This world is not a paradise. -Vladmir-

Jacob kiggede hen på de legende børn, der ikke kunne forstå at de skulle komme når forældrene kaldte, men det var der vel mange børn der ikke gjorde. De så det vel altid kun som et forslag, og ikke som en ordre. Han smilte, med en drilsk klang, da forældrene til sidst blev så irriteret at de måtte hente børnene. Børnene gav sig bare til at græde, som havde de slået dem eller kaldt dem øgenavne. Det var typisk, når børn ikke fik deres vilje, gjorde de alt for at skabe sig, så de til sidst vil få den.
"Børn," mumlede Jacob irriteret og kunne mærke et lille, men ikke ret kraftigt stik inde i sig.. Det var tanken om at der aldrig var nogen der havde elsket ham som en familie, hverken far eller mor.. De havde afskyet ham, ligeså meget som de afskyede dem selv.
Han sukkede og rejste sig fra parkbænken, fulgte med søens kant uden at gå for tæt på. En skikkelse over i træernes skygger, fik ham til at spærre øjenen op.. Hvem var det?

en skygge af en gang så ærefuld mand vandrede rundt ved lege pladsen. han var klædt i sort fra top til tå og havde en paraply over sit kort barberede hoved. en lille pige var på vej hen til manden med hendes øjne låst fast på et rødt sødt kirsebær. hans smil var ikke som noget almindeligt smil, det var ikke varmt eller imødekommende, men drillende de skarpe hjørnetænder var skarpe nok til at bore hul i halsen på et hvilket som helst væsen.

den lille pige blev stående før hun fik det lille kirsebær. i et det split sekund som han over rakte hende kirsebærret lagde han en medaljon i hendes jakke lomme. medaljonen indeholdt information der kunne skræmme modtageren. et billede af hans varulve form og i det andet spejl stod der 'JEG FINDER DIG' den lille pige stak af hen til sine forældre. i samme øjeblik fik han øje på en ung pige omkring de 17 år gå gennem legepladsen.

de sidste solståler forsvandt bag en bakke og manden, hvis navn var Vladimir, gik hurtigt bag bag hende ind i det tætte krat hvor ikke en stråle lys trængte igennem bevoksning. et skrig slap fra hendes læber inden hun faldt sammen og han sugede hver dråbe ud af hendes krop.

En vampyr.. Der var ingen tvivl.. Det lumske smil på læberne, kunne ikke skjule de skarpe tænder inde bag læberne...
Jacob ville gå hen til ham, da han så at havde blikket mod en ung pige på hans egen alder.. Der var ingen tvivl om hvad han ville.. Jacob satte i løb, men det var forsendt, pigen faldt om med et sidste skrig. Jacob stoppede med at løbe igen, stoppede op, mens han beholdte blikket på vampyren.. En dyster stemningen lagde sig over, den før så glade park.. Jacob havde ikke noget imod at de drak blod, det var ikke værre end når han selv tog sjæle, men at gøre det mens der var andre til stede, forstod han ikke..
"Du var tørstig går jeg ud fra?" spurgte han og løftede på et øjenbryn. "Eller var det bare for sjov?" Der var en drilsk undertone i hans stemme.

han rejste sig med en kold léen "ved du hvad det bedste våben for en jæger er" han trådte ud af skyggerne og hans jakke sæt var ikke sort men blod rød. han ventede ikke på et svar han grinte "mennesker er altid bange. jeg skubber til frygten" han smilede det samme kolde smil til drengen og tog sine solbriller af. hans ene øje var blod rødt mens det andet havde en gul propil "ser du 'dæmon' du er lige som mig. faktisk værre" han begyndte at nynne en gammel vise "kender du den sang" han smilede igen "mandslingen i skoven"

han tog sine briller på igen "jeg kan se hvad du tænker 'hvordan ved han jeg er dæmon'" han smed den livløse pige ind i en busk "og for at besvare dit første spørgsmål med et andet" han rømmede sig "hvor mange drab bliver efter fulgt af frygt" han stødte ind i den lille mandsling og lagde igen en lille medaljon i hans lomme "åh du må heller kigge på din rigtige form" han pegede på medaljonen i hans lomme. medaljonen indeholdt et billede af en ægte dæmon som Vladimir så dem med hans røde øje. forbandelsen gjorde han så alle væsner's virkelige form.

de skarpe tænder vred sig i et smil inden han vendte rundt "vi vil forblive i kontakt" han løftede en hånd i afsked "og næste gang vil jeg ikke bruge mit fine tøj"

Denne mand var ikke som andre vampyre han havde mødt.. Han var mere uhyggelig, end de andre.. Prupillerne var der der fangede ham mest, samt det blodrøde jakkesæt..
"Hvordan ved du jeg?.." Han blev afbrudt, da vampyren fortalte at han kunne se hans spørgsmål..
-Hvordan ved du at jeg er dæmon?
Han tog ikke øjnene fra ham, beholdte et vågnet blik på ham.. Der var noget over ham, som skræmte ham, mere end en vampyr nogensinde havde gjort..
"Min rigtige form?" sagde han og tog den lille medaljon op ad lomme.. Da han så havd der var på den lille medaljon, kunne han ikke skjule forskrækkelsen.. Dette væsen.. Det var hæsligt.. De skarpe tænder der var placeret i den ildelugtende mund, hvor damp kom ud af.. De lysende gule øjne, som børn ville få mareridt af.. Den tynde krop med falgermuse vinger, samt hornene..
Jacob smed medaljonen fra sig.. Kunne ikke se på sin rigtige skikkelse..
"Du kan ikke bare gå," sagde han og vendte sig om, kiggede alvorligt på manden. "Hvem er du?"

han grinte da han så hans ansigtsudtryk "et frygteligt syn ikke" han samlede den lille medaljon op "de kalder det en forbandelse at se folks rigtige væsen jeg siger det er sjovere at vise dem deres" han gik hen til ham igen "du burde se dig heldig" han så op over kanten af hans solbriller. det røde øje lavede et genskind af hans sande form "du ville høre hvem jeg er" han så på ham med et dystert smil "jeg er kendt under tre navne: profet, Vladimir og..." han holdt en pause "en enkelt gang doombringer" han smilede igen til ham på samme måde som før.

han trak et billede frem fra hans jakke lomme "vil du vide hvorfor alle vampyre ikke har noget spejlbillede" han foldede langsomt papiret ud "så vi slipper for at se dette" han åbnede billedet helt ud så man kunne se det. en stor læredagtig hud med røde øjne og skarpe hugtænder. med store flagermuselignene vinger.

Jacob kunne ikke tage øjnene fra denne vampyr.. Selv da han samlede medaljonen op og kiggede på den med sine behandskede hænder, kunne han ikke tage blikket fra ham. Han havde en fornemmelse af, at han måtte være på vagt overfor ham.. Se folks sande skikkelser.. Se hvad de egentlige var indeni..Jacob havde aldrig troet at han selv, indeni så sådan ud.. Men, han havde heller aldrig set en rigtig dæmon.. Den skræmmende og uhyggelige af slagsen..
"Goddag Vladmir," sagde han og kiggede op på ham, mens øjnene lyste af interesse. "Ja, hvorfor har i intet spejlbilled?" Han kiggede på ham, med et løftet øjenbryn, men rettede det dog hurtigt mod det billede han tog frem.. Væsnet på dette billede.. Det var ikke til at tro.. Så en vampyr sådan ud?.. De.. Kunne jo ligne en dæmon på deres egen måde..

hans smil var nu bedrediende "viste du at dæmoner og vampyre er forbundene" han rev billedet i stykker "derfor ligner vores grundform hinanden" han tog medaljonen ned i sin lomme mens han vendte rundt "kom, gå med mig" han gik ud af det lille krat gennem et slag med en kniv "kan du se alle de mennesker der går rundt i parken her" han tog sine tonede briller af "det kan jeg ikke" han tog brillerne i inderforet og så så på drengen foran ham

"ingen kan skjule deres sande væsen" han så tilbage på pigen "jeg skal bare gøre en ting" han gik ned på knæ ved en lille pige "sprede frygt" en enkelt mand var ved at gå i spåner og blev til en varulv "og så begynder det" den lille kniv forsvandt i den tynde luft og et stort sølv sværd matrialiseret for øjnene af dem begge "du burde få dig sådan et her" varulven sprang mod Vladimir og med et sving røg dens hoved af. han gik hen til kroppen og rørte ved skæret "ah altid fejlfrit" snittet var helt rent ingen takker eller noget "et multivåben, det skifter til hvad jeg skal bruge" han kastede sværdet op i luften. det forsvandt og blev så til en pen "ah pennen er det mægtigste våben en gang i mellem" han begyndte at nynne en gammel vise.

Han rystede på hovedet, mens han stadig kiggede forundret på billedet.
"Nej, det vidste jeg ikke," sagde han og fik et lille chok, da han pludselig tog billedet og rev det i små stykker, der langsomt faldt mod jorden.
Han nikkede til at han ville have ham til at gå med ham. Det ville han nemlig gerne, denne vampyr var meget interessant og virkede til at vide en del ting, han ikke vidste.. Om vampyre.. Og varulve...
Han nikkede til hans spørgsmål om menneske, han kunne sagtens se dem.. se dem slappe af og nyde livet, som havde de intet de skulle nå.
"Kan du ikke?" spurgte han forvirrede, kiggede op på ham med et blik der viste forvirringen.

Det gav et lille sæt i ham, ikke så langt fra dem forvandlede en mand sig om til sin sande skikkelse.. En varulv.. De glumbske gule øjne var rettede mod Vladmir.. Jacob ville hjælpe, da Vladmir pludselig tog et våben frem, der var udover det sædvanlige..
"Wow," sagde han og kiggede med, mens han med et hug fjernede varulvens hoved..
"Pennen?" han kiggede på ham og bagefter på våbnet. "Det har jeg aldrig hørt om?"