Party tonight//Sebastian//

Hun mærkede hans ende hånd på hendes liv og pressede dem tættere sammen, hun nød deres tætte omfang som fik hende til at sukke, sukke dybt, sukke af nydelse.. hun smilede da han også gav et suk fra sig og åbnede øjne så hun kunne se på ham, nydelsen var i hendes øjne, hun var tiltrukket.. af ham, hun kunne blive ved vis det skulle være, indtil han sagde stop ville hun blive ved, selvom hendes tanker skreg efter noget mere, måtte hun prøve lige at holde sig lidt tilbage for ikke at virke alt får ivrig, hun kørte sine fingerspidser forskellige steder på hans overkrop og kærtegnede ham blidt over hele hans overkrop, hun kunne ikke lade vær, hun kiggede stadig på ham mens de kyssede og hun kærtegnede ham, det var rart, meget rart.

Castle trak sit hoved tilbage og stoppede derved deres kys, han smilede til hende, han havde haft sygt begær til deres tunger sammen, men han skulle lige fjerne hoved.. for at gøre det her. Castle løftede Lynie op ved at have en arm om indersiden af begge hendes knæ, og den anden arm om hendes ryg, så han løftede hende som en mand der lige var blevet gift med hans kone. Castle havde stærke arme og kunne sagtens holde hende der, hvilket han gjorde, han stod stille med hende i armene, dybt begravet i hendes øjne, indtil han lænede nakken forover for at kysse hende igen, stadig med hende i armene. Han føltes hendes kys som et barn der måtte løbe igennem en skov lavet af slik, helt fantastisk urealistisk, som var alle problemer i verden væk, og var livets værdi vokset sammen med hans utrolige nydelse han fik gennem hendes karamel dejlige ting. Castle bar hende over til sengen mens han kyssede hende, og lagde hende ned på sengen.

Lynie sukkede da han trak sit hoved væk og afbrød deres kys... deres dejlige kys, dog formåede hun at smile til ham da han tog hende op i hans arme og bar hende, hun kiggede fortryllet ind i hans øjne og smilede til ham inden deres læber mødtes, hun lagde arme og hans nakke og sukkede dybt af nydelse, hun havde øjne åbne så hun kunne kigge på ham, hendes øjne var blide og kærlige.
Hun mærkede sengen mod hendes ryg, hun havde ikke bemærket at han var gået hen til sengen, men det var nok fordi hun var så opslugt i kysset og hans øjne, hun havde stadig armene om hans nakke og lod sine fingerspidser strejfe blidt og kærligt hans ryg som en fjer der strejfede ens kind og dog bedre.

Castle lagde sine albuer på hver sin side af hende på sengen, så når han liggede sig over hende, kunne han ligge beskyttende over hende, men undgå at bogstavligt ligge på hende, men derimod kunne holdes oppe af sine albuer. Caslte lagde Lynie fladt ned på sengen ved at læne sig indmod hende og gøre det naturligt for hende at bukke sig ned på ryggen på sengen. Når hun lå ned, og lagde han albuerne sådan så han kunne holde sig oppe med overkrops vægt, og tå spidserne til at holde benene oppe, men på samme tid kunne han bruge hænderne til at holde om hendes baghoved og bruge fingerspidserne til at nusse hendes hovedbund mens han kyssede hende så inderligt som nogen mand kan kysse en kvinde, selv Adam og Eve i edens have ville kunne lære at par tricks af at se på Castle og Lynie kysse sammen, det var så drivende en kraft som gud var for en religiøs. Castle .. sukkede igen af nydelsen og begæret mod Lynie,og han var klart begyndt at overveje om han havde følelser for hende. Castle trak endnu engang sit hoved væk, og satte sig på knæ i sengen med hende mellem hans højre og ventre knæ, hvorefter han sagde med en kærlig tone "Du sød" Castle lagde en hånd på hendes mave for at vise hun lige skulle blive liggende lidt, så tog Castle sine militær bukser af ned til knæene, hvorefter hans underbukser fulgte efter. Castle smilede, og sagde med et frækt smil "Vil du ikke lige sige hej til ham?" En invitation til en blowjob.

Lynie lod sig ligge ned i sengen da Sebastian lænede sig ind imod hende så hun faktisk blev nød til det men hun havde heller intet imod det, kysset, nusserieget det hele... Suk, suk, suk, kunne det blive bedre, nej.. Det kys som var så inderligt at ingen ville kunne hamle op med det det var så perfekt, var så rart.. Følser var der også indblandet, dejlige følelser, kærlige følelser, hun smilede da han trak hovedet væk fra hende og satte sig på knæ med hende imellem, hun grinte lavt og kærligt da han sagde hun var sød, hun blev helt rød i kinderne, åh han var da også sød, og dejlig og... Hun stoppede med at tænke da han bad hende om at blive liggende hvor efter han tog sin bukser og underbukser af, hun kiggede ikke på ham nej.. Hun kiggede et helt andet sted nemlig.. Hun vendte dog hovedet op mod ham og smilede til ham og nikkede, hun rejste sig fra sengen og gik roligt hen foran ham og satte sig på knæ foran ham, hun startede som hun altid gjorde at slikke, hun slikkene hele vejen rundt om et par gange og puttede den så i munden hvor hun bevægede sine læber frem og tilbage og lod sin tunge stadig slikke rundt om, hun kiggede opslugt op på ham i hans øjne mens hun kørte frem og tilbage, og dette skulle åbenbart gå galt bare fordi hun godt kunne lide at kigge på ham, hun kom med et uheld til at lukke munden i og kom derfor til at bide ham i stedet for at slikke, dammit hun trak hurtigt sit hoved væk og kiggede op på ham med skilte læber, hun vidste ikke hvad hun skulle sige "je...jeg" hun vidste det ikke

Castle nød det fuldt ud, som et barn der helliggjorde sine mors bryster, kastede han sine kærlige tanker mod hendes underskønne læber og tunge der gjorde hans sjæl glad, og hans lem stort og hårdt, men som enhver drøm må man vågne til ens egens skuffelse i sved og mangle på alle de glæder og gaver drømmen havde bragt med sig, men denne drøm om verdens mest skønne blowjob forsvandt ikke uden at bide fra sig.. bogtavligt. Castle udgjorde et råb af smerte og overraskelse, ingen mand havde kunne forberede sig på det komme ud af ingenting, som en knytnæve af stål fra et spædbarn, man bliv efterladt med kun smerte og tanken om hvorfor fanden det skete. Castle havde .. følelser for Lynie, og en klumb samlet sig i halsen på ham ved hvert glimt han fanget af hendes blik, og hans eget fortalte om den romantik han søgte mellem dem, men .. smerten fra et bid i pikken kunne vaske enhver god stemning væk. Caslte stod stille med sammenbidte tænder og knyttet næver i to sekunder, inden han endelig kiggede ned på Lynie, og sagde ikke vredt eller surt, men som en far der fortalte hendes datter hun havde gjort noget meget forkert, og ville opleve straffen derved "suhhh. Sig ikke noget skat" Castle greb med hurtig og fast hånd om hendes arm og trak hende op,. han holdte af hende. men nu ville han opdrage på hende, for det der fandt han sig af god grund ikke i, han var manden her i rummet, og det ville hun snart finde ud af, når hun ville falde i søvn ... med brændende varm numse og ømme balder. Casltle hørte ikke på hvad hun sagde, at være uartig var at være uartig, så han førte hende i armen hen til sengen, og med sin overledne styrke rev hende ned over knæet efter at have sat sig ned, som en militær mand der kunne løfte rundt med et børnehavebarn,Castle sagde nu med en fast og meget opdragelses klar tone, både rolig som tidevand, men også bestemmende og direkte som en glødende flamme "Du har været uartig, og jo mere du sparker med dine ben eller siger grimme, jo længere tid vil det her tage" og med de ord holdte han hende nede med den ene hånd på hendes ryg, og den frie løftet han over halvfjerds centimeter fra hendes blader, og for at vise hvor hånd en 200 kilo muskelmand kunne slå, lagde han alle sine overkrops kraft i det første slag, som en elefant der smækkede hende med ikke et men ti spanskrør i dens snapel, af alt den magt. Slaget ramte hendes højre blade, og uden ord trak han sin hånd tilbage igen, denne gang med fem centimeters mere afstrand, og prøvede at lave en piske bevægelse når hånden landet. slaget ramte hendes venstre balde "Hvad siger man?"

Lynie lukkede øjne da han råbte og pressede den hårdt i og bed sig i læben, hun åbnede øjne lidt efter råbet og så på den knyttede næve og kravlede lidt væk, hun vidste at det ikke var godt det hun havde gjort men dammit også, hvorfor skulle hun også lige havde blevet så opslugt af hans blik, hans ansigt, hans ansigt, der gik et sus igennem hende da han kiggede på hende, der var intet smil at spore på nogen måde, hun kiggede op på ham som en lille pige ville kigge på sin far efter at havde ødelagt hans kort hus, den opdragede stemme og det faste hurtige greb om hendes arm fik hende til at gispe, hvad skulle ske, hun prøvede desperat at komme ud af hans greb og panikken blussede op i hendes da han gik hen til sengen og rev hende ned over han knæ, hun stoppede ikke med at kæmpe imod hun sprællede og vred sig for at komme ud af hans greb, hun ville ikke, det hun havde gjort var jo ikke med vilje, hun gispede og gav et lille skrig fra sig da hun mærkede hans hånd smadre mod hendes numse med alt sin kræft, hun krympede helt sammen og pressede øjne i, *av* hun gav endnu et skrig fra sig blandet med et hyl anden gang han slog hende, hun vred sig hun ville væk, væk fra ham, hvorfor slog han hende, hvad man sagde, men, men hun havde jo ikke gjort det med vilje så hvorfor skulle hun sige undskyld, "please lad vær" snøftede hun, ville han ikke nok lade vær det gjorde ondt, det sveg på hendes balder.

Castle ville ikke stoppe før hun havde lært af sin uartighed, og han havde hørt og set det han ville, det faktum hun skreg og hylet var noget der gjorde ham mildere stemt mod hende, eller enlig ikke, men det undgik at der gik konkurrence op i ham til at få hende til at være ked over det gjorde ondt. Castle ville ikke stoppe selvom hun bad ham om det, så længe hun sparkede ville han ikke engang tælle sine slag, hun måtte tude, hulke, skrige og tigge om han lod værre, men hun var på ingen måde istand til at komme ud af hans greb, og hendes forsøg gjorde bare han forlænget hendes straf. Hvis hun ikke ville svare, så sprang han bare et skridt længere væk fra at tilgive hende, og sagde "Hvorfor ligger du her?" Han hammret endnu et slag med brutal magt nedover hendes højre balde med samme kraft som før, hvis ikke mere, han lod sin hånd være der i et sekund, og brugte tre sekunder på at køre rundt på hendes balder med hånden for at varme den lidt op, så den faste hånd kunne føltes mere solid og hårdt. Castle løftet hånden tilbage igen halvfjerds centimeter og trak den ned over hendes venstre opvarmet balde som et flystyrt, og sagde igen "Hvorfor ligger du her?" Castle kørte hånden rundt i cirkler på hendes højre balde, klar til et nyt slag.

Hun svarede ikke på hans spørgsmål men hulkede lidt i stedet forhelved hun havde jo ikke gjort det med vilje, kunne de ikke starte forfra, kunne hun ikke spole tilbage, hun gav endnu et hyl fra sig da han slog hende igen, lad vær, lad vær... Det gentog sig i hendes tanker og hun mærkede hans hånd køre rundt på hendes balle, hun vred sig, vred vred vred sig hele tiden, hun ville ud af det her, det havde aldrig været hendes mining at dette skulle ske, han slog hende endnu engang på balden og gentog sit spørgsmål hvor Lynie valgte at svare denne gang "det.. Det var ikke med vilje, hun brød ud i grød for shit det gjorde ondt det han havde gang i, hun bed sig i læben da hun mærkede hans hånd endnu engang køre rundt på hendes numse og ventede bare på det næste slag, hun pressede øjne sammen og ville prøve at bide smerten i sig næste gang ham slog hende.

Castle viste ingen tolerance overfor hendes flabethed ved at bevæge sig, og efter at have varmet sin højre balde, rykkede han hende en lille centimeter med sin dominerende styrke, så han kunne få sit bælte af, hvorefter han med den frie hånd der ikke holdte hende nede, foldet bæltet på midten, og så høøøjt han kunne løfte sin hånd væk fra hendes numse, og slog så med sådan en kraft at hun ville blive rykket et par centimeter selvom han holdte hende nede af alt sin magt fordi han bøjet hele brystet med retningen slaget faldt i, for at smadre hårde ind på hendes højre balde der var blevet varmet op, og pressede hende efter slaget tilbage på plads efter slaget med læder bæltet, og sagde "Hvad sagde du?" Castle lagde bæltet lidt fra sig, og varmet midten af hendes balder op, lige på midten, og slog hende hurtigt fem små gange, men stadig med fast hånd lige på midten for at få lidt ekstra lysserød farve frem der på midten, og fik lidt varme mere end opvarmingen kunne give, så det var en brændende fornemmelse, så tog han bæltet frem igen, og slog så med det sammenfoldet vælte så hårdt at selv han ville give et skrig af pirrende stiggende smerte fra de ømme balder hvis han havde hendes position. "Hvad sagde du?" sagde han igen, selvom hun havde svaret. hun ville sikkert føle ydmygelse, og smerte nu, meget normalt under en endefuld, man følte sig hjælpeløs og det gjorde bare ubeskriveligt ondt

Hun gispede da han rykkede hende lidt og så at han tog sit bælte af og folede det på midten, hun så ham løfte det og vendte så hovedet væk lige inden hun gav sig til at skrige da han slog det mod hendes ellers allerede ømme balder, hun blev rykket tilbage hvor han så spurgte hvad hun sagde, men hun kunne ikke sige noget mere, det eneste der kom ud var små hulk, gråd og tåre fra hendes øjne, hun så han lagde bæltet til side men hun havde på fornemmelsen at han ikke var færdig med det, han begyndte endnu engang at varme hendes balder igen og slog hende fem små gange men det gjorde stadig ondt om det var balderne som bare var ømme eller om det var slagende kunne ikke vurderes, hun så bæltet igen, selvfølgelig var han ikke færdig med det, hun skreg meget højt denne gang og vred sig dramatisk og endnu vildere hun ville være fri nu, nu gjorde det ondt, hun kunne mærke panikken sprede sig, den ømme fornemmelse blev til direkte smerte, hun kunne ikke holde til mere han måtte godt holde op og hun mente det "hold.. Op.." hun lukkede langsomt øjne i og gled stille væk fra dette, hun ville tilbage hvor det var begyndt at kysse det var så dejligt, hun besvimmede i Sebastian arme og lå slapt hen over hans knæ med tåre stadig trillende ned af kinden på hende, hun rørte sig ikke og det kunne godt give panik da det godt kunne minde om at hun var bevidstløs, men hun var heldigvis kun besvimmed

Castle kunne se tårene, høre hulkene, og føle hendes ryst og ubehag i hendes bevægelser, men han var langtfra færdig, for hun havde langtfra lært hvem der bestemte, og selvom hun lå stille, lagde han bæltet fra sig, og lod sin hånd tage fast om hendes venstre balde, og igen, denne gang med en rund holdt hånd varme hendes balde op ved at køre i cirkler på den, det skide effektivt, og nu hvor balderne var godt på vej fra lysserødt til rød, var det endnu værre. Castle slog igen som vilde heste der red alt ned foran dem, og selv torden guden thor ville kigge med en jalou mene på ansigtet af det voldsomme smæld der kom gennem hele rummet fra læder bæltet der var foldet en gang på midten, og Lynie ville nok vågne et bidende anfald af pinsel fra de skrige balder der med den nærmest tomat røde farve på den ventre balde, og den normalt røde farve på midten og højre balde tiggede om en pause. Castle lod sig ikke vente med flere spørgsmål og uden tøven eller vente tid slog han en ekstra gang på den ventre balde, hvorefter han svaret "Nej, ikke før du opføre dig ordenligt" Castle tog den frie hånd og vente bæltet anderledes, så hun ved næste slag ikke fik af læder overfladen men af bæltespænnen med stål overflade. "Hvem bestemmer?"

Lynie vågnede med et sæt da et smæld udenlige brede sig i rummet, hun mærkede først lidt efter smerten i hendes balder og begyndte at græde igen "hold nu op" hun bad ham det gjorde hun virkelig man kunne høre det på hendes stemme, hun ville væk nu efter det her var hun ikke engang sikker på om ville have mod på at være i samme rum med ham, hun havde ikke lyst til det, der skulle opbygges meget der vis de skulle kunne komme tilbage hvor de bare kyssede, for det havde hun helt mistet lysten til nu, hun peb da han slog en ekstra gang, hun lagde sig opgivende pg ventede bare på at han slog hense igen, hun ville ikke sige noget og ville der mes nok blive tævet halvt ihjel vis Sebastian ikke fik medlidenhed, hun kiggede op på ham og hendes øjne var helt røde da hun havde grædt så meget, det var værre end dengang med hendes familie tænk han kunne gøre dette mod hende hvad fik ham til det, hin fik øje på han vente bæltet om så hun fik med stålet næste gang, og der gik hun i panik, hun skulle ikke slås med stål, hun hev efter vejret og gispede, hun var i panik og vis hun ikke kom væk fra dette snart ville det gå helt galt, hun sparkede, sprællede, vred sig, hev efter vejret og panikkede, hun kunne ikke få vejret eller jo det kunne hun men det var svært, hun havde det svært med at blive holdt fast, "Je..jeg kan ikke få vejret" fik hun fremstammet, ville han ikke nok bare slippe hende nu hun kunne ikke mere hun ville ikke mere.

Castle han løftede bæltet med stålet over hoved, han.. kunne høre den uskyldige lyd af barne skridt der kom tværs over gulvet, selvfølgelig kunne Lynie ikke høre det, for fodtrinene forgik hun i hoved på ham. Castle løftede hoved og kiggede væk fra Lynie, og så en lille dreng ikke mere end 9 år gammel, han var iført gråt nattøj med superman figurer på, og bare fødder. Han stod og kølet sig i øjet af træthed, og så helt barnligt og uskyldigt på Castle. Castle sagde ikke noget af synet, han holdte forsat bare Lynie nede, det var de eneste muskler der var spændt i kroppen, ellers var det stille i hans muskelgrupper som i en kiste begravet på en kirkegård, eller så arbjedesløst som på et jobcenter i Somalia. Castle trillet for første gang i tre år en tåre, og den rollede ned af hans kind som den første regn dråbe i en ørken. Castle så afventende til mens den trætte dreng gik med søvnige skridt mod ham, og da drengen kom tæt på sagde han med så spinkle en stemme som en sommerfulg "Hvorfor græder du far?" Castle rystede sig på hoved, mundlam og ude afstand til at finde ord. Drengen kiggede på sin far med en bredt smil, inden han så lagde en hånd på Castles hånd der var løftet med bæltet over Lynies numse, hvorefter den lille dreng spurgte helt grund forvirret "Hvaaad laver du? Er hun skurk far?" Castle trak forvirret på skuldrene, og stadig var de eneste muskler han brugte dem som holdte Lynie nede, resten af ham bliv brugt til at holde et hav af følelser tilbage., men endelig fik han overskud til at sige "Øhm, Nej selvfølgelig er hun ikke det" Drengen så mere forvirret ud "Det her er dig far" Man kunne ikke sige noget mere uskyldigt end den lille dreng der med en lille spinkle finger peget på supermand på sin trøje, hvorefter han kiggede på sin far igen og sagde "Men far, du sagde superhelte kun kæmper mod skurke" Drengen så forvirret på Lynie, og Castle tog sig selv den frihed at græde en tåre mere, inden han sagde i et næsten bede og tiggende stemme, han ikke havde brugt siden .. øhm.. aldrig "Oliver.." Castle bliv tabt for ord, og løsnet med den frie hånd pistolen fra sit bælte og peget det direkte mod drengen, hvilket for Lynie ville se ud som om Castle bare peget mod ingenting. Castle sagde med bælverne underkæbe som prøvede han at modstå tre års sorg gemt sorg der bankede på døren, og det faktum han peget pistolen var bare en desperat handling i forsøg på at pege vrede ud mod verden, frem for at pege sin sorg mod sig selv "Skat.. gå ind til mor, far kommer lige om lidt" han var stivnet med pistolen, og selvom drengen nu kom tættere på, rykkede Castle ikke pistolen med, han kiggede bare tomt ned af løbet, mens hans søn Oliver gav ham et godnat knus. Castle tabte sutten.. hvis man forstår det udtryk.. som resulteret i lagde pistolen i hans mundvig, og lagde sin finger på aftrækkeren... og slappede helt af.. også i de muskler der holdte Lynie nede. Castle sad der i to sekunder med hulkene tåre som en vandfald ned af kinderne, og øjne der var røde af en blanding af skyld og selvforagt. Castle lagde pistolen ned på sengen, og sad der.. og intet mere.. tænkene. afventende. overvejende

Selvfølgelig ville han ikke lytte til hans bønner, hun kunne fucking ikke få vejret og alligevel var han parat til at slå igen, hun pressede hårdt øjne i og ventede på uendelig af smerte fra stålet, men efter lidt tid uden der var sket noget uden hun havde mærket noget slog hun øjne op og kiggede forvirret på Sebastian da hun så en tåre trille fra hans kind og han kiggede et helt andet sted hen, hvad var det, hun kiggede rundt i værelset eller det hun kunne se af det siden hun stadig lå ned!... Hun kiggede endnu mere forvirret op på ham da Sebastian begyndte at tale som der var nogle der talte til ham, men det var der jo ikke, det var kun ham og hende, samt et bælte! Dette var ved at blive mærkeligt, Sebastian grædt endnu en tåre og hvad der fuldstændig chokkene Lynie var at han tog pistolen og rettede den bare ud mod den tomme luft, endnu engang talte han og det lød som om han talte til et lille barn, 'gå ind til mor'
Hun mærkede han løsnede musklerne der holde hende nede og gik langsomt ud af han greb, hendes øjne fyldtes med tåre, det havde været så grænse oberskridende, hun kiggede mod Sebastian og så med frygt i øjne at han havde sin pistol inde i munden, hun udstødte et skrig og løb hen til ham men han lagde heldigvis pistolen i sengen i stedet for i munden, hun græd lidt stående foran ham og tørrede så hendes tåre væk og kiggede på ham med blide øjne og satte sig ved siden af ham og gav ham et kys på kinden, hvorfor hun gjorde det vidste hun ikke, følser måske, men han havde lige ødelagt hendes numse totalt hun kunne næsten ikke side det gjorde faktisk ondt, hendes ansigt var fortrukket i smerte

Castle var tom for ord, og han ville gerne blive glad for Lynies kys, og selvom hans ansigt gav et lille smil som naturlig reaktion fordi han kunne lide hende, følte han sig helt fortabt i sit eget sind. Castle havde det lidt -- meget -- dårlidt over at skulle slå Lynie så meget, det var ikke meningen, hans adralin tog bare over styret, og nu sad han her forvirret, følelsesløs, og ramt af skyld, lidt på grund af hende, men mest alt det der var sket med Oliver. Castle kiggede på Lynie, og sagde "Jeg kunne ikke beskytte ham.." Castle begyndte kunne føle tårne presse på igen, og denne gang havde han intet forsvar og de faldt bare ned af kinderne på ham. Castle vidste ikke hvad der skete mere. Han lagde en hånd på Lynies kind, og tørret en af hendes tåre væk "Undskyld" med hans øjne dybt begravet i hendes, kunne man nu høre et skud fra Castles pistol, som han havde begravet i maven på ham selv, nærmest lige i mellemgulvet på ham selv. Castle kunne ikke mere, han havde givet op, for en mand der ikke havde følt kompliceret følelser i tre år, til at skulle spise smerten han havde påført Lynie, og æde skylden af han ikke var mand nok til at beskytte den ene person der betød hele verden for ham dengang, var et for stort skift, Castle affyret, skudet i mellemgulvet på sig selv i afmagt og overflod af følelser, han ville ikke dø, men følelser og selvhad kan drive en til dumme ting i de korte sekunder det tager at trykke på en aftrækker. Castle knækkede sammen på gulvet og spyttede blod ud af munden mens han gispede efter luft. Castle havde set døden tit, han havde kysset den på næsen og givet den en lussing utallige gange, men nu var nok en enkelt vejs billet uden lægehjælp. Castle sagde et par ord inden han besvimet "Undskyld ... " hvem han sagde undskyld til var et mysterie selv han ikke vidste, var det til ham selv hvis liv han ikke har kunne få styr på, eller til hans søn for at ikke kunne være der når det rigtig galt, eller var det til Camille for at være forblindet nok af had og indeboet vrede til at være en god mod hende dengang bagefter, eller var det til Lynie for denne aften. Castle vidste det ikke, men han havde på fornemmelsen med den fart han blødte,ville det også snart være ligegyldigt.

Hun smilede til ham og strøm ham over kinden, men smilet forsvandt kunne ikke beskytte hvem, hvem talte han om, "hvem kunne ikke beskytte hvem" hun kiggede spørgende på ham, hun så hans tåre løbe ned af han kinder hun kyssede vær af dem og derved forsvandt de, Lynie lagde hænderne på hver sin side af hans hoved da han sagde undskyld, hun smilede til ham, hun tilgav ham hun ville ikke være sur på ham, være sur på ham hun kunne lide, den første hun rigtig havde følt noget for rigtigt, hun kunne... Lide ham, hun skulle til at læne sig frem mod ham og kysser ham på munden da hun hørte et skud lige ved hende, hun så forskrækket på ham, fuldstændig i chok over hvad der lige var sket, var han fuldstændig sindssyg, han havde lige skudt sig selv i mellemgulvet, tåre begyndte at trille ned af hendes kinder og hun sank ned på gulvet foran ham og pressede ham ind i mod sig "lad vær med at sige det" sagde hun bestemt, hun løftede hans hoved hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, hun kyssede ham på munden selvom den var blodig men det skulle ikke stoppe hende, hun havde følser for ham og han måtte ikke dø, "du må ikke dø, jeg" hun blev afbrudt i sit eget hulk, var dette enden ville han dø? Nej! Hun rejste ham og lagde ham hen i sengen selvom han var tung kæmpede hun for at få ham derop og da det endelig lykkedes hende lagde hun sig ved siden af ham og omfavnede ham som en pige der lige havde fået en ny kæreste, hun gav ham et sidste klem og rejste sig så op, hun måtte finde nogen der kunne hjælpe.. en healer, hun kiggede hen på Sebastian og det hastede, hun tog hans hånd og klemte den hvor efter hun slap den og løb mod døren og åbnede den så den knaldede mod vægen, hun styrtede ned til baren folk kiggede på hende som hun kom gående med tunge skridt som kunne høres, hun hev fat i en bardreng som kiggede forskrækket op på hende, "jeg har brug for en healer og det skal være nu" hendes stemme var truende og høj så hele kroen kunne høre det, en mand nede fra hjørnet rejste sig op, han var muskuløs og havde langt blond hår, han kom gående hen mod Lynie og hun slap bardrengen, manden stilte sig foran hende "jeg kan heale" Lynie smilede "godt kom med mig" hun løb op til rummet hvor Sebastian lå med manden i hælende, hun kiggede på manden og så spørgende på ham "kan du klare dette" manden smilede bare til hende og gik hen til Sebastian "selvfølgelig kan jeg det" han stemme var dyb, Lynie sukkede lettende og satte sig ned ved siden af Sebastian og tog hans hånd "så nu skal det nok gå" sagde hun beroligende men hun var ikke sikker på han kunne høre hende, manden lagde sin hånd der hvor Sebastian havde skudt sig og fremsagde nogle ord, efter et par 4-5 minutter tog han hånden væg med kuglen i hånden, Sebastians sår var næsten utydeligt og så lille så det ikke betød noget "han burde klare den nu" Lynie nikkede til manden og manden gik efter at havde skænket Sebastian et blik "han er heldig at have dig" sagde han og gik "tak" nåede Lynie lige at sige inden han var gået.
Hun lagde sig nu ned ved siden af ham og begyndte at nynne den melodi hun havde nynnet nede på gaden hvor de havde gået og ventede på at han ville vågne..