Hvad sagde du? mener du det? Vær sød at gentage! (Alane - privat)

T: eftermiddagen
O: træer, buske, lidt sne hist og her
V: overskyet, koldt. Lidt småsne falder ned mellem træerne.
S: skoven, midt inde i den.
NPC: Victor Jackson. Shapeshifter, dyr: rensdyr.

Victor sad på en sten og snittede i grenen med en lille kniv. De var en samling shapeshifters, ja, faktisk havde han aldrig husket at de havde været så mange samlet før! Og de var her af en grund. Der var opstået nye problemer og de blev nød til at samle sig om en leder, for at få dem klaret. som om! De havde da klaret sig fint uden, havde de ikke?
Han snittede videre. han var klædt i varme skind og læder. Læderstøvler, foret med kaninskind. Læderbukser i den karakteristiske brune farve. En hørbluse og en lædervest. Han levede i skoven og det kunne ses. Hans hår var sort og hang ned over hans hoved. Hans lyse øjne var opmærksomme på grenen foran ham, som lignede mere og mere et primitivt spyd. Han lavede sine våben selv, bla. kniven, som var metal med et benskaft.
En ældre mand satte sig tungt ved siden af ham p åen anden sten. Sten og træstammer var blevet hentet, så folk kunne sidde på dem. Et bål var tændt midt i det hele og små telte rejst, til børn og svage der ville finde ly for kulden. Let sne faldt om dem.
Nogle havde sover her i få dage allerede. Det tog tid at samle folk, fordi de var så spredt og fordi folk ikke bare kunne smide alt de havde. Og så kunne folk jo også passende nå at tænke over det.

Men nu var de altså ved at være der og der lød at mødet snart ville begynde. Folk havde samlet sig. Nogle kvinder var i gang med at sætte nogle flåede kaniner og fasaner og ilden.
"Hvad tror du der vil ske?" Victor så lidt på ham, mens han holdt en pause i sit snitteri.
"Jeg tror vi alle bliver uenige, fordi vi alle vil vil bestemme selv. Som vi altid har gjort" brummede han.

Alane havde været den første på stedet her, hun var også den som havde kaldt til denne samling. Tiderne var hårde, hårde end de plejede at være og der var nogen der måtte tage affære nu og sørge for at racen her ikke gik i totterne på hinanden som man så så mange andre racer gøre. Mange andre klaner var ved at samle sig og hvem vidste hvad det kunne føre til. Hvis Alane kendte dæmonerne ret ville de helt sikkert prøve at tilrane sig så meget magt som muligt og hun kunne ikke bare stå og se på mans hele hendes race gik i forfald, blev gjort til slaver af dæmonerne. Hun var iklædt et par tykke bukser som smøg sig tæt om hendes ben. Derudover havde en top på som ar helt rød og udover den havde hun en hvid skjorte og en sort snørrevest udover. Det var koldt. Vinteren var på vej og blot endnu en ting der gjorde de måtte stå sammen. Denne vinter så ud til at være koldere end dem som havde været her før. Et stille suk forlod hendes læber, hun vidste ikke alle var enige i det her men forhåbentlig var der nogen som støttede hende. Hun gjorde det jo egentlig ikke for sig selv men fordi hun gerne ville se Shapeshifters blive et stærkere folkeslag eller hvad man nu end skulle kalde det.

De fleste var kommet nu, det havde været et stort besvær at få dem samlet men i sidste ende var det måske det hele værd. Hun kiggede sig omkring og gik stille rundt og betragtede de mange håndværk som de forskellige havde gang i. En fangede hendes opmærksomhed, han sad for selv og helt afsides. Hun samlede sit hår i en høj hestehale og gik så mod midten af pladsen. Der var mange, lang flere end hun anede. Men mange af dem havde hun snakket med og var enige i hendes forslag. Hun ville ikke tvinge det ned over hovedet på dem, nej de skulle selv ville det. Nu var tiden vel også inde for at se hvem der støttede hende og hvem der stod imod hende. Hun trådte stille op på en lille klippe som lå midt i det hele. "Shapeshifters fra hele verdnen, kan jeg bede jer om at samle jer så vi kan komme igang". Hendes stemme var stærk som en klippe men ikke kommanderende. Det var en forspørgsel og ikke en kommando.

Kvinden som havde været fræk nok til at bede om at folk mødte op.
Nogle shapeshifters snakkede et andet sprog, fordi de kom fra en anden del af verdenen, men det hele ville blive oversat for dem, af nogle der kunne begge sprog.
Victor og den ældre mand så op, da de hørte hendes stemme.
"ikke så lidt fræk..." mumlede den ældre mand og rystede på hovedet.
"Jeg så nu helst det var en mand der stod der. Det ville være nemmere at tage sig af"
Victor så op på ham med et lille smil.
"Du er også gammel" Den ældre mand grinte
"Og du er så ung!" Victor rejste sig op og rystede sig kort. Det havde været en kold sten og hand lær føltes en smule frosne. han lagde kniven tilbage i skeden og lagde spyddet fra sig. Han nikkede venlig til nogle ansigter han kendte og havde sovet sammen med de sidste par nætter. Det var hyggeligt at være samlet her, i en stor lejr, lære andre at kende.
Han stilte sig i udkanten, sammen med andre der havde en mere eller mindre neutral holdning til det her. Afventende...

På ryggen bar hun det våben hun havde fået af Sean. Halskæden hang trygt om hendes hals og gav hende styrke til at tro på sig selv i den her situation. Mange af dem havde børn med, børn der sultede og nogle der havde fået alt for meget mad. Hendes blik gled over dem, hver og af en dem der var mødt op. Sådan umiddelbart kunne hun se at der var overtal af folk som støttede hende men man kunne aldrig være sikker. Men selv dem som havde sat sig imod hende var mødt op, havde rejst så langt for det her hvilket betød mange af dem brændte for det her. Hun tog en dyb indådning og greb kort halskæden for at få en smule mere styrke. Hun havde aldrig stået foran så mange før. Men det var nu eller aldrig.

De sidste havde samlet sig, enten sat maden på pause eller kravlet ud af teltene for at høre hvad hun havde at sige. Hun havde det eller andet sted skidt med så meget opmærksomhed. "Der er mange der er rejst langvejs på grund af det her, hvad end de støtter mig eller ønsker at vælte it forslag men tro mig jeg har ikke tænkt mig bare sådan at give op. Jeg ønsker ikke at se så mange folk gå i forfald mens alle andre racer vokser sig stærke. Vi ved ikke om der er optakt til krig eller hvad der foregår. Vi har brug for en som ved alt det her, en som tager sig af hvis det går skævt for dem der bor i den nordlige del af verdenen, sådan så de kan komme igennem vinteren. Vi har brug for nogen til at lede os gennem denne mørke tid. Jeg vil ikke kommandere rundt med jer, jeg ønsker at lytte til jer og høre hvad i har af problemer og så gøre mit ypperligste for at hjælpe alle dem jeg kan. Hvor mange af jer har ikke nydt at være her, nydt at være samlet som et folk. Nydt de venskaber som er blevet knyttet og de venskab kan vi gøre endnu stærkere eller endda knytte flere af". Hun holdt en kort pause. "Jeg forventer ikke fuld opbakning fra alle men jeg er klar til kæmpe for det jeg tror på og for det jeg vil her i denne verden og jeg vil også kæme for jer som ikke tør stå op sig selv". Hun var stille. Roligt lod hun sit blik glide over den store forsamling omkring hende.

Victors arme gled over kors, som han stod der, solidt plantet på begge ben. Han havde klaret sig selv gennem hele livet og nu skulle de pludselig arbejde sammen?
han var ikke sikker på hvad denne ændring betød og det gjorde ham usikker...Lige som flere andre begyndte at røre usikkert på sig. en kvinde sagde pludselig noget på et andet sprog og en af tolkene oversatte det:
"Hvorfor skal vi, som intet har med den nordliges kamp at gøre, blandes ind i det? Hvorfor må vi ikke blive hjemme og passe vores egne problemer?" der var intet vrede i det. Flere folk fra den sydlige del af landet begyndte at mumle sammen og spørgsmålet fik også andre til at mumle sammen.
En mand råbte pludselig også noget:
"Hvorfor skal vi blande os i deres kamp? vi kan klare os selv! Vi bor ude i naturen, skaffer vores egen mad, vores egen varme!"
en anden havde ikke helt forstået hvad Alane enlig snakket om:
"Hvad er det du siger? Hvad er det vi skal, hvad er mening med at samle os her?"
For victor gav alle spørgsmålene mening. Og hans øjne gled op til Alane, mens han ventede på at høre hvad hun mon ville svare...folk var spændte.

Endnu engang tog hun en dyb indåndning. Hun snakkede direkte fra sit hjerte og sådan var det hun ville gøre uanset hvilken situation hun stod i. Hun fulgte altid sit hjerte og det ville hun altid gøre. Uanset om det bragte hende i problemer eller ej. Alane lod folk komme med ale de spørgsmål de ville og lavede en lille mental note omkring dem alle. Hun virkede ikke nervøs og følte sig ikke vippet, hun følte hun havde begge ben solidt plantet på jorden. Et let smil lå over hendes læber mens hun først vendte sig mod damen som havde talt i et andet sprog. "Jeg beder jer ikke om at gå i kamp eller noget. Jeg beder jer om at give dem den støtte i kan undvære. Jeg forventer ikke i går ud og ofre jer selv for dem. Alle os her, vi stammer i bund og grund fra de samme personer, hver og en af os er bundet til naturen omkring os. Naturen står sammen når den føler sig truet, den svare igen og lader sig ikke bare blive trådt på. Det er alle vores hjem, denne jord. I skal ikke løse deres problemer, nej det er det jeg gerne vil men jeg har brug for jeres støtte til det, jeg har brug for jeres stemmer i det her. Hver eneste en af jer har noget vigtigt at sige i det her og det må i aldrig glemme. Vi spiller alle en rolle i den her verden".

Efter det vendte hun sig mod den næste som havde stillet et spørgsmål. "Hvad så med den dag du kan klare dig selv, hvor maden løber op i dit område og der er ingen andre der vil dele med dig fordi det er deres? Det kan godt være du kan passe på dig selv nu, men havd nu hvis din kone, din datter eller søn eller måske endda dig selv blev syg og ikke kunne skaffe mad selv eller pleje dig selv. Kunne det så ikke være rart hvis vi altid havde nogen i ryggen til at støtte os?". Alane vendte sig så mod den sidste som havde stillet spørgsmålet. "Jeg har samlet jer alle her fordi jeg mener vi burde have en som kan sørge for alle de ting jeg lige har sagt. En som giver jer den støtte i har brug for og tro mig jeg agter at holde mit ord. Jeg vil kæmpe for det jeg brænder for og det er det her". Hun så på dem og man kunne virkelig høre passionen i hendes stemme og hvilken lidenskab hun havde for det her.

Der var stille i lidt tid, mens folk lyttede til hende og tog det til sig, samt overvejede hvordan de skulle reagere. Victor havde dog svært ved at tro på de ting hun sagde, for ham lød det som undergangen...Og det var også det der, helt uventet for ham selv, fik ham til at åbne munden.
"Det lyder alt sammen meget fint" folk havde hvisket sammen, for at få deres tanker bekræftet hos hinanden. De fleste tav nu og så hen mod ham, mens tolkende havde travlt.
"Men vi hjælper allerede hinanden. Lige som menneskerne hjælper hinanden. Du får det til at lyde som om vi kun har hinanden, men ingen racer er gået gennem tiden, uden at have venner. Der er jo ikke jagt på os, ikke kun os i hvert fald, vi kan færdes som alle andre. Vi kan få hjælp af andre, hvis vores egne ikke er i nærheden. Eller rejse til et sted der bedre passer ens krav. Det lyder som om det er krig, men er det det?
Du foreslår at blive vores leder. Du forslår at sænke regler ned over vores hoveder og have os til at følge dem, selv om vi hele vores liv kun har fulgt vores egne. I mine ører er det en berøvelse af friheden" Nogle folk trak vejret dybt i spænding.
Andre mumlede og nikkede, mens andre rystede på hovedet. Men en ting var de enige om. De så alle hen mod Alane for at se hvad hendes svar ville være.
Victor selv trak vejret dybt...Han havde aldrig gjort det her, faktisk hadede han opmærksomhed...en grund til han boede i skoven med isig selv og kun fik gæster nogle gange.

Der manglede en lille landsby som længe havde ligget afsides fra alt hvad der hed civilisation. Ingen havde hørt fra dem meget længe. Alane havde rejst derud og til sin forskrækkelse havde hun opdaget at de alle var døde fordi ingen havde holdt kontakten med dem. Hun havde tit hørt om at de havde sendt bønner afsted til både de nordlige og sydlige folk men ingen af dem havde gjort noget. Hvordan var det at stå sammen. Det var det jo nettop ikke! Hun vendte sig mod stemmen og var klar til at forsvare sin sag og hun havde tænkt sig at gøre. Hun ville ikke lade dem gå i forfald og sådan var det. Hun lod ham tae ud før hun igen kiggede rundt på folk. "Det er jo meget godt alt sammen. Men hvad den lille østlige landsby, den landsby som i årevis har tigget om hjælp fra både syd og nord men ingen har fået. Jeg var deroppe før jeg kom hertil. De er alle døde fordi vi havde så travlt med at tænke på os selv og ikke hjælpe Shapeshifterne fra andre regioner. Og hvilket allierede har vi på nuværende tidspunkt. Ingen fordi vi ikke prøver, der er ingen som ville komme os til hjælp hvis det en dag brændte på for os fordi vi ingen allierede har. Jeg har hverken sagt noget om regler eller love eller forpligtelser. Jeg vil ikke berøve jeres frihed jeg vil give dem så ikke tør tale en mulighed for også at have en stemme". Hun så ham i øjnene da hun sagde det sidste. Dog lod hun blikket glide ud over forsamlingen atter engang og ventede på det næste 'angreb' som måtte komme. Hendes tanker gled tilbage på den lille landsby hvis bevoer nu lå i jorden og ingen stemme havde. Hvor mange af dem ville ikke ende sådan hvis de ikke snart gjorde noget ved det.

Victor grinte svagt. han havde ikke hørt om nogen lille by der skulle være død, men han ville ikke fortsætte med det emne. For måske var det sandt og hvis han ikke viste noget om det, ville de andre ikke længere lytte til ham.
"du bliver ved at snakke som om vi lige snart er døde alle sammen. Hvor kommer den trussel fra, siden vi andre ikke kan se den? Hvor kommer din hemmelige krig fra? vi har alle sikkert snakket med forskellige folk gennem tiden og fundet os nogle venner hist og her. vi er ikke så jaget en race. Hvor kommer din elendighed fra?" spurgte han højt. Han var ikke direkte krigerisk. Men det var ikke hvem som helst der skulle tro de kunne bestemme over ham!
Der var andre der også tog deres stemmer i brug nu.
"Der er ingen trussel! Vi kan leve som vi vil! Hvis du søger sammenhold, kommer du for sent! Vi hjælper allerede hinanden!" råbte en kvinde, som stod med et spædbarn.
En mand rystede på hovedet.
"Jeg havde en ven i den landsby! lige meget hvor mange jeg kom forbi med mad og andet, så jeg flere døde for hver dag...Men hvad kan du gøre? ja, lad os sige vi hjælper hinanden lidt mere end normalt, og hvad så? Hvad kan du give eller gøre, som ikke allerede er sket eller prøvet?" spurgte han
En anden kvinde, der stod tættere på alane, tog også del i diskussionen.
"Giv hende en chance! er denne lejr ikke rar og hyggelig? Vi kan se hinanden, snakke og dele erfaringer. Og hun samlede den..." kvinden pegede på alane og flere folk rundt om kvinden nikkede.
"Det kan vi få mere af!"

Hvordan kunne han stå og grine af hende. Han var tydeligvis ikke en som kæmpede for det han troede på. Nej han nød åbenbart godt af at håne folk og tryne dem. Præcis dem som hun ville beskytte folk mod. Dog udviste hun ham den respekt ikke at synke til hans level og det var der mange andre der lagde mærke til. At selvom hun blev sagt imod rykkede hun sig ikke, hun kæmpede for det hun troede på. Hvordan hun ikke lod sig slå ud af lidt latter og hånlige kommentare fra en. Det virkede som om flere og flere blev interesseret i at få hende som leder. Man kunne se på hende at hun virkelig bare ville folk det bedste. "Andre racer rejser sig. Mange som er kendt for deres tyrani og andre ting. Jeg siger ikke at vi imorgen ligger døde allesammen, langt fra faktisk. Der er mange stærke folk blandt os og det ved jeg og dem respektere jeg højt. Min elendighed, jeg har ingen elendighed eller jo det har jeg sikkert men det er ikke det det skal handle om. Jeg gør ikke det her for at få det godt med mig selv". Hun vendte sig så mod kvinden som råbte op. Hvis der ingen trussel var hvorfor var hun så kommet her, hvorfor havde hun gidet rejse så langt? "Hvis der ingen trussel er hvorfor er du her så, hvis du har det sådan der hvorfor er du så bare gået. Jeg har ikke tvunget nogen af jer til at kommer her. I er alle kommet her af egen fri vilje og vi har spist, drukket og haft en dejlig tid". Hun lod bare kvinden tale og gav hende så et smil. Det var rart at vide at der ikke kun var folk imod hende men også med hende. Hun lod igen blikket glide over folk hvor hun atter engang bare et smil på læberne.

Det var tydeligt kvinden her, Alane, tænkte slet om ham og det gjorde ham vred. han havde ikke ment sine modsvar på nogen ond måde, han ville bare vide hvad det var hun sådan mente de skulle samles og kæmpe imod. Han rettede ryggen og så direkte på hende.
"Jeg vil med glæde hjælpe til...Hvis jeg så en grund. Jeg ville med glæde kæmpe, hvis der var noget at kæmpe imod. Jeg vil sige det samme, som en anden har: vi hjælper allerede hinanden. så hvis det bare var det du ville, så kan du godt stige ned fra den sten igen" han nikkede kort, ned mod jorden foran stenen.
"Jeg høre ikke noget klart budskab, det er det jeg søger." Folk diskuterede stadig indbyrdes, med alle mulige argumenter. Nogle få spædbørn begyndte at græde og deres mødre begyndte at tage sig af dem. Andre der ikke deltog i diskussionen, begyndte at gå rundt for at skaffe sig lidt ekstra tøj, noget mad eller et glas vand. Sneen dalede stadig afslappet ned over dem og indhylede omgivelserne i stilhed...en stilhed man ikke lagde mærke til lige nu.

Alane tænkte ikke ilde om ham men det generede hende når folk grinede af andre når de kæmpede for noget som de troede på. Og det var jo desværre det han gjorde af hende. Hun havde ikke gjort andet end at behandle ham med den respekt som han fortjente. Hun sukkede stille og så ned før hun igen så op. Der var åbenbart ikke noget som var godt nok til de her folk. Hun havde tydeligvis taget fejl af sine egne. De var bare en flok egoistiske folk som ikke kunne se længere end deres næse og det irriterede hende. Let greb hun igen om halskæden og ønskede inderligt at den nu ville vise hendes hvilket valg hun skulle tage. Hun havde ikke tænkt sig at give op nej hun ville blive ved. "Hvis vi allerede hjælper hinanden nu vil jeg virkelig ikke se hvordan det går til når vi ikke hjælper hinanden. Lige nu står vi og skændes og diskutere indbyrdes i stedet for at respektere hinandens holdninger. Vi lader hinanden dø selvom de beder om hjælp. Hvis det er at hjælpe hinanden så vil jeg ikke se det når vi ikke hjælper hinanden". Hvad mere kunne hun gøre. Hun havde vist hvor meget hun brændte for det her og hvor meget hun ville hjælpe de her folk omkring hende men det var åbenbart ikke noget for dem. "Mit budskab er at jeg ikke vil have flere ender med at dø af det her. Jeg vil sørge for at der ikke kommer krige indbrydes mellem os fordi vi er uenige. Jeg vil sørge for der ikke er nogen som bliver glemt eller efterladt. Det er mit budskab. Mit budskab er at jeg vil jer det bedste. Og jeg vil gøre alt hvad der står i min magt for at det skal ske. Som leder eller ej, i bund og grund er det bare en fin titel som man kan stikke op et hvis sted. Det er ikke magten eller titlen jeg søger. Jeg søger det hårde arbejde ved det og at jeg kan se os blive samlet langt tier så vi kan bygge et endnu stærkere bånd mellem hinanden". Hun så ud for sig og var ellers stille. Hun knugede stadig halskæden i sin hånd. Hvad mere var der at sige?

Victor rystede svagt på hovedet.
"Der er ingen her, der ikke respektere hinandens holdninger!" han viste ikke om hun dømte ham, uden at kende til ham. Men hvis det var sådan ragede det ham også en skid.
Folk var blevet stille. Der var ikke mere at sige. Det var ikke disse folks skyld at folk ikke havde fået hjælp, men de kunne måske godt have fortalt det videre til hinanden, i stedet for at gemme sig...De kunne...måske.
En mand, der endnu ikke havde sagt noget, trådte frem ved siden af stenen, hvor Alane stod.
"Hør folkens..vi er vist alle ved at blive lidt trætte. Lad os holde en pause, lad os tænke over tingene. Og så de på det igen i morgen tidlig, skal vi?" smilte han. Flere var enige og begyndte at bryde op. Andre blev stående, nogle forvirret, andre fordi de gerne ville have det overstået nu her i stedet.
Victor gik tilbage til sit våben, satte sig på stenen igen, tog sin kniv frem og snittede videre...De kunne tænke som de ville. Hun havde ikke fortjent hans respekt.

Hun selv hoppede ned fra stenen. Hun havde ikke mere at sige til dem. "Jeg er da ked af at jeg ikke er god nok til jer". Hun sagde det mere til sig selv end nogen andre fordi hun var oprigtig ked af at hun ikke var god nok til dem men hvis de ikke ville have hende som leder skulle de da også blive fri for hende. Hun kunne da sagtens bare pakke sine ting og rejse hjem hvis det var det de ønskede. Hun Satte sig nu på stenen og så udover folket som igen var gået igang med de mange ting som de havde beskæftiget sig i før. Hun ville ikke give op, hun ville stadig kæmpe for dem uanset om de ville have hende som leder eller ej. Hun så på de folk som var tilbage og gav dem et stille smil. "Jeg lover ikke jeg kan gøre alt for at løse alles problemer men i det mindste er jeg villig til at prøve. Prøve at give de af jer der ikke har det en fremtid. Et håb og nogle drømme. Mørket lure lige om hjørnet for dæmonerne er ved at rejse sig". Hun kiggede rundt på dem og så hver enkelt af dem i øjnene. "Hvad er det i forventer af mig, hvad er det i ikke kan lide ved mig. Jeg vil ikke kaste mudder jeg er bare oprigtigt nysgerrig. Fordi hvis i ikke vil have en som giver den alt hvad hun har i sig og vil kæmpe til den bitre ende for hver eneste af jer om i kan lide mig eller ej så vil jeg gerne vide hvad det er i vil have. Jeg kommer hverken med regler eller love eller noget der skal opfyldes. Jeg kommer med at håb om at vi er stærke nok til at kunne give hinanden det sidste skub for at blive tættere end nogensinde?". Hendes stemme var en normal talen nu da hun ikke skulle råbe en hel plads op mere.

en kvinde rystede på hovedet og gik over til hende.
"Du lytter jo ikke. Du taler om følelser. du taler som om du vil overbevise om dine hensigter. Men vi kender dine hensigter. Du skal ikke prøve at give os dårligt samvittighed, over ikke at følge dig. Det er den forkerte måde at kæmpe på og får folk at tro du måske er mere egoistisk end du siger." hun rystede let p åhovedet.
"Folk har ikke haft det håb i lang tid. Nogle af os har drømt om at leve i vores eget samfund, vores egen by, men de der faktisk gjorde det, døde. Folk er bange og vil ikke opgive det de har nu, for noget der måske kan være dårligere. Der ud over kender de fleste dig ikke" hun smilte uskyldigt og satte sig ved siden af hende.
"Jeg ønsker selv håb...Men ved ikke hvad jeg skal tro..." hun rystede på hovedet.
"Jeg har brug for noget konkret at forholde mig til...Victor...Ja, manden der sagde dig mest imod...er min far. Men jeg har ikke rigtig været sammen med ham længe. siden min mor døde, blev han anderledes og han stoler ikke på særlig mange. At en fremmed kvinde kommer og snakker om lidelse...Døm ham ikke" hun rystede igen på hovedet.

"Jeg syntes ikke i er egoistiske. Det irritere mig bare fordi jeg ikke kan forstå den frygt i har. Jeg respektere dem som ikke vil følge mig, de har en mening og det repsektere jeg mere end nogen aner sikkert. Jeg havde ikke forventet at nogen overhovedet ville støtte mig fordi som sagt er jeg jo bare en fremmede en som bare pludselig ville det her. Men det ændre ikke på jeg vil det her og sådan er det. Om det så kræver jeg gør det mest åndsavge i mit liv så er det fint. Jeg ved udemærket hvad lidelse er og jeg vil ikke se flere gå igennem det. Det har jeg fået nok af. Jeg har fået nok af at sidde og se passivt til mens alle andre bare jokker på os. Bruge os som madpakker og slaver. Det er slut, om det så kræver blodsudgydelse fra min side hvis det er det der skal til for at det stopper er det det jeg gør. Men jeg forventer ikke at andre melder sig til at støtte mig i det her, selv hvis jeg står helt alene har jeg tænkt mig at prøve". Hun så op mod himlen og havde ikke rigitgt noget at sige det næste stykke tid. Måske skulle de bare ikke have en leder, havde hendes gåpåmod og handling gået til spilde? "Hvad konkret skal jeg give, jeg forstår det bare ikke, jeg kan jo ikke gøre noget før i giver mig lov til at prøve at gøre noget konkret.... Den dag da jeg kom til landsbyen mod øst. Der var stadig børn der var i live. Selvom jeg ikke havde nok mad til mig selv gav jeg dem min mad og førte dem i sikkerhed så de ikke skulle sulte mere. Jeg begravede alle i byen. Sled og slæbte for at reparere alt og har endda plantet alle markerne om igen der. Snart vil det være klart til at børnene kan flytte tilbage når de blive voksne og starter deres eget liv der". Hun så på hendes med et lille smil og rykkede sig så der var plads. "Du har en meget modig far og en mand med et godt hjertet er han helt sikkert. Han fortjener en masse respekt". Hun var ikke kommet her fordi hun havde ondt af dem men fordi hun ville gøre en foreskel.

kvinden rystede lidt på hovedet.
"Nej...du forstår det ikke. Og det er det folk mærker..." hun så lidt tvivlsom ud.
"Det tager jo tid...Det hele. Flere som jeg, ønsker et ated at være, som kun er vores. hvor vi kan vende tilbage, hvor vi kan starte forfra...et sted vi kan bygge op og gøre vores eget....Væk fra de andre. Og pludselig skulle det være en mulighed?" hun sukkede og så på alane.
"Hvis du virkelig vil gøre det for os, være der og minde folk om hvad de bør kæmpe for...Kan jeg måske hjælpe med resten. Igen kan stå alene mod et helt folk...men jeg har snakket med mange..." hun smilte svagt...
"Vi skal bare have en plan at give dem, som de kan slutte sig til. Resten er bare ord. Der skal handling til at overbevise dem"

Alane så på hende. Hun havde sikkert ret, hun forstod det ikke, fordi hun var ikke vant til at give op for noget hun virkelig ville og selv hvis det skete var det i hvert fald ikke med hendes gode vilje. Men hun var villig til at prøve at forstå, hun ville jo så gerne det her og hvis det krævede at hun måtte forstå så var det det der skulle til. Hun nikkede stille til det hun sagde, det gav jo god mening, hun var ny og stod og plaprede om at de skulle have håb og tro taget i betragning om at de måske ikke havde haft det i flere år så hvorfor skulle hendes ord gøre en forskel for det? Det gjorde det jo selvfølgelig heller ikke. Hun så på hendes med et smil, hun var klar til at gå til den også rent arbejdsmæssigt for det her. "Det er virkelig det jeg vil, ellers havde jeg ikke samlet folk her. Selvom jeg må indrømme at det er hyggeligt og dejligt med så mange folk omkring sig der har et tæt bånd eller i hvert fald skaber det". Endnu engang lyttede hun til det hun sagde og nikkede stille til det. Hun håbede virkelig at hun ville hjælpe mig. "Vil du hjælpe mig, som sagt så kan jeg ikke gøre det her alene".

Hun smilte lidt og så rundt på folkene i lejren. Og nikkede så.
"Det vil jeg godt" svarede hun og så på Alane igen.
"Og jeg foreslår vi finder på et projekt der får folk til at arbejde sammen og som kræver folk stoler på hinanden. Måske...Jeg ved du snakkede om den landsby der, men jeg tror ikke den vil gøre det...Jeg tror vi selv m prøve at bygge en n lejr, med må huse... Første opgave er at finde et godt sted. Og det kræver de arbejder sammen. Det er selvfølgelig bare en ide, jeg aner ikke om det vil virke...eller om folk bare ryster på hovedet og går deres vej..." hun sukkede lidt og i et øjeblik så hun trist ud igen, som om hun heller ikke selv viste om hun troede på det ville ske...
Men så trak hun på skuldrene.
"Jeg snakker med far" svarede hun så, rejste sig og gik over til Victor...

Alanes øjne fulgte hendes rundt i lejeren og hun kunne ikke lade være med at smile. Folk der aldrig havde kendt hinanden var nu i færd med at lave mad sammen eller udveksle jagtkneb og des lige. Hendes øjne gled tilbage og mødtes med pigen. Smilet på hendes læber voksede lidt, "Mange tak.". Hun nikkede til det hun sagde, noget de alle kunne arbejde sammen om, noget der ville styrke deres tro og deres tillid, ikke blot til hende men også til hinanden. "Det er den bedste idé jeg har hørt hele dagen og hvad kunne der ske ved at vi prøvede. I det mindste bringer det dem nok tættere sammen". Hun lagde let en arm på hendes skulder og gav hende et forsikrende smil og et lille klem omkring skulderen. Dog slap hun da hun rejste sig for at gå, "Vent et øjeblik... Hvad hedder du?". Hun så på pigen som hun gik over mod manden som tydeligvis ikke var specielt glad for hende ikke at hun ikke forstod det.

Hun stoppede op og så tøvende ned, før hun kiggede over på Alane igen. Hun smilte lidt, rystede på hovedet.
"Mit navn...Betyder klarhed" og så var hun væk. For almindelige folk ville det nok ligne hun forsvandt ind mellem lejrens telte. Men for Alane ville det nok ligne hun gik op i røg, forsvandt...ud i den blå luft.

Victor snittede det sidste og lagde så kniven i bæltet igen. Han rejste sig op på nogle lidt stive ben og afprøve spyddet i hånden.
"Se her!" smilte han og gik over til et lille bål, der lå foran det telt han boede i. Han var blevet rimelig gode venner med dem der boede der, bla. en lille dreng der gerne ville lære at jage.
"Et spyd til dig..." drengen virkede overraskende glad og greb ud efter det, men Victor holdt det væk med en påtaget alvorlig mine.
"...Når du lære at håndtere det! Dette er et øvespyd. Det kan dræbe og det kan skade, nok til du lære det. Men pas på hvad du gør med det!" formanede han og gav endelig den 7 årig dreng spyddet. Han tog det og løb straks hen til sine venner. Moren kom ud af teltet og så smilende efter ham.
"Tak, det var venligt. Vil du virkelig lære ham at jage? Min mand kan ikke..." Victor så lidt på morens bedende ansigt. Og nikkede så lidt.
"Ja...Det vil jeg prøve på" han ville ikke love for meget...

Alane så forvirret på hende da hun rystede på hovedet, Klarhed, hvad søren skulle det mene? Hendes ansigtsudtryk blev kun mere forvirret da hun bare forsvandt. Hvem hulen var hun og havde hun været den eneste der kunne se hende? Kort stod hun egentlig bare og stirrede men rystede så kort på hovedet og kom til sig selv. Allerførst måtte hun samle dem som hun vidste støttede hende og ligge en plan med dem. Bagefter der måtte hun jo prøve at overtale de resterende til at hjælpe hende, hun ville ikke tvinge dem hvis de virkelig ikke ville. Hun gik hurtigt over mod en større klump mennesker, det var egentlig det meste af hele lejeren men der var stadig nogen stykke som ikke støttede hende og det var dem som havde sagt hende mest imod.

Hun forklarede dem hendes plan og de virkede begejstret for den. Hun fandt et kort frem over skoven og begyndte så at snakke med dem om hvor de bedste steder muligvis kunne være. Der var mange der kendte skoven her. Hun satte en cirkel om hver eneste sted som de kom frem men, hun lyttede til hvad de sagde. Flere og flere så ud til at komme til da de virkede nysgerrige. Kort rettede Alane sig op og så over mod Victor. Hun kunne vel lige så godt prøve. Roligt gik hun over mod ham og stoppede så foran ham. "Hej... Jeg ved godt vi fik en skæv start.. Men jeg kunne virkelig godt bruge din hjælp, du virker til at være en af dem der kender skoven bedst". Alane så lidt afventende på ham, hun havde på ingen måde angrebet ham hvis det var det han følte.

han havde siddet på hug ved ilden og varmet sine hænder, mens han gumlede på lidt kød, da Alane kom over til ham. Han rejste sig roligt op, som ville han fortælle hende at han i hvert fald ikke slap alt han havde i hænderne, bare for hende...
Og så så på hende med et lidt hårdt blik.
"Jeg troede du havde alle svarene..." svarede han først, neutralt. Men trak så på skuldrene.
"Og hvad skal du bruge min hjælp til?"

Hun ventede tålmodigt på ham, hun virkede ikke til at se ned på ham eller noget i den stil. Hun virkede oprigtigt om at hun gerne ville have hans hjælp til hendes projekt. Men hvis han ikke måtte så måtte det jo være sådan, hun ville ikke tvinge ham. Alane så stille på ham da han havde rejst sig op, hun havde vel ikke forstyrret? Nå men det skulle nok gå altsammen nu, hun vidste egentlig ikke hvad det var han ikke kunne lide ved hende men det var sikkert at hun troede hun kunne gøre de ting hun sagde i bund og grund Det var sikkert som 'Klarhed', havde sagt, de havde opgivet håbet mange af dem. Alane blev overrasket da han sagde det første, hun havde aldrig alle svarene og det udgav hun sig heller ikke for. "Jeg har aldrig alle svarene", hendes stemme var rolig. "Jeg kunne virkelig godt bruge en som kendte skoven, vi er ved at prøve at finde et godt sted hvor vores by/lejr kan ligge til fremtiden og jeg tænkte at du måske virkelig kendte skovene her?"

Han stod og bedømte hende i lidt tid, men han gumlede færdigt og sank sit kød.
"du kan ikke forvente vi alle har en tro på fremtiden" svarede han så kort, bryskt, men trak så på skuldrene.
"Men hvis andre tror på den, skal jeg da ikke være en hindring" han tog fat i det ene hjørne af kortet for at strække det ud mellem dem og han bedre kunne se. Hans blik gled over kortet et øjeblik, mens han tænkte sig om. så pegede han på forskellige plettet i den ene side af skoven og få midt inde i skoven.
"Jeg her en ide, her og her...Er der god plads og få træer, men stadig langt nok inde i skoven til nogen udenfra ser det..Kan i sætte nogle små lejre op, måske til at holde øje med det hele eller andre ting...og her, midt inde i skoven, bygge jeres endelig lejr. det er farligt kun at stole på et stærk sted, det gør en sårbar. For fjenden ville så vide at bare de knuser jer der...Er i for evigt knust. Ikke at der skal være en fjende...Men du snakkede meget om fremtidige problemer" Han havde givet sin mening. Han trak sig lidt tilbage igen og så lidt på Alane...