so suddenly (Nille)

Hun grinede svagt.
"Jeg har altid problemer... Og jo? Mange tak." Hun smilede mystisk til ham.
"Nå, Elyas... Hvis du har nogle spørgsmål, så spyt ud." Hun blinkede drillende til ham.

Han smilte og tog en tår af sin drik.
"Tak...Det var på tide med et...Tak?" grinte han og rettede sig lidt, så han sad mere behageligt.
Så trak han på skuldrene.
"Jeg har ikke rigtig nogle spørgsmål.." sagde han så
"...Det skulle da lige være hvis du kunne fortælle mig hvad man dog skal lave i denne verden! Jeg har aldrig mødt så kedeligt et sted" smilte han

Nille grinede bare, og smilede.
Hun løftede lidt på det ene øjnebryn af hans spørgsmål.
"Tjo... Træne sin evne? Jeg gætter på du har en, og..." Hun tænkte sig lidt om. "... Møde nye folk? Være med i en klan? Befri slaver? Der er mange muligheder!" Forslog hun, og kiggede så spørgende på ham. "Kommer du da fra en anden verden?" Hun så spændt på ham, og smilede forsigtigt.

Han så tænksomt på hende. camille ville jo helst have han opførte sig ordentligt og holdte sig ude af alle de problemer denne verden åbenbart var hylet ind i...Men problemet var jo bare...At det var så keeedeligt.
"Jeg har mødt mange folk. Syntes jeg selv, men desværre ingen der kunne give mig noget nyt i hverdagen..." han trak svagt på skuldrene. han havde brug for noget at lave, noget at holde sig i gang med...
"Klaner? slaver?" han så undrende på hende. Han viste jo intet om verdenen her!
"Jeg kommer fra et andet sted...Min far efterlod mig her, for jeg ikke skulle komme i problemer derhjemme." han trak svagt på skuldrene og gned sig kort på sin arm, armen hvor han også havde en ganske bestemt tattoo...
"Han aner ikke at jeg kunne hjælpe ham. Jeg har ikke lyst til at blive gemt væk. Men jeg ved ikke hvordan jeg selv skal kunne komme tilbage, såå..." han så lidt på Nille.
"Men du må gerne forklare mig lidt hvordan tingene hænger sammen her. Det er der ingen der har givet sig tid til" han smilte ne smule undskyldende.

Nille nikkede forstående... Han var fra en anden verden.
"Jah, klaner. Der er flere forskellige klaner i denne verden... Jeg er foreksempel leder af en... Slaver, ja... Der er slave ejere, og der er nogle der befrier dem... Hvor jeg også gør... Men jeg gør også noget... Andet." Hun så hemmelighedsfuldt på ham, og smilede.
"Jeg beklager mange gange Elyas... Men det skal du ikke spørge mig om. Jeg er en forvirret pige som er forfulgt, og har en evne der har skaffet mig fjender på halsen, og et stort hul i min hukommelse... Så det spørgsmål må du spørge en anden om." Hun så undskyldende på ham, og smilede skævt.

han så nysgerrigt på hende, som hun snakkede. Klaner? i hans gamle verden havde de bander...var det noget af det samme? at de alle havde hver deres...ting, at stå for og så kæmpede? Det lød interessant...Måske var der en klan der gad have ham med, omend bare på ubestemt tid inden han skulle hjem igen? Sikkert ikke...
Slaver...Nu huskede han det, han havde set et marked med dem engang,folk i lænker og folk med piske, bure...Han havde ikke brudt sig om det, hjemme i hans egen verden var de kommet over det stadie og havde afskaffet noget som slaver...i stedet havde man tjenere, som blev betalt for deres arbejde.
Han så lidt på Nille et øjeblik. Hvorfor var hun så hemmelighedsfuld? hvad skjulte hun for ham?
Han smilte let.
"Hvilket spørgsmål? om hvad du ellers gør?" spurgte han en anelse forvirret.

Nille rystede på hovedet...
"Jeg kan ikke forklare dig om denne verden, Elyas." Fortalte hun, og lænede sig tilbage i stolen. Hun rystede igen på hovedet. Hun ville jo komme til at fortælle ham om det alligevel. Hun lænede sig over bordet igen, og så alvorligt på ham.
"Har du fornylig hørt om en skammer, eller en heks?" Hviskede hun spørgende, og lænede sig væk igen. Hun kiggede rundt for at se om folk havde hørt hende.

Han trak lidt på skuldrene.
"du bor her. Hvis du ikke kan, hvem kan så?" spurgte han en smule kort, før han tog en tår af sin drik igen. Han kløede sig kort i håret da han så lidt på hende.
"Ej...det er altså for mærkeligt det her. Hekse? Skulle her nu også leve hekse?" hans smil voksede lidt. så rystede han på hovedet og holdt hænderne op for sig, som om han ville skubbe noget væk.
"Jeg ville ikke rodes ind i folks problemer. Jeg skaber mine egne, ellers tak!" svarede han så

Nille kiggede på vandet... Det dejlige fine vand...
"En der har levet i længere tid end mig..." Svarede hun, og kiggede stadig på vandet med beundrende øjne. Hun smilede skævt. "Du er fornuftig Elyas... For det med mig er der ingen der vil blandes ind i." Kommenterede hun, og tog glasset i hånden. "Hvad synes du om vand, Elyas?" Spurgte hun, og løftede glasset lidt, og kiggede på vandet.