ville irritere Rowan, var det bedre at være på den sikre side.
Jacob lo endnu en gang over, hvad hans far sagde. Han var glad for at selv om varulven ikke kendte til hans lærer, prøvede han stadig at gøre et indtryk af dem for at have styr på Jacobs liv. Han var taknemlig for, at han ville vise interesse for ham, for han kunne selv godt se, at hans liv ikke var det mest spændende at høre om. Ud over evnen var alt ordinært for ham. Hvilket han egentlig var okay med. Overraskelser og ængstelige situationer havde aldrig været noget for ham. Alt for at undgå at trigge evnen. Han nikkede så til sin fars spørgsmål.
”Selvfølgelig, det var bare andengradsligninger” svarede han med en smule kækhed. Når det kom til det faglige, kunne han godt kaste en selvsikker kommentar ind her og der. I hvert fald rundt om folk han var trygge ved. Og han ville have, at hans far var stolt af ham, så derfor sørgede han for at gøre sit bedste. Han kunne nok ikke blive til en smed, men han ville stadig blive noget stort.

Da hans far gav sig til at forklare om sit projekt, lagde Jacob alle sine ting fra sig på et andet bord med redskaber, hvor han vidste, at han ikke ville ødelægge noget, hvis han rykkede på tingene, og hoppede ned fra skamlen. Han så på sværdet med store, betagende øjne. Våben var flotte at se på, men Jacob var opdraget til at vide at skønheden også kunne medbringe død. Præcis ligesom liljekonvallen. Så han havde en respekteret fascination af sit fars arbejde.
Han lyttede til sin fars forklaring, mens han betragtede sværdet. Han kunne godt se, at smedarbejde krævede mere end blot at kunne lave våben – man skulle lave våben der passede til ejeren. Med forskellige former, længde, typer, var der et hav af valg. Selvfølgelig valgte hans far altid det rigtige.
Han rev til sidst sine blå øjne væk fra sværdet og hen på det stykke læder, som han tager fra sin far. Han studerer runerne, mens hans far taler og lige pludselig ser han op. Et lille gisp af spænding undslipper hans læber, da noget går op for ham.
”Jeg kommer tilbage om lidt, ” nåede han lige at sige, før han lagde læderet fra sig og småløb ud af døren. Nogle minutter efter kom han løbende ind igen, denne gang mere forpustet og med en tyk mørkerød bog i hånden. Det er en bog om runer. Jacob havde døde sprog og skriftarter som et af sine mange valgfag, bare fordi han elskede alt den viden. Han vidste den stolt frem til sin far.
”Jeg ved ikke, om det er de samme runer i min bog, men måske kan jeg faktisk godt finde ud af det,” sagde han med et stort smil.
Han satte sig op på sin skammel igen og gav sig til at bladre. Han ville så gerne hjælpe sin far med arbejdet og nu havde han faktisk mulighed for det. Så han var ivrig.
”Jeg skal først og fremmest have fundet hvilken afgren af runer det er og bagefter finde ud af deres nationale oprindelse. Derefter kan jeg oversætte dem,” sagde han med hovedet ned i bogen.

(Åh okay. Undskyld at være til besvær så, jeg skal nok finde på noget tilfældigt. Og Joshua her selvfølgelig fået sin intelligens fra sin biologiske far )

Jacob havde allerede hovedet dybt begravet i den nye bog. Han havde kun kort kigget i den før, for tro det eller ej, men han havde ikke altid tid til at læse alle bøger på sit værelse, og denne bog var forholdsvis ny. Så han skulle lige læse indholdsfortegnelsen for at sikre sig at komme ind på de rigtige sider. I mellem tiden lyttede han til sin far tale og nikkede til hans ord, mens han blev mere og mere spændt. Halvt fordi han kunne hjælpe sin far og halvt fordi det var ny viden. Jacob elskede ny viden af alt slags. Intet viden var unødvendigt efter hans mening, man vidste jo aldrig om man kom til at stå en situation hvor man skulle bruge det. Det var ikke nødvendigt at oversætte runerne for hans arbejde og Jacob havde lidt på fornemmelsen, at han blot nævnte opgaven så Jacob kunne føle sig nyttefuld, men det var lige meget. Det var ny viden, en ny udfordring. Noget Jacob ikke kunne sige nej til.
Han rystede svagt på hovedet til noget af det hans far sagde og gav sig til at bladre gennem siderne. Han skimmede kun siderne for han vidste, hvad han ledte efter.
”Draconianerne skrev i runer, men deres runer plejer at være omgivet af karakteristiske prikker. Dværg-runer måske…” tilføjede han bagefter. Han smilte ikke, men kun fordi han nu var dybt fokuseret i at fuldføre sin opgave. Han fandt det kapitel, han ledte efter og gjorde sådan at Rowan kunne se det, til hvis nu han selv havde lyst til at kigge efter runerne. Jacob vidste dog godt, at dette formegentlig ikke interesserede hans far lige så meget som det interesserede ham.
”Her er noget – Jeg tror det er runer af dværgene i Syd. Det minder lidt om runerne man finder i Thorban,” sagde han mens han læste videre på den information han lige havde remset op, ”for i Thorban er det mere simpelt, hvor mange runer er slået sammen til forkortelser… Aha!”
Han havde fundet siden hvor runerne og deres betydning stod. Et lille smil af spænding kom frem på hans læber igen, og han gav sig til at lede efter de rigtige runer.
”Jeg tror, at den sidste rune betyder… stædig eller gåpåmod.” Han læste videre og alt andet omkring ham blev glemt.

Jacob så ikke en gang op, da hans far reagerede på runen. Han var allerede godt i gang med at finde ud af at oversætte de andre runer. Det var svære end den første, og det virkede ikke til, at han kunne finde den direkte betydning, men måske kunne han finde synonymer eller forkortelser af det og så kunne de regne sig frem til resten.
Han skyndte sig at lave en 'tsk'-lyd for at kaste tanken om lektier væk, da hans far nævnte det. Jo, han havde lektier for, men det kunne han hurtigt få læst ved morgenmadsbordet eller på vej til skole og så kunne han også få lavet sine sidste opgaver i sin seng. Dette her var en del mere spændende og også en større udfordring end undervisningen på sin skole.  
"Jeg tror, tror, at rune nummer to betyder ånd eller spirituel, men jeg er ikke sikker... Den kunne også sættes sammen med den første og betyde magiker, men det passer ikke helt ind," mumlede han og skar en kort grimasse, hvor hans læber blev spidset, før han læste videre. Det måtte da stå her et sted.
Jacobs perfekte verden fyldt med bøger og viden blev brudt, da hans far talte til ham igen. Han så op på sin far med et lettere tvivlende blik. Jacob brød sig ikke om nye ting eller oplevelser og bestemt ikke fremmede steder. Desuden var 'ferie fra skole' ikke en god ting for Jacob. Selvom han prøvede at glemme sin evne, så vidste han godt, at han nok ikke ville være i skole i så lang tid endnu, og siden han elskede det, ønskede han at få sig meget ud af det som muligt. Men så igen - han ville gøre sin far glad. Så han lyste op i et smil.
"Det lyder spændende. Hvornår tager vi så afsted?"