Forgotten. -Nille-

S: Shadowflame Districtet.
O: Man kan næsten ingenting se pga. tågen. Man kan kun ane at der er træer, buske og en sti rundt omkring.
T: Efter solnedgang.
V: Overskyet og koldt.

Der var egentlig gået noget tid nu. Det var gået stærkt, uden at han havde bemærket det. Livet var bare spolet forbi ham. Han gik og gik, men han vidste egentlig ikke hvor han gik hen. Der var ikke rigtig nogen at snakke med, udover den unge Josh der var hjemme i huset. Jacob var meget taknemmelig over at Josh var der, for ellers havde han ikke kunne kæmpe videre, så havde ensomheden overtaget ham og langsomt slået ham ihjel. Hvilket nok ikke ville være så svært for den, eftersom han allerede var voldsomt skade på næsten hver centimeter af hans krop. I maven havde haft en kniv igennem sig, præcis det samme sted hvor han engang havde haft en istap igennem sig, så såret var blot blevet større. Hans ene arm hang lidt og dinglede, ville ikke rigtige samarbejde efter at den var blevet vredet om. I panden strakte et langt ar sig fra tindingen og ind til midten af panden. Under fødderne var der stadig en smule aftegninger fra de bakterier der nær havde overtaget hele hans krop og sidst men ikke mindst, var der et bide mærke i hans skulder og et par blå mærker rundt omkring på hans krop. Så, ensomheden ville let have kunne slået ham ihjel hvis det var det den ønskede.
Han sukkede og fortsatte med at gå, bare for at slippe alle tanker løs, selvom det var svært ikke at tænke på Nille. Han savnede hende, men var begyndt at vænne sig til at savne hende.. Og Caroline.. Angreb ham som var han en fjende der ville slå hende ihjel.. Dog var hun kommet til sig selv og havde sagt undskyld, men selvfølgelig skræmte det ham stadig.. Den store Josh havde han heller ikke set noget til.. Hvad lavede knægten mon for ballade nu, siden han ikke kom hen til ham? Pludselig kunne han høre noget rasle i busken, så af ren reaktion stoppede han op og kiggede nysgerrigt derhen imod..

De engang små fine ar på venstre arm, var nu blevet større og knap så fine. Arrene var ved siden af hinanden, tæt på håndleddet. Udover det, havde hun små skrammer efter den slemme tortur hun havde været igennem. Hun kunne ikke skelne forskellen mellem venner og fjender mere. Hun stolede på Caroline, som den eneste lige nu. Alle andre var hendes fjender i hendes øjne. Hun kunne snart ikke mere. Hvorfor skete al muligt dårligt hende? Det var noget hun ikke forstod. Selvom hun var ved at blive træt af det hele, skulle hun fortsætte! Der var ingen kære mor mere, det havde der aldrig været. Så i stedet var der ingen kære... Vent. Jo. Selvom Sylva rigtigt havde været Nilles mor, ville hun aldrig være en mormor i Nilles øjne. Der var ingen kære mormor mere. Nille slæbte sine ben efter sig, mens hun var ved at falde hele tiden. Hun var svimmel. Hun kunne mærke smerten fra pisken, kniven som havde været dyppet i vievand. *Jeg kan ikke mere.* Hun faldt. Hendes fald fik nogle af en busks grene til at knække. Hendes hånd rørte ved en busks blade så det raslede svagt. Hun fangede en meget bekendt fært. Jacob. Nej! 
Hun rejste sig op hurtigt op, men var lige ved at falde igen. Hun havde gemt sine to daggerts i sine læder støvler. Hun var træt. Hun havde flygtet hele natten fra alt og alle. Hun kunne se Jacobs hvide hår. Hendes hjerte bankede afsted, både af glæde men også af frygt. Hvordan var det dog han så ud?! Hun nåede ikke at sige noget, eller gøre noget. Han havde fået øje på hende. *Fjende! Løb!* Hun rørte sig dog ikke ud af stedet. Hun rystede svagt i hele kroppen, mens tårerne gled ned af hendes kinder. Ville han gøre hende fortræd? Han var sikkert sur over at hun havde forladt ham! Han ville have hævn... Han ville slå hende ihjel...
"Du rører mig ikke!" Skreg hun, vendte ryggen til og begyndte at løbe væk. De onde tanker havde fået kontrol over hende.

Det kunne ikke passe, det var Nille! Et smil voksede på hans læber, et ægte smil og selvom han havde ondt over det hele, så gik han hen imod hende. Men, så snart han så frygten i hendes øjne, stoppede han kort op og så forvirret på hende. Hvorfor var hun bange for ham? han ønskede jo ikke at gøre hende noget, han ville bare hen til hende? Var hun slet ikke glad for at se ham, havde hun allerede fundet en der skulle være far til hendes barn? Han rystede den irriterende tanke væk og fortsatte med at gå hen imod hende. Forsigtigt strakte han sin hånd hen imod hende, med et smil så varmt og kærligt på hans læber. "Nille, det er mig?" Han så hende i øjnene. Det var som om at det havde skræmt hende fra vid og sans, for inden han kunne nå at blinke begyndte hun at løbe væk fra ham? Han forstod ingenting af hvad der foregik, rørte hende ikke? hvad mente hun med det, han ønskede ikke at skade hende, ikke engang tæt på! Hurtigt som et lyn løb han efter hende, råbte hendes navn, så det suste med vinden. "Nille! vent, stop! Vil du ikke nok?" Han fortsatte med at løbe, gav ikke op så nemt. Han måtte vide hvad der foregik!

Ikke engang hans kærlige, varme smil hjalp på det. Hun havde blot kigget på hans hånd, dernæst stukket af som om hun havde set sin værste frygt. Det var ham, hva? Så måtte han da gerne lige forklare hvorfor han ville angribe hende! Han havde jo evnen is, han kunne angribe hende når som helst. Hun måtte være forsigtig. Nej, hun skulle bare væk. Hun skulle slet ikke snakke med ham. Hun skulle bare væk! Hun løb så hurtigt hun kunne, hendes hår fløj hende om ørerne, hun trak vejret mere dybt, da hun havde fundet ud af at, hun bedre kunne holde sin energi når hun gjorde det. 
Stop? Vent? Nej! *Løb, løb, løb!* Det kunne ikke gå for hurtigt! Dog faldt hun, på grund af en rod. Hun skreg op da hun bemærkede at hun var ved at falde. Hun landede på siden, rullede om på ryggen, mens hun løftede sig lidt op. Da hun ville rejse sig, sad hun fast. Roden havde et tag om hendes læder støvle. Hun kiggede på Jacob.
"Hold dig væk!" Hun løftede sin hånd med håndfladen mod ham, samtidig med at hendes øjne blev sorte. "Hvis du ikke går din vej, bruger jeg min evne mod dig!"

Det at hun løb væk fra ham gjorde ondt på ham. Sårene rundt omkring på hans krop gjorde også at han ikke var særlig hurtig, så hun kunne let slippe fra ham hvis det virkelig var det hun ønskede. Til at starte med kunne han ikke forstå hvorfor hun løb, men han kom hurtig i tanke om hvad Caroline havde fortalt ham og straks var han mere opsat på at indhente hende. Han løb og løb, ignorerede alle former for smerter i kroppen, selvom det var svært, men når det galt Nille ville han gøre alt for at indhente hende, for at vise hende at han ikke ønskede at gøre hende fortræd. Som smilede heldet til ham, sad hun fast i en gren og han kunne komme hen til hende. Hans bevægelser var forsigtige, som var han ved at nærme sig et dyr der kunne stikke af hvert øjeblik det skulle være, hvis han kom med en pludselig bevægelse.
"Nille," sagde han med en blid stemme. Han gik fortsat hen imod hende med rolige bevægelser. "Jeg er ikke din fjende, jeg elsker dig og det ved du," Han så hende i øjnene, endda selvom de var sorte, han var ligeglad. "Du vil ikke bruge din evne imod mig.. og jeg er ikke bange for at se dig i øjnene," Han gik fortsat roligt hen imod hende..

*Stop Nille! Du ved jo han intet vil gøre dig... Det er Jacob... Nej!*  Hun ville kravle væk, skynde sig væk, men hun sad jo fast. Hans ord hjalp ikke. Hendes lysende blå øjne var ikke tilstede, hendes sorte øjne hvilede på ham. Hun ville inderst inde ikke bruge sin evne, men hun havde lært at hun skulle beskytte sig selv. Der var kun to rigtige skammere tilbage, hun måtte beskytte sig selv og hendes søster. Selvom hun heller ikke rigtigt stolede på hendes søster... Hun stolede kun på Caroline. Kun Caroline. Hun trak vejret dybt, hun havde knyttet hænder.  Jeg elsker dig og det ved du, nej det vidste hun ikke. Det havde hun ikke vidst. Eller jo, det havde hun. Hun havde blot skubbet det til side.
"Lad mig være!" Skreg hun og vred sig for at komme fri. Han gik tættere på hende. Han skulle væk! væk! "Væk!" Endelig fik hun sin fod fri. Hun rejste sig op.  "Se mig i øjnene..." Sang hun med sin hypnotiserende skammer stemme. Medmindre han fik noget foran sig, så hun ikke kunne se på ham, var han tvunget til at se hende i øjnene og minderne ville begynde at vises for dem.

Hendes ord fulgte med vinde og fik ham til at krympe sig sammen. Han ønskede sådan bare at holde om hende, vise hende at han elskede hende og at hun ikke skulle være bange for ham. Alt det de havde været igennem kunne ikke måle sig med det her. Dette her skulle sætte alting på en prøve, en prøve som han måtte genføre, for gjorde han ikke det, ville han ende med at miste hende! Hendes navn sad på hans tunge, men den lukkede mund forhindrede ham i at få det sagt. Den var som en barriere, en barriere han ikke kunne åbne pga. de ord Nille sagde til ham og de tanker der kørte igennem hans hoved. Da han endelig fik åbnede munden og skulle til at lade en flok beroligende ord skøjte hen ad tungen og ud i atmosfæren, afbrød hun ham ved hjælp af sin evne og han måtte overgive sig til minderne. Han kiggede hende i øjnene, lod minderne oversvømme hver en del af hans krop.

Han kunne føle slagene imod sin krop. Lugten af blod hang i luften og spanden med vand lå og flød på gulvet. Det havde ikke været med vilje og alligevel kunne han få ham til at skamme sig.
"Møg unge!" råbte hans skærende stemme.
Jacob kiggede op på sin far, de store brune øjne søgte efter tilgivelse i stedet for at skulle drukne i skam. "Det var jo ikke med vilje herre, jeg tabte den bare," Hans stemme var så lille og ynkelig, så skørbelig som et nyfødt barn. Nethan lod sin hånd smække imod Jacobs kind, så den skrøbelige barnehud blev rød og den unge dæmon måtte kæmpe for ikke at græde overfor sin far.
"Tabte den? Du skulle skamme dig! Lær dog at være mere forsigtig møgunge!"

"Du lovede at komme hjem tidligt!" Josh stemme skar igennem Jacobs hjerte. Den skrøbelige barnestemme og de skuffede øjne skar igennem ham som knive. "Hvorfor kom du først hjem nu! Hvor var du henne og hvorfor kan du ikke holde hvad du lover!" Josh kiggede op på ham med knyttede næver, han gjorde alt hvad han kunne for at virke vred og skræmmende, men Jacob kunne se at bag den facade havde han mest lyst til at græde og bare løbe sin vej. Jacobs stemme skælvede da han svarede. "Josh, det må du undskylde men jeg.. der kom noget i vejen, jeg lover at næste gang jeg lover dig noget, så holder jeg det!" Jacob bed sig i underlæben, skammede sig over at han sådan havde brudt sit løfte til sin lillebror. I stedet for at nikke og stole på ham, kiggede Josh bare skuffet på ham, hvor han derefter satte i løb hen imod døren.
"Josh!" Jacobs stemme skar igennem luften..

Minderne skar i Jacob, men han ville ikke bryde sammen.. Han nægtede at bryde sammen!

Det gav et ryk i Nille da minderne tonede sig frem foran hende, eller rettere sagt, så hun på inde i mindet. Hun kunne stå ved siden af Jacob, se på, se ham og de andre, men de kunne ikke se hende. Det var et minde. Et minde Nille havde fået adgang til, som Skammeren havde fået adgang til. Det gav et ryk mere i hende. Det var forkert! Det hun gjorde var ikke i orden! Hun måtte stoppe det med det samme! Men en anden del af hende sagde hun skulle fortsætte. At han ville gøre hende fortræd. Hun skulle knuse ham. Et ryk mere. *Stop! Hold op, Nille!* Hun... Kunne ikke stoppe.
"Skam dig.... Du gør alting forkert... Lille møgunge..." Hun fortrød de ord mens hun sagde dem. Men det var som om en anden del af hende, fryd sig over dem. Den del var Rebecca. Det lille stykke af Rebeccas sjæl var blevet stærkere af at Nille var blevet svagere. Alting gik ned af bakke. Når Nille kom til sig selv, når den indre kamp var slut, ville hun skamme sig som aldrig før over hvad hun nu gjorde ved Jacob. Hun prøvede at knuse ham.
"Du kommer aldrig hjem til tiden... Hvor er du dog... Hvad laver du... Svar mig!" Hun ville ikke stoppe. Skammen skulle blive ved. Et ryk mere. Skam. Nille. Rebecca. Døden. Skam. Et ryk mere. Hun gik bagud, men holdte sine øjne mod hans. De sorte øjne ville ikke blive blå. De gav ikke op. Så stoppede hun med at gå.
Hun trådte et skridt frem mod ham. "Skam..." Et skridt mere frem. "... Dig." Et skridt mere frem. Hun stod tæt på ham nu, men havde ikke taget sine øjne fra hans et øjeblik. "Hvor var du da jeg behøvede dig... Du kan ikke komme til tiden... Du taber hele tiden..." Hun kunne ikke stoppe sig selv. "Skam... Jeg kan se al din skam... Det du flygtede fra... Frygt fra din far... Jeg ser en pige i hvidt... Og hun elsker dig højt... Men hendes pligter stopper hende... Fra at elske dig... Være hos dig... Undskyld..." Hun kunne ikke mere. Hendes øjne blev blå. Som om hun havde fået en knytnæve i maven, sprang hun væk fra ham. Hun stirrede først på ham. Så kom tårerne frem i hendes øjne. "Undskyld, undskyld, undskyld!" Hviskede hun hurtigt... Hvorefter hun faldt om af udmattelse. Det havde krævet al hendes energi... Hun ville nok først vågne efter nogle timer.

Det måtte stoppe! Ville hun ikke nok stoppe! Han kunne mærke hvordan skammen klemte om hans hjerte, fortærede det og forhindrede det i at slå. Han ville give op, han ville ikke mere! Nethans slag, Joshs skuffede blik og den sårede stemme, fik ham til at væmmes ved sig selv. Nu kan han ikke mere! Han ville bare væk! I forvirring og tårer, tog han sig til hovedet og krympede sig halvt sammen, for at lave en barriere om sig så minderne ikke kunne komme ind. Langsomt kunne han mærke hvordan han blev ødelagt indeni, nogen skar i ham og ønskede at dræbe ham og den nogen var den pige han elskede, stolede på ikke ville skade ham. Men kærligheden gjorde en blind, Jacob var ved at blive blind eller også nægtede han bare at give slip på hende, fordi han vidste at hun inderst inde ikke ønskede at gøre alt dette imod ham.
"Stop!" skreg han med sin lungers fulde kræft. "Jeg ledte efter dig! jeg ledte efter store Josh og Caroline!" Han svarede så godt han nu kunne, selvom det var som at skulle svare, imens man langsomt blev flået i flere stykker. "Jeg ledte efter alle, det var som alle var væk!" En enkelt tåre trillede ned af den blege kind.. Han ville ikke mere, ville hun ikke nok stoppe!
Da han hun endelig stoppede, åndede han tungt ud, som havde han været ved at drukne. Luften beroligede ham og det at han ikke længere kunne se de skræmmende minder.. han kiggede hen på hende, hørte hende sige undskyld, lige inden hun besvimede og efterlod ham alene..

Tilbage i hans hytte, der ville hun vågne. Den dejlige duft af ild i kaminen og fyrreskov ville omringe hende. Ved hendes side, ville Jacob sidde på gulvet med lukkede øjne og en rolig vejtrækning. Selvom hun havde fået ham til at se alle de minder, så elskede han hende og ventede på at hun endnu engang skulle åbne sine smukke øjne..

Josh. Caroline. Hende. Han havde ledt efter dem. Alle havde været væk for ham. Hvilken skam. Skam. Nilles tanker var sære, pænt sagt, lige nu. Skam. Skam. Alt var fyldt med Skam. Gudinden af Skam bestemte. Bestemte over Nille, over Skammerne. Hun bestemte. Hendes ord var lov. Men Nille var ligeglad. Det var næsten alle Skammere, eller i hvert fald dem hun havde mødt, hvilket var få. Skam. Minder. Skam. Ikke kun en følelse. Skam. Skammeren. Syna. Kyna. Skam. Verdenen havde brug for Skam. Den ville have brug for det altid... Altid. Hun kunne skam også føle skam, hende Nille. Det kunne hun skam. Skam. Overalt. 
Rebecca gav slip. Nilles tanker blev mere normale. Hun fik kontrol igen. Fri vilje.

Mørkt. Et lys trængte ind. Viste vej. Et lys fra en gnist. En flamme til sidst. Lad mig se hvem du er. En flamme bliver flere. Og jeg ser du vil skjule dig, så dybt i din hule. Skyggerne i hulen springer frem. Stå nu fast. Ikke flygte. Du har intet at frygte. Se nu ind i spejlet. Du er klar... Der i spejlet findes dine svar... Skam. Jeg kan se al din skam.

Af en eller anden grund var den sang i hendes hoved mens hun var besvimet. Hendes skammer stemme... Hendes ord. Hvad de handlede om vidste hun ikke. Hun vidste blot, at det var hendes ord, hendes skammer stemme... De lysende blå øjne lyste op da hun åbnede sine øjne. "Skam..." Kort blev hendes øjne helt sorte, derefter hvide, derefter blå. Hun gispede svagt... Vred sig så meget, at hun faldt ned af sofaen. Hun skreg op, smerten skød op af hendes krop, mens hun landede på gulvet, ved siden af Jacob. Hun havde lukket sine øjne igen.

Skam! Hendes stemme rungede igennem hele stuen, så Jacob svor på at han kunne se en af vaserne ryste. Han drejede hovedet og var hurtigt henne ved hende. Et par ord dansede på hans tunge, men de dansede ikke længe, for han opdagede straks at hun igen havde lukket øjne og han måtte vente med at kunne snakke med hende. Skrigene rungede igennem huset, hvilket fik den unge Josh til at lytte og frygte at der var ved at ske noget med Nille. Jacob lagde forsigtigt hænderne om hende, trykkede hende ind til sig og lod sin kulde strømme igennem ham.
"Shh Nille," hviskede han blidt imod hende øre. "Jeg er lige her, der sker der intet, ikke så længe jeg er her," Han hadede at hun skreg og det eneste han ønskede var at hun skulle stoppe, bare åbne sine øjne op og ikke se på ham med afsky, men se på ham som den fyr hun elskede. Han bed sig i underlæben, vidste ikke hvad han skulle gøre hvis hun endte med at gå fra ham. "Jeg lover dig at jeg altid vil være her.. altid," Han sukkede og fortsatte med at kramme hende.. Han ventede bare på at hun skulle holde op med at lide.. Dæmon hjertet bankede i kroppen på ham og han havde det som om at det kunne brase ud af hans krop.

Smerten var grusom. Som om ild havde sat sig fast på hendes tøj, brændte hendes hud. Tårerne gled ned af hendes kinder, mens hun vred sig i Jacobs greb om hende. Hun havde spændt sin krop, hun kunne ikke finde ro. Med et lå hun helt stille, ubevægelig. Hun skreg ikke mere.  Hun trak nærmest heller ikke vejret. Hvad det var der skete? Nilles anden evne var færdig med at udvikle sig. Hun åbnede sine øjne, de var lysende blå. Hun så op på Jacob med blidhed i sine øjne. Blidheden blev forvandlet til at hun så skræmt ud. Hun fik hurtigt sat sig op, og kiggede på hans skrammer.
"Jacob, hvad er der sket?" Hun sagde slet intet til hvad der lige var sket. Hun havde nærmest glemt det... Men det var nok bedst at huske hende på det. "Hvem har gjort det mod dig?"  Hun så spørgende på ham.

Da hun endelig stoppede med at skrige, måtte Jacob vende sig til lyden af stilhed der endnu engang rungede igennem huset. Stilheden var nærmest som en tung sten at få over hovedet, da han ikke vidste hvordan Nille ville være efter den lidelse hun lige havde haft. Forsigtigt stoppede han med at kramme hende og så i stedet på hende med sine krystalblå øjne, der søgte efter om hun stadig var bange for ham eller om hun igen kunne genkende ham. Han skulle ikke fortælle hende om at hun havde brugt sin evne imod ham, det behøvede hun ikke at få at vide, for det ville hun sikkert aldrig kunne tilgive sig selv for at have gjort. Han bed sig i underlæben og så kort ned af sig selv, inden han kiggede op på hende igen. Et svar dansede rundt oppe i hovedet på ham, han kunne ikke fortælle at det havde været Caroline, eftersom det slet ikke havde været hendes mening at skade ham.. så i stedet fandt han på noget der kunne passe meget godt til det der rigtig var sket.
"En vampyr, hun ønskede at skade nogen børn og jeg stod i vejen, så det endte med at gå udover mig," svarede han og kløede sig kort i nakken. "Men, det er ikke noget særligt, jeg klare mig, det ved du," Han smilte skævt og så hende i øjnene.

Nille lagde sine hænder på hans kinder, fik drejet has hoved lidt til højre og så til venstre, for at betragte det ar der gik fra tindingen til panden, som han havde. Hun lod sin finger stryge forsigtigt langs arret, mens han svarede på hendes spørgsmål. Så tog hun sine hænder til sig. Ikke noget særligt?! Lavede han sjov?! Hun så skarpt på ham. 
"Ikke noget særligt? Jacob, det er noget særligt!" Hendes stemme var skarp som en kniv, den kunne skære. Hun lagde sin højre hånd mod hans hals, kørte den ned til hans hættetrøje, mens hun lukkede øjnene. Hun hev blidt ned i hans hættetrøje, så hans skulder blev blottet. Hun åbnede øjnene... Men fortrød. Hun lukkede brat øjnene, og satte hættetrøjen på plads. Så åbnede hun øjnene igen. Hun havde haft en fornemmelse af at, der ville være flere ar... Der havde været et bidemærke... Hun lagde igen sine hænder mod hans kinder, lænede sig mod ham som om hun ville kysse ham, men nej, det var ikke det hun ville. Hun så bund alvorlig ud. Så kom minderne om hvad hun havde gjort mod ham tilbage, hun havde haft en smule hukommelsestab. En af svaghederne ved evnen. "Jacob, ved du hvad hun hed? Hvordan så hun ud? Du må ikke lyve overfor mig." Hviskede hun.

Han kunne ikke sige at det var Caroline, det ville bare skabe stor drama og det ønskede han ikke. Men, hvad nu hvis han fortalte hende at Caroline ikke havde gjort det med vilje? At hun ikke havde kunne styre sig, for det var jo trods alt sandheden. Problemet var bare at han vidste hvordan Nille ville reagere omkring den, hun ville sikkert blive meget vred på Caroline, hvilket ikke ville hjælpe meget med at hun var en af de eneste hun stolede på. Selvfølgelig ønskede han ikke at lyve overfor Nille, men sådan som tingene så ud lige nu, så orkede han ikke mere drama og ballade, han ønskede bare at slappe af, selvom det var umuligt! Han lukkede øjnene i, sukkede og lod ordene trille hen af tungen og ud i atmosfæren.
"Jeg kan ikke huske det," svarede han og kiggede ind i hendes øjne. "Det eneste jeg husker er jeg blev angrebet og så senere stak hun af.. andet husker jeg ikke," Ordene kom ikke let ud af hans mund, men han syndes det var det rigtige at gøre i denne sag, både for Caroline og Nilles skyld. Nille skulle ikke have mere at bekymre sig om end hun allerede havde og det skulle Caroline hellere ikke.. Han smilte skævt. Tankerne om hun vidste at hun havde brugt sin evne på ham strejfede ham..

En af de værste ting man kunne gøre, var at lyve overfor Nille. Eller, kun hvis man stod hende nær som ven. Hvis Jacob løj for hende.. Ville hun ikke kun føle sig såret, hun ville trække sig væk fra ham. Selvfølgelig ikke helt væk, hun elskede ham jo, men hun ville have svært ved at være tæt på ham. Ærlighed var det øverste på ting Nille værdsatte, selvom hun til tider selv løj. Af god grund! Hun havde jo for pokker da massevis af fjender. Hun kneb øjnene lidt sammen da Jacob havde svaret på hendes spørgsmål... Hvorfor var der noget der sagde hende at han løj? Hendes sammenknebne blå lysende øjne virkede mistænksomme. 
"Jeg håber virkelig for din og min skyld at du ikke lyver." Sagde hun, mens hun trak sig lidt væk. Hun rejste sig op. "Og, hvis du lyver for mig... Kender du udmærket konsekvensen. Ærlighed er noget vi Skammere sætter pris på." Hun sagde det fordi hun havde en fornemmelse af han løj. "Men udmærket." Hun så rundt. "Og beklager at jeg så dig i øjnene." Hun virkede ikke specielt ked af det, men hun gemte det. Indeni kæmpede hun for at holde gråden inde, men det var heldigvis ikke til at se udvendigt.

Han kunne ikke blive ved med at lyve. Selvom han ville beskytte Caroline, så vidste han godt at hun nok selv ville afsløre det en dag, også ville der falde brænder ned for dem begge. Tanken om at skulle bide i det sure æble, fik ham til at lukke munden helt i og kigge væk, men der var ingen anden udvej og det vidste han godt. Ordene dansede på tungen og til sidst åbnede han munden, for at lade dem komme ud og danse i luften, for at forsvinde ind i Nilles øre.
"Det var Caroline," sagde han og stemmen var som en frygtende hvisken. "Hun var i sin moderiske side og kunne ikke styre sig selv, så snart det gik op for hende at det var mig, fik hun det dårligt og gjorde alt for at hjælpe mig," Han bed sig tøvende i underlæben, kunne mærke hvordan hans hjerte slog imod hans bryst, som ville det bryde ud af kroppen på ham. "Du skal ikke bebrejde hende, hun gjorde det ikke med vilje.." Han kiggede ned i jorden, men derefter op på hende med et stolt og stærkt blik i sine krystalblå øjne. "jeg har tilgivet hende, så vi snakker ikke mere om den sag," Til det næste hun sagde, beholdte han den stolte facade, men bed sig dog tøvende i underlæben. "Det er okay, jeg klarer den som altid," Han rejste sig op, spændte sine muskler og så hen på hende. "Så længe du klare den,"

Hjertet faldt, faldt ned i mørket. Han havde løjet for hende først. Hendes øjne blev vendt mod gulvet, hun blev tavs mens han snakkede. Han havde løjet for hende i starten. Det var det der gjorde ondt. Caroline havde såret ham. Skadet ham. Men mest af alt; han havde løjet for hende. For at beskytte Caroline, javist... Men hun følte sig stadig såret. Hvordan kunne han bare lyve overfor hende? Han vidste jo at skammere gik op i ærlighed, især Nille, selvom hun selv løj til tider. Men igen, altid med god grund. Han havde også en god grund, men hun forstod det ikke.. Hvorfor havde han ikke bare sagt det fra starten? Hun lukkede øjnene da han var færdig med at snakke. Det gjorde ondt i hendes hjerte.
"Hvorfor sagde du ikke at det var hende fra starten af? I stedet for at lyve?" Hun åbnede øjnene og kiggede på ham. Så ind ham ind i øjnene. Hendes lysende blå øjne var fyldt med sorg. "Tror du jeg er monster der kunne finde på at skade sin bedste veninde for at have gjort min kæreste noget? Javist, jeg ville være ret sur, men hvis du havde fortalt mig det fra starten af, også det med at hun var i sin morderiske side, ville jeg ikke være blevet sur." Hun rejste sig op. "Forhold er bygget op på ærlighed, og Skammere går op i sandhed." Hun lagde armene om sig selv, stillede sig ved et vindue lidt væk fra ham, og så blot ud af vinduet.

Han sukkede og kiggede selv ned i jorden. Et forhold var bygget på ærlighed, det vidste han godt og det var også en af grundene til at han havde fået en dårlig smag i munden af at lyve overfor hende. Det havde bare været svært at skulle sige at det var Caroline der havde haft angrebet ham. Tanken fik det endda til at gyse ham ned af ryggen, hans bedste ven havde angrebet ham og nu haltede han som en såret kanin. Jacob var snart ved at blive sindssyg, hvis tingene ikke snart begyndte at gå op af bakke, ville han skubbe alle følelser væk og blive den dæmon Nethan havde ønsket han skulle være. Han bed sig i læben, kiggede op på hende og mærkede hvor ondt det gjorde at se på hende.
Hun kunne ikke blive hos ham..
Han bed sig endnu hårdere i underlæben, for derefter at lægge sine arme på kors. "Undskyld, jeg ved godt jeg ikke burde have løjet, men jeg ønskede ikke at skabe splid imellem jer, men ja som sagt gør jeg altid tingene forkert," Han kiggede ud af vinduet, betragtede himlen der for længst var blevet sort som ibenholt. Han vidste ikke hvad han skulle sige til hende.. På en måde savnede han hende, selvom hun stod lige foran ham.

Nej, hun kunne ikke blive hos ham, men hun ville så gerne. Hvorfor var pligten vigtigere for hende end kærligheden? Fordi hun havde vokset op med at høre på hun havde en pligt. Godt nok ikke lige skammer pligten, men pligten til at være fin, repræsentabel og elegant. Så hun var vant til at pligter var meget vigtige, hvis hun ikke fuldførte sine pligter, ville det ende galt. Hun blev ved med at se ud af vinduet efter han havde snakket. Hun var tavs, da hun tænkte over hvad hun skulle sige. Hun sukkede og vendte så blikket mod ham.
"Du gør ikke alting forkert! Det siger du kun fordi... Rebecca manipulerede med dig før." Hun vidste det var Rebecca. "Men du skulle have fortalt sandheden." Hun så ud af vinduet igen.
"Jeg ved godt at det hele er træls lige nu, Jacob. Men hvad vil du have jeg skal gøre?" Hun så spørgende på ham.
På en måde håbede hun sådan at han havde svaret på alle deres problemer...

Rebecca.. Det var navnet på hendes anden side, den side der havde elsket Markulius, som han havde troet var Nille. Men igen det var fortiden og han ønskede ikke at dvæle ved fortiden, specielt ikke når det omhandlede noget dårligt. Selvfølgelig var det den der lærte en om fejl, men det betød ikke at han ønskede at blive ved med at dvæle ved den. Lyden af hendes stemme skar igennem stilheden der rungede i huset. Det eneste der overdøvede den var lyden af hendes stemme og lyden af deres hjerter der bankede imod brystet. Da hun havde snakket færdig, klemte den ene hånd hans skulder, som prøvede han at tvinge sig selv til at sige noget. "Måske er det pga. det hun sagde, jeg ved det ikke, alting er så forvirrende," Han kiggede ned i jorden, stirrede ud af vinduet, som stod han og håbede på at det skulle komme med et svar til ham. "Jeg kan ikke sige hvad du skal gøre, det kan kun dit eget hjerte svare på," Han kiggede ud på himlen.. endnu engang var der stille. Stilheden var som knive igennem kroppen på ham.

Jacob betød alt for hende. Hun ville sådan ønske at de begge havde et normalt liv. Hun kunne have lov til at være sammen med ham, elske ham.. De kunne gå ture langs stranden.. Hun smilede svagt ved tanken. Men samtidig gjorde den hende også trist. Hun kunne faktisk godt lide sit liv, på en måde. Det var hendes evne der fik lagt denne mur mellem dem.. Og der var kun en løsning på det.  Hun kiggede på ham, da han kiggede ud af vinduet. Hans smukke øjne, det hvide flotte hår... Hun elskede ham så meget! Hun gik hurtigt hen til ham, lagde sine arme om ham og gemte sit ansigt ved hans hættetrøje. Hun gjorde det uden at sige et ord. Først få sekunder efter sagde hun noget.
"Glem den episode før med min evne... Det er ikke godt for dig, at blive husket på det, du får det bare værre." Hun lukkede øjnene, og knugede sig ind til ham. "Og jeg har et foreslag... En dag, kun os to, jeg glemmer alt om min pligt..." Hun så op på ham."vil du være med til det?" Hun så spørgende på ham.

Han stod bare og kiggede ud af vinduet, ventede på et eller andet han ikke kunne forklare. Nille stod ikke så langt fra ham, og han anede ikke hvad han skulle sige til hende, hvilket irriterede ham groft. Han elskede hende jo som bare pokker, men det måtte han ikke hvis man kunne sige det på den måde, hun kunne ikke være sammen med ham. Nogen gange tænkte han at det måske engang havde været bedre hvis de aldrig havde mødtes, selvom det var som om at nogen stak en kniv igennem hjertet på ham, så snart han tænkte på det. Så han skubbede straks tanken væk, han orkede ikke at se sådan på tingene lige nu! Pludselig kunne han mærke Nilles arme om ham, så det gav et lille sæt i ham. Han havde ikke regnet med at skulle mærke hende kramme ham, det var så længe siden de havde haft kontakt at han lige pludselig følte sig helt genert, som var det en fremmede der krammede ham. Der gik dog ikke længe før han vendte sig til det igen og lagde armene om hende, for at hun ikke sådan smuttede fra ham. Han kiggede ned på hende med et varmt smil og øjnene der skinnede af en form for glæde. "Ja, det vil jeg gerne," tøvende placerede han sin læber på hendes pande.

Det gjorde ondt at den mur var mellem dem, og det var hendes skyld. Eller, det var hendes evnes skyld. Evnen ødelagde alt, men den betød meget for hende. Den var en vigtig del af hende, og man skulle acceptere den del. Hvis man ikke kunne acceptere den del, kunne man ikke acceptere hende. Så var det bare synd og skam, for hendes evne forsvandt ikke bare, lige så vel at hun ikke ville ignorere den forevig, bare fordi en person ikke brød sig om evnen.  Hun lukkede øjnene igen, mens hun lyttede til hans svar, hun havde stadig ansigtet vendt op mod ham. Hun smilede over hans svar og over at mærke hans kolde bløde læber mod hendes pande. Hun stillede sig lidt på tå, og trykkede sine læber mod hans ene mundvige.
"Imorgen." Hviskede hun svagt. "Imorgen glemmer jeg min evne." Hun åbnede øjnene og så ind i hans flotte krystalblå øjne. "Ikke idag." Hun kunne ikke idag. Der var sket for meget. Hun var træt... Tabet af energi var der stadig.

Han elskede hende og kunne sagtens accepterer at hun havde den evne. Den betød jo alt for hende, så hvis han ikke brød sig om den, ville det sige at han ikke brød sig om den hun var. Det samme hvis hun heller ikke brød sig om hans evne, den der havde forandret nærmest alt ved ham. Lyden af hans hjerte fik ham til at komme tilbage til virkeligheden igen. Nille stod med sine arme om ham, hviskede at i morgen skulle hun nok glemme sin evne, men hvad så med dagen efter? Ville hun så gå igen, for at finde en der kunne føre skammen videre? Tanken fik ham til at mærke hvordan alt varme og kærlighed forlod hans krop, blev overtaget af kulde og ligegyldighed, samt en dæmons træng til at dræbe alt og alle, bare for at sætte sig selv i respekt. Han bed sig i underlæbe, for endnu engang at komme tilbage til virkeligheden og fokusere på nutiden. "I morgen," Hans stemme var en rolig hvisken imod hendes øre. "I morgen," Han turde ikke sige noget om de andre dage, hvorfor skulle han? Han kendte svaret, hendes pligt, en pligt der gjorde ham kold som den is han bar indeni sig. Han skubbede det væk og træk sig ud af krammet, kiggede på hende med et skævt smil. "det er an aftale,"