We have met once before... //Nille//

''For at du sagde at jeg er fin nok som jeg er.''

Han smilede stille og gik bare ganske stille og roligt videre. Han vidste ikke lige hvad han skulle sige eller hvor han skulle føre hende hen for at snakke med hende...

''Hvorfor spurgte du indtil det med klaner?''

"Det er rigtigt nok Sargonis. Du er fin som du er."

Nille smilede op til ham. Hun trak hætten ned over ansigtet så det gemte lidt mere.

"Hvad mener du?"

''Men igen hvad ved du egentligt om det? Du har mødt mig engang og ved jo ikke engang rigtigt hvad jeg har gjort gennem mit liv...''

Han kiggede på hende og han havde spurgt fordi hun virkede til at kende til klaner og derfor regnede han med at hun selv var en del af en klan...

''Tænkte du måske var med i en klan da du virker til at kende noget til den slags.''

"Ja, men jeg kan kende folk ud og ind på mindre end ét minut med min evne. Dig har jeg ikke brugt min evne imod. Derfor synes jeg du er en fin knajt."

Nille smilede drillende til ham. Hans næste spørgsmål grinede hun af.

"Medlem af en! Jeg er leder af en!"

Hun grinede stadig.

''Nej og det ville også blot være et håbløst forsøg fra deres side af...''

Han smilede bare drilsk. Det havde taget ham en del tid at finde ud af det men han havde for noget tid siden faktisk fundet ud af at han var immun overfor ting der påvirkede hans mentalitet og psyke... Han grinede stille da hun svarede, og svarede hende fraværende...

''Jamen det lyder da interessant...''

"Du har ingen ide om hvor mange fjender jeg har kunne fået på grund af nysgerrighed omkring deres minder..."

Hun fnøs irriteret. Hun havde faktisk fået mange fjender. Dusørjægere, vagter og Sean. Specielt Sean. Hun skar ansigt ved mindet.

"Er du medlem af en klan?"

''Nej det ved jeg ikke, men jeg snakkede nu om at det ville være håbløst af dig at bruge din evne på mig, hvis den kan få folk til at skamme sig...''

Han kiggede bare stille på hende og smilede skævt. Egentligt ret synd at hun havde sin egen klan en som hende ville være god for anarchical, en som kunne få slaveejerne til at skamme sig over deres usle og uduelige liv... Men skidt pyt man kunne altid forsøge alligevel...

''Det kan man vel sige, men det skal vi være helt alene for at kunne tale om.''

"Hvad mener du?"

Det forstod hun ikke... Håbløst af hende? ha! Hun kunne få store stærke mænd ned på knæ og græde!

"Okay... En ide om hvor?"

''Ja hvad mon jeg kunne mene? At jeg måske er for stærk til dig?''

Han grinede bare flabet, og han elskede at se folk forsøge på at bruge en evne på ham og så bare se den mislykkes gang efter gang hvor de forsøgte det var altid meget meget morsomt at se på...

''ja jeg kender et sted, så du bør nok bare følge med mig...''

Han begyndte stille at gå, og førte hende langt og i tavshed, ned til der hvor hele soulriver blev samlet og førte hende ind i et lille hus...

"For stærk? Bring it on."

Hun grinede drillende. Aldrig havde hun mødt en der kunne modstå hendes blik uden at løbe skrigende bort med halen mellem benene. Jo en... Men ham ville hun ikke tænke på! Hun ville ikke have at Sargonis så hende rødme.

"Okay."

Hun fulgte roligt efter ham og kiggede nysgerrigt på det lille hus.

''Du er skam velkommen til at forsøge når vi når derhen hvor vi skal...''

Han gik bare med de hurtige rolige skridt som dog også havde en meget tung rytme over sig. En rytme der ikke var særlig besværet nej den virkede ganske normal...

''Ville du forsøge eller har jeg allerede taget modet fra dig?''

Hun lagde armene over kors.
"Jeg vil forsøge."
Selv troede hun ikke på at han kunne klare hendes blik...
Hendes øjne begyndte at lyse og mødte hans.
"Se mig i øjnene... Se hvem du er..."

''Jamen så kom med det.''

Han grinede stille og stirrede bare ind i hendes øjne. Han så hende meget meget dybt i øjnene, næsten som om han forsøgte at gennembore ehndes øjne og kranie med hans blik. Han veg ikke en tomme som han forsøgte det han gjorde og han blev bare ved til hun stoppede sig selv...

Hun mærkede at energien blev taget fra hende. Hun undrede sig... Hvorfor kom der ingen minder! Hendes øjne begyndte at stoppe med at lyse.
"Hvad i al.." Begyndte hun.

''Velkommen til en verden med et sind du ikke kan bryde...''

Han grinede stille og så hende bare i øjnene. Han var en hård nød at knække. Han var holdbar i det fysiske og hans psyke var hård at smadre. Specielt med evner ja der var den egentligt umulig at knække...

''Du spurgte om jeg var medlem af en klan?''

Hun lagde armene over kors og stirrede irriteret på ham.
"Jeg har kun mødt en som kunne tåle mit blik. Nej to før."

Hun kom i tanke om hendes far... Dumme Far.

"Ja. Det gjorde jeg."

Hun så spændt på ham.

''Interessant... jeg kender kun mig selv og min far der kunne modstå den slags ting.''

Han så stille på hende og nikkede. Han vidste ikke lige hvordan han skulle lægge det frem. Han vidste ikke om hun kendte den men hun måtte jo næsten alle kendte den efter hændelsen hvor hans gamle leder døde og den hvide død blev fornyet...

''Kender du til Anarchical?''

"Min far og en... Dæmon har set mig i øjnene uden at stikke af. Min evne virkede ikke på min far... Dæmonen virkede den på, men han stak ikke af."

Hun undlod at sige ham ved navn... Hun ville bare savne ham endnu mere! Hun undrede sig lidt... Anarchical?

"Nej den kender jeg ikke..."

''Interessant, man skulle jo næsten tro vi havde samme far.''

Han grinede lidt og kiggede på hende. Han var overrasket men okay hvis hun var ny i området kunne det jo betyde at det var lykkes dem at holde sig skjulte som jo havde været deres opgave i noget tid nu...

''Anarchical er en gammel klan der har som opgave at at fjerne slaver og slave ejere og gøre alle frie...''

"Beklager. Min far var en dum idiot, og min mor var ikke bedre. De blev dræbt af en eller anden morder. Jeg savner dem slet ikke! Desuden er jeg enebarn."

Hun foldede hænderne om bag ryggen og lagde hovedet på skrå.

"Lyder lidt som min... Vi dræber godt nok også... Men det gør vi for at slippe for fjender. Min klan hedder The Clan Shame... Eller jeg kalder den The Shame Clan."

''Jeg regnede heller ikke med det... FOrdi han kunne aldrig have været hos dig så.''

Han grinede stille og lyttede til hendes ord. Han måtte hellere til at foklare. Han havde aldrig sagt noget om at de ikke dræbte de gjorde det faktisk tit, og de straffede også slave ejere...

''Vi både dræber og straffer slaveejere... Men Nille, jeg har et tilbud... Min klan er gammel og stor... Vi er anderkendte og folk der kender vores navn ved vi har en hvis form for magt... Så jeg ville bede dig grundet det problem du har med at være i fare zonen at overveje dette tilbud... Du og din klan blive en del af min klan... i vil stå i mit navn men du vil stadig være din egen leder af din egen klan og ikke under mig...''

"Han var altid på arbejde. Det samme var min mor, men de kom hjem nogle gange."

Hun tænkte lidt over sit svar på det spørgsmål... Hun anede faktisk ikke hvad hun skulle svare.

"Jeg ved ikke Sargonis... Vi straffer også... Eller jeg straffer dem nok med Skam... Men dit spørgsmål... Jeg ved ikke." Hun kløede sig på nakken.

Han så på hende og nikkede bare til det med faderen. Han havde ikke så meget at sige til det, og han havde heller ikke regnet med at kunne svare ham på det med at blive en del af hans klan...

''Det er skam helt okay, bare tag din tid til at tænke... Og det er din evne der interesserer mig... Muligheden for at slaveejerne kan komme til at skamme sig vil være den bedste mulighed...''

Det havde hun hørt mange gange før. At hendes evne interesserede folk. Han var ikke den eneste der ønskede at hun ikke allerede var leder af en klan.

"Jeg vil tænke over det..."

Hun vidste ikke hvad hun ellers skulle sige.

Han havde egentligt ikke noget imod hun ledte hendes egen klan. han ville blot tilbyde hende en mulghed for at stå stærkere. Noget der kunne give hende noget beskyttelse og derved gøre hendes liv nemmere...

''Det er jeg glad for at høre.''

Han smilede stille til hende, men fordi han gerne ville være sikker på at deres tanker var den samme havde han noget at spørge om...

''Du forstod godt hvad jeg sagde ikke?''