The past, the present, the future. (Nephthys)

Fuck arbejde. Fuck det hele.'' Hun tog sine sko af, uden at sige mere. Så begyndte hun ellers bare at gå på gruset. Med ldangsomme rystende skridt.
Hun gad ikke mere, der var ikke mere at gøre.
Hun så ned mens hun gik

//såå...hvad nu?//

//keine ahnung..//

//og det er så her mine tysk-egenskaber er så dårlige at jeg ike engang ved hvad det betyder...Men gætter på du ikke ved det.
Set fra min side skilles de jo nu...og dermed går emnet jo ikke rigtig videre.
Medmindre der sker nogen der bringer dem sammen igen? //

hmm vi kunne springe frem til at Neph er kommet på arbejde på Dream Girls Bordellet, og Sean får lyst til en snack?//

//Det kan vi gøre:)//


Sean brugte endnu et par timer ved graven. han havde sat sig tungt på stenen foran graven og efterhånden som hans vrede fordampede, følte han sig mere og mere...ligegyldig. ligeglad. Tom.
Faktisk indeholdte hans liv mere nu, end det nok nogensinde havde gjort. Men det gjorde ham svag, gjorde ham sløv og gav ham alt for mange tanker at analysere. Han gad det ikke mere.
Han holdt af en bestemt kvinde. Han havde nogle venner. Og han kørte et spil med mange flere. Men han havde mest lyst til at opgive det hele og tage hjem til sin gamle verden. Slå sin bror ihjel som han hele tiden havde planlagt.
Han så lidt på graven foran sig.
"Det er din skyld det hele, det ved du godt ikke?" ingen svarede ham, men alligevel fortsatte han som om der faktisk var en der gjorde...
"Jaja, jeg har bare brug for det er din skyld..." han sukkede og rejste sig op. Kulden havde krybet sig ind i hans krop uden han havde opdaget det og gjort hans led stive og fik hans skulder til at smerte.
Han rullede lidt med armene og bevægede sig lidt, for at få kroppen igang igen og gik til sidst tilbage mod byen...

Han havde ikek tænkt over hvor Neph arbejdede.
Han viste bare han var sulten og livet gik videre lige meget hvad man oplevede.
Så han gik en tur forbi en af sine mest yndede jagtmarker. Bordellet. Fuld af villige kvinder som gerne ville dø...Nok ikke helt, men alligevel.
Han gik ind af døren og mærkede straks varmen omslutte sig. han skuttede sig lidt og skyndte sig op mod baren. han havde endnu ikke set på underholdningen.
han bestilte noget stærkt, fik det og drak det hurtigt. det varmede hele vejen ned.

Først da han lod blikket glide over sine omgivelser, bemærkede han at neph dansede...
Han stod et øjeblik og kiggede på hende, sammen med hundrede andre.
hun dansede godt og så ikke ud til at være særlig...påvirket af tidligere. på en måde gjorde det ham vred. Hvorfor var han sådan ude af balance i dag? Han følte sig med et stresset...
Han rev blikket væk. Han var kommet for at spise. Det kunne hverken hun eller nogne anden forhindre ham i...

Hun var bare forsat med at gå, uden at overveje at Sean jo havde været kunde på bordellet før.
Hun var taget tilbage til bordellet og gået ned i hendes lille garderobe hvor hun klædte om.
Sort og bordoaux bh, hofteholdere, strømper, sko. Hele udstyret.
Den samme routine som altid.
Op og danse i omkring fire timer - medmindre nogen valgte hende.
Mens hun dansede til en elegant og forførende sang, så hun Sean i mængden.
Men det havde været et kort glimt.
Han var væk igen. Ingen tvivl om hvad han gjorde her, og det var bestemt ikke hende han var her for.

Hun dansede forsat, smilede til diverse mænd som stod og observerede hende.
Men åååårh, hvor ville hun gerne løbe efter ham. Sige undskyld for hendes nærtgående opførsel. Men det kunne hun ikke. Hun var jo på arbejde.

Han fik hurtigt øje på sit offer. En ung kvinde i bordeaux rød kjole, ret kort. Hendes røde her, der gled krøllende ned over hendes skulder. Enkle smykker og høje hæle. Hun var elegant, hun var smuk. Hun var hans bytte.
*åh, dear girl...din skønhed bliver din død* Som altid blev han så underlig kold, når han valgte sine ofre. Og når han spiste dem...Han var kold hele vejen igennem. Han nød det, lige fra jagten til slutningen.
Han charmerede sig hurtigt ind og fik sig en dans med hende. En lidt vild dans, da den skulle passe med musik og omgivelserne, men han formåede stadig at komme tæt på. Folk sagde han selv havde et godt udseende. Han bedømte det ikke selv, men som regel opførte pigerne sig sådan, og det gjorde denne juvel også. Hun var glad for at blive udset af ham. og hans små følelsesmanipulationer gjorde det jo ikke meget bedre.

Efter dansen bød han hende på en drink. De gik hen til baren og fik hver deres. Sean drak sin lige så langsomt som hendes, hele tiden opmærksom på hende, mens de småsnakkede. Hun grinte.
Hun kom åbenbart for en rolig lille familie, på en gård lidt ude for byen.
"Hvad med dig?" Spurgte hun smilende, mens hun blinkede udfordrende til ham.
"Fortæl noget om dig selv"Sean lænede sig frem og hviskede hende noget i øret. Hun grinte igen og rystede på hovedet.
"Det tror jeg ikke på!" udbrød hun og drak resten af sin drink.
Sean drak også resten af sin.
"prøv mig" pigen bed sig lidt i læben og så lidt tøvende ud...så lænede hun sig frem og kyssede ham blidt på munden.
"altså, jeg kan jo ikke finde ud af det, hvis du ikke selv gør noget!" udbrød hun så, da Sean ikke havde reageret særlig meget på hendes kys. han smilte drillende til hende, hev hende lidt tættere på og kyssede med hende...dybere...
til sidst viste han at han havde vundet hende. Halvt kælende, halvt kyssende, hev ham hende med om i baggården. Udenfor, afskærmet. Her kom stort set ingen andre.
Her kunne han spise i fred...

Hun havde set det hele, hver eneste ting - hvordan han havde manipuleret den stakkels pige.
Nuvel, ham om det.
Mænd begyndte at pifte af hende - råbe perverse ting.
Og midt i mængden af mennesker stod han. Kain. De kolde øjne gennemborede hende som issyler.

Hun gled på hælen af sin sko og bakkede hurtigt baglæns.
Så forsvandt hun i al hast ned af scenen og ned til sin garderobe.
Hun hev efter vejret, panisk, rystende.
Tårer piblede for gennem øjnene, trillede ned af kinderne.
En blanding af vrede, frygt, jalousi og frustrationer bølgede igennem hende da det bankede på døren til garderoben..

//Haha! var lige ved at svare dig med den forkerte bruger! //

pigen var med på det hele. Nok begrund af hans manipulationer. De fik smidt tøjet i en hast og hun virkede mere end villig!
Sikke et monster han var...ikke nok med han slog ihjel for at leve. Han gjorde på sådan en grotesk måde. han grinte svagt for sig selv ved tanken, af alle de folk der havde set på ham med vrede eller foragt! Som om han selv kunne vælge det...så uvidende, så dumme...Mennesker! pigen så lidt uforstående på ham, hvorfor han dog grinte?
Han smilte bare til hende og genoptog legen.
Og der tog han hende så. Omme i baggården, op af væggen. Hendes støn gav genlyd ud over stedet, men der var ingen andre til at høre dem.
Hans klimaks var ikke bare godt. Det var også fuld af den dejlige fornemmelse af når en sjæl glider fra sin retmæssige krop, over i hans. Han slugte den råt. Kroppen foran ham faldt sammen og han trak sig ud og begyndte at tage tøj på.
Det hele havde nok ikke taget lang tid. Det kunne være afgørende at være hurtig.
Han mærkede energi bølge igennem sig og han smilte, da han gik tilbage til bordellet. han ville nu sætte sig til at se hendes dans...Neph. om hun brød sig om det eller ej!

Men da han kom indenfor var hun væk og nogle så ret forvirrede ud.
Han undrede sig lidt over det, da han fik øje på et bekendt ansigt som forsvandt ud mod garderoben...Sean tøvede ikke et øjeblik, men skyndte sig efter ham...

Kain fik åbnet døren, uden at vente på at hun sagde at han måtte.
Han lukkede den bag sig og låste den. En solid håndtags-lås der forhindrede døren af at blive sparket ind.
''Så du danser her, men du vil ikke danse for os andre? er du så dobbeltmoralsk?'' hans stemme var blid og varm.

''hvad vil du her? Forsvind. inden jeg laver dig til et tyggeben!'' knurrede neph. Men Kain talte blot videre.
''vi savner dig på klubben, ved du nok. Intet er det samme uden den sædvanlige skøge.'' hun stirrede på ham, sammenbidt.
''hvad siger du til det her - hvis du tager med tilbage til klanen, og arbejder for mig igen, så lader vi det med Tændstik og alle mine andre mænd ligge?'' Hans tilbud var fristende.
''Så lader du også McGivens være.'' sagde hun kort.
Kain nikkede.
''Ingen af vores egne skal nogensinde røre ham.'' Hans ord var oprigtige.
Hun nikkede.

''... Lad mig lige skifte så...'' sagde hun stille, uden at sige andet.

Han fulgte efter manden, men skjult. Han gemte sig bag dørkarmen, da manden gik ned af en lille gang, med små døre til begge sider. Garderober.
Han gik efter som han lukkede døren, men til hans store fortrydelse låste han døren.
han kunne ikke gøre for det...han kunne ikke bare lade som ingen ting, hvad nu hvis han skadede Neph?
Han lod hænderne glide over døren for at finde et svagt punkt, men af en eller anden grund havde dette bordel nogle ret solide døre.
Han sukkede og lagde øret til træet, selv om han kun fik forvredne stemmer ud af det. Kain, som ikke lød så rasende endda og neph, mere opgivende.
"...klanen...Arbejde...tændstik..." var nogle af de ord han fik ud af det. uden sammenhæng.
Hans opmærksomhed blev dog rigtig forstærket, da han hørte sit eget navn...ja, det var da hans navn de snakkede om, ikke?
Han kom i den tanke om Neph mon havde løget for ham hele tiden, om hun i virkeligheden arbejdede for Kain og lavede dobbeltspil.
Men han havde svært ved at tro...nu han tænkte tilbage, havde hun virket ret oprigtigt. ikke fordi man ikke kunne lære den slags.
Hans tålmodighed var dog brugt op.
"Nephthys?" kaldte han og trådte lidt væk fra døren i det tilfælde, Kain ville komme stormende ud efter ham...eller noget andet.

''jeg venter udenfor.'' sagde Kain kort, toneløst.
Han lod døren gå op, ganske roligt, og gik forbi sean, uden et ord. Dog med et hoverende smil på læben.
Han forsvandt ovenpå mellem de andre besøgende igen.
tilbage stod neph, igang med at rulle sine strømper af.

Hun bed sig i tungen for ikke at skrige af ren frustration. Men på dette punkt havde hun intet valg.
Hvis hun ville have dem til at holde sig fra Sean, var dette den rigtige måde.
Og... Måske var det bedst hun kom væk? Så Sean ikke skulle bekymre sig om hende.
Hun havde ikke set Sean i dørkarmen, og sagde derfor intet

Han så undrende på kain, da han lig så tille kom ud og gik sin vej, men med et udtryk der sagde at han selv mente han havde vundet nu. Han brød sig ikke om det.
Han gik mod værelset og stoppede op i dørkarmen.
"Jeg troede han ville gøre dig noget...Hvordan kan det være du er sluppet så nemt denne gang?" spurgte han og lagde armene over kors. Han så lidt på hende, men mest på en undrende måde. og let bekymrende.

Hun så hurtigt på Sean, og bed sig blot endnu mere i tungen.
Skulle hun sige sandheden, eller bare lukke fuldkommen af overfor ham.

''Kain tilbød mig at jeg kom tilbage til klanen, og arbejdede i klubben igen... Til gengæld lader han dig være og glemmer alt om det med Tændstik.'' sagde hun, uden at se på ham.

Hun tog sin bh af, fuldkommen uhæmmet af at han var der.
Så trak hun en t-shirt over hovedet som stumpede af over navlen, og et par jeans i mørkt stof.

Han så længe på hende, mens hun hurtigt kom i det andet tøj.
Han var ikke herre over de ting hun gjorde. Hun bestemte selv hvad hun ville. Men hvor var det dog dumt! Havde hun overhoved tænkt sig at snakke med ham om det først? åbenbart ikke...Men han ville ikke bare angribe hende og fortælle hende hvor dum hun var, at gå direkte tilbage til katten. Hun insisterede altså på at være mus.
Han sukkede svagt.
"Er det fordi jeg intet har fortalt om mig selv?" spurgte han så, men viste godt det nok intet havde med det at gøre.
Han virkede opgivende. Modløs.
"Fint, gå tilbage til smerten. Gå tilbage til dit gamle liv med voldtægt og vold. Hvis det er det du vil. Jeg troede du kæmpede for selv at styre dit liv og slippe for smerten. Men det hele har vist været forgæves, når du går direkte tilbage til ham. Du ved godt du ikke kan være en del af to klaner ikke?
At det er for min sikkerhed er bare en lam undskyldning. du ved jeg heller vil slås mig igennem livet, end sidde stille og se andre blive tortureret på min bekostning. " han rystede kort på hovedet. Hun var dummere end han troede.
og han var skuffet. så ufattelig skuffet. Over hende.

''tror du at jeg gør det her, fordi jeg prøver at være beskyttede? Eller fordi jeg prøver at komme tilbage til det?'' hun så på ham.
''jeg prøver ikke at beskytte dig - jeg prøver på at gøre hvad der er bedst for størstedelen af os. Om du kan lide det eller ej, så længe jeg har Kain efter mig så er ingen af mine venner i sikkerhed.. Ingen jeg holder af. Ja, vold og voldtægt, en ringe pris at betale for at vide at dem jeg elsker kan sove trygt om natten.'' hun så bare på ham.

''jeg fortæller det selv til Arason, ellers kan du jo smide mig ud af klanen nu. Det kan du jo som Højre Hånd.'' hun så bare på ham.
''min eneste betingelse for at følge med ham - er at han aldrig nogensinde nærmer sig dig og dine mænd. Han accepterede. Så nu slipper du for den hovedpine.'' Hun så ned og begyndte at pakke sine ting sammen, makeup, smykker, tøj. Alt sammen ned i en smadret gammel rygsæk.

Han så ikke ligefrem glad ud.
"Dårlige undskyldninger" lød hans svar.
"Sådan lyder det i mine øre. Mine mænd og jeg lever for ballade. hvis ingen gad overtræde regler, slå lidt ihjel, stjæle lidt, havde vi slet intet liv. Det lyder måske åndssvagt for dig, men når man har levet så længe som jeg, bliver man næsten afhængig af der sker noget nyt. Noget spænding. Kain er den spænding. Selv om du rejser med ham, forhindre det mig ikke i at jagte ham og slå ham ihjel.
Og desuden...når han er død, vil det også være en løsning på han kan skade dine venner. faktisk bedre end dette. For han kan stadig gøre det, måske uden at sige det...Jeg tror han gemmer mange hemmeligheder, den mand. Død, ved vi i det mindste hvor han er" han så lidt på hende og trak så på skuldrene.
"Men du ønsker ham måske slet ikke død? Du ønsker måske slet ikek at slås?" han sagde det med vilje. i håb om at ramme en knap, der fik hende til at indse. Til at indrømme det var det hun ville...hvis det altså var det hun ville.

Hun fór op, og direkte i flæsket på ham. Hun havde fat i hans krave, og knaldede ham mod dørkarmen.
''hør her, McGivens. Min kamp er min kamp. Du lukker mig ikke ind i dit liv, hvorfor skulle jeg blive ved med at forsøge når du ikke ønsker mig i nærheden?'' hun havde halvlange hjørnetænder - det mindede lidt om en vampyr.
''Jeg slår ham ikke ihjel, og han lader dig være. Det er fint for mig, så hold op med at prøve at få mig til ting jeg ikke kan! Jeg kan IKKE være som dig!'' hun slap ham i et krampetag, og tog sin taske over skulderen inden hun knaldede de sidste ting ned i den

Angrebet var overraskende. og ikke ønsket. Men han forholdte sig roligt til den. Da hun slap ham igen, stilte han sig i vejen i døren, så hun ikke kunne komme ud, uden at skubbe ham væk først...eller hvis han fjernede sig.
"du misforstår mig. Jeg ønsker på ingen måde du skal være som mig. Tro mig, det ville bare være endnu mere smertefuldt. og du bliver ved at sige jeg ikke vil...Men har du nogensinde spurgt? til noget som helst? Hvordan kan jeg fortælle dig noget, hvis jeg ikke ved hvad du ønsker at vide?" spurgte han roligt. Stiv som en sten, stod han der. han havde ikke lyst til at hun gik...Ikke når han viste at hun gik til det der var værre.
"og jeg ønsker dig skam i min nærhed. Hvad har jeg gjort som beviser det modsatte? Har jeg ikke støttet dig og hjulpet dig flere gange?" at hun åbenbart ikke satte pris på det, sårede ham faktisk...Og han brød sig ikke om den...svage følelse.
"Du kan nøjagtig hvad du vil. Desuden har jeg vist hele tiden ligget op til vi var sammen om at dræbe ham. Men jeg har åbenbart misforstået dig. Du har hele tiden virket som om du ikke har ønsket det. Nuvel. Det hele er dit valg. Jeg ville fortælle dig hvordan jeg så det. Ser det.
Jeg er skuffet over dig. Over dit valg. Jeg troede vi havde et venskab og var sammen imod Kain. Det var åbenbart en forestilling det hele...Nu skal jeg fortælle dig noget. Noget ingen andre ved.
Jeg har engang kendt en mand. Netop denne james, som ligger død og kold på kirkegården.
Ved du hvad han fortalte mig? At alt var en forestilling! For mig. Jeg var alene, jeg havde forladt min familie af personlige grunde...Og han, et menneske, var den eneste der gad tage sig af mig. Og han tog sig af mig. Lærte mig at jeg intet monster var, men at jeg var en af de stærkeste, hvis jeg lærte at kontrollere det. Men min forbandelse var at jeg ingen familie eller venner ville få. Aldrig. Fordi jeg var den jeg var, fordi jeg spiste på den måde jeg gjorde...Det har jeg levet med i flere år, indtil jeg fik håb...Du var med til at give mig håb...Du har lige vist mig der intet håb var. At det var en forestilling.
Så tak, Nephthys. For at vise mig det." han nikkede kort til hende, som i afsked. Så vendte han ryggen til og forsvandt.
han forsvandt hurtigt, som kun frustrationen, vreden og sorgen kunne få ham til at forsvinde.
Han blandede sig mellem folk, så kort at Kain stod og smilte smørret et sted. han gik over mod ham.
"Du har vundet. Hun har opgivet livet. Nyd hende. Hun er mere værd end det her, men det er du jo ligeglad med.Men vær vis på en ting. Jeg vil stadig jage dig" så vendte han om og forlod bordellet. Selv ikke det kølige vejr kunne få hans humør til at blive roligt igen.

''det er ikke hvad du siger...'' hun så efter ham, velvidende at han for længst var væk.
Ikke mere Sean. Ikke mere den beskytende godhjertede ven. Ikke mere noget som helst.
Hun gled ned på knæ, selvom hun vidste at Kain ventede.
Hun krøb sammen, som om alt blev koldere. Alt virkede så dødt nu.
Tomt, mørkt og dødt.
Hun ville sådan ønske at han så det fra hendes side.
Sidste gang hun havde sagt nej til Kain havde han myrdet det eneste hun havde tilbage. Og nu... Hvis hun ikke gjorde som han ønskede, så ville det gå ud over Sean.

Hun krøb bare endnu mere sammen, tæt på at hulke. Men hun lod være.
Hun måtte hive vejret så dybt ned i lungerne at det gjorde ondt, for ikke at klynke.
Så fik hun rejst sig. Det første der blev smadret var spejlet. I et enkelt slag knuste det store spejl der prydede den ene væg. Så blev tøjstativet hevet ned. Så blev stolen smadret. Så bordet. Så vasen med blomster. Og hun ved ved. Alt var et bombekrater. Og hun stod i midten, som den atombombe hun havde været.
Hendes tårer trillede frit, men hun var tavs. Hånden dryppede lystigt af blod, og store glasskår sad i den i snirlige mønstre.
Han var virkelig væk..

Virkelig og virkelig. Han var væk for nu. Han håbede bare hun blev vækket af det her. At hun indså nogle sandheder. eller ikke.
han var ligeglad, opdagede han. han følte sig så kold og tom indeni. Det overraskede ham lidt. men måske var det bare hans måde at beskytte sig selv på.
Han gik ned af gaderne, væk fra stedet, bare væk, væk, væk...

//Tja, jeg har ikke rigtig mere at skrive lige nu, lige til det...//

//heller ikke mig... Måske burde vi lave et nyt emne, til et par uger senere (eller et år måske), og se hvordan det går dem der? //

//Hmm...det passer bare dårligt med mit spil. Jeg har det med at blande tingene lidt sammen, så mit spil virker mere realistisk. så hvis jeg f.eks. får et sår i det ene emne, har jeg det måske også i det andet. Så at springe et år frem i tiden vil passe dårligt i mit spil, totalt malplaceret...Så hvis der virkelig skal gå så lang tid, skal der også gå lang tid før vi emner igen :/))

//puha, nej! En uge? Kan det gå an? Ellers kunne vi jo sige at Sean har fundet ud af hvor Kain har sin klan henne - dvs. hvor Neph er?//