Anything Is Legal Here - (/ Clare Legington \)

Clare som kiggede forbi hendes søster, og ud på de mange orkerer som travede afsted med deres køller, og primitive hjerner. Deres krobuste kroppe og lodne ansigts træk, tydede på intet andet end grimhed, og ækelhed. Hun brummede lidt, inden hun fugtede sine læber, og gjorde sig mere eller mindre klar til at gøre det som de havde haft til planer om at gøre. Langsomt lod hun hendes blik vandre hen imod deres fremgangs punkt, det sted de skulle frem til, det sted de sikkert og højst sandsynligt var kommet fra, så vidt hun gik ud fra.
Deres muskuløse kroppe, og deres vidt forskellige krops størrelser, og grimme ansigter, gik i en lang march foran hende. Cirka femten meter væk fra, det sted hvor hende og Void gemte sig, i sikkerhed fra ikke at blive set. Hendes blik vendte sig imod søsteren, som også kiggede på hende, og nikkede kort med et svagt smil af spænding, og begav sig selv i gang med den smertefulde proces af voksende led og knogler, så hun kunne blive forvandlet til hendes foretrukne dyr, den sorte Jaguar, som med dens mørke pels skilte sig stærkt ud fra dets søster, som ellers var en helt anden katteart end hende. Den mørke pels stod dog i en perfekt kamoflage med den natur farvede baggrund.
Den lodne krop betragtede hele sceneriet, imens de lange kløer borede sig svagt ned i jorden, og mærkede på de mange viberationer der kom igennem det, og gjorde hende klar til at gå ud efter hendes bytte som hun havde tænkt sig at slå ned. Orkerne var dovne, og langsomme så der var ingen grund til at forvandle sig om til en gepard, som også var et af hendes foretrukne, men det var sjældent hun brugte den. Hun slikkede sig kort over den tørre snude, inden hun lagde sig vagtsomt ned, med maven så den rørte jorden ganske let, dog var benene spændte og trukket sammen tæt ind til kroppen, parat til at springe på den grimmeste og mest ækle ork der var at finde. Hun ventede tålmodigt, hun havde altid været tålmodig, uanset hvad det var det nu gjaldt. Og så!
I et mægtigt spring, kom hun frem fra sit skjul, og løb direkte imod en ork, fra siden, og sprang endnu engang elegant op på denne, hvor i hun sprang væk igen, for ikke at blive ramt af en anden som sikkert havde set sit snit til at gøre det af med hende. Hun stillede sig op på bagbenene i et hurtigt angreb hvor de skarpe kløer ridsede hæsligheden hen over halsen, og fik gjort en ende på bæstet, hvor i hun trak sig nogle to meter tilbage og kiggede på den lille mængde der var ved at lægge strategi planer om at omringe jaguaren. Clare hvæsede, hvor efter et brøl kom ud af hendes mund, og traskede bagud, i hendes let bøjede skikkelse der lå tæt til jorden, imens ørerne var lagt tilbage, derefter løb hun uden om og fik ram på én mere, men kom ikke uskadeligt fra det, da en anden fik ram på hendes højre ben, og sendte et jag af smerte igennem hendes lår og hofte. Og havde sandsynligvis brækket det.

Void udstødte et mægtigt brøl, så snart hun så sin søster springe afsted, så luften nærmest vibrerede. Det var gennemtænkt, og vellykket, for hun bemærkede at mange af orkerne havde smidt deres køller, for at beskytte deres sarte ører imod det iturrivende udbrud fra hunløvens mund. Hurtigt rystede hun hele sin krop, inden hun satte af på jorden med bagbenene, så Void nærmest fløj ud af sit skjul. Hendes tænder var blottet, tungen røg ud til siden med en tavs slasken, og poterne var spredt med kløerne faretruende sat frem. Hun løb et par meter, sprang en enkelt gang, og løftede sig så på bagbenene. Med en dyb knurren svang hun den ene pote, som med en uhyggelig kraft, fik en af orkernes kæbe til at lave et gennemborende knæk. Orken faldt bagover, og landede på sin store gump, men overraskelsesmomentet var nu ikke længere til Void eller hendes søsters fordel. Orkener brølede i kor, og 3 grupper løb enten imod Void eller søsteren.
Hun stod igen med alle fire poter på jorden og brølede advarslende. Hun ønskede at kigge til sin søster, men opmærksomheden var fuldt påkrævet, da 2 orker svang deres dødsensfarlige køller imod hendes ansigt og skulder. Void nåede akkurat at smide sig på maven, så køllerne svang videre igennem luften som en skalpel - hvor den kølle, som havde sigtet efter skulderen, knaldede direkte ind i den anden ork. Den ofrede ork kastede op, knækkede midt over, og blev efterladt af den forvirrede angriber.
Void kravlede hurtigt lidt væk, sikrede sig, at der ikke kom en skjult ork forbi for at smadre hendes kranie, da hun pludselig stod bag orken, hvis kølle var solidt plantet imellem den anden orks mave og torso. Hun løftede sig igen på sine bagben, plantede sine kløer ned i orkens skuldre, hvilket fik blodet til at pible frem, da hun åbnede sine kæber helt. Hendes nakke bøjede sig lidt, så tænderne havde frit lejde til at gennembore orkens hals. Orken skreg med sine lungers fulde kraft, men ikke mere end et par sekunder, da Void lukkede munden så tæt til som det nu var muligt - for at flå over halvdelen af nakkekødet af i ét traumatisk ritsj!.
Den ulækre ork faldt forover med hele kroppen, og havde stadig Voids kløer boret ned i de døde skuldre. Men hun havde ikke tid til at nyde sit lille måltid, for nu så Void noget foruroligende.
En heldig ork havde lammet søsterens ene lår, men med hadefulde lyngnister i øjnene, tænkte Void at det skulle ingen, slet ikke en ussel skabning af en ork, slippe levende fra! Derfor brølede hun en sidste gang, så højt og gennemtrængende som muligt, inden hun med tunge skridt nærmest galloperede imod den 'heldige' ork. Hendes tænder var nu fuldkommen blottet, ryghårene rejst, ørene lagt godt bagud og kløerne der dryppede af blod, som bare ventede på at flå orken til en lille bunke af tilfældige kødrester og knoglesplinter.
Men så langt nåede Void ikke, for de 3 andre orker, der også havde omringet søsteren, angreb nu på én og samme tid.
Hvordan i alverden skulle hun kunne slå hele 3 fuldvoksne orker, med halsbrækkende køller, på én gang. Det vidste hun ærligt talt ikke.

Den forvoksede hun kat, så på orkerne der syntes at nærme sig, med deres primitive hjerner, og grimme udseende, det så ud til at de snakkede om noget, eller overvejede noget. En, hæs knurren og advarende brøl gav genlyd fra den sorte jaguar, der gjorde det af med en af orkerne, ved at plante sine skarpe poter hen over halsen, og ned til maven. Men det havde så været en mulighed for en af de andre at komme tættere på, og hendes skadede ben begrænsede hendes mulige udfald. Blikket søgte over imod søsteren der var ved at trænges op i en krog. Dette her var bare alt andet end godt. Hendes hjerne kørte på højtryk imens hun prøvede at finde ud af hvordan hun skulle bære sig ad med at komme ud af denne her klemme. ”Rrrgg hnggrrr!” hvæsede hun ad søsteren som tegn på at hun skulle løbe væk herfra.
Clare selv prøvede at trække sig lidt tilbage og væk fra disse orker. Hun ville være nød til at gå sin skæbne imøde, der var ingen steder at flygte hen, ingen steder at gemme sig, og hendes ben var såret. Hun knurrede, irriteret over at være fanget, hun havde haft følelsen af at det ville gå galt fra start af, men havde ikke talt det med som noget vigtigt, i en sådan grad. Orkerne kom nærmere, og til sidst kunne hun ikke gøre andet end, at lade dem trække hende med sig, det var nyttes løst alligevel. Men hun skulle nok klare den, det gjorde hun for det meste. Hun havde i hvert fald ikke opdaget at dø endnu, og lige nu var det sikrest at søsteren kom helskindet væk, så hun kunne hjælpe hende senere med at stikke af.
Den store sorte hun jaguar jamrede let under de barske greb der blev taget på hende, da de bar hende afsted imod det ukendte, men hvad Clare næsten ville skyde på var deres leder, Morgoth. De mange smerter blev bidt i sig, imens hun nærmede dette frygtindgydende ’rige’ som Morgoth ejede. Hun havde hørt om ham, mange gange endda, men havde egentlig aldrig set ham i egen person. Men det skulle ikke undre hende hvis han var en grim, stor, slimet, grøn ork, der havde fået fladtrykt næse, eller noget i den stil. Clare anede ikke hvad der var sket med hendes søster, og agtede næsten at kigge, da hun frygtede det værste. Det ville blive for uudholdeligt at bære hvis søsterens lig lå til at kunne blive set, af gud og hver mand. Træerne syntes at tynde mere og mere ud, og den øde ørken trængte langsomt ind på det, der ellers havde været frodigt, for mange tusind år siden, så vidt hun kunne se.
En svag gurglende lyd kom fra den sorte jaguars strube, da denne var faldet i søvn på den lange vandring, den var holdt med at stritte imod, og havde affundet sig i den smerte, dets ben forvoldte den. Orkerne nærmede sig stedet hvor Morgoth, og resten af hans groteske slæng levede. Med en høj klagende lyd, som rungede den hele jorden, og fremvakte jordskælv og vulkan udbrud. Men dette var langt fra tilfældet. En dyb stemme kom nærmere imens skikkelsen af en høj mand, trådte til. Han slog sine soldater som havde været ude på deres færd, også stoppede han da han kom til den sårede forvoksede kat. Hvad han havde i sinde, var ikke godt at vide. Ingen havde egentlig lyst til at vide det. Stemmen sagde noget på et sprog som Clare ikke kunne forstå. Hun kiggede rundt omkring for at danne sig en orientering omkring hvor hun var, men hun kendte ikke nogen af disse steder overhovedet.

Void begyndte at blive seriøst nervøs, da orkerne kom faretruende tæt på med deres våben. Hendes blik flød over til den sorte pelsklump af en søster, der overgav sig, så hun i det mindste slap for at blive tævet til døde af de grønne uslinge. Void udstødte et sidste, hæst brøl af vrede, da hun med halen mellem benene flygtede ind i skoven i lynspurt. Orkerne fulgte med de første meter, men de ombesluttede sig hurtigt, da den største kaldte dem tilbage med en dyb grynten, der skar sig igennem luften, så et par fugle lettede.

Void krøb ind imellem raslende blade og hviskende træstammer, der let svajede frem og tilbage. Vindens styrke var øget en smule, hvilket fik Void til at smile, da hendes korte pels var varm - men da vinden styrkedes, blev hun kølet ned, så det var nemmere for hende at tænke på en plan, der skulle redde hendes søster.
Den store løvekrop mindskedes, pelsen blev til usynlige dun over hele kroppen, der slet skjulte den blege, nøgne hud.
Void kravlede længere ind, og fandt det skjulte læderbåndstøj, hun havde lagt frem til efter sin forvandling fra løve til menneske igen. De mange sølvringe klirrede energisk, da hun påførte sig læderbåndstrøjen. Hun sørgede for at to af båndene helt skjulte de pinke midtpunkter på brysterne, og at der var mindst 2 læderbåndsstropper, der hang sikkert på skuldrene. Bagefter kom turen til nederdelen, der fik lov til at hænge løst og usikkert på hofterne, som om hun med vilje ønskede, at det på et tidspunkt skulle glide af og afsløre hendes bedste tillidsskabende værktøj.

Voids fingre prøvede desperat at rette det vilde hår, der stod midt i luften, indtil hun fik presset det ned imod nakken. Med et nærmest flirtende smil, og de kraftfulde øjne, der tvang enhver til at holde øjenkontakt, spankulerede hun selvsikkert imod ørkenens territoriumlinje, hele vejen til de mange grønne telte, hvor orkerne holdte til.
Hun tiltræk opmærksomheden fra enhver ork, der sad udenfor deres telt, på grund af de konstant lydgivende ringe, der slog imod hinanden eller Voids blottede skind.
En tilfældig ork skubbede sig frem, og løb kluntet hen til Void, med en savlen. Void prøvede at vifte lugten væk, for orkens mundvand stank uhyrligt meget af muggent gedekød og rådden surmælk, der havde stået lidt for længe under ørkensolen.
Void gøs utilfreds, men hun besluttede sig for at prøve alligevel. Selvom det ville blive dybt ubehageligt - så hun lod en venlig finger kærtegne orkens klistrede, gullige hage. Hun måtte dog anstrenge sig for ikke at knurre, selvom der af og til kom små kvæk ud mellem læberne.
"Åh, stærke ork.. Jeg har sådan brug for at møde jeres leder.. Vil du ikke være venlig at føre mig til ham?.. Så er du min helt.."

Imens den større ork kiggede på hende, med dets dyriske øjne, der kiggede undersøgende på hende, han brummede et eller andet til de orkerer, der holdte hende fast. Endnu gang marcherede mændene afsted med hende til et sted hun ikke kendte til. Kort efter blev hun smidt ind på i et bur og landede lige ned på den skadede hofte, som fik den lodne kat til at udstøde et brøl af smerte, hvor efter den snerrede irriteret til disse misfostre.
Om disse skabninger havde en anelse omkring hvad hun egentlig var, havde hun ingen anelse omkring, men det skulle bestemt ikke undre hende hvis de havde. De var for primitive til at kunne have en sådan tanke. De kunne under ingen omstændigheder tænke ud over boksen, så vidt Clare mente af. Men det var jo hendes mening, og de gik vidst langt fra efter, hvad hun mente og syntes. En gysen gled igennem hende, imens hun tænkte på hvad der var sket med hendes søster, hun var sikker på hun sikkert var kommet helskindet væk. Det var hun nød til. Clare humpede hen til det ene hjørne længst væk fra lågen, så hun kunne få noget fred for sig selv, imens hun afventede sin dom fra disse uhyrligheder som havde fået fat i hende. Langsomt sukkede hun, imens tørsten efter vand gled op i hende, hvor længe havde hun sovet da de vandrede afsted til denne lejr, som Morgoth havde med alle sine orkere.
Hun runglede let, imens hun trak vejret i små stød, og kiggede rundt omkring sig, der var så meget aktivitet rundt omkring hende, at det var umuligt at slappe helt af, man forventede næsten at man på et eller andet tidspunkt ville få hammeren over halen. Clare lagde hovedet på sine poter, og lod de dyriske gule øjne glide fra det ene sted til det andet sted, men syntes aldrig at finde det hun søgte. Endnu engang faldt søvnen hen over hende, det var ikke noget der var med vilje, det skete bare. Hun var for træt til at kunne koncentre sig og smerten i benet virkede som alt ædende, at den eneste måde at komme væk fra den var at sove.. og sove.