Here we meet again... (Singal)

Tid: Aften...
Omgivelser: Træer og buske...
Vejr: Blæsende ret kraftigt...
Sted: En lysning i skoven...
Påklædning: Et par posede bukser med en del lapper på, en hør skjorte ret lappet, og sin rustning og øksen sad i bæltet...

Han kom gående igennem skoven uden at vide hvad han kunne forvente at møde, men han håbede lidt på at møde den sortelver han havde mødt før... Han håbede det kun fordi de virkede til at have en del tilfældes og hun virkede da også til at være et interesant selskab at lære og kende.

Han gik bare gennem skoven i sit ret tynde tøj... Uden at ænse at der var så kraftig en blæst som der var... Det rørte ham ikke rigtigt nok mest fordi kulden aldrig rigtigt bed på ham... Det var en af de ting der aldrig havde påvirket ham og endda endnu mindre end andre varulve, eller det havde andre sagt til ham...

Det var noget specielt den aften at gå rundt i skoven, og nærmest lede efter en sortelver, det virkede på en eller anden måde ret så dumt, men han havde aldrig været bange for noget... Han havde klaret alt han havde oplevet, og derfor troede han ikke rigtigt på at hun kunne være en trudsel for ham...

Denne aften var blæsende. Et tegn fra oven om at vinteren ikke helt ville slippe...Men trods alt snart ville gøre det alligevel. året gik og det kunne selv ikke årstiderne gøre noget ved.
hun smilte lidt af tanken...Var det ikke for årstiderne ville der så være et år? En tid?
Hun sad ude foran sit hule, en jordhule hun havde kæmpet for at blive dyb nok til hun kunne holde varmen hele vinteren. Men nu forsvandt vinteren og hun kunne begynde at lave sit nye hjem. Hun havde allerede fået hjælp fra en sortelver hun kendte i byen.
Denne blæsende dag havde hun nogle lette sko på, bestående mest af læder, nogle mørke bukser af en materiale hendes mor altid arbejdede med derhjemme. Hun kunne ikke huske hvad det hed, men det var vist kun elvere der gik med det.
Og en trøje af det samme materiale. Varmt, men ikke for tungt.
Ud over skuldrene havde sin eneste kappe, den mørkegrønne.
Hendes lange hår var en smule irriterende i blæsten, men denne aften havde hun samlet den i en hestehale så håret ikke irriterede hende mere end nødvendigt.
Til gengæld kunne man nu rigtig se hendes spidse ører, den grålilla hud, øreringen med en klo i...
Men ellers var alt som det plejede, med de spidse tænder og hvide øjne.

Hendes katte lå inde i hulen og sov. Katte havde jo deres egen personlighed, men en ting de havde til fælles var at de hadede blæsende og dårligt vejr.
Singal rejste sig op og gik væk fra hulen, fulgte en usynlig sti hen til vandfaldet der ikke var så langt væk.
Skovens hovedsti første faktisk til den, hvis man drejede af det rigtige sted.
En lille forhøjning i jorden afslørede graven af hendes hund.

Hun satte sig på en sten og så ned i det løbende vand, samlede kappen om sig.
Hendes tanker gled tilbage til den gang hun havde boet hjemme i byen. og på defolk hun havde kendt der.

Han gik bare gennem skoven, og hvem var det han kunne se sidde lidt længere fremme gennem skovens træer... Var det sortelveren, den kvinde som han både gerne ville møde den dag og som han ikke var helt sikker på om han havde lyst til at møde igen... Han var meget usikker på hvad han skulle forvente af hende, men et eller andet skulle han vel forvente...

Han gik bare med tunge skridt i et normalt tempo tættere på hende... Han vidste stadig ikke helt hvorfor han faktisk havde lyst til at møde hende igen, men det var nok bare grundet den mystik og den uvished der lagde om hende... Hun virkede så fremmede, eksotisk og meget annerledes end folk man ellers mødte, nu havde han jo heller ikke mødt en sortelver før han havde mødt hende.

Han stoppede sin gang da han var en meter eller to fra hende, og stod bare og så på hende da han ikke lige vidste hvad han skulle sige, og hvordan han kunne få startet en samtale med hende... Han håbede hun havde lagt mærke til ham så han ikke skulle til at gå helt tæt på, og muligvis komme til at overraske hende... Han havde på fornemmelsen at det kunne ende grimt for dem begge hvis han kom til at overraske ehnde på nært hold.

Hun hørte ham måske længe før han selv regnede med det. De tunge skridt af en person, ikke et dyr, der kom nærmere.
Først ignorerede hun det, men da det kom tættere på lyttede hun efter om denne person var på vej hen mod hende eller drejede af.
Til sidst drejede hun hovedet...Og se den store skikkelse af en mand, en mand hun kun havde mødt en gang før men som enlig havde været en hyggeligt selskab.
Hun rejste sig op og tillod sig et svagt lille smil.
Hun lod sig ikke mærke med at hun faktisk sad og tænkte på noget ting og måske ikke ville forstyrres.
"Halløj, lille varulv..." Nu var han jo ikke så lille, men det var måske det der fik hende til at bruge ordet.
Hun lod det hvide blik glide over ham en enkelt gang.
"...Kan jeg hjælpe dig med noget? Eller er vi tilfældigt stødt på hinanden igen?" hun smilte svagt. Han var en af de få person hun nød at være i nærheden af...end til videre.

Han gik roligt tættere på hende, og fortsatte også sin gang efter hun havde vendt sig om mod ham. Hendes kommentar med lille varulv var ret så morsom så han smilede bare af den let og lod det ellers bare passere... Han regnede jo ikke med at hun mente noget ondt med det hun havde sagt.

"De kan som sådan ikke hjælpe mig... Jeg vil sige vi igen er stødt ind i hinanden tilfældigt..."

Han smilede svagt mens han gik frem mod hende... Han stoppede sin gang da han var en meter fra hende, hvor han så bukkede elegant for hende, som han havde fro vane at gøre overfor folk...

"Men det er da en dejlig overraskelse at møde Dem her..."

Han så så ellers bare på hende...

Hun lod blikket glide over ham i noget tid.
Hun kunne lide når folk bukkede for hende, men nogen gange gjorde det hende bare mistænksom.
"Tilfældigt..." hun nikkede svagt. Hun troede ikke på skæbnen. Faktisk viste hun ikke helt hvad hun troede på, andet end naturen omkring dem og dens kræfter.
"..Jeg fornemmer...Nå pyt..." hun rystede svagt på hovedet.
"Men så må vi måske drage nytte af tilfældigheden..." hun smilte lidt mere som om hun var kommet i tanke om den mest pragtfulde ide.
"Vil du se min hjemby?" hun tilbød ikke bare hvem som helst dette, men i teorien var hun ligeglad. for hun boede der ikke mere og der kom jo alligevel rejsende forbi....dem der turde gå ind i byen vel at mærke.

Han brød sig ikke rigtigt om at hun lod sit blik glide over ham på den måde og slet ikke fordi det ikke bare var kort men hun gjorde det i længere tid...

Da hun snakkede om, om han ville se hendes hjemby blev han ret forvirret over det, fordi det var ikke ret mange der tilbød den slags til andre folk og slet ikke til nogen man ikek kendte særligt godt... han ville ihvertfald aldrig nogen sinde kunne have fundet på at vise nogen der hvor han kom fra...

"Det kunne da være meget spændende..."

Han vidste ikke hvorfor hun tilbød ham det, men nu måtte han se... Han havde dog på fornemmelsen at der var et eller andet bag det da hun ikke virkede som typen der bare gjorde ting uden at få noget ud af det...

han havde ret.
Men denne dag var hun fanget i sit tankers spind, et spind af gamle minder og folk hun kendte. Hun ville gerne se hvordan det gik i byen, de havde trods alt haft et fællesskab. Bare de undgik hendes virkelige hjem gik det jo nok.
Og nu havde hun en grund. Normalt ville hun ikke være gået til sin by igen, men nu havde hun en grund...
Det lød nok underligt hvis hun skulle sige det højt.

hun nikkede let.
"Jamen så kom" og med de ord vente hun om og begyndte at gå væk fra lysningen var vandfaldet og ind mellem alle træerne på endnu en af hendes usynlige stier.
Det ville tage lidt tid, da hun var løbet ret langt for at være sikker på de ikke bare fandt hende. Hendes familie ville i hvert fald nok være ret sure og dem ønskede hun derfor ikke at se igen. De ville aldrig forstå.

Han fulgte bare efter hende da hun begyndte at gå. Hans tanker vandrede lidt for sig selv gennem hans hoved og igen var han lidt besværet ved at tage fra Lyssa endnu engang. Han var ikke sikker på hvad han skulle tro om det han kom til at se eller opleve eller hvad han skulle tro om hende men han gad ikke bare gå i stilhede så han ville finde noget at tale om istedet...

"Ja undskyld jeg spørger dem... Men er der sket noget interessant siden sidst vi mødtes?"

Han ville sagtens kunne forstå hvis ikke hun svarede, men han håbede lidt hun ville snakke med om ikke andet indtil de nåede frem så turen ikke ville føles så forbandet lang som den gjorde lige nu...

Hun havde selv mærket stemningen, men havde ignoreret den. hun satte ikke noget støre ære i at være mester på det sociale punkt.
"Spændende? eller bare interessant? For der sker interessante ting hele tiden. F.eks. lige nu, nogen finder det nok umådelig interessant jeg følges med dig og endnu mere at jeg følger dig til vores by....Ikke fordi den er hemmelig..." svarede hun
"Men for at besvare dit egentlige spørgsmål: ud over et besøg af...en gammel bekendt, som virkelig kunne hive op i nogle sår..." hun rystede på hovedet med et lille smil. Godt hun ikke var forblændet af såkaldt kærlighed.
"...Er min hund død. Ikke af såret, bare roligt. fra sidst?" hun regnede med han kunne huske sidste gang. Hun kunne i hvert fald.
"Hvad med dig?" spurgte hun så igen, imødekom hans trang til at fylde stilheden, fuglesangen og dyrelydende blandet med lyden af vinden mellem træer, med snak.

Han kiggede mod ehnde, mens hun talte og var lidt i tvivl om hvad han skulle sige til det hun fortalte, men en ting var da sikkert det var da trist at hende hund var gået hen og faldet i graven... Men det var der jo ikke noget der kunne gøres noget ved...

"Det var da trist at høre med din hund... Ja det var lidt en underlig oplevelse"

Han så på hende med et svagt næsten undskyldende smil, fordi han oprigtigt syntes at det var trist det var det da hver gang nogen eller noget døde...

da hun spurgte ind til ham vidste han sgu ikke helt hvad han skulle svare hende... Han skulle jo være far og der var sket en del for ham omkring de forskellige klaner og den slags i verdenen, men det sidste kunne han ikke fortælle om men det med at blive far kunne han vel godt...

"Jo jeg skal være far..."

han smilede lidt da han talte, og sagde så ikke ret meget mere...

Hun nikkede lidt, mens de gik videre.
"Er det så der man siger tillykke?" alt efter hvilket humør man fangede Singal i, kunne risikere alt fra total ignorering til en varm person. Det hele kom også lidt an på hvordan man selv var, men i dag var hun i forholdsvis godt humør og hun havde intet imod Sajro. Derfor havde hun intet imod at ønske tillykke.
Selv så hun ingen fremtid for sig selv som mor. Hun ville ikke selv mene hun kunne finde ud af den rolle, desuden skal børn ikke bare komme til verden for at...ja, komme.
Det var tilgengæld trist med hendes hund. men hun viste bedre en af dvæle ved dårlige minder.

De havde gået i et stykke tid og kom endelig tættere på byen.
Ud over at træerne syntes at tynde ud og der dukkede flere og flere stier op omkring, regn på folk gik her tit, begyndte man også snart at høre lyde og hvis man havde en god lugtesans, at kunne lugte beboelsen.
Singal førte dem ud på en sti og viste vej tættere på.
"Jeg er taget hjemmefra forstår du...Har ikke været i...det må være et halvt år" svarede hun lidt kort for hovedet.
de trådte snart ud på en mere åben plads, hvor der kun var få træer hist og her, nogle af de aller ældste i skoven, og små huse stod alle vegne, ikke bare p åjorden, men også oppe i træerne.
Og det var ikke kun sortelvere, med forskellige hudfarver, deres hår, spidse ører og den hvæsende måde de snakkede til hinanden på, der gik rundt der. Der var også fra andre racer som kom for at handle eller lave skumle planer.
"Min hjemby" hun nærmest sukkede det. Dette var kun yderkanten. Centrum var meget mere...kaos.

Han kunne ikke lade være med at smile en smule... Han var egentlig ikke sikker på om tillykke var det rigtige at sige... Men når han tænkte over det var det vel det rigtigt, fordi det var da noget stort og vigtigt at blive forældre...

"Tak skal De da have..."

Han begyndte så småt både at lugte og høre at de nærmede sig noget beboelse, og det var da rart at de ikke skulle gå meget længere endnu... Han hørte godt det hun fortalte men vidste ikke hvad han skulle sige til det... Da han ikke ville komme ind på sine egne problemer igen... Han nikkede derfor bare...

Ved det hun sagde de var fremme smilede han bare lidt og så sig så ellers omkring... Det var en sjov måde det var opbygget på men okay nu var det jo også elvere, så hvad kunne man ellers forvente af dem...

"Det virker da som en hyggelig lille by?"

Hun grinte, men dette var en lidt mere falsk latter i forhold til normalt.
"Åhh dette er bare en ridse i overfladen. Hvis jeg skulle vise dig det hele ville vi ikke blive færdige i dag" hun lod kort et blik glide op til himlen som om hun bedømme det. Så begyndte hun at gå ind i byen, ind mellem alle husene som stod uden større mening...eller selvfølgelig, det var orden, de stod bare ikke på række.
"Jeg har mange sjove historier herfra" hun smilte svagt, men i virkeligheden huskede hun tilbage...
"Bare rolig, jeg skal nok holde dig ude af dem"
De fortsatte og længere ind de kom, jo tættere blev det hele. Og det var ikke kun husene der blev flere af, det var også af folk. Selv om det var aften, holdt det ikke sortelvere for at være aktive.
Få gange måtte de stoppe op fordi nogen havde genkendt hende. Hun modtog hele tiden spørgsmål fra som:
"Hvor blev du af?"
"Hvorfor stak du af?"
"Ved din mor du er her?"
Men aldrig sætninger som:
"Godt at se dig" Eller
"Vi har været bekymret"

*Vi skal væk igen inden min mor kommer løbende* Tænkte hun kort for sig selv.
"Ah...handelsgaden...her kan du få næsten alt. Træarbejde, stenarbejde, våben og rustninger, mad...mere mad...møllen...smykkebutikken, banken..." hun pegede rundt så godt hun kunne for de folk der gik frem og tilbage, prøvede også at overdøve lyden af folk.
"...Kroen, slagteren, bageren...Ved du hvad? Skal vi ikke finde et mere...roligt sted?" og uden rigtig at vente på hans svar, viste hun vej ind mellem husene og væk fra kaosset.
Men faktisk...viste hun nu bare vej til det hun hele havde tænkt på...hele aftenen.

Han fulgte bare med hende og vidste slet ikke hvad han skulle sige til hende fordi det var ret mange indtryk der ramte ham som de vandrede rundt der i byen... Det var utroligt hvordan de levede og noget mærkeligt noget, men sådan var folk jo så forskellige og de skulle jo have lov til at leve som de gerne ville, de var jo frie mennesker...

Han fulgte bare med hende og nikkede til at finde et mere roligt og stille sted... Inden han gik med hende og lod hende bare føre an...

De bevægede sig ned mellem det mere private afsnit af byen, kunne man se.
Husene begyndte snart at sprede sig til bestemte veje. Der var masser af små veje, de fleste blinde, med huse til begge sider og haver foran. Dette sted var for de mere velhavende. Jo længere de kom, jo mere faldt standarden. Men den faldt aldrig helt ned hvor man ville tro folk var fattige.
Nok fordi folk kæmpede for at holde et godt ydre.

Singal stoppede pludselig op og kiggede ned af en af disse veje.
Nogle af husene gemte sig bag i de nærmeste træer, vejen var ikke særlig stor.
Men det var et bestemt hus nede for enden hun kiggede på, mens hun pludselig knyttede sine hænder og forandrede udtryk.
"Her var jeg tit som barn...Ved du hvem der gemmer sig dernede?" hun sagde det på en speciel måde, både en blanding af kold, hadefuld...men også som om hun mest var fuld af blandede følelser.
"En af de mest grufuldeste sortelvere du nok vil komme til at møde...Og det høre du fra en sortelver!" hun stirrede fortsat ned mod huset som om hun var i tvivl om hvad hun enlig skulle.
Pludselig så hun på ham.
"Du er meget...retfærdig, ikke? Det syntes jeg at jeg opfangede sidst..."

HAn lagde godt mærke til de bygningere de kom forbi som de bevægede sig gennem byen men han tænkte ikke ret meget over det, og blev sådan set først afbrudt af sine egne tanker da hun igen begyndte at tale til ham, og sagde noget om nogle folk og en meget grusom sortelver.

"Jo refærdighede betyder virkeligt meget for mig... Hvorfor spørger De?"

Han undrede sig lidt over det... men han gættede på at det var fordi hun havde brug en eller anden form for udøvelse af retfærdighed, og det kunne han da sagtens komme med hvis der altså var en god grund til det...

hun så tilbage mod huset med et lille smil.
"Fordi det kunne være...godt med lidt retfærdighed hvad ham angår. Han kunne godt bruge at lære en ting eller to"
Hun overvejede lidt hvordan hun skulle formulere sig, men for ham lignede det nok mere at hun tænkte over tingene.
Ja, selvfølgelig, han var lidt slem, men ikke slemmere end man forventede af en sortelver. Singal havde aldrig kunne lide ham og de små krige de havde haft mod hinanden havde været ret voldsomme. Sidste gang de havde sådan en, vandt han. Nu var det hendes tur, nu kom hun tilbage for at få lidt hævn over det...Forhåbentlig nok til at han dropper det.
"Vi gik på en slags skole sammen, samme klasse. Men vi har aldrig kunnet udstå hinanden. Og der var mange andre der heller ikke kunne fordrage ham.
Han har altid skubbet, slået, sparket og andre ting, mod alle sine omgivelser" sagde hun
"Men det er nok de mest uskyldige ting...
Det var en pige i klassen, hun var lidt svag, det må man indrømme, foretrak bare at være i fred, gad ikke alle de ting som der forventes af en sortelver, hårdhed, udholdenhed, at føre sig frem...Så hun er jo et oplagt offer.
OG det blev hun.
Jeg snakkede sådan set meget godt med hende, hun var lidt sky." hun begyndte at gå ned mod huset.
"Du undre dig sikkert over hvorfor du skal blandes ind i en...ligegyldig historie.
Men hendes familie har aldrig fået hævn, selv o vi alle ved det var ham" hun så tilbage på ham, mest for at se om han gik med.

Han fulgte bare med hende uden helt at vide hvad han skulle sige eller gøre overfor hende... Han havde ingen anelse om, om hun talte sandt men indtil videre virkede det ikke til at hun løj overfor ham, så hvorfor skulle han tvivle på det hun fortalte ham... Han fulgte bare med hende fordi han mente jo også selv at der skulle retfærdighed til og han ville ikke have noget imod at udøve den hvis det var det...

"Hvor slemt taler vi om?"

Man kunne tydeligt mærke at hans interesse var blevet fanget... Han ville gerne høre mere og vide mere om hvor slemt det stod til og hvor meget der faktisk burde at blive gjort ved den sortelver hun nu engang gik og snakkede om...

"Taler vi om noget så slemt som mord?"

Hun rystede på hovedet med en dramatisk stilhed.
"Nej...ikke direkte...Lam, fra hovedet og ned efter. Hun kan ikke andet end at ligge, sidde hvis nogen løfter hende op...hun kan ikke bruge sine ben, sine arme eller noget andet...Selv om hun ikke levede op til andre forventninger har ingen fortjent det" sagde hun
Det var næsten sandt. Hun kendte en sortelver der var lam, men han var ikke fra hendes skole.
Desuden var det ikke hans skyld, den sortelver de nærmede sig.
Men det var alt sammen tanker hun holdt for sig selv, at hun havde noget imod ham var bare et plus, men i teorien ville hun bare tjekke hvor langt Sajro ville gå. Lige som sidst, selv om han ikke havde været meget for...døden.
død med død. Lidelse for lidelse.
Men døden ville nok være lidt for voldsom at håndtere lige nu, så hun nøjes med noget...andet.
De stoppede op foran huset og Singal lod sit hvide blik glide op over facaden, til de øverste vinduer hvor hun huskede han havde værelse. Det var ikke helt til at sige om nogen var hjemme lige nu.

Han lyttede bare til hvad hun fortalte om det... Og i hans hovede var det han havde fjort mod denne kvinde næsten værre end at tage hendes liv... Han så det som langt værre at han havde gjort hende til en lam krøbling som ikke kunne andet end at ligge og sidde hvis hun fik hjælp til det...

I sit indre begyndte ovnen drevet af hans vrede at varme ham kraftigt op... Man ville nok svagt kunne se hvordan hans muskler begyndte så småt at spænde sig og høre hvordan hans hjerte slog hurtigere...

"Det var lige godt utroligt at høre...!"

Han var nok ikke svær at gennemskue, og han begyndte også så småt at knuge hans våben med den ene frie hånd...

hun holdt masken. det var lidt synd...Han gik jo så meget op i retfærdigheden. men det var jo hans problem. det beviste bare hun havde nogle evner inden for at dreje sandheden.
"Ja...det er virkelig synd" hun gik over og bankede på. Ingen reaktion. Forældrene var i hvert fald ikke hjemme og han var enebarn.
Hun tog i døren. den var åben. Her stolede folk ikke så meget på hinanden, andet end hvis man kendte hinanden, så det måtte betyde nogen var hjemme...Og højst sandsynligt denne sortelver hun havde fortalt om.
"Tror ikke forældrene er hjemme, skal vi gå ind?" hun ventede ikke på svar, men skubbede døren op og trådte ind. Her var lidt mørkt, men man kunne sagtens se dette ikke var et typisk hus. Naturen var nærmest flyttet med ind, der var planter og alt var lavet af træ.
Næsten alt selvfølgelig. Der var underlig mønstre over det hele.
Men ting som stole, borde, skabe osv. var der dog.
Hun fandt hurtigt trappen og begyndte at liste sig op af den.
Da hun nåede op på næste etage stoppede hun op.
"Darlin!" råbte hun.
Et lille øjeblik efter hørte de nogle småskramlen og et hoved stak frem fra en døråbning.
"Singal?" denne unge sortelver så meget forvirret ud.

Han fulgte bare med hende, og jo tættere på målet han kom jo mere fik dyret lov til at trænge frem... Det var altid den side af ham selv han brugte når nogen skulle straffes... Han vidste ikke hvorfor men nok for bedre at kunne leve med sig selv... Det var ikke altid så nemt at dræbe men for dyret var det en del af hverdagen...

Da de bevægede sig op af trappen trak han sin kniv frem fra bæltet, for at have den klar hvis nogen kom springene...

Han var klar og anspændt på hvad der ville ske, og idet han stak hovedet ud i døråbning kastede han kniven mod ham, i en ren refleks, uden rigtigt at overveje hvorfor han gjorde det, men kort efter havde han trukket øksen men holdt det at den var trukket skjult bag ved Singal...

Darlin, som sortelveren åbenbart hed, trak sit hoved tilbage og kniven ramte ham ikke.
Om han var dum elelr bare konfronterede faren i stedet for at gemme sig, var ikke til at vide, men nu trådte han helt frem så de kunne se ham.
Han var af normalt, typisk sortelver-bygning. høj, lidt spinkel, men rummede uanede kræfter. Lidt for brede skuldre faktisk, hans hvide hår var klippet helt kort, hans mørkeblå øjne skinnede i den næsten sorte hud.
Men han så lige nu ud til at være ret forvirret og en anelse nervøs, men alligevel klar hvis der skulle ske noget mere.

"Singal! hvad sker der dog? Hvorfor? Hvem er din...følgesvend?" han viste tydeligvis ikke helt hvad han skulle.
Singal grinte svagt. Dette var nok det sværeste, at forblive i løgnen, en løgn som han selv ville modsige. Det gjaldt om at være hurtigt...
"Det ved du godt! Du har forpestet så manges nærvær at det er utåleligt! Men det aller værste du har gjort, får du nu gengæld for!" hun snerrede selv og knyttede sine hænder, men hun fornemmede at Sajro nærmeste ikke kunne vente. Eller det beviste kniven i hvert fald. Så hun flyttede sig lidt til siden, ville ikke holde vilddyret tilbage...

Han kunne ikke holde sig selv tilbage meget længere, og da hun begyndte at rykke sig en smule til siden skubbede han hende bare videre så han stod i det åbne med øksen hængene ned af siden og var klar til at angribe ham, normalt ville han nok have ventet på at han blev angrebet af sin modstander men denne gange var han bare rasende over hvad det var han havde gjort...

"Dit kolde monster!"

Han satte i et hastigt tempo mod ham, men valgte ikke at kaste sin økse da han havde en fornemmelse af at der nok var en grund til alle planterne og hvis han kendte elvere ret, så kunne de finde ud af at bruge og styre planter...

Han skyndte sig frem mod ham og huggede bare ud efter ham med øksen, dyret var næsten helt frit nu...