I've come a long way to reach a dead end ~ Sean

Daron var endelig begyndt at se fremskridt. Ikke så meget i sit eget liv, der følte han det mere som om han var fanget på det samme sted, hvilket frustrerede en målrettet mand som ham. Nej, han kunne se fremskridt på sit hold. Assorian havde givet ham det mest uduelige hold, et hold så udueligt, at Daron næsten var sikker på, at han havde gjort det med vilje. Det kunne godt have noget at gøre med, at Assorian godt kunne lide at hundse rundt, og Daron i starten havde det meget svært med at blive hundset rundt med. Det gik ikke godt, når de to mænds personligheder blev sat sammen, men de havde lært at håndtere tingene professionelt og kun indirekte ødelægge hinandens liv. Som for eksempel at give Daron et forfærdeligt hold for at gøre hans arbejdsdage ulidelige. Daron havde haft den tanke, at Assorian kun havde valgt disse mænd, fordi de netop ingen erfaring havde.
Men nu kunne han se fremskridt. Han havde lært dem at holde våben og lært dem det basale indenfor kamp og snilde. Han havde endda lært dem disciplin - noget som Daron før havde svært ved at lære sig selv. Det var nok det, han var mest stolt af at have lært dem.

Træningen så næsten også acceptabelt ud i dag. De fokuserede på sværdkamp i dag, og Daron havde sat dem op to og to for at se deres manøvre efter nogle timers teori og øvelser. Det havde haft sværdkamp før, men det endte med at to blev stukket ned og kom på skadestuen, så Daron turde ikke tage forløbet igen, før han var sikker på, at de kunne håndtere sådan et våben med respekt. Det var han så nu.
Solen var på sit højeste og skinnede ned på soldaterne. Der var ingen vind, og derfor ingen brise til at køle dem ned i heden, så svedet løb ned af dem. Daron var ikke nær så aktiv som dem men havde alligevel en dug af sved, som han tørrede af panden med sin arm. Derefter trak han ud i sin trøje for at sørge for den ikke begyndte at klæbre sig til sig. Han kunne godt tage den af, men han var generelt ikke meget for at smide tøjet for andre, specielt ikke sine elever.
Han gik hen af den lange linje af personer, der fægtede, mens han holdt vågent øje med dem. De var meget usikre i deres bevægelser, men det var ikke noget, han egentlig kunne rette på. Det forbedrede sig med tid og erfaring. Dog brød han ind og stoppede en af kampene, da han så at en af mændene holdt forkert på sværdet.
"Din dominerende hånd skal være øverst på sværdet. Du er ikke venstrehåndet," sagde han. Man kunne godt høre irritationen i hans stemme. Han havde trods alt gennemgået det her et par hundrede gange i løbet af nogle timer, og alligevel kunne den mand stadig ikke forstå det. Hvilken tåbe kunne ikke en gang holde på et sværd?
Han forsatte videre og nikkede kort anerkendende til to af soldaterne, der var oppe mod hinanden. Den ene havde vist store fremskridt og den anden havde altid været god. Hans evne var så også at fremkalde et sværd, så han var vant til det allerede.

Han forsatte ned af linjen og rettede på folks posture, teknik og manøvre. Til sidst nåede han enden af linjen og stillede sig sådan at han kunne se ned langs den. Hans hænder foldede han på sin ryg og han betragede soldaterne kæmpede. Det var begyndt at ligne noget, som man faktisk kunne tage alvorligt. Daron tog en dyb indånding. Med oprøret i Dragons Peak har Assorian brug for flere soldater hurtigst muligt, og presset lå tungt på Darons skuldre. Soldaterne var godt på vej, men gik det hurtigt nok? Daron var nervøs for at han trænede dem op til noget, der alligevel aldrig ville lykkes. Men dette ytrede han ikke til nogen og i stedet overvågede han deres kamp i stilhed.

Det var midt på dagen og solen truede med at udsætte dem alle for dehydrering. For Sean var det et forfærdeligt vejr - for en mand der elskede at gå i sort tøj var det alt for varmt! Han havde dog skaffet sig noget løsere tøj, der bedre tillod hans hud at ånde og varmen havde blevet nemmere at håndtere. Han havde brugt formiddagen sammen med Elyas, der var blevet hans sekretær og ansvarlig for det økonomiske. Et byrde han viste lå tungt på drengens skuldre. Hvad skulle der ske med nogle af dem, hvis han valgte at rejse? Han havde ansvaret for dem...Og samtidig følte han sig blot irriteret over det. Han måtte bare sørge for de kunne klare sig selv. Elyas havde lært at håndtere forretninger og at kæmpe. Han var ved at vænne sig til hverdagslivet her i verdenen. Han kunne snart overlade knægten til sig selv...Eller tvinge ham med sig.
Ved brugen for en pause og en pludselig indskydelse, havde han valgt at lade Elyas sidde og svede med udregningerne alene, mens han selv havde hægtet sig sværd om hofterne og bevæget sig udenfor.
Solen brændte sig ind i hans krop og fik ham til at gyse svagt. Den hvide trøje var af et let materiale. De sorte bukser og de lette sko. Det hele i det samme, løse materialer. Hans hånd gled igennem det mørkebrune hår, der var hurtigt til at blive brændende varmt af solen. Armbåndet og ringen sad som altid på deres plads.

Han fandt sin vej til træningsgården, der lå lidt ude for borgen. Gåturen var forfriskende og han var rigtig nok nysgerrig! Han havde holdt usynligt øje med Daron og vidste Assorian havde givet ham nogle af de mere uduelige kommende soldater at optræne. Mon Daron kunne leve op til den udfordring? Nogle folk var bare dårlige til det, men det op til træneren at lære dem så meget som muligt alligevel. I en kamp gjaldt alle mænd.
Han nærmede og, til hans lette fryd, bemærkede han at Daron stod med ryggen til ham. Han stoppede op på behørig afstand. Han ville gerne se hvordan mændene klarede det, før han forstyrrede dem. Hans trænede øjne gled over mændene og bemærkede hurtigt hvor deres styrker og svagheder lå. Til sidst valgte han at gå helt tæt på og stille sig ved siden af Daron med armene over kors og blikket rettet mod de svedige novicer.
"Hvordan går det?"

Daron havde ikke set ham komme. Ikke bare nu, men generelt. Han havde ikke forventet, at Sean ville opsøge ham, bestemt ikke uden varsel. De havde ikke rigtigt haft kontakt siden Daron flyttede til Drageborgen, men Daron tænkte nu ikke at det var med vilje. Sean var trods alt hersker over en by, han havde ikke tid til at holde styr på sin søn, nu hvor han endelig havde fundet et sted til ham. Daron havde selv også trænet næsten hver dag, enten sit hold eller med sig selv. Når han endelig havde tid var det for det meste sen aften eller nat og så lukkede han sig inde på sit værelse eller tvang sig selv ud i byen i stedet for. Han ville ikke sige, at han aldrig tænkte på sin far, for han tænkte faktisk meget på ham. Om han ville være tilfreds med hvor langt Daron var nået eller om han nogensinde tænkte på sin søn. Eller om han egentlig overhovedet ville kendes ved ham som sin søn, ikke blot for sig selv men også blandt andre.
Han havde i hvert fald ikke tænkt, at hans far ud af ingenting ville dukke op ved hans side. Det kunne man også ses på hans overrasket ansigtsudtryk og hvordan han trak sig en anelse til siden. Han nåede ikke at sige noget, før Sean selv indledte samtalen.
Hvordan går det? Efter flere måneder, hvor de ikke havde talt sammen, var det egentlig et glimrende spørgsmål at stille. Bredt og med fri mulighed for Daron til egentlig at svare hvad han følte for.
Daron vendte blikket tilbage ud mod sine novicer og lagde armene over kors, mens han tænkte over sit svar.
"Det går... ja, det går egentlig udmærket," svarede han, "Forleden havde mit hold et gennembrud, og nu kan de kæmpe nogenlunde acceptabelt. Hvilket er et mirakel, når man tænker på hvilke mænd Assorian satte sammen til mig."
Det sidste blev sagt mere lavmælt og ud af sammenbidte tænder. Daron vidste egentlig godt, at han ikke burde sige sådan noget om sin boss. Han var også blevet en del bedre til ikke at komme med sine spydige kommentarer. Men nu stod hans far ved siden af ham og dømmede hans elendige hold, så han følte for at hentyde til, hvis skyld det egentlig var, i hvert fald efter Darons mening.
Han valgte med vilje ikke at gå ind på sit personlige liv. For det var sikkert ikke det, hans far interesserede for, og desuden var der ikke mange fremskridt at tale om alligevel. Han havde ikke just fået nogle venner eller noget yderligere end det. Han havde fokuseret på arbejde, for det var nemmere end at være social.
Han tørrede endnu en gang en sveddug af panden og holdt ekstra øje med en soldat, der ikke stod ordentligt. Men han rettede selv på det og Daron så hen på Sean igen. Han var ikke så nervøs som han ville have været før, hvis hans far havde opsøgt ham. Måske var det fordi han følte at han faktisk havde noget, som han kunne vise frem til ham, eller måske havde han bare givet op på virkelig at vinde hans respekt. Men han stod afslappet og turde også fint møde hans blik.
"Hvad med dig?" spurgte han og sørgede for at holde spørgsmålet lige så bredt, som det der selv blev stillet til ham.

Hans blik havde hvilet på soldaterne. De havde efterhånden set at deres hersker stod der og måske var det denne ting der gjorde de opførte sig mere koncentrerede eller klodsede normalt. På en og samme tid både irriterende og underholdende.
Men soldaterne havde ikke hele hans opmærksomhed, som han i stedet lod blikket glide over Daron en gang eller to. Studerende, bedømmende, tænkende. Xander var kommet næsten færdig til ham. En 15 årig knægt uden noget, der havde mindet Sean om ham selv på så mange måder at han blot havde taget drengen til sig, men uden rigtig at gøre noget. Han vidste Xander kunne klare sig selv og at drengen uden tvivl ville være sammen med et menneske, uanset om Sean brød sig om det eller ej. Åh...Xander var vandret herfra med et surt udtryk. Det var for sent...Den nye generation af dæmoner var tabt på gulvet. Hvorfor kæmpe for det længere?

"Dit job er ikke at kritisere dem med højere autoritet end dig, men at lystre dine ordre tilfredsstillende. I stedet for at brokke dig over at have fået de dårligste novicer burde du se det som en udfordring til at vise dit værd" bemærkede han roligt. Han havde hørt nogle små historier og sjove kommentarer om Darons situation. Noget han ikke kunne andet end smile af, for situationen var i sandheden underholdende og et godt udtryk for hvad der skete, hvis man blev uenige med sine overordnede. Havde han ikke selv igennem tiden udfordret dem der råbte højest? De skulle lære sin plads og det var netop det Daron var i færd med. At lære sin plads. Balancen mellem at lytte og være selvstændig. Kunsten at tage valg og stå ved deres konsekvenser. I dette tilfælde konsekvensen af at skulle træne de dårligste mænd der kom til dem for at blive soldater. Havde Daron forventet det ville blive nemt?
Til gengæld ønskede han ikke svare på hvordan han selv havde det. Det var irrelevant og besværligt. Han var ikke nået det punkt at han ønskede at lukke op for sit indre følelsesliv til hans søn. I stedet gik han over og samlede et træningssværd op fra bunken. Han lod det hvile lidt i hånden, svang det rundt et par gange og bedømte det var forfærdeligt afbalanceret til ham...Oh well...Det ville bare give vedkommende en større mulighed for at få et slag ind.
Han gik tilbage til Daron, sendte ham et udfordrende smil, før han vendte sig om mod soldaterne.
"Lad os se hvor gode de er blevet. SOLDATER!"
Han fik hurtigt deres opmærksomhed og de stillede sig snart på række, afventende. Sean gjorde tegn til at se skulle slå ring om ham og Daron.
"Jeg ønsker at se hvor godt jeres træning går. Tør en træde frem og have en træningskamp med mig?" spurgte han højt og lod blikket glide rundt på soldaterne.

Daron svarede selvfølgelig ikke igen på sin fars bemærkning. For det første fordi han generelt ikke følte for at svare ham igen og for det andet, fordi han sådan set havde ret. Daron burde ikke brokke sig over sin højerestående eller omtalte dem på nogen måde negativt. Assorian havde bare denne fantastiske evne til at vide præcist hvilke knapper han skulle trykke på og virkede heller ikke til at have noget i mod at udnytte sin magt for at gøre det. Daron, der endnu var ny til at lytte til autoritæter, havde nogle gange svært ved at forholde sig proffesionelt. Dette her var en af de mildere gange. Han havde svært ved at se dette som en udfordring i stedet for som en provokation fra Assorians side men han måtte indrømme at det havde tvunget ham til at hurtigere blive en bedre træner. Det var nok bare ikke hvad Assorian gik efter. Så det eneste Daron gjorde var at give et enkelt nik, mens han så udover soldaterne.

De havde trænet videre efter Sean var kommet men langsomt var det gået op for gruppen at det var selveste deres leder, som stod og overværede dem. Det gjorde dem mere upræcise og mindre fokuseret og en del fejl kunne pludselig spottes. Det var typisk. Når de faktisk skulle bruges til at vises frem kunne de ikke.  De kunne stadig kæmpe men de lignede mere børn, der havde fundet legevåben end rigtige soldater. Kun få virkede til at kunne holde masken. Daron kunne ikke stoppe et lavt suk for at forlade sine læber men holdt sig selv fra at ryste på hovedet over dem.
Han svarede ikke på hans spørgsmål, men Daron blev ikke fornærmet. Han var vant til ikke at vide, hvor han havde Sean henne, og havde egentlig ikke forventet andet end et svar om hvordan det gik med oprørene i byen. Men selv det var vist for personligt for Sean. Daron havde ikke nogle planer om at Sean ville lukke sig op for ham nogensinde. Han var ved affinde sig hvordan deres forhold var, og selvom han ikke var glad for det, så var det noget han måtte acceptere. De havde trods alt noget et godt stykke vej siden de skændte på hinanden og aftalte aldrig at ses igen.

Sean gjorde noget som Daron ikke havde forventet, men så igen – han kunne aldrig rigtig forvente noget bestemt. Han råbte op og soldaterne skyndte sig hen i en cirkel om dem. De stod fint og ret, men man kunne næsten høre hvordan deres hjerter bankede afsted. Ingen af dem turde træde frem og tage i mod udfordringen, hvilket Daron egentlig godt kunne forstå. Sean var stærk, det vidste alle, og det havde han selv oplevet de par gange, hvor han gik over grænsen. Daron tænkte heller ikke at nogen rigtig kunne kæmpe igen mod Sean, men han sagde ikke noget i mod. Èn ting havde han lært og det var at Sean var højerestående, leder af Dragons Peak og hans ord var lov.
Efter lidt tid trådte en mand dog frem, men det var bestemt ikke en person Daron var glad for. Han prøvede ikke at vise det, men blev alligevel en anelse mere anspændt. Det var manden, der kendte Daron fra før, for Daron havde åbenbart tæsket ham på en mission. Så han havde brugt det meste af tiden på at gøre Darons træningsdage forfærdelige. Det blev så slemt en gang at de endte med at komme op og slås men efterhånden var han faldet lidt til ro. Han var dog stadig narcissistisk og troede at han var en del stærkere end han egentlig var.
"Jeg tør træde frem, hersker," sagde han med alt for meget selvtillid i stemmen.
Daron snerpede læberne sammen men trådte blot væk, så kampen kunne finde sted. Han ville ikke gøre noget for at stoppe det for måske var det godt at manden tabte til deres hersker, måske kunne han lære en lektie af det. Desuden vidste Daron at så snart manden havde tabt, ville Darons bedste elev, manden hvis evne var at fremkalde et sværd, træde frem. Selvfølgelig kun hvis Sean ønskede at kæmpe mod flere.

Træningssværdet bestod af metal, men var sløv. Det kunne højst give blå mærker eller ligefrem brækkede knogler, men dog inden der blev skåret op fordi de var idioter. Han svang det lidt i sin ene hånd og vendte sig afslappet rundt som han vurderede soldaterne. Stilheden var tyk og Sean kunne se de fleste nok egentlig gerne ville, men var for usikre på dem selv til at ville tage chancen. Han skulle til at holde en tale om at hvis han var fjenden, ville det ikke du hvis de ikke turde angribe, da en trådte frem. Det tog ham ikke langt tid at aflæse hvilken rolle han havde i gruppen: Den selvsikre, den næsvise. Folks opmærksomhed var skærpet og Daron virkede en tand mere anspændt. For slet ikke at nævne det lå i mandens stemme og kropssprog. Han vendte sig roligt mod manden med et svagt smil, før han med den ene hånd gjorde tegn til manden om at angribe.
Som forventet var mandens bevægelser mere fuld af selvtillid end korrekte. Det første slag undveg han uden nogen tegn på anstrengelse. Ved næste slag blokerede han og vred sværdet rundt, så manden ikke havde andet valg end slippe det. Det var tydeligt for alle og enhver at manden ikke var tilfreds, da Sean hævede sit sværd og holdt det mandens strube.
"Død" bemærkede han. Sandheden var at han ikke engang havde givet manden en chance. Han kunne ikke fordrage typer der troede de kunne alt, uden at kunne en skid. På den anden side var de gode at ofre på farlige missioner i en kamp eller krig, de kunne jo undværes. Derfor kom der heller ingen kommentar til Daron om hvorvidt han var tilfreds eller ej. I stedet sænkede han sværdet og trådte væk fra manden, før han vendte ryggen til ham som et tydeligt tegn om at Sean mente han var færdig med ham.
Manden var dog ikke klar til at blive ydmyget på den måde. Han sprang efter sit sværd og gik direkte efter Seans ryg med et råb...

Han nåede aldrig at ramme. Sean svang sig rundt i en elegant bevægelse og greb manden i et hårdt greb i nakken, før han ruskede manden som var han en kludedukke.
"Se godt på denne mand!" han ruskede manden endnu en gang, denne gang tabte manden sit sværd. Det var tydeligt han ikke kunne vride sig fri og der lød en faretruende lyd fra nakkeknoglerne hos manden.
"Jeg er ligeglad med hvordan i vinder en kamp. Ære er ikke alt, hvis man taber. Nogen gange må man angribe dem i ryggen. Men at angribe sin egen hersker? Der er kun en løsning på den slags" manden besvimede i hans greb og han slap ham, så den bevidstløse krop endte på jorden. Med en bevægelse gjorde han tegn til at nogen skulle hente og fjerne ham. Han ville sørge for manden ville dø. Men ikke lige nu, der ville ødelægge det hele. Han rettede sig op igen og lod blikket glide rundt...Jo, han havde endnu folks opmærksomhed.
"Jeg er her ikke for at vise forskellen mellem en mand, der lige har lært at holde et sværd og en, der har holdt et i flere år. Tør nogen at stå frem og faktisk vise mig hvad i kan?" foreslog han igen. Hans blik gled over til Daron for et øjeblik, før det vendte tilbage til soldaterne.