The Forgotten \\Alice

"Dé Minion" - Vagt kommandør Glatius

Lydene gentog dem selv gennem natte mørket, lyden af store stål støvler fra de skinnede riddere der løb af alt tøj og rammer kunne holde til, den evige konkurrence om at løbe hurtigere end de andre, for i disse grufulde øjeblikke, var der ingen ære at opfylde, og efter den mystiske velkomst til den lille landsby, da en skabning så mørk som natten, og så sadistisk som djævlen selv havde kastet sig fra et træ, og som en mester kok der flået jomfrue rejer, bliv deres venner og kampbrødre flået af de store gyser ligende klør, og efterlod en blodig masse som en snegl efterlod slim. I alt denne tumult havde vagt kommandør prøvet at kæmpe et brag kamp for at få Isabellas silke bløde fødder igang med at løbe, men ingen fornuft kunne komme til hende. og først da han lagde sig på knæ og sagde frøken foran hendes efternavn begyndte Isabella at bevæge sig. Natten opslugte de løbene soldater, og man kunne høre hvordan et høje skrig fra dem mens de løb af helveds til med næsen mod kirken.

Ak og Ve, endelig nået de ly søgende væsner frem til kirken, og man kunne se hvordan de hastigt fik smækket de store kirke døre i, og lyden af stål svær kom gennem luften, da alle trak deres elskede stål våben, og drejet sig mod døren, i forventning at helvedes største pinsler ville rive døren ned, men.. intet skete, ingen lyde, ingen banken, ikke så meget som et forsøg. Glatius var hurtigt på aftrækkeren, og fik de 6 overlevende vagter til at tjekke alle vinduer, og lukke dem, hvis ikke de var. Isabella, is dronningen med et hjerte lige så koldt og dukke agtigt, som hendes make-up dukke pyntet ansigt, sad nu oppe ved alteret, og kiggede stift på det, som var hun i en stirre konkurrence med selve gud.

langt fra ligeså storslået eller højt hævet kunne man sige om Alice. Hun havde selv søgt ly i den selv samme kirke. Dog ikke af samme grunde som de fremmede der også var kommet der ind.
Alice var der for at kunne få hvilet. Hun var dog langt fra troende, og hun så ikke at der var nogen Gud. Sådan havde hun altid været en Ateist. Man kunne vel sige at hun nassede på kirken ved at have søgt ly der inde for nattens kolde mørke, der tit ikke var til at stole på. Det måtte dog indrømmes at det var en smuk kirke. Flot ud smykket med malede fortællinger fra troen.
Alice havde self fundet sig til rette inde imellem de mange rækker af bænke som normalt var brugt under prædiken. Hun så der sammen rullet i mørket hvor hendes helt sorte pels gjorde hende næsten helt usynlige for et utrænet øje. Hun lå i de behagelige skygger og nød sig godt af at kirken var god modstand for vind og kulde, også selvom væggene ikke ligefrem var kogende.

Hendes ellers rare søvn var blevet aflyst af larmen af fodtrin og våben. Alice åbnede kun øjnene, men blev liggende i skyggerne hvor man næsten ikke kunne se hende. Der var en lille håndfuld soldater der løb rundt og sikrede kirken, så det ud til. Ikke lige noget Alice havde forventet sig. Hun fulgte dem med øjnene, og prøvede at finde grunden til det påstyr de lavede. Stadig forblev hun helt stille i sit gemmested, da de endnu ikke havde vist hvilken side de var på.

"Azazel, Jázex, Thor, Thomas, tænd lys" - Glatius
"Felix og Domin, søg kirken igennem efter brandbart væske" - Glatius

Glatius kastede ordre på de 6 vagter, trænet og loyale adlyd de hans ordre, mens han kommenderet dem rundt som var det hele Sakrefs hær der var samlet udenfor kirken de skulle gøre sig klar på, det var tydeligt han havde prøvede sin del af stresset situationer. Isabella sad bare sjæleløst, og lod ikke sine øjne glide væk fra alteret, som kunne hun faktisk ikke lukke øjnene, eller dreje hoved, hendes åndedræt var så små og sjældne som et lig, og når man endelig så en følelse på det islandskab der var kendt som hendes ansigt, var det en velkendt følelse kaldet ligegyldighed, som var hun tom og øde indeni. En tom krop.

Glatius gik med hastige skridt mod Isabella, og hans elite soldat blik fik fanget et par øjne der sad i skyggerne ved en af de mange kirke bænke, hvilket fik ham til at hæve det store spyd lavet af massivt sølv, dækket med hellige og elver symboler fra top til slut. "Hvem er du!" Mandens bagside af den skinnende stål rustning gik i stykker, og nogen mægtige hvide engle vinger kom frem af hans ryg, mens hans øjne bliv så hvide og pirrende at se på, som et kamera glimt, bare et konstant lys man kiggede ind i. "Jeg overlader ingen tilfældigheder. vis dit ansigt, eller find et spyd i dens sted" Glatius var tydeligvis ikke en der gav kvinden særlig meget tænke tid, efter hans mening skulle alt gå hurtigt og effektivt, han var ikke en der sløset på jobbet, bestemt ikke når nogen af hans trænet soldater var lavet om til hunde legetøj for hvad end det var derude

de andre vagter var bare igang med at gøre som han sagde, tænde stearin lyssene rundt i kirken.

Der gik ikke langtid før hendes skjulested var fundet. Hun havde ingen intentioner om at blive dræbt på den måde og heller ingen intentioner om at skabe unyttig strid.
Han trussel nåede ikke at blive udført fysisk før hun trådte ud af skyggerne. En smuk elegant helt kulsort panter kom til syne. Den så ikke fjendtlig ud.
Også ud af ingenting var det ikke længere panteren der stod foran den fremmede mere. Men en ung pige med en stort vildt pjusket kulsort hår og et par helt dyriske og hasselbrune øjne der stirrede direkte som ham. Hun var hverken bange eller truende. Hun så bare på ham med et helt roligt blik alt imens hun forholdt sig helt stille.
Alice var godt klar over at dette ikke var et tidspunkt til sjove bemærkninger eller spøj. Hun havde dig ikke tænk sig at lade sig bukke for dem. Hendes frihed var nok hendes kæreste eje.
Alice ventede på den fremmedes handling, hvad han ville gøre. Hun havde ingen plan om at flygte udenfor, da det ikke virkede som om det var det mest sikreste. Men på den anden side var hun endnu ikke sikker på hvad og hvem de fremmede var, og om de havde intentioner om at skade hende på nogen måde. Det eneste hun kunne trøste sig selv med var tanken om at vold ikke hørte til eller var tilladt i 'Guds hus'.

"Mit navn er Alice, og jeg er her kun for at overnatte..."
"Ikke for at være en trussel!"

Hendes stemme var rolig, men stadig toneløs. Hun kunne ikke vide sig sikker om det hun havde sagt ville blive set som en sandhed eller en løgn fra deres side. Hun havde flere gange før oplevet folk vende og dreje hvad hun sagde. Og kaste det tilbage i hovedet på hende. Forhåbentligt var denne mand fornuftig nok til at lade hende slippe for hvad end de kunne finde på at gøre.

Glatius lod det fareturende spyd blive sænket, da han så det var en civil, men han undret sig over hvordan den spinkle smukke kvinde var kommet indenfor med det monstrum udenfor. Glatius var en maskulin mand, med et bryst der var så hårdt, at en klippevæg kunne blive jaloux på ham, og hans overarme var som to halve træstammer, som var dækket de tre lag solidt stål fra hans rustning, han var iforhold til mange andre engle en der kunne slås med dæmoner med rå styrke. normalt var dæmoner jo stærkest. Glatius holdte et skarpt øje på den ukendte kvinde, selvom han havde fjernet våbnet, så var det tydeligt han ikke stolet på fremmede der kom ud af ingenting. "Hold dem tre meter væk fra frøken Dé Minion, så vil vi have ingen problemer med hinanden Alice" Glatius var enlig en meget imødekommen og rar person i det private, men at være effektiv var en stor del af ham.

Man kunne høre en soldat, en kvindelig en, hun havde langt sort hår, som havde en masse ar på sit ellers kønne ansigt, efter en lang tid med kamp og problemer, hun hed Azazel, og sagde nu "Sir Glatius. Thor er forsvundet" Glatius kiggede sig kort omkring ved at dreje hoved, og man kunne nemt læse hans tanker *Han var her da lige før* i samme sekund kom en afdød krop faldene med et reb om halsen ned fra en mørk balkon i kirken, man kunne se liget svæve frem og tilbage, personen døde på stedet rebet foldet sig ud i sin fulde længde, og man kunne høre et knæk fra hans nakke.

Glatius trådte et skridt tættere på Isabella, mens Isabella selv, ikke engang drejet hoved af hvad der skete. Kirken var skummel, nogen steder var belyste af stearin lys, mens andre var efterladt i skyggerne. Liget der faldt ned var selvølgelig Thor.

Alice havde heletiden holdt øjn-kontakt med Glatius for at sikre sig han forstod hende fuldtud. Hun nikkede kort, for at vise hun var indforstået med reglerne han havde sat for hendes tilstede værelse.
Alice forholdt sig helt rolig imens hun så hvad der skete. Hun følte sig langt fra tryg ved situationen hun var havnet i. Hun trådte tilbage i skyggerne og tog igen form som en panter. Hun havde ikke brug for at være i sin svage form. Hun manglede trygheden som dyr. Hendes blik fulgte dog hvad der skete i kirken, og det var med gru hun så og hørte den høje og knasende knæk, der gav genlyd mod de kolde og hvide mure i kirken. Alene lyden var nok til at få Alice til at bide hård sammen. Hun havde været vidne til mange ting, dette var langt fra det værste hun havde set og hørt. Men stadig heller ikke et af det bedste øjeblikke.

Hun så til imens de alle sammen så hen på liget som måtte være omtalte Thor.
Der var ingen grund til at føle sig sikke længere hvad end de havde lokket med sig til kirken var det ikke venligt sindet!
Alice var ikke typen der kastede sig i ud i unyttig kamp, derfor var hun ikke ligefrem helt glad for situationen.
Dog ville hun alligevel gerne finde ud af hvad der skete. Hun sprang lettere elegant op på en af bænkene imens hun kort kastede et blik ud af vinduet. Ikke sikker på hvad hun skulle forvente at se derude i mørket.
Der var stille, og mørkt. Ikke rigtigt noget at se. Men stemningen i kirken sagde det helt modsatte. Stemningen var spændt og ubehagelig trykkende. Alice trådte væk fra vinduerne og ind midt på gangen mellem rækkerne af bænke. Hun var stadig i form som en panter, og hun havde ikke tænkt sig at lave om på det foreløbigt.
Kort var hendes blik igen hos de fremmede som alle så ud til at fokusere på den døde Thor og hende Dé Minion.

Glatius gav tegn til Felix om han skulle bevogte Isabella, mens Glatius selv begyndte at gå mod trappen til kirke tårnet, han ville signalere til landbyens folk de havde brug for hjælp, hvilket nok ville skaffe flere Dé Minion folk til området.
Felix stod tæt op af Isabella, men ikke for tæt, men kunne se hvordan han havde en æres frygt til hende, som var hendes koldhed skræmmende for ham, eller måske var det rygterne han og de andre soldater havde hørt om de folk hun havde sendt ind i den næste verden uden grund andet end underholdning, og hvordan hendes øde landskab i hendes øjne havde omfavnet mange inden de fik deres sidste sekunder i livet. Isabella selv havde aldrig selv taget et liv, det var mere hendes hensynsløse mening med andres liv som var skræmmende for vagten.

Efter Glaius havde gået et stykke op af trappen, og man kunne høre hvert skridt tydeligt, som et ekko, det var jo en kirke trappe af sten i store nærmest tom kirke, det gav en del genlyd, men pluseligt .. stoppede lyden, og en anden kom frem, som hvis man kørte en trillebør ned af en trappe, og efter nogen ti sekunder kunne man se Galius massive mande hoved rolle ned på bunden af trappen, efterfulgt af hans krop. der var inden skader på selve kroppen udover det adskildte hoved. en bare lidt trænet person, kunne se det ikke var skåret af, eller revet af, det var slået af, som en bokser der havde givet ham en knytnæve lige på næse.. okay, måske lidt mere end en normal bokser, at slå et hoved af var ikke en nem sag.

Vagterne kiggede rundt, de var begyndt at blive lidt skræmt, og nu uden en leder, stod de helt forvirret, og var lidt (meget) usikkere på hvad man gjorde i sådan en situation. De var trænet, og dygtige til deres shit, men der var normalt altid en klar kommando vej, hvilket der ikke var længere.. for Isabella leget stadig bare stirre konkurence med alteret, og så ikke ud til at begynde at stoppe, så hun ville nok ikke tage leder skoene.

Jázex en anden engel, bare en mindre hjertevarm en, han havde samme kæmpe rustning på, og bare et svær til hver hånd isetedefor et spyd som Glaius havde. Jázex tog kommandoen ved at sige "Domin, Azazel. lig en bjælke på døren, så intet kommer ind af den dør uden vores say so." Jázex var ikke en trænet leder, men han var en dygtig soldat der tidligere havde været i en krig mellem orker og engle, så han havde set sin del, og kunne bevare det kølige overblik. Man kunne ikke se hans ansigt fordi han havde hjelm på, så han var mindre personlig end Glaius.

Alice fulgte med i alt hvad der skete selvom hendes blik var på hoveddøren ind til kirken. Hun hørte det hele.
Hun var langt fra tilfreds med hvad hun hørte. Hun var ret skræmt efterhånden, og hendes mulighed for at flygte var lille, hvis ikke den var helt væk.
Hun lyttede til de ordre der blev givet til de tilbage værende. Hun så dog stadig på hoveddøren. Klar på at der ville vælte et kæmpe monster der ind. Hun manglede bare en lugt vej, så var hun væk.

Den sorte pels var langsomt begyndt at rejse sig langs hendes ryg. Både i rædsel og spændthed over hvad der ville komme ind til dem. Hun hade stillet sig klar i defensiv position, så hun kunne reagere hurtigt og let. Hun så kort tilbage på de andre der passede på deres dronning eller hvad hun nu var. Alice var en fattig pige og hun fulgte ikke rigtigt med i hvem der var hvad mere, der var ingen grundt til det da hun ikke regnede med at løbe ind i dem. Men der havde hun taget fejl. Det var dog ikke fordi hun var over lykkelig med situationen hun stod i. Hun var helt sikker på det var deres skyld at hun nu stod i en stor fare nu uden selv at have gjort noget.

Domin og Azazel gjorde som Jázex havde bedt dem om, det var ikke tiden til at begynde at diskutere leder positionen. Jázex kiggede rundt mens han prøvede at finde ud af hvad næste ting på dagsorden var, og hvad han havde med at gøre her, for han havde set mange ting i sit liv, men han kunne mærke en kold fornemmelse ned af ryggen af skræk, men det holdte han for sig selv.

Domin og Azazel var godt igang med bjælken, og havde næsten lagt den på de to holdere på hver side af døren, da de tabte den af overraskelse, da en af deres soldater som ingen havde haft opmærksomhed på, Thomas, havde stillet sig med ryggen mod muren, i en af skyggerne for at studere omgivelserne.. et meget taktisk valg. men lige pluseligt udbrød han i et næsten lydløst skrig, da en spand med kogende vand fra balkonen i den modsatte side af balkonen fra før, tæt ved alteret som han stod lige neden under nu, bliv hældt ned over ham. han havde ikke sin hjelm på, og da vandet væltede ned over ham, begyndte hans hud at boble og springe som luft kugler af sæbe. han skreg i smerte og faldt ned til jorden, mens han prøvede at rive og flå sig selv i ansigtet for at få den svigende smerte til at stoppe, men det var jo vand, så han havde ikke en chance for at få det af.
Spanden var hældt meget hurtigt, og hvis man virkeligt havde været hurtig kunne man lige se en helt sort skikkelse menneske formet gå længere ind på balkonen igen, og derved væk fra syns felt.

Jázex var blevet ret træt af fjenden havde den grund der var over dem, så han lavede et hånd signal til Domin om at flyve derop, fordi nemlig Domin kunne flyve. Domin formede nogen vinger meget diskret indeni den store rustning i håbet om at tage dem oppe på balkonen med bukserne nede, også i samme sekund som rustningen knækkede, og han foldede vingerne ud, fløj han mod balkonen med sværdet i hånden, så sej og episk som han var. han landede meget hurtigt, og gik ind på balkonen så man ikke kunne se ham.

Jázex sagde til panteren der stod i midten "Bliv i den form" han prøvede at virke venlig men han var ret stresset, han havde ansvaret for andres liv, og havde ingen ide om hvad der skete lige nu. han ville gerne have hun bliv i den form fordi så kunne han nemmere få overblik, der var intet mere stressende end en shapeshifter der skifter form hele tiden.

Jázex ventede spændt på en form for larm på kamp eller svar fra Domin, men han vidste Domin ikke ville tages så let ned, han var en stabil kæmper, så no way noget tog ham ned uden larm. endelig skete der noget, det var Domins stemme roligt sige "her er ingen" så kom Domin ud i lyset igen, så man kunne se ham oppe på balkonen, også åbnede han munden igen med et drils smil, og skulle vist til at sige en joke, men inden lyden kunne blive ord, kom der et sværd blad, et meget tyndt og skrøbeligt svær lavet af massivt guld, sikkert lavet til at stikke med, ikke hugge, kom ud af munden på ham efter det havde gennem boret hans nakke. man kunne ikke se hvem der ejet sværdet, da Domin stod foran ejeren af våbnet.

Sværdet bliv aldrig trukket ud, Domins krop fik bare et skub, også faldt hans afdøde krop med sværdet gennem kæften ned og smadret næsten til hakkekød, da han ramte jorden. Jázex kiggede målløst, og havde ingen ide om hvad der skete.

Alice havde lige netop vendt sig om da det kogende vand bølgede ned over den ene vagt der have været lidt mere tilbage trukket i skyggerne. Man kunne se hvordan huden slet ikke kunne tåle varmen. Og hvordan smerterne brede sig over mandens krop, imens han kradsede i sin hud for at fjerne smerterne. Ingen havde se det komme, at denne vagt skulle angribes.alle så til imens vagten skreg i smerte. Alice selv så bare til imens hun ikke vidste hvad hun skulle gøre nu. Hende krop var helt spændt i alle muskler over hvad der skulle ske.

Hun så til imens en blev sendt op på balkonen for at undersøge det. Alice var dog ikke sikker på hvad hun skulle forvente sig af det. Fjenden havde jo før klaret sig godt med at snige sig rundt uden at være blevet bemærket, men på den anden side så var det ikke lang tid siden han jo lige havde slået til? Magi ville være den eneste forklaring på hvordan han kunne forsvinde og dukke op igen mente Alice. Hun havde aldrig selv haft så meget med magi at gøre. Hun frygtede det lidt. Hun havde hørt historier om sin egen race og hvordan den måske var blevet til via magi.

Igen blev hendes opmærksomhed taget denne gang dog ikke af et lig eller andet ubehageligt. Dennegang var det en af vagterne der talte til hende. Hun opfattede kun lige hvad han sagde til hende. Dog havde hun ikke tænkt sig andet end at høre det han sagde. Hun var ikke særlig stærk som menneske der var hun kun meget smidig og hurtig men styrke var ikke noget hun havde meget af. Det var noget helt andet når hun var panter.

Kun et øjeblik efter hørtes der igen en stemme. Det var vagten oppe på balkonen. Han var for overmodig. Det vær nærmest som om hun så det ske før det skete. Der havde været forstille.
Igen blev en drabt. Blodigt og ubehageligt at se på.det gav genlyd da liget ramte gulvet med et skræmmende bump. Alice vidste ikke længere hvad hun skulle gøre hun ville væk derfra! Hun var ikke sikker på hvad hun kunne gøre mere.

Felix som stadig stod og beskyttede Isabella som Glaius i sin tid bad ham om, stod nu målløs og bange og kiggede på Azazel og Jázex efter svar, for han kunne mærke frygtens kolde greb om ham som en pose der bliv lagt over hoved på ham, og langsomt kvælte alt luft og mod ud af ham, og hvem kunne bebredje ham hans angst, tros hans mange års tjenste havde Felix nu tabt sutten, og havde bare lyst til at rive bjælken fra døren og komme hjem til sine børn, døden skræmte ikke denne kriger, men det hele.. stemningen, hjælpeløsheden, uhyggen var bare for meget for ham nu.
Jázex kunne også skrives på listen af folk der hellere ville ligge på en strand end det her skygge spil. Jázex prøvede dog at bevare fatningen fordi han havde påtaget sig den dominerende leder rolle. Jázex med sine to overlevende vagter overvejet om .. udenfor.. var sikkert nu? men lige som tanken kom gennem hans hoved, kunne man høre den store massive dør blive slået på, som stod der en elefant udenfor. bjælken brokkede sig som aldrig før, og man kunnen høre hvordan døren sang sine sidste salmer. vagterne trak selvføligelig deres våben, og samlet sig af rent instinkt i midten af kirken mellem døren og Isabella, hvor de så satte deres fødder klar til hurtige bevægelser, men .. flere sekunder gik hvor kamp glæden gjorde sig klar i dem, men så ... stoppede døren med at larme, og bjælken som skulle lige til at knække fik lov ikke at lade livet. Azazel var hurtig med munden,og sagde lavmelt for at berolige sine nerver "De må have givet op"
Jázex var lidt sværre at overbevise, og tysset på hende "shh" han vidste ikke hvad stilhed hjælp dem, men at kæfte op gjorde helt klart ikke.. hans hjerne var løbet tør for alternativer og planer. også kunne man se noget røg komme ned af trappen fra gangen kirke tårnet, og snige sig langsomt henover kirke gulvet, men det så ikke ud til at komme for tæt på, det var som om det bliv opløst af luften, som kemisk røg, men hele gangen op til kirke tårnet var helt dækkede til af det, så man havde større chance for at finde hvidt olie, end at kunne se igennem den sky af damp.
Jázex kunne lugte en fælde, han var ikke i tvivl om det, men hvilke alternativer havde Jázex? han kunne ikke lege systue og stå her hele natten, de var jo døde som grise i et skydetelt, så måske var et angreb i blinde en god mulighed? selvom fjenden havde valgt det for ham? Jázex stoppede med tanken, i troen om at det var sikkert hvad fjenden ville have han skulle tænke. Azazel nikkede anderkende til hendes nye leder da han ikke gav tegn til at angribe ind i tågen, men så stoppede hun med at nikke da den lyssekrone med sterin lys over de sammen stående vagter faldt ned over dem, som flere 100 kilo ondskab og smerte. Felix nået lige at spotte et aflangt meget meget tyndt objekt, sikkert fra et pusterør komme fra røgen, og samme den ting som holdt lysse kronen mest oppe, og da den forsvanft havde vagterne et sekund at reagere på. heldigvis fik Felix som så det, hoppede til side i tide, mens resten af vagterne bliv lavet om til pandekager i stål rustninger. døde på impact. Felix lå på jorden, og var heldig han så det aflange obkjekt, for det var meget meget tyndt, og lydløst

Alice skænkede kun liget et øjeblik mere af hendes opmærksomhed før hun igen kiggede væk. Det var ikke til at bære at så meget død skulle samles et sted, og så i en kirke. Selv levede Alice som vegetar og kunne ikke drømme om at slå noget uskyldigt ihjel! Hun kunne ikke få sig selv til at spise andre dyr, også selvom hendes dyre form ikke var et byttedyr. Hun kunne bare ikke få sig selv til det. Inde i kirken var hun nu omringet af død og kaos. Ikke ligefrem noget hun elskede.

Den høje og uventede lyd af høj og voldsom banken på døren havde næsten fået Alice til at kaste sig væk af ren chok over den høje lyd. En lav knurren kunne høres fra Den sorte panter. Et eller andet sted vidste hun godt det ikke ville hjælpe at knurre. Hvad end detvar der prøvede at komme ind var nok ikke bange for en sølle panter og dens knurren. Alligevel virkede det som om det var det eneste hun kunne stille op i øjeblikket. Hun var magtesløs imod hvad end der gemte sig der ude, hvad end der ville dræbe dem.
Det så ikke ud til at bjælken der holdt døren helt lukkede kunne holde til så meget mere. Man kunne høre hvordan bjælken knasede og gav efter.
Men så ud af ingen ting ophørte den voldsomme banken, og bjælken fik lov til at bestå. Der gik dog ikke lang tid før et nyt ubehagelig fænomen bød dem velkommen til dets forskruede verden.

En ubehagelig tæt tåge eller form for røg brede sig ned af tapperne fra tårnet. Bevis på de stadig ikke var alene i kirken, men at nogle legede med deres skæbne. De kunne slå til når som helst. Og ingen vidste hvem den næste kunne være. Det gav Alice kuldegysninger på hele kroppen. Hun holdt øje med røgen imens hun bakkede væk fra de andre. Hun var ikke sikker på om det var smart eller ej. Hun ville bare længere væk fra den truende røg. Hun kunne ikke se hvad der var inde i den, det gjorde hende ikke just bedre tilpas ved hele situationen.
Så skete det! Det næste mord. Denne gang mere end en parson måtte lade livet. Alice sprang længere hen mod døren imens kronen ramte vagterne og gulvet med et kæmpe brag. Hun havde dog slet ikke været i nærheden af de andre før, men alligevel ville hun bare længere væk.
Alice så hen på den eneste der havde overlevet af vagterne. Hun blev trist til mode ved synet. Ville hun mon selv overhovedet overleve den nat? Ville hun komme til at se solen igen? Ville hun komme til at vandre rundt på bare fødder for sig selv inde i byen igen? Intet var sikkert. Ikke sådan som natten havde udviklet sig.

Felix var fortvivlet, skræmt, og den lille smule værdighed han havde i kroppen var brugt op, han ikke ikke længere se disse grufulde hændelser ske til de største krigere han kendte til, og holde nerverne i blød mere. Han kiggede kaotisk rundt i et desperat forsøg på at gud ville falde ned fra himlen, og redde ham, men intet lys kom ned fra mørket, og ingen varme tog over for den indre kulde han havde fået, han var alene.. nu skulle han lede skibet i land? no way han kunne overskue det. Felix satte sig ned på gulvet som et forvirret barn, og tog sin hjelm af, og lod det lange lyse shapeshifter hår falde ned af hans sider på rustningen. han kiggede opgivende på Alice, og lod de trætte og bange øjne fortælle det hans mund ikke ture sige... han gav op.
Endnu et slag faldt på ydre døren.... bang.... bang.... bang... bang... bang.. Felix tog sit sværd ind til sig mens han sad der som en filosofisk munk i sine egne tanker, han gad ikke mere, og selvom grebet på sværdet var fast, var sjælden løs og sjusket, han søgte tryghed i det kolde stål, men nu ville han ikke bruge det mere.. til hvilken gavn.
De brutale lyde fra døren forsatte, som var det afslutningen på en film, og hvis det var.. ventede Felix bare på rulle teksterne.
Døren sprang op da den tygge træ bjælke knækkede af en de mange bang fra døren. intet monster kom ind, ingen huletrold med kæmpe kølle, dog kom en spinkle, og meget bukle ryggede mand til syne, hans kropsprog afsløret hans gamle alder med de kalve knæ, og foroverbøjet figur. Manden havde en lang sort robe på som dækkede hans krop, og man kunne stirre tomt ind i kuttens hoved i timer i søgen efter mandens ansigt forgæves, kutten mørkelagde ham som en lokal solformørkelse der kun forgik i hans hætte. Manden lod en hånd glide til hætten med nogen meget langsomme bevægelser, som havde gamle morfar ikke fået sin morgenmad endnu. Manden finger var lange og tynde, som skelet med hud, der var ikke ret meget galt. endelig fik han hånden op til hætten, og tog den af, og lod det lange skæg komme til syne, og hans meget bedstefar agtige træk, og han havde de der familie venlige øjne, som sad man ti år gammel igen til juleaften foran pejsen, og ventede på at må pakke gaver op.
Manden lod et kaffe varmt smil glide på hans læber, som var han lige kommet hjem fra aften gårtur, og så nu på sin elsker, og længes efter en lang nat med hende solidt på brystet, men så åbnede Felix munden i et glædeligt suk, i en form for lettelse over stadig at trække vejret, men så bliv det lykkefulde suk udskiftet med svig og tåre rullede ned af hans kinder, et lille blink fra den gamle mand, fik Felix hud i mest bogstavelige forstand smelte som smør i en ovn. det løb ned af ham, en blanding af tåre, små blods dråber, og sin egen sarte ubeskyttede hud, som nu gjorde hans indre og alle hans nerver være helt nøgne, og at have en krop med åbent kød sår over det hele, svir en helveds masse, men dette var ikke nok, da huden lå nede i rustningens ben ende som flydende maling, kunne man se hvordan den store stål rustning bliv helt orange af varme, fordi metallet bliv så latterligt varmt. Felix rystede og skælvet i smerte mens hans kød sagde de velkendte lyde fra bøf på en varm pande, for man kunne lugte i hele kirken hvordan kødet og organerne bliv gillet af hans rustning.
Den gamle mand kiggede mod Alice, og løftede en af de spinkle svage hænder, men han lagde den ned langs sin side igen, og nikkede til hende, som var hun droningen af hele verden, og han hendes ydmyge tjener. Så kiggede han mod Isabella, hvorefter hun rejste sig uskyldigt og modigt op, som en titan vågnede på en slagmark. hun kiggede med det jernhårde blik, og havde et kropssprog så dødt som en sand ørken. Hun adskildte hendes læber sig, og sagde koldt "Jeg Isabella Dé Minion kræver din frygt" Den gamle mand lavede en beroligende bevægelse til Alice med hånden, for at fortælle hende at hvis hun ikke bliv stående, og holdte sin kæft mens ham og Isabella snakkede ville han få små insekter til at komme og spise af hende til der hun ikke har kræfter til at hulke mere. Bagefter den lydløse trussel var sendt, kiggede han på Isabella med glade smilende øjne, og sagde med en hæs morfar stemme "Isabella" han holdt en pause, og hostede en enkelt gang, også forsatte han "Frygt.. Isabella din make-up dukke røv ved slet ikke hvad frygt er." han holdt endnu en pause, og forsatte "Frygt er den pinlige anderkendelse af nederlag. Frygt kan ikke købes, frygt kan ikke forhandles. Frygt kan kun tages." han hostede igen med sine gamle lunger, og forsatte "Du låste dit dyr fast i en kælder og prøvede at glemme du Santuine. Du er en evneløs diva der kaster penge og lejesoldater efter sine problemer. Du har en masse mure af skuespil for at opretholde en ynkelig facade, mens du inderst inde er et forskræmt lille barn. Åh.. jeg kender dig skam Bella." han hostede "Du er Santuine, så lev med det. Du er evneløs så lev med det. Du er svag så bløddej, så lev med det. Men jeg kom ikke her for at diskutere moral og livs etik med slavepiskernes droning.... Jeg kom for at vise dig din slags tid snart er forbi. Camille har skaffet sig venner langt over dine vildeste fantasier.. og snart ... bliver folk som den kære Alice her tvunget til at tage en side.... nu tilspørger jeg dig Isa.. Hvor langt vil du holde facaden? hvor længe skal folk dø for den" Manden nåde lige at sige sidste ord, inden sand faldt ned af hans kind, også lidt mere sand, også lidt mere, og snart kunne man se hvordan manden bliv til sand, og faldt til jorden som sand korn. tydeligvis en form for ´nu er jeg et andet sted i verden magi´

Alice så hvordan vagten opgav og kollapsede. Hvordan han lod mørket omslutte sig om ham imens han langsomt bare så rundt. Det var ikke et behageligt blik der kom Alice i møde fra ham. Hans øjne sagde det hele... Han havde sluppet håbet om at overleve og tage kampen i egen hånd. Det var forfærdeligt at se, at en af Alices egne artsfælder gå psykisk ned og opgive alt. Alice selv havde ikke opgivet. Hun mente ikke at hun skulle dø sådan, men hun vidste endnu ikke hvad hun kunne gøre. Hun ville hjælpe ham den sidste vagt og en af hendes race. Men hvad kunne hun gøre for ham nu? Hun kunne jo ikke engang selv komme ud fra kirken og forsikre sig at der ikke ville være en klar der ude til at tage hende liv så let som at børste lidt støv af et bord?
Hun fik ikke så meget mere tid til at tænke over hvad hende muligheder var før det igen begyndte at buldre på døren. Alice nåede at komme lidt væk fra døren for at den store træ bjælke gav efter og opgav. Så stoppede hun og stod helt stille som havde nogle frosset hende fast i den position hun stod i. Hendes blik var fast lagt på hvad end der kom ind fra den store dør der nu stod helt åben.
Hun var ikke sikker på om hun skulle tro hvad hun så...

En gammel mand i en helt sort kutte med en stor hætte der gemte hans ansigt godt. Hans bevægelser var langsomme og rystende. Sådan at man mest af alt havde lyst til at løbe hen og støtte ham for at hjælpe ham med hvad end skulle. Den langsomme bevægelse lykkedes dog for ham han fik hætten af orden afslørede en gammel mands ansigt der havde langt sig i folder og havde måtte bukke under for det mange år. Der gik kune et split sekund og så kunne man høre den sidste vagts lidelse! Alice så hen på ham og et grufuldt syn mødte hendes øjne. Man kunne se direkte ind på hans muskler og kød. Man kunne høre hvordan det smertefulde for ham blev stækt af hans rustning.
Hun så hurtigt væk fra ham imens hun sank en klump der havde samlet sig i hendes hals. Det var hende tur nu... Hun var helst sikker! Hun så hen på den gamle mand med ærefrygt over hvad han lige havde gjort. Men en overraskelse kom til hende da han intet gjorde hende, men barnebillet på hende med stor ære. Hun kunne ikke tro sine øjne hvorfor havde han ikke slået hende i hjem påsken ligeså grufuld vis? Hendes tusind tanker blev afbrudt af noget næsten endnu mere overraskende. Den kvinde alle vagterne havde passet på og ofret deres liv for talte. Hun lød kold og toneløs imens hun snakkede til den gamle mand. Alice nåede lige at opfange bevægelsen fra den gamle mand. Han behøvede ikke sige noget hun stod som limet til gulvet imens hun langsomt lyttede til dem.
Den gamle rystende og hæse stemme var næsten helt behagelig for hende. Det bragte håb med sig for at hun ikke skulle dø. Det var underligt for han sagde slet ikke noget som forsikrede hende at hun ikke skulle dø. Hun lyttede til hans tale og var lige ved at. Springe i chok over at høre sit eget navn blive nævnt. Hvor kendte han det fra? Hun havde ikke mødt ham før, eller det troede hun i hvertfald. Hun så til imens han langsomt blev til sand og forsvandt. Hun var ikke helt sikker på om det var smart at gå hen til det, men hun havde nu heller ikke lyst til at blive stående der. Hun så kort på Isabella imens hun igen blev menneske. Hun gik hen til sandet og samlede lidt op og lod det sive igennem hende hende fingre. Magi... Underligt og ubehageligt. Men det havde reddet hende.

Isabella havde ingen følelser at vise eller ting at gøre, kun et ord kom ud på den anden side af hendes rose røde læber "Kujon" sagde hun mens Alice sad med sandet mellem fingerne, det var ikke ment til hende, men til den gamle sviske de havde blevet underholdt af hele aften. Isabella lod sine spinkle elegante skridt blive gjort ned af kirke gulvedet, og holdte den pæne kjole med det mange fine mønstre oppe som en rigtig lady, mens hun bare gik mod udgangen, som havde intet sket, og det havde der heller ikke i hendes verden, for det første hun ville gøre når hun sad trygt i sin villa ville være at sende et oprydnings hold til kirken, også lade som om det her aldrig var sket.. så måtte familierne af de døde leve i uvished.. for hun havde ikke tænkt sig at stå ved denne nat. Isabelle mens hun langsomt gik mod udgangen begyndte at tale til Alice igen, for selvom Isabella kun sjældent talte, så skulle hun lige sige det her til pigen "Ikke et ord om denne aften til nogen. Hvis du koster mig at tabe ansigt, vil det også koste dit eget. Dog i en mere bogtavlig måde" Isabella havde intet mod at true pigebarnet, eller gøre alvor af det, Isabella var ikke en pige der havde stor samvittighed - men hvad man ikke har i sindet må man havde i pungen - og Isabella havde en meget tung pung, og med lidt kreativitet kunne penge godt nok skabe problemer for andre folk, hvis de ikke kunne finde ud af at holde deres kæft, så hun kunne feje de ting hun ville ind under gulv tæppet

Isabella stoppede op for at forvente pigens svar, hun lod de silke nuttet hår blive slynget væk fra ansigtet, og prøvede at finde en ny route uden at ramme noget blod på vejen ud, det gad hun ikke have med at gøre, det kunne godt være de havde givet deres liv for hende, men at give dem respekten ved at tænke mindre på sig selv kunne hun ikke give dem. En af mange grunde til Isabella aldrig ville blive en god mor, eller noget som helst andet end diva, det krævede en form for medmenneskelighed og det havde hun altså bare ikke.

\\bliver længere næste gang ^^

Alice betragtede sandet lidt imens hun mærkede hvordan hun endelig begyndte at slappe af igen efter den dramatiske nat. Hun lagde ikke rigtigt mærke til Isabella eller at hun gik forbi Alice. Det var ikke noget der betød så meget længere. Nu var det hele jo overstået igen.
Isabellas stemme brød stilheden. Alice så op på hende, og var ikke sikker på hvad hun skulle sige. Hun havde jo høre hvordan Isabella var fra den gamle mand. Hun abed sig i læben, og betragtede den meget fine kvinde imens hun prøvede at komme ud uden at blive beskidt på nogen måde. Alice rejste sig. Hun havde allerede lidt blod på sine bare fødder. Hun var ligeglad det kunne vaskes af igen. Hun fulgte Isabella med blikket og følte næsten en trang til at kaste op ved tanken om at denne kvinde bevidst havde ladet sine vagter blive slået ihjel uden så meget som at værdie dem det blik eller en tåre. Intet.

Alice så på de mange lig omkring hende imens hun lavt sukkede.
Hun ville ikke snakke om det det var for sorgfuldt, men hun ville heller ikke holde det en hemmelighed for at adlyde Isabella. Alice så på hende imens hun kort sank igen. Alice smilede kort skævt til hende. "Det er mit eget valg hvad der kommer ud af min mund... Ikke dit" sagde hun kort. Alice vidste ikke hvad hun kastede sig ud i men hun agtede ikke at underlægge sig Isabella.
Hun trak på skuldrene imens hun så på Isabella med et fast blik.


//sorry mit blev også kort//

Isabella lod ingen ansigt muskler bevæge sig efter Alice svar, hendes stålfaste blik lod dens skjulte toner tale for hendes læber, og budskabet var så nemt og tydeligt at forstå ´du valgt din side´. Isabella trak ikke på skuldrene eller slog ud i vrede, hun lod bare det ene spinkle ben kommer foran det andet, og begyndte at gå, hun stoppede dog hurtigt op da man ud af øjen højde kunne se en mindre gruppe Dé Mintropper klædt ud som var de på vej til race krig, alt fra de panseret heste til de tunge riddere, hvis man virkeligt nær studeret alle ridderne, ville man kunne tælle et antal på 25 riddere præcist, alle forskellige racer, den ene mere penge glad end den anden, de var uden tvivl kommet fordi Isabella aldrig kom til hendes position, så de måtte være de hvide riddere der kom for at redde den vildfarende prinssese, ved at ride den vej hun selv skulle have benyttet.
Isabella kiggede stift på dem, de betød mindre for hende end de heste de red på, eller det luft hun brugte.. hun var ligeglad whatsoever, men de kunne få hende hjem til villaen, og erstatte hendes gamle private bodygaurds.
Den førende af ridderne hed Steamin, en dæmon uden nåde eller samvigtighed, han gik kun op i penge, intet andet, men han var fandes god til det han gjorde, ved hans side red en form for tjener, en mand på cirka Alice størrelse og alder, han var også shapeshifter. han havde langt lyst hår som dækkede helt ned til lige under skuldrene. ridderene kom tættere på, og var der okay snart, de red jo på heste.