I guess that we both are confused.//Destiny//

Destiny fjernede hurtigt hendes hår efter vinden havde lagt sig. Det var ikke altid smart at have langt hår. Men hun nød nu hendes hår. Destiny så i hans øjne og følte sig pludselig fanget. Hun var meget fascineret af øjne og Toshiba havde et nydeligt par. Hun lyttede til hans ord. Men hun var ikke så optaget af dem, hun havde nærmest lukket af for hendes andre sanser og fokuserede kun på hans øjne. Hun havde ikke mødt mange som ham, hun havde ikke mødt en med så forfærdelig en fortid. Menen der samme tid kunne være så vellykket. Det var ofte folk med en baggrund som hans der gik hen og blev psykotiske. Destiny fjernede hendes hånd fra hans overarm og lod den glide op mod hans skulder og hals i stedet. "Det var så lidt."

Han lukkede øjnene, da hun bevægede sin hånd op mod hans hals. Ikke fordi at han havde noget imod det, men fordi det var dejlig beroligende. Det sitrede lidt i hans krop, ved hendes behagelige berøringer.
Han måtte indrømme at hun var en sej en. At hun tog det så roligt det med at være en varulv, selvom det var noget hun slet ikke var van til. Hun styrede det nu meget godt syndes han.
Der var noget over hende, som han sjældent så hos de væsner der var omkring ham.
Han åbnede øjne igen, for at kigge dybt i hendes endnu engang.

Destiny var utrolig usikker på om hun skulle gøre det træk hun havde i tankerne. For det første kunne det bringe dyret frem i hende, hvilket hun ikke ønskede, for det andet ville han måske ikke reagere som hun ønskede. Men usikkerhed var der nok af når man stadig var en teenager. Hvilket hun på en måde var. Hun var på ingen måde rolig over at være varulv, hun virkede bare sådan udadtil. Indeni var hun ved at koge over med blandede følelser omkring det hele. Men hun prøvede at forblive stabil. Destiny nærmede sig forsigt ham, før hun blidt lod hendes læber røre hans. Hun lukkede øjnene, fordi hun var utrolig nervøs for hans reaktion.

Toshiba vidste ikke hvad han skulle gøre, hendes læber var så bløde og tillokende, men han var desværre meget usikker med hensyn til sådan noget. Og det var kun takket være den kvinde han kaldte mor.
Forsigtigt trak han væk fra hendes læber. Det var ikke pga. hende. Hun var en utrolig sød pige, der fik ham til at føle sig tryg, men han havde lige mødt hende og havde ikke forventet et kys.
"Det må du undskylde," sagde han stille. Han havde ikke rykket så langt væk fra hendes ansigt, så hans stemme var ikke særlig høj, men usikker og nervøs for hendes reaktion. "Du er meget sød, misforstå mig ikke.. Jeg er bare meget usikker med hensyn til sådan noget.." Hans kinder blev langsomt røde.
En hver anden dreng havde ikke sagt nej til de bløde læber, men han var desværre blevet usikker på kærlighed og kys..

Destiny så flov ned i jorden. Hun følte sig utrolig flov over at hun havde gjort noget så utrolig dumt. Det var klart at han var usikker. Så hun havde dummet sig. Hun tog en dyb indånding og lukkede øjnene. Hun lyttede til hans ord og de gav mening for hende. Men hun følte sig stadig dum. "Jeg forstår." Hun rejste sig. Ikke fordi hun ikke var i godt selskab, men fordi hun var flov over sig selv og så var varulven også vågnet fra sin søvn. Destiny gik hen imod den lille skov hun havde siddet ved tidligere. Hun gik et stykke ind og begyndte at slå og sparke til alting fordi hun var så vred. Det fik hendes evne til at give efter, en kraftig vind væltede hende omkuld. Når den nåede Toshiba ville den have dæmpet sig til en lille vind. Destiny rejste sig op igen. Men det varede ikke længe før hun lå ned igen. Men ikke på grund af en blæst, på grund af et skud. Med en sølvkugle. Hun lå med en stor smerte på jorden.

En lille vind blæste forbi ham, da han kiggede efter Destiny der gik ind i skoven med vrede bevægelser.
Det bekymrede ham.. Havde han mon såret hende?
"Destiny!" råbte han efter hende og begyndte at gå ind i skoven. "Undskyld hvis jeg sårede dig.." Han kiggede sig omkring, for at finde hende.
Et par grene var knækkede på vejen. Varulven inde i hende måtte være vågnet..
"Destiny?" sagde han endnu engang.
Hun var ingen steder at se..
Lydet af et skud suste igennem skoven, efterfulgt af et smertefuldt skrig.
"Destiny!" råbte han bekymret og løb det sted hen, hvor skuden havde lydt.
Destiny lå på jorden, med mange smerter. Skudet måtte have ramt hende.. Han gik hen til hende og løftede hende forsigtigt op i sine arme.

Destiny kunne godt høre at han kaldte på hende. Han havde ikke såret hende. Hun var bare flov, rigtig meget og hun havde ikke meget lyst til at se ham i øjnene igen. Hun prøvede at rejse sig op, men det var ikke så let som det så ud. Mest af alt fordi hun var blevet ramt i skinnebennet. Det var tydeligt at personen der havde skudt hende var på jagt efter varulve eller andre væsener, han eller hun var godt forberedt og også en god skytte. Det var snedigt at skyde hende i benet og så derefter smadre hende synder og sammen. Hun bed sig i læben da han kom nærmere hende. Hun prøvede ikke at se ham i øjnene. Men det var svært. Hun var tryg nu han var der. Hun lagde en arm om hans nakke. "Det er ikke nyt for mig det her." Hun så ham i øjnene. "Det før.. Undskyld. Jeg tænkte ikke og så gør jeg bare dumme ting. Jeg burde have vidst at du ikke ønskede det. Jeg er bare.. Ikke god til den slags. Du ved, at fornemme hvornår man burde og hvornår man ikke burde."

Han begyndte så forsigtigt at gå, med hende i armene. Hun var såret og måtte have den sølvkugle ud af skinnebennet.
"Du skal ikke undskylde Destiny," sagde han, med et smil og kiggede tilbage i hendes smukke øjne. "Du kunne jo ikke vide det at jeg var.. Usikker på sådan noget,"
Han kom til udkanten af skoven, stadig med hende i sine arme. Det ville være ondt at sætte hende ned, når hun var såret.
"Desuden," sagde han og smilte charmerende til hende. "Er jeg smigret over at en pige som dig gav mig et kys,"

Destiny gjorde et træk på skulderne. "Men sådan noget skal jeg bare vide. Jeg skulle have tænkt på at du var usikker. Det er klart at du ikke er så sikker på kærlighed. Jeg skulle have tænkt mig til det." Hun kunne ikke lade vær med at smile, han var da utrolig sød. Hun så over hans skulder og så de var i skovkanten. Hun lod hendes ene ben falde ned over hans arme og landte på jorden, selvom det gjorde ond i hendes ben. Hun haltede hen til græsset og satte sig ned. Hun vidste ikke hvordan man bedst fik kuglen ud. Men hun skulle bare gøre det hurtigt. Hun førte hendes hånd ned af hendes ben og rørte blidt ved såret, men blot det fik det til at sortne for hendes øjne. Hun kunne virkelig ikke tåle det, måske var det en svaghed varulve havde? Hun lukkede øjnene og fik revet kuglen en smule ud. Før hun ikke længere kunne og besvimede. Set i bakspejlet var det måske ikke så smart at ordne det selv.

Destiny hoppede ud hans arme og satte sig på jorden, for at ordne såret helt af sig selv. Han var ikke ekspert på varulve, men han kunne regne ud at det ikke var en god ide at klare selv.
"Destiny.." sagde han og satte sig på hug ved siden af hende. "jeg tror ikke at det er en god ide," Han blev afbrudt, da hun allerede havde fået kuglen halvt ud.
Hendes øjne blev straks tomme, som det sorteste kul og han kunne ikke længere se et smil på det kønne ansigt.
"Destiny?" hviskede han og lagde hendes hoved i hans arme.
Det havde været en dårlig ide helt fra starten af.
Forsigtigt gled han hånden ned over hendes ben og trak kuglen helt ud.

Desitny vidste godt hun ikke skulle have gjort det. Men hun havde det bare bedst med at klare det selv. Hun var bare glad for den ikke var gået længere ind en den var. Hun kom sig kort efter og satte sig op, der blødte en smule fra hendes ben. Men hun ignorede det bare. "Det var dumt. Jeg er dum. Men tak.. For det du sagde før altså. Jeg er glad for du ser sådan på mig. Jeg forstår godt du er usikker. Men det er der ingen grund til. Stortset ingen kvinder er som din mor var. Det håber jeg du ved." Hun tænkte hun måtte forsøge at stoppe blødningen. Så hun rev et stykke fra hendes trøje, så den blev endnu kortere. Hun bandt det om såret i et stramt tag, så det ikke kom meget blod til benet, det gjorde hun bandt det lidt løsere.

Det lettede inde i ham, da hun vågnede lidt efter og var frisk som en fisk.
"Du er ikke dum," sagde han og kiggede med, da hun bandt trøjen om sit sår. Det var meget smart, den måtte han huske. "Du er faktisk ret kløgtig," Han smilte til hende og ville kigge op på hende, da han bemærkede at hendes trøje var blevet lidt kortere, hvilket fik ham til at rødme.
Han hadede at være en dreng nogen gange..
Han kiggede hurtigt op i hendes øjne, med blide og varme øjne.
"Vi må heller få dig på hospitalet," sagde han og rejste sig.
Han rakte en hånd ned mod hende og regnede med at hun tog imod den, så han kunne hjælpe hende op.

Destiny lagde hovedet på skrå, fik hendes øjne til at blive skeløjet. Hun førte hendes mund til siden. "Også når jeg gør sådan her?" Hun fik hendes ansigt til at blive normalt igen. Hun rystede på hovedet da han sagde hun skulle på hospitalet. Hun så at han begyndte at rødme. Det var sødt når det var ham der rødmede. Men når hun gjorde det, var det en anden sag.. "Nej.. Nej det går ikke. Jeg kan ikke styre på selv endnu, så lige pludselig vil jeg kunne gå amok og smadre alt og alle. Det går ikke, jeg har det fint." Hun sendte ham et smil og tog fat i hans hånd, men for at rykke ham ned mod hende.

Han grinte kærligt, da hun lavede et fjollede ansigt, for at gøre det modsatte af at være kløgtig.
"Ah, så ved jeg ikke hvor klog man er hvsi man laver sådan et ansigt," sagde han med et smil og forsatte med at grine kærligt, der kunne varme et koldt hjerte. "Okay, så lader vi være med at tage på hospitalet," Han ville trække hende op, da hun tog hans hånd, men fik i stedet et lille chok da hun trak ham ned igen, så han var ved at vælte ovenpå hende. Han nåede dog lige, at rykke sig så han satte sig ved siden af hende.
Fair nok, sådan kunne man også sige sæt dig på.
Han smilte til hende.

Destiny sendte ham et bredt smil. Hun var ikke gammelmandsklog, men hun var logisk. Der var selvfølgelig nogle ting hun vidste en masse om, sådan var det altid. "Nej, ikke rigtig. Jeg er generelt ikke specielt klog. Jeg tænker bare logisk." Hun nikkede da han bekræftede de ikke behøvede at tage på hospitalet. Hun fugtede sine læber og så kort væk fra ham, for at se hen på nogle træer og lignende. "Jeg tør bare ikke. Fordi jeg i princippet kunne forvandle mig og gøre skade på dig, lige nu. Jeg kan ikke kontrollere mig selv og det er forfærdeligt." Hun gengældte hans smil da han satte sig ned.

"Bliver varulve ikke kun forvandlet ved fuldmåne?" spurgte han nysgerrigt.
Han vidste ikke meget om varulve, men han vidste at de havde noget med den store smukke fuldmåne at gøre. Der var ingen varulv der var i stand til at styre sig som en ulv, ikke hvad han vidste af i hvert fald. Han kendte udtrykket månens børn, der var et andet ord for varulv. Eller, et andet udtryk. Der var også nogen der sagde helvedshund, men den gad han ikke at høre på.
Det var da noget være vrøvl..
"Det er vel meget normalt for en varulv, ikke at styre sig?" han kiggede på hende, med et smil.

Destiny vidste ikke helt med sikkerhed hvad varulve havde med fuldmånen at gøre, hun var selv meget usikker på hendes nyfunden race. "Nej... Jeg tror selv man kan styre det, eller når man får mere styr på sin varulv. Men jeg tror ikke at fuldmåne har noget med varulve at gøre. Måske bliver man ligemeget hvad forvandlet til varulv ved fuldmåne. Jeg ved det ikke helt." Hun så op i himlen og nød synet, den var rigtig smuk. Meget smuk. "Nogle varulve kan styre sig selv. Man kan træne sig til det."

Han lyttede til hvad hun fortalte...
Det overraskede ham lidt da hun fortalte at varulve ikke forvandlede sig ved fuldmånen, men selv styrtede det præcis ligesom en shapeshifter... Dog havde en varulv ikke så meget kontrol over det som en shapeshifter..
Han smilte til hende på en varm og kærlig måde..
"Javel," sagde han og grinte kærligt. "Så blev jeg da lidt klogere,"
Han kiggede op på himlen med et smil..
Det var en dejlig aften..