A leader huh? Tell me, what are you leading? -Nille-

Sted: Terrorville District.
Omgivelser: Udenfor byen, få væsner, en masse forskellige dufte.
Vejr: Solskin.
Tid: Formiddag.

"Giv mig hans hoved for pokker!"
Det var bare en hel almindelig morgen, solen skinnede og havde så småt indtaget sin plads på himlen, som den smukke ildkrystal den var.
"Men sir, vi kan ikke finde ham," En ynkelig stemme susede med vinden og forsvandt langsom i den.
"Jamen så led bedre efter for pokker!" vrissede en vred mandestemme. Denne mandestemme tilhørte en politichef. Hvad han råbte sådan efter? Lad os bare sige, at der var en hvis dæmn han ville have død. En dæmon der havde generet ham for aller sidste gang.
"Javel sir," sagde den ynkelig stemme og forsvandt med jorden knasende under sin sko.
Jacob sad oppe i et træ, lyttede til et hvert ord der blev sagt. Han vidste, at det var ham politichefen var vred på. Et lumsk smil voksede på hans læber, mens han så politichefen stå og se vred ud. De behandskede hænder var foldede bag ryggen og øjnene... Var stifte og ønskede ham død, se ham ligge på jorden livløs.
Jacob tog sin hætte over hovedet, inden han sprang ned fra træet helt lydløst.

P: Sort tank top, sort jakke med hætte(Hætte slået op over hovedet), sorte bukser og sorte converse sko.

Som de seneste par uger gemte hun sig... Hun gemte sig for dusør jægere... De måtte for alt i verden ikke finde hende. Det var ikke nemt at være hende... At være kendt som 'Skammeren' det var ikke spor sjovt... Hun havde taget fri fra alle de kontrakter hun fik eftersom hun var nød til at passe på... Forhåbentlig blev dusøren taget væk inden længe. Muligheden var dog ikke stor...Hun sukkede lydløs. Hendes sorte hår var i en fletning og den hang ned af skulderen. Det var dejligt vejr men hun var nød til at have hætten oppe... For ellers ville hun blive genkendt. Der var dog ikke mange væsner men hun turde ikke at løbe risikoen. Hun gik hen imod nogle træer og pludselig hoppede en dreng, med en hætte på, ned fra et træ. Han var noget væk fra hende. Hun kiggede på ham, og kunne se en mand - han lignede en politi mand - længere væk. Hun klatrede selv op i et træ men hendes fod kom til at knække en gren. Hun skyndte sig op og gemte sig i bladene. De raslede lidt.

Politichefen bemærkede godt de knækkende grene, mens han kiggede sig over skulderen med sit stifte blik der kunne få selv en vampyr til at blive bange. Med en stiv, uhyggelig bevægelser viftede han hen mod de raslende buske, hvor efter de andre politimænd begyndte at løbe derhen af.
"Du kan ikke gemme dig Jacob, lige meget hvad så finder jeg dig," sagde politichefen og kiggede stift ind mod træerne, som havde han rynken syn der kunne skære igennem hver en ting.
Jacob kiggede sig over skuldren, da han kunne høre politimændene råbe. De var på vej..
"Shit!" sagde han for sig selv og sprang op i et træ, for at have styr på hvor de var.
Han spærrede øjnene op, da han fik øje på en pige skikkelse liste rundt. Hun gemte sig, præcis som ham selv.
"Ser man det," hviskede han for sig selv.

Hun rystede over hele kroppen da politi manden begyndte at snakke men stoppede så. *Jacob? Åååh, han mener drengen!* Tænkte hun. Hun kiggede over mod det træ drengen var på, og så at han kiggede på hende. Hun hoppede ned fra træet uden så meget som at give en lyd, og listede hen til det træ han var på. Hun kravlede derop og undgik at blive opdaget. Hun stod nu foran ham mens hun holdte fast i en stor gren. "Jacob, gætter jeg på?" Hviskede hun stille, hun smilede nervøs.

Politimændene nærmede sig.. Heldigvis var de ikke kloge nok til at kigge oppe i træerne, det havde de aldrig gjort og ville nok aldrig gøre det. Det var som om at det var umuligt for dem at kigge op af, som var deres hoveder klistrede på til kun at kigge fremad, og drejes en lille smule til at kunne kigge til siderne.
Det gav et sæt i ham, en stemme hviskede pludselig hans navn. Det var pigen fra før, der helt lydløst var klatret op på siden af ham.
"Helt rigtigt," svarede han, men tog ikke blikket fra politimændene. "Og hvem er du?" Han kiggede på hende ud af øjenkrogen.
Grene knækkede under politimændenes tunge støvler.

Hun smilede, hun elskede og få ret. Hun kiggede ned og så på politi mændene. "Nille, men måske har du hørt mit andet navn? Skammeren." Hun kiggede op på ham igen. Hans øjne var helt blå... Og hans hår var gemt i hætten men hun anede nogle lokker, de var hvide.

Skammeren... For at være ærlig.. Sagde det ham ikke noget, han havde ikke hørt så meget sladder og rygter, da han aldrig var så tit det samme sted..
"Nej," sagde han og stoppede da en af politimændene var under dem. Han gik dog hurtigt videre igen, med trampende bevægelser.
"Desværre ikke," fortsatte han og smilte skævt til hende, mens han kiggede efter den trampende politimand. "Jeg har ikke hørt så meget om folk så," Hans stemme var lav og hviskende.
Endnu en politimand nærmede sig deres træ, men orkede ikke at gå hen til det, så han fulgte bare trop med de andre.
Da de ikke længere var i syne, kiggede Jacob hen på hende.
"Hvad laver du her?" spurgte han, med en lille klang af nysgerrighed.

Hun så overrasket ud. Endelig! En der ikke havde hørt om hende og troede på de onde rygter om hende... "Der er intet galt med at du ikke har hørt om mig, det betyder bare jeg får en chance" Sagde hun blot. Hun kiggede ned på mændene og grinede svagt da de så, så dovne ud! "Jeg gemmer mig, hvad laver du her? Og hvorfor jæger de dig?" Hun kiggede spørgende på ham.

Hun var den første der ikke var blevet fornærmet over at han ikke kendte hende. Dengang han ikke vidste at manden han generede var en borgmester, blev han straks fornærmet og ansigtet tryllet om, så det lignede at han kunne havde haft kaldt ham et forfærdeligt bandeord. Det havde han ikke, han vidste bare ikke hvem det var han havde med at gøre.
"Det er en lang historie," sagde han og grinte lidt ved tanken om dem. "Lad os bare sige, at jeg kan være lidt af en ballademager," Han smilte til hende og satte sig hen på en anden gren, der var gemt lidt mere imellem træets blade.. "Hvorfor gemmer du dig? Er du en tyv eller noget i den stille?" Der var et charmerende glimt i de krystalblå øjne.

Hun satte sig på en gren der var pæn stor. Hun løftede det ene øjnebryn, ballademager? "Nåda, en ballademager? Jamen dem har jeg ikke mødt så mange af... Joh måske en." Hun smilede roligt. "Jeg er ikke en tyv... Jeg er leder af The Shame Clan, og jeg er efterlyst som en heks." Hun sukkede. Hun havde fortalt mere information end hun burde...

En leder! Hun var en leder af en klan, det havde han altid drømt om at være. En leder.. En der havde en gruppe han kunne gå til og lede.
"En leder siger du," sagde han og kiggede imponeret på hende. "Hvad går de klan ud på og hvordan laver man en?" Han bemærkede sin ivrighed og sænkede det. Et akavet smil voksede på hans læber. "Undskyld, jeg ville bare gerne også have mig en klan, derfor blev jeg lidt opstemt,"
Politimændene kom tilbage, hvilket fik ham til at rykke sig lidt længere ind bag træernes blade. Men endnu engang, var de ikke kloge nok til at kigge oppe i træerne.

Hun smilede af hans imponeret blik. Det var dog... Ikke altid en drøm at være leder af en klan som hendes. Hun kiggede ned og så politi mændene. Hun lagde en finger på sine læber og gjorde tegn til at være stille. Hun hoppede ned fra træet og smilede til mændene. Hendes hætte var røget af. Drengens spørgsmål ville hun besvare senere.

Han nikkede til hende, da hun lagde en finger på sine læber. Nu skulle de være stille, for at liste ned fra træet, væk fra de uduelige politimænd.
Han fulgte hendes bevægelser, og hoppede lydlæst ned fra træet. Som sædvanlig, bemærkede politimændene ingenting, de stod bare som skulle de ikke bruges til andet end pynt.
Han havde lyst til at drille dem, prikke lidt til dem og så hurtig gemme sig, men det var der ikke tid til nu. Nu måtte han koncentrere sig.
Med lydløse bevægelser, fulgte han pigen og håbede at hun vidste hvad hun gjorde. Han bemærkede at hun havde tabt sin hætte, så den ikke længere skjulte hendes flotte sorte hår.

Hun gik længere væk fra dem og kiggede sig over skulderen. Jacob fulgte efter hende. Hun smilede til ham og gik videre. Hun stoppede op og kiggede så på ham. "Min klan finder kriminelle der har sluppet ustraffet væk fra politiet... Eller vagterne eller hvem det er. Vi finder dem, får dem til at skamme sig og måske dræber vi dem for at undgå fjender. Jeg er dog eftersøgt... Folk kender mig under navnet Skammeren, fordi...Min evne går ud på at få folk til at skamme sig." Forklarede hun roligt.

"Nårh," sagde han, uden at snakke for højt hvis nu en af betjentene skulle være kloge og lytte godt efter omgivelserne. "På den måde," Han bed sig lidt i underlæben, da han ikke håbede på at hun troede han havde gjrot noget ulovligt, for det havde han ikke, han var bare.. Drilsk.. "bare rolig, jeg har ikke gjort noget ulvoligt, så din klan behøver ikke at jagte mig.. eller jeg mener ikke at det er noget ulovligt," Han løftede på skuldrene og puttede hænderne i sin hættetrøjes lommer. "Men, hr. Politichef minder at jeg er en værre forbryder,"

Hun trak hætten op igen. Hun smilede. "Tro mig... Jeg har fri. Når man bliver jagtet og truede med at blive brændt på et bål... Så bliver man nød til at gemme sig." Hun kiggede undersøgende i hans øjne. De var utrolig blå... Hendes var dog sorte som om man kunne falde ned i dem. "Du har vist provokeret dem meget hva?" Hun smilede sødt til ham.

Det gav en lille lettelse i ham, så var han sikret på at hun ikke ville jagte ham osv. Det var nok med at politiet var efter ham.
"Brændt ligefrem?" sagde han og kiggede på hende, bemærkede de flotte sorte øjne, han kunne dykke ned i. De var meget smukke. "Nej, ikke ligefrem," Han smilte sødt tilbage, med en klang af charme. "Han var ikke sød ved mig, jeg var ikke sød ved ham, lad os sige det sådan," Han grinte lidt, men ikke særlig højt pga. det irriterende politi.

Hun smilede igen til ham. "Som en heks... Har du aldrig hørt om hekse der er blevet brændt?" Hun begyndte at gå videre væk fra politiet. "Nådada, det var ikke så godt... Hvad har du dog sagt til ham?"Spurgte hun med en drillende stemme.

Han fulgte ved siden af hende, med helt lydløse bevægelser. Politiet skulle ikke opdage dem nu, ikke nu når de var så tæt på at slippe væk fra dem.
"Jo, det ved jeg skam godt, jeg har trods alt levet i 100 år," sagde han og gengældte det drilske smil. "Jeg... Jeg startede med at angribe en af hans politimænd, for at få en sjæl, det så han så og tog mig med ind på stationen og lad os bare sige, at der ville jeg ikke være ret længe, så jeg prøvede at stikke af, hvilket lykkedes men satte halvdelen stationen i flammer," Han grinte lidt, da han stadig kunne huske politichefens ansigt.

Hun så på ham over skulderen. "100 år? Er du en vampyr?" Spurgte hun, hendes lugtesans havde ikke været så god for tiden så hun kunne ikke lugte hvad han var. "Jacob, sikke noget da. Du må passe lidt på." Hun rystede på hovedet men smilede stadig.

Vampyr? Nej, det var han i hvert fald ikke. Han kunne ikke lide blod som dem, han havde faktisk prøvet at smage på det, men det havde ikke sagt ham så meget. Det smagte mest bare af metal, som slikkede man på en kniv eller gaffel.
"Nej, jeg er en dæmon," sagde han og lod armene hvile om bag hovedet. "En 100 år gammel sjæledæmon," Han kiggede på hende, med de krystalblå øjne der lyste i solens stråler. "Og jeg passer skam på, det var på en måde deres egen skyld, når de ikke ville lade mig gå," Han grinte kærligt.

//Beklager vente tiden //

// Det må du da nok sige! xD//

Dæmon... Hun nikkede. "Du ligner en på 17 år. Jeg er Shapeshifter." Hun smilede til ham. Hans øjne lyste op i solens stråler... Det var hypnotiserende. "Hmm, godt så længe du ikke provokere dem ... For meget." Hun grinede også. Hun stoppede op og lagde hovedet på skrå og smilede kærligt. "Hvor har du tænkt dig at gå hen?" Spurgte hun.

//Skammer sig..//

Han stoppede op, så snart hun gjorde... Han vidste ikke hvor han ville gå hen.. Der var intet hjem han skulle hjem til, ingen familie eller venner. Dog var der hans storebror Christian, men ham vidste han ikke hvor var.. Han gik nok også bare rundt for sig..
"Jeg er også 17 år," svarede han og smilte til hende, bemærkede endnu engangs hendes sorte øjne. "Og.. det ved jeg ikke, bare lidt rundt omkring," Han løftede på skuldrene og kiggede sig omkring. "Har intet hjem så.."

//God dreng //

Nille kiggede på ham med et bedrøvet blik. "Vil du med hen til en kro? Så kan vi snakke der... Nej vent... Jeg er eftersøgt" Hun sukkede irriteret. "Intet hjem? Jeg bor i The Forest, vi kan tage derhen?" Spurgte hun og lagde armene over kors. Hun kendte udmærket Christian, men snakkede helst ikke om ham.

En invitation, han fik rent faktisk en invitation?
"Tjoh," sagde han og gik hen ved siden af hende. "Hvis du viser vej, du æred eftersøgte," Han grinte lidt og bukkede drilsk for hende.
betjentene begyndte at mosle i nærheden af dem.
"Jeg syndes at jeg hørte noget!" sagde en af dem. "Herover!"
Jacob rettede sig hurtigt op igen, med et ansigt der var afslappet men samtidig i panik.
"Du må heller skynde dig at vise vej," sagde han stille, mens han stod ligeså stift som et træ. En pludselig bevægelse, også ville betjentene opdage dem.