Please.. ~Sean~

Han lænte sig tilbage i stolen og tog en tår af sin drik. Hans øjne hvilede på medaljonen i nogle få minutter...så begyndte en tanke at dæmre inden i ham. Måske...Men han havde ellers...Men måske...
han lænte sig frem og greb medaljonen, vendte og drejede den i sin hånd.
"Jeg har en ide. jeg kender en der er...ekspert i smykker..." han smilte let. Faktisk var det en anden tyv, som havde utrolig god kendskab til smykker. Han havde engang solgt smykker og været god på det felt, men han havde mistet sin forretning og havde så tyet til et andet erhverv, hvor hans viden stadig var nyttig.
"Han kan måske fortælle os noget. Hvis det er?" han så på Caroline med et lille smil.

Hun rettede fuldt sin opmærksomhed op på Sean igen, da han fik en ide hun smilte mere og lyttede efter.
"Ja det lyder som en genial ide." Svarede hun med et kækt smil og kiggede på ham igen.
Hun smilte stadigvæk og tog endnu en hurtig tår af hendes vand og satte glaset fra sig. Hun kiggede op på ham igen.
"Ekspert i smykker, lyder spændende. Jeg frisk på at tjekke det ud." Sagde hun med en frisk stemme og samlede hendes hår i en hestehale, hvor enkle totter ikke blev taget med.

Han nikkede let, holdt stadig medaljonen i sin hånd da han rejste sig op.
"Lyder godt, så tillad mig at vise vej. " smilte han let.
"Men jeg må advare dig...hans...sted, ligner måske ikke ligefrem en butik." han viste vej ud af kroen og begyndte at gå mod stedet. Regnede med hun fulgte efter hvis hun ønskede det.

Han gik i lidt tid, til han drejede ned af forskellige gyder og små gader. til sidst kom de til et lille, lidt lurvet, hus. Sean bankede på døren og de ventede et øjeblik. så blev den forsigtigt åbnet og de kunne se lidt af en ansigt i åbningen. Manden så ud til at være lille, med tyndt hår der hang ned over hans ansigt. Hans øjne var en smule udstående. Han smilte let da han opdagede hvem det var og åbnede døren lidt mere.
"Sir." han bukkede galant, som vidnede om en tid hvor han faktisk havde haft brug for det.
"Hvad kan jeg være til hjælp med?" i hans smil manglede få tænder. han var klædt i lidt slidt tøj, nogle gamle hørbukser og en fin trøje. Han lignede kort sgat en der engang havde levet et rigt liv, men nu var i fattigdom.
Sean skubbede døren helt op og skyndte sig ind, mens han gjorde tegn til Caroline at hun gerne måtte gå med.
"Denne her" han holdt medaljonen ud for manden og manden tog den med forsigtige hænder og ilede ind i stuen. Sean fulgte efter. Stuen var en smule rodet, med nogle stole der var dækket af papirer der indeholdt tegninger og noter om forskellige smykker, stene og metaller.
Rundt omkring stod der bøger. på et bord stod en lampe, nogle bøger og papirer og forstørrelsesglas i alle størrelser. Overalt gemte der sig små æsker med forskellige smykker.
Manden trak ansigtet helt ind i lyset, for at se nærmere på medaljonen.

Caroline smilte.
"Med glæde." Svarede hun og de begyndte at gå. Caroline fulgte med Sean og gik ved siden af ham. Hun kiggede rundt.
"Det ligemeget hvordan der ser ud, jeg van til lidt af hvert." Svarede hun og fuldte Sean gennem flere gyder, hjørner og kråge. Sean viste vej og hun stolede på at han førte hende det rigtige sted hen. Caroline så sig omkring, skumle steder man skulle ikke tro en pige som hende kendte sådanne steder hen. Men det var fordi man kun kendte den søde lille Caroline som vist snart var fortabt, men hun havde nogle omkring sig som vækkede den til live bare ved hjælp af venlighed. Sean havde vækket den, JAcob, Wave.. Det var uroligt.

De kom til et lille hus, Sean bankede på døren.. Og efter lidt vente tid før døren blev åbnet. En lille mand kom frem med hovedet, langt tyndt hår. Han lod til at genkende Sean hvilket hun var et godt tegn. Sean gav tegn til hun kunne gå ind og hun lukkede døren efter sig. Hun kiggede rundt, der var ret rodet. Papire, metaller og ædelsten alt muligt! Caroline kiggede forsigtigt rundt og kom igen op på siden af Sean. Hun kiggede kort op på ham og så på manden igen. MAnden kiggede på medaljonen, Caroline håbede inderligt at han kunne hjælpe hende på sporet af nogle.

Manden rettede sig op efter lidt tid, hvor han havde drejet medaljonen i lyset.
Han så lidt fre den ene til den anden.
"Den er gammel. Sikkert fra starten af vores tid. Hvad ønsker du at vide? At der skønt regnet kun findes 300 af dem?" spurgte han og så direkte på Sean. Sean smilte svagt.
"Kender du nogen her i nærheden der ejer et? Højst sandsynlig en dæmon?" Manden så tænksom ud.
"At personen er dæmon, ville forklare tiden. Som sagt er den lidt gammel. De blev produceret omkring. ørkenen, i de små byer der ligger der. mad barbarerne, frygtelig folkefærd! myrdet alt og alle, og gør det vist stadig. så sikkert en person der har været deromkring. Men jeg har hverken solgt, købt eller stjålet nogle af denne slags." han rakte det tilbage til Sean, som tog imod det. I det mindste havde de lidt mere at arbejde med nu. Han nikkede let.
"Du har allerede givet os noget at arbejde med. Selv om der stadig er en del muligheder" svarede han med et lille smil. Manden så lidt på dem og nikkede så.
"Jeg har ikke mere at sige. jeg studere smykker, ikke arkæologi" Sean nikkede.
"Tak for din tid. Vi går igen" han gjorde tegn til Caroline at de nok burde gå igen. Han holdt døren for hende. Da de kom udenfor tilbød han hende medaljonen, da det jo var hende der havde fundet den.

//Ville lige samle vores emner ind, så jeg havde dem i tilfælde af jeg skulle huske noget der var sket //