the night, who could never be forgotten ~ Misha

Det havde været en enkelt nat, der var skyld i dette. Et dumt løfte, forårsaget af hendes eget diabolske humør. Den nat var den største fejl i hendes liv.
Et var selve situationen hun var endt i den nat, ikke gjorde hende videre glad. Set tilbage i bagklogskabens ulideligt klare lys, skulle hun bare have gjort det af med knægten den aften på kroen.

Det var et halvt år siden hun havde mødt ham på kroen, den aften, hvor hans evner til tortur fascinerede hende nok til at betale for hans forbrug i baren.  Et forbrug, der for begges vedkommende, var endt i en ret uheldig situation.
Hun selv havde skyndt sig væk igen morgenen efter, tænkt den nat kunne fortrænges og hun fremover kunne undgå knægten.  Halvdelen havde været sand, knægten havde hun ikke set, han var som sunket i jorden, da hun ønskede at finde ham. Natten derimod, havde hun ikke fået lov at glemme. Maven, hvori et barn lå, havde foreviget den nat.

Det tog Alitheia lang tid at indse, at den nat var blevet foreviget. Det startede med hovedpine, kvalme og til tider opkast. Ting der let kunne slås hen som almindelig sygdom. Det var først to måneder inde, hun ved konsultation med en healer, kom frem til graviditeten.
Efter den viden, var det let at regne ud, hvem der havde gjort det mod hende, knægten.
Ikke nok med hun var blevet gravid, så blev hun nødt til at skjule det for sit mandskab. Det var sjældent en gravid kvinde, udstrålede autoriteten, til at være kaptajn på et skib. Undskyldning på undskyldning, skulle bygges op, for at undgå dem.
Samtidig med dette, skulle hun finde den forbandede knægt, så hun kunne straffe ham, for det han havde forårsaget. Langsomt sætte ham til at føle smerten og torturen ved at skulle være gravid, for derefter at lade ham dø langsomt. Hun ville ikke kunne tales til fornuft, selv ikke med logiske argumenter, som, at hun selv havde været en del af, hvad der var sket.
Det gjorde hende ikke mere positivt stemt, at han længe var som sunket i jorden.

Der var gået et halvt år siden den nat, et halvt år, før hun fik snuset sig frem til hvor Misha befandt sig.
Maven var blevet for stor til at skjule det længere, der var ikke længere nogle bortforklaringer som virkede. Samtlige lemmer var hævede nu, fødder, ben og hænder. For blot at gøre det værre, gjorde ryggen også ondt, og søvnen blev besværet af klumpen.
En ting, der gjorde det værre for hende var humørsvingningerne. Følelser havde aldrig været hendes stærke side, men siden en forbandelse havde koblet en evne til dem, var det blot blevet værre. Ukontrollerede følelser resulterede i ukontrollerede evner, der blot gjorde hende mere syg.
Nu vraltende var hun på vej for at opsøge ham, få udløst sin hævn over hans utilgivelige gerning.

Trods den udspilede mave, klumpede og vraltende gang, fik vreden uhyggelige kræfter frem i hende. Hvordan det var muligt, kunne selv hun ikke forklare, men med et solidt spark fik hun åbnet døren. Døren hang nu skævt, og karmen var splintret.
Knap så elegant, vraltende som i gås trampede hun ind i lejligheden ”Misha! Hvor er du din forbandede lille nederdrægtige knægt! Din utålelige fårekylling, se hvad du har gjort!”  Gnister sprang ud fra hende, vreden var blevet stor nok til at aktivere evnen. Huden var blevet varm og glødende af vrede, små gnister sprang, et forkert skridt ville få flammerne frem i hende.