so suddenly (Nille)

S: gyderne
o: huse, skraldespande, underlig folk og dyr
t: aften
V: køligt, men klart.

Elyas bevægede sig ned gennem gyderne, med kun et mål i sine tanker. Han var sulten og havde brug for noget at spise. Og denne gang havde han ikke en anden dæmon med sig, til at hjælpe sig.
Det var lidt noget skidt...han brød sig virkelig ikke om det, men han var så sulten...han havde ikke spist i et par døgn nu og han kunne mærke hvordan det tog på hans energi. Og han ville snart miste kontrollen og ende med at flå en eller anden...Så hellere gøre det mere kontrolleret...han måtte vænne sig til det! Og han måtte vel gøre det selv...ikke?
Denne kølige, klare aften havde han nogle slidte jeans på og en sort T-shirt. Samt en mørk trøje, som var lynet op. Det hele kunne tåle at blive beskidt eller smidt ud hvis der kom blod på...
Han lod nervøst sin hånd glide gennem sit hår, da han så sig omkring...Det var som om at alle de øjne, der så mod ham...Fra folk som sikkert var ligeglade, eller måske nysgerrige...måske mere mistænksomme...Det var som om de skar sig igennem ham og viste hvad han ville, bedømte ham...
Han skyndte sig videre ind i gydernes forunderlige verden.
Gid han bare kunne blive...væk!

Nille løb forbi menneskerne, hun var på flugt.
"Kom her!" En vred mand fulgte efter hende med sine kammerater.
Hun havde kommet til at sige et par vrede ord til dem ovre ved kroen, det havde hun haft alt mulig ret i, for mændene kommenterede hende som om hun var et et stykke legetøj.
Hun havde sin brune hættetrøje,sine sorte jeans, og sorte converse sko og selvfølgelig sin ring på idag.
Nille løb ind i to mænd, den ene var ung og virkede ret så nervøs.
"Undskyld!" Hun råbte det til dem og løb videre.
Hun drejede ind til en blindgyde.
"Lort også" Hun vrissede, mændene dukkede op.
Hun begyndte at knurre og vise tænder.
Hun skiftede form til en panter.
Mændene blev bange men gik stadig hen imod hende.
Hun brølede af dem, brølet var utrolig højt.

for Elyas, var ballade ikke ligefrem velkommen...han havde selv lavet en del på det sidste og viste folk begyndte at blive sure på ham...Selv om han faktisk nød det, når det stod på.
Han mærkede stødet, før han enlig så hvad der skete. han var lige drejet om et hjørne, da hun næsten væltede ind i ham og forvandt ind i en blindgyde, hvor hun nu ikke kunne flygte fra mændene...
Elyas kunne lige præcis holde balancen, ved at læne sig ind mod væggen. Han så efter dem, da de løb gennem mørket og ned mod blindgyden og var lidt i tvivl...
Selv om han var dæmon, var han ikke ligefrem særlig stærk endnu og kunne kun til dels bruge sin evne og da kun på en af gangen.
Han risikerede selv at ende på listen, blive gennem tævet eller måske ligefrem slået ihjel...
Nu kunne han godt mærke hvad Camille havde sagt til ham, om våben og om at det var en farlig verden.

Det endte med han så lidt på mændenes rygge et øjeblik, da kvinden forandrede sig til en panter og i et øjeblik håbede han at hun kunne klare sig selv...Men de var stadig flere end hende og så ikke ligefrem bange ud...
Til sidst koncentrerede han sig om den mand der var tættest på ham...Med lidt held ville en af mændene dø og han kunne få en sjæl...Og hans kvaler ville være ovre! Tænk at dræbe, spise og gøre en god gerning. Tanken gjorde ham opstemt, da han begyndte at plante underlige billeder i den nærmeste mands hoved. han havde intet våben, men han havde engang gjort det med en sten..
Han mærkede hvordan sulten nærmest tog over, den dæmoniske side af ham, da han fandt en rimelig sten og nærmede sig manden med faste skridt...

Nille kunne se at drengen ville hjælpe hende, hun kiggede på den mand der havde råbt efter hende, og angreb ham.
Hun gjorde det let af med ham, og begyndte at angribe den anden mand.
Han havde godt nok en kniv, men det ville ikke hjælpe ham meget.
Hun skiftede form til menneske og kvalte ham.
Hun rejste sig, og bakkede hen mod væggen, der var fire mere...
Hun kiggede på drengen og sendte ham et bedende blik.

Manden vendte sig om mod ham og gryntede selvtilfreds. Han så ikke sådan en splejs for en dreng, som nogen enlig trussel...Lige end til billederne strømmede gennem hans hoved. Han så forvirret ud og var uopmærksom...en pludselig smerte fortalte ham, at han var blevet ramt, men han så bare stadig de underlige billeder...
Elyas havde ramt han i hovedet med en sten. Han slog så hårdt han kunne, og manden sank snart sammen på jorden, snart bevidstløs.
Han satte sig overskævs på manden og slog til, til blodet sprøjtede op.
Han hade det, åh gud hvor han hade det! At slå ihjel...Altid endte det med så meget blod...
Da manden skulle til at dø, slugte Elyas hans sjæl. I et øjeblik mærkede han varmen, energien, mætheden...Så var alt normalt, bortset fra han ikke længere var sulten.

Han flyttede sig fra manden. Der var kun tre andre tilbage nu.
Han så ned af sig selv, da han begyndte at ryste...Han havde blod over det hele...Lige som sidst...
Han opdagede det ikke, da en af mændene greb fat i ham og bankede ham op mod den nærmeste væg. Han mærkede en spredt smerte i baghovedet og tingene sortnede et øjeblik....Han sprællede lidt, som han hang der, lidt oppe over jorden.
"Lille unge...!" knurrede manden vredt og klemte til rundt om hans hals...

Nille fik nok.
"Se mig i øjnene din dumme idiot!" Hun løb hen til manden der pressede drengen op ad væggen.
Han kiggede hende i øjnene, og så at de lyste svagt.
"Har du ingen medfølelse? Han er jo kun en dreng! Tag dog og vis lidt respekt!"
Den sidste mand gik langsomt over mod Nille, men hun havde hørt ham.
Hun vendte sig om mod ham og skiftede form.
Hun hoppede på ham og med den største lethed, ødelagde hun hans strube.
Hun kiggede på manden som holdte drengen.

Manden var tydeligt forvirret, da han pludselig følte skam. Skam over at være her, over at have jagtet en ung kvinde, over at gøre drengen fortræd...Han følte skam over mange ting lige nu og det fik ham til at slippe Elyas, som hostende faldt til jorden. Han så usikkert på dem, da hun tog livet af endnu en mand...Så vendte han om og løb.
Elyas tog sig til halsen, hvor han nok ville være lidt øm de næste par dage. Han trak vejret dybt et par gange, før han rejste sig op, støttede sig kort til væggen. For en sikkerhedsskyld.
Han havde endnu ikke selv været så tæt på...døden? Han kunne ikke rigtig få ind i hovedet at manden faktisk ville dræbe ham...Det virkede så unaturligt.
Han så lidt på ligene rundt om og derefter hen på panteren der stod der...Hvad var der enlig sket?
Han ville hjælpe hende, men alligevel var det endt omvendt.
Han sukkede kort. Ballade...hvorfor endte han altid i ballade?

Nille skiftede form, og kiggede på drengen.
Han virkede... Chokeret, hun var bare glad over at manden var væk.
"Tak for hjælpen, er du okay?" Hun smilede sødt til ham og så undersøgende på ham.
"Hvad hedder du? Mit navn er Nille." Hun gav ham gerne sit navn, han virkede flink.
Han havde også prøvede at redde hende, selvom det nu blev hende der reddede ham.

Han så hurtigt væk, da hun forvandlede sig. Ved en forvandling gik tøjet jo i stykker og kvinden foran ham var nøgen, hvilket han ikke lige havde lyst til at se på...
Han rødmede kort, men smilte samtidig.
"jeg er Elyas" svarede han
"Jeg har det fint...Hvorfor jagtede de dig?" han så kort op mod hendes ansigt, men følte sig lidt utilpas som han stod der. Til sidst gik han hen til det nærmeste lig, som næsten var helt rødt af blod. Han ledte i lommerne efter småpenge og evt. papirer der fortalte hvem de var. Pengene kunne han selv bruge, papirerne var mest af nysgerrighed. Han viste jo ikke om nogen ville komme efter dem, efter det her, så hvis han kendte navnene og hørte nogen gå og talte om dem...Ville han vide det.
Men manden havde ingen af sådanne papirer. Han sukkede svagt, hvor dumme var folk lige? Eller det var måske ikke noget man tænkte på her...det var vist også kun derhjemme man var van til det...

Nille kiggede ned af sig selv, hun sukkede. Det glemte hun nogle gange.
Somme tider var hun heldig at tøjet var iorden men andre gange... øv altså!
Hun gik hen til en af mændene og tog hans jakke omkring hende og lynede den op, hun kiggede ned på hans bukser. Hun væmmedes ved at skulle trække hans bukser af men hun havde simpelthen ikke andet valg. Hun trak hans bukser af og kiggede nysgerrigt på Elyas som han hed.
"Æhhh... Joh altså de kommenterede mig og øhm... Jeg kom vist til at sige et par ting"
Hun skævede ned af sig selv, "æhh... Vil du være sød og vende dig om et øjeblik?" Hun pegede på bukserne manden havde haft på, som hun nu holdte i højre hånd.
Hun smilede lidt nervøs.

//Ved forvandling må det da altid gå i stykker, da en panter har en helt anden krop end man ahr som menneske? bare en tanke...//

Han smilte kort og nikkede. Han vendte ryggen til hende og inspicerede det næste lig. Kun nogle små penge og en dolk...som han ikke havde nået af bruge.
Han tog dolken op et øjeblik og kiggede på den, så rystede han på hovedet og lod dolken falde ned på liget igen.
"okay...Må jeg spørge om noget andet?" enlig brød han sig ikke om at spørge, det var...et meget ømt punkt, for ham. Men han var alligevel nysgerrig.
"Hvordan du kan dræbe sådan, men samtidig virke så ligeglad..." han ventede til hun havde tøj på, før han kiggede op på hende igen. tøjet var for stort og der var blod på det meste af det...Men det var jo bare til hun fik noget af sit eget tøj. Han var dog glad for det ikke var ham.

//Nilles panter er knap så ... Stor osv, den er spinkel og slank som hende Så jeg regner lidt med at det ikke er //

Hun tog sine bukser af da han vendte sig om, og tog mandens på.
De var store og passede slet ikke til hende, men manden havde heldigvis været nogenlunde tynd så de gled ikke ned. Hun var lidt ked af at hendes bukser var i stykker men der var intet at gøre. Hun smed dem hen i et hjørne.
"Tjoh, jeg vil nu ikke sige jeg er så ligeglad... Jeg dræber for at overleve, mændene truede mig og jeg ser ingen grund til at skåne dem så. Hvorfor da?" Hun kiggede undrende på Elyas, og gik hen til ham.

//Det er stadig en helt anden krop og andre former. F.eks. hvis hun havde bukser på, vil de gå helt i stykker, fordi en panters bagende og bagben er af helt andre former//

Han nikkede kort og vente sig helt om mod hende. han viste ikke helt op han skulle stole på det hun sagde...Han kunne nok forstå det var for hendes egen beskyttelse, men det var ikke bare at tage et liv. det var tænkende mennesker, med følelser, måske med familie og venner...Han dræbte måske uden at tænke over det...Men han fik det altid elendigt bagefter, uanset hvad grunden var.
Han trak let på skuldrene. Han ville ikke diskutere det med hende. Det var alligevel ingen der forstod det..jo, en person...
"ikke for noget" han sendte hende et lille smil.
"Bare nysgerrig" svarede han og gjorde tegn til om de ikke snart skulle komme væk herfra. Måske var der allerede folk på vej, som havde hørt der skete noget. og han ville ikke fanges i dette, det ville bare skabe en del problemer for ham senere.

// Det kan jeg nu godt se :O Det tænkte jeg slet ikke på!//

Nille kiggede på ham med venlighed i øjnene.
Hun nikkede til at de skulle gå videre.
"Mange tak for hjælpen endnu en gang, det var godt du lige var der..." Hun gik forbi ham og ud på gaden igen.
"Sig mig, er du et menneske eller??" Hun så på Elyas med nysgerrighed i øjnene.

//okay...//

Han smilte svagt til hende og ville ønske han kunne fjerne alt det blod han havde over sig. Men i det mindste var han ikke ene om at være dækket i blod...Og han kunne jo bare lade som om det var maling. Her i mørket, med størknet blod, kunne folk alligevel ikke se forskel. Håbede han.
Han så lidt på hende, da de gik videre. Det var rart at komme væk derfra.
"Åh, nej, der må jeg skuffe dig" smilte han kort.
Han viste nu ikke hvor stor betydning det havde været, at han havde været der...Hun så ud til at kunne have klaret det hele selv. Men selvfølgelig, han havde jo taget opmærksomheden fra nogle af dem, så hun kunne nå at slå nogle af dem ihjel, uden selv at blive såret.
"Jeg er faktisk dæmon" svarede han så og så lidt på hende. Han var ikke van til direkte at sige det og var derfor heller ikke van til at det måske kunne skræmme nogle.
"Hvad med dig?" spurgte han

Nille nikkede, dette var den anden dæmon hun mødte... Hun rystede på hovedet ved tanken om Sean der havde taget hendes ring. Hun knurrede lidt men holdte hurtigt op, hendes had til ham skulle ikke gå ud over ham.
"Jeg er Shapeshifter" Hun smilede sødt til ham, og lagde hovedet lidt på skrå.
"Hvad hedder du? Mit navn er Nille"Spurgte hun om.

Han nikkede kort. Han måtte lære den lugt at kende, til en anden gang.
Han viste ikke rigtig hvad han skulle sige, da han så på hende med dyb undren.
"øhh...Det har jeg sagt...Og du har også sagt hvad du hedder" svarede han lettere forvirret. Led hun at hukommelsestab? Det forklarede måske hvorfor mændene enlig var efter hende, måske var der en anden, dybere grund...
lidt som Camille...
Han havde hørt om Sean, som enlig var hans onkel, han havde bare aldrig mødt ham. Men han ønskede at møde ham, især fordi hans far aldrig havde nævnt ham.

Havde de snakket om det? Det mindes hun ikke... Nå jo! Elyas jah det rigtigt.
"Undskyld, jeg bliver så let forvirret og så glemer jeg også let ting!" Hun sukkede. Hun gik hen imod kroen igen, hun stoppede dog hurtigt op og kiggede på ham.
"Kunne det være at du vil have mere at vide? For jeg er nysgerrig omkring dig hvis jeg skal være ærlig, bare rolig jeg bliver altid nysgerrig omkring nye folk der virker intressante." Hun smilede til ham. "Jeg tænkte om du vil med ind i kroen? Jeg vil gerne vide hvorfor du hjalp mig" Hun gik lidt hen imod kroen igen og så spørgende på ham.

han så lidt på hende. Hun sagde alt for mange ting på en gang. Noget der lød som det samme. Han trak lidt på den ene skulder med et lille smil.
"Tjo, jeg vil gerne med ind og snakke" tanken om at skulle gå videre alene, gjorde ham ikke særlig glad. Han var alt for ensom i sine hverdage.
Han gik med ind på kroen.

Nille satte sig ved et bord hvor der var to stole. "Nå... Elyas. Hvor gammel er du?" Hun smilede beroligende til ham. Hun var selv 17 år, men hun opførte sig nogle gange som en på 20 år havde hun fået at vide af sin mormor nogle gange. Hun havde altid følt sig så stolt og stor når hun sagde det... Og nu var hendes mormor forsvundet.

Han satte sig og så sig kort omkring, til han fik øje på kromanden. Han vinkede kort og han kom ned for at modtage deres bestillinger.
"Bare lidt vand til mig, jeg ved ikke hvad du vil have?" han så spørgende på Nille.
Hvis hun skulle have noget og kromanden fik det at vide, gik han igen for at hente det.

Elyas smilte lidt til hende.
"Jeg er 16" svarede han let.
"Hvad med dig?" han så lidt på hende.
Han kunne ikke se hvorfor hun ville vide det. Ofte reagerede folk overrasket. De ville ikke tro han var så ung, i forhold til den måde han ofte...opførte sig på. Og dog...de fleste gættede rigtig. for så meget ballade han lavede, passede nok netop til den alder.

Nille smilede venligt til kromanden og tænkte hurtigt over hvad hun ville have...
"Jeg tager også bare lidt vand, tak." Nille orkede ikke at drikke øl nu.

"16? Det forklarer da hvorfor du rendte efter mig... Igen jeg siger tak." Hun smilede venligt. "Jeg er 17 år." Sagde hun. "Hvorfor hjalp du mig endelig?" Hun kiggede spørgende på ham.

han nikkede svagt. kromanden kom med vand til dem begge.
"Min alder forklare ikke hvorfor jeg løb efter dig." svarede han en smule undrende og tog en tår af sin vand, før han lænede sig tilbage i stolen.
"Fordi du lignede en der havde brug for hjælp" svarede han ærligt.

Nille lagde armene over kors. Hun kiggede på vandet på bordet.
"Hjælp? Det beklager jeg det ord kender jeg intet til." Hun smilede drillende.
"Hvorfor skulle du ønske at hjælpe mig?" Spurgte hun og drak så lidt af vandet.

Han trak på skuldrene.
"som sagt. Fordi flere mænd fulgte efter dig og kampen derfor ikke kunne være fair. Og som sagt, fordi du mindede om en, der havde brug for hjælp" svarede han og så lidt på hende
"Men hvorfor alle de spørgsmål? plejer man ikke at sige tak for det?" smilte han