Hey! Come back! No, wait! //Camille//

O: Få væsner.
T: Eftermiddag.
P: En sort kappe, med en sort kjole over.

Jane kom med hurtige skridt imod kroen, der skulle være rygte om denne Camille skulle være et sted derinde. Det havde hendes far Rafael, sagt. Jane skulle holde denne kvinde i live, men hun vidste ikke meget om hende. En ting hun vidste var at Camille St. Clair var en bandings race. Jane havde aldrig mødt en blandings race før, så det skulle nok blive spændende. Hun skubbede dørene til kroen op, Xander i hælene på hende. Hendes slaver var i nærheden. Men Jane skulle finde denne Camille først og fremmest, og sikre sig at hun ikke gjorde noget højest tåbligt. Jane fik den varme lugt, af alcohol og indlukkedhed ind i hendes ansigt. Hendes blodrøde øjne, fik næsten en hver sjæl til at kigge. Men Jane ledte efter et bestemt mål, kun kiggede rundt.
Da nogle kom imod hende, to mænd. Jane valgte at være ligeglad, de kunne rende hende. Hun havde andre ting at tænke på. Jane kiggede rundt, men en af mændene skubbed til hende. Jane rettede sine øjne på manden, og kort efter faldt han på trægulvet af smerte. Nu fortrød han sikkert at han rørte hende, hvis ikke så burde han.

" I midten...og du giver den næste?"
Ordene rullede over hendes læber, og hun sendte fyren et stort smil.
Camille stod og viftede med dartpilen, og fastholdte stædigt at hun kunne sende den lige i midten af den efterhånden godt nusset skive, der hang på endevægen af den lille kro.
Den mørkhåret fyr lo..." du har drukket fire fad øl? ...det er fandme en deal..."
Camille nikkede.....drejede sig mod skiven og holdte pilen op i øje højde og tog sigte.
" yeah!..... Mjød til damen her" jubleðe Camille og slog sig let på maven.
Fyren gryntede halv vrissent, og måtte luske op efter en øl- og dermed batale for sit nederlag.
Camille kunne ikke ramme endevæggen med den pil...ikke efter alle de øl anyway, så jaaa lidt telekinese var da drysset lidt ud over pilen....but never mind that, eh?

Hun satte sig ned ved et af bordene , og så ned af sig selv.
Sort langærmet bluse og en lang sort nederdel og flade sorte støvler.Komplet neutral....og en komplet afspejlning af hendes humør.Sort....var farven man fik når ens hjerte brast....og det gjore Camilles snart....dagligt.Hun måtte se at vende skuden....men hvordan?
Camille kiggede rundt....mon ikke snart han kom hjem Elyas? Hun havde liiige et par småting at tale med den unge herre over, men han var ude på vulkaner.
Hmmmm......hun kunne lære lidt af ham vist.

Jane hørte en latter, eller ja en som jublede. En kvinde lyst hår, mon det var Camille?
Jane gav mændene et kort blik, og de flygtede inden de næsten havde fået rejst sig op. Hun så imod kvindne som satte sig ved et af bordene, hun havde ventet på at møde denne kvinde. Eller sådan da.. Hendes far havde sendt hende ud for at holde hende i live, i en uge.. 7 dage. Jane tog det som et barnepige job, også selvom hun var den af dem som ligende et barn mest. Jane havde udseende som en der mindede om en teenage pige, nok i cirka midten af de 15 år.
Hun bevægede sig med korte, nydlige men hurtige skridt hen imod kvinden. Jane tog kappen af sit hoved, og hendes hår var sat i en knold på baghovedet. Hun stillede sig på siden af kvinden, og kiggede ned på hende med sine blodrøde øjne. Jane brugte ikke sin evne, hun ville blot blive straffet hvis hun sårerde Camille. Men hvis det ikke var Camille, hvem ved om Jane ville finde lidt morskab?
"Jeg leder efter en vis Camille St.Clair." Lød en stemme, som kom hivskende ud af hendes røde læber. Jane havde bukket sig ned, så hun hviskede i kvindens ører. "Har du set hende?"

Camille havde registreret bevægelsen...den sorte smukke kappe, hvordan den fejede gennem luften, og dog kom den bløde stemme af en kvinde som en overraskelse, da den var så nær hendes øre.
Hun stivnede og alle hendes muskler blev spændte...grebet om hendes øl blev så fast at de spinkle knoer på hendes hånd, blev kalk hvide.Hvis det blev nødvendigt kunne hun smække kruset op i kvindens pande, og så smutte.
Camille var efterlyst, og en pæn dusør var hæftet hendes hoved på et fad, så der var no way hun overfor en fremmed kunne sige ' Ja..det er da mig' ikke med mindre hun ville følge frivilligt med til en hoved caputation, og lets face it....selv om humøret ikke just skreg af glæde...ville hun altsår stadig gerne være i stand til at trække vejret, og beholde sit hoved på sin hals.
" Frihedskæmperen? Den pige? Hvad i alverden vil du med hende?" Sagde Camille med en meget upåvirket stemme, der helst ikke skulle afsløre hvor nervøs det havde gjort hende at høre sit eget navn blive nævnt.

Jane sukkede og rettede ryggen, hendes far ville blive yderst skuffet. Men Jane måtte finde denne Camille, nu vidste hun dog lidt mere. Camille var en frihedskæmper, frihedskæmper for hvad. Janes far havde aldrig fortalt mere om Camille, end hun var en blandings race. Ellers havde Jane fået et slag på kinden over hendes spørgsmål ,til den kvinde. Jane bemærkede dog kvindens krop blev spændt da hun spugte, men hvis det ikek var hende hvem var det så. Jane satte sig overfor pigen, og kiggede hende i øjne. Med en blid stemme sagde hun: "Refael har sendt mig.for at finde hende." Hun vidste ikke om kvinden, kunne give hende nogle oplysninger, det håbede hun dog. Ellers var Jane lost..

Der gik inden omkring dem, folk her var for bange for Janes evne. Den havde vist sig respekt, når hun havde været på dette sted. Folk hviskede om hende i krogene.
"Hey er det ikke dæmonlederens datter?" Kunne man hører en hviske.
"Jo det tror jeg." Kom det fra en anden.
Jane smilte tilfreds, da hun kunne hører folk forstod hendes status.

Camille havde forventet samtalen ville forstumme der, og at hun ville blive efterladt i fred.Men helt ærligt- hvor ofte gik det lige som hun forudså? Ja...hendes syner holdt selvfølgelig altid, men hendes personlige planer og resoneringer, det var en ganske anden sag, og havde alle en fordømt tildens til at vende sig om og sætte gebisset i hendes bagdel.
Så da den lyshåret pige satte sig ned foran hende, smilede hun blot og sagde " vær så god at sid" hvorefter hendes hånd slog ud som en inviterende gestus- selvom pigen allerede havde sat sig.
Men hun fik hurtigt skrabet Camilles opmærksomhed til sig, da hun nævnte Rafael.
Og imens hun monoterede de bevægelser og den hvisken som Jane have inspireret til, krævede Camille et par svar..." Rafael? Hvordan er du forbundet til ham? " hun tappede lidt uroligt med et par lyse fingre på bordets mørke og rug kant..." og hvad vil han egenlig med....Camille" spurgte hun og vurderede pigen.
Hvis det nu var en fælde ville Camille så kunne forsvare sig?årh...bare Elyas var her...bare han snart kom, så havde hun da lidt back op.
Camille havde forlængest lært den lektie, at bare fordi pigen lignede en ung lille engel, kunne hun snildt være et ondsindet og dødbringende våben....
Nå...men nu hvor Rafael var blevet nævnt, var hun nød til at lytte- fælde eller ej.

Jane lænte sig tilbage, og kiggede på kvinden. Hun havde sine blodrøde øjne, plantet dybt i kvindens. For hvis hun ikke snart fik lidt flere svar, så ville hun risikere at bruge hendes evne. Men Hvis det var Camille.. Så ville hun ikke vide hvad hendes far ville gøre hende..
Jane kiggede på hende.
"Hvordan jeg er forbundet, er en længere historie som hører skole til. Men det min far, og han har sendt mig hen for at babysitte hende. Hun har åbenbart brug for det." Sagde Jane med et fnøs, med en drilsk underklnag i sin stemme. Jane kneb øjne en smule sammen, og lendte sig lidt frem af, og kigged epå kvinden, hvor kendte hun hans navn fra. Eller kendt ehun det blot fordi, at han jo var raceleder? Jane trak ikke en mine, men så enlig ikke fjentlig ud. Det var blot kun fordi hun ikke vidste om kvinden var Camille, hun ville være helt sikker inden hun gik nogle vegne.
"Så noget du vil sige?" Et lille smil,vosksede sig skævt på hendes læber. Og hun slappede lidt af, i hendes muskler. Det var noget tid siden hun havde slappet sådan af. Det var rart på sådan en mærkelig måde..

Camille afslørede intet, hun kunne udmærket hamle op med selv de bedste, i denne lille par deux double.Hun havde æret leder for menneskene på Lost..og havde der samarbejdet med Rafael, blandt andre.
Så hun lyttede til pigen....og en lille rynke i panden, var eneste visuelle tegn på hun undrede sig.
En datter...hvordan fanden var dét gået til?
Ja...jo..hun havde da nok en ide om hvordan det var gået til men hun mente...Rafael havde da aldrig nævnt noget om en datter?
Camilles øjne lyste kort op, da pigetøsen nævnte årsag og en smule nedladende at hun havde behov for en barne pige.
Hvad tænkte den mand dog på, havde han haft et alvorligt uheld og fået hjernerystelse af særlig slem karakter? Hun ville fandme ...orh...han skulle få så meget betalt.
Camille inhalleret dybt..om der var noget hun ville sige? Hell yeah! -hun hæftede sine øjne fast i pigens..
" Hør lige her....gå hjem og sig at missionen er udført og hvis han nogen sinde tænker at sende en barnepige min vej, så bedes han være omkring de tyve ,singel,elske børn og lyshåret piger...og elles kan han glemme alt om det!..... Smut hjem med dig og .....gyng...eller noget" Camille himlede med øjnene....Rafael for helvede da!

Jane holdte facaden, selvom hun havde lyst til at sende Camille den vildeste smerte. Jane smilte blot uskyldigt og satte sig til rette foran Camille.
"Du har lige afslørret dig?" Svarede hun stille og kiggede på Camille.
"Desuden skal jeg holde øje med dig i 7 dage?" Hun ville ikke have problemer med sin far! Nix! Det ville hun bare ikke!
Jane kiggede på Camille igen, uden at bruge sin evne. Selvom det friskede, en mand kom hen til dem. Jane var ved at få flip af Camille, og vendte blikket på manden og sendte han igennem tusinde smerte. Så han følte hele hans krop var i brand. Jane havde et ligegyldigt med ham ansigt på.
"Lad os tage den forfra ikke? Og nævn ikke gyng engang? Ellers tror jeg du ved hvad der kan ske?" Sagde Jane lidt truende, men Camille vidste ikke hvor tom den trussel var. Jane havde fået en opgave og hun gav ikke op!

Fandens....ja, det havde hun jo nok.Afsløret sig.Hun måtte lære ikke at snakke så meget.
Det var også fordi hun generelt havde så skide megettillid til folk, at hun al for hurtigt faldt i den grøft.Hun kunne ikke se på Jane , hvordan vreden sydede inden i hende, eller at hun allede havde besluttet sig for ikke at kunne døje Camille.Janes ansigt var udtryksløst, måske med et snært af noget naivt- piget.
Så da hun pludselig sendte manden igennem et smerte helvede OG oven i købet truede Camille, der blev hun godt lidt lidt paff- lidt paff.....og en temmelig stor del vred.
Troede hun virkelig at Camille var en lille blåøjet nips, der ville ryste og skide grise ved en trudsel på skakbrættet, af en lille sort bonde,d er var ude at løbe ærinder for sin far.
Dæmon eller ej.Camille havde i sit korte liv været på crusader og kæmpet kampe, og vundet hele lortet- godt nok med både tab og at helt ind i sind og sjæl...men hun stod endnu og ingen...ingen havde fået skovlen under hende.
Så ja....hun blev vred, og sendte Jane en lille hilsen i retur, da hun med telekinese, væltede Janes stol, hvilke formentlig ville få hende til at drætte ned på gulvet, i en lidet flatterende stilling.
" DU truer IKKE mig....hvis det er din plan så pak den sammen og smut.Og om syv dage kan du så tage hjem og sige at jeg lever ...i bedste velgående.Du skal vide en ting om mig- jeg reagerer meget ilde på trudsler! Nååå ja....og på kommandoer også"
Camille vinkede tjeneren over, og bestilte to krus øl.

Da Jane stol væltede var Xander hurtigere end lynet derhenne og forhindrede Jane i et faldt. Jane kiggede advarene på Camille.
"Hør her! Jeg er ligeglad med om du vil eller ej, jeg har fået en ordre og jeg har ingen undtagelser for ikke at følge dem. Bare hver glad for at jeg overhovedet gider." Svarede Jane med en hård stemme, men den ændrede sig hurtig til en mere rolig men gådefuld tone.
"Så jeg bliver her, følger dig fordi jeg har fået bud på det. Og bare så du ved det, giver jeg ikke op på noget." Svarede hun kort..

Camille så op, lidt nysgerrigt på fyren der var kommet Jane til undsætning.
Det var længe siden at hun havde set en både udstrålede ....nej...nej....nu måtte hun lige tage sig sammen her.
Hun tvang blikket væk fra ham og tilbage til Jane.
" Du kan blive, sålænge du holder op med at rue mig med alskens ulykker" Camille rakte en hånd frem mod hende..." Camille St.Clair......vær så god" hun skubbeðe det ene krus øl over mod Jane, der nu var blevet serveret, og rettede sine øjne mod fyren med det mørke hår." Vil du også have en øl?"
Når alle have fået noget at drikke og sad ned, alle der skulle, slog Camille så hul på kokusnøden..." hvorfor mener Rafael at jeg har behov for beskyttelse, hvorfor netop nu?"
Der måtte jo være en årsag, og Camille mente at den var presserende.Ellers ville Rafael vel selv havde fortalt Camille omkring dette.Han kendte hende udmærket nok til at vide, at Camille ville have en bemærkning til sådan et arrangement.

Jane nikkede kort.
"Okay aftale." Svarede hun kort og kiggede på Camille. Xander sank en klump da han blev spurgt og nikkede forsigtigt til Camille.
"Ja tak.." Svarede han med en dyb og smuk stemme som var en anelse nervøs omkring hvad Jane ville gøre ham hvis han sagde ja. Men Jane tog blot en slurk af den øl Camille havde givet hende og smilte lidt skævt.
De satte sig hen alle sammen, og Jane kiggede på Camille.
"For at være ærlig er jeg ikke helt sikker, faktisk er jeg overhovedet ikke sikker." Svarede hun og trak lidt på skuldren. Hun vidste ikke hvorfor hun skulle passe på Camille, hun skulle bare gøre det.
"Hvad kunne være en grund til det?" Spurgte hun selv nysgerrigt, og havde på en måde smidt den Jane væk som satte smerter i folk. Hun var enlig også bare meget nysgerrig og kunne være kærlig, men den var der ikke mange som altid så. Fordi hun blandt andet elskede at være den hårde side af hende, som elskede hendes evne ligemeget hvilken side hun var på.