alt for længe siden! (Camille)

S: bazaaren
O: boder, butikker, folk
V: overskyet, køligt.
T: eftermiddag, solen er næsten allerede på vej ned.

Denne kølige eftermiddag havde Sean trukket i nogle løse bukser og en sort T-shirt. ud over en jakke. han havde husket den i dag, jakken, alle de andre kolde dage havde han glemt den. Dog var den åben foran.
Det mørkebrune hår strittede let og de mørke øjne gled systematisk over sine omgivelser. bemærkede boderne, hvad de solgte og de folk der stod der...Men intet interessant.
Han havde nu ledt efter en bestemt bod i godt og vel en halv time nu. Han klagede ikke, det var hans job og det var jo lidt sjovt, at lege gemmeleg. Denne gang var det dog mest for personlig vending. Han havde fundet en handelsmand som havde snydt ejeren af denne bod...Og nu skyldte han Sean en betaling.
Han lod en hånd glide gennem sit mørke hår, da han stoppede op foran en kvinde, som var lige ved at gå ind i ham.
"Det må du undskylde..." i et øjeblik stirrede hun bare på ham, så var det som om hun bløde op.
"...Hr?" spurgte hun let. Sean smilte lidt til hende og blinkede flirtende til hende.
"Nej, ikke ligefrem" svarede han
"Alt forladt" så trådte han til siden og fortsatte. kvinden så lidt efter ham, som om hun helst ville være blevet i hans selskab...hvad hun nok også ville.

Seans hjerne var fyldt op af tanker, oplevelser og følelser, som alt sammen skulle bearbejdes. Han havde dog haft en del arbejde. Han ledte efter denne Kain, for at hjælpe Nephthys. Han skulle tjekke de slaver han havde købt, for at se om de duede til de jobs han havde til dem. Eller rettere, som klanen havde til dem. Duede de, fik deres frihed mod de arbejdede for dem. Et bedre liv end slaver normalt kunne se frem til.
Der ud over havde han flere personlige ting at tænke over, som snart begyndte at stresse ham.
Og til sidst også en fysisk skavank, som ikke gjorde det meget bedre.
Han havde et sår hen over skulderen efter et sammenstød med nogle mænd...Det havde været dybt og blødt længe, dog havde han nægtet at gå det syet. Nu gjorde det kun ondt, hvis han lavede en forkert bevægelse. Han frygtede der var fået betændelse i det, men havde ikke orket at få gjort noget ved det.

Sean lod blikket glide over omgivelserne. Over hovederne på folk.
Der! Lignede det ikke den bod...åh, de fleste lignede hinanden! Han gik videre...

Der var ikke mere sol på himlen og ikke mere varme i solens stråler, vinteren var ved at indfinde sig i Under World men også i Camilles sind.
Hvad præcis der var årsag til at mørke skyer synes at lægge en tung dyne over hendes normale humør og energi, vidste hun ikke helt.
Men at Alecks blod og det at hun måtte holde det hemmeligt at hun drak af ham, det var i hvert fald noget af det.
Og så var der hendes kæreste , Tristan.
Hun kunne ikke forstille sig et liv uden ham, men lige nu var det svært at få øje på et med ham, da han altid var på farten....ude for at rede nogen fra noget.
Og imens kæmpede Camille alene, for at rede sig selv.

Men nu var det kommet til et stop, hvis hun ikke gjore noget ville hun langsomt visne for siden hen at dø.
Selv tåre havde hun let til...og helt ærlig, hun var følsom ja, men en tude Marie havde hun nu aldrig været.

Så...nu skulle der ske noget, hun ville meget gerne havde en mere aktiv rolle i Eric og Miras liv...hvis Eric ville tilgive hende sit fravær...og hun var derfor slået et smut forbi marked, for at købe en ny skrive tavle og noget kridt, til Miras hjemme undervisning.
Og måske hvis hun kunne finde noget mere personligt til hendes lille pige .Hun savnede hende....savnede dem.

Camille fik øje på en kendt skikkelse, og stoppede op for at betragte den.
Et smil sprang frem og op i hendes øjne, hvilke var en sjælden ting lige for tiden.
Ellers smilede hun kun, når hun vidste folk kiggede.

Hun lod scenen mellem Sean og kvinden passere, og gik bagefter over til mod ham...
" Altid ombejlet....du kan ikke lade dem være hva?" Indledte hun med et smil...og forsatte så herefter i en mere varm tone.." Hey Sean...hvordan går det?"

hans blik var rettede mod manden som stod i en bod og prøvede at sælge noget. Men netop som han syntes han var ved at være tæt på, skete der to ting på en gang.
Først kiggede manden op og genkendte ham. Hektiske begyndte han at pakke sine ting sammen, smed dem ned i tasker, klappede boden sammen, tog det på nakken og skyndte sig væk sammen med sin medhjælper. Til stor undren for de to kunder der ellers havde stået og ville købe noget.
I det samme blev han næsten stoppe af Camille. Han havde været lige ved at løbe efter ham, gennem menneskemyldret, da han hørte Camilles stemme, som fik ham til at stoppe op og se hen mod hende.
Først var det som om hans slet ikke genkendte hende, selv om både udseendet og stemmen var bekendt. Han havde ikke set hende længe og havde stort set glemt alt om hendes job til ham, fordi der alligevel aldrig skete noget.
Men så gled et lille smil over ham og han genkendte hende.
"Camille!" svarede han og vendte sig nu helt om mod hende. Manden fra før var alligevel løbet, selv om han lige kiggede hen mod stedet for at være helt sikker. Så rystede han på hovedet. Fordømt.
Han så lidt undrende på hende, men så huskede han kvinden.
"åh...nej...De klare det nu fint selv...Og tak. Jeg har det fint" det gik op for ham at det var et standard svar. Et svar man altid serverede, fordi det var det folk ville høre og så stilte de ikke spørgsmål.
"Eller faktisk...lidt som en kat, hvis hale er blevet kørt over. Hvad med dig?" spurgte han nu.

Camille så til med øjne store af forundring, da boden nærmest smækkede sammen og løb sin vej, godt hjulpet af mændene bag.
" Ikke venner af dig" spurgte hun med et lille grin, og nikkede i retning af den flygtende bod.
" Well ...de synes at flokke om dig, som bier om en marmelademad, gør de ikke ? " sagde hun eftertænksomt og med et noget drillende smil .
Det var godt at se ham igen....sidst de havde skildtes, havde han taget imod en lille dare...nemlig at gå på en blind date, med en af Camilles veninder.
Eller...ja en pige hun kendte...lidt...veninder havde hun ingen af her, hvilke egenlig var en smule underligt....de forsvandt eller dødede alle sammen , som Mina og Crasie.

" En kat med et overkørt hale,deeet lyder en smule pinsomt...."
Sagde hun med et strejf af bekymring i stemmen, men hun var opmærksom på at forsøge fortrænge den....ikke stemmen , men bekymringen.
" Arbejdes skade ? ...hvad har du lavet Sean?

Som altid formåede Camille at fortrænge egne behov og spørgsmål der var rettet mod hendes væsen. Han beundrede det, men andre gange fandt han det irriterende. Der var jo en grund til man spurgte.
Derfor stod han bare og studerede hende i lidt tid, før han svarede. Men det var nu ikke på hendes spørgsmål.
"du ligner selv en druknet kat, kære Camille. Skal vi sætte os et sted og snakke?" spurgte han og sendte hende et lille smil. En smule ubevidst gled hans hånd op over den ene skulder, hvor han havde et sår...Han kunne mærke skorperne fra såret ganske tydeligt. Det var lidt ømt.
Han lod hurtigt hånden falde igen og gjorde tegn til om de skulle gå videre. måske til et sted, hvor de kunne sidde mere for dem selv.
"Nej. Manden...jeg har lavet en opgave for ham, draget hele vejen til elvene by for at finde en handelsmand som snød ham for at skaffe ham af vejen. Nu skylder han mig sin betaling. Han har vist undervurderet mig...eller glemt hvem jeg er. Jeg har forbindelser næsten over alt. Han kan ikke skjule sig særlig længe" smilte han roligt. Resten valgte han at overhøre. For nu.

Nogle ting blev bare ikke bedre af at bable om dem, og lige så meget som hun altid bar følelserne uden på, ligeså lidt brød hun sig om at tale om sine egne, og vred sig ofte uden om.
Camille ...så ned af sig selv, hun havde ellers forsøgt at uppe sig lidt denne morgen, så en sort kjole i hør, med en båd udskæring og en lille grønt bindebånd i livet og et par sorte læderstøvler, med en flad hæl dog havde hun piftet dem lidt op ved at lave en lang kæde af sten og perler, hun havde viklet nogle omgange om ankle.Håret løst, med enkelte spænder i side håret, og en meget stor trøje...Alecks hun havde lånt, da hun ikke ville have kappen på.Der var en dusør ude på hende, så kappen kunne hun ikke bruge lige nu....for risikabelt var det.
" Gør jeg? damn...du forstår at smiger en kvinde" sagde hun med et skævt smil til Sean.
" jo...lad os finde et sted at snakke" sagde hun, og kunne egenlig godt bruge et hvil.
Hun havde ikke sin hest her, den stod på Valentine gården, så hun havde allerede gået pænt meget.
" Sean....for guds skyld...kunne du ikke have et job hvor du skulle....indfarve lædder elelr noget?" Små skændte hun på ham, blidt.

han grinte let og rystede på hovedet.
"Det lyder umådelig kedeligt." svarede han.
"Nej tak, så hellere sætte livet på spil og føle spændingen ved livet!...hvis man dog bare kunne det i fred fra alt muligt..." det sidste mumlede han, som om det var ment til enden ham selv eller nogen eller noget der var alt for tæt på.
Han viste der lå en lille kro der i nærheden og styrede den hen imod dem. Snart kom den til syne mellem alle menneskerne.
"Den lille date, som du satte op for mig...Er du slet ikke nysgerrig over hvordan den gik?" spurgte han med et lille smil, da han åbnede døren for hende og viste hende ind.
Kroen var lidt mørk i forhold til udenfor, lugtede af folk, øl og mad. Som altid.
Sean lod døren glide i bag dem og fandt hurtigt et bord som lå lidt for sig selv. Han viste vej derhen.
"Hvad vil du have at drikke, hvis det behager dig?" spurgte han og så på hende igen.

" ja...det regnede jeg næsten med at du ville synes .I mænd er så..' Lad mig gå ud i en kamp' agtige....jeg synes heller man skal passe på sig selv"
Dette var den rene sandhed , som hun mente burde omfatte alle, måske luge med undtagelse af sig selv...og det var der jo så mange grunde til.
" jo..fortæl mig...hvad synes du om Penny?" Spurgte hun nysgerrigt, og trådte ind i kroen.
Hun lod sig dumpe ned på en stol, og mindede mest af alt om en sæk kartofler, som hun hang der.Trætheden tog på hende, åbenbart.
" Årh Sean...en stor king size øl, ville være himlen " bad hun og kunne næsten allerede fornemme humle smagen i sin mund hule...og hun glædede sig helt.

Spændt på hans referat fra daten, rankede hun nu ryggen og foldede hændene på bordet.
" Nå...fortæl mig så alle de snavsede detaljer" opfordrede hun i et lidt mere lyst tonefald.

Han gik op og købte to øl. For at drille camille, bestilte han en i en størrelse mindre end hendes. Folk troede selvfølgelig det var til ham selv.
Men han stilte den store øl foran hende og tog selv den lille. Han var her jo heller ikke for at drikke en masse. Han var her for at snakke.
Han så på hende. Hun var træt. Nærmest totalt smadret og hendes sindsstemning var ikke meget bedre, selv om hun prøvede. Han fornemmede dog en oprigtig spænding på at høre, hvordan det var gået. Igen følte han for at drille hende.
"Åh...hun er tålelig" svarede han roligt, som om de snakkede om hvem som helst.
"En gammel dæmon. Indelukket, trist og tvær. Mistænksom. Vi brugte det meste af en time på bare at stirre på hinanden, før vi simpelthen forlod stedet..." han så sig omkring, som om emnet ikke rigtig interesseret ham...
Men til sidst kunne han ikke dy sig. Han kiggede over på Camille med et drillende tonefald og et udfordrende smil. Han ville ikke sige sandheden før han havde set hendes reaktion.
han tog en prøvende tår af sin øl.

Hun rullede med øjnene da han satte sig selv med den lille øl.
Hér havde han æret meget snu, for uanset had han havde gjort ville han enden med an reaktion...havde han givet hende den lille øl, havde det jo heller sket uden en kommentar eller fem." tak...var der ikke fler i voksen størrelse?" Sagde hun tørt men morskaben var dukket op i øjnene.
Tilgængæld måbede hun big time, da han fortalte om Penny.
Camille vidste godt at hun kunne være lidt af en udfordring, hun kunne hamle op med de fleste - også mænd, hun var ikke en lille dukke pige, selv om hun var smuk som en.
Men hun havde jo lovet Camille at gøre lidt ud af det....at opfører sig pænt, og Camille havde været helt sikker på at der ville opstå gnister mellem dem, de gode af slagsen altsår.
" Ej..helt ærligt...det gjore i bare ikke...kunne du ikke...tø hende lidt op?" Sagde Camille og lavede en tvær grimasse som hun skyllede ned med en øl.Det var dog en total fiasko date.

han grinte svagt og lod hende nu se at han bare drillede hende. Han rystede svagt på hovedet.
"Jeg driller dig. vi havde en hyggelig aften...En forvirrende, men hyggelig aften. hun minder meget om mig, gør hun ikke? lige så afventende, lige så studerende...og hun elsker ordspil! vi brugte rigtig nok tid på at sidde og lege med ordenen" smilte han, mindet var rart. Sådan en tid, med en anden dæmon, havde han ikke haft længe.
"Men vi aftalte lige fra start at vi gjorde det for din skyld. ingen forpligtelser. Når vi gik igen, skulle det hele være det samme som før. Og det, kære Camille, er ingen joke" han tog endnu en tår af sin øl og foldede sine hænder rundt om kruset, mens han så på hende. Han havde ikke været helt ærlig...delvis ærlig. Det havde været forvirrende. Fordi de i det ene øjeblik havde følt sig tiltrukket af hinanden, men i det andet sad de bare og så afventende på hinanden...Hun havde været spændende. Han ville godt indrømme det. hun havde en flot krop, hun var spændende og udfordrende, på en måde som han var faldet helt for.
Men han havde stadig sine egne forhold at gøre op med. Og lige nu følte han mere for Alane, end nogen anden pige. han kunne ikke helt forklare det...for på en måde følte han sig forbundet til dem alle tre. okay, måske fire. det kom an på hvorvidt Camille talte med, selv om det slet ikke var så samme måde her. Et eller andet holdt ham tilbage...tanken om hun var så tæt forbundet med hans bror...
Han rystede svagt på hovedet.
"Nå...men hvordan går det så?" han så direkte på hende igen.

Hun pustede lettet ud, ved hans indrømmelse og viftede sin pegefinger foran ham... " Sean...deeeet var jo ikke pænt gjort!" Hun trak hånden til sig og smilede stort.." jeg vidste det! Jeg vidste det bare! Kom nu....indrøm det, du var vild med hende, hun er skøn" himlede Camille op, som et barn med et nyt legetøj.
Hun ville have elsket at være en flue på vægen der, men faktisk...havde hun besluttet at give dem total privathed, og det have hun holdt...tro det eller ej...selv om hun sikkert godt kunne have ' opsamlet' info om deres rende vous , hvis hun havde ønsket.
" Nå...men ikke nok til i blev smedet sammen, too bad....du er sådan et godt parti...så mandig at skue og så let at manipulerer" drillede hun ham.

Camilles øjne blev en nuance mørkere..." hvordan det går? ....jeg..." Hun holdte en pause og gav sig selv lidt tid...og noget mere øl.
" Nu skal du høre hvordan det går....din nevø hader synet af mig, og jeg gør alt forkert.
Min kæreste er ude og rede verden, og jeg ser ham stort set aldrig, jeg savner min datter og hendes far...ja ...det er så bare en del af det...." Hun blev helt mørk i blikket.." sean...ved du...hvordan man bryder det, hvis man er blevet blodbundet til en dæmon? Og...næsten...er afhænig, næsten!"
Hun talte meget lavt, ingen havde hun talt med det her om...kun Aleck.
Og hun fortrød også næsten at det slap ud, men det farvede og forvirrede hendes tanker så meget, så...hun måtte jo gøre...et eller andet.

Han så smilende på hende. Manipulere med? Nej. Han manipulerede med andre, ikke omvendt. han havde kun sagt ja fordi...ja, nu havde han glemt hvorfor. Fordi det var en udfordring vel...
han så lidt på hende, som hun nærmest blev mørkere...og fortalte om den ene dårlige ting efter den anden. pludselig så hans liv ikke så tungt ud mere.
Han havde været ved at tage en tår af sin øl, men måtte hastigt lade det vende tilbage i kruset igen - eller kløjs i det. Han valgte det første.
Han tørrede hurtigt det overskydende af sine læber.
"Min nevø?!" hans så på med øjne der ikke rigtig kunne tro det og som forlangte at vide hvad der lige skete her.
"Er min nevø her?!" spurgte han. Han viste han ikke kunne tillade sig det. Han burde sidde og tage sig af hende, give gode råd, være...venskabelig. Men han kunne bare ikke forstå den information...Det betød Zean kendte til denne verden...Det betød hans bror ville komme tilbage...Han havde ellers forladt den anden verden for ikke at gøre noget dumt, mens hans brors spøgelse, det sidste der ellers havde været tilbage af deres familie, havde forfulgt ham...
Han var væk i sine egne tanker i ret lang tid. han måtte vide hvornår Zean kom igen...han måtte finde sin nevø og overvåge ham...Og når Zean kom tilbage...

Endelig ruskede han sig fri og så undskyldende på Camille.
"Undskyld...Blev lige fanget af nogle tanker...Men dit liv lyder som et stort kaos.
Hvad angår blodet...jeg har sjældent hørt om det, selv om jeg ved det sker. Alt blod har jo en virkning, jeg har selv brugt forskelligt...
Men det er lige som stoffer Camille. Du er afhængig af dem til din død...Eller hvis du kan rive dig fri af dem. Og lige som stoffer, skal du holdes væk fra det, til den dag du ikke længere er afhængig af det" svarede han alvorligt og tog en ordentlig slurk øl. Denne gang uden at være ved at få det galt i halsen.

Årh...hun havde helt glemt...han anede det jo ikke.
Endnu et tegn på hun ikke var helt....ved sine sansers fulde fem.
" Undskyld Sean....jeg burde have givet dig den nyhed mere ....skånsomt.
Ja...Elyas er her....og Zean har bedt mig holde lidtbøje med ham, men....ja han er kun et par år yngre end mig...og jeg er ikke dæmon, sååå"
Hun kunne godt se han forsvandt i tankerne, det var både forståeligt og passede hende fint, spotten var rettet væk fra hende igen...for en periode.

Da snakken kom tilbage på blode, sank hendes mod.
Hun kunne jo ikke bare flytte fra Aleck....han betød for meget, og ....hun havde faktisk underskrevet en kontrakt med ham.
" ja...jeg tænkte nok, det var noget i den stil..."
Måske Aleck ville lade hende bo i et stykke tid hos Eric? Aleck havde det med at accepterer ting der gjore hende glad, kun en gang havde han sat foden i og fastholdt sit nej....det var da hun skulle overtale ham til at lade Elyas bo hos dem....den gik ikke.

" Sean....hvad er der med dig og din bror?" Spurgte hun og vidste hun bevægede sig ind på sprængfarlig grund.

De mindede måske mere om hinanden, end han først havde troet. ingen af brød sig om at snakke om hinanden. Hvad angik ham, havde det næsten bar givet ham flere problemer. Nephthys var godt nok...Sin egen. Han sukkede svagt og lænede sig tilbage i stolen, forholdsvis afslappet.
"Ved du hvornår han kommer tilbage?" spurgte han og håbede det lød...henkastet.
Så tænkte han lidt over det.
"Åh...han er teenager..." hans smil voksede lidt.
"Der er intet så sjovt som unge dæmoner. Det hele er kaos!" han havde selv næsten ikke haft tid til at nyde sine dage som ung. Der var...for mange andre ting, der skete, dengang.
Han lod hånden glide gennem sit hår og i stedet for at svare hende, gik han videre med et nyt spørgsmål.
"Forresten...grunden til vi overhoved talte sammen i starten...Bliver den mission til noget? Du ved, den der skulle hjælpe en masse slaver?" spurgte han roligt.

Camille kiggede nært på Sean, var der en bagtanke med hans spørgsmål?
Naaa....uanset hvad der var mellem de to brødre, kunne hun ikke tro at han ville udnytte hende til simpel information...sean vidste vel at deres venskab ville få en brat ende, hvis han gjore hende til indirekte ansvarlig , for en eller anden fejde med sin bror kunne finde sted.
Hun besluttede sig for at føje hendes intuition og stole på ham..
" nej...jeg hr desværre ingen ide Sean, han var her kun i kort tid...Dawn har problemer og Zean skal hjælpe" sagde hun stille.Hun var ked af det på deres vejne. Ingen fortjente dette, ikke engang en mavesur engel som Dawn.

Camille kom til at le...." Ja...dét er han skam, og hvad værre er, han slægter mændene på i hans familie, så det er meget svært for mig at nå ind til ham og få lidt fornuft til at forplante sig" sagde hun og lappede lidt af ølskummet af, med et drillende skær i øjnene.
Men alvoren vendte tilbage..." Planen er ændret Sean....hun skal i knæ...helt i knæ...hun har en kæmpe dusør sat på mig, og hun vender hver en sten for at finde mig.

Hun piner og plager aller der ligner en Camille - eller kunne tænkes at kende en der engang har været venner med en , der havde en nabo hvis kusine havde en svoger der var gift med en Camille" - sukkede hun dramatisk.Men...det var jo stort set sandt!
Og Camille nægtede at leve sit liv som jaget vildt.
" Isabella skal miste penge, status og sine slaveinkomster....alt ...undtaget livet....kan du gøre det?" Hviskede hun og hendes øjne tiggede Sean om at svare ja.

Han så lidt på hendes betænksomme ansigt. hvad tænkte hun sådan om? Zean kendte intet til ham, så han kunne ikke have sagt noget...
Han var rigtig nok interesseret i sin nevø...en ny tanke gled op i hans hoved, ud over om han dog kunne finde drengen og præsentere sig selv for ham.
"Det er sikkert et underligt spørgsmål. og det er ikke engang sikkert du har set det...hvis han dog i det hele taget har det! Men...Nogle dæmoner har...et specielt mærke. Ved du om min nevø, hvad sagde du han hed?...Om han har nogle tatoveringer af en slags?" spurgte han, med en sær alvorlighed over sig.

Han gengældte dog Camilles lille smil.
"Kære ven...Jeg er fuld af min egen fornuft og har ikke brug for at nogen infiltrere den!" udbrød han en smile drilsk. før han lyttede til hendes nye krav...
Havde han dog bare skulle dræbe hende! Det kunne være meget lettere! Han så tænksom ud i lang tid, for at tænke sine muligheder igennem.
"Hun er stor og magtfuld, mistroisk og kold. Og har flere vagter, end en strand kan have sten!" sagde han oprigtigt.
"Men det er lykkedes mig at snige mig ind i hendes residens og få hende at se på privat hold...Afbrød vist hendes små lege...og har fået en aftale i hus med hende. Jeg kan bruge min nye stilling, til at finde ud af så meget som muligt...Og så må vi tage den derfra. Hun har sikkert mange planer og tingene er nok ikke bare lidt til at komme til!" sagde han. Det var det eneste svar han kunne give. At dræbe hende ville være let...men det her...og kvinden kunne stadig leve til at skaffe sig ny magt, hvis dette overhoved skulle lykkes!
Men det stod ikke i hans magt at kommentere sin arbejdsgivers plan. Han skulle bare bringe det ud i livet.
"Og prisen vil nok blive hævet..." tilføjede han så, mens han så på hende.

Camille kunne ikke helt forstå det her....hun havde en bizar oplevelse af at stirre på en puslespil, hvor en enkelt brik manglede...hvorfor i al verden ville Sean vide om Elyas tatto? Ja...den var særlig, også Aleck havde een, men...ville det påvirke hans syn på Elyas og ville det være til det bedre- eller værre? Camille kunne mærke beskytter trængen fylde hende op.Hun stolede på Sean, men hun havde forpligtigelser overfor Elyas, og hun ville ikke tillade at han måske ville udnytte hans nevø....hvad han end havde i tankerne.
" Elyas...er lige ankommet, og du forventer jeg har set ham afklædt? Jeg ved snart ikke om jeg bør være fornærmet eller tage det som et kompliment?" Smilede hun og forsøgte afvæbne ham med humor.
" Du gode, hvad antager du mig for...han er jo yngre end jeg" hun lo.

Hun lyttede ...det var så godt at høre at det ikke var faldet til jorden.
Hun behøvede at få Isabella til at ændre kurs, siden hun havde valgt at gøre det nærmest personligt.Og hvad Tristan så mente om den sag? Ja...hun vidste det ikke.
Hun savnede ham, og måtte til at handle på det, ellers ville hun drukne i længsel, og dø.
" Så du vil hæve prisen.." camille nikkede, og kiggede kort væk.
Naturligvis....alt kostede i denne verden....i alle dimentioner.
Man sagde at kærlighed og sex var nogle af de eneste gratis goder.
Gratis? For real? Hvem havde dog udtalt den åndsvage tese?
Hun betalte i hvert fald en uendelig høj pris, for den kærlighed hun havde til hendes nærmeste, syntes hun selv.
" Til hvor meget?" Hendes stemme lød helt monoton....hun skulle selv skaffe pengene, og det var al al for farligt for hende at færdes på landevejene , sådan som tingene var nu.Så hun måtte til at tænke kreative tanker.En lille fin rynke lå over hendes næseryg.

Da hun svarede, slog noget andet ham. og det overraskede ham, hvor hårdt det enlig slog ham.
Denne kvinde...han havde været tæt på, hvis ikke han faktisk havde gjort det, at fortælle noget om sig selv. Nogle tanker, nogle ting...Ting han kun fortalte til folk han stolede alt for meget på. Det var kun få folk der var...heldige? Han viste ikke det rigtige ord, men det var i hvert fald kun få personer han sagde sådanne ting til...Skulle han nu opleve det igen? han havde netop oplevet det med Nephthys. At netop som han begyndte at åbne sig for hende, vendte hun ham ryggen. Skulle Camille nu også gøre det?
Åh, hvorfor tænkte han overhoved over det? Det var bedst sådan her! Hun var hans arbejdsgiver, for guds skyld!
Hun stolede ikke helt på ham. Det var det han havde set. og af en eller anden grund, røg det over i kassen af uopklarede problemer, en kasse der var fuld af ting lige i øjeblikket. Hvorfor kunne det ikke ryge i glemme kassen?
Hans ansigt forandrede sig. Det var som om han blev mere hård af se på og det varme fra hans øjne nærmeste forsvandt.
Han havde været nysgerrig, fordi han viste at Zean havde det. og at han selv havde det. Han ville vide om det gik videre i familien, eller om forbandelsen stoppede her. Han ville vide det...For hvis Elyas også havde det, måtte han finde ham og tage sig af ham. Dæmoner med det tegn kunne blive jagtet af mange, fordi det var...specielt.
Han havde selv været det nogle gange. Nok hadede han sin familie, resten af den, men han havde endnu ikke hadet elyas. han havde intet med det at gøre.

han gik videre i sine tanker og tænkte over hvor meget han havde krævet af hende tidligere og hvordan han havde sat prisen lidt ned. Fordi han havde haft...det godt sammen med hende. Det forhindrede ham dog ikke i at være ligeglad nu.
"nu stoler ikke nok på mig...Fair nok" lød hans stemme så.
"så finder jeg ham selv. Lad os sige...50.000?" det var ikke et spørgsmål.
Han tog en tår af sin øl, lænede sig tilbage i stolen og lod blikket glide ud over rummet. Som han dog tog fejl af folk for tiden! Han var snart godt vred på sig selv...

Camille så på hans ansigt stille og sikkert ændrede sig og signalerede afstand til hende.
Hendes hjerte blev skudt i sænk.Forstod han ikke at hun ikke havde råd til at være egoistisk og vælge at stole på Sean, det handlede ikke om hende, men om Elyas, og Sean holdte tilbage...han gav hende ikke sine bevæggrunde.
Hun trak vejret igennem sin næse...plaget af situationen ,der i løbet af et sekund var blevet rimeligt anspændt!
" Sean...hvorfor vil du vide det? Og...jo...du ved jeg ville stole på dig med mit eget liv, men det er ikke op til mig at beslutte og tage beslutninger om Elyases"
Hun så lidt forvirret ud, over sine egne ord....for det var jo sådan set hendes opgave, lige nu.
" Jeg vil gerne introducerer jer, hvis det er det du gerne vil? Så kan du jo spørge ham selv om inskriptionen" Camille tiltede hovedet lidt, og kunne mærke hendes stolthed begynde at kradse....hun havde jo ikke på nogen måde råd til at der blev øget nget som helst, men....siden han havde taget en mere hård tone, skubbede han hendes i deffensiven..." 50.000..... Arg...det er for lidt, 60.000 " sagde hun og så ham direkte i øjnene.Hvorfor var mænd så stædige...

"du skal ikke introducere nogen som helst, til nogen som helst" fik han svaret lidt kort, hvorefter han sukkede tungt.
"Undskyld...Der er bare....mange ting, lige for tiden og folk har en tendens til...ikke at stole på mig, selv om jeg vælger at stole på dem." han viste ikke hvorfor han forklarede sig sådan. Det endte med han rystede på hovedet...han overvejede virkelig at forlade denne verden også...Det hele.
Og hvad var det med folk, og ikke at spørge? Nephthys blev sur over han aldrig fortalte om sig selv, men hun havde aldrig spurgt til det...
Camille stolede ikke på ham, hvad angik Elyas...Og det var først nu hun spurgte hvorfor han ville vide det...
Han tog en ret stor tår af sin øl...Hvorfor var han altid på grænsen til at ville drikke sig fuld, når han først fik chancen? Han havde lysten til det så mange mange på kun få dage...
"du vil vide hvorfor, og det er måske også kun rimeligt. jeg er jo kun kendt som et uhyre..." han viste ikke hvorfor det fornærmede ham sådan
"...samt en der kun vil min familie det dårligt. Men intet af det min familie har gjort mig, vil gå ud over Elyas. Elyas er en ny generation, han er fortsættelsen på vores familie, vores blodlinje. Han bør beskyttes. du siger han har inskription? Så du kender altså til den. Ellers havde du ikke vist det. Godt.
Så er han udvalgt og har brug for lidt mere beskyttelse, end bare fordi han er i vores familie.
Nogen driver jagt på dem, der har disse...tatoveringer. Det vil jeg ikke have overgår ham" han var stille lidt tid.
Hvor havde han mest lyst til at rejse sig og gå sin vej. Lade alle og enhver sejle i deres egen sø...Selv alane så han så sjældent, at han...nogen gange glemte hvordan det var med hende...Han havde ikke vænnet sig til det, det var så forvirrende...
Han så kort på hende, han så ikke mere venlig ud end før.
"For min skyld kan vi godt gå op i pris, vil du gerne have det? Hvis du ikke kan betale det, så sig det nu. Så finder jeg noget andet at lave"

Camilles ansigt fik et ' nå nå' udtryk og hun var igang med et mod argument, da Sean brød hendes tanker med en undskyldning.
" Sean...jeg ved jo ikke hvad du hentyder til...men når du siger folk...jeg er ikke folk og efter havd vi har været igennnem med bland andet min ex Castle, så stoler jeg på dig...når det angår mig, men andres tillid kan jeg ikke tillade mig at forærer væk..med det samme....men det er lige meget." Hun rystede på hovedet, hun ævlede og hun vidste det.Hun fangede Sean øjne...og bad ham forsøge at forstå at hun også havde sit eget kaos inden i, og det slørede...det slørede alle hendes tanker lige nu.Seans ord, rørte hende dog, helt ind i maven.
" Sean? Jeg har aldrig nogen sinde kaldt dig for et monster, gider du lige pakke det der væk? J-jeg...ved ikke hvad du får og tumler med, men du ved udmærket godt at hvad end det er så har du min støtte...eller min omsorg der forsøger snakke dig ud af det" sagde hun mildt, og smilede.

" Ja...han har inskriptionen" sagde hun stille og brød sig ikke om hvad hun dernæst hørte.
Folk der jagtede dem....Elyas - og også Aleck?!
Hun trak brynene sammen , og så ikke så glad ud.
" Så der er øget risiko når man har sådan en?...pis....hvordan griber vi det an?"
Hun overvejede kort at fjerne alle tshirts fra Elyases garderobe, han kunne jo ikke rende rundt og flashe den.
Kort sprang hendes tanker til en anden tattoo, en med en drage der snoede sig op af overarmen, og hun sukkede tungt, længtes efter at røre ved den.

Hun ville gerne forsætte med deres projekt, men skulle hun være helt ærlig overfor sig selv, ville det- som tingene var lige nu- blive mere end vanskeligt at skaffe valutaen.
" Hvad er det du vil høre? At jeg ikke har dem, at jeg ikke kan skaffe dem? Så pyt vær med mit liv ...og slaverne? " hun sukkede tungt..." jeg skaffer dem...jeg går til Aleck...og tigger" sagde hun og hadede at skulle bede ham om penge.Hun anede faktisk ikke om han havde dem, men hun havde en fornemmelse af at han bestemt ikke manglede spor, og måske enda have i overflod, men det ville hun så snart finde ud af.
Fedt...først skulle hun tigge om hans blod- og nu hans penge.

Hendes første sætninger gav ikke mening i hans hoved. eller også ønskede han det ikke. Han viste ikke helt hvilken af de to det var.
Men når hun havde sine egne ting at tænke på...Og han havde det samme...Var det nok fordi det ikke gav mening. Hvor var det hele dog tragisk...
Hans ene øjenbryn gled dog op i panden, da hun sagde nogle af de sidste ting med slaverne og hendes liv. Det var da ikke hans problem, hun viste han arbejdede for, hvad folk betalte ham for. på det punkt var han helt ligeglad, den der betalte mest, fik sin vilje.
"Vi griber det an? Jeg troede du prøvede at holde mig væk fra ham..." sagde han en smule sarkastisk. Så rystede han svagt på hovedet og lænede sig tilbage i stolen. Det var ikke engang sikkert der kom nogen efter ham...Han havde ikke mødt mange der var ude efter disse...tatoveringer, i denne verden. Det var sikkert først når Elyas vendte tilbage til sin egen, den enlig fare var der...men hvis det overbeviste Camille om han måtte e sin nevø, gik det nok. Han smilte svagt. Ellers ville han finde ham alligevel.

"Jeg er ligeglad hvor du finder pengene henne. Det er ikke mit problem. Set i mine øjne kunne du næsten sætte mig til selv at røve et sted for penge og så beholde dem...hvis der vel at mærke er nok" smilte han, denne gang ironisk. Han opdagede hans øl af en eller anden grund var godt på vej til at blive tom. Han modstod lysten til at drikke resten og købe en ny.

Camille sendte ham et træt smil...." Slap nu bare af....jeg ved udmærket godt du er lige glad, og hvis du tror jeg fisker efter din omsorg, er du komme på afveje." Sagde hun rørt.Hendes øl blev igen trukket til hendes læber og med hast og hu rød en del indenbords.
" Jeg har altid taget vare på mig selv...og du skal ikke misforstå eller fejltolke åbenhede og nærvær med svaghed....for så kender du mig dårligt" sagde hun lidt spidst, imen hun viftede løs for at få tjeneren derhen.
Da det endelig lykkedes at skabe kontakt, signalerede Camille at de skulle have en opfyldning...
Hun sukkede..." du får dine penge som først aftalt..jeg skaffer dem." Meddelte hun .
Der blev igen fyldt op i deres krus.." kom nu Sean ikke så muggen, drik løs " drillede hun.

Han så lidt på hende og grinte så lidt. Hvordan kunne man være vred eller utilfreds, sammen med hende? Han burde søge sådan noget selskab noget oftere...men det var bare svært når man hele tiden løb ind i...alle andre.
Han tog en tår af sin nye øl.
"åh, jeg har vist prøvet at være lidt fuld i nærheden af dig. " sagde han og skar en grimasse.
"Der lokkede du mig på en date. Det er ikke noget jeg skal risikere igen!" smilte han drillende, men tog dog endnu en tår af sin øl.
Hans blik gled over omgivelserne, fra de underlige fyre oppe i baren, til de unge piger der sad ved et bord og fniste. I et øjeblik overvejede han hvad de mon snakkede om, men tænkte så at det kunne være andeles lige meget. Han kunne jo ikke vide alt, stort og småt, selv om han ønskede det.