What do you want? - Alane

af Gæst Tors 21 Jun 2012 - 17:42

Sted: På vej hjem, gående gennem Doomsville gågade
Tid: 2314
Dato: 21/6/12
Vejr: Regn
Påklædning: En lang sort kappe, et par slidte lædersko og tøj der ligner noget fra 30'erne

Så snart døren gik op, begyndte regnen af sile ned. Den slog mod den hårde jord og dannede uforudsigelige vandpytter på gågaden i Doomsville City.
En bleg, høj og muskuløs mand bevægede sig lydløst henover brostenene på den smalle gade. Under armen bar han ældgamle bøger, hvor støvet, trods regnen, ikke ville forsvinde. Bøger der var lige så gamle som ham selv.
Han gik med hovedet rank, iskoldt for omverden, der blot glanede efter ham og hans 750-årig gamle skønhed. Huden som marmor, brystet som en hanes.

De slidte lædersko ramte knap nok brostenene, da han drejede ned mod en lille gyde syd for midtbyen. Der lå en lille bar, som han var stamkunde ved. En ensom sjæl boende i et stort hus, kun med tjenere at snakke med. Ligegyldige og i sidste ende ubrugelige.

Han gryntede mandigt, da den store hånd ramte døren og skubbede den lydløst op. Hurtigt scannede han rummet. Selvom han ikke havde spist i et stykke tid, faldt intet i hans smag. Han havde prøvet det meste i denne verden, men der var nu intet som mennesker.

Overlegen smed han bøgerne på bardisken og nikkede til bartenderen, der hurtigt hev bøgerne til sig og genede ham mod et bord i hjørnet. Stedet var rustikt og en anelse mørt for Coopers smag. Der lugtede af gammelt træ, ikke en lugt han foretrak.

Uden ord, satte han sig på stolen med et lille bump. Han gled den sorte frakke af og hang den over stolen ved siden af ham. Kedsommeligt gloede han endnu engang rundt. Det var ikke fordi, han havde noget erinde. Men evigheden var lang, og noget skulle han give sig til. Der var ikke så mange besøgende i det gamle hus, som der engang havde været. De fleste gamle vampyrer var døde i dumdristighed, noget der, bare ved tanken, fik Cooper til at fnyse og ryste diskret på hovedet.

Nogle let røde rander under øjnene, havde formet sig i det sidste århundrede. Men ellers var huden fejlbar. Naturlige rynker var knap nok til at spotte på den unge mand. Kun svagt kunne der antydes, at han engang havde levet med et bankende hjerte. Nu levede han for bankende hjerter.