You betrayed me! Now is the time for revenge .. No dear, you have nothing to say!//Isobel//

O: Mørke kroge.
V: Koldt.
T: 23.34
P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Katharina stod opad en mur, tænkte på hvad hvilken en af hendes hævnplaner hun skulle bruge. Hendes gamle veninde Isobel, ja Isobel..
Isobel havde forådt hende! Det gjorde Katharina rasende, hun havde regnet med hendes hjælp. Nu troede Isobel at Katharina var død, men hun ville blive overrasket!
Katharina kiggede lumsk op imod den store måne, som lyste op på den sorte himmel. Hun havde fået et fif om Isobel skulle være her.

Isobel gik langs den smalle gyde, hvorfor hun var der? Nogle mennesker havde talt om gyden og sagt at der ville ske noget den nat. Hvad der ville ske vidste hun ikke, men mon ikke hun snart ville finde ud af det? Da hun havde gået lidt tid så hun en pige stå og kigge op til månen, som lyste hele den sorte nattehimmel op. Da hun kom tættere på kunne hun se hvem det var, men først kunne hun ikek tro sine egne øjne! tankerne fór rundt i hovedet på hende, hun var da sikker på at Katharina var død for længe siden!
Selvfølgelig døde hun ikke... Hun så det jo ikke direkte, hun lod hende jo bare i stikken og ville redde sig selv. I følge Isobel galdt det hele blot om overlevelse.
Katharina vidste at Isobel ledte efter nogle varulve som havde dræbt hendes familie, men en af de gange Isobel fandt dem var Katharina der også. Isobel kom væk, det gjorde Katharina ikke, eller det var hvert fald det som Isobel troede.
Katharina havde stolet på Isobel, men hun svigtede hende.
''Når så det er dig folket taler om?''
Hun gik langsomt hen imod Katharina mens et lille lumsk smil voksede sig på hendes læber, da hun ikkke var ret så langt væk fra hende lænte hun sig op af muren ligesom hun selv gjorde.

Katharina rystede lidt på hovedet, da en genkendelig stemme gav genlyd i gyderne.
Katharina åndede ud, og vendte sit blik imod Isobel. Katharina gengalte hendes lumske smil, og hendes øjne kiggede skuffet på hende. Katharina kunne ikke glemme at ISobel havde ladt hende i stikken, bare være stukket af. Og næsten havde ladt dem dræbe hende, for at ISobel kunne redde sin egen røv!
"Ja, jeg kan se du har hørt rygterne."
Hendes stemme var smuk, men med en meget mystisk underklang. En undertone, fyldt med mystik.

hendes øjne kiggede skuffet på hende, men det ahvde dog ingen direkte virkning på Isobel.. nej der skulle mere til end nogle blikke. Det kom rent faktisk som en lille overraskelse at hun gad at snakke med hende, hun havde rent faktisk troet at hun ville prøve på at dræbe Isobel lige på stedet. Men så igen.. Hvordan ville hun kunne dræbe sin tidligere bedsteveninde? Nej vel.. Selv Isobel vidste at så stærk i sindet var den dejlige Katharina ikke, det var hun ikke før? Og hvad var sandsynligheden for at hun var blevet det, ja det var muligt at hun var.. Men det troede Isobel dog ikke.
''Okay Katharina? Du har fundet mig hvad så nu?''

Det lumske smil blomstrede på Katharinas smukke ansigt.
Hun løb op foran Isobel, og greb hårdt fat i hendes arm. Derpå smed hun hende ind i den mur som var overfor dem. Med elegante bevægelser gik hun hen imod Isobel igen, hun lignede en på en catwalk. Hun tog en lille flaske op ad sin lomme, og viftede med den foran Isobel. Det var vievand, KAtharina ville blot pine Isobel lidt. Hun åbnede låget og hældte stille vievandet nedover Isobels kind.

Isobel lod Katharina smide hende ind i væggen, altså hvorfor ikke? Hvorfor ikke lade den unge, lille, søde Katharina tro at hun kunne klare hende i nogle få sekunder. Isobel kunne sagtens havde strittet bare lidt imod, men hun gjorde det ikke, at lade Katharina tro at hun var stærkere end Isobel, kunne hun bruge til hendes egen fordel.... Men spørgsmålet er bare, hvad kunne Isobel ikke omformulere så det blev til hendes egen fordel? Et spørgsmål, som der nok aldrig ville blive svaret på.
Et smil var plantet på hendes læber, og det havde været der selvom hun smed hende ind i muren. Inden hun hældte vievand ud over hende, flyttede Isobel sig, så det dermed vil resultere i at vievandet blev hældt på jorden.
Hun rejste sig langsomt op med det samme smil på læberne. Hun løftede den ene finger op foran ansigtet, rystede langsomt på hovedet og med fingeren.
''Slemme Katharina... Jeg er skuffet over dig, man svare normalt når folk spørg.'' Isobel gik meget inde for gamle traditioner og brugte normalt hendes ord som modstand i stedet for at bruge nytteløst vold.
''Godt så.. Nu spørg jeg igen lille prinsesse, hvad vil du mig?''