So you think you can beat me? My dear, think again.//Isobel//

S: Valley of a thousand winters
T: Midnat
V: Nogenlunde stille koldt. Vindstille og ingen sne som falder.
O:Månen som stråler klart på himmlen.
P: Profil billed.

Hayden var på jagt, Stribe og Snow sov derhjemme. Men Hayden havde ikke tid til at sove, hun var tørstig og kunne lugte en flok shapeshiftere. Hun løb imod dem, og holdte sin færten fra dem. De havde ingen ide om hvad der havde dem i vente. Hun smilte skævt, og mærkede hvordan hendes hugtænder kom frem og gjorde sig klar til et nyt måltid.
Hayden var lydløst, men pludselig fik hun færten af en anden vampyr.
*Ohh great!*

Lige da den smukke sne var holdt med at falde ned på isobels skønne hud, havde hun straks fået færten af få shapeshiftere, hun havde ingen ide om hvorfor i alverden de var der, men et godt måltid kunne hun godt bruge..
Lugten af vampyr var tæt på hende, så hun skulle skynde sig hvis hun ville nå det først..
Hun kom åbenbart først, og sprang så hurtigt på de to shapeshiftere som var der.
Der gik ikke særlig langtid inden kroppene var tømt for blod..
Den anden varmpyr var tæt på, det kunne hun tydeligt lugte..
Hun kiggede ned på ligene imens hun råbte ud i ingenting..
''Du kom forsent Pusling!''
Et bredt smil kom frem på hendes læber, og blottede hendes skarpe hjørnetænder.

Hun rullede øjne og knurrede af den fremmede vampyr. OG viste hende sine syle spidse hugtænder.
"Pusling?"
Hayden løb op foran hende, og kiggede hende i øjne.
"Det gør intet jeg fik tre til frokost."
Svarede hun drilsk og lagde sine arme over kors. Men det var ordet pusling som havde sat sig fjenligt på Hayden.
"Jeg ved ik for gammel du er, men ingen skal kalde mig pusling?"
Hun sagde det med en stemme som få selv den ondeste og selvsikre dæmon til at løbe grædende væk.

Isobel kunne ikke lade vær med at grine lidt, hun fandt det komisk at hun gik sådan amok over at hun havde kaldt hende pusling, men i så fald var det sten sikkert at Isobel ville blive ved..
Pigens stemme generede over hovedet ikke Isobel, ja de fleste ville løbe deres vej når de bare hørte den stemme, men ikke Isobel..
Sådan en vampyr kunne ikke skræmme hende..
''Du virker ikke særlig gammel min kære...''
Et lumsk smil spredte sig ud på hendes læber..
Pigen virkede ikke særlig gammel, hun virkede som en (nyfødt) vampyr..

Hayden valgte at slappe lidt mere af, hvor gammel var denne vampyr? Hayden havde levet herude i 3000 år. Og lidt inde i en af byerne for mange år siden.
"Jeg er gammel nok til ikke at være en nyfødt vampyr? Men det er du måske min kære?"
Der kom et drisk smil på hendes læber, hun slappede mere af end før. Hendes muskler var ikke spændte mere.
"Hvor gammel er du på min søde?"

''Fantastisk at du kommer frem med den fine tone nu, det må jeg nok sige, det troede jeg ikke du havde i dig.''
et halvt smil kom frem på hendes læber, hvorefter hun begyndte med at gå..
Hun forventede lidt at pigen gik med hende..
Det ville være godt med lidt selskab til en forandring..
''Hvor gammel jeg er?''
Hun grinede lidt.. Hun syntes faktis slet ikke det kom hende ved..
''Jamen hør nu her, det kommer da ikke dig ved. Gør det?''
Hun smilede svagt og gik bare videre..
Om pigen så var ældre end hende, så var det lige meget..
Folk vidste slet ikke hvor meget Isobel vidste..
Isobel havde mødt mange som var flere tusinde år ældre end hende, hvor hun stadig havde pænere manere end dem, og vidste mere end dem..
Eller.. Pænere manere.. Det havde hun kun nogle gange, det var forskelligt fra dag til dag..

"Det gør det vel ikke, men når du sådan snupper mad fra min grund. Så må jeg da vide lidt om tyven."
Hun smilte drilsk og fulgte med kvinden.
"Jeg ved du fare vild herude min kære, hvad med at tage med mig hjem?"
Det var af ren venlighed, men ja hun håbede da hun kunne blive lidt tættere med en artsfælle. Bare en veninde ville være fint, men af tillid og ærlighed kommer venskaber.

''Ha! Din grund? Må jeg se papirene.''
Isobel var sikker på at det ikke rigtigt var hendes grund, det tilhørte vil ikke nogen.
Desuden var Isobel fuldkommen ligeglad med om det var hendes grund, havde hun fået færten af noget hun gerne ville have, så tog hun det også var hun ligeglad med hvad andre mente.
''Ja, nu er jeg joikke typen der fare vildt, men jeg tager dog imod tilbudet.''
*Løgn..*
Isobel var rigtig god til at fare vildt, men det ville pigen ikke finde ud af.
Hun var ikke sikker på om alt dette venlige noget, denne venlige person, om hun ville kunne stole på hende.
Der var et eller andet hun ikke kunne li ved hende, men det var der sådan set ved alle hun mødte.
Hvertfald i starten.