Please.. ~Sean~

Caroline kom løbende, og hamrede nærmest døren op. Hun savnede hendes forældre, og havde glædet sig til at så dem.. Hun gik helle huset rundt.. Det stod tomt.. Men en enkelt forandring var.. At sofaerne var dækket af blod.. Og blodspor første op ad den knirkene trappe. Caroline fulgte sporene, og kom op af træppen som knirkede når man trådte på et trin. Hendes hjerte bankede..
Hun kom op for enden af træppen, og kiggede på gulvtæppet.. Blodet var stivnet ikke helt frisk, måske en uge eller mindre gammelt.. Hun kunne lugte det..
Caroline fulget sporene ind til hendes forældres sove værelse. OG kiggede rundt, hun kiggede på sengen, hvor først lugten af blod og kød ramte hende. Et stort tæppe var over noget som lignede sore dukker. Caroline trak træppet af, da hun i chok skreg. Hendes forældre sad livløse på deres seng tilbage. Tæppet snittede hendes mors hoved lidr for meget, og hovedet trillede ned foran Caroline. Caroline skreg igen, da begge hendes forældres lemmer faldt af og landede ned på sengen...
Caroline løb ned ud af værelset, og hurtigt ned af træpperne.. Og kunne ikke komme hurtiigt nok ud af døren. Hun løb og hun løb, med øjne fulde af tårer. Og havde lyst til at finde det nærmeste bjerg og bare skrige ud til denne verden.. hun havde ikke set hendes forældre i 4.5 år nu.. Og så.. de døde.. Hvem kunne forstille sig den smerte.. Mange sikkert.. Men.. Ja sådan var livet.. Det ville bare ikke gå op for Caroline..
Hun løb så hurtigt at hun ikke opfangede hun løb ind i en og væltede dem begge så hun lagde ovenpå en ellers ret køn ung mand.
"Det må du altså undskylle.." Sagde hun stille og roligt.. Denne mand var dæmon.. Det kunne hun lugt.

Sean begav sig afslappet ned af gaden. Vejret var koldt, der lå små pytter af sne hist og her. Vinteren var kommet og det endda ret pludseligt. den ene dag var alt normalt, den næste lå der flere centimeter sne.
Denne kolde aften havde han nogle mørke jeans og en sort jakke på, som var lynet op. hænderne var proppet ned i lommerne. Hans mørkebrune hår var redt tilbage og hans pandehår gled ned over hans pande, som altid. De mørke øjne så ned mod jorden i dag, hvad de normalt ellers ikke gjorde. Han havde så meget at tænke på, så meget at tage stilling til og finde ud af...Om sig selv.
Hans tanker blev pludselig og hårdt revet væk, da nogen støtte ind i ham og de begge endte nede på jorden. Han havde vægret for sig ned armene og jakken havde sørget for han kun fik ømme områder og ingen afskrabninger...
Han så op på kvinden som var løbet direkte ind i hende, lagde mærke til hendes våde ansigt og chokkerede udtryk. Han stod op i løbet af et øjeblik, mens han tog fat i hendes arm for at hive hende op igen.
"heyheyhey..." det svage smil, som altid lå om hans læber, gjorde det også i dag.
"...Du ligner en der har set mere end et spøgelse! Hvad løber du sådan for? Hvad ahr skræmt dig sådan?" han slap hende ikke med det samme. ikke for at holde hende fast, men for at sikre sig hendes opmærksomhed. Hans mørke øjne så på hende, venlige, varme, mystiske.

Carolines gyldne hår bølgede perfekt og smukt ned over hendes ansigt. Som blot lignede ja.. en som havde et spøgese.. Men det hun havde set var væære.. for hendes vedkommende i hvertfald.. Hun kiggede op på ham, han hev hende op og stå og hun kiggede lidt undskyldene på ham. Caroline kiggede ind i hans øjne, de så varme og venlige ud.. Og indholdte sin egen specielle form for mystisk.
Carolines vejrtrækning var ikke normal, den var hurtig.. Meget hurtig.. Forpustet. Hendes lysende blågrønne øjne var fyldt med tårer. hun tørrede dem væk med den anden hånd.
Hun kunne ikke finde ud af hvad hun skulle sige.. Hvordan forklarede man at en havde myrtet ens forældre.. Og givet Caroline et spor.. Til at de sad på deres seng.. Revet itu?..
".. Tjo.. Jeg kom hjem for at se mine forældre for førte gang.. Men jeg tror nogle har vidst min ankomst.. Og derfor lagde der blod spor på gulvet.. Op til mine forældres soveværelse.." Caroline holdte en kort pause.. Mest fordi hun talte ret hurtigt. "Der sad de under et tæppe, men efter jeg trak det af.. Faldt alle deres lemmer fra hinaden.." En ny række med tårer trillede ned af hendes kinder.

Han forstod godt det skræmte hende, chokkerede hende. Personligt rørte det ham ikke, men det havde sådan noget aldrig rigtig gjort.
Han nikkede let og så lidt på hende.
"Det gør mig ondt..." svarede han let, så lagde han sin anden hånd på hendes anden arm og gned hende blidt i en trøstende gestus.
"Jeg ved det lyder absurd, men du bliver nød til at slappe lidt af...Trække vejret dybt et par gange...Få kontrol på dig selv" han så lidt på hende med et beroligende smil.
Hans nysgerrighed var vakt. hvem havde dræbt denne varulvs familie? Og hvorfor? Han havde lyst til at finde den skyldige, også selv om det intet havde man ham at gøre og han sikkert burde blande sig udenom...
"Jeg vil hjælpe dig, hvis jeg kan og du vil have det, okay? Jeg er Sean. Hvad er dit navn?" spurgte han roligt, i håb om at få hende lidt mere ned på jorden.

Caroline mærkede en blide hånd glide venlig op og ned af heneds arm. Hun smilte svagt.'Og trak vejret stille og roligt, for at prøve at slappe af. Han havde ret, få kontrol over sig selv.. Og slappe helt af, og tage det roligt.. Hun tog en dyb indånding og åndede stille ud igen.
Han ville hjælpe, det rettede hendes opmærksomhed. Hvorfor hjælpe? Var det bare af ren nysgerrighed? Eller hvad?
"Vil du virkelig hjælpe mig?" Spurgte hun potistivt men overrasket, det var sjældent nogen ville hjælpe hende.. Meget endda..
Caroline kiggede op på ham igen, og nikkede stille til alt han havde sagt.. Der var nogle hun allerede mistænkte.. Kunne Yoanna finde på det? Hvorfor skulle hun? Det var sikkert ikke hende.. Måske nogle som havde fundet det sjovt.. Eller måske den mand som engang havde kidnappet hende? Det måtte være ham, det vilel hun næsten være stensikker på det var! Og Caroline kunne ikke vendte hvis det var ham, hun villle bare ha hævn.. Og frihed til alle de uskydige kvinder som han udnyttede nede i hans kælder..

Han smilte lidt til hende og nikkede.
"Ja...Jeg vil gerne se hvordan det ser ud, så jeg har noget at arbejde ud fra...Men du behøver ikke gå med ind. du kan vise mig hen til huset, vil du det?" spurgte han roligt og lod hænderne glide ned igen, nu hvor hun var mere rolig.
"Hvem tror du ville...gøre sådan, mod dine forældre? Har i nogle fjender eller tror du det er en tilfældig morder?" han så på hende, studerede hendes træk for at se om hun skjulte noget...Men hun virkede ret chokeret over det skete, så hvorfor skulle hun skjule noget?

"Jeg tror måske jeg kan klare det, men klart." Svarede hun og havde fået roen tilbage i kroppen. Hun kigged lidt ned i jorden men op på Sean igen.
"Jeg ved ikke om de havde, men jeg tror jeg har en ide." Sagde hun kort og sank en klump. Hun havde boet ved en de sidste 4 år..
"Altså jeg blev taget af en mand som 15 årig, og da jeg var 19 lige inden jeg stak af.. Der sagde han at han ville finde mig på den ene eller anden måde.." hun rystede hurtigt den nykommende urolighed af sig. OG undlod de mindre vigtige detaljer.
Hun begyndte at gå stille med ham hen imod huset.
"Der er det," Huset stod t oetager, stort og smukt

Han nikkede svagt. en familie fuld af uheld og dårlige oplevelser. Han gik med hende og lod blikket glide over huset. Roligt, koldt, stod det der, gemte på sine egne hemmeligheder. i den grad.
"Jeg går lige ind og kigger" smilte han roligt.
"Du kan bare vente her, jeg kommer snart igen" Han gik helt hen til huset, åbnede døren og gik indenfor. Her lugtede en smule indelukket og ret metallisk, af blod.
Han fulgte blodsporet, som ret grotesk førte mod en overraskelse. Ligene var fuldstændigt massakreret. Et puslespil. Hvem gjorde det her? Og med hvilen grund? Han studerede tingene ting, så gik han end og udenfor igen, over til hende og nikkede kort.
"Okay...Ved du hvem denne mand var? som fangede dig og truede dig?" spurgte han roligt.

Caroline stod og trippede, og bed sig i læben af utålmodighed. Hun håbebe på at han kunne hjælpe hene..
"Ja.. Sådan nogenlunde..Har levet med ham i 4 år så.. Nogenlunde, han bor i skoven her udenfor byen.. Men mindre han er flygtet med.. sin kælder.." Hun kom til at nævne det, og vidste ikke om Sean ville grave sin nysgerrighed dybere ned.
Han snakkede roligt til hende, og hun gjorde det samme. Med et lidt nervøst underklang.

Han nikkede let og så lidt på hende.
"Kom. Lad os finde os et sted at få lidt af drikke. du ligner en der godt kunne bruge det, har jeg ret?" han smilte lidt til hende. De kunne fortsætte samtalen der. der lå en kro i nærheden, som sikkert kunne give dem lidt at styrke sig på.
han lod en hånd glide over sit hår et øjeblik og lagde venligt en hånd mod hendes ene arm.
Han viste ikke hvorfor han enlig gjorde det...Det var ikke for madens skyld, det var ikke for at misbruge det...Han var bare nysgerrig.
Hans nysgerrighed havde drevet ham til mange ting og nu også en mord gåde.

Hun smilte venlig til ham, og nikkede.
"Ja det kunne være rart." Svarede hun med et venligt smil. Hán kørte sin hånd igennem sit hår, og lagde en hånd på hendes arm. Han smilte lidt til hende. Caroline havde været i chok, og hendes følelses lukker havde ikke hjulpet på det. Men hun havde ikke noget imod at vise følelser, bare det ikke var alt for meget.
Han virkede nysgerrig og så mystisk. Caroline var blevet nysgerrig af hans mystik og den måde hans øjne var så gådefulde på. Hun kunne ikke kode den, men hvem sagde mystik kunne afkodes?
Caroline smilte venligt til ham, og kiggede kort væk men hans øjne var så smukke at man ikke kunne lade hver med at se ind i dem. Hun åndede let ud og foldede armene lidt over brystet, det var en måde at omfavne sig selv på når man ikke havde andre til at gøre det.

Han sendte hende et skævt smil, før han førte dem over mod den nærmeste kro.
"Har du andre her i byen at være hos? Et sted at være?" spurgte han roligt,mens de gik. Hans blik gled over hendes ansigt et øjeblik, før han vendte ansigtet fremefter igen. hun havde været så chokkeret, men så ud til at tage tingene lidt mere roligt nu. Dagens gode gerning...Men han havde lyst til at beskæftige sig med denne gåde, hvem der havde gjort dette i hans by....
De kom snart til kroen og Sean holdt døren for hende, da de trådte ind. Steder var halvfyldt af alle mulige slags folk. Folk der snakkede, folk der spiste og drak, folk der slappede af, folk der diskuterede og til sidst, folk der så mistænksomt på dem, da de trådte ind.
"Lad os finde et roligt sted. Hvad kan jeg tilbyde at drikke?" spurgte han venligt.

De begyndte så småt at gå, og Caroline lyttede til hans sprøgsmål.
"Nej.. Enlig ikke," Svarede hun stille med et skævt smil, hun trak lidt på skulren og kiggede op på ham. De fik øjen kontakt i et par sekunder, men så kiggede han fremaf igen. Samme gjorde hun, Caroline havde en mistanke om morderen, men turde hun satse? For der var jo mange som havde myrdet hendes forældre? Folk som hun måske ikke kendte fordi hun havde været væk. Caroline og Sean kom til kroen, han holdte døren og de gik idenfor. Hun smilte sødt til ham og med elegante skridt gik hun ind. Folk snakkede, andre hviskede med mistænksomme blikke. Som om det var Sean og Caroline der var det sorte får på kroen, ellers kendte folkene herinde Sean.
"Ja lad os det," Svarede hun og rettede blikket på hans ansigt igen. "Øhm, bare en vand." Svarede hun med et smil, og klørede sig lidt i nakken.
*Vand Caroline? SEriøst!* Tænkte hun og smilte blot uskyldigt til Sean.

Han så på hende med et lille smil og blinkede kort til hende.
"en vand det bliver" svarede han roligt og nikkede kort til to mænd som så surt på Sean. Ja, nogle af dem kendte ham nok og han dem. Men han var ikke ude på ballade lige nu. oppe ved baren bestilt han en øl og en kop te. Han betalte og tog begge ting med hen Til Caroline.
Han satte tingene på en lille, lidt alsidigt bord og satte sig selv på den ene stol.
"Hvad gør du så? Jeg går ikke ud fra du har lyst til at overnatte i det hus lige nu...Jeg kan få nogle til at tage sig af ligene hvis det er. Har du penge til et sted at være? venner?" spurgte han venligt og lod de mørke øjne se på hende. Åh, han var dårlig til at være den bekymrede type, over for personer han ikke kendte. Han var dæmon, han var ikke van til det. Men han prøvede alligevel. Og hun virkede nu enlig ret sød.

Hun smilte og nikkede kort, men på en venlig måde.
"Mange tak," Flød ordene ud af hendes mund, med en smuk stemme.
Caroline satte sig på en stol overfor ham, og smilte stille.
Hun kiggede ham i øjne kort og tog så en tår.
"Hvor jeg skal sove det.. Det var et yderst godt spørgsmål." Svarede hun tænksom og bed sig lidt i læben, men med et smil. Bare et lille smil, men det viste bare at hun enlig var lidt okay. Hun havde ikke tænkt sig at sove hjemme i hendes forældres hus nu når de var døde. Hun havde virkelig ikke tænkt over det før han nævnte det, hun tænkte og tænkte.
"Nej, jeg tror jeg springer oveer en overnatning i deres hus." Svarede hun med et svagt grin, og et lille smil. Hun åndede forsigtigt ud, for ikke at blive for følelsesladet og det virkede.. heldigvis.
"Jeg har da lidt penge på hånden," Svarede hun og tog en tår af hendes vand. Hun sank det kolde friske vand. Og satte glaset stille fra sig på det lille bord, hun kiggede lidt på det, også op på Sean igen.
"Ellers så må jeg finde et sted," Svarede hun med et stille smil.

Han nikkede lidt
"Godt...Det stoler jeg så på" svarede han med et lille smil. han ville ikke overdrive.
Han tog en tår af sin drik og sad lænet ind over bordet, mens han så lidt ned i glasset, før han så roligt op på hende igen.
"Jeg vil gerne hjælpe, men det er enlig ikke mit bord. Jeg er bare en tilfældig person du var så...heldig?Uheldig?..." spurgte han med et lille smil.
"...At støde ind i. men hvis jeg kunne hjælpe, ville jeg med glæde gøre det. intet gør mere ondt...end tro man har sine elskede og de så er...Puf, væk" sagde han, hverken for følsomt, men heller ikke ligegyldigt.

Han nikkede stille. Caroline smilte blot svagt af det.
Hun betragtede ham kort imens han drak noget af hans drink. Hun kiggede lidt på ham, uden at det lignede hun ikke kunne tage øjne væk fra ham. Hun kiggede lidt ned i bordet da han kiggede op igen, hun kiggede forsigtigt op imens han kiggede mere roligt på hende.
Hun lyttede imens han talte, Caroline var generalt en meget godlytter. Hun havde været van til at lytte uden at sige det helt store.
Havde han selv mistet sine kære, Caroline havde at snerre i andres liv. Især når hun ikke vidste hvordan de ville reagere.. Caroline kiggede stille ned i bordpladen.. Ja det gjorde ondt, meget som nogle tog en hammer og slog ens hjerte itu med et slag. Et slag som man ikke havde forventet.
"Ja det gør det... Har..ved du da hvordan det er?" Sprugte hun stille, ikke fordi hun ville vide det. Men bare for at vide om han kendte følelsen. Caroline kiggede på ham med sårbare øjne, hun ville helst ikke gøre ham vred eller sur.
"Men det dejlig nogen gider at hjælpe." Fik hun hurtigt tilføjet, med kiggede ned i hendes vand.

Han var stille lidt, mens hans øjne så ud til at glide over tilfældige omgivelser.
om han havde prøvet det...Et ja ville være forkert. De var jo ikke døde...
"Så godt som. De er som døde for mig" svarede han en smule tomt. i et øjeblik så det ud som om hans øjne var hårde, kolde...Men det forsvandt hurtigt igen og han smilte lidt til hende.
"Jeg foreslår vi meddeler det til de lokale vagter, hvad syntes du? De kan tage sig af ligene og hjælper med begravelse osv. Med lidt held vil de også finde de skyldige...og så må vi håbe de skyldige viser sig..." han kunne hjælpe hende, for penge. Men det virkede forkert at bede om penge af en person der lige havde mistet sine forældre...gjorde det ikke? Åh, hvorfor tænkte han over det?!
Han smilte venligt til hende, mens hans varme øjne så på hende.
"Jeg kunne også spørge nogle folk jeg kender...lede lidt i arkiverne derhjemme. Jeg leger normalt detektiv. For et lille honorar hjælper jeg folk til hver dag" han trak lidt på den ene skulder. en lille...forvrængning af sandheden. Men...enlig var det jo sandt. Det om bare an på øjnene der så.

Vagterne var det nu en god ide? Caroline skulle tænke sig godt om, hun havde to ustyrlige sider af sig selv.. Den ene som hun var nu, uskyldig, venlig, sød.. Og så den anden som havde dræbt, var ligeglad.. Caroline havde selv dræbt en masse, måske havde nogle ville gøre hævn.. Men hendes forældre skulle da ikke bøde for hendes farlige bedrifter. Caroline sukkede lavt.
"Hjælper de ikke kun folk som er uskyldige?" Spurgte hun stille og lagde hovedet lidt på skrå. Hun sank en klump.
"Jeg vil gerne have din hjælp Sean." Svarede hun og tog en tår af hendes vand og tog en dyb indånding. Hun kiggede på ham med et forsigtigt varmt smil og satte vandglasset fra sig igen. Hun vidste ikke rigtigt hvad hun mere skulle sige, hun lænede sig tilbage i stolens ryglæn og pustede ud ikke overdrevet.. Bare tanken om hun muligvis selv var skyld i hendes forældres død.. Hun kiggede lidt på ham..
"Forresten fandt jeg dette derinde.." Sagde hun forsigtigt og fandt en medaljon som man kunne se havde tilhørt en dæmon..

Han så lidt på hende
"du er måske ikke en uskyldig kvinde?" spurgte han med et lille smil og kom i tanke om hun enlig var en varulv. Men det viste vagterne jo nok ikke.
Han så lidt på medaljonen da hun viste den frem.
"okay...Hvad er det for en?" spurgte han
"Hvad er dens betydning?"

//Undskyld det blev så kort. ^^//

Hu trak lidt på skuldrene.
Hun kiggede kort på ham og så på medaljoenen.
"Det ved jeg ikke, men ikke fornoget men det fra en dæmon." Sagde hun kort.
"Min lugtesans virker lidt bedre end før nu." Sagde hun og smilte lidt skævt. Hun undersøgte den nøje, den lignede noget en sjæledæmon ville bærer. En kvindelig dæmon..
Caroline kiggede op på Sean igen.
"Måske tænker jeg mig ikke godt nok om.." Svarede hun stille og tænkte sig om..
Måske var der et spor hun havde overset..

Han studerede medaljonen igen.
En dæmon?
hendes kommentar om lugte sans...var det fordi hun havde fornemmet hvad han var? lugtet det nu? Det skadede ikke hvis hun havde.
"Nu bliver det først rigtig interessant. For hvem er denne dæmon?" smilte han let.
"Jeg har en position der gør jeg kan tilbageholde dæmoner... og prikke lidt til dem" han trak let på den ene skulder.
"Hvis vi finder den rigtige, kan jeg kort sagt få personen til at spytte ud, hvis denne ved noget" han så lidt på caroline.

Hun lyttede opmærksomt med og kom med et lille kort grin sammen emd et smil.
"Dejlig post at have, kan jeg tænke mig til." Sagde hun kort.
"Jeg kender ikke mange dæmoner, dig og Jacob også den mand som mig og Jacob har ordnet. Eller jeg ordnede men der må være en ny, en eller anden jeg ikke har tænkt det kunne være. Ellers var det bare nogle som var sultne." Caroline trak lidt på skuldren, hun havde ingen ide om hvem det skulle være.

Han så lidt på hende og nikkede. Jacob, ham kendte han godt. En god knægt.
"Jeg ved det ærlig talt ikke. Jeg husker ingen dæmon med en medaljon, men jeg opsøger heller ikke ligefrem mine egne. " svarede han og lagde den på bordet. Den sagde ham ikke noget, men den var et spor at gå ud fra. han kunne selvfølgelig bede sine mænd lytte efter eller se efter om nogen manglede en medaljon, af dæmoner, men det vil sikkert ikke bære frugt.

//vil lige hurtigt vide, tilhøre den medaljon en rigtig bruger eller en NPC?//

//Npc //

Caroline nikkede til ham, og et smil.
"Tak fordi du overhovedet vil hjælpe Sean." Sagde hun venligt og kiggede på medaljonen igen. Hun havde ingen anelse om hvem den tilhørte. Han lagde den på bordet og hun kiggede op fra den og overpå ham igen.