A shadow in the dark

Det kostede al Ismays selvkontrol at kravle resten af vejen op i det begrænsede tempo. Dog undlod hun hele falde-tingen. Han var ikke så dum som hun måske gav ham kredit for. Han var i hvert fald smart nok til at se igennem hendes halvseriøse teaterstykker.

"Slap lige af, giv en ung kvinde lidt plads. Ved du ikke hvor lidt kvinder kan lide at blive rettet på?" Hun trak sig elegant op over kanten på muren, og børstede noget støv af sine bukseknæ. Godt hun ikke havde haft nederdel på. Så havde hun i hvert fald ikke kravlet først!

"Hvordan ved du at jeg kommer fra et cirkus, din lille...? Jeg tror du har misset noget. Jeg er slangetæmmer, ikke akrobat!" Hun kiggede på ham, og prøvede at se sur ud. Det holdt dog ikke særlig godt. "Og hvad i Helvedes ni ringe laver vi heroppe?"

"De kvinder jeg er vant til er lidt mere hård i filten men selvfølgelig man kan ikke forvente at alle er sådan nogen skal jo være blødsødne for at få os andre til at virke hårdere!" sagde han roligt! Hvis han havde sagt det på en anden måde kunne det faktisk havde lyt lidt som en lidt hånende joke om den så ville være dårlig god eller hånende var jo så bare op til dem der hørte den

"Jeg ved det på grund af de flyers der hænger rundt omkring fra de cirkus du arbejder i jeg genkendte dig med det samme jeg så dig efter du var kommet hen til mig men selvom du er slangetæmmer betyder det da ikke at du ikke kan have lært noget af akrobaterne eller noget!" sagde han roligt "Vi er her fordi heroppe kan vi være lidt mere i fred folk begyndte jo at kigge og jeg har hørt ret meget omtale om dit cirkus så her kan vi være sikker på at vi slipper for folk der gerne vil møde slangetæmmeren fra cirkusset!"

Ismay kunne ikke lade være med at grine af ham. "Okay, bad boy, lad os komme videre." Han ville ikke engang joke om at hun var blødsøden hvis han havde set hende med sin pisk. Nå, han skulle nok komme på bedre tanker senere. Det skulle hun nok sørge for.

Hun strøg sine fingre igennem pandehåret og klukkede. "Tja, jeg kan ikke gøre for at jeg er så populær. Sådan er det jo med eksotiske, smukke slangetæmmere. Al den berømthed er nogen gange så hård!" Hendes læber dirrede af indespærret latter da hun blinkede til ham. Så satte hun sig ned i skræderstilling på hustaget og strakte sig som en kat. "Nå. Du ved du hvad jeg laver for at tjene penge, men jeg ved ikke hvad du laver. Er du tyv? Snigmorder? Bankmand?"

Dust smilede lidt tomt over hendes bad boy kommentar for hun skulle bare vide han er måske ikke lige den type de fleste kvinder eller væsner i det hele taget ville foretrække som selskab men her gik han sammen med en der rent faktisk snakkede med ham og alt dette startede meget simpelt med at han spottede sin daggert fra denne tid og bare måtte vise sig lidt frem!

"Tja jeg ved ikke så meget om det at være berømt jeg er nød til at holde mig så anonym så mulig og hele tiden på flugt her så vel som i min tid men sådan er det jo vi kan ikke alle leve i fred og fordragelighed!" sagde han roligt og tænkte sig lidt om for at finde ud af hvordan man definerede det ordentligt "Jeg er vel bare en lejer så at sige hvis du har noget lyssky huttelihut der skal udføres kan du leje mig til det hvis du altså har værdig tilsvarende med hvor farligt det du skal have udført er!"

Ismays tilsyneladende evige smil falmede en smule, da han begyndte at tale om at blive forfulgt. Hun kendte det godt. Alt for godt. Det var dog ikke noget hun havde lyst til at tale om. Overhovedet. Hun havde kun lige mødt ham her, og selvom han virkede meget sympatisk og interessant så... tja, Ismay havde aldrig været en særlig åben personlighed.

"Okay så. Nu har jeg endelig fundet en person som kan klare mit lyssky huttelihut!" Hun kunne simpelthen ikke lade være med at grine over hans ordvalg, og hele hendes krop rystede. Hendes tørklæde bølgede mistænksomt om hendes hals.

Så blev hun seriøs igen. Ismay virkede ikke som en person der havde særlig svært ved at skifte hurtigt imellem følelser. "Hvorfor bliver du jagtet? Har det noget at gøre med dit huttelihut? Eller rager det ikke mig?" Hvis han ikke ville tale med hende om det, ville hun fuldt ud respektere det. Hun var en nysgerrig satan, men hun ville aldrig tvinge ham til at fortælle noget personligt hvis han ikke ville.

Dust bevægede sig lidt væk fra hende da han så den måde hendes tørklæde bevægede sig på dens bevægelser passede ikke sammen med den måde hendes krop bevægede sig da hun grinede "Først og fremmest i den tid jeg kommer fra er jeg ikke et accepteret væsen fordi min far er skyggedæmon og min mor er skytsengel mine slægter prøvede på at dræbe mig konstant og ja man kan vel sige at de få hæderlige væsner der kender til mig i min tid er ude efter mig på grund af huttelihut!" sagde han roligt

"Og nu vil jeg meget gerne vide om dit tørklæde er din slange eller bare ligner den på en prik!" tilføjede han og pegede på det før han kom lidt nærmere og snussede lidt til hende lidt lige som et dyr bare på en mere skør måde!

Ismay sugede luft ind igennem sine tænder og lavede den der hvislelyd der betyder at man er på skideren. "Det lyder ikke særlig godt. Det giver egentligt ikke nogen mening at de prøver at slå dig ihjel når det ikke er din skyld at din mor og far... bestemte sig for at gøre hvad de gjorde." Der var så mange ting der ikke gav mening i Ismays hoved, og det her var en af dem. Det kunne da ikke passe at barnet skulle bøde for forældrenes idioti. Men... det skulle han åbenbart.

Hun grinede igen og slog blidt til hans fingre inden de kom for tæt på. "Det ville jeg ikke gøre hvis jeg var dig!" Et mørkt slangehoved tittede ud af en af folderne på hendes tørklæde og kiggede direkte på dæmonen med sine farveløse øjne. Ismay løftede hænderne op og lod slangen kravle ud på hendes arm og op på hendes skuldre. "Dette er - Llyr."

Dust så interesseret på hendes slange eller som han hurtigt regnede ud hendes tvilling da han kunne mærke forbindelsen han var ved at blive vant til santuiner de var nærmest overalt i denne tid man skulle næsten tro det var en epidemi "Man kan ikke bebrejde mine forældre for at have følelser for hinanden de kunne se det gode i verden og på trods af deres forskelligheder valgte de at være sammen!" sagde han roligt "Mine artsfælder er dog af en anden mening og det er den mening der har gjort at jeg har fundet mit lod i livet min vej gennem smerten og mørket! Jeg er i særdeleshed en hævner og med den styrke det har givet mig vil jeg i den grad få blodet til at fylde mellem himmel og helvede!"

"Og i øvrigt santuiner er nemmere at afsløre når de er tæt på hinanden det var først da du grinede at jeg mistede alt min tvivl om at du var en!" sagde han roligt og så direkte ind i hendes tvillings nærmest blinde øjne slanger var trossalt næsten blinde men afkompenserede dette med sanserne i deres tunge!

Og sanserne i Llyrs tunge blev flittigt brugt. Hans tunge spillede som gal imens han prøvede at danne sig et blik af dæmonen. Llyr tænkte i fært, ikke navne og ansigter. Det kunne være godt for Ismay i forskellige situationer. Dog havde han ingen problemer med at binde et ansigt til dæmonen, siden Ismay ivrigt delte dæmonens halvskjulte ansigt med ham mentalt.

Ismay lagde armene over kors og kiggede på ham med en påtaget sur mine. "Hvad i alverden mener du? Da jeg grinede siger du? Jeg har da skjult ham rimelig godt, ikke? Vi bliver jo nød til at være tæt på hinanden, og mit tørklæde er et godt gemmested ikke? Det har aldrig fejlet før." Hun lod sine lange slanke fingre gnubbe hans sorte, røde og gule skæl imens hun kiggede på Dust.

Llyr spillede stadig ivrigt med tungen. Problemer. var hans eneste kommentar. Jeg har styr på det. Rolig nu bro. Han havde altid været mindst lige så beskyttende som en menneskelig bror havde kunnet være. "Llyr siger hej."

Dust så underligt på hende da hun sagde at Liar havde sagt hej han kunne mærke når santuine tvillinger kommunikerede da forbindelsen mellem dem gav udslag og udslaget havde været for stor til kun et hej "Jeg lagge mærke til ham fordi dit tørklæde bevægede sig unaturligt i forhold til din krop det er de små ting man skal lægge mærke til for at overleve!" sagde han roligt og kiggede på hendes tvilling igen!

"Sjovt nu hvor jeg lægger mærke til det virker du ikke lige just glad for mig lille slange du studere mig ret grundigt men tro mig jeg har ingen grund til at være farlig overfor jer jeg har mødt jer nu og synes om jer!" sagde han roligt!

Både Llyr og Ismay var stille i et stykke tid, Ismay som om hun ventede på at slangen sagde et eller andet. Fortalte hvad han synes om situationen. Ismay gjorde aldrig noget vildt uden at spørge sin tvillingebror til råds først. Han havde al den tålmodighed og fornuft som hans søster manglede, og det gik altid bedre når de arbejdede sammen. Hun kunne heller ikke bare holder sig for ørene når han prøvede at banke fornuft ind i hende, så det var svært at lade være med at lytte.

Endelig virrede han med hovedet, nikkede. Hans mening var tydelig: Okay, men jeg holder øje med dig knægt. Ismay kunne ikke holde op med at smile. "Fint, jeg tror han har godtaget dig! Sikkert fordi du har sådan en vindende personlighed." fniste hun. "Dog ville det nok hjælpe at smide den hætte og sige hvad du hedder."

Ismay støttede sin albue på et af sine knæ, og hagen i sin håndflade. Hendes farveløse øjne var rettet direkte på ham.

Dust tog roligt fat i kanten af sin hætte og trak den tilbage så hans ansigt var tydeligt hans tykke ar ned over højre side af hans ansigt de ravgule tomme øjne det lyseblå himmelblå hår og den dødeligt blege hud! Dust var i den grad en skygge type en fyr på flugt fra omverdenen og som hun selv sagde en vindene personlighed Dust vidste hvordan han skulle opføre sig alt efter situationen!

Han satte sig roligt i lotus stilling med fødderne oppe på sine knæ og så på Ismay og hendes tvilling med sit tomme blik som han sad der
"Jeg begynder at se et mønster i jeres opførsel og jeres forbindelse!" sagde han roligt

Ismay kiggede interesseret på hans ansigt. Hun havde været nysgerrig i lang tid, og nu hvor hun så det hele klart på en gang, var det ret spændende. Og hun blev nød til at indrømme at han ikke så slem ud. Hans hårfarve var speciel. Hans øjne endnu mere specielle. Hans ar var virkelig trist. Det synes at ødelægge et ellers smukt ansigt. Men Ismay synes bare at det gjorde hans ansigt endnu mere spændende at se på.

Da hun kunne fjerne sin opmærksomhed fra hans udseende, grinede hun svagt igen. "Aha? Vil du have en medalje?" Dog var hun alt for interesseret i at blive ved med at drille ham. "Hvordan? Hvad er det du kan se?"

"Jeg vil ikke have en medalje det er et hædersbevis og jeg vil ikke have hæder for noget som helst!" sagde han roligt og virkede ikke lige just til at forstå humor tydeligvis en effekt af aldrig at have haft mulighed for at være i kontakt med andre væsner på samme niveau som foreksempel Ismay havde haft hvilket egentlig kunne være ret sørgeligt for en aldrig at føle glæde eller noget andet for den sags skyld!

"Jeg kan mærke aura hos andre væsner og i santuinernes tilfælde er den delt når i kommunikere bliver auraen stærkere i den tid i deler tanker hvilket gør at jeg så kan mærke når i gør det men jeg kan så bare ikke høre noget af det da det jo er noget helt andet!" forklarede han roligt!

Ismay blidt lidt overrasket over at han overhovedet svarede på hendes joke, men det fik kun hendes smil til at blive en anelse bredere. Han var i hvert fald en sælsom personlighed, den dæmon.

Hun lyttede interesseret til det han sagde, og en smule forvirret. "Er det normalt for dæmoner eller... er det bare noget jeg ikke kan?" Det var da en supersmart evne, og hvis hun på en måde kunne lære det var hun helt sikkert interesseret i det. "Kan du så også se racen og sådan noget? Det ville da være ret fancy."

Dust så roligt på hende og tænkte lidt over det før han svarede på hendes spørgsmål "Faktisk er det et overlevelses instinkt jeg har trænet det påkræver hårdt arbejde og indøvelse men hvis man træner med et stålfast sind kan man sagtens lære det!" sagde han roligt og så hende i øjnene "Og med den måde jeg har trænet på kan man definere racen når man er bekendt med basis følelsen af den race hvis aura man mærker!"

Lige så snart Ismay fangede ordet hårdt arbejde stoppede hun med at høre efter og sukkede dybt. Indvendigt kunne hun høre sin bror sukke endnu dybere af hende. Hun havde aldrig rigtigt været arbejde-typen. Eller hårdt-typen. At være stædig og at arbejde hårdt for det man ville have - det var to forskællige ting.

"Fint. Fix lille evne du har dig der."

Hun lænede sig tilbage, så hun støttede sine hænder på grunden bag sig. "Her kommer der lige et lidt underligt spørgsmål. Hvilket våben foretrækker du at kæmpe med?"

Dust lage roligt hovedet på skrå da hun virkede til ikke at være en type der kunne lide at lave noget der var hårdt eller krævede arbejde for den sags skyld hvilket ikke undrede ham han havde stødt på mange typer som hende der ikke gad bruge deres talent fordi det var lidt for hårdt at gøre det! Han overvejede om han måske skulle prøve at lære hende noget og han fik derfor en ide da hun spurgte til hvilke slags våben han brugte!

"Det vil jeg ikke fortælle dig det er en hemmelighed!" sagde han roligt og prøvede at virke interessant og spændende "Men det kunne jo være at der var en måde hvor på du kunne finde ud af det på!" tilføjede han henkastet "Men hvordan mon det kunne ske gad vide hvordan du kunne det?" Dust kløede sig tænkende på hagen mens han snakkede og håbede han fangede hendes interesse og fik hende med på legen!

Ismay sukkede dybt og teatralsk, som om han var et lille barn der ikke gad at gøre som hans storesøster bad ham om. Hun kunne selv sagtens have fundet på at sige noget lignende, men lige så snart andre begyndte at spille hendes eget spil, så blev hun hurtigt træt af det. Sådan var det vel at smage sin egen medicin.

Hun skubbede sig frem imod ham, indtil hun kravlede tættere på, på alle fire. "Okay okay, du får din vilje. Hvad vil du have mig til?" Hvis det var noget spændende ville han ikke få særlig svært ved at få hende til at gøre hvad han bad om. Ismay var alligevel altid med på den værste.

Dust smilede tomt af hende da hun spurgte ham og så hende i øjnene for i hans hoved havde han allerede fundet på en leg man kunne bruge til at træne denne fixe lille aura sans evne! Han drejede let hovedet og så ned på folk for at finde en der stod stille og det gjorde han hurtigt en sælger stod stadig dernede og han lignede ikke en der ville gå lige med det samme!

"Altså vi har alle evnen i os så faktisk er det ret nemt at starte træningen op og vi kan jo gøre det til en leg så det også bliver lidt sjovt i stedet for at det bare virker som kedeligt hårdt arbejde!" sagde han roligt og pegede ned på sælgeren "Kan du se ham sælgeren der står der og ligner en der er ved at dø af kedsomhed? Prøv at fokuser på ham kig direkte på hans solos plektus og prøv at forestil dig at han er en menneskeformet samling energi og se om du kan mærke hvad for en energi det er!"

Ismay undertrykte endnu et dybt suk. Selvfølgelig gav han ikke sådan lige op på hende. Han havde åbenbart bestemt sig for at hun skulle lære at genkende auraer, og hvis hun skulle være helt ærlig, så havde hun ikke noget imod det. Det var... hyggeligt.

Hun gjorde som han sagde, især fordi Llyr interesseret stak hovedet ud af tørklædet igen. Jep, hun kunne godt se sælgeren. Stakkels fyr. Sikke et kedeligt job han havde. Bare stå der hele dagen, og snakke med de mennesker der måske lige havde fået lidt interesse for hans bod. Nå, nu kunne han da i hvert fald være lidt behjælpelig med noget.

Koncentration havde aldrig været hendes stærke side, men hun prøvede virkelig. Både for sin egen skyld, og for Dusks. Men der skete ikke rigtigt noget. Alt hun lagde mærket til var... manden. Der var intet nordlys, intet fyrværkeri. Dog havde hun en fornemmelse af hans race. "Menneske?" mere eller mindre gættede hun på.

Dust kunne godt mærke på hende at hun gættede lidt men han nikkede roligt da det var rigtigt han havde valgt en nem en til hende alle måtte jo starte i de små og arbejde sig op og han regnede da med at hvis Ismay virkelig gad det her kunne hun nok godt lære det ret hurtigt
"Godt nok du har da lidt i dig men du skal ikke gætte på den måde skal du bare arbejde mere end nødvendigt følelsen kommer inde fra og det er bare om at finde den frem og bruge den!"

Dust smilede roligt og kiggede lidt rundt efter en ny en mens han snakkede med hende og fandt hurtigt en anden santuine der stod lænet op af væggen lidt fra den sælger hun lige havde gættet var menneske
"Et godt lille råd jeg selv brugte da jeg trænede evnen er hvis du prøver at forestille alle omkring dig som energi i stedet for menneskelignende væsner og prøver at mærke hvad de er man kan starte med at fokusere på nogle få og så prøve at sanse flere og flere!" sagde han let og pegede på santuinen han havde spottet "Prøv ham der du burde kende den energi!"

Ismay lod som om hun ikke hørte efter hvad dæmonen sagde, men i virkeligheden hørte hun godt efter. Hun var hurtigt blevet grebet af deres lille 'leg', og var nu meget opsat på at lære at kende racerne fra hinanden ved hjælp af racerne.

Dust gjorde det dog alt for nemt for hende, da han udvalgte det næste offer. Den måde han sagde det på, gav hende en ide om at fyren var en santuine, men hun ville gerne prøve at tjekke det ud inden hun gættede.

Hun sad stille et stykke tid, et godt minut måske, imens hun prøvede at koncentrere sig om fyren - imens hun forestillede ham som en form for farvet energi. Langsomt så det ud som om lyserøde bølger tog form ud fra hans krop. Og ligeså med en hund der ikke stod ret langt væk. "Jeps, han er en santuine. Det er faktisk ikke så svært igen!" grinede hun entusiastisk.

Dust smilede roligt da hun faktisk regnede det ud ret hurtigt han lænede sig let tilbage og støttede mod sine arme mens han så på hende og slangen! Den måde hun så santuine fyren og hans hun på var den måde han så alle væsner på efter så mange års brug af denne evne det var simpelthen bare en vane han havde tillagt sig!

"Godt klaret du er hurtig til at lære prøv at kigge rundt på de andre og fortæl mig hvad de er jo hurtigere du kan mærke dem jo bedre er det!" sagde han roligt og lage hovedet på skrå mens han så på hende med sine tomme øjne

Okay, Ismay var klar på en speedrun. Hun sendte Dusk et hurtigt smil over skulderen, så hendes fletning daskede ud til alle sider, og vendte så sin koncentration ned på gaden igen. "Okay, game on!" mumlede hun muntert og løftede langsomt sin hånd for at pege.

"Hun er... uhm... en... dæ... varulv?" Hun ventede slet ikke på at han sagde om det var rigtigt eller ej, hun fortsatte bare, og pegede sin finger videre over skikkelser nedeunder dem. "Han er... dæmon. Han er menneske. Uhm... Dæmon igen. Engel. Heh, dværg. Ikke særlig svær. Elver. Menneske." Hun stoppede op og trak vejret dybt ned en gang, før hun kom med en halvkvalt fnisen.