It's you ~ Jacob

T: omkring halv et om natten
S: Ashen Wood Forest
V: Det småregner
O: døde træer og mørke.
P: Sorte bukser og en alt for stor hvid skjorte. Håret er løst. Bare fødder.

Det var sjovt som gamle minder samlede sig ved denne skov. Minder om dengang hun havde opdaget at Nicolas havde været sammen med hendes søster, og minder om en flugt fra den mand hun dengang frygtede mest. Nu var skoven ikke ligefrem rig på liv længere, så stilheden var til at overleve. Hun følte sig gammel, efterhånden. Snart i midten af tyverne, selvom hendes krop var uenig. Hendes krop mente hun var udødelig, ude af stand til at blive ældre. Så det måtte hun vel accepterer.
Hun kunne være mor nu, til en søn på snart ti år. Men sådan skulle det ikke have været. Hun hadede alt der mindede hende om det, alle der mindede hende om en tid hvor hun kunne have været så lykkelig.
Hun kunne mærke vreden, frustrationen, og den eneste måde at slippe af med det på var at flippe ud.
Hun kunne mærke varmen, da inden formede sig i hendes hånd. Den voksede, brændte voldsomt. I et brag ramte ilden et dødt træ og frådende opslugte den resterne af træet indtil intet andet end kul og aske var tilbage. Hun sukkede og gled ned og sidde i den kolde skovbund, mens hun mærkede den begyndende regn ramme hendes kølige blege hud. Hun gemte ansigtet lidt ved sine knæ mens hun prøvede at tænke på gode minder og gode tider. Men det var svært når man var alene.

Påklædning: Sorte cowboybukser, en grå hættetrøje og med hætten trukket over hovedet.

Ashen Wood Forest, et sted hvor han havde flere minder end han kunne tælle til, både gode og dårlige. Dem der fangede ham mest var dog de gode, tiderne sammen med Nille og lille Josh. Han smilede svagt for sig selv. Lige som den tanke gik igennem ham, kom han forbi en nedbrændt hytte, der før i tiden havde været hans hjem. Det vil sige lige indtil lille Josh døde og han selv brændte det ned, netop pga. alle minderne. Når det kom til stykket, fortrød han ikke, at han havde valgt at brænde det. Det var på tide, at lade være med at hænge sig i fortiden og leve i nutiden.
Og når man snakkede om nutiden. Han kunne genkende en hvis varme der sivede igennem skoven, som en usynlig tåge. En varme der fik ham til, at smile kækt og hoppe op i et træ. De krystalblå øjne søgte nu efter kilden til varmen. Ikke så langt fra ham, sad hun op af et træ og forsøgte at gemme sig væk. Han smilede igen kækt og sprang fra træ til træ, indtil han sad oppe i det træ hun lænede sig op af. Drillende løftede han hånden op og fik is til at krible op af bennet på Sephthys, ikke skadende på nogen måder, blot en smule koldt og kriblende.
"Hey du," sagde han kækt og sprang ned foran hende. Med et bump satte han sig foran hende. "savnet mig?" Han satte drillende hovedet på skrå.

Først blev hun frustreret, men den vrede og opgivende følelse forsvandt da hun hørte det fjollehoveds drillende stemme. Isen på hendes ben børstede hun hurtigt af, og hun så på ham da han satte sig foran hende.
''Hva' fa'en!? Du er i live?'' grinte hun opgivende og rystede på hovedet.
''Tja, jeg har savnet dig lige så meget som du har savnet mig!'' hun rakte kort tunge af ham, inden hun så hen på resterne af træet fra før.
''Jeg gætter på at varmen afslørede mig?'' sukkede hun med et opgivende smil.
Det var længe siden hun havde set Jacob, længere tid end hun egentlig kunne huske. Havde hun ikke været shapeshifter dengang? Håbløst forelsket i Sean og latterligt glad for børn? Hun huskede ikke at havde mødt ham efter det. Det var... ti år siden? Hun anede det faktisk ikke..

Han grinte svagt over hendes kommentar om, at han stadig var i live. Det var godt nok længe siden de havde set hinanden, men han kunne stadig genkende hendes ild og varme den udsendte hver gang. De var modsætninger, hun var varm og han var kold. Til tider havde de også konkurreret, forsøgt at bevise hvem der ejede den stærkeste evne og hvem der vandt var altid forskelligt. De var et klassisk eksempel på fjendevenner, de kunne sagtens snakke sammen og grine, men de havde også en tildens til hele tiden, at overgå hinanden.
"Njyuh," sagde han og rejste sig op. Han rakte en hånd ned til hende, et tegn på at han ville hjælpe hende og have hende op at stå. "Så har du savnet mig meget!" Han klikkede drillende med tungen.
Kommentaren om det brændende træ, fik ham til at se om på det og grine svagt. "Yeah, det ikke alle jeg kender som sætter ild til uskyldige træer," Han så ned på hende igen og smilede svagt. "Længe siden du... Der virker noget anderledes ved dig," Han så undersøgende på hende. "Du.. er blevet vampyr?" Det var nærmest et spørgsmål og en fact, hvilket var ondsvagt, for hun vidste jo nok godt selv at hun var en vampyr.

Hun tog imod hans hånd og kom op og stå.
''Nuuuurh, du har savnet mig!'' grinte hun roligt, inden hun smilede og bukkede roligt, og drejede en omgang rundt om hende selv.
''Jeps, fuldblodsvampyr.'' smilede hun inden hun blottede hjørnetænder. En smule blodrester befandt sig stadig i hendes mund fra hendes lille snack tidligere.
''Hvordan går det med dig, din lille bisse?'' grinte hun roligt, mens hun så rundt, bare for at være sikker på at der ikke var andre.

Han klukkede af hende, havde manglet hendes mærkelige humor og måtte nu vende sig til, at denne mærkelige humor nu kom fra en vampyr. Ikke at han havde noget imod vampyrer, tvært imod, han fandt dem meget interessante. Så længe de ikke drak hans blod, kunne de gøre hvad de ville. Og Josh selvfølgelig, selvom han nu med sit archangel blod, nok ikke var en delikatese længere.
Kommentaren om, at han havde savnet hende, gjorde at han for sjov lavede en rose ud af is, lod det glitre og skinne som en diamant og rakte den til hende. "Selvfølgelig har jeg det," Han grinte over sig selv og ventede nysgerrigt på, at rosen sikkert ville smelte om til vand i hendes fine hænder.
Da hun viste sine tænder, så han nysgerrigt på dem og pegede derefter på sine egne tænder, kun for at hentyde at hun stadig havde lidt blod på tanden. Bogstaveligtalt. Han smilede ømt til hende og placerede hænderne i hættetrøjens lommer. "Jeg klarer den, jeg leder lidt efter folk og... forsøger at starte på en frisk,"
Han havde tænk på, at tage op i bjergene, bare for nogen dage og blot for at tænke. Tilbagevendingen ville der skam være tale om. "Hvad med dig? Hvordan gik du hen og blev vampyr?"