let have some fun- Singal

Lucian kom gående langs søen med sit sværd over skulderen, han kigget rundt for at se om der var nogen, vilket umiddelbart der ikke var, dog sansede han sig meget opmærksom om der var nogen.
han var begyndt at fløjte lidt for sig selv, til at fordrive tiden.
dog havde han kun gået for stilheden skyld til at samle sine tanker, han havde ingen anelse om hvor lang tid han havde gået.
hans lærling og væbner var ikke til stede, fordi han ville havde lidt fred i sindet.

Singal stod stille hvor hun var og stirrede ned i vandet, der løb af sted foran hende. Livligt, men alligevel dødt. Hun var som altid fascineret af de mere...filosofiske ting. døden, mørket, mest.
Vinteren havde stadig ikke helt slupper grebet, men det var begyndt at blive lidt varmere i vejret, hvilket hun især kunne mærke her om natten, hvor der normalt var koldest.
Derfor holdt hun heller ikke sin kappe så stramt om sig, som hun havde gjort det meste af vinteren, levet i en hule da hun intet rigtig hjem havde. men hun klarede sig, det gjorde hun altid.
Denne aften havde hun nogle sorte støvler på, nogle bukser og en trøje. det hele beregnet til det mere kølige vejr. Og selvfølgelig hendes mørkegrønne kappe.
Hendes lange hår var farvet blåt, lå over ryggen på hende, blødt, livligt...
En svag vind fik det til at bevæge sig let.
De hvide øjne var lukket fast på månen, månen i vandet.
Hun var ude og se noget mere til verdenen, ude og opleve nogle nye ting og nu var hun endt her, ved Soul River, floden der lavede folk til zombier.
men hun havde ikke set nogen, ikke fordi hun forventede det, det var vel bare endnu en dum historie til at holde børnene fra stedet så de ikke druknede i deres leg.
Men alligevel...Kun historie? De fleste historier var jo baseret på at folk havde set, hørt eller oplevet noget...Men det har nok bare været deres sanser der spillede dem et pus.

Lucian kigget mod vandet, han havde hørt historierne fra fremmede, dog havde han aldrig i sit liv set en zombie.
ikke fordi han havde lyst, det gad han ikke, han havde heller ikke tid til det.

han vendte hovedt fremad og så nogen stå længer fremme, han kiggede nærmer og så at hun havde blåt hår vilket han syntes var underligt.
hendes lugt kunne han ikke lugte da vinden kom fra hans ryg af.
han gik lidt nærmer og var paraqt til at tage sit sværd frem til angreb.
han ville dog vide hvad hun var oh hvem hun var, så han gik tæt på hende.

Det var stille, ud over den svage klukken fra vandet, floden.
og ud over lyden af trin der nærmede sig.
Først ignorerede hun dem, men de lød alligevel lidt for tunge til bare at være et dyr. Måske en zombie?Tanken fandt hun absurd.
Hun drejede hovedet let, månen lyste svagt omgivelserne op og hun fik øje på skikkelse lidt der fra. I laset i tøj.
Vinden bragte den behagelig lugt af dyr med sig og hun fornemmede at dette enten var en formskifter, eller en varulv. Nok mest det sidste, da formskifterne sjældent lugtede særlig meget af det dyr de blev til.
Hendes hvide øjne gled over skikkelsen et øjeblik. Altid var folk så forsigtige...Men det var hun jo også selv. Man kunne jo heller ikke stole på nogen...så hvorfor prøve?
Vinden puffede til hendes lange hår og man kunne fornemme hendes ørering i det ene øre, af sølv og med en klo i. Månen skinnede i den.
Hun blev stående sådan, så han ikke ville være i tvivl om at hun også havde set ham.

han stoppet op da han så hun kigget på ham.
han viste ikke helt hvad hun var efter som han ikke genkendte lugten helt.
vinden blæste ham lidt fra ryggen.
han vendte hovedt mod floden og satte sig ned med sit sværd stukket i jorden.
dog kigget han på hende ud af øjenkrogen for at være sikker på hun ikke begyndte på noget, hvis han ikke var forberedt.

Et svagt grin blev bragt med vinden, da Singal grinte svagt for sig selv.
Hun kastede et sidste blik ned i vandet og den fred hun havde følt ved at stå her.
Hun overvejede at gå sin vej, men ensomheden i skoven havde drevet hende til at tale med flere og flere...om det så var godt eller skidt.
"floden er kendt for at gøre folk til zombier" hendes stemme var...blid, men alligevel fuld af styrke.
Hendes hvide øjne gled fra vandet over til varulven.
"Jeg har dog svært ved at tro det er sandt?" hun spurgte som om han burde vide. Men enlig var hun ligeglad, hun kunne lige så godt have snakket med sig selv.
Men det skadede nu ikke.

han vendte hovedt og selvom han nok burde smile for venlighedens skyld gjorde han det ikke.
"nej, men du kan jo tjekke det" svarede han og fnyste især hvis hun kunne finde på at angribe ham.
hans´instinkt fortalte ham at hun var okay men han trode ikke på det, efter som alle kunne virke såden.

sjovt som skæbnen var imod hende...Eller måske bare afprøvede hende? En af de få aftener i sit liv, hvor hun havde lyst til at være venlig, stødte hun ind i en uvenlig skabning.
Hun gå væk igen. Fint nok, han ønskede nok ikke selskab og det kunne hun ikke fortænke ham i, selv var hun ikke meget selskabelig.
Hun besluttede sig kort sagt for at hvis han skulle være så ubehøvlet, gad hun ikke snakke med ham. Hun vente ryggen til ham og begyndte stille og roligt, uden hast af nogen art, at følge floden, gående i modsat retning i hvad den løb.
imens hun gik, kiggede hun ned i floden ved siden af sig og begav sig til sine egne tanker igen. de var nok de eneste hun rigtig kunne stole på alligevel.

han kigget bare sørgmodigt på floden.
han vendte hovedt da han hørte hun gik, eftersom at han altid var på mærkerne.
*mon jeg skulle se om hun vidste..* han noget ikke at tænke helt færdigt da han rejste sig og tog sit sværd, gik han langsomt mod hende.

han prøvet at smile venligt til hende for at virke venlig.
"hvem er du" spurgte han nysgerrigt og prøvet at være så venlig som overhovedt muligt.

Alle hendes alarmklokker ringede. en uhøflig og uselskablig varulv, havde lige rejst sig og spurgte hvem hun? Hvis det ikke undrede hende, fik sværdet i hans hånd hende i hvert fald til at tænke over det to gange.
Hun var stoppet op og havde vent sig halvt om mod ham, hendes øjne var rettet mod ham i lang tid før hun svarede, med samme kulde og ligegyldighed som altid. Hun brød sig ikke om denne person.
"Jeg tror der er en ting der er vigtigere" svarede hun lige ud, som hun altid havde gjort.
"Først...Vil jeg gerne vide hvad du tror jeg er, siden du føler sværdet vil gøre det nemmere for dig at snakke med mig?" hun lod kort blikket glide ned over sværdet. det lignede så mange andre sværd...Og så alligevel, små tegn i metallet, som kun gode øjne ville se, viste at det var lavet af de samme smede som de fleste sværd hun havde set. Nu var de fleste også andre sortelvers sværd, men hun havde også set en del af menneskernes.
Hans venlig bed hun ikke på, hun havde oplevet for meget manipulation til at tro på simpel venlighed.

han gik en smulle tætter på hende og holdte sit sværd på skuldren.
han stoppet med at smile da hun talte koldt til ham.
da han nået foran hende stoppet han op og kigget koldt ind i hendes øjne.

han fnyste lidt over det hun sagde mest fordi han ikke gad bruge tid på hende men hans nysgerrighed om hvem hun var generet ham.
"en der muligvis er en fjende" sagde han koldt og ret så ligeglad.
han kigget på hende og målte hende med øjneog kigget efter om hun muligvis havde våben på sig.

Han ville ikke kunne se det, en lille sølvkniv der gemte sig i hendes ene støvle. En hun altid havde med dig, hun bedte jo ikke ligefrem om at dø.
Hun grinte koldt og fjernede sig ikke da han kom helt tæt på, hvilket mænd åbenbart havde for vane for tiden. istedet rankede hun ryggen og sendte ham fortsat sit kolde blik. Folk blev som regel enten skræmte over hendes øjne, eller mere onde over for hende af en anden grund. Dette var åbenbart en af dem der så dem som endnu en grund til at være kold mod hende. Men hun var også ligeglad.
"muligvis, det afhænger af dig..." svarede hun kort
"Det eneste du behøver at vide, vil sikkert allerede der koste mig mit hoved. Så hvorfor dropper vi ikke bare hinanden, går værd til sit, inden nogen kommer til skade?" sagde hun
"varulv" tilføjede hun så, så han viste at hun viste hvad han var.
Hun viste vandet var lige ved siden af hende...ville han svinge sit sværd, stolede hun på sine evner med is, til at kunne undgå det. På en eller anden måde.

han fnyste mest fordi han syntes det var spild af tid, han begyndte mere og mere syntes at hun nok ikke ville arbejde med det han ville dræbe.
"spild af tid" sgade han meget stille.
"hvad så hvis du kan lede mig til det jeg leder efter" sagde han hurtigt og bliv mere spændt i kropen.
han fnyste han hadet at blive kaldt det ikk fordi han hadet at være det men fordi det betyd at han ikke var på lige fod med folk.
han spændte grebet om sværdet og stirrede hende ind i øjne.
han fandt øjnende fasinerende fordi han aldrig havde set noget lignende før men det kunne man tydeligt ikke se på ham.

hun stirrede ham længe ind i øjnene, som om hun ledte efter et eller andet. Men han havde faktisk bare vækket hendes nysgerrighed og lige nu bedømte hun om han var værd nok at stole på.
"Well...Hvad leder du da efter?" spurgte hun ligeud. for hvad kunne han dog lede efter?
Hans sværd fik nu en ny betydning...Han ledte efter noget og ville gerne have hjælp til at finde det: men han ville ikke risikere at møde en kamp ukampklar.
Hun slappede lidt mere af og håbede han ville gøre det samme. hun smilte svagt.

han stirrede bare med sine kolde og hænv tørstige øjne.
"mon jeg kan stole på dig?" sagde han og lagde hovedt lidt på skrå for at virke nysgerrigt.
han begyndte at slappe mere af hved at se smilet men han stolede slet ikke nok på hende til at bedømme om hun var en ven eller fjende lige nu så han hende som begge dele.
han lavede dog et lille smil mest for lige som at vise at han ikek var ude efter hende men også får at få informationer.

Hun så det hævntørstige i hans blik. Hun blev ikke selv urolig, men tænkte at her var en mand ude af balance. Og folk der var ude af balance, kunne komme til at gøre mange ting.
"Du kan stole lige så meget på mig, som på at en fugl flyve når den bliver forstyrret" sagde hun lettere kryptisk.
Det betød stort set bare at han kunne stole på hende, så længe han ikke gjorde hende noget eller fik hende til at forandre mening. det hele gik faktisk ud på hvad hun syntes om ham. For hun fulgte altid sine fornemmelser.

han lyttede stille på hvad hun sagde og vidste ikke lige om han skulle tro ærligt på hvad hu sagde, men han vidste hun ikke var en vampyr så han valgte at midlertidigt tro på hende.
"okay" sagde han stille og ventede lidt til at sige hvad han ledte efter, selvom han ikke just havde tiltro til denne person.
"jeg leder efter hævn" sagde han stille og køligt.
han var dog lidt nervøst og det plejede han ikke så han vidste der var noget galt.

Singal så lidt på ham
"Ja, det kunne jeg se på dig. Men hvad er det du vil hævne? Hvem er det du leder efter, som skal opleve denne hævn?" spurgte hun, nok lidt direkte. Som altid, hun gad ikke fnidder fnadder, man kunne lige så godt tage det som det var.
Hun lod en hånd glide gennem håret og lod blikekt glide omkring dem et øjeblik, før det faldt tilbage på ham igen med et svagt, dog køligt smil.

Lucian begyndte at undre sig over alle de spørgsmål, så han rystede lidt på hovedt.
"dem der dræbte min familie" sagde han køligt og tænkte lidt på om han skulle havde ladet vær med at sige det så direkte.
"hvorfor vil du vide det" spurgte han lidt nysgerrigt og kigget bare køligt på hende men der var dog et lille smil på hans læbe.

Hun havde lyst til at grine, men lod være.
"Du forventer måske folk bare hjælper dig, hjælper dig med at finde nogle eller noget som du vil have hævn over. Hævn som tit er lig med døden" sagde hun lettere spørgende.
"Hvem der disse folk? For jeg har vel ret i, at du leder efter dem. Og spørger mig fordi du ikke ved hvor du skal finde dem? Jeg kan ikke hjælpe dig, hvis ikke du siger det" sagde hun så. Ja, det var nok hende der sagde mest lige nu.
Hun fornemmede et svagt smil hos ham og bemærkede at stemningen var blevet mere afslappet.

han rystede bare på hovedt selvom hun havde lidt ret, han forventede ikke at få hjælp men han vidste godt hvis han skulle havde de rette oplysninger skulle han give de rette spørgsmål.
"du forstår det ikke" sagde han stille og han begyndte at ryste hved tanken om synet han havde set den dag det skete. "de mennesker betyd alt for mig" sagde han stille og han vidste godt at han nok ville blive kaldt for en hund, ihvertfald af hans egen race.

han mærkede irritertionen rumle i hans indre og nu havde han fået nok så han ville prøve noget nyt.
"du har ret" sagde han stille og kigget afslappet og køligt på hende.
"disse folk er min races nartuerlige fjende" sagde han og mærkede vreden og kvalmen komme en smulle frem.
"vampyrene" sagde han og han nærmest råbte det.

Følelser. Nej, dem forstod hun sig nok ikke helt på.
Og hun var også ligeglad. Hun troede lige hun havde styret det hele hen på...hævnen. En enkelt følelse som de kunne gå efter. Det kedede hende hvis hun skulle høre på det.
"Du har ret...Jeg forstår det ikke, jeg forstår ikke dine følelser og for at være ærlig interessere de mig heller ikke" det lød nok koldt, de fleste ville nok blive vrede. Men igen, så var hun ligeglad.
Hun så tænkende på ham da han kom med sit udbrud. vampyrerne, selvfølgelig. En destruktiv race som mest dræbte når de var tørstig end at planlægge noget. slog ihjel og gjorde ved.
Hun havde altid ignoreret denne race, men måske kunne det være meget sjovt at konfrontere dem lidt?
"Jeg aner ikke hvor de høre til...Har aldrig blandede mig med dem..." i hendes hoved var de en del lavede i hierarkiet, hvor hun selv var længere oppe.
"...Jeg tror dog ikke de er her..." hun så lidt på ham og vente sig i et kort øjeblik mod vandet.
"Men...Jeg kan måske hjælpe dig alligevel..." hun havde jo hørt historierne, om hvor de gemte sig. Rundt om byerne.
"Men havd kan jeg få ud af det?" han forventede vel ikke hjælpen var gratis?

følelserne svømmede rundt i lucian, og uanset hvor meget han trode han endelig havde fået kontrol og kunne styre sig kom der noget nyt op.
"jeg regner heller ikke med at fortæle om dem" sagde han og vendte hovedt mod hende, "det bare nogle udbrud jeg får engang imellem" sagde han stille og fnøste lidt over sin egen ynkelighed.

"typisk" sagde han og rejste sig op, han burde være klar over efter hånden at ingen er sammen med dem med mindre man arbejder for dem eller er dem.
"nej selvfølgelig, de er forskellige steder som jeg vil finde" sagde han og fnyste hved tanken om en ide han havde fået som var absolut udelukket.
han havde midertidigt vendt sig og vendte hovedt da hun forslog sin hjælp selvom han vidste det ikke ville blive gratis ville han nok tage imod den alligevel.
"hvad vil du havde" sagde han og vendte hovedt mod hende og kigget interresant på hende. hendes ord havde fanget hans opmærksomhed, ihvertfald den ene del.

Hun smilte lidt.
"Hvad har du at tilbyde? Noget af værdi, der svare til hjælpen? Eller en fremtidig tjeneste?" spurgte hun.
Men kunne ikke sige at hun ikke havde givet ham en chance. Han havde haft muligheden for at sige nej til hendes hjælp og for selv at vælge hvad han ville give igen. Måske var hun lidt for sød. Men det var jo sådan det fungerede bedst, folk kunne blive så modarbejdende.
Hun lod en hånd glide gennem noget af sig hår, både for at skubbe det væk og fordi hun selv elskede følelsen af det.
Bare finde dem....

han fnyste mest fordi hun bare regnet med at han ville give hende noget han eget.
"lad os sige en fremtidig tjeneste an på hvad det er du vil havde" sagde han og kigget med et smil. han vidste ikke helt om hun kunne noget af det som han regnet med man skulle, ikke engang ham selv havde alle færdigheder til at klare de ældste vampyrer men nu måtte han jo se.