Hvad sagde du? mener du det? Vær sød at gentage! (Alane - privat)

Hun stod roligt og så på ham med neutrale øjne, der var ikke noget dømmende over hende men han skulle have lov til at sige sin mening om hende. "Det har du helt ret i at jeg ikke kan. Men jeg har bare svært ved at forstå det eftersom jeg aldrig selv har opgivet håbet for noget så egentlig vil jeg gerne sige undskyld for at jeg var selvisk på det punkt. Det handler egentlig om at jeg ikke kunne forstå det men det gør jeg nu men jeg lader det ikke forhindre mig i at tro på det jeg gerne vil og dem som stadig har troen og håbet vil jeg gerne hjælpe". Alane gav ham et stille smil mens hun så ned på kortet da han foldede det ordentlig ud. "Det lyder som om det er noget du har tænkt igennem mange gange", Let lod hun sine øjne glide over kortet og hun kunne faktisk ikke være mere enig med ham. Endnu engang vendte hun sit blik mod ham. "Jeg ville være rigtig beæret hvis du ville hjælpe mig med at finde disse steder da jeg ikke kender denne del af skoven så godt som du gør", hun havde et lettere håbefuldt blik i øjet men hvis han ikke ville så skulle hun nok selv finde det eller spørge en anden til hjælp. Victor virkede virkelig til at være en som man kunne stole på hvis man lærte ham at kende og en som Alane virkelig gerne ville have støtte fra.

Victor så lidt på hende. værtsfamilien var kommet tilbage fra noget fællesspisning og hilste let på Alane, mens de så nysgerrigt på Victor, for hvad kunne de dog snakke om, efter den mindre verbale krig de havde haft?
victor nikkede venligt til dem, da de kom forbi, før han så lidt på Alane igen.
Så nikkede han let.
"Okay...Jeg hjælper med at finde det." svarede han. han havde tænkt over det...en gang i mellem, når han sad alene hjemme i sin hytte, tænkte over hvordan det ville være hvis shapeshifters holdt sammen. Men det havde været en drøm ingen havde troet på ville ske.

Hun betragtede ham kort, han virkede ikke direkte negativ over for hendes forspørgelse og det håbede hun heller ikke han var. Hun så på familien og gav dem et stille smil og gjorde så plads for dem så de kunne komme til deres ting som de nu engang ville. Den såkaldte 'krig' de havde haft mellem hinanden var vel egentlig bare to stædige folk som hver havde deres mening og det kunne man ikke andet end at respektere. Det var i hvert fald hvad hun gjorde. Alane vendte dog opmærksomheden mod ham da han talte stil hende igen, hun kunne ikke lade være med at smile til ham, smilet var taknemmeligt. "Mange tak, du siger bare til når du så har tid", hun regnede ikke med at han bare smed alt hvad han havde i hænderne for hende og derfor sagde hun som hun gjorde Hun var en tålmodig kvinde og kunne sagtens vente på ham og desuden skulle mange af de andre også med da det her skulle være en fælles beslutning angående lokation.

Han nikkede let og lod blikket glide over skoven og himlen omkring dem. Sneen var stoppet med at falde, vejret var klart. det blev en frostfuld nat.
"I morgen tidligt. Det giver ingen mening at tage derud i mørket" smilte han med et svagt nik med hovedet og gjorde dermed indirekte tegn til at deres samtale var slut og han havde andre ting at gøre.

//Hvis det er, kan vi godt skrue direkte frem til morgenen?//

//Jo det lyder som en god idé //

Alane betragtede den snart mørke himmel, man kunne lige skimte en stribe orange i horizonten hvilket indikerede at snart ville der være helt mørkt her og ikke noget at gøre ved det. De måtte jo blot forsætte deres søgen imorgen. Hun så stille på ham, et venigt smil lå på hende læber, et stille nik blev sendt hans retning, "Det lyder klogt, så mødes vi bare imorgen når solen står op og drager afsted der?". Hun forstod hintet og nikkede selv til ham før hun gik tilbage mod en lidt større klynge af telte, hun fik dog noget mad inden hun kravlede i seng, hendes våben ikke langt fra hende.

Han drak en kop te og snakkede lidt med sin værtsfamilie, især med drengen om vigtige aspekter af jagt. Men til sidst kravlede han i seng, med en masse tanker i sit hoved...

Næste morgen stod han, som altid, ret tidligt op. Han kogte lidt vand og drak en kop urtete, mens han nød en bid brød, lidt kød fra dagen før og en håndfuld bær.
Så vaskede han sig lidt, klædte sig varmt på og sørgede for at have de sædvanlige våben på sig.
Resten af lejren var nu også begyndt at røre på sig og han bemærkede en lille gruppe af folk som stod for sig selv og nærmest ventede p ånoget...han gik ud fra det var den gruppe han skulle med ud og se skoven, med. Så han gik derhen.

Alane havde sovet som en sten den nat, hun havde haft gode tanker gennem det meste af natten men nogle bekymringer havde dog også meldt sig. Det varede dog ikke længe efter hendes hovede havde ramt skinnende at hun var faldet i en dyb søvn.

Næste morgen vågnede hun tidligt, tidligere end hun plejede, hun listede stille ned til et mindre vandhuld og vaskede sig inden hun trak i tøjet, tøjet var det sammen som i går. Hun væltede sig jo ikke i penge til nyt tøj og sy det selv kunne hun i hvert fald ikke. Hun fandt nogle bør og spiste så en dejligt morgenmad bestående af noget af kødet fra igår, en smule ost og lidt brød. Dertil fik hun sig en top dejligt te. Roligt rejste hun sig så, hun gik ind i sit telt og fandt en taske frem som hun lagde kortet ned i. Derefter spændte hun sit våben fast i siden som mest af alt lignede en forvokset dagger.

En gruppe folk stod allerede og ventede på hende og sikkert også andre da hun igen trådte ud af sit telt, hun spejdede lidt rundt go fik så øje på Victor nærme sig dem. Hun sendte ham et lille smil før hun så rundt på de andre, sagde sine godmorgner og fik dem også tilbage igen. Mange af dem virkede overraskede over at Victor mødtes med dem, det var der nok ikke nogen der havde regnet med efter i går.

Victor så kort rundt på gruppen og nikkede kort som en hilsen, hvoraf han kun fik få tilbage. nogle af dem troede på Alane og kunne ikke forstå hvorfor Victor var med, hvoraf de derfor ikke gad hilse på ham.
"Alane spurgte mig til råds i går og jeg gik md til at vise jer rundt i skoven. Er der nogle der allerede nu ved, at de ikke orker vade rundt i en kold skov hele dagen, skal de gå nu. Jeg bærer ikke nogle!" sagde han så kort og gjorde så tegn til Alane om de skulle gå...
Det havde været en nat fuld af frost. Froster fik de visne blade og den smule græs der var, til at knase under deres sko og de få blade på træerne og buskende, til at gå en hvidlig kulør.Luften var frisk, men kold.

Alane kiggede stille rundt på dem, der var nogen som virkede positive over Victor var iblandt dem men de andre virkede lang mere tvivlende. Sikke dog et dømmende folk de kunne være nogle gange men sådan var de fleste vel egentlig i bund og grund. Hun så rundt på dem og gav dem et beroligende og opmuntrende smil som om de skulle stole på hendes dømmekraft og derved virkede det som om de fleste slappede af og nikkede så stille til Victor, dog stadig lidt skeptiske. Han kunne dog godt have en mere positiv holdning men der var ingen der gik fra. Hun fandt roligt kortet frem og foldede det så ud mens hun gik op til Victors side. "Lad os komme afsted så vi kan have ordentlig tid til det her". De fleste nikkede med et smil og enkelte jaer var hørt. Alane vendte så sit blik mod Victor før det gled over det forsne landskab, det var en udsædvanlig kold morgen, ikke at det generede hende men der så ud til at være et par enkelte stykker der frøs.

Han nikkede kort og satte i bevægelse, væk fra lejren og dybere ind mellem træerne. Han behøvede intet kort for at finde rundt og lod derfor bare Alane står med det og kigge. De gik i noget tid, før de endelig nåede den første lille lysning.
"Dette er det første sted jeg udpegede i går. Som sagt er det ikke mega stort, men stadig stort nok til det jeg snakkede om. Det ligger ca. en kilometer fra skovens grænse og den store hovedvej er ca. 500 meter den vej..." han pegede et sted væk fra dem, på den anden side af lysningen.
"Så man ville kunne se hvem og hvad der kommer forbi" han så lidt på alane. Lysningen var fuld af vissent græs og enkelte blomster med bøjede hoveder, begrund af frosten. Ellers lå der en del nedfaldsblade og træerne knejsede stolt omkring dem, flere af dem mange år gamle. en enkelt lille å gled halvfrossent afsted i den ene ende af lysningen.