The wolf and the dark... (Singal)

Sted: Inde i en lysning dyt i Ashen Three Forest
Tid: Tidlig eftermiddag.
Årstid: Vinter men mod forår.
Vejret: En let blæst der der for grenene til at bevæge sig.
Omgivelser: Kolde nøgne træer, med lidt sne.

Sajro var taget ud i skoven, for at hold sig selv ved lige, som han havde for vane at gøre. Han var typen der altid ville holde sig selv i en god form, da det var vigtigt for ham, fordi ellers regnede han ikke med at han kunne udføre de mål han havde sat sig selv. Han var blevet enig med sig selv om nogle ting han ville klare gennem tiden, og han troede kun på at det var muligt ved at have en trænet krop og en trænet psyke.

Han kom løbende ind i en lille lysning, og man kunne se at lysningen en gang havde været med tag, fordi i midten af lysningen var der en ret stor træstub, som viste at der en gang havde stået et stort og stolt træ som var mange år gammelt. Han satte sig ned på stubben, og kiggede rundt i lysningen. Han havde sin rustning på som han aldrig tog af, et par hør bukser og trøje. Hans økse hang i hans bæltes venstre side, og det var sådan han var klædt.

Han sad på den lille stub, og kiggede hele tiden rundt i lysningen, og hans sanser var konstant spilet ud til det yderste. Han var blevet mere eller mindre paranoid når det kom til at bevæge sig rundt i skoven, og derfor holdt han altid øje med alting. Han brugte alle sine sanser og elskede virkeligt at han havde sanser som en ulv, da det gjorde det så meget nemmere.

Singal havde brugt det meste af dagen på at vandre rundt i skoven. Se efter tegn på foråret, se efter dyrene i skoven og ellers bare tænke og passe sig selv.
Hun var jo stukket af hjemmefra og følte det ikke sikkert at have sit eget hjem, de kunne finde hende og komme efter hende. Derfor brugte hun hele skoven som sit hjem og bedre hun kendte den, jo bedre.
på denne vinterdag havde hun nogle sorte støvler på, en lang nederdel, hvor hun indenunder havde nogle lette bukser, bare for at holde varmen bedst muligt. og ellers en vinterkappe med pelskrave.
Kappe havde hun svunget om sig, igen for varmens skyld. Kappen var mørkegrøn.
Hendes lange hår var farvet blåt og gled ned over kappe, bølgede let for hvert skridt hun tog, vinden legede let med det.
de hvide øjne gled over de lige så hvide omgivelser...

spor i sneen. og det var ikke fra et dyr.
hun stoppede op og lod øjnene følge sporet så langt hun kunne. De gik dybere ind i skoven. Der skulle intet til at vække hendes nysgerrighed lige for tiden, hun følte sig nogen gange lidt ensom her ude i skoven og hvem som helst , eller hvad osm helst, kunne være sjovt.
Så hun fulgte dem, kom længere ind i skoven.

Efter et stykke tid kunne hun se hun nåede en lysning. Men da hun kom tættere på, kunne hun se at der sad en skikkelse på en træstub. Hun stoppede op og blev stående der, synlig hvis han havde lyst til at se hende. Hendes hvide øjne var rettet mod ham med den samme kulde som der altid lå over dem. det havde altid været nemt at skræmme folk med de øjne.
hun stod bare der, ventede, men stadig nysgerrig...

Han kunne høre sneen knagede, og han vidste at det betød at der var nogen der kom. Han blev ikke bange men han spændte sin muskler og kiggede lidt væk fra den retning personen måtte komme fra, men rettede istedet hørelsen mod stedet, så han stadig ville have en rimelig god ide omkring hvad personen foretog sig, og derved ikke give personen en mulighed for at overraske ham.

Han kunne høre at den fremmede person, som kom gående mod ham, var stoppet op i udkanten af skoven, så langsomt vendte han sit blik mod denne person, og kiggede på personen. Det der først fandt ham som slående var hendes valg af påklædning. Hans blik nåede så hendes øjne, og kiggede dybt i dem. Hendes øjne virkede så kolde, ligesom hans nogle gange kunne være. Hans øjne var dog meget varme på det tidspunkt.

Han rejste sig rolig op, med hånden hvilene på øksen, så han var klar til at trække den hvis hun havde tænkt sig at angribe ham. Han var ikke typen der kun så folk som gode, det skulle de bevise over for ham, men når først de havde fået ham overbevist om det ene eller det andet var hans mening svær at ændre.

Han kiggede hende bare i øjnene, uden frygt eller noget. Han var ikke bange, men heller ikke glad for det, han var bare helt heutralt. Da han nåede tættere på hende, med en tre meter i mellem dem, stoppede han og bukkede for hende.

"God eftermiddag"

Han rettede sig op igen, og kiggede hende igen i øjnene.

øjnene. øjnene sagde altid mere end folk ville være ved. Ved denne mand sagde de også mere end man skulle tro. Den øjenkontakt de fik havde en helt...underlig virkning på Singal. Han så hende i øjnene, han vendte ikke sine øjne væk i afsky eller fordi han var bange. Han blev ved med at se.
Hans egne øjne virkede...varme, forholdsvis imødekommen, men også bestemte. de røbede om en person med styrke, en person der nok kunne have en stor vrede hvis den blev vakt.
Han bukkede for hende og et lille smil viste sig på Singals læber. Han bukkede ligefrem for hende...Jamen dog. Hun havde lyst til at grine, men lod være.
"Er den så god?" spurgte hun i stedet, med en stemme nok ikke først ville tro var hendes, da den indeholdt en styrke man ikke først ville forbinde hende med. eller sådan havde de fleste det i hvert fald.
Hun brød deres fortsatte øjenkontakt et øjeblik og lod blikket glide over ham.
"Ikke mange bevæger sig herind på en hyggetur..." sagde hun så, da hendes blik var nået forbi hans økse.
Hendes øjne fandt tilbage til hans. hun sluttede ikke sætningen, hvis han var kommet for at slå ihjel skulle noget nok røbe ham. Var han her af andre grunde var hun alligevel ligeglad.
Var han her faktisk på en hyggetur, ville det bare fortælle mere om ham.
Han var på vagt for det mindste, men alligevel ikke så bange at han ikke kunne tage sig sammen til at sige goddag.

Han smielde lidt over hendes kommentar omkring dagen, fordi hun ikke kunne se det gode ved denne dag, men han var ikke sikker på om hvordan hun ville reagere på hvorfor han faktisk var i skoven. Han var jo blot taget ud i skoven, for at træne og slappe af. Der var ingen anden grund til hvorfor han gjorde det. Han ville bare ud i naturen som han elskede, og så ville han bare træne.

"Ja jeg mener faktisk denne eftermiddag er meget god. Den er stille, rolig og fyld med muligheder."

Han trådte et enkelt skridt tættere på hende, og blev ved med at holde så meget øjenkontakt som han kunne gøre det. Han var ikke sikker på hvilken type hun var, fordi han var ikke ligefrem den der var allerbedst til at tolke og forstå mennesker ud fra hvad de gjorde. Han havde altid været lidt væk fra mennesker men han havde intet imod andre personer.

"Nej, men så skiller jeg mig vel ud. Jeg er her bare for freden og muligheden for at træne."

Han smilede til hende, og det kunne ses i hans øjne, og der var ingen tvivl om at han faktisk var i godt humør, og at hun på ingen måde gjorde ham bange. Han var ikke typen man skræmte, og han var ikke vant til frygt på nogen måde.

"Hvad laver de selv herude?"

hun lod blikket glide over omgivelserne som om hun overvejede hvad han sagde. Men hun forblev stående hvor hun var, selv om han gik tættere på. Hun kunne dog ikke helt bedømme om det var for at skræmme hende eller fordi han ville...være tættere på?
lige meget hvad blev hun stående.
Hun grinte svagt, hvordan kunne hun andet?
"åhh, din store, farlige fyr...Du minder om en bjørn" sagde hun kort før hun fik stoppede sig selv.
Hun rømmede sig kort og rankede sig, sendte en kort undskyldning til sin mor.
Hun kunne ikke sige hvad folk lavede i skoven, men de fleste undgik denne skov fordi den var mere fuld af mørke væsner end de lyse.
De fleste gik en tur i lyselvernes skov i stedet.
"Ja, du skiller dig ud. De fleste ville nok tage en løbetur i de altid så kærlige elvers skov, ikke i denne" sagde hun lidt kort, men faldt så ind i sit sædvanlige jeg.
hun smilte lidt så man lige kunne fornemme de spidse tænder.
Hun puffede let til sit hår så det gled om på ryggen igen og så lidt på ham.
"Jeg bor her" svarede hun så, uden større forklaring.
En god dag...Fredelig ja, meget fredelig. Rolig, ja. God? Hun tænkte ikke på en dag som god.
Men hvis den var fredelig var det vel det samme.

Han grinede lidt over hendes kommentar, omkring at han mindede om en bjørn, men det var vel egentligt heller ikke så mærkeligt. Han havde jo altid været ret stor i kropsbygningen, men hvis hun ville se ham så han lignede en bjørn, skulle hun bare se ham når han sad om bålet, med den store skindkappe svøbt om sig, der lignede han virkelig bare en bjørn.

"Jeg ved nu ikke om det er en bjørn jeg vil kalde mig selv."

Han kiggede lidt rundt i skoven kort, for at se hvad der sket, og der hvor hans blik faldt fulgte hans lugt og høresans med, og han kunne tydeligt fornemme at der var dyr til stede i skoven, ikke mange dyr og heller ikke særligt venlige, de fleste virkede til at være rovdyr på den måde deres skridt lød.

"Du bor her? Interessant, ja jeg har selv boet et stykke tid her... Bor her dog ikke længere."

han kunne tydeligt huske den gang han havde boet i skoven, hos den kult han var blevet trænet hos, og som havde givet ham den rustning han havde på, med det store ulvehoved der var ingraveret på forsiden.

Hun så lidt på ham mens han snakkede. Hade sig selv for ikke at kunne holde sin tunge i ro når hun havde brug for det.
nu troede han sikkert hun var en eller anden han kunne hyggesnakke med!
Der var noget i hans sætning der fik hende til at tænke over hvad han mon var.
ville ikke lige kalde sig selv en bjørn...Men altså noget med et dyr.
Hun tænkte tilbage på en af hendes mors gamle bøger, om hvordan man genkendte andre racer. Men enten havde hun glemt hvad der stod i den eller også tilhørte han bare en af de racer hun ikke havde stødt på særlig tit. Det kunne også være han var en med en evne til at skifte til et dyr?
Hun sukkede svagt og skiftede vægten fra det ene ben til det andet. hun lod blikket glide over omgivelserne. Han havde også boet her...Det var som en gåde!
Hun kedede sig lidt...men elskede gåder.
Hun rettede lidt på kappen, hvilken i et øjeblik afslørede kjole hun havde indenunder, en kort en.
Det her mindede alt for meget om hyggesnak...Hun måtte få det hele hen på et spor hun bedre kunne følge.
"klogt at være bevæbnet i denne skov" sagde hun kort med et nik mod øksen.
"Jeg spekulere lidt på...du virker meget rolig og overbevist om der intet sker, når man tænker du snakker med en sortelver" Hvilket reaktion dette ville give vidste hun ikke, bare den blev sjov.

Han kunne godt se hvordan det her nærmede sig en hyggesnak, ikke fordi det var noget han havde noget imod, men bare fordi det ikke var der han var helt så godt tilpas. HAn havde bare sagt de ting han gjorde for at bringe emnet over på noget der kunne gøre det mere spændene, og ikke til at være noget retarderet og nedern snak om dere syg bedsteforældre.

Han var slet ikke sikker på om der var nogen grund til at han skulle tage øksen med sig, men det lagde så natulrigt at have den med, og derfor ville han ikke kunne lade være med at have den med sig. Det var en del af ham, den økse havde været med hamm så længe, og han tilpassede den konstant, så derfor var det vigtigt for ham at have den, så han ikke følte sig udsat og nøgen.

"Ja, man møder ofte dyr der ikke er bange af sig, eller andre personer..."

Han var ikke bange for hende, eller for noget andet i den skov. Han var meget vant til det man kunn udsættes for her i skoven, så hvorfor skulle han dog være nervøs over selskabet. Han trådte bare et skridt tættere på.

"Ja, jeg ser ingen grund til at være bange eller urolig, så længe man bare holder øje med hvad der sker. Du er da også meget rolig, trods at der er meget store rovdyr her i skoven..."

Han sluttede sin sætning for at se om hun fangede det han sagde.

Hendes hvide øjne gled over ham, men stadig flyttede hun sig ikke, selv om han var kommet lidt for langt på den personlige grænse. Hvis hun havde været et hvert andet dyr havde hun nok angrebet. Ikke flygtet, angrebet.
Hun grinte svagt, mest for sig selv som om hun nød situationen.
"Rovdyr? Det sidste rovdyr jeg har set var en ulv. Men det er du måske også?" hun løftede sine øjenbryn, som for at provokere ham til et svar. Selv om det måske var unødvendigt.
"Måske en ulv med beskidte hensigter?" hun smilte lidt mere nu, det kunne sagtens være siden han intet havde imod skoven. Helt frivilligt. Han viste jo hvad der gemte sig inden i den og han havde boet her. Det kunne selvfølgelig også være hun tog fejl, man kunne ikke bedømme en person kun ud fra hvor de havde boet.
Hun var enlig også ligeglad, inderst inde, det var bare sjovt at se hvad der skulle til, for at få forskellige reaktioner ud af andre.
Endelig bevægede hun sig, ikke væk fra ham, men rundt om ham, som om hun virkelig bedømte ham.
Boet her...Alene? Eller sammen med andre? Og hvad kunne det være for nogle andre? Der var forskellige varulve som fandt sammen i små grupper her i skoven...måske havde han tilhørt en af dem?

Han blev ståedne, for ikke at komme alt for tæt på. Han var ikke helt sikker på om hun ville kunne finde på at angribe ham, så han holdt sig på em afstand hvor han stadig kunne nå at bruge sin økse ordentligt, inder han blev nød til at skifte form, of kæmpe som varulv. Han smilede lidt over det hun sagde, fordi det var jo hvad han var, og så igen var det ikke hvad han var.

"Ja det kan man vel næsten sige, rovdyr er jeg ihvertfald."

Han smilede skævt, og undrede sig lidt over hvad hun hentydede til emd beskidte hensigter, fordi det var nu ikke lige det han ville sige han havde, nej nok nærmere bare helt normale hensigter, om at se hvem personen man stod over for var for en type det var man stod over for, og derfor så han mere på hvordan hun reagerede på hans svar, end han stillede spørgsmål.

"Beskidte hensigter? Det kan godt være, det lader jeg op til andre at bedømme..."

Hun grinte svagt og gjorde et kast med hovedet, så hendes hår bølgede omkring hende. Hun stod nu igen over for ham og samlede på ny kappen godt om sig for at holde varmen godt nok.
"så fortæl mig dem og jeg skal fortælle mit syn på dem" sagde hun udfordrende. For det var sådan hun forstod det, som en udfordring. Hun lurede på ham, han på hende.
"Du er bare ude og træne, javel...Men hvad mere?" hun gik helt tæt på ham og lagde kort sin hånd mod hans bryst, mens hun så ham i øjnene.
"Hvilke hemmeligheder gemmer sig herinde?" Drillende.
Hun trådte et skridt tilbage igen, bare så han ikke pludselig greb fat i hende.
Der måtte da snart komme en...sjov reaktion. En hun kunne lege videre med.

Han valgte meget simpelt ikke at svare på hendes første spørgsmål, da han ikke vidste hvad han skulle svare hende. Det var meget nemmere bare at lade være med at svare så, og så bare fortsætte samtalen over på andet, og det kunne hna satse på at han kunne med hendes næste spørgsmål.

"For at træne og slappe af, som jeg sagde."

Han blev lidt overrasket over at hun lagde en hånd på hans bryst men reagerede ikke på den, kiggede hende bare stadig i øjnene, mens han forsøgte at finde rundt i hvad hun var for en type, mend et var faktisk meget svært lige netop med hende.

"Organer vil jeg tro, og et rovdyr..."

Hun grinte som om hans morsomheder bare underholdt hende. Selv om de også udfordrede hendes tålmodighed, noget hun ikke havde meget af.
"Fint, fint, hold dig for dig selv" sagde hun kort. og viftede kort med hånden, lagde armene over kors inden under kappen og så et stykke tid på ham med sine hvide, let kolde øjne. De var ikke længere så kolde som først, men stadig kolde.
Pludselig kom en hund luntende. En stor, mørkebrun en. Små sneklumper sad fast i den lange pels. Det lignede kort sagt en hun der var van til at rende rundt udenfor og for det meste klare sig selv.
Singal viste et kort øjeblik overraskelse, men lige ås hurtigt det var kommet, lige så hurtigt var det væk igen.
hun bukkede sig ned med et næsten kærligt smil og lod sine hænder glide over pelsen, mens hun begyndte at fjerne sne fra pelsen.
"Se nu...vil du have jeg skal arbejde med din pels i aften?" sagde hun nærmest bebrejdende, hunden satte sig bare ned og så på den kvinde som den udviste loyalitet for, ligeglad med sneen i sin pels.
Singal rejste sig op igen lidt efter, nu med blod på sin ene hånd.
"Hvad har du lavet?" hun så på hunden med et alvorligt udtryk.
"Været oppe og slås?" men hun viste det ikke var svaret, hendes hund sloges sjældent. Nogen havde såret den, om de så enten var blevet bange for den eller ej.
hun så kort på manden som hun havde brugt noget af sin tid med, næsten som om hun mistænkte ham for det.
Det var et typisk træk for hendes art...Ikke at stole på nogen.

Han kunne ikke lade ære med tydeligt at ligge mærke til at hendes øjne ikke var så kolde længere som de havde været, og det tog han som at hun følte sig bedre tilpas med selskabet end hun måske havde gjort tidligere. Han kiggede på hende, og vidste ikke helt hvad han skulle sige til hende, og når der ikke var noget der faldt ham hurtigt ind, valgte han bare at holde munden lukket.

Han så hunden komme løbende, og undrede sig lidt over hvad en hund lavede på disse kanter, men han kunne regne ud at den nok kendte elveren af den ene eller den anden grund. Han kunne ikke lade være med at undre sig lidt over de ting hun sgade til hunden, og så de øjne bebrejdede hun ham for at have været oppe at slås med hunden?

"Hvis de mistænker mig for at have gjort det der, må jeg skuffe dem..."

hun så på ham i et øjeblik som om hun overvejede om det nu også var ham...Men kom så frem til at det ville være absurd. Hun havde jo stået her med ham.
"Det minder om et sår lavet af et andet...væsen eller menneske..." sagde hun kort for hovedet. ikke et dyr.
Hun trak lidt på skuldrene og så på ham.
"nå, men jeg er ikke til hygge snak, så hvis det er i orden vil jeg finde ud af hvem der har skadet min hund" hun lod blikket glide rundt et øjeblik før hun så på ham igen, slog kappen om sig igen så hun kunne få varmen i hænderne igen.

//Sorry, lettere kreasvigt//

// Det er helt i orden.^^//

Han kunne egentlig godt forstå, hvorfor hun syntes det lignede noget der ikke var lavet af et dyr, eller uheld, men at det mere lignede noget der var påført af et menneske, eller noget der havde samme kropsbygning som et menneske. Han vidste at han ikke havde gjort det, ikke engang hvis hans kontrol var blevet tabt, ville han havde gjort sådan. Han dræbte altid det han angreb, det skulle ikke lide.

"Jeg forstår... Du kan finde mig hvis du får brug for hjælp. Jeg vil med glæde hjælpe dem, i at finde synderen der har pint et levende væsen..."

Han var stor modstander af at pine dyr eller andre levende væsner. Han havde dog intet imod at dræbe dyr og spise dem, så længe de døde hurtigt og ikke blev dræbt bare for sjov. Det var faktisk vigtig for ham at gøre det modsatte.

Hun så overrasket på ham et øjeblik og kunne ikke holde et lille grin tilbage.
"Jeg har ikke brug for hjælp" hun rystede på hovedet og så lidt på ham igen.
"Så vi har en lille frelser blandt os..." hun grinte svagt igen og rystede på hovedet.
Hun kunne godt overveje at tage ham med, bare for at se hvad han havde tænkt sig...Og hvor langt han ville gå. Hun viste selvfølgelig ikke hvad de mødte.
Men hvis de mødte en person...hvor langt eller hvad kunne han finde på?
"jeg har skiftet mening" sagde hun så.
"du må gå med hvis du har lyst" og uden at sige mere begyndte hun at gå langts de spor hunden havde efterladt sig på vej hen til dem.
Den luntede efter den, dog en smule haltende på det ene ben.
Singal viste ikke om han fulgte efter, på en måde håbede hun det, men hun følte sig også ligeglad...

Han kunne ikke lade være med at smile lidt over hendes stædighed, det var så typisk for så mange personer, og han var selv også ofte meget stædig specielt når det kom til at skulle have hjælp fra andre folk. Han kunne ikke skjule et lille smil, over det hun sagde, men det gjorde også han gerne ville hjælpe andre, hvis han så det som en mulighed.

"Måske er jeg en frelser, og måske ikke... Jeg har bare nogle idealer jeg lever efter..."

Han var glad for at hun faktisk valgte at han godt måtte tage med og han valgte at følge efter hende, efter at han havde nikket annerkendende og bukket let for hende. Han fulgte hende bare roligt, mens han kiggede ned i jorden for at se ordentligt på sporet. Han gik også og lugtede for at se om han kunne finde noget der ikke passede ind i billedet.

Bare nogle idealer. frels verden og vær et bedre menneske, væsen eller hvad du nu var.
Hvorfor mødte hun altid sådan nogle personer?
hun fulgte hunden og kiggede kun ned i sneen få gange.
på et tidspunkt måtte de finde rundt om noget krat, som hunden godt kunne komme igennem, men hvor de var for store.
hunden hjalp dem med at finde sporet igen.
Efter endnu noget tid kom de frem til steder hvor der åbenbart havde været slåskamp.
Sneen var rodet helt op, lå hulter til bulter, med røde plettet efter blod.
Singal gik ind midt i det og stirrede rundt i sneen, frem og tilbage.
Hun bukkede sig ned og tog en lille klump sne, rødt af blod, og proppede det i munden, smagte på det og spyttede det ud igen.
Dette gjorde hun med forskellige stykker blodigt sne, til hun endelig så tilfreds ud og rejste sig op igen.
"Det er åbenbart ikke kun min hund der er kommet til skade..." hunden selv sad stille ovre mellem nogle træer.
hun så på ham et øjeblik, men kiggede så ud over sneen for at finde nogle andre spor der førte væk fra stedet...

Han fulgte bare, og sagde ikke rigtigt noget, inden de nåede frem til der hvor der havde været kamp, og det var tydeligt at se at der var sket noget der, som ikke bare var fredelig håndgemæng. Han var slet ikke i tvivl om at det der var til stede, eller som havde været her var noget der også kunne antage en dyreform af en eller anden form.

"Jeg vil skyde på at det nok har været en person der kan indtage dyreform af en eller anden art, men nok ikke en varulv... Jeg vil tro det har været en formskifter."

Han gav sig til at lugte for at se om han kunne fange færten af formskiftere, som var så speciel at man ikke kunne glemme hvordan den var. Han gav hende et tegn til at hun skulle følge efter ham, da han havde fået færten af en formskifter, og det var en der var skadet, da duften af blod fra dette væsen hang tungt i luften fra den retning.

blodet havde fortalt hende det samme, det var en person som altid havde kunnet forvandle sig.
hun klappede kort på låret og hunden kom efter hende.
hun fulgte ham, hvad ellers? Hun havde ingen overudviklet lugtesans. Lidt efter fik hun øje på sporene i sneen, ikke et menneskes, men fra et eller andet dyr.
Hunden luntede af sted bag hende, hun overvejede bare at sende den hjem da den nok var træt, men de havde intet rigtig hjem. Når hun sov, sov hun i en hule hun havde fundet.
Hun lod en hånd glide over sit hår og viklede en enkelt indfiltning ud.
Hendes hvide øjne gled over sporene, hist og her var der blodspor. hun glædede sig til at se hvem det var der havde forårsaget dette...
Himlen trak sig lidt sammen, mørkere skyer var på vej, de lovede vist mere sne.

Han blev ved med at følge færten han havde fanget, ind igennem skovens nøgne træer. Han vidste ikke hvad de skulle forvente at møde af et dyr, som han kunne se på sporene de ville, men personen kunne jo også have forvandlet sig til noget andet, så han måtte bare være klar på hvad der kunne dukke op når de en gang fandt synderen.

Han fulgte færten og de kom til en lysning, hvor man kunne at se at væsnet havde brugt noget tid, da der var spor rundt i hele lokalet, og han kiggede ned på jorden og lagde mærke til at sporene gik rundt i en cirkel, som ikke var så stor, men ellers tydede det på væsnet var tæt på, færten var også stærkere.

De var snart ved vejs ende, hun kunne mærke og se det. Dejligt, endelig!
Hun glædede sig til at finde ud af hvem...og hvorfor!
Hun gik ud i lysning og så sig omkring, så ned i sneen. tættere på...måtte være tættere på.
Hun bukkede sig ned og samlede en lille tot pels op, snuste til det og nullede det mellem sine fingre.
"Forandret sig igen, vil jeg gætte på...Dette pels minder om noget fra en kat" sagde hun og så på ham.
Hun lod blikket glide rundt igen, hvor gemte dette væsen sig?
Hun lod kort blikket glide op mellem skyerne. Bare det var hårdt såret og ingen steder at gå hen, så døde det nok under den lilel storm der var på vej. Hvis ikke de fandt det.
hvis de fandt det..Og selvfølgelig gjorde de det.
"Det må være lidt ude for lysningen et sted, tror du ikke? Jeg har en fornemmelse af det er forholdsvis hårdt skadet" hun bukkede sig ned og klappede sin hund som om den havde været dygtig.

Han kunne godt forstå hende, og ja hun havde nok ret i at det havde forvandlet sig igen, så han indstillede sig på at fange færten mere præcist end han ahvde gjort tidligere. Han kunne fornemme at duften kom fra et sted til højre fra dem, så han begyndte langsomt at gå over mod den del af lysningens kant. Han gjorde lige et tegn til hende om at det nok var der.

Han gik bare rolig hen mod steddet, mens han langsomt trak sin økse frem, så han var klar hvis der pludseligt kom noget springen, da det ville være lidt problematisk, da det muligvis var et stort dyr de kunne risikere at møde, men hvis det kom dertil kunne han jo altid bare skifte form, og så skulle ahn nok kunne ligge det fremmede væsen ned.