Just another day in paradise. ~Nicolas~

Natten havde været der i nogle timer nu, mørket havde bredt sig ud i hvert et lille hjørne. De små skrig som kom inde fra gydernes kroge, men de kom ikke fra det samme sted som et halvt slagsmål. Der var nogle diskutioner ikke langt væk, Claire havde rodet sig ud i problemer. Det var ikke noget specielt nyt, men ja.. Claire' hår var løst udover hendes skuldre, og hendes tøj var enkelt. En sort tætsidende kjole, med hullede legiens. Og et par grå støvler. Men det var ikke derfor hun var her, hun havde ligesom bare ståjlet lidt penge fra disse mænd. Hun skulle jo have en drink eller to? Claire stod op af muren, med at blik som var ligeglad med dem. Også selvom de råbte af hende, hun var ligeglad. Hun havde det øverste af ryggen lænet op af muren, samt den ene fod. Hendes arme var lagt overkors. Hun gad virkelig ikke det her lort.

Nicolas havde bevæget sig ind til gyderne. Det var der man fandt den ødelagte legetøj. Eller sagt anderledes, der man fandt de personer der var så forskruet og smadret psykisk at man næppe kunne gøre meget for at gøre det værre. Men det var netop det Nicolas havde i tankerne. Det var også derfor han havde hans lange sorte kappe på, den gik til midt på hans læg og havde kraven slået op så det var svært at se hans ansigt i mørket. Han passerede en gyde hvor en duft fangede ham. En elver. Sådan en havde han ikke haft noget at gøre med længe. Det var på tide. Den eneste forhindring, var de mænd der tydeligvis ikke gjorde noget indtryk på hende, dårligt som godt, men Nicolas ville ikke blive en af dem hun var ligeglad med. Han ville blive grunden til hun ikke kunne sove uden at se ham for sit indre øje. Han gik med selvsikre skridt ind i gyden og så over på mændene der var opmærksomme på elveren. Helt sikkert ikke en lyselver, det kunne man se på hendes udstråling og tøjsmag at hun ikke var. Han lagde en hånd på muren ved siden af hendes hoved og lænede sig en smule til siden. "Det er på tide i går." Selvom hans blik var rettet mod hende, var det tydeligt at han talte til dem.

Der ankom en anden mand, mystisk nok kunne hun ikke tage øjne fra ham. Claire så lidt på ham, men ændrede opmærksomheden på de andre som blev ved med at tale til hende selvom de kunne se hun var ligeglad. Den mystiske mand placerede sin hånd ved siden af hendes hovede hvilket fik hende til at kigge op på ham, men rullede bare øjne af ham. Mændene som stod der, nogle havde hørt om Nicolas og fik derved de andre til at løbe da de løb. De efterlod Claire alene, ikke at Claire var bange for at være alene. Det var ikke noget nyt i hendes hverdag. Claire kiggede op på ham og fjernede sig fra muren.
"Så hvad vil du nu, fortælle mig en gammel historie?" Spurgte hun flabet, men hendes smil var lumsk blandet med drilsk. Claire var nogeet særligt ingen tvivl om det.

Nicolas var klar til at jage dem væk hvis det blev nødvendigt. Han var klar til skridt for skridt at gøre det hele så ubehageligt for dem at de ikke turde andet end at forlade stedet så hurtigt so muligt. Men det varede ikke længe før de allerede var væk. Nicolas fjernede armen fra muren og stillede sig i stedet hen foran hende. Han synes det var sjovt at hun var flabet. Det gjorde det sjovere at hun turde sige ham imod. Selvom han gik efter at andre skulle vise ham respekt og gøre som han sagde. Men hvis de kæmpede imod i starten var det bare sjovere. Nicolas lagde hovedet en smule på skrå. "Ja. Det vil jeg." Det var ikke hans plan at fortælle hende en historie, men nu hvor han tænkte over det var det en god måde at fortælle hvad han ville gøre ved hende. "Der var engang en ung pige. Meget flot, men farlig. Hun var ligeglad med hvad der blev gjort ved hende eller hvem der gjorde det. Ingen kunne true hende, fordi hun ganske enkelt ikke ville blive bange. Det var nytteløst. Men så mødte hun en stor styg vampyr der ikke var som alle de andre. Når han havde givet en trussel liv ville han også ophold den trussel. Han ville endda more sig imens. Han ville synes det var sjovt." Nicolas så væk fra hende, men lod så blikket falde på hende igen. "Eller.. Måske var det virkeligheden?"

Hun forholdte facaden oppe, selvom at de undrede hende en smule at han ville fortælle en historie. Men Claire havde hendes tricks i ærmet også, hun kiggede på ham med øjne lidt på klem. Men smilte på samme måde som før.
"Så lade mig fortælle dig fortsættelsen." Svarede hun flabet men fortsatte. "Vampyren ville gøre hende noget, men ligemeget hvad var pigen for hurtig. Hun var ikke så nem at remme som han havde regnet med." Hun blinkede til ham, og smilte stadigvæk lumsk. Men Claire var bare ret charmerende, og den kilde brugte hun når at hun var i disse siturationer. Ikke mange kunne modstå den. Men nogle ville det ikke virke på, derfor havde hun esset i ærmet, og var klar til at forsvarer sig om så det var det sidste hun skulle gøre. Der skulle mere end en vampyr til at dræbe hende.
"Men men, ingen du begynder på dine små tricks så.." Sagde hun og heldigvis stod hun i skyggerne, så lyden af dem lød som fortabte sjæle.. Skrig..
"Jeg kalder dem Nightmares." Tilføjede hun med et lumsk smil. De var skygger så man kunne ikke se hvad de var og hvor de kom fra. Det var det som gjorde deres til stedeværelse så uhyggeligt. De kunne få alle til at få kuldegysninger..

Nicolas rystede på hovedet. Hun kunne umuligt være hurtigere end en vampyr. Men at hun prøvede var da morsomt. Hun var virkelig overbevidst om at han ikke kunne knække hendes nakke og gøre det af med hende så let som ingenting. Men han beundrede det. "Måske er hun ikke så let at få ram på. Men hun kan ikke undgå ham, ligegyldigt hvad hun end prøver." Han kunne godt mærke en tiltrækning af hende, men det betød ikke at han gjorde noget ved det. Hun var måske tiltrækkende, men stadig ikke nok til at han ville så meget som overveje at gøre andet med hende end at få hende til at lide. Nu endnu mere fordi hun var tiltrækkende for ham. Det varede ikke længe før der kom nogle skrig fra mørket. Det gjorde ham mere eller mindre utilpas, men det var ikke til at se på ham. Han var lige så kølig som altid. "Imponerende. Men du kan umuligt tro det skræmmer mig?" Han var ikke bange for mange ting, det var dog muligt at finde noget der kunne gøre ham sårbar og også bange. Men det ville tage tid. Han havde levet så mange år at ting der ville skræmme andre ikke skræmte ham.

Claire trak lidt på skuldren, og hævede et bryn.
"Hvad får en vampyr til at jage en sorteelver?" Spurgte hun så, og lagde hovedet lidt på skrå. "Kunne du ikke finde en af de små kvalmende lyselvere eller sådan noget?" Claire hævede brynet en tak mere, og smilte stadigvæk lumsk. Hun kiggede ham i øjne, hun var ikke bange.
"Måske kan de ikke skræmme dig i den tilstand, men du ved ikke hvad de kan gøre. Men det må du jo finde ud af når de kryber ind under din hud. Og bider i det der er tilbage af dig." Claire kørte en hånd igennem sit hår, hun var ikke bange for ham eller noget. Hun havde sine skygger, som kunne blive meget værre end man lige gåede og troede, men Claire havde også udvilket evnen. Den kunne lave et skjol.. Forme sig til en kæmpe drage.. Og nårh ja så det med at de kunne gå ind i folk og fortære dem inde fra.

Nicolas lo med en dyster og uhyggelig underklang. Hans latter var ikke altid sådan, men når han ikke var sammen med Caroline eller Angela ville hans stemme og latter for det meste have en dyster undertone. "De er.. Kedelige, så heller finde en der tør gøre modstand." Selvom hun truede med hendes såkaldte "skygger", var han ikke bange for det. De ville ikke kunne skræmme ham, ikke nok til at han ville flygte i hvert fald. Nicolas trådte nogle skridt tilbage og foldede armene ud til siden og gjorde sig mere sårbar. "Giv mig hvad du har. Vis mig dine skygger, så kan vi se om jeg vil stikke af." Han var på ingen måde bange for en sølle elver, sort eller ej, gennem hans mange år havde han udviklet en stor tolerance over for frygt. Der skulle meget til for at gøre ham usikker og bange, så hendes små skygger kunne ikke gøre meget for at skræmme ham. Ikke så let i hvert fald.