Vores fremtid. (Alane)

Alane så stille på ham. Hun ville gerne spise for ham men det lokkede hende ikke lige nu hvad angik mad men hvis det betød så meget for ham ville hun da gerne prøve at spise lidt. Let tog hun hans hånd og så ham i øjnene. Hun kunne tydeligt se hvor bekymret han var for hende og hun skulle jo også til selv at passe på. Hvem ønskede en svag leder? Ingen så vidt hun vidste. "Sean, jeg kan godt spise lidt mad hvis det er?". Hun skulle også have fortalt ham det men hun vidste ikke helt hvordan og uanset hvor dumt det end var så var hun måske bange for at han endda fik et job hvor hun skulle være målet. Men det ville måske også ske hvis hun ikke fortalte ham det og så ville han helt sikkert gøre det. Hun virkede langt væk i sine egne tanker og så vel et eller andet sted lidt bange ud men som et lyn fra himmelen var det væk og hun så ham i øjnene igen. Let pillede hun ved den halskæde han havde givet hende. Ikke en eneste gang havde hun taget den af. Den havde siddet omkring hendes hals siden hun fik den.

Han så lidt på hende og rystede svagt på hovedet.
"Ikke hvis du ikke er sulten..." sukkede han svagt og lagde sine arme over kors et øjeblik. Deres forhold virkede mere og mere....anstrengt. og han følte skyld...skam, måske. over ikke at have været helt ærlig over for hende. Men deres forhold var stadig så nyt, så skrøbeligt. Hvor meget mere kunne hun tage fra hans side, før hun bare skred? Måske sendte Sajro efter ham? det ville han ikke overleve igen, før han havde fået sine nye kræfter...
"Alane...Jeg har nogle ting jeg ikke har været helt ærlig omkring. nogle ting jeg gerne vil fortælle dig, men som du sikkert kommer til at hade mig for og blive ked af. vores forhold overlever det måske ikke...Skal vi ikek gå ind og få lidt at drikke?" spurgte han en smule bestemt. Han havde valgt. han ville fortælle hende tingene...Og så måtte de tage stilling bagefter. om det styrkede deres forhold eller ødelagde det...

Hun slap helt automatisk hans hånd da han lagde armene over kors, han ville ikke holde hende i hånden å skulle han da også blive fri for det. Lige pludselig virkede det som en dårlig idé at flytte sammen, hvis det altid skulle være sådan her, hun var ved at blive sindssyg over den her trykkende og akavede stemning som altid lå over dem her på det sidste. Det var da ikke sådan her det skulle føles hvis man var forelsket, det fæltes forkert men på den anden side vidste hun jo ikke engang hvordan det føltes at være forelsket, det kunne jo lige så godt være noget hun bildte sig ind fordi hun så gerne ville føle sig elsket. Nej hun var sikker på at hun elskede ham! Let løftede hun sine øjne som ellers havde været limet til jorden. Hun virkede så fraværende, så bekymret og forvirret. Hun så ham i øjnene. Let nikkede hun bare, hun havde jo også nogle ting hun skulle fortælle ham. Det bekymrede hende og man kunne se frygten, noget der kunne ødelægge deres forhold? Hvad havde han dog lavet. Stille og roligt begyndte hun at gå mod det nærmeste sted hvor de kunne få noget at drikke.

//de stod jo lige ud for kroen?//

Han gik ind og holdte døren for hende. Han smilte svagt, men var mest bekymret for om dette skulle ødelægge det hele. Nej, han var overbevist om det ville ødelægge det.
Han bestilte en lille øl til sig selv og så spørgende på Alane, for at se hvad hun ville have. Han betalte for deres ting og tog drikkevarerne med ned til et lidt afsides bord.
Han satte sig ned og så lidt på Alane.
"Jeg vil bede til denne samtale kommer til at foregå så stille og voksent som muligt. Jeg er forstående over for dine reaktioner på tingene. Og forstår hvis du vælger ikke at se mig mere, jeg vil da bare bede til du ikke sender Sajro efter mig, da jeg stadig ikke er stærk nok til at modstå ham. Men jeg vil også bede om lidt forståelse, selv om det nok er meget at bede om. Alane...Som fortalt har jeg altid været alene. En...Ven...fortalte mig engang at som incubuc ville jeg ofre ting som familie, men tilgengæld være stærkere i forhold til andre. Jeg ved nu det ikke nødvendigvis er sandt, men jeg har dog støttet mig op af det og levet frit. Jeg har snydt kvinder, fået dem til at tro vi havde noget sammen og fået de ting ud af det, som jeg ville have...." han viste det nok bare lød som ævl.
"...Jeg er kort sagt egoistisk og det har krævet mange ting for mig...Mange problemer og frustrationer...Til at at indse visse ting og prøve at lave dem om. Jeg er dog dæmon." han tog en tår af sin øl og så lidt på hende igen.
"Det lyder nok bare som ævl, men hvis det på nogen måde kan få dig til bedre at forstå de ting der er sket..." han trak lidt på den ene skulder...

//Hun går bare de sidste skridt derhen, ikke ment som andet //


Hun gik roligt ind, de bare fødder ladede som tap lyde da hun gik op af de få ujævne stentrapper. Da hun trådte ind i krostuen blev hun ramt af en varme men det var som om den ikke trængte igennem. Hun var kold indeni og det virkede som en kulde som ingenting kunne overkomme lige nu. Hvad var det der var sket, hvordan kunne det være gået så galt mellem dem eller det forventede hun vel at det var. Hun forventede vel at det var slut nu, at det var det. "Bare en øl til mig også, tak", hendes stemme var en hæs hvisken. Let rømmede hun sig dog og fulgte efter ham, stille satte hun sig overfor ham og lyttede til det han sagde, hendes ansigt var uden følelser og egentlig følte hun sig også helt kold indeni, som en gletscher var hun dog ved at flække og styrte til bunds i det iskolde vand. Alane havde aldrig været særlig god til at styrre hendes temperament men dog skulle der meget til for at hun røg op i det røde felt. Udfra det han sagde nu lød det som om han skulle til at komme med en lam undskyldning om hvor ked af det han var over han havde udnyttet hende, men hvorfor havde han så ikke bare taget hendes sjæl? Roligt løftede hun øllen og drak noget af den. Hun virkede nærmest uhyggelig roligt men ordsproget sagde jo også, stilhed før stormen. En gang, en gang i hendes liv havde hun nået det røde felt indenfor hendes temperament, hendes hjerne prøvede ihærdigt at fortrænge de minder men det var ikke noget hun bare kunne glemme. Det uskyldige ansigt og ja faktisk flere som måtte lade livet så hun kunne få afløs fra hendes vrede. Hun fortrød det inderligt men sket var sket og nu prøvede hun bare at fortsætte sit liv og håbe på hun aldrig skulle opleve det igen. Hun så ham i øjnene, ikke en eneste følelse var at læse i dem, hun ventede egentlig bare på at han kom til sagen.

Han så lidt på hende og nikkede så bare. ingen reaktion. selvfølgelig. Det var nyttesløs, men han havde dog prøvet.
"Jeg har haft en ven. Kun en ven og ja, haft som i datid. Vi har intet med hinanden at gøre lige nu, andet end gensidig sorg og vrede" sagde han så og turde næsten ikke så på Alane.
"Jeg mødte hende nogenlunde samtidig med dig. Hun hedder Nephthys. Også en shapeshifter, for den sags skyld. Jeg hjalp hende, på et tidspunkt hvor hun havde det ret svært og tog hende ind i min klan. Vi blev venner, jeg følte hun forstod mig et sted, hvor andre ikke havde. Men hun ville gå sine egne vegne. Men altså, hun blev forelsket i mig. Og det er problemet, det er svært at have et normalt venskab, når den ene er forelsket i en og vi skændes efterhånden hver gang vi så hinanden. Kombineret med en tid hvor jeg ikke så dig så tit, det var en smule ensomt. Så kom jeg ind i en tid hvor jeg havde nogle psykiske problemer, jeg tror ikke jeg var mig selv hele tiden, kan ikke huske tingene og det hele er meget sløret...Men åbenbart skulle vi havde nogle ting sammen, hende og jeg. "Han kiggede slet ikke på Alane nu.
"...Og...Hun blev gravid. Jeg har kun venskablige følelser for hende, på ære. Jeg ved ikke hvordan det kom så langt. Jeg har følt skyld over for dig lige siden og jeg tror det har skabt en kløft imellem os...afstand. Men jeg sagde ikke noget, for jeg var, er, bange for at miste dig. Hun var gravid og vi diskuterede problemet. En anden ting er at der findes et ritual, hemmeligt og gammelt, som kan gøre en dæmon stærkere. til en såkaldt archdemon. Men til det skal man ofre en person man har kær, for at bevise noget...Det er ikke så vigtigt, men jeg vil gerne have den styrke. så...Jeg vil ikke ofre dig. Eller Neph. så min løsning på problemet er at bruge barnet til det...Barnet er født forresten...ligger hjemme i Humvita" han stoppede med at snakke der, fordi han viste han bare snakkede og snakkede for at forklare sig selv og i håb om hun ville forstå. Og fordi han var bange for hendes reaktion, hvad hun ville sige eller bare gå. Han forstod hende hvis det var. Men nu var det skelet i hvert fald ude af skabet og så måtte de se hvor den bar dem hen.

Hun sad helt lamslået. Han havde været hende utro, havde fået sig et barn med en anden pige. Hun knugede hånden omkring glasset, hendes knoer blev helt vide og glasset truede med at springe under presset der blev lagt mod det. Sorg og vrede skyllede frem i hende og de grønne øjne stirrede bare på ham. Med et sprang glasset og væsken flød udover gulvet sammen med glasskår sprang udover det hele. Hun satte sig hurtigt ned og begyndte at samle det hele op. "Undskyld... Undskyld... Undskyld", det var ikke mere end en lille mumlen. Tårene lå tydeligt i hendes øjne og hun vidste ikke hvad hun længere skulle sige til ham eller gøre. Hvordan kunne han gøre det mod hende, betød hun virkelig ikke mere for ham, åbenbart ikke. Til sidst endte det med at hun bare sad på hug, glasskårene i hånden. Et lille hulk kom fra hende men det varede ikke længe før det forsvandt af en koldblodig vrede. Hun var blevet såret før af mænd. Stille rejste hun sig op og lage glasskårene på bordet hvorefter hun satte sig overfor ham, hun så ham direkte i øjnene, de var både fyldt med tåre men også en ubeskrivelig vrede. Hun turde slet ikke sige noget, hun var bange for at hun ville miste den helt hvis hun prøvede. Det havde lykkedes hende ikke at få nogen sår i hånden hvilket var heldigt.

En dyb rungende knurren kom fra hende men samtidig lød den så hjerteskærende ulykkelig. Det varede ikke længe før hendes øjne ændrede sig, en ulvs øjne havde nu tvunget sig vej frem så de grønne øjne var skjult godt. Tænderne blev sylespidse og skarpe. Det var tydeligt at se hvor stor vildrede hun var i. Den ene side havde lyst til bare at slå ham så hårdt at han aldrig ville rejse sig igen, den anden side havde bare lyst til at gemme sig væk og bare give sig til at tude. Den sidste side ville bare væk, langt væk og aldrig komme tilbage. "S-Sean...", hendes stemme var ikke mere en en grådfuld lille hvisken. Samtidig med at en store vrede lå bag det hele. Hun så ham atter engang i øjnene.

Sean så hendes humørskift, efterhånden som tingene gik op for hende. Han havde været ved at rejse sig, for at hjælpe hende med glasset, da hun satte sig op igen og han blev siddende. han så bare på hende. Havde håbet hun ville skælde ham ud eller komme med en eller anden reaktion, afreagere...
Og han følte sig knust, da han så hvordan hun var. Helt knust selv. Selvfølgelig havde alle hans forklaringer ikke virket og det var nyttesløst at gentage dem. hvad skulle han sige? at han var ked af det? At han stadig elskede hende, mere end han elskede Neph? om barnets fremtidige drab gjorde det bedre? Og at han ikke havde været sig selv, da han gjorde det? Ja, faktisk havde han ikke husket noget før Nille havde fremkaldt minderne! Efter hans psykiske...et eller andet.
Men hun ville sikkert ikke tro det. I stedet lænte han sig tilbage i stolen med et suk. Han anede ikke hvad han skulle gøre. Og det var tydeligt at se på ham. Han var usikker, han var ked af det, usikker og...fortrydende.

Han havde ikke mere at sige. Så var det vel det. Hun kunne stadig mærke vreden boble i sig og det varede ikke længe før den ville springe frem og det skulle han ikke se. Han skulle ikke se den skade han havde forvoldt hende, hvilken magt han havde over hende. det ville hun ikke tillade. Dog havde hun en sidste ting at sige. "Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige eller gøre. Forhåbentlig regner du ikke med at jeg bare uden videre tilgiver dig, det kan jeg ikke lige på stående fod. Jeg fatter bare ikke hvordan du kunne gøre det mod mig, jeg fatter ikke hvorfor du ikke fortalte mig det da det skete. Så havde vi kunne redde det ud men nu hvor jeg ved at du går og skjuler sådanne ting for mig ved jeg virkelig ikke hvordan jeg skal kigge på det mere. Jeg har dog et spørgsmål, hvorfor? Og hvis der er andet kan du lige så godt sige det med det samme..". Hendes stemme var kold og fattet, det var måske underligt at hun reagerede som hun gjorde. "Nej vent du har forklaret hvorfor da gjorde det så det er lige meget". Hun rejste sig op og gik over foran ham. Hun løftede stille sin hånd og lod den glide blidt og kærligt ned over hans kind, hun elskede ham stadig det kunne hun ikke komme udenom men hun havde brug for at komme væk. Brug for at være alene. Brug for at tænke. "Sean.. Jeg har brug for lidt tid til at tænke og til at komme af med min vrede...", hun fjernede hurtigt hånden og vendte sig så om og gik hen mod døren ud til gaden. Hun greb omkring sit våben som sad i siden på ham. Hun kunne mærke vreden snart ville tage helt over.

han så lidt på hende. endelig reagerede hun, endelig sagde hun noget! Og han lyttede. Typisk vrede og sorg. De sætninger og ord han havde forventet at høre.
"Selvfølgelig tilgiver du mig ikke, men alane...Det var ikke meningen det skulle ske. Jeg var ikke mig, på det tidspunkt. Det eneste grund til jeg husker det, er fordi Nille, en jeg kender, hjalp mig med det! Hun kan noget med...sindet...Jeg ville normalt aldrig have gjort det, ikke uden det var mad." han rejste sig op, da hun ville gå. hendes berøring havde gjort ondt. Han ville hellere være blevet slået.
"Jeg fortalte dig det ikke, fordi jeg ikke viste det. Og da Neph fortalte det til mig..." han trak lidt på skuldrene.
"Lavede vi en aftale og jeg regnede ikke med det ville give nogle problemer. Men jeg føler mig for...skyldig. Had mig bare. forlad mig bare. Det forstår jeg godt. Men jeg Elsker dig alane. Uanset hvad du har hørt i dag" han satte sig ned igen, ville lade hende gå og så kunne han gå lige om lidt...Han viste ikke hvad han mere skulle sige.

Hun stoppede stille da han snakkede, den eneste grund til at hun var gået var fordi han ikke havde sagt noget tidligere og så regnede hun bare med at det var det men det var det ikke. Hvilket hun et eller andet sted var taknemmelig for. "Sean... Det er ikke det du har gjort det der såre mig så meget. Det der såre mig er at du holdte mig for nar. Valgte at skjule det for mig i stedet for at være ærlig, det er det jeg ikke kan forstå. At man vælger at holde den person man elsker for nar". Hun vendte sig mod ham, en enkelt tåre gled ned af hendes kind. Hendes tanker, hendes meninger var i så meget vildrede at hun ikke vidste hvad hun skulle gøre mere. Alane gik roligt over mod ham og satte sig foran ham, hun satte sig ikke på stolen men satte sig bare på gulvet og så op på ham. "Jeg elsker også dig Sean og det er derfor det gør så ondt, lige da du sagde det havde jeg bare lyst til at slå dig fordi du havde holdt mig for nar, ført mig bag lyset men jeg kan ikke engang få mig selv til det fordi det elsker jeg dig for meget til". Hun hulkede stille og trak så knæene op til sig hvor hun begravede hovedet. Hendes krop rystede voldsomt, hun kunne ikke styrre tårene mere, de faldt og hun kunne ikke længere stoppe dem.

folk gloede, men Sean var ligeglad. Han sukkede svagt.
Han rejste sig og satte sig ved siden af hende på gulvet, hvor åndssvagt det end måtte se ud for andre, at de sad på det beskidte gulv.
"Alane...Det er derfor jeg siger det. Fordi jeg ikke kan eller vil holde det hemmeligt for dig. JEg har bare ikke selv kunne indse hvad det betyder og det kan jeg stadig ikke. Jeg kan ikke finde ud af at holde at barnet, fordi det aldrig var mening jeg skulle have et." det var sandt. han kunne ikek selv gennemskue hvad det enlig betød i længden. at det var hans. den tanke var helt fremmed for ham.
Han lagde prøvende en hånd på hendes skulder, ville gerne holde om hende og mærke at hun stadig var der, men var i tvivl om hvorvidt det overhoved var ønsket.

Hun havde lyst il at skrige, hun ville af med frustrationerne men det kunne hun ikke. Hun blev siddende selvom hun måske mest af alt bare havde lyst til at løbe skrigende væk og jævne en hel landsby med jorden. Hun havde gjort det før, ganske vist en meget lille landsby men hendes vrede var ikke til at spøge med. Hun havde så svært ved at komme af med den når først den dukkede op. "Hvis hun allerede har født barnet men fortalte dig omkring det før har du jo nettop holdt det hemmeligt og holdt mig for nar.... Hvorfor Sean... Hvorfor?", hendes stemme var grådkvalt men samtidig kunne man stadig høre alle de frustrationer hun havde i sig. Hun havde lyst til bare at smadre hele kroen, alle dem der var i den men det var ikke klogt, dog kunne hendes fornuft ikke holde hende meget længere. Hun måtte snart af med det, men hun have virkelig ikke lyst til at Sean skulle se hende sådan. "Og barnet må du jo sådan set gøre med hvad du vil, det er dit. Jeg havde vel bare håbet på at hvis du nogensinde skulle have et skulle jeg bære det men sådan bliver det ikke og det er fint Sean. Jeg egner mig alligevel ikke til at være mor..", hun gav ham et trist smil før det hurtigt forsvandt og hun begyndte at græde atter engang.

Han havde allerede forklaret det, men i sin vrede og ulykke, havde hun vel ikek lyttet. Åh, han var ved at blive træt af folk der ikke lyttede! Men han viste også at det var fordi han selv lyttede for meget.
"Alane...Som sagt. Jeg er gammel. Ikke bare kropsmæssigt, men i sindet. Du ser det ikke, du mærker det måske ikke, men hver dag husker og tænker jeg ting, som slet ikke høre til dette sted, dette årti. Jeg må kæmpe for at følge med tiden.
Jeg incubuc og ingen bryder sig om mig. Da jeg var mindre viste jeg ikke hvad det betød, før nogen fortalte mig jeg aldrig kunne få en familie. Jeg ville tage en sjæl, nå jeg havde det aller bedst med en person, og sådan ville det altid være!" han stemme steg lidt, fordi han håbede så kraftigt at hun hørte det og forstod det. Folk omrking dem begyndte at trække sig væk, lade som om de intet så eller hørte. kromanden skævede til dem med jævne mellemrum. Men de var van til skøre personer.
"Men du...Du beviste over for mig, efter så mange mange år, at sådan behøver det ikke være! Jeg kan stadig ikke forstå det i mit hoved. Kan jeg virkelig skabe mig en familie? vil det være en god ting at gøre? Jeg tvivler stadig på om jeg ønsker det!
Da jeg snakkede med Neph, da alt det skete...Ud over at jeg ikke har set dig i lang tid af gangen og at jeg først fik det at vide sent, viste jeg ikke hvad det betød. JEg ved stadig ikke hvad det betyder. Jeg ser mig ikke som far, jeg er ikke familietypen, jeg er person der tager moren fra sine børn og dræber hende, fordi jeg er sulten! jeg er et monster, som folk ynder at kalde mig. Jeg kan ikke engang tænke på drengen som...som..." han sukkede svagt. Som sit. Som min, ville han have sagt. Men han kunne ikke. han kunne ikke vedkende sig barnet.
"...hør. Jeg tror det er lige meget hvad jeg siger. Jeg har aldrig tænkt på at få familie. Jeg er ikke personen der får familie eller ønsker sig det, jeg skal ikke have børn. Min familie skal ikke bringes videre, så længe at vi stammer fra en af de reneste dæmonfamilier, så længe vi er udvalgt af Lucifer...Jeg ønsker det ikke. Barnet vil dø, når det har opnået en fin størrelse og jeg føler mig knyttet nok til det. og jeg vil bruge dens død til selv at få mere styrke. Andet kan jeg ikke sige Alane. om du forstår det eller ej" Han lod sin hånd falde...Han viste ikke længere om han faktisk ønskede kontakt, ønskede det skulle blive godt igen...han havde bare lyst til at gå og...blive den samme, ligegyldige, person som han plejede at være. Som han altid havde været, gennem tiden. Så viste han at han ikke skadede nogen...eller selv blev det.

Hun lyttede til det han sagde men hun anede ikke hvad hun skulle sige, det her var virkelig meget for hende at skulle sluge på en gang. Et kort øjeblik sad hun bare og stirrede tomt ud i luften men blev revet tilbage til verden igen da han sagde det sidste. hun tænkte, tænkte virkelig hårdt men uanset hvordan hun vendte eller drejede det kunne hun ikke få sig selv til at sige at det var okay, det var ikke okay han havde været hende utro, det var ikke okay han havde et barn med en anden kvinde end hende. En tåre gled ned af hendes kind igen og hun bed sig hårdt i læben. Hvordan skulle det her mon ende, men hun kunne vel lige så godt komme frem med det hun havde på hjertet. "Sean... Jeg er blevet udvalgt til at være raceleder", hun kiggede stille på ham, hendes ansigt neutralt men hendes øjne var et stort tumult, hun kunne ikke finde ud af hvordan hun skulle reagere, skulle hun tilgive ham, skulle hun gå fra ham. Hvad skulle hun gøre?! Alane var ved at blive sindssyg, det her gjorde for ondt. Kort lagde hun hænderne mod hovedet og klemte i hendes hår til hendes knoer blev hvide. "Sean jeg ved ikke hvordan jeg skal tage det her.. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige eller gøre...", hun så sørgmodigt på ham og søgte et eller andet sted måske lidt hjælp fra ham men det kunne hun ikke. Han havde gjort det rigtige ved at fortælle hende det og nu var det op til hende hvad hun ville gøre med det. "Sean, selvom vi har kendt hinanden i så kort tid så skal du vide jeg elsker dig rigtig højt allerede... Men jeg har brug for tid til at vende det her i mit hovedet da jeg ikke vil tage en forkert beslutning og det håber jeg du forstår". Hun så på ham med bedende øjne, hun håbede inderligt at han ville forstå hende.

//Det har du fortalt //

Han så lidt på hende og begyndte nu virkelig at blive bekymret. Havde dette gjort hende så forvirret, at hun havde glemt hvad hun allerede havde fortalt ham? han havde ikke regnet med hun ville tænke over det at være leder midt i det her...
han kom til at tænke på hvad hans egen leder mon ville gøre ved ham, hvis han viste han var...havde været, gik det op for ham med smerte, at det kunne det hurtigt blive...Kærester med shapeshifternes leder...
Men han droppede det igen og nikkede let til alt det hun havde sagt. Han kunne ikke gøre andet, han havde fortalt hende det og nu måtte hun beslutte hvad hun ville.
Han fandt nogle små penge op af lommen, tog blidt hendes hånd og lagde nogle mønter deri.
"Uanset hvad du når frem, uanset hvor meget jeg elsker dig...så lov mig, når du kan og vil, køb lidt mad. Om ikke andet, så for din egen skyld" så rejste han sig op og ville forlade kroen.

//kunne jeg slet ikke huske :p
Nå men hvad Søren det går nok, så virker hun jo bare langt mere ked af det og væk så det går jo nok ^^'//


Hendes øjne var blanke men også våde, hun virkede mest af alt som en porcelænsdukke der var blevet tabt og havde krakkelert men stadi holdt sammen men også kun lige. Alane lignede mere eller mindre et spøgelse af sig selv. Hun så godt hvor bekymret han var men det var der ikke meget hun kunne gøre noget ved, han var desværre selv skyld i det her. Situationen havde set meget anderledes ud hvis han bare havde fortalt hende det i stedt for bare at skjule det for hende. Sean havde nok skubbet hende i en anden retning. Hun kunne mærke den her vrede og had vokse i sig og et eller andet sted var hun bange for det ikke ville gå væk igen.
Hun tog stille imod pengene og så på ham så rejste hun sig stille op. Hun så ham bare i øjnene og sagde ikke noget men nikkede stille. Et hurtigt kys lagde hun mod hans kind. Jeg elsker dig Sean.. Sådan gik hendes tanker men der kom noget andet ud af hendes mund, "Jeg er bange for jeg aldrig bliver mig selv igen..." Hun lod ham gå, stoppede ham ikke. I stedet for satte hun sig ned på gulvet igen og så bare ned i gulvet.

En sætning der ville torturere ham til de mødtes igen.
Han sukkede og lukkede øjnene op mod himlen et øjeblik, før han skyndte sig videre. Han ville holde sig i gang, ikke tænke for meget over tingene, men bare være i gang...Lige som han havde gjort med Neph. En han også havde mistet. Det eneste han følte han havde tilbage nu, var hans søn...Som skulle dø.
Han viste ikke om de faktisk stadig var sammen eller ej, intet havde været klart, men han turde ikke håbe på det. Han havde ikke engang lyst til at spise længere, tanken om at være sammen med andre kvinder, når den han elskede var blevet så...
Han væmmedes ved det.

//Out//