Like a dark paradise. ~Romeo~

Eftermiddag i parken, der var cirka lidt under en halvtime til at solen ville gå ned. Caroline var ude selvom aften solen var over hende, hun var ikke længere en alm. vampyr.. Hun var vampyros. Hun kunne være i solen i en halvtime længere end normale vampyrer, det var maks. Hun havde læst sig frem til det, også lidt hjælp fra Nicolas.. Han kendte så mange ting i denne verden, så hun blev helt overrasket. Det var det som hun elskede at han overraskede hende, og at han var så mystisk. Ikke mange kunne lide ham han var 'morder' hvis man kunne sige det sådan. Men Caroline elskede ham.
Træerne havde fået knopper og gjorde sig klar til at springe ud, så der snart ville være blade på dem. Så ville de ikke være nøgne mere. Caroline gik rundt og kiggede på solen, den brændte hende ikke som den kunne have gjort. Men hvis hun stod i den for langtid.. Så kunne den godt. Caroline sank en klump og opfangede en mærkelig fært over sin næse, noget som lugtede af engel og.. shapeshifter.. i en. Caroline vendede sig i front mod det, og kiggede rundt.. Hvor kom det fra? Der var næsten ingen væsner herude?

Kropsalder; 15 år.
Påklædning; [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Romeo åbnede forsigtigt døren op til hans værelse, og listede hen til døren der åbnede vejen til frihed fra hans familie. Da han havde åbnet døren, og taget sine sko på, løb han væk fra huset. Frihed! Han elskede at være alene, og tænke. Selvom hans tanker tit strøg om det han havde set en aften... Vampyren... De døde folk... Han lukkede øjnene, og sukkede. Han stoppede op, og så rundt da han nåede parken. Hvorfor han var løbet væk? Han ville snakke med Nille! Hun forstod ham. Hun var en af dem der vidste om hans mareridt, og den måde han følte sig anderledes på. Hun hjalp ham også med at blive mere stærk mentalt. Hun var hans bedste veninde. Men desværre... Var den tøs en man aldrig kunne finde! Hun forsvandt hele tiden!
Takket være Romeos skærpede sanser kunne han lugte... En sær form... Hvad var det?! Det lugtede som en vampyr, men så alligevel ikke! For en sikkerheds skyld holdte Romeo sig lidt væk fra færten, men så lagde han mærke til en anden skikkelse. Han stoppede op, og gik lidt tættere på.
"Hej?" Hvorfor så hun hen imod ham? "Hvorfor lugter du så sært?" Ja, det var nok ikke det spørgsmål man regnede med at en femten årig ville spørge om, men sådan var Romeo, direkte.

Man skulle ikke udfordre hendes tempramant, det ville være det dummeste led. Caroline knyttede sine næver og så på den 'lille' knægt. Da han nævnt at hun lugtede sært. Caroline kiggede ned på ham, og hævede et bryn.
"Hej." Svarede hun ldit koldt i stemmen. "Hvem ved måske er jeg dit værste mareridt? Måske er det fordi der ikke findes mange af det jeg er? Eller måske er det fordi en lille knægt ikke skal blande sig ind i andres racenatur?" Sagde hun så og lagde armene overkors. Caroline kastede sit hår lidt tilbage, Nille den tøs var ikke til at finde når man havde brug for hende. Derfor havde hun sendt en invitation til Nille.. Og håbede på de kunne mødes og tale.. Caroline havde talt med sin søster, men et kram var ikke altid nok.. Caroline ville tale ud omkring det helle..

Romeo var meget... Direkte omkring andres fært. Han var også nysgerrig, men hvis han opdagede en var vampyr... Blev han bange, krympede sig sammen, og løb væk. Han så roligt på hende, lagde hovedet lidt på skrå, og smilede skævt.
"Woah, rolig." Han løftede begge hænder. Måske kendte denne pige til Nille? Hm.. Han smilede høfligt. "Du skulle vel aldrig kende en skammer? Hendes navn er Nille... Ved du hvor hun er?" Han trådte lidt tættere på.
"Der er ikke noget galt med din fært, den er bare... Anderledes end andres. På en god måde, altså." Han smilede stadig høfligt.
"Jeg hedder Romeo." Han lagde hovedet lidt på skrå.