Rottejagt, Sean

Hans øjen gled straks over og mødte hendes, da hun kom med hendes halvhjertede vredes udbrud. Hans blik sagde alt. At hun kunne modsige det, man han viste hun havde gjort det før. Det havde de fleste, der levede på gaden, ellers var der simpelthen ingen måde at overleve på, hvis man skulle lege hæderlig hele tiden. Hvad troede hun de lavede? Ham og alle hans mænd? De stjal og det virkede ikke som om hun havde noget imod det.
"De rige sidder på alle pengene. Tror de godvilligt giver dem ud? penge er magt" en svag irettesættelse, ikke truende, bare nok til at hun forhåbentlig ville lukke munden og acceptere at tyveri skete hele tiden, hver dag, over det hele.Om man så havde lært det var ulovligt eller ej. Sean tænkte ikke engang længere over det var forkert, for for ham var det så normalt. Hvad der er mit er mit. Hvad der er dit, er også mit.
Han blødte dog op i et lille smil, da hun indrømmede hun faktisk havde stjålet.
"Mine mænd bliver sjældent taget i det. Især ikke for de små tyverier. Min klan består af nogle af de bedste i hele byen og jeg acceptere heller ikke andet end hård disciplin og gode evner" han lod blikket glide ned over papiret, da Jimmy var færdig med at skrive det. Det så godt ud. Han holdt det frem mod spurv, hvis hun var interesseret i at se på det.
"Så jeg tror sagtens, hvis du bruger lidt tid sammen med dem, du kan få pudset dine teknikker og lære ikke at efterlade spor. Du er lille og det er nyttigt" han smilte svagt.
"The Shadow clan, min klan. En klan som holder sammen, lige meget hvad. Vi beskæftiger os med tyverier og informationer. For det meste" han trak let på den ene skulder, da de sådan set også lavede andre ting. Men han ville ikke sige for meget, hvis hun ikek gad være medlem. Han prøvede at holde klanen hemmelig.
Han tog dog ikke imod opfordringen om at sige mere om sine ideer. Ikke endnu. Det kunne hun høre om senere, når de var færdig med det her.
"Og nu, skriver vi under" smilte han roligt og gjorde en håndbevægelse, der inviterede hende til at gå over til bordet og skrive under.

Hun havde næppe haft brug for det blik, Sean sendte hende til at finde ud af, at dette ikke var den rigtige kontekst til små løgne, men hvis Spurv havde været i tvivl, så var hun det ikke længere. Hun krympede sig. Det var ikke det muntre selskab, hun havde forstået det nu.

Hans klan? Holdda op. Spurv plirrede med øjnene, for pludselig stod han jo og tilbød noget, hun ikke havde tænkt på at spørge om, og selv hvis tanken havde strejfet hende, så havde hun ikke turdet. Du kan få pudset dine teknikker og lære ikke at efterlade spor. Du er lille og det er nyttigt
Nyttig, det var fint, det bekræftede en idé, hun havde om, at hendes liv var mere værd end hendes lig. Alligevel var det ikke det, der fik hendes hjerte til at slå hurtigere. Han nåede ikke at blive færdig. 'Vi beskæftiger os med tyverier og informationer' "Jeg vil gerne være med," afbrød hun åndeløst. Måske forstod han det ikke, men hun ville gerne lære! Meget gerne.
Hård disciplin og gode evner, hvis ikke hun havde det i forvejen, så var hun klar til at tilegne sig det, mere end klar endda. Det var jo netop det, han stod og sagde: Jeg vil give dig mulighed for blive god. God til at stjæle, men gjorde det noget? Han rakte hende muligheden for at opnå noget så simpelt som magt. Ikke direkte, selvfølgelig ikke, men bare det at blive dygtig til noget var bare et skridt på vejen til magt. Det samme var de penge, han havde lovet hende. Oh, hvor ville hun give alt for magt. Magt over sit eget liv.

Spurv var bange det meste af tiden. Hun havde lange, mentale lister over ting, hun burde frygte. Hun gik langs murene, hun dukkede hovedet og gjorde sig ikke bemærket, men - det var ikke nødvendigvis sådan, det skulle være. Sådan var det ikke, når Simon var det. Sådan var det ikke, når Sajro var der, og tænk, tænk hvis man kunne have det sådan altid. Ikke behøve sig se over skulderen.

Hun rykkede frem til papiret, og tog pennen med lidt kejtet bevægelse. Så bøjede hun sig usundt tæt på skriftet og gav sig til at læse, meget langsomt og med en svag hvisken, som om hun ikke kunne forme ordene i sit hoved uden først at have udtalt dem. Ak, ak, det var en krøllet skrift og der blev brugt lange ord, hun kendte, men ikke kunne stave.
"Hvor står der, hvor meget jeg får?"
Spurgte hun sig selv med høj stemme.

Hans øjenbryn gled op i panden, da hun næsten afbrød ham, for at fortælle hun ville være med i klanen. Hvad regnede hun med? At hun fra den ene dag til anden bare kunne hoppe ind og med det samme blive betroet en masse ting? så måtte han skuffe hende. Hun viste stadig ikke helt hvad hun gik ind, mente han. Men det kunne han jo fortælle hende. Han lod hende bøje sig ned over papiret. Han smilte svagt over hvor langt hun bøjede sig ned over papiret, hun havde tydeligvis ikke større erfaring med at læse og så tæt på undrede det ham hun overhoved kunne læse det og forstå det.
Han gik over til papiret og pege ned på et tal, i bunden af papiret.
"En gang om måneden modtager du et beløb, der passer til hvad du har laver og givet. Så hvis du en hel måned ikke har lavet noget eller kan komme med noget nyttigt, skal du ikke forvente mange penge. Men kommer du med noget rigtig godt eller laver meget, stiger beløbet" svarede han roligt. han satte sig igen overskævs på bordet, med et ben mod gulvet og det andet hængende.
Han så lidt på hende.
"du skal igennem en prøve, før du kan blive optaget i klanen. En der beviser du faktisk har nogle evner at arbejde videre på" svarede han roligt.
"Du får selv lov til at at være med til at vælge. Klare du missionen tilfredsstillende, får du lov at være med. Men jeg advare dig. Man er med for livet. Der er ingen vej tilbage. Det er alt for risikabelt at have eksmedlemmer rendende rundt til at fortælle alle vores hemmeligheder" Så gammel var hun jo heller ikke, så hun bakkede måske ud. hun havde jo stadig et helt liv og det var ikke alle der fandt det særlig sjovt at være med i noget hele livet, hvis man kun var interesseret i det for nogle år. Dog havde han en andet medlem, som havde familie og en masse børn ved siden af...jobbet. Så det var jo ikke fordi tingene ikke kunne kombineres.

Spurv nikkede og fulgte hans finger da han udpegede punkter i dokumentet. "Det ser fint ud," mumlede hun for sig selv, uden at være helt sikker. Alligevel dyppede hun pennen i flasken med blæk. Først tegnede hun et svungent S, så et P, der passede i størrelsen, og så gik det op for hende, at det ikke var hendes navn. Hendes rigtige navn. Hun stregede det ud og så et øjeblik meget nervøs ud. Så satte hun med langt mere usikre bogstaver det navn, kun hendes mor havde brugt.
K A R A.
Så var der en meget lang pause mens hun tænkte sig om. For hun kunne sætte sit efternavn, men hun kunne også lade være og undgå det pinlige i ikke at være sikker på stavemåden.
TANDOR
skrev hun alligevel og så, hvordan det blanke blæk sank ned i papiret og blev mat. Hendes bogstaver var store og skæve og barnlige, som om de hoppede og dansede eller prøvede at løbe væk, de så helt forfærdelige ud ved siden af de slyngede typer, Jimmy havde printet med så sikker hånd.
"Så," sagde hun og rev sit blik fri af det fremmede navn, hun havde skrevet. Hun rakte forsigtigt arket til Jimmy, for hun regnede ikke med, Sean tog sig af den slags opgaver. Papirnusseri. Det virkede lidt for simpelt, og denne mand var absolut ikke simpel.
Et øjeblik både hadede og elskede hun ham, så forsvandt følelserne, og han var igen bare en fremmed mand, hun ikke rigtigt vidste, om hun kunne stole på.

En prøve. Han havde hendes udelte opmærksomhed. Hun nikkede og gentog for sig selv. En prøve, og så, hvis man gjorde det ordentligt, var man med. For livet. Hun sank noget, der føltes stort og tørt og så på sine hænder. Der var noget ved måden, han sagde det på, der fik hende til at forstå, at 'for livet' var et langt løfte. Havde han ikke sagt det, så var hun hoppet i med begge ben, havde sagt, hun var klar, nu, med det samme. For livet.
"Må jeg tænke over det?" spurgte hun forhåbningsfuldt og skyndte sig at føre samtalen tilbage til et tidligere tidspunkt.
"Og hvad for nogen rygter tænkte du på?"

Han lod være med at se for meget på hende, da hun skrev. Hun virkede lidt usikkert og hvis nogen så stod og så en over skulderen, gjorde det nogen gange det hele værre. Da hun var færdig stod der med noget, der mest af alt lignede en skrift fra et barn, Kara Tandor. så det var altså hendes rigtige navn, måske skulle han lave kontrakter lidt oftere, se hvilke navne folk så hostede op med. Han tog fjerpennen, dyppede den galant i blækket og skrev hurtigt sig eget navn ved siden af hendes, før han gav papiret til Jimmy, der skrev under, under dem. Som et vidne. Sean nikkede let og Jimmy begyndte at rydde op efter sig, mens Sean så over mod spurv, eller Kara? Igen.
Han nikkede let. Han tog sin klan meget alvorligt og så helst andre gjorde det samme. Hellere de tænkte over det og kom engageret, end de bare meldte sig ind og ikke rigtig brød sig om det.
Han studerede hende et øjeblik og skulle lige til at svare hende, da en anden fremmed mand trådte ind, klædt i noget lidt anderledes tøj. tøj, der ville kamuflere ham i skoven. Lædertøj og med en kniv i siden. Hans lange, vilde hår var samlet i flere forskellige fletninger og han havde nogle ar hist og her, samt en ørering i det ene øre. Da han kom langt nok hen til dem, gik han på knæ, som en mand der ville fri, hvis det havde været til en kvinde han elskede. Men lige nu viste det loyalitet.
"Herre. Jeg har nyheder. De døde kan vise sig et større problem end først antaget" så rejste han sig op igen og så afventende på ham, hans øjne rettet direkte imod Sean, som om spurv slet ikke var der.
Sean nikkede kort og gjorde tegn til at manden måtte vente.
Han drejede hovedet og så over mod Spurv.
"Jeg har ikke længere tid til småsnak. Rygter. Du skal sprede rygter om hvor vi opholder os, i kloakken. Men også at vi opholder os andre steder, f.eks. ved den gamle kirkegård eller i en grotte ude i skoven, blandt de levende-døde. Du skal sprede rygter om at vi har indgået aftaler med vagterne, The Guardians. De vil ikke vide hvem de skal tro på" smilte han roligt.
"Når du har noget at fortælle eller har tænkt over klanen, kan du altid komme tilbage. Mine folk kender dig endnu ikke, men sig du har en kontrakt med chefen. De vil ikke turde andet end at føre dig direkte til mig. Eller aflevere en seddel til en af mine Doyner, oppe i byerne, du kan sikkert finde dem." smilte han.

//UNDSKYLD min flugt o-o Ikke i emnet, men virkeligt, havde ikke lige set smutturen til K to the BH eller.. XD (Her grinede jeg IRL. Højt. De kigger på mig.. HAHAHAHAHAHA) + det bliver et kort svar, for jeg er udkørt efter at have lavet en Avatar marathon (DEN SERIE ER SÅ GOD, det er FANTASTISK! SKAF DEN, GLO DEN, DU VIL (OG SKAL!) ELSKE DEN!) JA! JEG ER OVERTRÆT//

Spurv så på manden, der dukkede op, og hendes øjne blev smalle, for et øjeblik havde hun faktisk bildt sig selv ind, at hun havde kontrol. At hun bevægede sig i verden, ikke at verden bevægede sig med hende som tilfældig passager. Men sådan var det selvfølgelig ikke.
"De døde?" spurgte Spurv Jimmy, der stadig ryddede op //Aaaantager, vi er lidt tilbage i tiden//. Hendes stemme var ligesom blevet farveforladt og tonløs, som var følelserne skyllet ud af hende med grumset badevand. Hun antog, de talte om lig. De skulle fjerne. Dræbte, nogen, de selv havde kvalt, ekspederet, skaffet ad vejen, og fortrød næsten med det sammen, at hun overhovedet havde spurgt.
De døde, det lød næsten, som om der var mange! Havde de lavet.. Et massemord? Man ville næppe opdage det i nedre by, eller - selvfølgelig ville man det, opdage, hvis man pludselig savnede et familiemedlem, men folk forsvandt. Sådan var det bare. Man ville næppe opdage, at det var et massemord, selv om man ville opleve tabet.
Så kom hun i tanke om et besynderligt rygte, der havde floreret mellem rejsende. Om nogen, der var døde men ikke døde. Drowners, kaldte de dem, hvis de kom fra Soul River, men det gjorde de ikke. De gik også på land og hærgede. Spurv kløede sig i nakken og for sammen, da Sean vendte opmærksomheden tilbage mod hende.
Rygter, hun nikkede stumt igen igen.
"Forstået."
Peb hun med næsten beundring i ansigtet, for der var næppe nogensinde før udtænkt noget så gement. Sammensværgelse med the Guardians. Oh, det var en lille leg for hr. Edderkop. Han spandt disse rygter så folk gik i hans kløer. Snedigt, meget snedigt.
"Kontakt med chefen eller besked til en Doyner," gentog Spurv for at vise, hun begreb beskeden. Så evigt smilende, denne mand var. Så trak hun sig tilbage mod rummets udkant, uden at være helt sikker på, hun havde fået lov at træde af. Hun vidste heller ikke rigtigt, hvordan hun skulle komme ud, men det var vel meget logisk: Opad og ned ad strømmen. Ned ad strømmen ville før eller senere føre hende til en eller anden udgang hvor vandet forsvandt, mens opad ville føre hende til.. Enten byens og bjergets hjerte oppe i de fine kvarterer, og derfra var der måske ingen opgange, eller også bare op. Til overfladen. Til verden og livet. Gad vide, hvad klokken var.

Jimmy sendte hende et hurtigt blik og nikkede så let.
"De levende-døde.Zombier. Skeletter. De går alle igen og besværliggøre vores job" brummede han sagte. Han var den betænksomme, stille type der normalt ikke blandede sig i særlig meget. Andet end når det var påkrævet. Han stablede lidt papir med kontrakten øverst, så den ikke blev væk, og skruede låget på blækhuset.
"Men de er endnu ikke kommet til de store byer. I hvert fald ikke nok til at de har spredt panik. Håb på det ikke sker" nikkede han roligt.

Sean vendte sig om mod dem og så lidt på hende. Han så lidt på Spurv, som virkede en smule mere bleg, om det var fordi han havde nævnt de levende døde? Det viste han ikke. Måske, det kunne nok skræmme enhver.
"Godt. Du må gå. Find en vagt ude i tunnellerne, spørg om vej op til byen og han kan vise dig en" svarede han og vendte sig om mod sin spion, der havde nyheder at fortælle. Jimmy forsvandt snart, med tingene stablet i sine arme.


//Det er i orden. Finder ikke grund til at skrive mere, da emnet fra min side sådan set er slut. Du er fantastisk og emne med og håber vi snart kan finde på et nyt. Out. //

//Så outer jeg også bare, i lige måde, i øvrigt, jeg er superfrisk på et nyt, for du har sørme stil! n__n //

Klokken var mange, men ikke så mange, som Spurv havde forventet, da hun havde mumlet farvel til en vagt og trådte ud i vinternatten. Nathan lettede lydløst fra et tag og landede på hendes skulder, men hun havde ikke lyst til at tale, ikke før hun var vel udenfor hørevide. Så satte hun til gengæld i løb og standsede først under det gyldne skilt, der præsenterede kroen Griffen. Hun lagde sit kloaktøj i en lille, mørk klump på gulvet ved sin seng og krøb ned under sine tæpper med et suk, der ikke var helt veltilpas.
Men sådan var livet.

//.. Og out XD//