She can help you //Sean//

S: Parken i Doomsville
V: Koldt og der er frost på græsset
T: Det er aften
O: Træer, bænke
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Luce havde endelig fået aftalt en tid og sted med Rafaela, hvor de kunne mødes. Rafaelas onkel, fætter og resten af familien troede, at hun blot skulle mødes med Luce så der ikke ville ske nogle misforståelser der. Luce ville nemlig ikke risikere, at der skete Elyas noget. Hun havde ikke tænkt sig, at blive straffet af Sean. Luce havde taget en lilla tyk og lang frakke på da det var koldt udenfor. Der lå frost på græsset udenfor. Hun havde hentet Elyas fra hans værelse og havde selvfølgelig taget Speedy med så hun havde en der kunne føre hende rundt. Luce havde selvfølgelig haft fat i Sean og fortalt, hvor de skulle mødes og hvad tidspunkt. Hun havde en ide om, at Sean ville holde øje med dem på den ene eller anden måde, men det kunne han bare gøre det ødelagde intet overfor hende.
Luce gik roligt hen til parken i et område, hvor der var dækket med en masse træer, men imellem alle de træer var der er bord og bænke sæt, hvor de kunne sidde, at snakke.

Rafaela var allerede kommet til stedet de skulle mødes. Hun vidste godt, at hun skulle mødes med Seans nevø. Men hun måtte ikke fortælle det til nogen og hun havde heller ikke sagt noget til nogen. Hun havde aftalt med sin far, at hun kom forbi i løbet af aftenen da hun savnede ham, men det var selvfølgelig løgn det, at hun savnede ham for hun havde ikke haft det meget bedre før efter hun kom ud til Makkadin og Vincent. Ingen havde fuldt efter hende. Hun sad sådanset på bordet og ventede på, at hendes mor kom med fyren hun skulle møde. Måske hjælpe videre.

Han var iklædt nogle solide støvler, nogle mørke bukser og en lys trøje. Om hans skuldre hvilede en mørk og varm kappe og i hans side hvilede et sværd, som hans onkel havde trænet ham i at bruge. Det var underligt at komme ud fra døren. Han havde jo lært hvilken verden han nu boede i, men det ændrede ikke på at der stadig var ting, der slog han som ganske underlige. At gå med et sværd, var en af dem, men han gættede på at jo før han vænnede sig til det, jo bedre.
Hans onkel var slet ikke dukket op for at sige noget, hvilket faktisk ikke undrede ham. Noget sagde ham at han nok var gået med til det, men stadig ikke var særlig begejstret for ideen. Alligevel gik han her, ved siden af Luce. Der var mørkt og kun få, svage lys rundt omkring dem, mest fra huse og enkelte steder fra en gadelampe. En hestevogn der skramlede af sted eller et flagermus der skreg, når den fløj over himlen. Han havde hørt om de mørke væsner, men ikke selv set en, helvigvis. Selv i Doomsville kunne de pludselig dukke op, ud af ingenting nærmest! Men hans onkel havde fortalt at det havde hjulpet meget, efter de havde fået lappet muren omkring byen igen. Alligevel kunne han ikke stoppe sig selv fra at se sig over skulderen efter en alligevel. Han fik kun øje på en tigger, der sad mistænkeligt stille.
Han gøs svagt og fulgte med ind i parken. Græsset knast svagt under hans støvler, takket være rimmen der sad på dem og fik græsset til at skinne i et skær af sølv. De efterlod spor hen over græsset...Men forhåbentlig betød det intet.

Luce gik bare roligt afsted. Hun holdt dog alligevel øje ved hvert et hjørne. Hun var spændt på, at se Rafaelas og Elyas reaktion på, at møde hinanden. Hun ville ikke blande sig særligt meget. Hun havde fortalt Rafaela, hvad det hele handlede om så hun var forberedt på, at det ville handle meget om, hvordan hun var blevet behandlet og hvordan hun havde haft det psykisk indtil hun fik hjælp til, at stole mere på sig selv og det, at få mere frie tøjler til, at vælge hvad hun ville og ikke ville.
Da de var nået hen til stedet så hun med det samme Rafaelas aura. Hun gik roligt hen til sin datter og gav hende et kram "Hej min pige. Hvordan var turen helt herhen?" spurgte hun nysgerrigt for, at høre om Raf havde haft en hård tur til Doomsville eller om den bare havde gået lige ud af landevejen.
Da Elyas var kommet hen til dem kiggede hun på Elyas "Elyas dette er min datter Rafaela. Hende jeg snakkede om den anden dag. Hun ved hvordan det er når ens familie ikke stoler på en og behandler en som et barn. Hun kan fortælle mere om det om lidt" hun kiggede derefter hen på Rafaela "Rafaela dette er Elyas. Seans nevø." mere behøvede hun sådanset ikke og præsentere Elyas da hun havde fortalt Rafaela hvordan tingene hang sammen

Rafaela var spændt på, at møde fyren som hun skulle hjælpe med, at stole på sig selv. Sådanset kunne hun ikke gøre det alene. Hun vidste, at fyren måtte gøre en del selv. Han måtte stole på sig selv og finde ro i sig selv. Hun smilede stort da hun så sin mor. Hun løb hen til hende og omfavnede hende "Hej mor. Den har været stille og rolig, men har ikke så længe da jeg skal hjem til far" fortalte hun hurtigt. Hun kiggede hen på Elyas og rakte ham hånden "Rart, at møde dig Elyas, men lad os sætte os ned så vi kan snakke sammen" fortalte hun roligt. De satte sig ved bordet. Luce satte sig ved siden af Elyas så hun nemmere kunne være der for ham, hvis han havde behov for det.
Rafaela trak sin hætte af så man bedre kunne se hendes ansigt. Hendes hår hang ned af hendes skuldre og aret på hendes kind kom frem. Hun lagde sine hænder på bordet og foldede dem. Hun havde tit svært ved og snakke om sig selv "Min mor har fortalt mig om din situation, men jeg vil gerne høre det fra dig af. Hvad er det der er sket, hvordan har du det med dig selv, familie og stedet du bor og andre små ting som kan være relevant for mig, at vide" spurgte hun stille. Hun ville lige høre mere om ham og få de følelser frem i ham som han har.

Det var så befriende at være udenfor! Selv om der var koldt og der lurede fare rundt om hvert hjørne, var der stadig noget eventyrligt over det. Hans blik gled op mod himlen, hvor stjernerne blinkede mellem skyerne, der blev lyst op af månen. En halv måne i aften.
Hans blik gled over Luce og denne Rafaela, hvis navn han havde hørt et par gange. Han anede dog intet andet end Luce var moderen og Sakref vidst var faderen. Han vidste dog godt at hans onkel ikke stolede på Sakref og hans familie det mindste. Det undrede ham lidt, for hans indtryk var at de var så...Hjælpsomme...
Han gav Raf hånden med et svagt smil, selv om han følte sig en smule malplaceret. De var jo en familie, han var en outsider. Desuden virkede det hele meget...Sært...At skulle sidde og snakke om følelser og sådan, på den måde. I det mindste havde hans onkel sørget for noget træningen eller noget andet ved siden, hvis de endelig dristede sig til at snakke om noget der dybere. Dog satte han sig alligevel og viklede kappen om sig, for at sikre han holdt varmen. Hans blik gled lidt fra Luce og over til Raf, før han trak på skuldrene.
"Det...Ved jeg ikke? Du får det til at lyde som om jeg er i problemer og skal finde en vej ud af dem..." kommenterede han en smule tvivlende. Som om hans onkel i virkeligheden holdt ham fangen og de nu skulle udtænke en smart plan for at få ham ud! Men sådan var det slet ikke. Desuden kunne ikke lade være med at føle sig lidt udstillet...
"Jeg kan ikke lade være med at føle en hvis ubalance her...Du har tydeligvis hørt om mig, men jeg aner intet om dig. Alligevel kræves det jeg skal sidde her og krænge sit indre ud?" kommenterede han yderligere og så nu mere på Raf end på Luce.

Luce havde valgt, at holde sig i baggrunden da hun ville have, at de unge selv fandt ud af det, men hun blev alligevel ved med, at holde øje med, hvordan deres aurare ændrede sig og om hun kunne se nogle aurare som ikke burde være der.

Rafaela kiggede undersøgende på Elyas. Han var da en pæn ung fyr måtte hun indrømme, men hun ville hjælpe ham videre. Nok kunne hverken hun eller hans onkel lide hinanden, men det skulle ikke gå udover Elyas. "Jeg ved kun det min mor har fortalt mig om dig og der virker det til du har svært ved det psykiske. At du ikke ved om dine forældre er levende eller døde. Du bliver set svag af folk, men min mor siger ellers, at du har mange gode sider, men jeg kan begynde og fortælle dig, hvordan jeg har haft det" fortalte hun kort. Hun begyndte, at pille lidt ved sine fingre før hun begyndte og åbne munden for, at fortælle videre "Ja kan vel begynde med, at jeg er adopteret af Sakref og Valiona Morladin. Luce er min rigtige mor, men hun satte mig ud i en skov da jeg var nogle uger gammel. Inden jeg fik, at vide, at jeg var adopteret troede jeg jo, at Sakref og Valiona var mine rigtige forældre, men det var de ikke og det havde ingen fortalt mig. Jeg fandt ud af det selv. Min far holdt mig indespærret på slottet i over 200 år og jeg er 203 år idag så for mig er det stadig nyt, at være fri eller næsten. Men jeg havde altid følt mig forkert i forhold til resten af min familie da mine søskende er dæmoner, min far er halv dæmon og halv engel og min mor en dragonlycan ligesom mig. Jeg blev set svag og måtte aldrig noget. En dag blev jeg træt af det og begyndte og snige mig ud af slottet kom så også ud for mange problemer. Jeg blev straffet for det da jeg blev gravid og fødte barnet. Min egen far fjernede barnet og smed det ud i en skov...Han behandlede mig som en slave. Jeg gik psykisk ned fordi jeg ikke måtte sørge over tabet af min egen søn. Blot en uge efter jeg mistede mit barn får jeg, at vide, at mine forældre skal have et barn. Jeg hadet dem. Jeg ville dræbe hele familien, men kunne ikke før barnet blev født. Den dag barnet blev født var tæt på og dræbe dem, men den lorte unge var i vejen..." man kunne tydeligt høre og se på hende, at det stadig gik hende på, men hun gik ikke amok eller noget som hun plejede. "Jeg begyndte og se mig selv som et problem og at min familie var bedre tjent end mig. Jeg ville kun gøre min far stolt ligesom du vil gøre din onkel stolt, men hvordan skal man kunne gøre andre stolte når man ikke er stolt af sig selv og stoler på sig selv? Det kan du ikke. Min fætter og onkel tog mig til sig og har lært mig, at stole på mig selv og mine instinkter. Jeg er blevet mere selvstændig. Jeg overrasker min far tit bare ved, at vise ham, at jeg ikke er svag, at jeg duer til noget" hun stoppede lidt og fortsatte "Det jeg vil fortælle dig er, at du skal være åben overfor dig selv. Jeg ved det er svært, når man ikke føler sig hørt eller elsket og man ikke ved, hvor ens forældre er eller hvordan de har det, men jeg er sikker på, at så længe du ikke har hørt noget er de i live. Du må stole på, at du er god nok og derfor skal du finde roen i dig selv og ikke gøre, hvad du tror din onkel vil have. Det din onkel vil have ud af dig. Får han først så snart du kender dig selv. Jeg høre du ikke er fra denne verden? Du skal lære verdenen, at kende på en ny måde. Få nogle erfaringer. Opleve livet og det gør du ikke ved, at være spærret inde" forklarede hun.

Han så lidt på Raf. Hvordan kunne de på nogen måde sammenlignes? Hans liv havde jo været ganske fredeligt i sammenligning. Ingen børn, ingen indespærring, ingen direkte had, bare tvivl og fornemmelsen af aldrig at være god nok. Han kunne ikke lade være med at føle at Luce og Raf virkede til at overdrive hans tilstand. Det var jo ikke fordi han var en krøbling eller noget!
Han tvivlede på at bare og snakke ville hjælpe på noget som helst.
Samtidig fik han bare vildt ondt af Raf...Tænk hun havde været alt det igennem? Han kunne slet ikke forestille sig det overhoved var noget man kunne opleve...ikke før nu, i hvert fald. Denne verden var virkelig absurd.
"Jeg elsker hvordan i begge bliver ved med at træde i det og påpege jeg ses som svag..." kommenterede han med et svagt smil, da han sagde det lidt i en joke. Det her var faktisk ikke så meget ham og han fortrød lidt at han var kommet. Det kunne ikke falde ham fjernede at skulle sidde her, blandt nogen der har haft det mest triste liv og skulle vrænge sit følelsesliv ud. Det havde han aldrig gjort! Det var sådan en kvindeting...
Han havde vel bare set frem til at komme lidt ud og se nogle andre. Han havde lidt troet han bare skulle prøve at opleve noget nyt og mødes med nogle andre, ikke at han skulle sidde her og snakke på den måde. Han havde forventet noget helt andet. Han sukkede svagt.
"Jeg er ikke spærret inde og min onkel hader mig ikke. Det misforstår i fuldstændigt!" kommenterede han, men forholdt sig rolig. Uanset hvad, gjorde de jo bare af et godt hjerte, uanset om de så havde misforstået det hele eller ej.
"Jeg er ked af du har haft sådan et hårdt liv. Jeg vidste slet ikke den slags fandtes...Jeg har vel nok endnu meget at lære. Men vores liv er slet ikke så ens, som I vil gøre det. Vores situationer helt forskellige. Min onkel prøver at hjælpe mig og oplære mig, han er ingen...Haha, ja ingen dæmon..." Han rystede svagt på hovedet med et større smil, før han gjorde tegn til at ville rejse sig op.
"Jeg havde håbet på noget andet end dette. Jeg havde forventet...At komme lidt ud og snakke med andre folk. Ikke at sidde her og skulle lege terapi. Det er bare ikke mig...Så undskyld. Tak for jeres hjælp, men nej tak. Jeg vil gå hjem igen" bekendtgjorde han så.

Rafaela lyttede stille til det Elyas og smilede lidt for sig selv og ventede på, at han var færdig med, at snakke "Min familie elsker også mig og vil også gerne hjælpe mig og oplære mig, men det er tit svært og komme ind til personer man går rundt om hele tiden. Men jeg tror ærligtalt, at du har misforstået meningen med, at jeg fortalte min historie" sagde hun stille og smilede venligt til ham. Hun kiggede undersøgende på ham. Der var et eller andet over denne fyr som hun kunne lide. Hun kunne ikke sætte fingre på, hvad det egentlig var, men det måtte hun finde ud af på et andet tidspunkt. Hun trak vejret dybt imens Luce havde lagt en hånd på Elyas skuldre for, at fortælle ham, at han skulle blive siddende. Rafaela åbnede sin mund for, at begynde og snakke igen "Meningen med min historie var, at fortælle dig, at folk kan have det tusind gange værre end man kunne forestille sig. Du skal bare huske på, at have dig selv med og blive ved med, at kæmpe. Du er en stærk fyr og stærkere end folk tror. Jeg tror endda, at du en dag vil blive meget stærkere end din onkel og fætre" sagde Rafaela stille med et glimt i øjet der viste, at hun faktisk troede på det. "Grunden til, at jeg valgte og tage dig med herhen for, at møde Rafaela var, at du kan se, at folk har det meget værre end dig og de er blevet set som svage og som et stort problem, men de har modbevist det ved, at kæmpe videre og stole på sig selv. De skal have kærlighed for, at udvikle sig og kunne føle det. Rafaela følte ikke kærligheden ordentligt før Makkadin tog hende til sig selvom hendes forældre elsker hende over alt på jorden" fortalte Luce roligt.
Rafaela kiggede på Elyas "Tænk over det og hvis du vil se, hvordan jeg var før i tiden så spørg min mor hun kan vise dig det" sagde hun stille og skulle til, at rejse sig op.

Det var jo en sammensværgelse! To kvinder der ihærdigt prøvede at få ham til blive, enten med en hånd på skulderen eller flere ord, der understregede hans egen situation på en måde, som han slet ikke selv så den. Det gik op for ham at han nok var blevet misforstået hele vejen igennem...Men hvordan kunne han have forventet andet? Ingen kunne jo relatere til det. Han var den eneste der var opvokset i en anden verden, tvunget til en ny verden og nu stod her! Ingen ville kunne relaterer, forstå. Og den lærdom var han faktisk glad for. Det hjalp ham at indse det, så noget godt var der vel kommet ud af dette møde, selv om det næppe var hvad kvindernes havde haft i tankerne. Han havde jo indset det var ham selv, der var sin egen lykkes smed. Han overvejede det lidt. Ja, han ville prøve at leve lidt mere op til sin onkel. Han kunne gøre mere for sig selv, når først den nye by var indtaget. Det var vel en ny begyndelse for dem alle? Og så vidt han vidste, blot Daron og Xander her i Doomsville, så han skulle ikke hele tiden sammenlignes med dem. Det ville hjælpe...Også selv om de var fætre. Daron havde han syntes bedst om...
Men ingen af dem var tætte nok til at snakke om sådanne ting med, selv om han var overbevist om det ville være nemmere med en mand, der ikke havde brug for de samme ord og følelser hele tiden.
Han sendte kvinderne et lille smil, mens han blidt trak Luces hånd fra sin skulder, så han alligevel kunne rejse sig op.
"Tak. Så der findes folk der har det værre end mig og jeg skal lade være med at brokke mig" svarede han, men ikke uden en smule latter i stemmen. Han kunne simpelthen bare ikke tage det så tæt på, som han følte de prøvede at presse ham til.
"Jeg er ikke ude på at blive stærkere eller den stærkeste..." Han sukkede svagt og trak lidt på skuldrene.
"Jeg ved faktisk ikke helt hvad jeg vil. Jeg tror bare jeg tager tingene som de kommer...Men tak for historien. Beklager jeg siger det, men jeg kan ikke se hvad din fortid yderligere skulle gøre for mig. Men tak for jeres hjælp...Jeg vil gå nu, tror jeg." Han følte sig ikke helt tilpas ved situationen, følte vel nok mere for bare at flygte. Nej, dette her var slet ikke ham! Han vidste ikke helt om der var en eller anden form for hilsen, når man gik, men endte med bare at løfte den ene hånd som hilsen, før han vendte om og skyndte sig væk fra dem, uanset om Luce ville med eller ej. Hans hjerte hamrede, indså han, da han så ned på jorden foran sig.
Bare han nu kunne huske vejen hjem?

//Out