A life time on your knees (Npc(I), åben for alle)

Tid: Tidlig eftermiddag.
Årstid: Vinter men mod forår.
Vejret: En let blæst der der for grenene til at bevæge sig.
Omgivelser: kro

Det var en stille eftermiddag i den rolige by, og gennem den milde vind og beroligende landsby lyde, kunne man høre kroens dejlige mens også døds-syndfudlte lyde flyve gennem luften, og lokke flere væsner til de varme kød gryder, og kolde møjd og øl.
På denne fredlige men stadig halv skumle kro, sidder der en del væsner og venter på deres bestillinger, da der er blevet nogen små problemer i køkkenet, da kroens overtjener Femtrix er taget på skov tur med hans elskerinde Démin, men selvom det er lidt små kaos i køkkenet og problemer med at servere, så kan det ikke rigtigt mærkes for gæsterne udover deres drikke vare og mad kommer lidt sener end på en normal dag, hvilket for de fleste væsner ikke er et problem, men en lille gruppe af dæmoner er begyndt at blive lidt små irriteret, hvilket man tydeligt kan mærke på deres høje halvt råbende stemmer, der skriger med følesen af at de er utålmodige.
De fleste væsner i kroen er mennesker, og man kan næsten smage følesen af menneske fælleskab, dog er det mere tydeligt hos nogen mere end andre, man kan se hvordan en lille gruppe af tre mennesker, der på ingen måde er en del af noget større fælleskab i kroen.
bagerst i kroen sidder der en gammel engle, der har et sørgmodigt smil på læben, men stadig er viljefuldt blik i øjet. ikke langt fra hende sidder en middelalderlig mand, der mest af alt sidder og tager små bider af at brød, og kigger på alle der kommer ind af døren, som om han venter på selskab. i den anden ende læner en ung pige ca de 22 sig op af væggen med et selvfedt smil på læben, som om hendes dag bare har været helt som den skulle, og at hun er på toppen af hendes livs bjerg.

Påklædning: sorte jeans, hvid t-shirt og sorte sko.

Akuma var igen havnet i kroens bar igang med at sove.
*Hvordan kan det ske hver eneste gang?* tænkte han og tog sig til hovedet.
De larmende dæmoner havde vækket ham og han var blevet lidt morgensur.
Han gik om bag i lokalet til der hvor de sad.
Akuma stod bag dem og de blev ved med at brokke sig.
"Så hold dog kæft!" sagde han højt og knalede to af dæmonernes hoveder sammen.
De andre rejste sig hurtigt op og stirede på Akuma.
"Tror i selv det er et klogt træk at udfordre mig?" spurgte han koldt.
De hvæsede af ham og gjorde klar til angreb.
Akuma nikkede mod døren og derved hentydet til at det skulle ske udenfor.
Dæmonerne og Akuma gik udenfor.
De hoppede hurtigt på ham men Akuma var hurtig og undveg.
Straks kunne man se hans armknogler bryde ud som sværd af hans hud.
Der tegnede sig et lille kors på hver knogle.
Han løb imod dem og svingede sine arme igennem dem alle sammen og lavede et stort snitsår i dem alle.
Da de var faldet til jorden så stak han sine knogler ned i jorden og løb rundt om dem.
Til sidst havde han skåret et stort pentagram i jorden rundt om dem.
De var fanget og var ved at forbløde.
Akuma rettede knoglerne ind og gik ind på kroen igen.
Han satte sig i baren igen og tog et glas af det væske de serverede her.
Over ved væggen stod en ung pige som nu havde fanget hans opmærksomhed.
Han skævede til hende og fangede hendes øjenkontakt.

Pigens navn var Mitzá, hun havde et sødt jordbær smil på sine læber, og hendes dejlige runde kinder var så forfriskende at se på som et åbent blåt hav. hun havde en lille grå middelalder trøje på, som dækket hendes form som var den syet dirket til hende. og et par løs-sidende brune pose bukser. hendes hår var langt og sort, hvilket gav en fin blanding med resten af hendes udsende. hendes øjne var brune, og varme.
hun stod lænet op af væggen mens hun betragtede en mand der kæmpede mod nogen andre væsner. hun fik en lille løftning i mundvigen af at se manden stod tilbage som sejre herre, og hun valgte at løfte et øje bryn til hans ære da han fangede hendes blik fra hans plads. hun tog en tydelig stor indånding af glæde over et eller andet, hvorefter hun gik ned af det beskidte kro gulv, med retning mod manden. Mitzá kom dog ikke særlig langt, før en anden mand fangede hendes opmærksomhed, han var lige kommet ind af døren, og Mitzá så på ham med et ydmygt og underkastende blik. han var skaldet, og havde et ar på halsen der gik tværs over stroben på ham. hans venstre øje var helt hvidt, og han var højt sansynlig blind på det. han havde en tæt siddende læder rustning på maven, som godt nok ikke kunne holde et våben ude, men en ulve klo kunne den uden tvivl. han havde et stort skind på ryggen som gjore det svært at se hvor bred skuldret han var. han havde en lille kniv i en skede ved siden, og nogen normale stof bukser på.
pigen kigget ned i jorden mens hun forsatte mod Akuma, og undgik den skaldet mands blik.

//mand jeg kom til at tænke på Rafael lige der //

Akuma bunede glasset da han så at pigen nærmede sig ham.
Han kunne jo lige så godt få drukket færdig inden han åbnede munden.
Men da pigen var halvvejs ovre ved ham var der noget andet der fangede hendes opmærksomhed.
Han kikkede sig over skulderen og på en skaldet mand.
Manden så dog ikke ud af meget men det undrede ham dog alligevel lidt hvorfor han var der?
Det kunne jo i teorien være ligemeget for Akuma men alligevel.
Da pigen var kommet over til ham trak han en stol ud til hende.
"Tag plads" sagde han høfligt og kikkede hende i øjnene.

Mitzá havde fået et lidt mere sørgmodigt ansigts udtryk, men da Akumas ord kom til hendes øre, var det som at give is til et lille barn, og man kunne se en indre varme sprede sig gennem hende, da hans galante og høflige ord bliv brugt på hende.
Mitzá kiggede op på ham, og hendes diamant klare latter kom gennem rummet i kroen, da hun så han trak en stol ud til hende, hun tog dog hurtigt en hånd for sin mund, og satte sig bare hurtigt ned på stolen.
Mitzá så på det tomme glass, og sagde "Hm.. nådesløs mod drikke, og galant mod kvinder" hun smilede roligt, og forsatte "dejligt at møde dem Mr dæmon knækker, mit guds givet navn er Mitzá"
Hun fik et lille sæt gennem kroppen, da hun hørte den skaldet mands stemme lidt længere bag hende, men da det ikke lød til at være til hende, så rettet hun bliket ud mod Akuma igen.

\\Navnet lyder bekendt \\

Akuma smilede til hende da hun satte sig.
Men hvorfor i al verden grinede hun af hans høflighed?
"Mit navn er Akuma men tak for titlen" sagde han og blinkede.
Han skævede igen til den skaldede man da hun fik sættet.
Akuma lænede sig hen til hende.
"Er der noget galt med ham den skaldede?" spurgte han hviskende og kikkede hende i øjnene.
Han bankede i bordet med en flad hånd og fik kroassistenten til at skænke op til ham igen.
"Vil du have en drink?" spurgte han så efterfølgende.

Mitzá trak igen i mund vigen, da han sagde tak for titlen, og rystede kort på hovedet fordi hun var lidt chenert, og man kunne se hun på en mild måde kæmpede med hendes menneske/væsen skyhed.
Mitzá hørte hans lavmelte spørgsmål, og hendes svar var bare et lille nik, som man kunne se gav hende en kold føelse ned af ryggen ved tanken om.
Mitzá fik et chok, da han slog ned i bordet, og før man kunne blinke, var hun forvandlet om til en cobra slange, men efter nogen sekunder bliv hun igen til en menneskeligende form.
Mitzá kiggede på ham, og så hurtigt om hendes løs siddende tøj sad rigtigt, hvilket det gjore, hvorefter hun sagde venligt "hvis du kan beherske dig nok til at komme herhen uden at drikke det på halv vejen" Mitzá peget på det tomme glass, og viste med hendes øjne hun drillet ham "så ville jeg være meget taknemlig"
Mitzá sagde hurtigt "men jeg ejer ingen penge, så det bliver nok på deres regning dæmon rygrad splitter"

Akuma fnys.
*Beherske mig? arrrgh?* tænkte han sarkastisk og gjorde tegn til at der skulle helles op i to glas.
Glassende blev fyldt og han rakte det ene til pigen.
"Versgod" sagde han roligt.
Han tænkte lidt over hvad hun havde kaldt ham.
*Dæmon rygrad splitter? Jeg mener nu at det var mine knogler der bevægede sig mest i den kamp?* tænkte han og tog glasset op.
"Jeg fik aldrig fat i dit navn?" sagde han og betragtede hendes person.

Mitzá smilede indenvendigt over hans ansigts reaktion på hendes drilleri, og kiggede ned med nogen naturlige røde kinder, som hun normalt fik når hun syntes noget var sjovt, hvilket altid gjore hende flov.
Mitzá kiggede på med lidt mindre farve i kinderne, da glassene bliv sat frem, og Akuma gav hende et glass.
Mitzá tog glædeligt imod det, og skulle til at drikke af det, og svare på hans spørgsmål, da den skaldet mand rev glasset ud af hånden på hende, hvorefter hun krøb sig lidt sammen, og tog sig til kinden mod den skaldet som om hun forventede en lussing eller værre. Den skaldet mand kigget hurtigt mod Akuma, og sagde i en venlig tone, "jeg beklare, men nogen gange kender dyret ikke sin plads"
den skaldet mand kiggedet med det samme mod Mitzá, og sagde hurtigt "vi snakker om der her når vi kommer hjem"
Mitzá kiggedet på Akuma som om hun tiggede ham om at blande sig uden om, og selv da manden tømte glasset udover hendes hoved, så kunne man stadig se et håb i hendes øjne om Akuma ikke blandet sig direkte mens den skaldet mand var der.
Den skaldet mand tog prisen for drikke varen frem, og lagde dem på bordet til Akuma, som betaling for at han købte drikke varene.

Det gav et lille sæt i ham da den skaldede man nu forstyrede deres snak.
*Hva fanden bilder han sig ind?* tænkte han og så op på manden.
Han satte glasset ned i bordet og spildte lidt af indholdet.
Akuma kikkede den sørgmodige Mitzá i øjnende og fangede hendes ''lad-nu-vær'' blik men der stak et eller andet under.
Pludselig kom han i tanke om at der jo fandtes slavehandlere men lige nu var ham manden træls at se på.
Normalt ville Akuma være ligeglad men der var noget over pigen som fik ham til at skifte mening.
Han rejste sig fra sin plads op stirede manden koldt i øjnene.
Hans 1,90meter høje krop gnistede af kampgejst.
"Hvad hun end har gjort er ikke mit problem... Det er dit min kære ven... Men sådan taler man ikke til en kvinde!" sagde han koldt og kikkede til bage på Mitzá.
Han sendte et tillidsfuldt blik og kikkede bagefter på manden igen.
Hans sorte øjne gnistede af vrede.
"Er hun da din slave?" spurgte han flabet.

Den skalde mand, kiggede med et frydefyldt smil på Mitzá, og man kunne sagtens se hans mentale pik bliv større af at dominere hende, og han havde ikke lyst til at blive mod sagt af den fremmede mand, og sefølgelig skulle den fremmede mand blande sig, og med det samme bliv den skalede mand mindre venlig mod Akuma.
Den skalede mand hørte hvad Akuma havde at sige, og skulle til at svare flabet tilbage, før en helt kvinde stod bag den skalde mand, og sagde i en rolig men stadig dominene tone "Felix.." den skalde mand stoppet, og fik helt hvide øjne som om luften bliv revet ud af ham. han tog en hånd til sin hals, og tabte det tomme glass på gulvet, hvorefter hans øjne igen bliv normale, hvorefter han bukkede hoved ydmygt til Akuma, og gik om bagved den fremmede kvinde.
kvinden havde langt lys hår, og havde en fin tæt sidende slike kjole på, som dækket hende top til stå.
hun gik frem mod Mitzá, og kørte en rolig hånd ned at Mitzá håndryg, og med det samme begyndte Mitzá at få frygten uden på tøjet, som var hun ved at drukne i havet.
kvinden stoppet, og kigget op på Akuma "Felix, har ingen manere, og glemmer nogen gange en slaves rettigheder, men det bliver rettet op på senere" kvinden kiggede ned på Mitzá, og sagde roligt og koldt "kom"

Akuma bliv meget irriteret nu.
*Det var dog utroligt! Først er der en mand som tager den venlighed jeg har ydet og smadre den. Og nu er der en eller anden kælling der har taget fornøjelsen af at tæske manden fra mig! Hvad sker der lige?* tænkte han og stirede på kvinden.
Han stilede sig imellem kvinden og Mitzá.
"Fint jeg syndes ikke der var nogen som svarede på spørgsmålet?" sagde han koldt og stirede ind i hendes øjne.
Det kunne godt være at han ikke havde kendt pigen særlig længe men hun havde da ikke fortjent at blive behandlet sådan der!
*Utroligt! Du beskytter en slave! Du burde spytte på hende, slå hende ned og aflevere hende til ejeren som det dyr hun er!* råbte skyggerne til ham.
Men han valgte at overhøre dem? Hvad gik der af ham?

Mitzá så med et sukker sødt smil på Akuma, sådan en behandling havde hun ikke forventet, og da slet ikke af en hun ikke kendte, men det gjore hende lidt varm at føle der var nogen som gik op i hende, og det fik hende til at få en lille følese af tryghed.
Den fremmede kvinde kiggedet underligt på Akuma, som om hun ikke helt forstod ham, eller som om han gjore noget meget uventet i hendes øjne.
Felix den skalde mand gik et skidt frem mod Akuma, men et par meget dominerene øjne fra kvinde fik ham til at gå tilbage til sin plads, hvor efter hun smilede til Akuma, og sagde roligt "om guderne selv gik ned for himlen for at holde Mitzá væk fra mig, ville jeg stadig skide på det, hun er min egendom, og det vil hun være til hendes blod løber tør, eller hendes pris er betalt i guld.. så pis af, eller bliv pisset på"

Akuma fniste.
"Tror du at du skræmmer mig kælling?" spurgte han flabet og holdte blikket fast i hendes øjne.
*Når du kan da vende det her til noget blodigt... Hvem skal vi tage?* spurgte hans skygge ham i tankerne.
Hans øjne slog en gnist i mørket.
*Denne kælling trygler jo om at jeg gør hende ondt!* tænkte han.
Hans hænder blev knyttet nede ved hofterne og man kunne høre nogle svage knæk fra hans fingre.
"Fint og hvis du dør?" spurgte han med de mørkeste øjne der kunne være.
Øjnene stirede lige ned i kvindens og gennemborede hendes sjæl.
Han kunne se at et sted så var hun bange. Det var ikke meget men det var der...

kvinden gik et skidt tilbage, og så med et lumsk smil på Akuma, og svaret "uhh, katten har klør" Kvinden havde en lille klumb i halsen da hun sagde det, og kigget på Mitzá, og forsatte "hendes krop er min, hendes navn er mit valg, hendes liv er ved min nåde, og hvis jeg skulle dø, vil hun blive jaget ned som en eller anden skøde hund, og blive brændt levende til min ære i efterlivet.. ligesom resten af hendes familie ville, hvis hun altså havde en"
kvinden kiggede tilbage på Akuma, og sagde "Men hvis du vil købe mit hus dyr, så er de velkommen til betale med andet end deres flabethed Mr" kvinden smilede roligt.

Han kikkede tilbage på Mitzá for at se om hun var okay med hvad der skete.
Igen blev hans blik ført over på kvinden.
Akuma stirede hårdt i de foræderiske øjne som kvinden havde.
"Hvad er prisen i blod?" sagde han koldt.
*Nu håber jeg ikke du gør noget dumt* lød det i hans tanker da hans blik igen blev fastlåst i kvindens.

Mitzá kiggede op på Akuma med et sørgmodigt blik, hun vidst ikke hvad hun følte lige nu, for selvom hun frygtede kvinden som var hun satan selv, så var hun dejlig tryg i Akumas selskab, og kunne ikke lade være med at smile lidt indenvendigt, selvom det var et dårligt tidspunkt.
Kvinden kiggede på Akumas øjne, og gad ikke engang svare på spørgsmålet, hvis den svagpisser troet han kunne slå hende, så skulle han være mere end velkommen.
kvinden var ikke særlig stærk og hendes små kunster virket ikke på skyggevæsner og dæmoner, men det vidste hun jo ikke.
kvinden smilede til Akuma, og sagde "selvom du får en våd fisse af at tænke på Felix, så behøver du ikke spille sej, han vil gerne ordne dig min skat"
Kvinden sagde hurtigt bagefter, "hvad vil du gøre? give mig en røvfuld? du er vist lige så hjerne løs som min afdøde mand har nu.."

Hans øjne gik nu helt i sort.
Det lignede et normalt menneskes øjne som blev vendt med det hvide yderst.
Det var bare sort istedet.
"Du skal ikke undervurdere mig kælling!" sagde han med en meget mørk og dæmonisk stemme.
Det var selve skyggens som lever inde i ham der talte lige nu.
"Skal vi sige at hvis din skøde hun uden frisøre dør for min klinge... Så går hun fri?" sagde skyggen og pegede over på den skaldede man.
Hans øjne og stemme blev nu normal igen og han kikkede diskredt over til Mitzá og sendte hende et blink med det ene øje.

Mitzá havde normalt ligget sig for akuams fødder, og tigget ham om at tage ordne i sig, i frygt for hendes frues vrede hvis hun ikke gjore, men Mitzá var så..fortryllet.. af Akuma, det var som om hun kunne tilade sig at være noget værd i hans sleskab, og at tryghed måske er muligt?, hun vidste det ikke, men for første gang i hendes liv, bliv hun som fjernet far alt frygt og hendes underkastelse bliv nu modstået af vilje. og da den skalde mand så ud til at frygte Akuma, så sagde Mitzá for første gang noget af hendes egen vilje i fruens nærvær. "Det er svært at se hvem af os to der har de største nosser Felix, og hvis ikke lugten af pis var så stærk fra dig, ville aldrig have regnet ud det var dig din svagpisser" Mitzá var helt målløs over det hun sagde, men hun angre det ikke, for hun følte hun kunne tillade sig det med Akuma så gentlemands agtig som han havde vist sig mod hende.
den fremmede kvinde studeret Akuma lidt, og sagde som svar på Akumas spørgsmål "hvis du kan give mig et godt show... så er hun din egendom"

//jeg skal lige hvide om "den skaldede mand" bare er et menneske eller hvad?//

//ja

Akumas onde smil bredte sig og han stirede på manden.
"Fint... Lad os gå udenfor" sagde han dystert og begyndte at gå ud af kroen.
Hans knogler snurede af blodtørst og skyggen inde i ham var parat...
Da han var gået udenfor kikkede han kort over på de nu døde dæmoner som havde forblødt imens de havde været inde.
Akuma stillede sig midt på gaden og kikkede mod krodøren.
Han tog fat i sin hvide t-shirt af og smed den ud til siden.
*Så mangler vi bare offeret* tænkte han.

Felix havde ikke lyst til at lege med Akuma, eller nogen som helt anden, for selvom hans arbjede som slave var at holde andre slaver i folden, så var han langtfra modig når det kom til ham selv. Felix kiggede på hans frue, men havde ingen håb om hjælp, og gik med tunge skidt udenfor til Akuma, og stod en 5 meter fra Akuma, da han hørte sin frues stemme fra indgangen til kroen. "Felix, dø nu ikke for langsomt, har ikke lyst til at bruge hele min dag i denne varme."
Mitzá kiggede på Akuma mens hun stod ved hendes frues side, og krysede sine finger for akuma.

Han kikkede op på kvinden.
*Varme? Den eneste varme hun får er hans blod der lige om lidt lander på hende!* tænkte han.
Så landede han øjne i Mitzás igen.
"Bare rolig det skal nok gå..." sagde han meget stille.
Det var som om at den sætning kun blev til en bevægende mund uden lyd.
Han ville ikke give kvinden fornøjelsen i at høre det...
Men så blev hans stenhårde blik rettet mod manden.
"Are you ready to die?" spurgte skyggen og slog armene ud.
Hans armknogler snurede. De blev større og for ud som sværdklinger.
Hans benknogler blev kraftigere så han kunne bevæge sig hurtigere, der skød horn ud af panden på ham, hans rygrad skød ud af huden og kom til syne, skulderpladerne blev mega store og formede sig til vinger, hans underkæbe skød også ud og der kom hugtænder på den.
Akuma havde taget sin forvandling og løb nu imod Felix.

Da han var lige i nærheden af ham så stoppede han op og alle knoglerne blev med et til sig selv igen og sårende healede.
"Bøh!" råbte han og hoppede over Felix.
Akuam stod nu bag ham og gennemborede Felix's skulder med et nyt knoglesværd derf var kommet ud.

Mitzá smilede lavmelt til Akuma da han kigget over på hende, og hun rødmet lidt igen, selvom hun hurtigt fjernet det, da hun kom itanke om at Akuma skulle slås med en, og den tanke havde hun et eller andet mod, selvom hun ikke vidste hvorfor.
Felix tog noget mod til sig, og var enlig ikke bange for Akuma i sin frygtingyende form.
Felix ændret dog mening om frygten i hans krop, da han fik noget ståkket gennem skuldrene.
den fremmede kvinde smilede til syntes af underholdningen, og viskede noget Mitzá, hvorefter hun sagde højt "aftalen er ændret hulemand, hun er din nu.. jeg har fået nok af denne sol" Mitzá fik en lille tåre ned af hendes kind, og havde svært ved at tror dette rent faktisk skete.
Mitzá kiggedet fortvivlet på Akuma, hun havde følt tryghed ved ham, men hun havde lært at frygte hendes herre eller frue, og hun var bange for Akuma ville misbruge hende, og ydmyge hende som alle de andre hun har tjent.