I'm a mess! //Jacob//

Caroline sad op ad gydens mur, og kiggede ned i sine egne ben. Hævnen, tørsten efter hævn. Ikke særlig behagelig når den gnavede i din underbevisthed, og bare ventede på at den skulle give efter. Caroline bed tænderne sammen, hvem var hun enlig.. Hvad var meningen med hendes liv ligenu, skulle hun være denne del af sig selv som tiltider plagede hende. Den side som ville være en dræber, et monster.. Eller var det mon bare den del hun skulle igenem med sig selv? Hun havde brug for nogen at snakke med, nogle som kunne omvende hendes tanker men denne mørke gyder. Sen aften og månen var halv, natten var overskyet uden stjrerner og uden et enkelt vinpust, kun lyden af død suste igennem luften med skrig og rædsel.
Caroline dunkede hovedet tilbage i muren , og kiggede på den halve måne. Der skinnede så smukt på nattehimlen. Caroline rejste sig op og kiggede rundt, ingen skulle forsøge sig ind på hende, med mindre døden skulle hænge over dem.. Men ikke i nat, kun en havde hun løst itl at tage livet på.. En som havde ødelagt livet for hende i så mange år.. Hun ville lade ham bøde.. Men måske ville døden være for nådig??..

Victoria..
navnet gav ham kuldegysninger og lysten til at kaste op.. Den kvinde! Ikke nok med at hun havde fjernet hans hættetrøje og givet ham en sort t-shirt på i stedet.. Han kunne også mærke hvordan hun var ved at påvirke ham..
Om halsen på ham, dinglede en halskæde af sølv med et bestemt bogstav i.. Han vidste ikke hvilket bogstav, men han kunne ane det til at være et J.. Det stod garanteret for Jacob.. Det skulle ikke undre ham.. Det var en halskæde hun havde givet ham på, som et menneske vil give sin hund et halsbånd på med dets navn i.. Hun var ikke til at forstå!
Han hadet hende over alt på jorden..
Han skøjtede igennem gyderne, sørgede for at der blev ved med at være is foran ham som han kunne skøjte på...
Hænderne fløj til side, til side, han fokuserede på at blive ved med at få is foran sine fødder, så han kunne blive ved med at skøjte..
Han stoppede dog hurtigt op, da han fik øje på et velkendt ansigt.. Caroline.. Varulven, som engang havde haft noget med Christian og som han faktisk havde snakket glimrende med..
"Hej Caroline," sagde han og gik hen mod hende.

Caroline stoppede op, da en sagde hendes navn. Hun kunne mærke vreden, bladet med sorgen som blot gav lysten til at få hævn. Hun tog en dyb indånding, og ingen vrede kunne ses i hendes ansigt. Hun vendte sig om, og fik øje på Jacob. Hvad lavede han her, hun kom i tanke om Nille. Den måde hun havde klemt om hendes hals da hun lavede sjov med at have såret ham. Et skævt smil kom på hendes læber, hun gik imod ham. Og dunkede hænderne ind på hends lår.
"Hej, hvad så?" Spurgte hun og smilte til ham og smækkede armene overkors uden at virke kold. Hun smilte venligt til ham.

Jacob kunne mærke på hende at der var en smule forandret ved hende.. Hvad det var, kunne han ikke helt sætte sin finger på, men der var noget også selvom hun prøvede at skjule det ved at virke venlig og glad.
"Ikke så meget," sagde han med sit sædvanlige Jacob smil og gik hen imod hende med lystige bevægelser. "Jeg så dig bare lige og tænkte jeg ville sige hej," En rotte løb forbi dem, hvilket fik et spørsgmål til at køre igennem hans hoved. "Hvad laver du her? Det er ikke ligefrem det bedste sted at holde pause,"

Han virkede til at have det fint. Det samme smil og bevægelser.
"Nårh, men her er jeg så." Sagde hun og lavede lidt armfagter og smilte bare. En rotte pillede forbi dem og Caroline kiggede ned på dem. Men havde virkelig løst til at dræbe den for at komme af med vreden. Hun rystede tanken af sig og kiggede på JAcob igen.
Et uskyldigt smil bredte sig på hendes læber.
"Mig?" Sagde hun og pegede på sig selv, og hævede et bryn.
"Holde pause for hvad?" Spurgte hun og lagde hovedet lidt på skrå.. Han skulle bare vide..

Rotten skyndte sig bare videre, ind i et lille hul som den havde lavet i jorden.. Her kunne den gemme sig for alt den mulige fare der var i verden udenfor dens lille hule..
Jacob skævede mod den, men rettede hurtigt opmærksomheden imod Caroline igen. "Det ved jeg ikke, du lignede bare en der holdte pause," Han grinte krot og kiggede sig over skulderen.. Der var ikke andre end dem til stede.. Han havde ellers hørt at dette var et sted hvor kvinder tit kunne blive voldtaget og hvis man lyttede efter, ville man kunne hører ofrenes skrig..
Han rystede tanken ud af hovedet og kiggede endnu engang hen på Caroline. "Skal vi finde et mere passende sted at snakke?"

Hun rystede kærligt på hovedet.
"JAcob hør, her er intet af frygte? Så længe man kan passe på sig selv?" Svarede hun stille og roligt. Et passende sted? Caroline rettede hendes opmærksom ned imod nogle fodtrin som kom et stykke væk fra, tunge støvler som ramte affaldten så den rungede. Det kom imod dem, Caroline tog en dyb indåning. Hu kendte den færd.. En dæmon.. Hun rettede sig op da han kom til syne, længe siden at hun havde set ham. Hun kiggede kun på manden, hun ville have sin hævn..
"Caroline, kom her nu!" Sagde han og lød meget bestemt og faragtig. Jacob kunne selvfølgelig ikke vide om det var hendes far.. Men han var dæmon, så hvordan vidste hun ikke. Caroline tøvede ikke og gik imod manden, hun ville have hævn men det skulle ikke være direkte angreb.
Hun åndede forsigtigt ud.. Men stoppede på midtvejen, da han gik hende i møde.. MEget højere og skræmmende end hun huskede ham.. Han greb fat om hendes arm, med et fars greb og kiggede hende i øjne. Men inden han nogede at sige noget sagde Caroline noget meget lavt. Hendes propiller var udvidet.
"Du slipper min arm nu, og stiller dig ligeså stille fint uden at tøve." Sagde hun imens hun brugte sin evne på ham. Manden slap hurtigt og stillede sig fint. Nogle af hans mænd eller sønner kunne man vidst sige.. Havde angrebet hende fornylig men de var døde nu.. MEdmnidre han havde flere, det skulle ikke komme til nogen overraskelse.
Caroline kiggede tilbage på JAcob, med et smil.
"Se selv, bare man kan passe på sig selv.."

Frygte?
Th, Jacob frygtede ikke stedet.. Det var vel bare ikke så hyggeligt at stå og snakke i en gyde, hvor der var blevet voldtaget en del kvinder.. Det var klamt og dystret at tænke på.. Lyden af tunge skridt der ramte asfalten, fik ham til at rette blikket forbi Caroline.. En mand, stor og stærk kom gående, med sine faste bevægelser og udspredte skuldre.. En dæmon.. Jacob kunne mærke det på ham.. Hans adfærd var ikke til at tage fejl af.. Han blev dog en anelse i tvivl, eftersom han brugte en faderlig tone overfor Caroline, men han gik ikke ud fra at det var hendes far.. Hun virkede ikke glad for at se ham i hvert fald..
Han ville blande sig, da manden tog et greb I Carolines arm, men lod vær da det så ud til at hun selv havde styr på tingene..
Han smilte til hende, som skulle forstås som et godt gået smil.
"Ja, det kan jeg se," sagde han overbevidst og gik hen mod hende. "Hvem er denne mand Caroline?"

Hun smilte lidt til ham og kiggede op på manden igen. Så forsvandt smilet, Jacob kom op på hendes side.
"Du har et gæt, manden som jeg fortalte om der havde holdt mig indespærret imens han havde det sjovt med sine kvinder i kældern. Eller en tilfædig." Det var hentydning til den første muglighed, og hun havde fortalt JAcob om denne mand. Ham som havde taget kvinder til sig, voldtaget dem om natten.. Og sikkert også voldtaget de døtre som er kommet ud af det.. Caroline havde ondt af de stakkels kvinder, natten inden hun stak af havde hun prøvet at være en af dem. MEn aldrig mere vil hun føle sig så hjælpeløs..
Aldrig!..

Jacob stoppede hurtigt med at smile... Var han dette monster hun havde fortalt om? Den mand som havde udnyttet de stakkels kvinder nede i sin kælder? Det var ikke til at holde ud.. Jacob havde lyst til at fryse ham til is, se ham blive en istap, men han lod være eftersom han kunne mærke på Caroline at hun selv ville have sin hævn over denne mand.. Hævn gjorde en blind, men den var også en af de sværeste følelser at skaffe sig af med..
Han knurrede let og kiggede på manden, med et skræmmende blik fra de krystalblåøjne.
"Nå, så han er monsteret," knurrede han.

Manden kiggede dog kun på Caroline, Caroline var selv en dræber.. Et monster, dog gik det op for hende at hun næsten ikke var andet end ligesom ham... I den tid hun havde været ved ham havde han ikke gjort andet en af gøre hende til dette monster som gnavede indeni hende.. Caroline hadede denne tanke, denne mand og havde lyst til at skyde hovedet af hans krop.. Men noget i hende ville ikke, den lille søde Caroline som havde været bange for denne verden kæmpede imod... Men Caroline kiggede hurtigt overpå JAcob.. Caroline vidste ikke hvad hun skulle gøre helt præcist.

Jacob spændte alle muskler i sin krop.. Hvorfor gjorde Caroline ikke noget? Ville hun ikke have hævn? Havde Jacob taget fejl med hensyn til at hun ville have hævn?
"Caroline," sagde han stille og gik op foran manden. "Du behøver ikke at tage hævn, hævn gør os blinde, men jeg ved at det ikke vil hjælpe noget med hævn.." Han kiggede hende i øjnene. "Jeg ønsker selv hævn over min forældre men har skubbet det væk eftersom John har fortalt mig at det intet nytter," han smilede skævt og lagde en hånd på hendes skulder. "Du må tro mig,"

Caroline tog en dyb indånding.
"Nogle gange er der ærer i hævn, jeg kan ikke tænke klart over hvad han gør.." Sagde hun og kiggede kort ned i jorden, men kiggede op på manden. Hendes mordiske side kom frem for hende af hævn tørst..
"Sig farvel." Sagde hun kort til manden, trak sin pistol og skød hovedet af ham og satte pistolen tilbage hvor hun tog den i hendes lille taske. Hun rystede mordet af sig som hun plagede og kiggede på Jacob.
"Nu der en ting du skal hjælpe mig, please." Sprugte hun med et sødt skævt smil.

Et skud lytte og han nåede lige at sprænge til siden.. Nej, han havde ikke taget fej, Caroline ville have sin hævn..
Jacob spærrede overrasket øjnene op, ikke at han havde håbet at hans ord ville virke, de var bare for ay få hende til at tænke bedre.. Hævn var ikke en god ting, men derfor kunne man ikke skjule den.. Han ønskede på en måde stadig at se sine forældre i øjnene og få dem til at fortryde..
"Hold da op," mumlede han og kiggede hen på den hovedløse mand. Han kiggede hen på Caroline igen. "Okay, bare sig til,"

Hun vendte sig væk fra manden, som han aldrig havde ekisteret.
"Vi skal finde hans hytte, jeg vil befri dem." Sagde hun og skænkede manden et kort blik.
Men kiggede hurtigt op på JAcob igen.
"Undskyld jeg ikke altid mig selv.." Svarede hun og stammede lidt stille. "Desuden så ved jeg en hemmelighed!" Sagde hun og lyste drilsk op.

Han fulgte med hende..
Det var en smule forvirrende, pludselig var hun bange og forvirret, det næste øjeblik var hun lige så kold og sej som en soldat på mission.
"Befrie hvem?" Spurgte han alvorligt og kiggede hen på hende med et løftet øjenbryn. Han smilte varmt til hende da hun sagde undskyld. Det var ikke nødvendigt at undskylde for ham.. Han klarede det nok. "Hey, det er helt i orden," han smilte og puffede kærligt til hende. "Okay? Hvilken hemlighed? Fortæl mig!" Han lyste helt op af nysgerrighed.

Hun vendte sig om og kiggede på ham.
"De uskyldige som er fanget.." Svarede hun stille og ret kort. Hun fik dog et chok da han puffede til hende.
"Hvem siger jeg fortæller dig det?" Svareede hun drilsk og forsatte med at gå igen, med et drilsk smil på læberne.
"Jeg kan sige det er en af dine hemmeligheder." Sagde hun og gritne kort.

De uskyldige.. Jacob var helt klart med på at hjælpe hende, han var igang med en klan som skulle yde en form for retfærdighed, så hvorfor ikke starte et sted?
"Jeg skal med glæde hjælpe dig Caroline," sagde han med et venligt smil.. Da hun begyndte at gå videre med det drilske smil, kunne han ikke undgå at løfte på et øjenbryn? Hvad vidste hun dog om ham?
Med en hurtig bevægelse hoppede han op foran hende.
"Kom nu, fortæl mig hvad du ved, og hvis det er en hemmelighed om mig, så har jeg vel også ret til at vide den?" Han smilte lumsk og charmerende.

Hun nikkede imens hun pustede ud.
"Dejligt, kan du finde rundt i skove?" Spurgte hun stille og de kom til åbningen af Ashen Wood Forest. hun kiggede sig rundt men var ikke lige frem finde vej tilbage, men hun havde bedre sanser nu.. Hun burde kunne finde derhen.
Han hoppede foran hende.
"Med rettere ord ved Nille det også, hun fortalte mig det." Svarede hun med et drilsk smil.
"Jacob og Nille sidder i et træ og de kysser osv!" Drillede hun med et stile stemme så ikke andre hørte det.. Men der var ikke andre måske et dådyr.

Ashen wood forest.
Ha! Den skov var som hans egen bukselomme! Han kom der fra og det var nærmest der man kunne finde ham hele tiden, bortest fra at han ogås tilbragte tid i Thousand Winters.. Men, det var vel også forståeligt nok hvorfor han gjorde.. Han følte sig meget hjemme det sted, med alt sneen og isen omkring ham..
"Det kan du tro at jeg kan," sagde han lystigt og kiggede kort på et træ, inden han som et rovdyr vente hovedet hen imod hende. "Hey!" grinte han kærligt. "Vi har altså ikke kysset i et træ?" Han løftede drilsk på et øjenbryn.

Hun nikkede tilfreds.
"Godt super, mig og skove er ikke så gode venner." Sagde hun og grinte lidt indeni sig selv og kiggede på ham og gik et skridt frem og kiggede lidt tilbage på ham.
"Måske ikke i et træ men så en masse andre steder sikkert." Svarede hun drilsk og puffede til ham kærligt. Hun smilte sødt til ham men lidt drilsk.

Han kiggede ind mod skoven..
"Nej.. det er mig og storbyer heller ikke så meget," sagde han og ville putte hænderne i sin hættetrøjes lomme, da han kom i tanke om at han ikke havde den på.. Pokker tag det.. Han kiggede hen på hende igen, sendte hende nøjagtig det samme smil som hun sendte ham. Han havde intet imod at hun drillede ham, det gav ham bare lidt modspil hvilket var en god ting. "Måske," Han løftede på et øjenbryn og kørte en hånd igennem det sølvhvide hår.. Det var dog ikke løftet længe før han forvandlede det om til et kærligt grin, der kunne få de fleste til at grine med ham fordi det var så varmt et grin.
"men nok om det!" sagde han lystigt og gik ind mod skoven. "Lad os komme af sted!"

Hun kiggede ind imod skoven og begyndte at gå derind hun kunne lugte hvor hans støvler havde gået. Hun begyndte at små løbe en smule
"Okay men kom!" Sagde hun og viftede en hånd imod sig. Hun kiggede kort på ham.
"Du ved hun slår mig ihjel ikke?" Spurgte hun drilsk og blev ved med at små løbe.

//Sorry kort svar ..//

//Det er skam i orden //

Så snart hun viftede med hånden, var han allerede oppe på siden af hende. Klar til at løbe! Klar til at hjælpe! Han smilte til hende, et smil der viste at han var klar til at støtte hende og følge med hende.
Han begyndte at små løbe ved siden af hende, imens han engang imellem kiggede rundt for at tjekke til deres omgivelser.. Det gik så stærkt, det var næsten som at se træerne på et løbebånd.
"Hvorfor skulle hun det?" spurgte han, imens han rettede blikket hen mod hende med det samme venlige og drilske smil.

Caroline kom til huset det så forladt ud men det var jo pointen når han var væk.. Så så det tomt ud så ingen ville fatte mistanke. Hun var hurtigt ved hoveddøren.
"Fordi jeg ikke måtte sige det til nogen, og nu sagde jeg det til dig." Svarede hun drilsk og rev i dør håndtaget men det var låst. Hun sukkede kort og kiggede på vinduerne og smaddrede hendes hånd igennem, hun var ligeglad med at det blødte vildt på hendes hånd. Hun hoppede ind af vinduet og var ret sikker på Jacob også kunne komme indenfor. Hun ømmede sig godt nok lidt og kiggede rundt. Stadigvæk den samme stank af ham hang der, plus røg. Caroline kiggede rundt og ledte efter døren. Men hun havde ikke regnet med at finde nogle af mandens sønner gå rundt 9 år havde virkelig gjort en forskel hun vidste ikke at han havde ung voksne sønner det gjorde det helle mere klamt. Hun kiggede op og før hun vidste af det klemte den ene hendes sårerde hånd. Caroline gav et halvkvalt skrig men slog fra sig.