Second time around (Singal)

V. Koldt og en blæst af mild til moderat styrke.
S. Hvor Singal og Camille sidst havde taget afsked.
O. Skovens nøgne træer ,der raslede og gav liv.
T. Eftermiddag.

Camille var mødt op nøjagtig som aftalt.
Siden sidst havde hun tænkt på Singal mange gange, gået slavisk gennem deres møde og desikeret dét bit by bit.Hun var nået til den konklusion, at Singal havde været en kende...hård ved hende.
Men når man tog i mende at hun ikke havde meldt sig som Camilles guardian af egen fri vilje, så måtte man give hende lidt space .
Camille var glad og havde set frem til deres møde.
Hun var iført sorte bukser, sorte støvler, en grå trøje ...alt af moderne menneske tøj, men af overtøj havde hun en mørk kappe med en stor hætte,der var mere middelalderagtig og i øvrigt skjulte dét andet tøj.Hendes Heckler i lommen var ladt med almindelig ammunition, hun havde aftenen inden renset den og gjort den klar.Nu stod hun så ved dét aftalte sted, håbede hun da.

Denne dag var koldere end sidst de havde mødtes, nok fordi vinden blæste mere i dag. det havde den gjort det meste af dagen og derfor havde hun taget det varmeste hun havde på...Igen.
De sorte støvler, bukserne og en trøje, det hele til vinterbrug. siden sidste havde hun dog foret trøjen med lidt pels fra nogle kaniner hun havde haft dræbt.
Kappen havde hun også om sig. Hun havde ikke taget meget tøj med sig da hun stak af hjemme fra, kun det mest almindelige.
hendes lange hår var i dag sat sammen i en hestehale, håret gled ud over hendes ryg og bølgede i vindens leg.
Hun havde ikke tænkt så meget over deres møde, men mere over Zeans motiver og hvad hendes evne mon kunne indebære.
Snart så man hende komme gående, på stien der ellers førte til vandfaldet. Rank ryg og bestemt udtryk, som man nok normalt ville se hende..medmindre man overraskede på et tidspunkt hun var alene.
ugen var hverken gået hurtigt eller langsomt...den var bare gået. Og nu stod de her igen.
Hun lod kort blikket over hende, mere af vane end fordi hun bedømte hende denne gang. Men det...gjorde hende tilfreds at hun var klædt i kappe. hun var altså ved at falde bedre til?
Eller også gemte hun sig...
"God eftermiddag" nikkede hun uden det store smil. Men på den anden side, smilte hun sjældent til folk. I hvert fald ikke de såkaldte glade smil.
Camille virkede dog glad den dag og det var lidt bedre i forhold til sidst. Hvis bare hun kunne tage dette alvorligt.

Hun kunne ikke andet end at føle en vis form for respekt for Singal.
Hun krævede den ud af folk, ved bare den måde hun bar sig på, rank og fuld af tiltro på sig selv.
Camille havde hovedet lidt på sned, imens hun så Singal komme nærmere.
"Hej..." Svarede hun kort tilbage " Du huskede dét ! Dét er jeg virkelig glad for " sagde hun i en munter tone.
Dét var nok ikke helt hukommelsen hun rigtigt havde været bekymret for, men mere om Singal overhovedet havde ville dukke op, eller om hun havde besluttet at droppe dét hele.
"Jeg har været nysgerrig....nysgerrig efter hvad vi skal stille op med dét her.Jeg kunne meget godt tænke mig dét virkede bare lidt på væsner, ikke for at dræbe...men for at skaffe mig lidt ...forspring , til at pacifiserer dem.Særligt vampyr " kvidrede hun derud af og så på Singal, var hun med hende her...kunne hun følge hendes tanker ?

Hun var lige ved at tage det som en fornærmelse, men valgte at være lidt mere...tålmodigt. Men deres tid sammen ville nok bringe endnu flere fornærmelser med tiden...
"Selvfølgelig huskede jeg det, jeg er elver! Ikke for at føre mig frem, men der er absolut intet galt med vores hukommelser!" Fik hun sagt lidt bestemt.
"Det du nok skulle være lidt mere bekymret for, var om jeg ville" hun nikkede kort som om Camille mest af alt skulle være taknemmelig.
Hun lyttede dog til hvad hun havde at sige, uden selv at byde ind med noget.
Faktisk virkede det slet ikke som om hun havde tænkt sig at sige noget til det overhoved.
"Jeg har fundet en lysning hvor vi kan være lidt mere for os selv, end her på vejen. Man ved aldrig om en person skulle komme forbi og jeg ser ikke dette som noget andre skal blande sig i" sagde hun og vente om for at vise vej, forventede at Camille fulgte med.
Hvis hun havde valgt at følge efter, var de snart nået frem til en lysning mellem nogle træer. De skulle ikke gå særlig langt, hun ville ikke risikere Camille skulle fare vild på vejen, men bare lidt væk fra vejen.
Lysningen var en af de større i skoven, lige nu fuld af sne og spor efter alle mulige dyr.
Singal lod blikket glide op mod himlen, vinden kunne nemt hive nogle uvejrsskyer med sig og det gjaldt om at se dem i tide så hun kunne komme i læ.
Hun gik ind i midten af lysningen og vente sig først rigtig om mod Camille, hvis hun var fulgt med. Hun forestillede sig dog ikke andet.

Camille pressede læberne sammen, og kvalte et lille grin der ellers meget gerne ville have sprunget ud i dét fri.
Hun havde ramt plet, og var jo dybest set enig med Singal, men hvorfor dét indrømme dét, når hun kunne drille hende lidt ?
Hvor stor del var humor en del af Singals dagligliv ? Camille fandt sig selv nyserrig på denne sortelver.
Hun travede pænt med og da de stod i lysningen, fik hun en indskydelse.
Hun havde aldrig prøvet at flytte på sne, måske var dét ikke så svært?
Efter at have haft øjnene lukket et par sekunder, så hun omkring...og efter et moment hvor sne hvivlede hvivlede op omkring ørene på dem, var lysningens midte ryddet for sne.Og Istedet lå en lille rand ekstra, og omgav dem.
Hun så på Singal...Synes hun om dét ?

Singal hævede sit ene øjenbryn men lod sig ellers ikke mærke med det. Hun var bare glad for hun ikke var blevet overdynget med sne, det havde nok rykket lidt på hendes tålmodighed!
"Nuvel..." sagde hun
"Jeg forstår uden mærket dine tanker, hvorfor have en evne, som kunne være perfekt til at forsvare sig med, når man alligevel ikke kan bruge den mod de virkelige trusler?" nikkede hun
"Jeg har ikke Zeans evner til at gå ind i hovedet på dig, gudskelov for det, men jeg tror sagtens du kan blive...Hvad hedder det nu...tilpasset?" prøvede hun sig frem, lukkede de tanker ud hun havde tænkt i løbet af ugen.
"Det er selvfølgelig ikke sikkert, men det er stadig en ide...Har jeg ret når jeg siger Zean har holdt sig fra dit hoved? og derfor måske heller ikke selv har overvejet det? Han holder sig altid væk fra dem han holder af, for ikke at komme til at påføre dem noget ondt" Hun snakkede for an gang skyld løs, som altid når hun lod sig glide med sine tanker
"Så hvad det angår kan jeg stadig ikke hjælpe dig...Jeg har tænkt lidt mere på den træning jeg skal hjælpe dig med, Zean tror på at koncentration vil kunne hjælpe meget, det har det gjort for ham selv. Og jeg tror han har ret. Koncentrationen og styrke vil kunne give dig grundpillen for at styre dine kræfter som du selv vil. Styrke mener jeg selvfølgelig mest psykisk...Medmindre de gør dig træt? låner af din fysiske energi? Så kunne det nemlig også være godt med mere fysisk træning" hun stoppede endelig op i sin snak og så afventende på hende, som om det hele kom an p hvad hun svarede.

Tilpasset ? Tilpasset dét var ikke lige dét ord Camille synes mest passende, men hun lod dét passere, nu hvor Singal endelig var lidt mere kommunikativ.
Camille nikkede bekræftende "Ja...han har kun været i mit hoved ved to lejligheder, hvor dét var aftalt hvad han skulle der, ellers har han ikke været der " .
Hun fulgte med i de overvejelser Singal havde haft i ugens løb, og tænkte sig om.
"Jo...jeg bliver træt, lidt mat....og jeg har været i bedre form end jeg er nu fysisk " *
og mentalt* indrømmede hun."Jeg skal nok rette op på konditionen , men koncentrationen, Arh..dét er mere svært, men jeg kan nu med åbne øjne også....tidligere kunne jeg kun med lukkede, dét vel en slags fremskrit ?"

hun var ikke sikker på om tilpasses var det rigtige ord. hendes tanke var at der nok var noget der stoppede hendes evne i at virke på f.eks. vampyrer.
Måske kunne det ændres ved at skubbe lidt til hendes evne, men det krævede rigtig nok en der kunne gå ind og gøre det.
hun nikkede lidt.
"Så vil jeg foreslå du tilføjer lidt fysisk træning også" sagde hun
"Med åbne øjne? jo det er en forbedring...Men det lyder som om det kun går svagt fremad...Selvfølgelig kan man ikke tvinge nogen til noget. Men øver du dig hver dag på din koncentration? Ellers er du lige langt"
hun slog kort ud med armene.
"Nå...Hvad øvede du dig med sammen med Zean?" spurgte hun
"Fik i først større ting til at flyve som du ville og senere mindre ting? jo flere jo bedre?" hun så lidt på hende
"Det udfordre jo din koncentration og det er en god ting. jeg vil gerne have du viser mig hvor godt styr du har på din evne. At rydde lidt sne er ikke nok til at sætte mig ordentlig ind i det. Hmm..." hun så på hende med sine hvide øjne
"Det kommer vel også an på hvor tungt det er, det du skal flytte?" spurgte hun lidt

Camille mærkede den tyngende følelse af forpligtelse.
Selvfølgelig havde Zean ikke fundet éen der ville hygge over en kop the ,til hende...nææ....han havde valgt en der ville få hende at arbejde hårdt.
Hendes første what lød....dumt.. når dét blev sagt højt, men Zean havde været grav alvorlig , og dét at Camille dårligt kunne sige dét højt, bar vidne om hun endnu ikke var nået så langt.
Hun rynkede på næsen...."Zean mente jeg bedre ville kunne kontroller min evne ...hvis jeg...accepterede den og lige frem elskede den..eller mig selv med den " sagde hun og kiggede væk fra Singal og ud over skoven.Den del var stadig en stor udfordring for hende.
Og koncentrationen....jeg har trænet skydning og lidt med at bruge den i dagligdagen for eksembel til huslige ting.Store ting har jeg aldrig forsøgt flytte.Men mindre ting til at...slå med "
Hun følte sig lidt kejtet, havde hun ikke trænet nok?
Nej....dét havde hun ikke !Hun ville helst være sin evne foruden ,fordi den var en konstant torn i hendes øje, en reminder at hun ikke var bare en pige.Så derfor tilbragte hun så lidt tid i selvskab med den.Hun så skyldig ud.

Hun nikkede lidt og så undersøgende på hende.
"Du bryder dig ikke om din evne, men prøver alligevel at lære den for...hvad?" spurgte hun
Hun sukkede lidt og tænkte lidt videre for sig selv.
"Jeg havde håbet dette kunne blive så upersonligt som muligt, at jeg bare kunne sørge for at du fik trænet så jeg ikke stod i gæld til Zean længere, men det virker mere og mere som om du er kontrolleret af evnen og ikke om vendt, for at gøre noget ved det skal du ind og arbejde på den, personligt.
Jeg vil bare gerne have styr på en ting...Jeg spilder ikke min tid her, vel? Du vil vel gerne lære din evne at kende og gøre hvad der skal til for det?" spurgte hun og så på hende med et blik der gennemborede hende.
Hun havde virkelig ikke lyst til at høre på hendes personlige pladder, at komme så tæt ind på et andet...menneske eller væsen. Det havde hun faktisk aldrig været og ville heller ikke bryde sig om det.

Årh for katten, hvad er jeg? Gennemsigtig?, tænkte hun da Singal spidede hende med både hendes ord og blik.Hun krympede sig og vidste dét ikke nyttede at lyve.Og hun VILLE jo også ønske hun kom ud af evnens vold, så hun kontrollerede den og ikke omvendt, for Singal havde naturligvis fuldstændig ramt plet.Sikkert ved et heldigt tilfælde.
" Du spilder ikke tiden Singal , dét lover jeg.Zean havde ret i at skaffe mig hjælp, jeg har brug for den for at kunne færdes bare nogenlunde sikkert."
Hun havde afgivet et løfte og havde i sinde at overholde dét.Desuden havde hun brug for noget at fylde timerne ud med, noget der kunne aflede hendes almene grå tanker.

Hun nikkede kort.
"Godt så" sagde hun og så sig lidt omkring.
"Jeg ved det ikke med sikkerhed, men jeg tror det kunne være godt at prøve at se om du kan løfte noget...tungt. Og hvor godt du kan styre det. Det ene er at løfte lette ting og op til flere af dem, den anden er tunge ting. Der kræver det ikke bare koncentration, men også din egen styrke" hun nikkede lidt
"Jeg tror faktisk vi bliver nød til at gå over til vandfaldet...Jeg så en stor sten derovre her en af dagene og jeg tror den er god til formålet" hun så lidt på hende for at se om hun var med på den.
imens gled hendes tanker på deres fælles bekendtskab.
* Hun kan virke lidt stædig en gang i mellem, prøve at få dine historier gennem livet at kende, men bliv ikke sur..Hun mener det kun godt, vær tålmodig...Hun er slet ikke så slem som du sikkert vil mene* Jaja, zean havde talt godt for sin sag. Heldigvis så Camille ud til at have droppet de personlige historier for en tid.

"Du vil have jeg skal bryde med et sten ? Jamen så er det det vi gør." sagde hun muntret og de gik af stien der ledte dem mod vandfaldet.
Camille var spændt på at se det omtalte vandfald, det kunne jo være en lille sjat vande der blev ledt ned af en skrænt eller det kunne være et overdådigt og smukt et af slagsen, et sådan havde hun aldrig set in real life. De gik stille, side om side indtil Camille brød tavsheden og spugte " Hvorfor er det lige du er en sort elver, hvem har du pisset af...eller hvad skete der? er det ikke sådan at du har tilhørt en ...flok? og så selv trukket dig ? Rygterne har det at i er mere....ehm, hårde?" spurgte nysgerrigt og håbede Singal ikke ville finde hendes spørgsmål for meget, hun var jo blor interesseret i hende.

Hun grinte lidt af det hun sagde.
"Blevet en sortelver? Man fødes sortelver! Tror du enhver kan komme rendende og forvente at blive ophøjet til denne specielle race" hun rystede på hovedet
"Svartelverne er nogen der er blevet udskudt, smidt væk af de altid sååå gode lyselver, der aldrig gør noget forkert" hun grinte af det, en kold latter som bare beviste hun intet havde til overs for lyselverne.
"Men vi er nok en lidt...hård race, som du selv siger det" man kunne høre hun intet havde imod at fortælle om sortelverne...for selv var hun stolt.
Vandfaldet kom frem lidt tid efter, og dette var et af de lidt større. ikke en lille å der gled ud over nogle sten, dog heller ikke så store som de kun kunne være i myterne, men en meget..almindelig, mellem størrelse.
Klipperne gik nogle meter op og ud over dem fossede vandet ned.
Over alt stod der nogle sten i alle størrelser, som om der havde været en stenskred, dog for nogle år siden.
Hun pegede hen på en særlig stor sten, der lå op af klippen.
"Den havde jeg tænkt mig" sagde hun
En hund kom pludselig løbende ud mellem træerne og hen til dem, hoppede nærmest rundt om den, før den satte sig foran Singal og så op på hende med de mørke øjne.
Singal kunne ikke lade være med at smile, denne gang et rigtig smil med rigtig glæde i.
"Selvfølgelig...Du følger mig jo helst alle steder hen" hun satte sig på hug og kælede for hunden, en kælen som kun en ejer eller en person der kendte hunden, ville gøre.
Det var altså tydeligt at det var Singals hund.
"Ud og leg, jeg har andet at lave!" der var lige præcis nok alvor i stemmen, til at hunden rejste sig og løb legende rundt igen, lidt væk fra dem...Men dog ikke helt væk.

Svartelver , sortelver....det hele var det samme for Camille.Det med racetyper var stadig en udfordring ind i mellem, jo mere hun blev klar over...jo mere viden hun fik...desto mere gik det op for hende hvor uvidende hun i virkeligheden var.
Hun skulede til Singal og kunne ikke dy sig for en lille bemærkning " Så længe i ikke spiser babyer eller dræber uskyldige, så går det nok " , hvilke var menet som en joke, da hun tog det som en selvfølge at de ikke gjore sådan slags ting.

De nåede frem, vandfaldet var bjergtagende, ihvertfals for Camille.Hun blev altid rørt over de smukke ting naturen tilbød, helt af egen fri vilje og helt uden en regning at betale.
Hun indsnusede.Luften var klar og frisk her.
Stenen lå liiidt langt væk, når man havde i mende at den var pæn tung, men hun var blevet tændt på ideen om at udforske den skide evne lidt mere.Hun ville få stenen til at ligge tæt på dem, dog ikke for nær da den nødig skulle ramme nogen af dem,da et af problemerne hun havde netop var kontrollen.

Singals hund kom springende og tydeligt som pastasovs på en hvid skjorte, var det at der var stor kærlighed mellem dem-og respekt.
Camille rakte en hånd frem, og straks snudsede den til håndfladen med den fugtige og kølige snude, men vendte så al sin opmærksomhed mod Singal.
Vuffi blev dog sendt afsted så de kunne træne.
"Hvad hedder vuffen?" , spurgte Camille samtidig med hun skulle tænke på stenen og få den at bevæge sig.
Et brag .... efterfulgt kort efter af en faretruende alvorlig lyd af skrig og smerte.
Camille stivnede og hendes hjerte holdt næsten op med at slå. Singal turde hun slet ikke kigge på , havde hun ramt nogen...eller noget ?

hun grinte svagt.
"Bare rolig, babyer æder vi ikke...Eller jeg gør i hvert fald ikke" smilte hun, både halvt i spøg og halvt i alvor. Det med sjov var ikke hendes største styrke, men camille have jo lige ramt hoved på sømmet. Der var en grund til folk ikke holdt så meget af sortelvere.
Hun skulle lige til at svare på hundespørgsmålet, da et eller andet gik helt galt.
Men om det var fordi Camille både koncentrerede sig om hunden og om at løfte stenen istedet for kun stenen...det var hun ikke helt sikker på.
I hvert fald lød der en...skrigen, hvinen nærmest...
Hun lod blikket glide over omgivelserne. Stenen havde rykket sig, faktisk overraskende meget, men ikke mod dem, men til en af siderne.
De var altså begge okay, men hvor kom lyden fra?
Hun mærkede en kulde glide gennem hendes krop, en kulde der prøvede at lamme hende, men hun turde ikke tænke tanken, turde ikke lade kulden vinde. Ikke endnu i hvert fald.
"åh...Hvad har du nu ramt?" spurgte hun og hendes øjne undersøgte omgivelserne hurtigere og hurtigere, mens hun nærmede sig stenen...
Bare...ikke...hunden...

Camille følte sig pludselig kold som is, hun frøs...hvilke hun ikke havde gjort siden hun i gave havde fået det lille læder armbånd af Isabella / Crasie.
" Det jo en katastrofe..." talte hun sagte ud af sammenpressede læber imens hendes hænder knyttede sig, hårdt.
* Hvorfor er jeg sådan en ulykkesfugl?*
Hun påbegyndte sin spurt imod stenen, hvad det nu end var der lå ramt af stenen, skulle det enten hjælpes....eller aflives.
bare det ikke var ...hunden , så ville Singal slå camille ihjel, var hun rimelig sikker på.

Hun stoppede op en meter fra stenen og kiggede sig omkring. hunden havde løbet rundt her i nærheden, men var ingen steder at se lige nu...
Hun fløjtede, en overraskende høj lyd, nok fordi hun var elver og ikke menneske.
Men hunden kom ikke. Den kom altid! Ellers skulle den være i den anden ende af skoven, hvilket ville være umuligt så hurtigt. Den havde jo løbet rundt her lige før...
Hun håbede dens opmærksomhed måske bare var taget af noget den havde fundet.
Hun gik helt hen til stenen og kiggede nede omkring jorden. Blod. Hun bukkede sig ned, dyppede en finger i blodet og tog det i munden. takket være sin ene evne ville hun kunne vide hvem blodet tilhørte...
Hun sad som lammet. Fingeren gled langsomt ud af munden på hende og faldt ned langs siden sammen med armen.
Aldrig..hun kunne ikke...Havde ikke troet...Hvorfor?
Blodet havde talt sandt. Stenen havde ramt hendes trofaste følgesvend.
Hun satte sig ned, mere i et slags bump end i en elegant bevægelse.
"Tsai...." mumlede hun svagt..

Forpustet, kom hun ned på knæ ved siden af Singal- og foran stenen.
Blodet der kunne ses tydeligt, var indikation på stor skade.

Tsai...det måtte være hundens navn, og camille fornemmede igen det meget tætte bånd fra ejer til hund. Der var kun een ting at gøre nu, stenen skulle flyttes...og så måtte de tage det derfra. Camille havde mest lyst til at kaste sig hulkende om halsen af Singal, og trygle om tilgivelse...men nu var det ikke Camille det handlede om, det var Tsai...og Singal ! Så hun skubbede sin afmagt og samvittighed lidt på afstand, lidt ud til siden og sagde med nogenlunde fast røst...fast nok til man kunne forstå hendes ord i det mindste.
" Forbered dig Singal, jeg flytter stenen nu ".
Og stenen rykkede sig kort efter, et par meter væk fra dem.
Camille måtte i den grad tage sig sammen, mest havde hun lyst til at tage benene på nakken og løbe, løbe langt væk fra den sorg og kaos hun havde forudsaget.
At det aldrig havde været hensigten, betød intet.
Hun rettede sit blik ned på jorden....

Alt for mange udtryk, følelser som folk kaldte dem, gled over hendes ansigt på alt for kort tid.
Først noget der lignede væmmelse, forvrænget af et udtryk af sorg og derefter vrede.
Hun stod snart op igen og stirrede ned på den...hvad skulle hun kalde det? klat af hendes hund?
Hendes hænder åbnede og lukkede sig hele tiden, som om hun ikke helt viste hvad hun skulle eller prøvede at holde fast på noget indeni sig.
Hun havde kun mærket denne følelse få gange i sit liv. Og hendes mor hade den! Følelsen af en klump der bevægede sig op gennem halsen, den måde hendes øjne kløede på. Hun lukkede øjnene et øjeblik.
Tsai....Hun havde fundet ham som hvalp, faktisk også en vinter. En hunhund havde fået hvalpe alt for sent og havde født ude i sneen. En vildhund selvfølgelig.
Singal var kommet forbi, moren havde forladt dem for at finde mad, hvad der var alt for lidt af på den årstid.
Singal ventede, men nogle dage senere kunne hun se at de sidste hvalpe ville dø hvis ikke nogen hjalp. Singal havde aldrig hjulpet andre, ofret lidt af sin egen energi til dem, men det gjorde hun til hvalpene. De var tre. To af dem døde.
Men den sidste overlevede.
Og denne vinter havde den være en varmepude og en uundværlig ven i de ensomme nætter. De gik på jagt sammen!

Da hun åbnede øjnene igen var de bare kolde. Alle de følelser der før havde vist sig, var skubbet væk. Hun kunne ikke vise sig svag nu, det kunne hun gøre senere...Når hun var alene.
Hun rankede sig og trak vejret dybt en enkelt gang, så over på Camille et øjeblik, men sagde intet.
Hun ønskede hun skulle have skylden, ønskede at nogen skulle have skylden, at nogen kunne straffes for det...Men camille havde jo ikke helt styr på sin evne. Det ville ikke bringe noget med sig, andet end mere svig.
Hun vente om og var snart på vej væk mellem træerne. den modsatte vej af hvor stierne var, dybere ind i skoven.
Man ville måske tro hun gik fordi hun var ked af det, eller vred. Men faktisk gik hun mod den hule hun boede i, ville helte den spade hun havde så hun kunne vise sin hund lidt værdighed.

Hun så det. Det var så tydeligt. Singals ansigt der som et maleri skiftede farve efter årstiden, alle disse følelser der der meldte sig ...som soldater i krig...og herefter kontrolleret blev opstillet på række, klar til at følge ordre, og Singals ordre var.." Ingen sårbarhed skal kunne skues,ingen følelser må slippe ud ".
Camille , lagde en hånd på Singals arm.Hun ville gerne side noget,men ordene sad fast i hendes hals, som var de limet dertil.
Hun så blot til da Singal rejste sig ...og gik. Camille kunne ikke bebrejde hende.Hun havde lige slået hendes " et og alt "i hjel . Da synet af Singal, blev mindre og mindre, begyndte hun at slippe hendes egen skyld løs. Med våde striber ned af hendes hals , rettede hun igen blikket ned på...hunden...hvis man kunne sige det. Den var ikke til at genkende.Lugten af blod, ramte hende og Camille kravlede et stykke væk.....og så kom mavekramperne , den lidt stivnede fornemmelse i hendes hals , hun nåede lige akkurat at samle håret i nakken, inden hendes mave vendte sig imod hende og kastede op.

Singal ledte sine få ejendele igennem. Måske skulle hun tage hjem og hente nogle flere? To ting holdte hende tilbage. Hun gad ikke tilbage, hendes mor ville begynde at snakke om alt muligt, mest om hvorfor hun bragte sådan en skam over familien og at hun var blevet nød til at lyve.
For det andet ville hun skaffe sig et hjem først.
Hun rystede svagt på hænderne da hun greb spaden og begyndte at gå tilbage. I et øjeblik stoppede hun op og lænede sig mod et træ. Det var ikke altid kroppen ville være lige så rolig som ens sind kommanderede den til.
Lidt efter gik hun videre.
Da hun kom tilbage så hun at Camille græd og der lå bræk på jorden. Kunne man forvente andet? Hun var nok ikke van til at så...Men det var hun nu heller ikke.
Enten havde hun ondt af alt levende, eller også var hun alt for følsom, med den måde hun græd. Eller skyldfølelse, en af de følelser som lettest kom til mennesket og ødelagde det.
Hun ignorerede den og begyndte at grave ved siden af hunden. Hun måtte indrømme det også begyndte at røre på sig i hendes egen mave, da hun blev færdig og kunne skrabe hunden sammen og ned i hullet.
Hun slap spaden og fandt nogle sten, lagde dem over grøden af en hund og dækkede jord på. så havde ådselsædere svære ved at komme til.
Endelig smed hun spaden ved siden af og stod og gloede på den lille forhøjning.
Så gik hun hen til vandet, satte si ned på en sten og lod vandet glide over hendes hænder...Koldt vand...
Stadig uden at sige noget.

Camille , et sølle syn og et med et sort humør...bukserede sig ned til vandet.
Hun formede sine hænder til en lille kop, og fyldte den med det klare vand og fik skyllet sin mund ren.Hun havde en snurrende fornemmelse i sin krop, som var den ved at sove, selv helt ud i finger spidserne.
* Singal...hvordan skal jeg nogen sinde.....* tankerne blev afbrudt, Singal var kommet tilbage, og var begyndt at grave en lille grav til sin hund. Camille så tavst til, hun ville have hjulpet, gravet med hænderne...som dengang med Zean ,hvor de skulle begrave en mand som hun ...ja, havde taget livet af, et menneske....og helt bevidst enda, men hun havde en ide om at dette var Singals afsked med den, og hun gerne ville gøre det....uforstyrret.
Camille lagde armene omkring hendes knæ og trak dem ind til sig. * Al den død, altid *
Da Singal var færdig...kom Camille på benene og bevægede sig langsomt med tøvende skridt over mod hende. Da hun talte var stemmen hæs og lav , det var tydeligt at den rummede meget beklagelse og skyld " J-jeg....undskyld....hvis jeg nogensinde kan... " hun forstummede. Et billed af en meget vred Zean poppede op, " jeg beder en elskede ven o,m at hjælpe dig lidt, passe lidt på dig...og du, DU takker ved at dræber hendes hund Camille. Hvor er du....ynkelig og uværdig"

Singal sagde ikke noget i et stykke tid, selv om Camille tydeligt stod og var helt ødelagt.
Til sidst tog hun hænderne op af vandet og rejste sig op igen. Hun rankede ryggen og løftede hovedet som den stolte sortelver hun altid havde været...Og altid ville være.
Hun så på Camille.
"Tak. Men det er fint. jeg ønsker at give dig skylden, men kan ikke. Fordi du ikke kan styre din evne og fordi du er så...ja, du ligner en der er mere ked af den hund end jeg nok gør lige nu" hendes stemme var neutral, men alligevel gemte den en vis styrke i sig.
Hun åbnede munden for at sige noget mere, hun havde lyst til at fortælle hende om hunden, fortælle hende om den tid de havde haft sammen, hun følte det ville være nemmere...At dele det. Men hun stoppede sig selv. Hun kunne ikke.
hendes mor havde været meget hård på visse områder.
Hun rystede i stedet kort på hovedet.

Zean ville nok ikke være blevet vred. Måske først, hvis det havde været hans egen hund, men han ville forstå det var et uheld.

Singal lod blikket glide rundt. vandfaldet havde været et af hendes...punkter. Et sted hun kunne slappe og bare være sig selv. nu var stedet nærmest ødelagt, den havde en anden energi.
Hun sukkede kort.
"Jeg tror vi er færdige for i dag"

Istedet for at føle sig lettet over ikke at blive anklaget, følte hun...ingenting.
Hun behøvede ikke Singal til at anklage sig, hun kunne snildt flå pelsen af den kanin selv.
" Jeg er sikker på din sorg er større, jeg er bare ked at at være den der...udløste den " svarede hun stille og stod og gned sine hænder lidt.
En dejlig dag, var pludseligt blevet stænket til med ulykkelig og elendighed og det godt humør væk, som en glædespiges uskyld.
" Har i været sammen længe ? " spurgte hun stille og så på den unikke kvinde foran hende.
Alle andre ville hun sikkert have kastet sig om halsen på, for at trøste....men hun turde ikke med Singal, ikke lige nu ihvert fald.

En lille grimaseren af ansigtet...jov, de var færdige for i dag. HELT færdige.
" Klart! " svarede hun og ønskede at hun lå hjemme i den store seng, med ansigtet begravet under linned. Hun håbede ikke Aleck ville være hjemme, hun ville bare op og gemme sig, op i hi.