i wil never tell you who the leader of the Shadow Clan Is Nille

S vides ikke har bind for øjne
O kan ikke høre noget
V regn
T 10,00 om morgen
P en læderrustnig har ikke sin kappe med
Arason sad her med bind for øjne hvad var der sket sisdte han havde jo
bare sovet på sit eget værlese hvem kunne finde på og bortføre ham han passede jo
sig selv han hørte skridt og åbnet hans øjne men det var stadig mørket hvad ville de
ham han sukket han prøvet og mærke efter hans kniv men bliv nød til og se det i øjne
han viste ikke hvor han var eller hvem der var der sammen med ham hvem havde den frækhed
og kidnappe skygens søn han kiget frem af men kunne ikke se noget hvem var det han hørte skridten stoppe op

Nille havde bortført Arason... Det lignede hende ikke. Men nu var hun jo forandret, og hun ønskede BRÆNDENDE at få at vide hvem lederen af the shadow clan var. De var i hendes egen klans hule... En slags grotte som var fornylig var blevet færdig. Han var inde i et rum hvor hun ikke rigtig vidste hvad skulle være... Det var et rundt, og lille rum. Perfekt til at han kunne sidde på gulvet, og hun havde bundet hans hænder, og puttet bind om hans øjne. Hun gik ind i rummet, og kiggede på ham.
"Goddag Arason." Sagde hun kort, og gik lidt rundt om ham. Nilles sorte hår hang løst ned af hendes ryg, hun havde kun en sort tanktop på, sorte bukser, og sorte converse sko på. De sorte øjne gnistrede som altid, og pejsen gjorde rummet varmt. Hun satte sig på hug foran ham. "Ved du hvorfor du er her?" Spurgte hun, og prikkede ham på panden.

hans mave vred sig da han hørte hvem det var "Dig Nille" sagde han og kiget vredt
på hende der hvor han trode hun stod
hans arm var stadig bundet "nu slipper du mig fri" sagde han vredt til hende
imens han kiget der hvor han mente hun stod hvad ville nille ham

Nille bandt bindet på hans øjne af ham, og smilede uskyldigt.
Hun rejste sig, og gik lidt væk.
"Slipper dig fri? Nænæ." Hun rystede på hovedet.
Hun hentede en stol, og satte sig på den i et hjørne noget væk fra ham.
"Nu fortæller du mig hvem i alverden lederen af the shadow clan er ellers så bruger jeg mine evner på dig... Om, og om igen." Hun smilede stadig uskyldigt.

han misede med øjne da hun tog bindet af hans øjne
han kiget op på hende "hvad for dig til og tro at jeg er bange for din evne
du har bare med og sætte mig fri nu og hvor er jeg" sagde han
og kiget hende i øjne han var så vred nu hun behandlte ham bare som et
dyr men han var jo ikke et dyr

Nille smilede høfligt.
"Jeg har ikke kun en evne..." Sagde hun, og gik ud af rummet.
Da hun kom tilbage havde hun to spande med vand med. Hun satte dem på gulvet på hver side af ham. "Et forkert træk, eller undvigelse... Og du får vand i hovedet." Hun satte sig ned igen. "Hvor du er? Jamen, du er i min kælder." Svarede hun, og smilede. Det var på en måde sandt... Stedet var under klanens hule, og der var en tunnel til hendes hus. Men den var svær at finde. "Nå... Sig mig... Hvem er lederen af the Shadow Clan?" Sang hun lokkende.

han mærket hende prøve og lokke ham til og fortælle det men han
beskytte sig ved og tænke på noget andet han kiget da hun kom ind med vandet han skulle bare bruge noget vinde som kunne vælte det men han havde jo staadig hans hænder bundet han skar tænder i det hun prøvte og få ham til og sigde det"du ved godt at folk snart vil begynde med og lede efter mig ikke" sagde han vredt til hende han var skygens søn og folk der rørte ham ville ikke komme igmen det med livet i behold

Nille smilede uberørt.
"De vil føle skam, og blive våde inden de når frem... Desuden... Vi er under jorden." Hun smilede stadigvæk, og gik hen foran ham, og satte sig på hug.
"Skyggens søn..." Hun smilede stadig. "... Vi er ikke spor forskellige fra hinanden... Jeg er faktisk skammerens datter... Synas datter... På en måde." Hun grinede, og aede ham blidt ved kinden. Hun rejste sig, og vendte sig mod ham.

"vi minde langt fra om hianden" svarde han vredt selv om
han viste at de minde meget om hianden han håbede bare at
hun ville tro på hans løjne man kunne se på ham at han nydt at
blive aede på kinden som hun gjorde ved ham hvorfor var hun sådan mod ham
det pirede ham at hun havde så meget magt over ham

Nille satte sig igen, og kiggede undersøgende på ham.
Hun strakte armene frem, og håndfladerne vendte ned ad.
"Fortæl mig det nu bare, Arason..." Sagde hun blidt, og smilede.
Dette var en hel anden side af hende... Den side som var ligeglad. Den side som ville have sit svar uanset hvad.

"hvad for dig til og tro jeg ved det" svarde han og
prøvte og lyde ligeglad han kiget stadig på hende han havde
aldrig set hende på den måde før men han ville ikke knække koste
hvad det ville han sukkede og kiget ikke på hende mere han havde vendt hans
øjne ned mod jorden

Nille mærkede tålmodigheden var ved at slippe op.
"Du var den gamle leder... Du måtte have valgt en ny..."
Hun løftede armene lidt, og vandet adlød... Vandet rejste sig op af spandene.
"Sig det."

"jeg sigde det ikke" råbte han til hende i det
han kiget på vandet hans smil var forsvundet ville hun
gøre ham våd det så det ude til "jeg kan kun sigde jeg har advaret dig"
sagde han mere selvsikker ende han var han kiget på vandet der
stod klare til at ramme ham

Nille begyndte at blive vred... Hun lukkede øjnene.
"Advare mig? Jeg kan udmærket godt klare mig selv!" Råbte hun.
Hun smækkede håndfladerne mod hinanden, og vandet skulle gerne ramme ham i hovedet. Uanset om hun ramte eller ej, så ville hun lukke øjnene... Og se en hun elskede for sig.

han mærket vandet ramme ham som en bølge
Han gispede efter vejret da hun havde smidt det i hovede på ham
han gispede efter lufte inden han kiget op på hende oog råbte "hvad laver du"
hans stemme var vred og chokket over det

Hun åbnede øjnene igen... Denne gang var hendes ansigt venligere.
"Undskyld, arason..." Sagde hun, og smilede forsigtigt. Hun rejste sig, og satte sig på hug ved ham. "Fortæl mig det nu bare..." Hun aede ham ved kinderne med sin hænder.

Han kiget vredt på hende trode hun at et
unskylde ville rede trådne ud"hvor lang tid har du tænket dig og beholde mig"
svarde han vredt og kiget surt på hende i det han stadig prøvet og få hans bånd op men det hjælp ikke de var alt for godt strammet om hans hænder "hvordan fik du mig borteføret om jeg må spørge" svarde han og kiget på hende

Nille satte sig i skrædderstilling foran ham, og havde hænderne på hendes hage.
"Indtil du fortæller mig hvem det er..." Hviskede hun, og smilede.
Hun kiggede ned på gulvet.
"Jeg sneg mig ind i dit værelse, bandt dine hænder, og puttede bind for dine øjne... Og fik dig ud genmen vinduet, og op på Blackstars ryg..."

"det burde da og ha larmet af helvedes til" sagde han lidt surt
han var frustrert over at hun bare kunne kidnappe ham så hurtiget
han kiget op på hende med hans øne og svarde "så bliver du nød til det ende til min død" sagde han og kiget på hende med et bestemt blik

"Endelig ikke... Jeg er temmelig lydløs." Sagde hun, og trak lidt på den ene skulder.
Hun kiggede bare på ham... Og dråberne på gulvet begyndte at røre på sig.
"Du er virkelig loyal..."

"hvad havde du regnet med så meget loyal er jeg ikke" svarde han
og kiget overrasket på hende med at hun kunne være så lydløs
han så vandet begynde og bevæge sig han bliv meget bange for om
hun kunne bruge det vand mod ham også

Dråberne røg op i spandene igen.
"Hvad mener du endelig om mig, Arason?" spurgte hun nysgerrigt.
"Jeg vil ikke længere... Have dig som fange... Jeg beklager mange gange..." Sagde hun, og trak lidt på den ene skulder.

han rømede da hun begyndte og spørge ham om hvad
han syndes om hende "ja hm ja hm" stamede han og kiget frem i selv
hendes skjulested "ja jeg jeg" forsætte han med og stamede stadig væk
hvorfor kunne han ikke sigde det han kunne ikke være forelsket i hende kunne han
han forsætte med og stamede

Sikke dog som han stammede...
"Du.. hvad?" Spurgte hun.
Langsomt begyndte Nilles øjne at gløde men hun kiggede på jorden.

han sank en klump og svarde så "du du er er" stamede han
og prøvet og lade være med og kigge hende i øjne
han viste ikke hvad hun var ude på da han så hendes
øjne slog gnister