Animals alike... (Daniella)

Hun sukkede, da hun vidste at han talte sandt. Og der var få der vidste hvor ond verden endtlig kunne være, og hun var en af dem. Det er tit at folk endten selv er en af dem der er onde, ellers er de så gode at de ik kan de det onde i noget af det folk gjorde ved dem. Daniella var dog ved at blive træt af hvordan folk ofte behandlede hende og hun holdte sig derfor tit for sig selv, eller lavede ballade og viste sin uafhængighed af andre.

Hun så ud af øjnkrogen at han nærmede sig, men hun lod det bare være. Hun var begyndt at stole på ham. I hvart fald en lille smule. Hun troede ik på at han ville gøre hende noget, men det betød ik at hun ik var på vagt overfor ham. Måske det hele bare var et stort skuespil.
"I know." Sagde hun roligt, "men nogen gange hjælper det mig med at tænke. Ved ik om det er slaget eller om det er den prikkende smerte der kommer bagefter. Men jeg ved at det hjælper." Sagde hun med et smil og så skævt på ham. Måske han synes hun er en idiot nu.

Han trådte langsomt et skridt tættere på hende, og tænkte lidt over om det var fordi hun kun havde mødt folk der var utroligt onde, eller ihvertfald det var den slags hun ofte mødte, og han var derfor nød til at spørge ind til det, da det var ret vigtigt for ham, men hvorfor det var vigtigt vidste han dog ikke helt.

"Har de aldrig mødt folk der har været venlige overfor dem da?"

Han stod og så på hende spørgende og trådte lidt tættere på, mens hans arme lagde slapt ned af siden, og han virkede meget åben, og gjorde alt for ikke at virke faretruende over for hende.

"Det virker altså ikke som den bedste ide, må jeg sige, men hvis du tror på det er godt for dem vil jeg ikke stoppe dem. Det er dit valg og dit alene."

Her brød hans normer, og hans mål igennem, det med at man havde frie valg og ingen skulle kunne tage dem fra en, og derfor var det vigtigt for ham nogle gange at lade dem komme til udtryk.

Hun vendte hovedet endnu engang ud mod horisonten. Det skæve smil sad stadig på hendes ansigt, men det var ik længere et glad smil. Den var blevet lidt bitter, mens hun tænkte på alle de mennesker hun havde mødt og hvor ofte de personer havde jaget hende væk fra byen igen. Hun sænkede hovedet lidt, mens hun fortsatte med at tænke og vendte sig så om mod ham.

"Der har selvfølgelig være nogle få, men det er meget sjældent." Sagde hun imens hun vendte sig rundt. Hun havde ik lagt mærke til at han havde trådt frem mod hende og hun blev overrasket over at han stod så tæt på hende. Hendes instinkt sagde at hun skulle træde et skridt tilbage, men hun bekæmpede trangen til at flytte fødderne. Hun ville ik virke uhøflig og han havde på ingen måde vist at han ville skade hende endnu. Hun sendte et forsøgende smil, da hun ik rigtig vidste hvordan hun skulle reagere da han stod så tæt på.

"Kender du det ik selv?" Hun så spørgende på ham, "at der er noget der virker bedre end noget andet, til at få dig til at tænke eller slappe af?"

Han stod og så på hende, og kunne ikke helt forstå hvorfro hun blev så trist pludselig, i takt med at han var venlig overfor hende, men det fik han så svar på da hun begyndte at tale om de folke hun havde mødt og at det var meget sjældent at de havde været flinke ved hende. Han kom så til at tænke på at det egentligt også var sjældent at folk var sådan overfor ham, men han tænkte bare ikke på det da han altid fokuserede på når folk var flinke og venlige mod ham.

"Nej det er åbenbart blevet mere og mere normalt at være fjendtlig overfor nye folk man møder, og folk prøver ofte at skubbe fremmede væk, med deres mere ondskabsfulde sider."

Han kunne godt fornemme lidt på hendes smile, at hun ikke var særligt sikker på at han var så tæt på hende, så han trådte et skridt bagud og bukkede let for hende.

"De må undskylde hvis jeg gør dem usikker."

Han rejste sig op igen, for at han kunne svare på hendes spørgsmål, fordi jo han gjorde da også noget bestemt hver gang han trængte til at slappe af eller tænke, men ikke ligefrem at slå sig selv. Han plejede bare ofte at løbe en tur eller gå på jagt.

"Jo selvfølgelig, men jeg plejer blot at løbe en tur, gå på jagt eller træne..."

Daniella rystede lidt foraget på hovedet. Han havde jo ret, fuldstændig. Og de ser ik, at ved at være fjendtlig overfor andre, så skaber de andre til også at være fjendtlige overfor fremmede. Daniella vidste godt at hun ik var meget bedre. Hun var selv meget fjendtlig overfor andre, især hvis de starter med det. Det havde sat sig så groft med at alle var fjendtlige, at hun var begyndt at tro at når folk var venlige, at de så var ude på at gøre nar af hende. Hun så over på ham og valgte ik at nævne det sidste, fordi hun ik ville have ham til at tro at hun mistænkteham for at gøre grin med hende.

"Jeg ved godt for ond verden kan være," sagde hun bittert mens hun kiggede væk, "og når folk tit bare følger flokken, istedet for at træde væk og gøre det man selv vil, så bliver verden ik bedre." Hun blev pludselig opmærksom hendes hjørne tænder og hendes hånd gav et ryk, da hun kom i tanke om at hun bare stod og snakkede. Normalt snakkede hun ik så meget med fremmede, eller smilet til dem for den sags skyld, så normalt havde hun ik problemet med sine hjørnetænder. Hun skævede lidt til ham og hun synes ik det virkede som om han havde set noget. Hun sukkede lettet og blev lidt vred på sig selv. *Hvordan kan du glemme det din nød? Du skal være mere forsigtig.* Hun var lidt glad for at hun normalt ik viste sine tænder til andre, det må være derfor at hun ik havde vist dem uden at tænke over det. Tandsmil var jo heller ik hendes favorit. Bare et normalt smil med løftede mundvige, var det hun altid brugte.
Hun så ud af øjenkrogen at han trak sig lidt tilbage og hun vendte sig om mod ham.
"Nej det er helt i orden," sagde hun, men nu havde hun jo lige tænkt på det og derfor lod være med at åbne munden for meget. "Du gør mig ik usikker*

Hun kunne ik lade være med at smile lidt for sig selv.
"Og hvad ville du sige eller tro, hvis jeg nu begyndte at løbe min vej?" Spurgte hun mens hun kæmpede for at holde smilet tilbage.

Han vidste ikke ret meget om hende, og lagde ikke rigtigt mærke til hendes tænder, men måske det bare var fordi han selv var et syr, så dan slags tænder var jo helt normalt for ham. De ting hun sagde var utroligt sande, og det var trist at de var det, da det betød at verden var ved at styrte sammen i gruset, og den allerede kraftigt rystede i sin egen grundvold.

"Desværre har De mere end ret, og det er tydeligt at mærke at denne verdens grundvald er allerede rystet, af den store ondskab der er her..."

Han bukkede let for hende og smilede taknemmeligt for at han ikke gjorde hende usikker.

"Nej jeg kan godt se at det ville være mærkeligt, men det er nok bare ikke godt at slå sig selv..."

Hun valgte at ville sætte sig ned, men denne gang satte hun sig på jorden, så der ik skete en gentagelse af episoden før. Hun rettede lidt på kjolen og smilede så op mod solen mens hun lod den kærtegne hendes hud. Det var noget af det bedste hun viste, bare sidde og nyde solen. Hun kiggede over på ham mens han talte til hende og hun nikkede bekræftende.
"Det er trist at verden er endt sådan. Alle går kun og tænker på sig selv og er ligeglad med hvad der sker med andre, bare de selv når deres mål." Hun sukkede lidt. Hun havde ik selv nogen mål i livet. hun tog bare livet som det kom og prøvede på at overleve så godt som hun nu kunne.

Hun så at han bukkede for hende, og hun blev lidt forlegen over det. Det var bare så, underligt at han var så formel. Hun smilede beroligende til ham og sagde venligt, "det er rart at se nogen være så høflig, da det er så sjældent det sker, men lige et spørgsmål. Er du altid så høflig? Jeg mener, siger du også de til venner og familie?" Hun kiggede nysgerrigt over på ham mens hun ventede på at få et svar.

Hun kunne ik lade være med at le en lille smule og hævede sin hånd op foran munden. "Undskyld, det er ik af dig jeg griner af, det er mere den måde du sagde det på," sagde hun med et lille smil på læberne, samtidig med at hun sænkede hånden. "Det er jo ik ligefrem fordi jeg brækker noget når jeg gør det." Sagde hun, stadig med et smil på munden. Det var sjældet at Daniella kunne føle sig fri, når hun var sammen med andre, men bare Sargonis væsen, fik hende til at falde til ro og føle afslappet, selvom han tit overraskede hende med hans høflighed.

Han nikkede svagt som svar, på det med at det var trist med hvordan verden var endt, det var noget mærkeligt noget at det var gået ham sådan, men spurgte man ham, var det alt sammen noget der var sket på grund af at man havde lavdet Sakref for magten over den verden, men han sagde det ikke rigtigt til nogen, af forskellige årsager.

"Det er et godt spørgsmål, og jeg kan ikke svare Dem på det, da min mor ved jeg ikke hvor er og min far er død, og jeg kender ingen søskende. Venner har jeg heller ingen af."

Det med at slås sig selv, hun havde jo ret i at hun ikek brækkede noget, og det var da også sjovt at han var sådan imod det, når han jo selv elskede smerte, men af en eller anden grund kunne han ikke lide når andre påførte dem selv smerte.

"Nej det er sandt, jeg er bare bange for at De kommer til at skade Dem selv mere en hvad der er meningen."

Hun så ham nikkede og lænede sig så lidt tilbage og placerede hænderne bag ryggen. Hun lagde vægten på hænderne og nød naturen til fulde. Hun lukkede øjnene og brugte alle sine andre sanser til at føle naturen omkring hende. Hun hørte lydene af de få dyr der var omkring dem, hun mærkede solens stråler ramme hendes hud, hun mærkede jorden under hende, hun kunne dufte lugten af jorden og alle muliglige andre ting.

Hun lænede hovedet bagover og kiggede op på ham. Hun vidste ik rigtig hvordan hun skulle reagere. Jo hun havde heller ingen familie, eller det troede hun ihvertfald, indtil hun stødte ind i sin farfar og venner var kun meget få, så hun kendte lidt til det, men heller ik meget.
"Det... Det vidste jeg ik," sagde hun trist. Af en eller anden grund havde hun ondt af ham, men om han ville have medfølelse af andre, vidste hun ik helt. Hun lænede sig forover og tog sine ben op til overkroppen. Hun omfavnede hendes knæ og lagde hovedet på toppen af knæene. "Jeg har selv prøvet det, men sikkert ik i samme omfang som dig," sagde hun mens hun kiggede ud over søen.

Hun kiggede skævt op på ham og der kom et drillende glimt i hendes øjne. "Er du bange på mine vegne? Har jeg slået benene væk under dig?" Spurgte hun med en drillende tone fald. Hun sagde det ik, fordi hun virkelig troede på at der var noget, men hun kunne ik lade være med at sige det. Sådan var hun bare.

Han holdt hele tiden øje med hvad hun gjorde, og det var mest fordi han ikek ville risikere at gøre noget, hvor hun fik en mulighed for at skade ham. Selvom hun virkede til ikke at kunne finde på at gøre nogen noget, var der bare noget der fik ham til ikke at være helt sikker på hvad der kunne ske hvis han ikke holdt ordentligt øje med hende.

"Det er mit eget valg at jeg ikke har nogle af delene, så ingen grund til medlidenhed."

Han kiggede på hende hende, og hans blik blev meget spørgende da hun stillede sit spørgsmål, fordi han ikke lige helt forstod hvad hun mente med det.

"Nej jeg vil helst bare ikke have at folk går og skader sig selv..."

Han brød sig ikke om at andre gjorde det, selvom det var en stor del af hans eget liv.

Hun kiggede skævt op på ham, dog uden at løfte hovedet fra sine knæ. Hun kunne godt se at han bare stirrede på hende og hun løftede et øjenbryn. Hun var lidt usikker på hvorfor han stod og stirrede sådan på hende, men hun regnede med at det mest var fordi at han ik stolede på hende, og hun smilede svagt indvendig. Hun var rigmelig sikker på at hun kunne komme væk hvis der skete noget, og hun var heller ik bange for at få hverken skader eller at blive beskidt. Så hvis han var ude på at angribe, så kunne han bare komme an. Hun kiggede væk fra ham da hun hørte nogle fugle skrabbe over dem, og hun kiggede op på dem.

"Det kan godt være at du selv har valgt det, men det må da stadig være vildt ensomt." Sagde hun ligeud. Hun var lidt ligeglad hvis han tog det som uhøfligt at sige det på den måde, eller hvis han blev sur over at hun muligvis havde ret. Dog kendte hun intet til ham, vidste ik hvor han boede eller hvor han kom fra. Det eneste hun vidste var hans navn, og selv det kunne han jo have løjet med. Hun fik lige pludselig en dårlig mave fornemmelse. *Der er INGEN der er så "høflig" som han er. Han må være ude på noget!* Tænkte hun for sig selv. Hun så ud af øjenkrogen og kiggede op på ham, mens hun gjorde sig klar til at skifte, hvis det blev nødvendigt. Hun vidste godt at hun ville blive lidt utydelig i kanterne, da det var en af effekterne ved at skifte form, men det var heller ik så tydeligt at folk ville se det.

Hun så hans forvirrede blik og kunne mærke en svag morskab dybt inde i sig selv, men det blev dog hurtigt ændret da han svarede hende. "Hvad betyder det for dig at andre går og skader sig selv?" Spurgte hun mens hun så mistænksomt på ham. "Jeg mener, når du selv har valgt at fjerne dig fra den civiliserede verden, burde du så ik også være ligeglad med hvordan folk behandler sig selv?" Personligt synes hun ik at det gav noget mening og hun rejste sig op og vendte fronten mod ham.

Han blev bare ved med at holde øje med ehnde, men han løsnede langsomt op. Han lagde heller ikke helt mærke til hvordan hun sad og bevægede sig, og ej heller at hun kiggede mod himlen, fordi han var begyndt at se andre steder hen end på hende.

Det hun sagde med at det kunne vel stadig være ensomt, havde hun måske ret i men han mærkede det ikke. Han var vant til at folk ikke var sammen med ham, og at de ofte flygtede når de fandte ud af hans dystre hemmelighed, både med hvilken form for varulv han var, og så den del med selv at havde ræbt sin far.

"Måske... Måske ikke... Jeg er vant til, så jeg mærker det ikke rigtigt..."

Han lagde ikke mærke til at hun blev uskarp, men kiggede stadig over på hende let en gang i mellem, fordi han stadig ikke var helt sikker på hende.

"Jeg synes ikke folk burde gøre det..."

"Jeg har ikke skåret mig af fra den civiliserede verden, jeg bruger bare ikke så meget tid i den..."

Hun stod og så på ham, og krydsede så sine arme, da hun ik rigtig vidste hvad hun skulle gøre ved dem. Hun var stadig klar til at forvandle sig med et øjebliks varsel, hvis det blev nødvendigt. Hun så at han begyndte at kigge rundt og så selv efter hvad det var han så, men da hun ik blev klogere kiggede hun skævvt på ham.
"Hvad leder du efter?" spurgte hun nysgerrigt.

"Van til det? Har du aldrig været sammen med andre?" Spurgte hun forbavset. At man ligefrem kunne blive van til at gå alene i verden, ik at have nogen at snakke med og heller ingen til at støtte en. Hun blev lidt kold indvendig da det fik hende til at tænke på da hun var mindre, og hendes hud blev en lille smule blegere end normalt. Hun kiggede væk og sparkede så til en sten hun så ligge på jorden, i håb om at det ville jage følelserne væk. Det hjalp, men bare ik på den måde hun havde regnet med. Hun mærkede en svag smerte i sin storetå og da hun satte foden stille ned på jorden, var hun nød til at løfte den igen. Hun var mere forsigtig anden gang hun satte foden på jorde, og lagde vægten på siden af foden, så tåen var skånet så meget som muligt. Det fjerne fuldstændig hendes fokus og hun havde ik længere sin transformation ved fingerspidserne.

Hun kiggede over på ham, men hun fokuserede mest på at hun ik stillede tåen på jorden.
"Og hvordan er det anderledes fra at blive afskåret fra civilisationen?" Spurgte hun med en lavere stemmeføring end normalt, men det var heller ik en hvisken.

Han kiggede ikke længere rundt, og han rystede bare afvigende på hovedet. Han ledte jo ikke efter noget så han kunne ikke rigtigt sige ret meget til hende andeend intet, og det orkede han ikke rigtigt.

"Ja jeg er vant til det, jeg har aldrig brugt tid med andre væsner i andet end hvis det har været nødvendigt..."

Han brød sig ikke rigtigt om at tale om det, fordi så ville det næsten blive nødvendigt at snakke om hans tid i kulten og det var ikke en tid han var særligt glad for, så den ville han helst slippe for at snakke om, ihvertfald med nogen han ikke var sikker på...

"At jeg stadig godt kan gøre det hvis jeg har brug for det, og gør det også nogle gange, altså at tage kontakt til civilisationen..."

Hun kiggede på ham og så at han rystede på hovedet. Hun løftede det ene øjenbryn og så lidt skeptisk på ham, men hun sagde intet og bevægelsen med øjenbrynet var næsten usynligt da det var en lille bevægelse. Hun sukkede indvendigt og fandt en hårklips, som hun havde siddende i kjolen så hun var sikker på at hun fik den med. Hun tog håret foran og i siderne og samlede det omme i baghovedet og satte det fast med klipsen. Resten lod hun hænge ned af nakken og stoppe midt på ryggen.

"Er det så alle former for væsner? Jeg mener, er du ik engang sammen med dyr eller noget?" Hun vidste godt at normale væsner og mennesker ik forstod dyrene lige så godt som hende, men hun vidste at mange finder glæde i dyrenes selvskab. Hun kunne godt se at han så tænkende ud og ik på den gode måde. Som om han var usikker på noget.

Hun trak på skuldrene mens hun kiggede på ham. "Sådan kan man vel også se på det." sagde hun næsten neutralt.

"Jeg tør ikke opholde mig sammen med dyr, det ender altid galt for dyret..."

Han kiggede ikke længere omkring men lod istedet hende have hans opmærksomhed...
Han vidste ikke lige hvad han ellers skulle sige, og lod hende bare styre samtalen. Det næste hun sagde kunne han godt forstå hun sagde, da det var lidt blandet hvordan man kunne se på det...

"Ja det har du nok ret i, mange ser nok forskellligt på det..."